Cirkulære om bekendtgørelse om kommunale indsamlinger af genanvendelige materialer og produkter fra private husstande.

Bilag 1

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 182 af 29. april 1982 om ledige arbejdsløshedskassemedlemmers forpligtelse til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet som betingelse for udbetaling af dagpenge

Arbejdsdirektoratet, den 29. april 1982

Kaj Westergård

/ V. Å. Jensen

Bilag 2

Arbejdsdirektoratets vejledning af 29. april 1982 om anvendelsen af reglerne i bekendtgørelse nr. 182 af 29. april 1982 om ledige arbejdsløshedskassemedlemmers forpligtelse til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet som betingelse for udbetåling af dagpenge

Cirkulære om retningslinier for udstedelse af frigørelsesattester til deltidsansatte (* 1)

I. Udvalget vedrørende supplerende dagpenge og fejludbetalinger (»Bonnerup-udvalget«) har i sin betænkning (nr. 1072) bl.a. fremført, at de eksisterende retningslinier for udstedelse af frigørelsesattester til deltidsansatte inden for det offentlige er for upræcise, hvilket har medført uensartet praksis med hensyn til udstedelse af attester.

Udvalget henstiller, at det offentlige som arbejdsgiver i videst muligt omfang afpasser anvendelsen af deltidsstillinger således, at disse så vidt muligt besættes med personer, der kun søger arbejde på deltid.

På denne baggrund er det besluttet at skærpe retningslinierne for udstedelse af frigørelsesattester.

Hensigten er således at begrænse udstedelsen af frigørelsesattester og dermed udbetalingen af supplerende dagpenge til de tilfælde, hvor det ikke er muligt at få deltidsstillinger besat med kvalificerede ansøgere, som ønsker ansættelse på deltid uden supplerende dagpenge, og hvor der ikke er mulighed for at sammenlægge deltidsstillinger.

Den ansættende myndighed skal så vidt muligt øge beskæftigelsesgraden for allerede ansatte med frigørelsesattest, inden der foretages nyansættelse indenfor samme stillingskategori. Endvidere skal en ansættende myndighed tilbagekalde en udstedt frigørelsesattest, hvis en ansat afviser et tilbud om fuldtidsbeskæftigelse.

I det omfang deltidsstillinger ikke kan besættes med ansøgere, som ønsker deltidsbeskæftigelse uden frigørelsesattest, skal den ansættende myndighed søge at sammenlægge sådanne deltidsstillinger, forinden de besættes.

2. Den enkelte arbejdsgiver/ansættende myndighed træffer i hvert enkelt tilfælde, hvor der ikke findes kvalificerede ansøgere, der vil acceptere deltidsansættelse uden frigørelsesattest, afgørelse om, hvorvidt der efter anmodning skal udstedes en frigørelsesattest.

Spørgsmålet om, hvorvidt frigørelsesattest skal udstedes som et led i ansættelsesvilkårene, bør afklares i forbindelse med ansættelsesforholdets indgåelse, herunder hvorvidt det vil være overensstemmende med tjenestens tarv at udstede en frigørelsesattest.

Udfærdigelse af frigørelsesattest bør alene ske i det omfang, ansættelsesmyndigheden kun har mulighed for at tilbyde den arbejdssøgende et mindre antal arbejdstimer, end den pågældende ønsker.

3. Udstedelse af frigørelsesattest til allerede ansatte, herunder deltidsansatte, kan kun finde sted i forbindelse med tvungen nedsættelse af arbejdstiden som følge af indskrænkninger m.v. og efter anmodning.

4. I tilfælde, hvor f.eks. arbejdsmæssige hensyn bevirker, at ansættelsesmyndigheden ikke længere kan acceptere, at den ansatte kan fratræde uden varsel, kan en udstedt frigørelsesattest tilbagekaldes. Tilbagekaldelse skal normalt ske med et varsel, svarende til det opsigelsesvarsel, som den pågældende har krav på. Afviser en ansat med frigørelsesattest at overtage en beskæftigelse inden for samme stillingskategori med et højere ugentligt timetal, skal ansættelsesmyndigheden tilbagekalde den udstedte frigørelsesattest. Tilbagekaldelsen sker uden varsel.

5. Nærværende cirkulære berører ikke ansattes adgang til deltidsbeskæftigelse i henhold til Finansministeriets cirkulæreskrivelse af 21. januar 1977 samt cirkulærer af 25. maj 1978 og 2. november 1979.

