Vejledning om hjælp efter bistandslovens § 48

Kapitel 1

Kapitel 1 Indledning og baggrund ................................. pkt. 1 Formålet med § 48 ....................................... pkt. 2 Sammenhæng mellem ydelser efter § 48 og rådgivnings- og vejledningsindsatsen ................... pkt. 3 Bistandslovens § 48, stk. 4 ............................. pkt. 4 Vejledningens opbygning mv .............................. pkt. 5 Kap. 2 ydelser af hjælp til børn med handicap Afgrænsning af personkredsen ............................ pkt. 6 Betingelser for ydelse af hjælp .......................... pkt. 7 Handicappets art og omfang .............................. pkt. 8 Merudgifter ved forsørgelsen ............................ pkt. 9 Forsørgelse i eget hjem .................................. pkt. 10-12 Eksempler på merudgifter, hvortil der kan ydes hjælp efter § 48, stk. 1 ................................ pkt. 13 Merudgifter til særlig kost/diætpræparater .............. pkt. 14-15 Merudgifter til medicin og briller ...................... pkt. 16 Merudgifter til befordring .............................. pkt. 17-19 Merudgifter ved deltagelse i handicaprettede kurser ...... pkt. 20 Merudgifter til særlig beklædning herunder sko .......... pkt. 21 Merudgifter til vask og personlig hygiejne .............. pkt. 22 Andre udgifter .......................................... pkt. 23 Aflastning .............................................. pkt. 24-26 Respirationsinsufficiens og lign. ........................ pkt. 27 Tabt arbejdsfortjeneste .................................. pkt. 28-32 Særligt om skattespørgsmål i forbindelse med tabt arbejdsfortjeneste .................................. pkt. 33-34 Afgrænsning overfor andre bestemmelser .................. pkt. 35-36 Kap. 3 Ydelse af hjælp til voksne med handicap Betingelser for ydelse af hjælpen ........................ pkt. 37 Afgrænsning af personkredsen ............................ pkt. 38 Om »vidtgående handicap« ................................ pkt. 38 Merudgifter .............................................. pkt. 40 Ophold i eget hjem ...................................... pkt. 40 Eksempler på merudgifter, hvortil der kan ydes hjælp efter § 48, stk. 3 ................................ pkt. 42 Merudgifter til særlig kost/diætpræparater .............. pkt. 43 Merudgifter til medicin .................................. pkt. 44 Merudgifter til befordring .............................. pkt. 45-46 Merudgifter ved deltagelse i handicaprettede kurser .................................................. pkt. 47 Merudgifter til særlig beklædning, herunder sko .......... pkt. 48 Andre udgifter .......................................... pkt. 49 Afgrænsning overfor andre bestemmelser .................. pkt. 50 Kap. 4 særligt om hjælpeordninger ydet efter § 48, stk. 3 Formål og afgrænsning .................................... pkt. 51 Personkreds og betingelser .............................. pkt. 52 Udmåling ................................................ pkt. 53 Hjælpernes aflønning og ordningernes administration ...... pkt. 54 Forholdet til plejetillægget ............................ pkt. 55 Forholdet til andre ydelser efter § 48, stk. 3 .......... pkt. 56 Forholdet til andre ydelser efter den sociale lovgivning .............................................. pkt. 57 Alternativer til hjælpeordninger ........................ pkt. 58 Unge under 18 år ........................................ pkt. 59 Flytning til andre kommuner .............................. pkt. 60 Hjælp til personer, som ikke opfylder betingelserne i kap. 4 .................................. pkt. 61

Kapitel 1

Indledning og baggrund

1. Denne vejledning omtaler bestemmelsen i bistandslovens § 48 om

hjælp til merudgifter som følge af fysisk eller psykisk handicap under forsørgelse i eget hjem, og træder i stedet for afsnit III, D, pkt. 51-55 i Socialministeriets cirkulære af 16. december 1986 om kontanthjælp efter bistandsloven, og for Socialministeriets vejledning af 19. december 1983 om administrationen af beløbsgrænsen i bistandslovens § 48, stk. 1, ved ydelse af hjælp til personer, der i hjemmet forsørger et handicappet barn.

Socialministeriets vejledning af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven har afløst de øvrige bestemmelser i kontanthjælpscirkulæret.

Der er ikke ved lov nr. 938 af 23. december 1986 om ændring af

bistandslovens kontanthjælpsregler m.v. foretaget ændringer i lovens § 48.

Der er derimod gennem de senere år sket en vis afklaring og udvikling

i praksis vedr. § 48, herunder i ankepraksis, som giver grundlag for at præcisere og beskrive, hvad bestemmelsen kan anvendes til.

Endvidere er der i forhold til det hidtidige kontanthjælpscirkulære

foretaget nogle ændringer i formuleringerne af de vejledende bestemmelser, som har baggrund i den almindelige udvikling i samfundet for familier med børn og særligt med hensyn til familier med børn med handicap. Udviklingen har endvidere nødvendiggjort en række ændringer i formuleringerne af de vejledende bestemmelser for voksne personer med vidtgående handicap.

Formålet med § 48

2. Bistandslovens § 48 giver hjemmel til at dække de merudgifter ved

forsørgelsen af børn og voksne med handicap, som er en følge af handicappet, i tilfælde, hvor personerne bor i eget hjem.

Formålet med bestemmelsen er gennem ydelse af hjælp at medvirke til,

at personer med handicap kan forblive i eget hjem, og at familien kan leve så normalt som muligt på trods af og med handicappet.

Vejledningens hensigt er at medvirke til at imødekomme de senere års bestræbelser på at forbedre forholdene for børn med handicap og for voksne personer med vidtgående handicap for hermed at undgå anbringelse på institutioner og andre foranstaltninger uden for hjemmet.

De ydelser, der er tale om efter § 48, er som nævnt merudgifter ved

forsørgelsen, dvs. udgifter, som den pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om et handicap.

Sammenhæng mellem ydelser efter § 48 og

rådgivnings- og vejledningsindsatsen

3. Der vil ofte være behov for rådgivning og vejledning, herunder om

handicappets betydning for den daglige livsførelse både overfor familien og den enkelte unge eller voksne med handicap, og for koordination med anden samtidig indsats.

Rådgivning og vejledning bør sammen med kompensation for de særlige

merudgifter ved forsørgelsen indgå som led i en samlet, helhedsorienteret indsats med henblik på at skabe så normale rammer som muligt for den enkeltes og familiens tilværelse. (Der henvises til Socialstyrelsens pjece om småbørn med handicap, 1986).

Det sociale udvalg har pligt til at yde familierne i kommunen

rådgivning og vejledning, jf. bistandslovens § 28. Når der er tale om personer med handicap kan det ofte være nødvendigt for kommunen at inddrage særlig sagkundskab, jf. bistandslovens § 29, stk. 1, 1. punktum. Denne sagkundskab kan komme fra amtskommunens socialcenter, jf. bistandslovens § 29, stk. 1, 2. punktum, som har pligt til at støtte kommunen med specialrådgivningsindsats.

Også de lands- og landsdelsdækkende institutioner for personer med

vidtgående handicap, som amtskommunerne driver, yder en værdifuld støtte i specialrådgivningsindsatsen. Eksempler på disse institutioner er Refsnæsskolen for blinde og svagtsynede, Døveskolerne i Ålborg og Fredericia, Børneklinikken i København, Blindeinstituttet i Hellerup, Kolonien Filadelfia og institutionen Solbakken i Århus.

Endvidere findes en særlig sagkundskab på specialrådgivningsområdet

hos de statslige specialkonsulenter for døve, blinde, tunghøre, vanføre og psykisk udviklingshæmmede, jf. bistandslovens § 29, stk. 2.

