Cirkulære om lov om kommuneplanlægning

§ 15-rammerne

Stikordsregister

Cirkulærets formål og indhold

Hovedformålet med dette cirkulære er at samle de tilkendegivelser om kommuneplanlovens fortolkning og administration, der foreligger i en række cirkulærer, således at alle gældende bestemmelser kan findes i et cirkulære.

I forbindelse med sammenskrivningen er der foretaget forkortelser og en ajourføring på de områder, hvor loven er ændret ved lov nr. 250 af 23. maj 1984, lov nr. 190 af 15. maj 1985 og lov nr. 257 af 6. juni 1985.

Følgende cirkulærer og cirkulæreskrivelser afløses af dette cirkulære

- i tilknytning til miljøministeriets bekendtgørelse nr. 573 af 26. november 1976 om dispensation fra kommuneplanlovens almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser (kapitel 6) 237/ 14.12.76

- om ikrafttrædelse- og overgangsregler i medfør af lov om kommuneplanlægning m.v. 238/ 14.12.76

- i tilknytning til lov nr. 287 af 26. juni 1975 om kommuneplanlægning (opsamlingscirkulære) 187/ 11.02.77

- vedrørende underretning af fredningsmyndighederne om lokalplanforslag 01.08.78

- skrivelse om varetagelse af statslige myndigheders sektorhensyn i kommuneplanlægningen (j-nr.D 3420-16) / 30.03.79

- om kommuneplaners tilvejebringelse og administration i hovedstadsområdet / 12.07.79

- om kommuneplaners tilvejebringelse og administration / 21.09.79

- om kommuneplanlovens § 18, stk. 1, nr. 11 muligheder, indtil der foreligger kommunale varmeforsyningsplaner / 01.11.79

- om kommunalbestyrelsens berettigelse til at behandle forslag til lokalplaner for lukkede døre / 02.07.80

- om mindretallenes muligheder for i kommunalbestyrelsens § 6-redegørelse at give udtryk for mindretallenes synspunkter / 10.07.80

- skrivelse om anvendelse af bestemmelser i kommuneplanlovens § 44, stk. 1 / 08.05.81

- skrivelse om mulighederne for at delegere den i kommuneplanloven til kommunalbestyrelserne henlagte kompetence i forbindelse med gennemførelse af lokalplaner / 09.06.81

- om delområder / 25.09.81

- om varetagelse af de kirkelige hensyn ved administration af kommuneplanloven / 23.08.82

- om varetagelse af støjhensyn i den fysiske planlægning efter ophævelse af vejbyggeliniebestemmelsen i naturfredningsloven, for så vidt angår kommuneplanlægningen og lokalplanlægningen / 07.07.83

- om behandlingen af byfornyelsen i region- og kommuneplanlægningen pkt. 3 og 4. / 19.05.84

Cirkulæret erstatter endvidere omtalen af reglerne om tilvejebringelse af lokalplaner i N.f.p. nr. 8.

Følgende cirkulærer, der vedrører de midlertidige § 15-rammer, er ikke medtaget i dette cirkulære, fordi bestemmelserne om § 15-rammerne mister deres betydning efterhånden som der gennemføres kommuneplaner

- om administrationen af § 15 i lov om kommuneplanlægning 190/ 07.10.75

- om proceduren for ændringer og suppleringer af de godkendte § 15-rammer 188/ 10.10.78

Følgende cirkulæreskrivelser, der vedrører kommuneplanlovens § 47 i den tidligere formulering, ophæves

- skrivelse om retsvirkningerne af lokalplaner og byplanvedtægter ved genopførelse efter brand m.v. / 15.04.80

- skrivelse om placering af forretninger i erhvervsområder til industri eller værksteder. / 22.02.82

A. KOMMUNE- OG LOKALPLANER

1. PLANRET OG PLIGT

1.1. PLANRET

KOMMUNEPLANRET

Det følger af kommunalbestyrelsens ansvar for kommuneplanlægningen, jfr. § 2, at den til enhver tid kan beslutte at ændre kommuneplanen, i overensstemmelse med de i § 14 nævnte ændringsprocedurer og under iagttagelse af bestemmelsen i § 2, stk. 2, hvorefter kommuneplanen ikke må stride mod regionplanlægningen eller mod beslutninger efter lands- og regionplanlovens § 4.

LOKALPLANRET

Efter kommuneplanlovens § 16, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen på ethvert tidspunkt beslutte at udarbejde et lokalplanforslag.

Det betyder imidlertid ikke, at kommunalbestyrelsen også har sikkerhed for, at lokalplanen kan vedtages endeligt og derefter virkeliggøres. Vedtagelsen af planen forudsætter nemlig, at den er i overensstemmelse med kommuneplanen (omfattet af godkendte § 15-rammer), og at der ikke er nedlagt veto af regionplanmyndigheden efter § 25, eller af statslige myndigheder efter § 26. Ministeren kan endvidere efter § 28, stk. 1, beslutte, at planen ikke kan vedtages endeligt af kommunalbestyrelsen.