6. Om selve regelgrundlaget for udstedelse af frigørelsesattester henvises til, at der ved lov nr. 229 af6. juni 1979 gennemførtes en række ændringer af arbejdsløshedsloven bl.a. med det formål at begrænse utilsigtet udnyttelse af dagpengesystemet. Arbejdsdirektoratet har udsendt Bekendtgørelse nr. 182 af 29. april 1982 om ledige arbejdsløshedskassemedlemmers forpligtelse til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet som betingelse for udbetaling af dagpenge med en dertil knyttet vejledning. Regler om frigørelsesattester er omhandlet i bekendtgørelsens § 8. Bekendtgørelsen og vejledningen er optrykt som bilag til dette cirkulære. Endvidere er der fastsat regler om frigørelsesattester i § 7 i Arbejdsdirektoratets Bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982 om betydningen for retten til arbejdsløshedsdagpenge afat undlade at overtage anvist arbejde og ophøre med arbejde. Denne bekendtgørelse er også optrykt som bilag til dette cirkulære.

7. Finansministeriets, Lønnings- og Pensionsdepartementets cirkulære af 27. august 1980 om retningslinier for udstedelse af frigørelsesattester til deltidsansatte ophæves hermed. Endvidere ophæves (alene

på grund af redaktionelle ændringer) Finansministeriets cirkulære af 9. december 1987 om retningslinier for udstedelse af frigørelsesattester for deltidsforsikrede.

P. M. V.

E.B.

Thorkild Rotenberg

Bilag 3

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982 om betydningen for retten til arbejdsløshedsdagpenge af at undlade at overtage anvist arbejde og ophøre med arbejde

Arbejdsdirektoratet, den 22. december 1982

Kaj Westergård

/ Steffen Dahl

Cirkulære om bekendtgørelse om kommunale indsamlinger af genanvendelige materialer og produkter fra private husstande.

I forbindelse med bekendtgørelse nr. 434 af 3. august 1982 om kommunale indsamlinger af papir og drikkevareemballager fra private husstande, udarbejdede Miljøstyrelsen en vejledning (vejledning nr. 2/1982), der detaljeret gennemgår bl.a. styringsmidler og en række praktiske forhold af betydning ved tilrettelæggelse af indsamlinger.

På dette grundlag har en række kommuner iværksat indsamlingsordninger. Erfaringerne herfra giver grundlag for at ændre styringsmidlerne til at omfatte indsamlinger af alle typer af genanvendeligt materiale. Der er således skabt udtrykkeligt hjemmel til indførelse af »grønne systemer«, hvorved forstås, at den enkelte husstand opdeler affaldet i to eller flere fraktioner med henblik på genanvendelse.

Indsamlinger med henblik på genanvendelse indgår pr. 1. januar 1987 efter ændring af miljøbeskyttelseslovens § 62 a, stk. 3, (lov nr. 329 af 4. juni 1986) som en del af det samlede affaldsbortskaffelsessystem.

Erfaringerne med indsamling af papir- og drikkevareemballager har gjort det muligt at gøre kommunale indsamlinger heraf obligatoriske fra 1. januar 1990 for visse områder.

Dette cirkulære supplerer den ovenfor nævnte vejledning og erstatter vejledningens kap. I.

I. Lovgrundlag og administration

1. INDLEDNING

Dette kapitel indeholder en gennemgang af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 881 af 11. december 1986 om kommunale indsamlinger af genanvendelige materialer og produkter fra private husstande. Endvidere gennemgås dele af bestemmelserne i § 11 i lovbekendtgørelse nr. 532 af 16. oktober 1984 om genanvendelse og begrænsning af affald.

Uanset de muligheder, der i medfør af bekendtgørelsen består for at gennemføre indsamlingsordninger under anvendelse af de i bekendtgørelsen og genanvendelseslovens § 11 omtalte styringsmidler, er det Miljøstyrelsens opfattelse, at ordningerne primært skal baseres på en høj grad af frivillighed. En indsamlingsordning vil give de bedste resultater, såfremt den gennemføres på grundlag af information og motivation af de deltagende husstande.

I forbindelse med de omkostninger kommunerne får ved etablering af indsamlingsordninger, vil der kunne søges tilskud efter genanvendelseslovens § 10 a.

2. BEKENDTGØRELSE NR. 881 AF 11. DECEMBER 1986 OM KOMMUNALE INDSAMLINGER AF GENANVENDELIGE MATERIALER OG PRODUKTER FRA PRIVATE HUSSTANDE.

