Skrivelse om forvaltningslovens betydning for det kommunale tilsyn. (Til samtlige tilsynsråd)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om forvaltningslovens betydning for det kommunale tilsyn.
(Til samtlige tilsynsråd)
Efter at forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) er trådt i kraft den 1. januar 1987, har Indenrigsministeriet fundet, at der kan være grund til at pege på, hvilken betydning loven har for det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder udøver over for kommunerne. Da reglerne om tilsynets indhold og omfang - særligt i forhold til sagsbehandlingen i kommunerne - har givet anledning til tvivl, har ministeriet samtidig ønsket at præcisere de herom gældende regler.
Det tilsyn, som de kommunale tilsynsmyndigheder (tilsynsrådene og Indenrigsministeriet) udøver, er et legalitetstilsyn, dvs. et tilsyn med, at kommunerne overholder lovgivningen. Tilsynsmyndighederne kan i henhold til § 61 i den kommunale styrelseslov kun gribe ind over for en kommunalbestyrelses beslutninger og undladelser, hvis de er i strid med lovgivningen. Lovgivningen omfatter både den skrevne og den uskrevne ret, herunder almindelige, offentligretlige retsgrundsætninger.
Tilsynsmyndighederne skal således påse, om kommunerne overholder lovgivningen. Derimod skal og kan tilsynsmyndighederne ikke tage stilling til hensigtsmæssigheden af kommunens sagsbehandling eller om denne er i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Tilsynet omfatter således ikke spørgsmål om fx sagsbehandlingens tilrettelæggelse eller sagsbehandlingstiden, så længe der ikke foregår noget ulovligt.
Klager over personalets optræden falder også uden for tilsynets kompetence, når der ikke er tale om ulovlige forhold. Sådanne klagere må henvises til at rette henvendelse til borgmesteren, som er den øverste leder af den kommunale forvaltning.
Forvaltningsloven indeholder regler om sagsbehandlingen i den offentlige forvaltning, herunder i kommunerne. Lovens regler er i vidt omfang en gengivelse af forvaltningsretlige retsgrundsætninger, og dermed regler, som også før lovens ikrafttræden var en del af »lovgivningen«. Det gælder fx reglerne om inhabilitet. Her medfører forvaltningsloven ingen ændringer i det kommunale tilsyn. Tilsynsmyndighederne har både før og efter lovens ikrafttræden kompetence til at behandle spørgsmål om inhabilitet.
Forvaltningsloven indeholder imidlertid også regler, som det tidligere alene har været anset for god forvaltningsskik at overholde. Det gælder fx reglerne om partshøring og om begrundelse. Ved forvaltningslovens ikrafttræden bliver disse regler en del af lovgivningen, og tilsynsmyndighederne skal herefter påse reglernes overholdelse.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at reglerne om partshøring og begrundelse først træder i kraft den 1. januar 1989 for kommunernes vedkommende.
Forvaltningsloven indeholder således regler, som i en vis udstrækning udvider området for tilsynsmyndighedernes virksomhed. Tilsynsmyndighederne skal fremover påse fx, om der er givet en begrundelse, som opfylder forvaltningslovens krav. Derimod sker der ingen ændringer i tilsynets indhold. Det tilkommer derfor fortsat ikke tilsynsmyndighederne at træffe beslutning om, hvorvidt sådanne mangler medfører, at en afgørelse som en borger har modtaget, kan tilsidesættes som ugyldig. En beslutning herom kan kun træffes af en klagemyndighed eller af domstolene.
De kommunale tilsynsmyndigheder kan alene anvende de sanktioner, som fremgår af den kommunale styrelseslov. Dette kan imidlertid også blive aktuelt, hvis der foreligger en klar ulovlighed, fx manglende begrundelse eller et klart ulovligt afslag på en anmodning om aktindsigt. I så fald vil tilsynsmyndighederne, om fornødent ved anvendelse af tvangsbøder, kunne fremtvinge, at der gives den lovpligtige begrundelse eller aktindsigt.
Indenrigsministeriet har sendt kopi af denne skrivelse til samtlige ministerier til orientering.
Knud Engaard
/Emil le Maire
Ingen