Bistandslovens § 48, stk. 4

4. Det sociale udvalgs anvisninger skal følges ved modtagelse af

hjælpen.

Det betyder fx, at de personer, som modtager hjælpen, skal fremskaffe den af kommunen ønskede dokumentation, ligesom kommunen skal tilrettelægge administrationen af ydelserne således, at der både tages hensyn til den enkelte forvaltnings forhold, § 48's formål og rammer, og til hvad der er praktisk og hensigtsmæssigt for den enkelte ydelsesmodtager.

Vejledningens opbygning m.v.

5. Personkredsen, kravene til handicappets omfang og betingelserne

for ydelse af hjælp er ikke ens for børn og voksne, selv om det drejer sig om stort set den samme slags ydelser. I det følgende gennemgås ydelse af hjælp til børn og voksne hver for sig. (Kap. 2 og kap. 3). Herudover omtales hjælpeordninger efter § 48, stk. 3 (kap. 4).

Hvor der i vejledningen kun er henvist til en lovparagraf uden

angivelse af lovens titel, er der tale om en paragraf i bistandsloven.

Kapitel 2

Ydelse af hjælp til børn med handicap

Afgrænsning af personkredsen

6. Personkredsen i § 48, stk. 1, omfatter alle personer, der i

hjemmet forsørger børn og unge under 18 år med fysiske eller psykiske handicap.

Betingelser for ydelse af hjælp

7. Det er en betingelse for ydelse af hjælpen,

at der foreligger merudgifter ved forsørgelsen som følge af

handicappet (se pkt. 9),

at barnet/den unge forsørges i eget hjem (se pkt. 10),

at merudgiften overstiger 2.400 kr. om året jf. dog § 48, stk. 2 (se pkt. 11).

Handicappets art og omfang

8. Bestemmelsen omfatter børn med et vedvarende handicap og omfatter

således foruden børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, også børn med langvarige lidelser, (fx sukkersyge, cystisk fibrose, alvorlig belastende allergi eller hudlidelser).

At det skal være et vedvarende handicap betyder ikke, at det skal dreje sig om en uhelbredelig lidelse. I praksis lægges der vægt på, om tilstanden skønnes at vare ca. et år eller længere, men det er ikke udelukket, at lidelsen kan vare mindre end et år. Der kan eksempelvis være tale om for tidligt fødte børn eller børn med hofteskred (calve perthes), hvor familien i en kortere periode på grund af barnets handicap er særlig tungt belastet.

Merudgifter ved forsørgelsen

9. Hjælpen omfatter merudgifter ved forsørgelsen af barnet, der er en

følge af handicappet. Det betyder, at der skal foreligge nødvendige merudgifter, udover de udgifter familien ville have haft, såfremt barnet ikke var handicappet.

Hjælpen ydes efter en vurdering af merudgiftens omfang i det enkelte

tilfælde, og kan derfor ikke ydes efter faste takster.

Den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, familien selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige forsørgelsesproblemer, skal derfor normalt afholdes af familien, således at det alene er de sandsynliggjorte merudgifter, der kan dækkes af § 48.

Eksempel: Hvis et barn skal have særlig kost eller særligt legetøj,

må man tage stilling til, hvad familien normalt ville have afholdt til kost eller legetøj til barnet, og alene betale den del af udgiften som må betragtes som en merudgift på grund af handicappet.

Forsørgelse i eget hjem

10. At barnet forsørges i eget hjem betyder, at det skal bo hos

forældrene eller andre pårørende i modsætning til, at barnet ved medvirken af sociale myndigheder har ophold uden for hjemmet. Et barn, der midlertidigt er indlagt på hospital, eller midlertidigt som et led i almindelig skolegang går på kost- eller efterskole, har ophold i eget hjem. En tommelfingerregel ved vurderingen af, hvorvidt et barn bor i eget hjem eller ej, er, om forældrene er forpligtet til at betale, fx tøj og lommepenge, eller om opholdet uden for hjemmet i det hele taget må sidestilles med, hvad børn i almindelighed kan komme ud for i deres daglige tilværelse.

Det forhold, at et barn går i daginstitution, er ikke til hinder for,

at der ydes hjælp efter § 48, hvis barnet i øvrigt har ophold hos forældrene eller andre pårørende. Børn, som er anbragt i pleje hos en plejefamilie, bor derimod ikke i eget hjem, og udgifter, som ellers ville være merudgifter ved forsørgelsen efter § 48, ydes derfor som en del af plejeydelsen efter bistandslovens § 66. Om anbringelse i døgninstitution, se pkt. 36.

Når børn af ikke-samlevende forældre med fælles forældremyndighed bor

lige meget hos begge forældre, har barnet efter undtagelsesbestemmelsen i § 10, stk. 3, 3. pkt. opholdskommune i den kommune, hvor barnet er tilmeldt folkeregistret.

Undtagelsesbestemmelsen omfatter ydelser efter § 48, stk. 1 og stk.

2, nr. 1 og 2.

Med hensyn til ydelser efter § 48, stk. 2, nr. 3, har barnet opholdskommune, hvor det bor.

11. Hjælpen efter § 48 er indkomstuafhængig og ikke skattepligtig.

Der kan dog kun ydes hjælp til merudgifter ved forsørgelsen af børn med handicap i hjemmet, såfremt merudgifterne overstiger 2.400 kr. i løbet af et kalenderår (bagatelgrænsen). Efter bestemmelsens stk. 2 gælder beløbsbegrænsningen i stk. 1 dog ikke når der er tale om

1) Børn med vidtgående handicap.

2) Børn med kroniske lidelser.

3) Personer, der i hjemmet forsørger et handicappet barn, og som ikke

har midler til at afholde merudgiften.

Hvis der opstår tvivl, om et barn har et vidtgående handicap, vil det i relation til beløbsgrænsen i § 48, stk. 1, ikke have nogen betydning, idet der så typisk vil være tale om en kronisk lidelse.

Kroniske lidelser omfatter sygdomstilstande og lignende, som fra det

tidspunkt, de opstår, normalt vil vare i flere år.

Herudover kan der uanset merudgiftens størrelse ydes hjælp til familier, der ud fra en konkret behovsvurdering ikke skønnes at have tilstrækkelige midler til selv at afholde udgiften.

12. Beløbsgrænsen vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter,

idet udgifter, der afholdes inden for eet kalenderår, sammenlægges.

Hvis en familie har flere børn med handicap, sammenlægges

merudgifterne herved.

Der vil kunne udbetales hjælp til merudgifter under 2.400 kr., hvis kommunen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige 2.400 kr.

Hvis en kommune har udbetalt hjælp i henhold til § 48, stk. 1, og det

senere viser sig, at den samlede årlige udgift ligger under beløbsgrænsen, skal den udbetalte hjælp ikke tilbagebetales.

Har en familie selv afholdt løbende udgifter, der overstiger 2.400

kr. i løbet af året, skal hele beløbet efterfølgende udbetales.

Eksempler på merudgifter, hvortil der kan ydes hjælp efter § 48, stk. 1

13. I det følgende opregnes der nogle eksempler på merudgifter som følge af handicap hos børn. Det skal fremhæves, at der ikke er tale om en udtømmende opregning. På grund af de komplicerede handicap og de ofte komplicerede situationer som opstår i familierne på grund af handicap hos børnene, er det ikke muligt at forudse, hvilke merudgifter en familie kan komme ud for som følge af handicappet.