Som grundlag for iværksættelse af kommunale indsamlingsordninger har miljøministeren med hjemmel i genanvendelseslovens § 11, udstedt bekendtgørelse nr. 881 af 11. december 1986 om kommunale indsamlinger af genanvendelige materialer og produkter fra private husstande.

2.1. BEKENDTGØRELSENS OMRÅDE

De indsamlingsordninger, der kan etableres med hjemmel i bekendtgørelsen omfatter alle genanvendelige materialer og produkter fra private husstande.

2.2. INDSAMLINGERNES OMFANG

Bekendtgørelsen omhandler alene indsamling af genanvendelige materialer og produkter fra private husstande. Man skal imidlertid pege på, at der fra kommunale institutioner vil kunne indsamles papir og drikkevareemballager, såfremt kommunalbestyrelsen skønner, at dette kan indpasses i kommunens øvrige indsamlingssystem.

Erhvervsvirksomheder, institutioner og lignende er således ikke omfattet, men er reguleret efter henholdsvis bekendtgørelse nr. 882 af 11. december 1986 om kommunale indsamlinger af genanvendelige materialer og produkter fra erhvervsvirksomheder og bekendtgørelse nr. 883 af 11. december 1986 om kommunale indsamlinger af madaffald fra storkøkkener.

Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 434 af 3. august 1982 om kommunale indsamlinger af papir og drikkevareemballager fra private husstande. Ordninger, der er iværksat i medfør af denne bekendtgørelse vil kunne videreføres, idet hjemlen nu findes i ovennævnte bekendtgørelse.

2.3. BEKENDTGØRELSENS ENKELTE BESTEMMELSER

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 1 giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at iværksætte indsamlinger, såfremt disse tilrettelægges med det sigte, at væsentlige dele af det genanvendelige materiale udnyttes til genanvendelse, jvf. § 2. De nærmere retningslinier er beskrevet i kap. II.

Indsamlinger forudsættes indpasset i kommunens øvrige affaldsordninger, herunder genanvendelsesordninger for øvrige affaldstyper.

For at en kommunalbestyrelse kan siges at have iværksat en ordning og anvende styringsmidlerne i genanvendelseslovens § 11, kræves det, at kommunen etablerer ordningen og er ansvarlig for afsætningen af indsamlet materiale. Hvis kommunalbestyrelsen kontraktligt overdrager andre (organisationer eller virksomheder) retten og dermed pligten til at foretage indsamling og/eller afsætning, sker det på kommunalbestyrelsens ansvar og på de af denne fastsatte betingelser.

En sådan overdragelse forudsætter, at retningslinierne for indsamlinger er fastsat af kommunalbestyrelsen i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelsen. Dette er ensbetydende med, at indsamlingsområde, frekvens og arten af fraktioner, der indsamles, fastlægges af kommunalbestyrelsen.

Efter Miljøstyrelsens opfattelse kan det, hvis kommunalbestyrelsen vælger at overdrage indsamlingsvirksomheden til andre, være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen udbyder selve indsamlingsvirksomheden i licitation.

En kontraktlig forpligtelse for en bestemt virksomhed eller organisation til at foretage indsamling vil normalt indebære, at andre organisationer m.v. afskæres fra at fortsætte/igangsætte indsamlinger af de samme materialer i det pågældende område.

Bestemmelsen i § 3 indeholder en præcisering af, at bekendtgørelsen er rettet mod genanvendelse af materialer og produkter.

Indsamling med henblik på videreudnyttelse til brændselsformål, f.eks. produktion af brændselsbriketter er ikke omfattet af begrebet genanvendelse.

Et vigtigt led er afsætningen af de genanvendelige materialer. Bekendtgørelsen forudsætter, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med tilrettelæggelsen af indsamlingsordningen tillige træffer nødvendige aftaler om afsætning af de genanvendelige materialer og produkter, idet det er kommunalbestyrelsens ansvar, at materialerne afsættes til genanvendelse.

Afsætningsmulighederne vil derfor være en af de bestemmende faktorer for, om indsamling af en given fraktion overhovedet skal iværksættes. Det må uanset prissvingninger anses for mest hensigtsmæssigt, at de indsamlede materialer afsættes løbende i takt med indsamlingen, således at store lageropbygninger undgås.

