Cirkulære om sygefraværsstatistik for statsansatte (* 1) (* 2) Til samtlige ministerier og styrelser
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om sygefraværsstatistik for statsansatte (* 1) (* 2) Til samtlige ministerier og styrelser
Indledning
Lov nr. 572 af 27. oktober 1982 om begrænsning af løn under sygdom (karensdagsloven) er - ved lov nr. 947 af 23. december 1986 om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og ophævelse af lov om begrænsning af løn under sygdom - ophævet med virkning fra 1. januar 1987.
Nærværende cirkulære giver en fremstilling af indberetningsreglerne vedrørende sygefraværsstatistik for statsansatte efter karensdagens bortfald.
Karensdagens bortfald pr. 1. januar 1987 betyder i relation til fraværsstatistikken alene, at indberetning af restferiedage og afspadseringsdage benyttet i forbindelse med 1. sygedag ophører. Ligeledes ophører indberetning af antal 1. sygedage omfattet af § 12-aftaler. Indberetning af øvrige fraværsoplysninger skal fortsætte uændret.
Selv om sygefravær efter 1. januar 1987 ikke har lønmæssige konsekvenser, er det vigtigt, at fraværet fortsat registreres korrekt. Det er en forudsætning for en vurdering af, om fjernelsen af karensdagen medfører ændringer i sygefraværet, herunder i det korte sygefravær.
De ønskede oplysninger
1. sygefravær med angivelse af antallet af sygedage og sygeperioder samt sygefraværet fordelt efter periodens varighed
Oplysningerne anføres særskilt for personale med tjenestested i hovedstaden og i provinsen samt for mænd og kvinder opdelt i aldersgrupper
2. fravær på grund af arbejdsskade med oplysning om det samlede antal fraværsdage og fraværsperioder for henholdsvis mænd og kvinder
3. fravær på grund af barns første sygedag med oplysning om samlet antal fraværsdage for henholdsvis mænd og kvinder
4. barselsorlov og adoption med oplysning om antallet af mænd henholdsvis kvinder, der har været fraværende.
Statistikkens hyppighed
Statistikken udarbejdes kvartalsvis. Opmærksomhedes henledes på, at oplysningerne skal videresendes til Finansministeriet, Lønnings- og Pensionsdepartementet, således at de er departementet i hænde senest med udgangen af det følgende kvartal.
Statistikkens område
Statistikken vedrører alene statslige myndigheder. Afgrænsningen er den samme, som anvendes af Danmarks Statistik ved indsamlingen af lønstatistik for staten.
Indsamlingen af oplysninger omfatter herefter ikke f.eks. folkekirken, folkeskolen og sygehuse (bortset fra statens hospitaler). Kommunale, private og selvejende forsorgsinstitutioner, hvis personaleudgifter ikke fuldt ud afholdes af statskassen, omfattes ej heller af indsamlingen af oplysninger.
Personkredsen, der omfattes af sygefraværsstatistikken
Der indsamles oplysninger om samtlige ansatte. Sygefraværet opgøres således for såvel heltids- som deltidsbeskæftigede. Indberetningen skal også omfatte personale, der ikke har været beskæftiget hos myndigheden i hele kvartalet. Indberetningsskemaet rummer en rubrik til angivelse af antallet af beskæftigede i kvartalet. Dette opgøres som antallet af beskæftigede ved kvartalets begyndelse.
Såfremt registreringen af sygefraværet for grupper af personale efter et ministeriums opfattelse vil rumme særlige vanskeligheder, vil undtagelse kunne gøres efter forudgående aftale med Finansministeriet.
Indsamling af oplysninger
Fraværsoplysningerne overføres af det enkelte tjenestested på grundlag af sygefraværslisterne til det som bilag vedlagte skema. Skemaerne samles af hvert enkelt ministerium, som sammentæller oplysningerne og overfører dem til to skemaer, eet for hovedstaden og eet for provinsen.
For enkelte myndighedsområder gør administrative forhold eller andre særlige forhold det naturligt, at indberetning af sygefraværet sker særskilt for disse områder. Dette gælder for DSB, P og T, Rigspolitichefen og toldvæsenet. Andre myndigheder, som ønsker at indberette særskilt, vil kunne gøre dette efter forudgående aftale mellem vedkommende ministerium og Finansministeriet.