De nævnte eksempler er dels eksempler på merudgifter, som er typiske,

dels situationer som har givet anledning til problemer, når de er opstået.

Eksempler: Bemærk opregningen er ikke udtømmende

Merudgifter til særlig kost/diætpræparater

14. Til børn og unge under 18 år med fysiske eller psykiske handicap

kan der ydes tilskud til merudgifter til diætkost. Det forudsættes, at kommunen sørger for, at behovet er tilstrækkelig dokumenteret, fx ved lægeerklæring.

Til spædbørn, der ikke kan tåle mælk, kan der fx ydes hjælp til

erstatningspræparater.

For så vidt angår spædbørn, som på grund af en allergisk disposition, må formodes at have behov for diætkost i form af mælkeerstatningspræparater uden at allergien endnu er kommet til udbrud, kan der, hvis kommunen skønner, at der foreligger tilstrækkelig dokumentation for,at den kroniske lidelse vil bryde ud, ydes tilskud til de nødvendige erstatningspræparater, som om lidelsen allerede var brudt ud.

Når der ved observations- og undersøgelsesformål, i forbindelse med

gentagne undersøgelser, og som en direkte følge af handicappet, ordineres særlige diætpræparater, som barnet skal indtage i hjemmet over en kortere eller længere periode, kan der ydes hjælp til dækningen af udgiften til disse præparater.

15. Ved bedømmelsen af dokumentationsgrundlaget i disse tilfælde kan

det oftest være nødvendigt at inddrage sagkyndig bistand fra specialafdelinger under sygehusvæsenet eller fra embedslægen, hvis kommunen ikke selv råder over den lægelige ekspertice.

I de konkrete situationer kan det være vanskeligt at afgøre, hvad

udgiften til diætkosten er. Det kan anbefales at tage kontakt med den pågældende specialafdeling, som ofte har beregninger over udgiften. Ligeledes foreligger der ofte beregninger fra Statens Husholdningsråds side eller fra brugerorganisationer, patientforeninger og lignende. I hvert enkelt tilfælde skal der dog skønnes om behovet som grundlag for den løbende ydelse, der konkret fastsættes.

Udgifterne til særlige diætpræparater som pågældende skal indtage som

led i en sygehusbehandling afholdes af sygehusvæsenet.

Udgifterne til særlige diætpræparater til børn med phenylketonuri (Føllings sygdom) afholdes som hidtil af staten (John F. Kennedy Instituttet). Præparaterne rekvireres direkte hos Instituttet, bortset fra præparatet Aminogran, der distribueres via apotekerne.

Merudgifter til medicin og briller

16. Til børn og unge under 18 år med fysiske eller psykiske handicap

kan der ydes hjælp til egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin.

Der kan normalt ikke ydes hjælp til betaling af briller, idet sådan

hjælp forudsættes afholdt efter lov om offentlig sygesikring eller efter § 58.

Hvis der som følge af handicappet hos børn og unge under 18 år er

særlige merudgifter til briller, som ikke kan ydes efter sygesikringslovens regler kan merudgifterne dækkes efter § 48, stk. 1.

Eksempel: Et hyperaktivt barn, som ofte kommer til at ødelægge ting

bl.a. briller.

Merudgifter til befordring

17. Vedr. uddannelse. Hvis et barn eller en ung i videre omfang end normalt som en direkte følge af handicappet skal befordres til eller fra skole eller andet uddannelsessted, vil der i det omfang udgifterne hertil ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger, kunne ydes hjælp til dækning af de nødvendige befordringsudgifter.

Vedr. behandling. Der kan ydes hjælp til betaling af

befordringsudgifter og lign., som er nødvendige ved ledsagelse af et barn til behandling, som følge af handicappet, i det omfang udgifterne ikke dækkes efter andre bestemmelser eller ved andre ordninger. Hjælp til betaling kan i disse tilfælde ydes såvel til barnets befordring som til ledsagerens befordring. Normalt vil det være tilstrækkeligt, at der kun er een ledsager, dvs fx enten faderen eller moderen. Der kan imidlertid være situationer, hvor det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt, at begge forældre ledsager barnet, fx fordi det er nødvendigt under transporten, eller fordi begge forældre skal orienteres samtidigt ved en undersøgelse/behandling.

Der kan endvidere under et barns ophold på hospital eller lign. ydes

hjælp til betaling af forældrenes befordringsudgifter til besøg hos barnet i det omfang besøgene er nødvendige af hensyn til barnet.

Hjælp til dækning af befordringsudgifter mv i forbindelse med

behandling i udlandet kan kun ydes, hvis Sundhedsstyrelsen har godkendt, at behandlingen skal foregå i udlandet, jf.

Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 69 af 17. februar 1983. I sådanne tilfælde ydes hjælpen efter samme principper som til behandling her i landet.

18. Vedr. fritiden. Hvis et barn på grund af sit handicap ikke er i

stand til at benytte offentlige transportmidler, kan der ydes tilskud til merudgifter til befordring i fritiden. Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget der kan ydes i den situation. Der må tages hensyn til hjemmets afstand til fritidsforanstaltninger, kammeraters hjem, mulighederne for almindelig fritidsbeskæftigelse, leg i nærheden osv. Tilskuddet bør normalt fastsættes efter statens regler for godtgørelse for brug af egen bil efter laveste sats.

Tilskud til befordring af et barn med handicap kan ydes, hvadenten

den bil, barnet bliver befordret i, er ejet af forældrene, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter § 58.

19. I ganske særlige situationer kan der herudover ydes hjælp til

betaling af andre driftsudgifter i forbindelse med befordring af et barn med handicap i familiens egen bil. Det gælder især i den situation, hvor familien har en bil alene til befordring af barnet/børnene, eller hvis det kan sandsynliggøres, at familien ikke ville have bil, hvis ikke der var et særligt kørselsbehov som følge af barnets handicap. Endvidere gælder det den situation, hvor familien har en ekstraordinært stor og driftsmæssig kostbar bil som følge af barnets handicap. I disse situationer kan der ydes tilskud til betaling af fx forsikringer, reparationer og andet, når udgiften må anses som en merudgift ved forsørgelsen af barnet.

Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af børn og unge med

handicap kan derimod ikke ydes efter § 48, stk. 1. For så vidt angår denne ydelse henvises til reglerne i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58. Der vil derfor ikke efter § 48 kunne ydes hjælp til betaling af afdrag på bil.

Merudgifter ved deltagelse i handicaprettede kurser

20. Der kan ydes hjælp til forældres og eventuelt andre pårørendes

merudgifter som følge af nødvendig deltagelse i kurser, som går ud på at sætte de pågældende i stand til i det konkrete tilfælde at have barnet hjemme, passe og pleje, opdrage og kommunikere med barnet.

Det klassiske eksempel er deltagelse i et kursus i total

kommunikation (tegnsprogsundervisning mv.) for pårørende til personer med vidtgående hørehandicap. Andre eksempler er kursus vedrørende børn med cystisk fibrose, blinde børn og spastiske børn.

De udgifter, der kan være tale om, er fx rejseudgifter, merudgifter

ved måltider og ophold, kursusafgift, kursusmaterialer, pasning af barnet/børnene, som ikke skal med på kurset. Sådanne merudgifter kan også omfatte hel eller delvis kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, når der ikke er mulighed for at deltage i kurser uden for arbejdstiden. Dette gælder såvel enlige som ægtepar. I langt de fleste tilfælde er det nødvendigt, at begge forældre kan tage sig af barnet, og sådanne kurser vil ofte være en forudsætning for, at forældrene kan bevare kontakten med barnet.