Når en indsamling er iværksat kan markedsudviklingen medføre prisfald, hvilket kan være ensbetydende med, at kommunalbestyrelsen må acceptere, at disse materialer afhændes med tab. Det kan i den forbindelse være hensigtsmæssigt, om flere kommuner samarbejder om afsætningen.

Kommunalbestyrelsen har fra 1. januar 1990 pligt til at iværksætte indsamlinger af aviser, ugeblade o.l. samt glasemballager fra private husstande i bebyggelser, hvor der til stadighed er mere end 2000 husstande.

Ved aviser, ugeblade o.l. forstås f.eks. også adresseløse forsendelser. Andre produkter, der giver særlige tekniske problemer ved genanvendelse, f.eks. telefonbøger, som på grund af den anvendte lim ikke kan oparbejdes på papirfabrikkerne, er ikke omfattet.

Ved glasemballager forstås drikkevareemballager, samt f.eks. syltetøjsglas m.v. Derimod omfatter bestemmelsen i § 1, stk. 3 ikke planglas, (f.eks. vinduesglas), lamineret glas, porcelæn, elpærer m.v., da disse er vanskeligt genanvendelige.

Ved fastlæggelse af områder, hvor der til stadighed er mere end 2000 husstande (svarende til ca. 5000 indbyggere), henledes opmærksomheden på, at indsamlinger efter denne regel kun omfatter områder, hvor der permanent er mere end 2000 husstande. Områderne fastlægges efter samme retningslinier, som anvendes ved fastlæggelsen af, hvilke ejendomme, der er omfattet af obligatoriske ordninger for husaffald, jvf. bekendtgørelse og reglement om miljøbeskyttelse (bkg. nr. 664 af 16. december 1982). Sommerhusområder og lignende er således ikke omfattet af den obligatoriske ordning.

2.4. FORBUD MOD KONKURRERENDE INDSAMLINGER

I forbindelse med gennemførelse af indsamlingsordninger efter den hidtidige bekendtgørelse om indsamling af papir og drikkevareemballager fra private husstande har konkurrerende indsamlinger vist sig at være et problem. Der har været eksempler på, at uorganiserede indsamlere har afhentet frasorteret materiale. Som følge heraf er bestemmelsen i § 3, stk. 2 indsat, således at kommunalbestyrelsen har den fornødne hjemmel til at forbyde igangværende og fremtidige konkurrende indsamlinger.

2.5. FINANSIERING VED GEBYRER

Efter hidtidige regler var det alene muligt at opkræve gebyrer midlertidigt, idet indsamlinger med henblik på genanvendelse isoleret set skulle balancere økonomisk. Da indsamlinger med henblik på genanvendelse nu, jfr. ovenfor, er en del af det samlede affaldsbehandlingssystem, kan gebyrfastsættelsen finde sted under hensyntagen til kommunens samlede omkostninger ved affaldsordninger, herunder genanvendelsesordninger og indtægter ved salg af indsamlede materialer, og afledede besparelser i renovationssektoren.

2.6. OPKRÆVNING AF GEBYRER

I § 4 er det bestemt, at de i bekendtgørelsen omhandlede gebyrer kan opkræves på samme måde som dagrenovationsgebyrer hos de husstande i kommunen, der er omfattet af en affaldsbortskaffelsesordning.

Da renovationsgebyrets størrelse varierer fra kommune til kommune, afhængigt af de eksisterende renovationsordninger, serviceniveau m.v., vil det også, for så vidt angår de her omtalte gebyrer, være kommunalbestyrelsen, der under iagttagelse af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger beregner størrelsen af det samlede gebyr.

3. REGULATIV

Som omtalt i kap. I afsnit 2.3. skal en indsamlingsordning opfylde nærmere fastsatte vilkår, for at kommunalbestyrelsen kan anvende de i genanvendelseslovens § 11 omtalte styringsmidler.

Er en sådan ordning etableret, må kommunalbestyrelsen, for i praksis at kunne anvende bestemmelserne i genanvendelseslovens § 11, oplyse om ordningens etablering, områdeinddelinger m.v. Det vil være nødvendigt, at kommunens indbyggere, såvel som de, der forestår igangværende indsamling, informereres om ordningen.

Disse oplysninger - herunder informationer om pligter og rettigheder - kan gives gennem udstedelse af et regulativ eller eventuelt et tillæg til det eksisterende renovationsregulativ, jfr. genanvendelseslovens § 11, stk. 3.

Opmærksomheden henledes på, at regulativet skal offentliggøres jvf. § 2, stk. 3.