For at sikre mod misforståelser angående statistikkens omfang anmodes ministerierne om at vedlægge en fortegnelse over de institutioner m.v., der er medtaget i det indsamlede materiale. Hvor det er praktisk, bedes institutioner m.v. opført i samme rækkefølge som finanslovens hovedkonti.
Særordninger vedrørende indberetningsformer
Myndighedsområder, som fører en sygestatistik, der indeholder de udbedte oplysninger, men som derudover er mere detaljeret end den her omhandlede, vil efter nærmere aftale med Finansministeriet kunne indberette deres egen statistik i den foreliggende form.
Spørgsmål vedrørende udarbejdelsen af sygefraværsstatistikken
Eventuelle spørgsmål vedrørende udfyldelsen af skemaerne eller indsamlingen heraf bedes rettet til Finansministeriet, Lønnings- og pensionsdepartementet, (01) 11 12 33, lokal 4280.
Yderligere eksemplarer af skemaet kan rekvireres i begrænset omfang i Lønnings- og pensionsdepartementets betjentstue, (01) 11 12 33, lokal 4202.
Ikrafttræden
Det hidtidige indberetningsskema (LP.nr. 119/84) skal anvendes til indberetningen vedrørende oktober kvartal 1986.
Dette cirkulære og det tilhørende nye indberetningsskema finder anvendelse fra og med indberetningen vedrørende januar kvartal 1987. Samtidig hermed ophæves følgende
- Cirkulære af 7. april 1983 om notering på medarbejdernes sygedaglister af, om der på 1. sygefraværsdag er afviklet en restferie- eller en afspadseringsdag (LP.nr. 024/83)
- Cirkulære af 9. maj 1983 om sygefraværsstatistik for statsansatte LP.nr. 032/83)
- Cirkulære af 8. oktober 1984 om indberetning af fraværsoplysninger (LP.nr. 119/84)
Finansministeriet, lønnings- og pensionsdepartementet, den 10. februar 1987
P.M.V.
E.B.
Marianne Nielsen
Skema udeladt.
FINANSMINISTERIET
LØNNINGS- OG PENSIONSDEPARTEMENTET
Vejledning til indberetning af fraværsoplysninger
Øverst på skemaet anføres myndighedens navn. Desuden anføres, om indberetningen hidrører fra ansatte med tjenestested i hovedstaden eller i provinsen, idet disse opgøres hver for sig.
Hovedstaden omfatter Københavns og Frederiksberg kommuner samt kommunerne i Københavns amt. Øvrige kommuner henføres til provinsen.
De nedenfor anførte afsnitsnumre refererer til de tilsvarende afsnit i indberetningsskemaet.
1)
For at forenkle indberetningen mest muligt opgøres fravær p.g.a. sygdom som hele arbejdsdage. Dette gælder uanset forskelle i 120-dages reglens udformning for forskellige ansættelsesformer og uanset forskelle i tjenestetid.
Antal beskæftigede opgøres af hensyn til forenkling af indberetningen som antal personer beskæftiget ved kvartalets begyndelse. Uanset beskæftigelsesgrad tælles hver ansat som 1/1.
Anvender myndigheden i forvejen en mere præcis opgørelsesmåde end den her skitserede, kan den fortsætte hermed.
En fraværsperiode medregnes først ved opgørelsen af antal perioder i det kvartal, i hvilket den er afsluttet. Derimod medregnes antallet af fraværsdage i opgørelsen af antal dage, uanset om fraværsperioden er afsluttet.
2)
Fraværsperiodernes fordeling efter varighed oplyses ved at anføre det samlede antal afsluttede perioder af en dags varighed, to dages varighed etc.
4) 6) og 7)
Ligesom ovenfor medregnes kun afsluttede perioder. En fraværsperiode skal derfor være ophørt, før den indgår i statistikken.
Styrelser og institutioner videresender hvert kvartal oplysninger om fraværet til deres ressortministerier, hvor oplysningerne sammentælles og videresendes til Lønnings- og pensionsdepartementet.