Merudgifter til særlig beklædning herunder sko

21. Der kan ydes hjælp til tøj, som skal udformes på en særlig måde,

eller til ekstra beklædning/sko, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøjet/skoene. Hvis det er nødvendigt med ortopædisk fodtøj, herunder fodtøj der tilgodeser en foddeformitet, ydes hjælpen efter Socialministeriets bekendtgørelse nr. 862 af 11. december 1986 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

Merudgifter til vask og personlig hygiejne

22. Hvis et barns handicap medfører merudgifter til vask, kan der

ydes hjælp såvel til selve vaskeudgiften som til anskaffelse af vaskemaskine forudsat, at en sådan må anses for at være nødvendig for at imødekomme et ekstraordinært stort behov.

Endvidere kan der ydes hjælp til betaling af særlige cremer og olier,

som anvendes ved barnets personlige hygiejne, hvis der kan dokumenteres en merudgift, i forhold til hvad andre børns hygiejne kræver, fx i forbindelse med allergi.

Andre udgifter

23. Udover de nævnte eksempler vil andre udgifter kunne dækkes, hvis

de efter en konkret vurdering må anses for velbegrundede, sandsynliggjorte merudgifter på grund af barnets handicap.

Som eksempler på andre merudgifter, som kan dækkes efter § 48, stk.

1, kan nævnes

- forhøjede forsikringspræmier vedrørende familieulykkesforsikringer,

- udgifter til særligt legetøj og andre udgifter til beskæftigelse i fritiden,

- merudgifter til højere boligudgifter, som er en nødvendig følge af barnets handicap, herunder merudgifter som skyldes boligskift, forbedringer af boligen eller højere løbende boligudgifter, men ikke udgifter til boligændringer, som ydes efter § 59.

Opmærksomheden henledes ligeledes på, at de omhandlede børn ofte vil

være afskåret fra at tjene lommepenge selv, hvorved der kan opstå særlige merudgifter for forældrene.

Efter indførelsen i 1984 af de nye regler om førtidspension er det

ikke længere muligt at tilkende 15-18 årige pension. Der kan derfor yderligere henvises til, at der ved denne lovændring blev forudsat, at bistandslovens § 48 skulle dække visse af de unges særlige udgifter på grund af handicappet, fx ekstra udgifter til befordring, ledsagelse, fritidsbeskæftigelse m.v.

Aflastning

24. De fleste forældre til børn med handicap har i varierende omfang

behov for en eller anden form for aflastning efter graden af barnets handicap. En tilstrækkelig aflastning vil kunne bevare barnet i hjemmet længst muligt.

Aflastning kan foregå

- i særlig eller almindelig daginstitution eller dagpleje

- efter hjemmehjælpsbestemmelserne

- ved privat antaget hjælp betalt efter § 48

- i opholdssteder efter § 66, herunder familiepleje, eller på

døgninstitution.

Hovedreglen er, at anvendelse af dagpleje/daginstitutionstilbud og hjemmehjælpsreglerne skal gå forud for anvendelsen af § 48 til dette formål. Det bemærkes, at det forhold at et barn er i dagpleje/daginstitution ikke nødvendigvis betyder, at der dermed gives forældrene en tilstrækkelig aflastning. Forældrene kan godt ud over dagpleje/daginstitutionsplads have behov for yderligere aflastning.

25. Når det drejer sig om børn, som kræver vedvarende pleje, omsorg

eller overvågning på grund af handicappet, er det ofte nødvendigt at yde forældrene aflastning ud over dagpleje/daginstitutionsplads. Det gælder fx børn, som ikke eller kun i ringe omfang kan bevæge sig, og børn som er særlig opmærksomhedskrævende på grund af kommunikationsproblemer, fx døvhed og psykoser.

Det må konkret vurderes, hvilket omfang aflastningen skal have. Der

bør tages hensyn til, om der kun er en forældre til at tage sig af barnet, og er der to forældre, bør de kunne aflastes samtidig. Det er erfaringen, at forældre til meget omsorgskrævende børn mindst bør aflastes 1 aften om ugen, 1 weekend om måneden og 3 uger om året.

En del af aflastningen kan ydes i form af lejlighedsvis hjemmehjælp i

henhold til § 55, stk. 2, jf. Socialministeriets cirkulære af 30. oktober 1980 om praktisk bistand i hjemmet. Når hjemmehjælp ikke kan skaffes, typisk i weekender og om aftenen, kan der efter § 56, jf. § 55, stk. 2, ydes tilskud til dækning af udgifter ved hjælp, som familien selv antager.

Hvis dette ikke er tilstrækkeligt i det konkrete tilfælde, kan der

ydes et tilskud efter § 48, stk. 1, til aflastning.

I tilfælde, hvor der er behov for daglig bistand i længere tid, dvs. varig aflastning, kan der ikke ydes varig hjemmehjælp, jf. § 52.

Udgiften til hjælperen afholdes efter § 48, stk. 1, som en merudgift ved forsørgelsen.

Når der ydes tilskud til privat antagen hjælp, bør forældrene gøres

opmærksom på, at der normalt ikke kan antages personer, som er under 18 år.

26. Aflastning kan også ydes ved ophold på døgninstitutioner eller i

opholdssteder efter § 66, herunder familiepleje.

Hvis en kommune eller flere kommuner, ønsker at etablere aflastningsforanstaltninger for børn med handicap kan dette ske efter reglerne om dagpleje/daginstitutioner og døgninstitutioner for børn evt. disse regler i en kombination med hinanden og med ydelser efter § 48.

I samarbejde med amtskommunen kan yderligere kombinationer af

reglerne i bistandsloven føre til de for det enkelte barn mest hensigtsmæssige aflastningsforanstaltninger.

Respirationsinsufficiens og lign.

27. Når et barn på grund af stærkt fysisk handicap, som medfører

respirationsinsufficiens eller dermed ligestillet lidelse, benytter et sådant apparatur at vedvarende overvågning er nødvendig, afholdes udgiften til overvågning (udgift til aflønning af ventilatør) af sygehusvæsenet, hvis apparaturet anvendes som led i behandling.

Derudover afholdes udgiften til overvågning og pleje mv. efter § 48,

selv om der kræves specialuddannet plejepersonale. I disse specielle tilfælde vil det dog ofte være mest hensigtsmæssigt at kombinere ventilatørbistand med hjemmehjælp og hjemmesygepleje.

Tabt arbejdsfortjeneste

28. I tilfælde, hvor det er en nødvendig følge af handicappet, at

barnet passes i hjemmet, og det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen/faderen, der passer det, kan der ydes et tilskud til hel eller delvis dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Det er en forudsætning, at den pågældende forsørger helt eller delvis

har måttet ophøre med sin beskæftigelse for at passe et barn med svært handicap i hjemmet.

Der er mulighed for at yde tilskud til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste nogle timer om dagen eller om ugen.

I særlige tilfælde vil sådan erstatning tillige kunne ydes, hvor det med overvejende sandsynlighed må anses for godtgjort, at forsørgeren på grund af overtagelsen af den nævnte opgave er afskåret fra at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ved erstatningens udmåling skal der tages hensyn såvel til de

besparelser, som arbejdsophøret medfører, som til den skattemæssige fordel. Når forsørgeren endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, må den indtægt, som forsørgeren efter sine forhold i øvrigt ville have kunnet opnå, tages som et udgangspunkt for beregningen af tilskuddet til den tabte arbejdsfortjeneste.

Erstatningen må dog i alle tilfælde sættes i forhold til, hvad det

ville koste for social- og sundhedsforvaltningen at lade en hjemmehjælper passe barnet i hjemmet.