Et regulativ kan eksempelvis indeholde følgende

- hvem indsamlingerne forestås af

- fastlæggelse af indsamlingsområder

- hvilke materialer indsamlingerne omfatter

- anvisninger om placering og opbevaring af materialerne

- hvornår indsamlingerne foretages

- husholdningernes pligt til at sortere affaldet

- regler om gebyr

- straffebestemmelser, jfr. genanvendelseslovens § 18, stk. 3.

II. Generelle forhold af betydning for en iværksættelse af kommunale genanvendelses

ordninger.

Forskellige genanvendelsesmuligheder er i disse år under udvikling. I løbet af de nærmeste år vil resultater heraf kunne udnyttes og medføre væsentlige reduktioner i affaldsmængderne.

Det drejer sig bl.a. om kompost baseret på organisk affald, grønne systemer med henblik på materialegenanvendelse og grønne systemer med henblik på fremstilling af kompost.

Genanvendelse af papir og glas er bedst belyst og det efterfølgende har hovedsagelig relation til § 1, stk. 3.

1. PRINCIPPER FOR INDSAMLINGERNE

Før igangsætningen af indsamlinger af papir og glas foretages, er det vigtigt at klarlægge såvel potentialet, som omfanget af allerede eksisterende indsamlinger foretaget af eksempelvis spejdere og varmemestre.

Effektiviteten og dermed økonomien i den påtænkte kommunale ordning vil påvirkes i negativ retning, såfremt den kommunale indsamlingsordning skal konkurrere med en eksisterende indsamling i samme område.

Mulighederne for at forbyde konkurrerende indsamlinger er omtalt i kap. I, afsnit 2.4.

Herudover eksisterer forskellige muligheder for at løse en eventuel konflikt mellem en påtænkt, kommunal ordning og eksisterende indsamlinger. For det første kan kommunen overveje at lade de indsamlinger fortsætte, der allerede har den effektivitet, som kommunen tilstræber ved den påtænkte kommunale ordning. Er dette ikke tilfældet, kan kommunen overveje at gøre en indsats for at effektivisere eksisterende indsamlinger og sikre, at de bliver regelmæssige og får samme permanente karakter som renovationsordningen.

Dernæst vil der i nogle kommuner være bebyggelser med mindre end 2000 husstande, hvor en rationelt organiseret husstandsindsamling vil være forbundet med uforholdsmæssigt store udgifter. Dette gælder især i landområder. I disse områder vil der ikke være noget til hinder for, at eksisterende indsamlinger opretholdes, eller at nye indsamlingsordninger oprettes f.eks. baseret på frivillige organisationer.

De nævnte løsninger forudsætter, at der indgås en bindende aftale med den/de pågældende organisation/er, som klart fastlægger rettigheder og forpligtelser med henblik på at sikre en for kommunalbestyrelsen tilfredsstillende effektivitet.

2. TILRETTELÆGGELSE AF INDSAMLINGER

Kommunalbestyrelsen har fra 1. januar 1990 pligt til at iværksætte indsamlinger af aviser, ugeblade o.l. samt glasemballager fra private husstande i bebyggelser, hvor der permanent er mere end 2.000 husstande.

For indsamling af glas og flasker kan en containerordning anbefales i alle typer boligområder.

Vedrørende indsamling af papir kan husstandsindsamling anbefales i parcelhusområder, mens 600-700 liter. minicontainere med aflåseligt låg forsynet med »postkasse«-indkast med fordel kan anvendes i etageboligområder.

Indsamlinger skal efter § 2 tilrettelægges med det sigte, at væsentlige dele af det genanvendelige materiale udnyttes.

Ved den praktiske tilrettelæggelse af indsamlinger kan Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/1982 fortsat benyttes.

Vejledningen beskriver dog kun de systemer, hvor der er tale om en egentlig kommunal indsamling. Der er i dag erfaringer fra indsamlinger, udliciteret til frivillige organisationer, såsom spejdere eller lignende. Erfaringerne herfra er indarbejdet i det følgende. Desuden skal man være opmærksom på, at potentialerne af papir og glas har været stigende siden vejledningen blev udsendt.

Den administrative indsats er vigtig og bør være betydelig, specielt i indkøringsfasen. Desuden bør indsamlingerne løbende overvåges. Det anbefales derfor at registrere data, således at der er mulighed for at følge udviklingen i systemernes effektivitet, herunder de indsamlede mængder.