Tilskud til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal løbende

reguleres i overensstemmelse med de almindelige lønstigninger på det offentlige arbejdsmarked.

29. Det er muligt at yde tilskud til dækning af tabt

arbejdsfortjeneste, selv om barnet fx er i daginstitution eller på anden måde passes, plejes og trænes uden for hjemmet nogle timer om dagen, idet en daginstitution ofte vil være den mest hensigtsmæssige aflastning af en familie, som har et barn med handicap, som skal plejes og overvåges 24 timer i døgnet.

Der kan godt ydes tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i en

kortere periode, idet det er handicappets varighed, som er afgørende for opnåelse af ydelser efter § 48, stk. 1, og ikke varigheden af den enkelte ydelse. Fx kan det tænkes, at et barn skal optrænes intensivt af moderen i hjemmet, at barnet ikke må omgås andre i en periode af hensyn til smittefare, eller at en af forældrene skal oplæres i tilberedning af diætkost.

Hvis en sådan periode ligger i direkte forlængelse af et

sygehusophold, og man allerede fra opholdets begyndelse er klar over, at der bagefter kræves pasning af barnet i hjemmet, kan der ydes tabt arbejdsfortjeneste allerede fra indlæggelsestidspunktet, hvis det af behandlingsmæssige grunde er ønskeligt, at forældre er til stede på sygehuset. Det samme gælder, hvis barnet skal passes hjemme i en periode inden sygehusopholdet. Der kan også ydes tabt arbejdsfortjeneste, når forældre skal have fri fra arbejde for at kunne ledsage et handicappet barn til behandling.

Fra 1. januar 1988 kan der endvidere ydes tilskud til tabt

arbejdsfortjeneste i indlæggelsesperioden alene, hvis det er nødvendigt, at forældrene er til stede på sygehuset på grund af alvorlig sygdom hos et barn med handicap.

30. Ved beregningen af tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste

i det enkelte konkrete tilfælde må der som hovedregel tages udgangspunkt i den betragtning, at den pågældende til daglig økonomisk stilles som om, han/hun tjente en løn selv. Det, der således må lægges til grund ved beregningen, er det beløb, som den pågældende havde til rådighed til forsørgelse af familien og sig selv, nemlig bruttoindtægten, reduceret med skat og de med bestridelsen af et erhverv forbundne udgifter, dog ikke udgifter, som skal sikre, at den pågældende kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Fx skal den pågældende kunne betale fagforeningskontingent, herunder bidrag til arbejdsløshedskasse.

Ifølge bekendtgørelse fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring nr. 451 af 11. oktober 1985, som ændret ved bekendtgørelse nr. 730 af 8. oktober 1986, forlænges de i arbejdsløshedsforsikringslovens § 55 angivne perioder, inden for hvilke arbejdskravet skal være opfyldt med op til samlet 2 år, når der ydes støtte til tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af et barn med handicap efter § 48, stk. 1.

Der kan ikke ydes kompensation for fremtidige ydelser -

pensionsbidrag - eller lønstigninger. Tillæg, som er et integreret led i lønnen indgår i beregningsgrundlaget, hvis de normalt kommer til udbetaling.

Der kan normalt ikke beregnes feriepenge af kompensation for tabt

arbejdsfortjeneste. Evt. hjælp til ferie efter at perioden med tabt arbejdsfortjeneste er udløbet ydes efter de øvrige kontanthjælpsbestemmelser. Derimod kan der godt ydes tilskud til afholdelse af ferie, hvis denne på grund af barnets handicap medfører særlige udgifter i eller udenfor perioden med tabt arbejdsfortjeneste.

31. Der skal som hovedregel fratrækkes, hvad det ville koste at få

barnet passet i daginstitution eller dagpleje, hvis barnet ikke havde været handicappet ud fra den betragtning, at dette er en udgift, som er sparet set i forhold til forældre i al almindelighed. Det skal dog bemærkes, at det ikke er i alle tilfælde, en sådan udgift kan trækkes fra ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste. Den kan fx ikke trækkes fra, hvis barnet fortsat går i daginstitution, fordi der er tale om deltids-tabt arbejdsfortjeneste, dvs. at moderen har måttet gå ned på deltid som en følge af barnets handicap.

Også i andre tilfælde kan det tænkes, at man vil nå til stødende

resultater, hvis udgift til pasning af barn uden for hjemmet bliver trukket fra.

Ved beregningen af tilskuddet til den tabte arbejdsfortjeneste skal

der fra begyndelsen så vidt muligt foretages et skøn, som tager alt i betragtning, men det kan ikke udelukkes, at der må reguleres efterhånden, som der dukker nye oplysninger op.

Hovedudgangspunktet ved hjælpens udmåling er at familien skal have

det samme beløb til rådighed til at leve af som tidligere og ingen del af beløbene er »øremærkede«.

32. Økonomiske tilskud, som familien kan opnå efter andre regler på

grund af den ændrede økonomiske status, der evt. følger med modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste, skal fratrækkes, således at familien ikke får mere til rådighed end før modtagelsen af § 48-ydelsen (som eksempel kan næves individuel boligstøtte).

Hvis tidspunktet for ophør af tilskud til tabt arbejdsfortjeneste

ikke kan fastsættes i god tid i forvejen eller efter aftale med forældrene, ophører udbetalingen af tilskud med udgangen af den måned, som følger efter den måned i hvilken betingelserne for ydelsen er bortfaldet.

Særligt om skattespørgsmål i forbindelse

med tabt arbejdsfortjeneste

33. For så vidt angår skattespørgsmålene, er det mest hensigtsmæssigt

straks at anmode den pågældende familie om at henvende sig til skattevæsenet for at få ændret skatteansættelsen. Der er derefter et langt sikrere grundlag for at bedømme »skattefordelene«, hvad enten de fx viser sig ved tilbagebetaling af skat, ved at ægtefællen får en lavere skat eller andet. Det vil være mest hensigtsmæssigt, hvis det sociale udvalg/forvaltningen forsyner familien med materiale til skattevæsenet, hvoraf det fremgår, at der vil blive tale om en ydelse, som er indtægtsuafhængig og skattefri.

I princippet skal de skattefordele, der måtte blive tale om, straks

fra begyndelsen tages med i betragtning ved beregningen af, hvad der skal udbetales hver måned/uge til modtageren af § 48-ydelsen.

Imidlertid kan der fx tænkes tilfælde, hvor en familie først efter et godt stykke tid, får for meget betalt skat tilbage, medens familien på den anden side ikke kan tåle en reduktion i de udbetalte beløb straks, hvis familiens niveau skal opretholdes. Et andet eksempel på problemer i forbindelse med beregning af tabt arbejdsfortjeneste er, at kompensationen efter § 48, ikke påvirker personfradraget. Dvs. at det kan ske, at en person i årets sidste måneder kan udnytte personfradraget fuldt ud i indtægten efter at have modtaget tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjenste i begyndelsen af året.

I disse tilfælde må det sociale udvalg/forvaltningen efter aftale med

den pågældende forsørger finde en praktisk og rimelig løsning, men egentlig modregning kan ikke komme på tale, og tilbagebetaling i bistandslovens forstand kan ikke finde sted i forbindelse med hjælp efter § 48.

Det kan tænkes, at en rimelig løsning er, at forpligte den pågældende

familie til at lade den forventede skatteefterbetaling træde i stedet for udbetaling af § 48-hjælpen i en nærmere angivet periode.

34. Overskydende skat, som vedrører tidligere skatteår, og som ligger

før påbegyndelsen af perioden med tabt arbejdsfortjeneste, vedrører ikke § 48-ydelsen, da denne er indkomstuafhængig. Der foreligger derfor en anden situation end ved ydelse af hjælp efter § 37. Det samme gælder efterbetaling af honorarer, arv, præmier, udbetaling af bonus mv.

Vurdering af skattetekniske spørgsmål må overlades til

skattemyndighederne, jf. § 17 i socialministeriets cirkulære af 10. december 1986 om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion mv. på visse dele af det sociale område.

Afgrænsning overfor andre bestemmelser

35. Der vil normalt ikke kunne ydes hjælp til briller til børn under

16 år, idet udgiften til briller forudsættes afholdt efter lov om offentlig sygesikring eller som hjælpemiddel efter § 58. Der kan dog i ganske særlige tilfælde ydes hjælp til briller efter § 48, stk. 1, se herom pkt. 16.

Hjælp til syge- og lægebehandling af børn forudsættes afholdt efter

lov om offentlig sygesikring. Hjælp til dækning af egenandelen af udgiften til særlig tandbehandling, fysioterapi og anden lignende behandling kan ydes efter § 46 a, hvis betingelserne iøvrigt er opfyldt. Udgiften til egenandelen af tilskudsberettiget medicin afholdes dog efter § 48.

Hjælp til dækning af udgifter til behandlingsredskaber, tekniske

hjælpemidler og boligindretning kan heller ikke ydes efter § 48. Hjælpemidler ydes efter § 58, og hjælp til dækning af udgiften til boligindretning ydes efter § 59.

Som boligindretning efter § 59 anses mur- og nagelfaste genstande.

Hvis det derimod drejer sig om møbler, gulvbelægning, som ikke er en integreret del af gulvet, eller forskelligt tilbehør til boligindretning, og hjælp hertil ikke kan ydes efter § 58, kan § 48 evt. bringes i anvendelse.

Udgifter til behandlingsredskaber afholdes af sygehusvæsenet.

Afgrænsningen af behandlingsredskaber i forhold til hjælpemidler er behandlede i Indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1975.

36. Er børn optaget på en døgninstitution til fuld forsørgelse skal

alle udgifter normalt afholdes af institutionen. I forbindelse med besøg i hjemmet bør udgifter, som ellers skulle have været afholdt efter § 48, således normalt afholdes som en institutionsudgift.

Hvis barnet er i en situation, hvor der arbejdes på at barnet kan

hjemtages fra institutionen udslusningssituation - kan der ydes hjælp efter § 48 til sædvanlige merudgifter i forbindelse hermed.

Kap. 3. Ydelse af hjælp til voksne med handicap

Betingelser for ydelse af hjælpen

37. Efter § 48, stk. 3, har personer med et vidtgående fysisk eller

psykisk handicap, der har ophold i eget hjem, ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet.

For at der kan være tale om ydelse af hjælp efter § 48, stk. 3, skal

følgende betingelser være opfyldt

íDen pågældende skal høre til den nedenfor omtalte personkreds (se pkt. 38).

Der skal være tale om et vidtgående handicap (se pkt. 39).

Der skal være tale om merudgifter ved forsørgelsen, som følge af

handicappet (se pkt. 40).

Pågældende skal have ophold i eget hjem, dvs. uden for en døgninstitution (se pkt. 41).ó

Afgrænsning af personkredsen

38. Personkredsen i § 48, stk. 3, omfatter personer over 18 år, som har et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, og som bor i eget hjem, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 863 af 11.

december 1986 som ændret ved Socialministeriets bekendtgørelse af 24. juni 1987 om ændring af bekendtgørelse om afgrænsning af personkredsen efter bestandslovens § 48, stk. 3. Personkredsen omfatter herefter fra 1. januar 1988 tillige personer med vidtgående handicap på grund af sindslidelse.

Bestemmelsen tager som hovedregel alene sigte på ikke-pensionister,

se dog kap. 4.

Personer, som modtager social pension, forudsættes at få dækket deres behov efter pensionslovgivningens regler.

Personer, der får invaliditetsydelse, betragtes ikke som pensionister

i forhold til § 48.

Om »vidtgående handicap«

39. Udtrykket vidtgående handicap betyder i denne forbindelse, at der skal være tale om en vedvarende, dvs. langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af meget indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse.

Den pågældende vil som regel være berettiget til invaliditetsydelse

og evt. pleje- eller bistandstillæg efter pensionslovgivningen.

Det beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en person har et vidtgående handicap.

Merudgifter

40. § 48, stk. 3, skal dække sandsynliggjorte merudgifter, som følger

af handicappet, og som den pågældende ikke ville have haft, hvis pågældende ikke havde haft et handicap.

Hvis den pågældende får invaliditetsydelse eller bistands- eller

plejetillæg, må der tages hensyn hertil, således at der ikke ydes hjælp til dækning af samme merudgift efter § 48, stk. 3, som efter pensionslovgivningen. I vejledning om social pension findes en beskrivelse af, hvilke merudgifter der dækkes af pleje- og bistandstillægget.

Invaliditetsydelse er imidlertid normalt beregnet på de mere

vanskeligt opregnelige småudgifter, som personer med handicap har i den daglige tilværelse.

Ophold i eget hjem

41. En person, som bor på en institution, har ikke ophold i eget

hjem.

Som eksempler på institutioner kan nævnes: Plejehjem og institutioner efter § 112.

Bofællesskaber og andre boformer efter § 68 og kollektivboliger er

ikke institutioner.

En person kan godt bo i eget hjem i § 48's forstand, selv om pågældende om dagen opholder sig i fx beskyttet virksomhed eller dagcenter. En person har stadigvæk ophold i eget hjem i § 48, stk.

3's betydning, selv om pågældende af og til er indlagt på hospital eller anden behandlingsinstitution eller er på aflastningsophold i kortere perioder.

Eksempler på merudgifter, hvortil der kan ydes hjælp efter § 48, stk.

3

42. I det følgende opregnes der nogle eksempler på merudgifter som følge af vidtgående handicap hos voksne. På grund af de komplicerede handicap kan der forekomme situationer, hvor det er vanskeligt at forudse, hvilke merudgifter en person kan komme ud for som følge af handicappet.

De nævnte eksempler er dels typiske, dels situationer som har voldt

tvivl.

Det afgørende ved vurderingen af, om der kan ydes hjælp efter § 48, er om behovet for hjælp skyldes, at der er merudgifter ved forsørgelsen som følge af handicappet. Vurderingen må altid være konkret.

Eksempler: (Som nævnt kan der normalt ikke ydes hjælp efter § 48,

stk. 3, til personer, som modtager pension).

NB: Opregningen er ikke udtømmende.

Merudgifter til særlig kost/diætpræparater

43. Til personer med vidgående fysiske eller psykiske handicap kan der efter § 48, stk. 3, ydes tilskud til merudgifter til diætkost.

Det forudsættes, at kommunen sørger for, at behovet er tilstrækkelig dokumenteret, fx ved lægeerklæring.

Der henvises i øvrigt herom til kap. 2, pkt. 14 og 15.

Merudgifter til medicin

44. Til voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap kan der

efter bistandslovens § 48, stk. 3, ydes hjælp til egenbetalingen af tilskudsberettiget medicin, som er nødvendig på grund af handicappet.

Merudgifter til befordring

45. Der kan ydes hjælp til befordringsudgifter vedr. uddannelse,

behandling og fritiden.

Der henvises herom til det i kap. 2, pkt. 17 og 18 anførte.

46. Tilskud til befordring af en person med vidtgående handicap kan ydes, hvadenten bilen er ejet, lånt, lejet eller anskaffet med støtte efter § 58.