2.1. INFORMATION

Ved iværksættelsen af en indsamlingsordning orienteres de berørte husstande. Dette er udførligt omtalt i kap. V, s. 45 ff i den tidligere omtalte vejledning. Hvis der i et indsamlingsområde ikke opnås den ønskede effektivitet/mængde vil det have en positiv effekt at uddele påmindelser inden hver indsamling.

3. AVISER, UGEBLADE O.L.

3.1. Indsamlinger i eenfamiliehusområder

I eenfamilieboligområder kan det anbefales at anvende et indsamlingssystem, hvor husstandene sætter bundtet papir frem til afhentning på forud fastsat tid og sted, der kan angives nærmere i et regulativ, jvf. kap. I, afsnit 3. Dette system kan anvendes ved særskilt indsamling af aviser, ugeblade o.l., som kombineres med afhentning af dagrenovation.

Ved dette indsamlingssystem øges effektiviteten, når antallet af årlige indsamlinger øges. Der bør mindst foretages afhentning 6 gange pr. år.

Den gennemsnitlige effektivitet ved et indsamlingssystem kan forventes at ligge på ca. 45 pct af potentialet.

Der er tale om betydeligt lavere effektivitet ved indsamlingen kombineret med andre ordninger end dagrenovation, f.eks. storskrald eller haveaffald.

Ved en kommunal indsamling fastlægges indsamlingsområdernes størrelse primært i forhold til, hvad en vogn med en given bemanding kan nå på en dag. Vælger man derimod at udlicere indsamlingsordningen til lokale frivillige organisationer, skal man ved fastlæggelse af indsamlingsområdets størrelse være opmærksom på, at antallet af indsamlere som regel varierer fra indsamling til indsamling.

Erfaringerne viser, at hver frivillig organisation højst bør have ansvaret for 1200 husstande.

Den administrative belastning for kommunen i form af styring og koordinering er erfaringsmæssigt større ved den ovenfor nævnte ordning, end hvis der er tale om en indsamling, baseret på lønnet arbejdskraft. Tilsvarende vil en ordning, baseret på ulønnet arbejdskraft som oftest være forbundet med kommunale udgifter til materiel, administration m.v.

3.2. INDSAMLINGER I ETAGEBOLIGOMRÅDER

I etageboligområder kan man med størst fordel anvende et indsamlingssystem, der er baseret på 600-700 l minicontainere med aflåseligt låg, forsynet med »postkasse«-indkast. Der bør mindst opstilles en container for hver 35-40 husstande. Man vil med dette system kunne forvente en gennemsnitlig effektivitet på ca. 50 pct.

Hvis man i stedet for en containerindsamling vælger at foretage hussstandsindsamlinger, viser erfaringen, at disse bør finde sted mindst 12 gange pr. år.

Den gennemsnitlige effektivitet ved en sådan indsamling kan forventes at ligge på ca. 40 pct.

4. INDSAMLING AF GLASEMBALLAGE

Indsamling via specielle flaskecontainere viser en effektivitet der er lidt højere, eller på højde med husstandsindsamlinger, hvor materialerne sættes frem til afhentning på forud fastsat tid og sted. Indsamlingsomkostninger ved brug af containere er desuden lavere end ved husstandsindsamlinger.

Der bør opstilles mindst en container til indsamling af glas for hver 1500-2000 husstande. Et tilfredsstillende resultat af glasindsamlingen er afhængig af, hvor containerne placeres. Der opnås bedre resultater ved opstilling af containere ved butikscentre og på forretningsstrøg end ved opstilling andre steder som f.eks. beboelsesområder, containerpladser etc.

Effektiviteten for containerindsamling kan forventes at udgøre ca. 50 pct. af potentialet.

5. INDSAMLINGER I TYNDTBEFOLKEDE OMRÅDER/LANDOMRÅDER

Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 3 skal kommunalbestyrelser iværksætte regelmæssige indsamlinger af aviser, ugeblade o.l. samt glasemballage fra private husstande i bebyggelser, hvor der til stadighed er mere end 2000 husstande.

I områder med mindre end 2000 husstande, kan kommunalbestyrelsen jfr. § 1, stk. 1 iværksætte en indsamling. Det kan i disse være vanskeligt at opnå rimelig økonomi i indsamlingsordninger.

MILJØSTYRELSEN, DEN 9. JANUAR 1987

JENS KAMPMANN

/Palle Boeck

Ingen