Hjælp til anskaffelse af bil til befordring af en person med handicap

kan derimod ikke ydes efter § 48. For så vidt angår denne ydelse henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11.

december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58, hvori der udtømmende er gjort op med mulighederne for støtte til anskaffelse af motorkøretøj til personer med svær invaliditet. Det betyder, at der ikke efter § 48 kan ydes hjælp til betaling af afdrag på en bil.

Merudgifter ved deltagelse i handicaprettede kurser

47. Der kan ydes hjælp til merudgifter som følge af pågældendes og

eventuelt pårørendes nødvendige deltagelse i kurser, som går ud på at sætte den pågældende i stand til i det konkrete tilfælde at leve et selvstændigt liv.

For så vidt angår udgiftsarter henvises til kap. 2, pkt. 20.

Merudgifter til særlig beklædning, herunder sko

48. Der kan ydes hjælp efter § 48, stk. 3, til personer, som på grund

af deformitet eller ganske særlig legemsbygning el.lign. har behov for særlig dyrt eller særligt udformet tøj. Det samme gælder beklædning, som er nødvendig på grund af ekstraordinært slid på tøjet eller skoene. Hvis det er nødvendigt med ortopædisk fodtøj, herunder fodtøj der tilgodeser en foddeformitet, ydes hjælpen efter bekendtgørelsen om ydelser af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

Andre udgifter

49. Der henvises til de i kap. 2, pkt. 23 nævnte eksempler.

Afgrænsning overfor andre bestemmelser

50. Udgifter til syge- og lægebehandling forudsættes afholdt inden

for rammerne af den gældende sygesikringsordning. Om hjælp til dækning af udgifter til særlig tandbehandling, fysioterapi og anden lignende behandling henvises til § 46 a.

Om hjælp til dækning af udgifter til behandlingsredskaber og tekniske

hjælpemidler, om ydelse af hjælpemidler efter § 58 og om hjælp til boligindretning efter § 59 henvises til kap. 2, pkt. 35.

Hjælp til pleje og overvågning ydes sædvanligvis efter reglerne om

hjemmehjælp og hjemmesygepleje. Når der er tale om respirationsinsufficiente, som på grund af særligt apparatur har behov for overvågning, ydes denne som ventilatørbistand, betalt af sygehusvæsenet.

Kun i ganske særlige tilfælde kan der ydes hjælp efter § 48 til

ansættelse af privat antagne hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse, herunder også til personer, der modtager pension. Se herom i kapitel 4.

Aflastningsforanstaltninger forudsættes for voksne med vidtgående

handicap iværksat enten efter hjemmehjælpsreglerne eller efter reglerne om ophold på dag- eller døgninstitutioner, dvs. daghjem, dagcentre, plejehjem, korttidsophold eller de særlige institutioner for voksne med vidtgående handicap.

Kap. 4. Særligt om hjælpeordninger ydet efter § 48, stk. 3

Formål og afgrænsning

51. Efter § 48, stk. 3, kan der i særlige tilfælde ydes dækning af

udgiften ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse af personer med vidtgående fysiske handicap, som bor i eget hjem.

Som nævnt i kap. 3 kan der efter § 48 normalt ikke ydes hjælp til

personer, som modtager social pension. Ydelse af hjælp til ansættelse af privatantagne hjælpere til overvågning, til pleje og/eller til ledsagelse er imidlertid en undtagelse. Denne hjælp kan ydes til såvel pensionister som ikke-pensionister, hvis de opfylder de nedenfor beskrevne betingelser. Det klassiske eksempel er personer, som på grund af respirationsinsufficiens har behov for sådan hjælp.

De senere års udvikling er gået i retning af at undgå, at personer

med vidtgående handicap skal have ophold i institution, og har således medvirket til at de kan opnå en tilværelse så normal som muligt i eget hjem. Dette har medført, at de nævnte hjælpeordninger i praksis er stillet til rådighed for andre stærkt fysisk handicappede, hvis situation er at sidestille med respirationshandicappede. Det drejer sig især om visse handicap, som medfører stærkt udbredte lammelser, eller andre vidtgående fysiske handicap, som især medfører, at den pågældende ikke eller kun i meget begrænset omfang kan bevæge sig og udføre almindelige daglige funktioner.

Det er en forudsætning for ydelse af hjælpen, at der er tale om et

behov, som ikke kan dækkes efter reglerne om ydelse af hjemmehjælp, og at det medfører merudgifter, som ikke kan dækkes af plejetillægget til førtidspension.

Denne praksis er i overensstemmelse med de senere års ankeafgørelser.

Formålet med ydelse af denne form for hjælp er at medvirke til, at

personer med handicap, som ønsker at bo i eget hjem, kan leve så normalt som muligt og bl.a. deltage i aktiviteter, også uden for hjemmet, på samme måde som andre borgere.

Personkreds og betingelser

52. Personkredsen er langt snævrere end den personkreds, som i øvrigt

kan få ydelser efter § 48, stk. 3.

Det drejer sig om personer,

- som i ret høj grad er afhængige af andre i almindelige daglige funktioner, som har et massivt behov for pleje, fx overvågning og/eller ledsagelse.

- hvis behov ikke kan dækkes ved almindelig hjemmehjælp. Dette kan

skyldes, at hjælpen har så personlig en karakter, at den pågældende selv skal kunne vælge sine hjælpere, og hjælpefunktionerne iøvrigt skal dække opgaver, som går ud over, hvad der normalt dækkes af hjemmehjælp, herunder ledsagefunktioner.

- som har eller formodes at få et aktivitetsniveau, som gør det

nødvendigt at yde en ganske særlig intensiv støtte.

- som selv er i stand til at administrere ordningen, således at de principielt fungerer som arbejdsgivere over for hjælperne.

Typisk vil det være personer, som skal til at opbygge en selvstændig

tilværelse eller fastholde en sådan på trods af et svært fysisk handicap, fx personer, som er flyttet fra forældrehjem, som uddanner sig, som flytter fra plejehjem eller lignende, eller som vil undgå at komme på plejehjem.

Udmåling

53. Hjælpens udmåling bør foregå efter en nøje individuel vurdering,

hvor der tages stilling til, hvilke funktioner hjælperne skal dække, i hvor mange timer og på hvilke tidspunkter, med udgangspunkt i en vurdering af, hvad den pågældende selv kan klare.

Udmålingen af hjælpen foretages i et samarbejde med den pågældende

selv og med fornøden sagkundskab og bistand fra personer med kendskab til hjælpeordningernes funktion og formål. De statslige specialkonsulenter for vanføre bør normalt inddrages som særligt sagkyndige.

Selv om udgangspunktet ved hjælpens udmåling er, at der skal ydes

hjælp, som dækker hele døgnet, er der ikke noget til hinder for, at den pågældende får udmålt et mindre antal timer, hvis han/hun ønsker det, fx på grund af et ønske om at være alene nogle timer, eller hvis en pårørende fx kan og vil påtage sig hjælpefunktionerne nogle timer om dagen. Dog må man være opmærksom på, at familie, herunder ægtefælle eller andre, som påtager sig sådanne funktioner, får hvile og fritid i tilstrækkeligt omfang til at kunne klare sin egen daglige tilværelse.

Der er ikke hjemmel til at pålægge ægtefællen at varetage disse

udvidede pleje-, overvågnings- og ledsagefunktioner.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt med mere end 24 timers hjælp. Dette kan skyldes, at det er nødvendigt at være to om arbejdet på nogle tidspunkter eller i nogle situationer, typisk når den pågældende skal løftes mv. Det kan ligeledes være nødvendigt i forbindelse med ferie eller sygdom.

Hjælpernes aflønning og ordningernes administration

54. Aflønning af hjælperne bør i almindelighed ske efter de

almindelige regler i overenskomst om aflønning af hjemmehjælpere mv. Der skal i udmålingen af beløbene tages højde for rådighedstimer, forskudt tid, feriepenge, ATP, AUD, forsikring mv.

Hjælperne skal ansættes af den pågældende selv, som altså er

arbejdsgiver og ansvarlig for den daglige arbejdstilrettelæggelse og vejledning af hjælperne. Den pågældende er endvidere ansvarlig for udbetaling af løn, opgørelse af de timer, der skal betales for, indbetaling af fx ATP-bidrag, udregning og udbetaling af feriepenge osv. Ansættelse af hjælperne bør ske efter samråd med kommunen.

Kommunen kan efter aftale med den pågældende beslutte, at lønnen

udbetales direkte til hjælperne fra kommunen, at feriepenge og ATP-bidrag indsættes på bestemte konti af kommunen, og at kommunen sørger for at opgive hjælpernes navne og adresser til skattevæsenet mv.

En hjælper må ikke være under 18 år.

Som led i sin rådgivningsvirksomhed bør kommunen, især i forbindelse

med igangsættelse af hjælpeordningen hos den enkelte, være behjælpelig med de praktiske ting, så som annoncering, ansættelsesforhold mv.

Instruktion af hjælperen varetages af pågældende selv i samarbejde

med social- og sundhedsforvaltningen, jf. kommunens almindelige vejledningspligt, og evt. gennem kursusvirksomhed for hjælperne.

Mindst een gang om året bør kommunen sikre sig, at behovet for

hjælpen er i overensstemmelse med den udmålte hjælp, ligesom den løbende bør have indseende med, at hjælpen fungerer efter hensigten.

Århus kommune har udarbejdet en håndbog om hjælpeordningerne og deres

administration.

Forholdet til plejetillægget

55. I forbindelse med udmålingen af hjælpen og aftalen om betalingens størrelse må det i hvert enkelt tilfælde vurderes, i hvilket omfang plejetillægget skal anvendes til betaling af en del af hjælpen.

Hvis hjælpen efter § 48, stk. 3, udmåles, så den dækker alle

ledsage-, pleje- og overvågningsbehov, er udgangspunktet, at hele plejetillægget skal anvendes til betaling af en del af hjælpeordningen. Konstruktionen er i så fald, at de beløb, som dækker den samlede hjælpeordning, udregnes. Den samlede hjælp reduceres derefter med et beløb, som svarer til plejetillægget eller en større eller mindre del heraf, alt efter hvilke behov den pågældende forudsættes at skulle dække med plejetillægget uden for hjælpeordningen. I enkelte tilfælde vil der slet ikke skulle ske reduktion på grund af plejetillægget. Dette kan være tilfældet, hvis der er behov for at dække mange vanskeligt definerbare småfunktioner ved siden af hjælpeordningen.

Der kan ved udmålingen af hjælpen også være tale om at udmåle et

særskilt beløb til dækning af de direkte udgifter ved hjælperne, fx ekstra billetter til ledsageren mv.

Forholdet til andre ydelser efter § 48, stk. 3

56. Hvis en person har ret til hjælpeordning, har pågældende, selv om

han/hun er pensionist, også ret til andre ydelser efter § 48, stk. 3, hvis betingelserne derfor iøvrigt er opfyldt.

Forholdet til andre ydelser efter den sociale lovgivning

57. Som nævnt kan en person, som modtager førtidspension, få bevilget

støtte til hjælpeordning, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Invaliditetsydelse kan også modtages sammen med denne hjælp og skal ikke medgå til betaling af nogen del af hjælpeordningen.

Personer, som har arbejde, kan, hvis betingelserne i øvrigt er

opfyldt, have hjælpeordning til at dække pleje-, overvågnings- og ledsagebehovet uden for arbejdstid og i arbejdstiden under forudsætning af, at hjælperne kun dækker de nævnte funktioner. Der kan efter § 48, stk. 3, ikke ydes hjælp til at varetage arbejdsfunktioner, hvad enten disse er aflønnede eller ej.

Assistance til personer med handicap i erhverv - såkaldt sekretærbistand - ydes efter Arbejdsministeriets regler herom.

Vejledning kan fås hos den stedlige arbejdsformidling.

Hjælp til uddannelse mv. efter § 42 kan ydes sammen med hjælp efter § 48, stk. 3, til hjælpeordning. § 42-hjælpen udmåles for sig efter reglerne herom og støtten til hjælpeordninger efter § 48, stk. 3.

Det samme gælder hjælp efter andre bestemmelser, især §§ 46 a, 58 og

øvrige ydelser efter § 48, jf. pkt. 56.

Hjælpeordning kan i øvrigt kombineres med hjemmesygepleje, hjemmehjælp, aflastning og ventilatørbistand.

Alternativer til hjælpeordninger

58. Hvis en person opfylder betingelserne for ydelse af hjælp til

pleje, overvågning og ledsagelse efter § 48, stk. 3, skal pågældende kun have andre hjælpeforanstaltninger, fx beskyttet bolig eller hjemmehjælp, hvis den pågældende selv foretrækker det.

Unge under 18 år

59. Undtagelsesvis kan hjælpeordningen etableres allerede inden den

pågældende fylder 18 år. Typisk vil det være tilfældet, hvis den unge flytter hjemmefra inden det fyldte 18. år i situationer, hvor den pågældende vil være berettiget til en sådan ydelse efter det fyldte 18. år.

I disse tilfælde ydes hjælpen indtil det 18. år efter § 48, stk. 1.

Flytning til andre kommuner

60. Hvis en person med vidtgående fysisk handicap flytter til anden

kommune, bør en ansøgning om hjælpeordning indgives til den nye bopælskommune i så god tid, at der er mulighed for at behandle sagen færdig med henblik på at yde hjælpen straks, når flytningen er sket.

Tilflytningskommunen bør efter modtagelse af ansøgningen tage kontakt

med den pågældendes tidligere opholdskommune med hensyn til oplysninger om tidligere ydet hjælp. Ved et sådant samarbejde mellem kommunerne vil det være muligt at yde hjælpen, så snart flytningen er sket.

Hvis den pågældende ansøger allerede har fået bevilget hjælpen efter

§ 48, stk. 3, i den tidligere opholdskommune, går forpligtelsen til at yde bistand videre til den nye opholdskommune, jf. § 10, hvis der ikke er sket ændringer i behovet, som er betinget af flytningen.

Hjælp til personer, som ikke opfylder betingelserne i kap. 4

61. Personer, som bor i eget hjem og som har behov for pleje,

overvågning og ledsagelse, men som ikke opfylder betingelserne for at få en hjælpeordning efter § 48, stk. 3, fordi de fx ikke kan administrere ordningen selv, kan få dækket behovet efter andre bestemmelser i bistandsloven. Det drejer sig især om bestemmelserne i §§ 28 og 29 om rådgivning og vejledning, herunder hjemmevejledning, regler om ydelse af hjemmehjælp, jf. §§ 50-57, reglerne om omsorgsarbejde i § 60 og befordringsreglerne i § 61.

De nævnte regler kan anvendes i kombination med hinanden og med reglerne om dag- og døgnforanstaltninger samt pensionslovgivningens regler om bistands- og plejetillæg samt personlige tillæg.

íSocialministeriet, den 3. juli 1987ó

MIMI STILLING JAKOBSEN

/I. Langkilde

Vejledning om hjælp efter bistandslovens § 48

Ingen