Virkeliggørelsen af planen, dvs. opførelse af bebyggelse, anvendelse m.v. i overensstemmelse med lokalplanen, kan herudover være afhængig af tilladelse (dispensation) efter anden lovgivning, f.eks. miljøbeskyttelseslovgivning, landbrugslovgivning, naturfredningslovgivning, kirkelig lovgivning m.v.

Det bemærkes, at en lokalplan kun kan ændres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan i overensstemmelse med reglerne i § 20, §§ 21-27 og § 30. Lokalplaner kan som hovedregel også kun ophæves ved en ny lokalplan, jfr. afsnit A 5.3.

Om lokalplaners indhold og tilvejebringelse henvises i øvrigt til afsnit A, 2 og 3.

1.2. PLANPLIGT

1.2.1. KOMMUNEPLANLÆGNINGEN

1.2.1.1. KOMMUNEPLANPLIGT

Bestemmelsen i § 2 fastslår pligten for kommunalbestyrelsen til at tilvejebringe en kommuneplan, når kommunen er omfattet af en godkendt regionplan.

Det er i § 12 forudsat, at kommunalbestyrelserne har offentliggjort et forslag til kommuneplan inden 2 år efter regionplanens godkendelse.

Et flertal af landets kommuner har også pr. 1. januar 1986 offentliggjort et kommuneplanforslag, og en stor del af dem har også vedtaget planen endeligt.

Om kommuneplanens indhold og tilvejebringelse henvises til afsnit A, 2 og 3.

1.2.1.2. PLIGT TIL AT VEDLIGEHOLDE OG ÆNDRE KOMMUNEPLANEN

Vedligeholdelse

Det påhviler kommunalbestyrelsen inden for den første halvdel af hver valgperiode at gennemgå kommuneplanen med henblik på at beslutte, om der er behov for at foretage ændringer i planen eller for at udarbejde en ny kommuneplan, jfr. kommuneplanlovens § 14, stk. 1.

Bestemmelsen må forstås således, at kommunalbestyrelsen inden for de første 2 år af kommunalbestyrelsens funktionsperiode ikke blot må have gennemgået planen, men også truffet formel beslutning om, hvorvidt planen skal ændres. Om ændringsproceduren henvises til afsnit A, 5.

ÆNDRING

Tillæg, som ændrer en godkendt regionplan, kan bevirke, at en kommuneplan ikke længere er i overensstemmelse med regionplanlægningen. Også tilvejebringelse af et landsplandirektiv kan medføre en uoverensstemmelse.

Efter kommuneplanlovens § 14, stk. 2, kan regionplanmyndigheden bestemme, at kommunalbestyrelsen i sådanne situationer skal foretage ændring i kommuneplanen.

Om ændringsproceduren, henvises til afsnit A, 5.

1.2.1.3. PLIGT TIL AT VIRKELIGGØRE KOMMUNEPLANENS INDHOLD

Om pligten efter kommuneplanlovens § 13, stk. 1, til at virke for kommuneplanens gennemførelse henvises til afsnit A, 4 og afsnit F, 1.4.

1.2.2. LOKALPLANLÆGNINGEN

1.2.2.1. LOKALPLANPLIGT TIL SIKRING AF KOMMUNEPLANENS VIRKELIGGØRELSE

Efter kommuneplanlovens § 16, stk. 2, påhviler det kommunalbestyrelsen at tilvejebringe en lokalplan, når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse.

Bestemmelsens anvendelssområde er identisk med forpligtelsen efter kommuneplanlovens § 13, stk. 1, til at virke for kommuneplanens gennemførelse.

Om fortolkningen heraf henvises til afsnit A, 4 og afsnit F, 1.4.

1.2.2.2. LOKALPLANPLIGT VED STØRRE UDSTYKNINGER OG BYGGE- OG ANLÆGSARBEJDER M.V.

Efter kommuneplanlovens § 16, stk. 3, skal der tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større bygge- eller anlægsarbejder, herunder nedrivninger af bebyggelse.

Afgørelsen af, om der er lokalplanpligt, beror på kommunalbestyrelsens konkrete vurdering. Følgende forhold må indgå i bedømmelsen

- Ved vurderingen af om en konkret foranstaltning udløser lokalplanpligt, må der først og fremmest lægges vægt på om den fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø.

- Det må også vurderes, om den konkrete foranstaltning bør ses i en større planlægningsmæssig sammenhæng.

- Det er også et moment, der må indgå i vurderingen, at borgerne skal have lejlighed til at øve indflydelse på planlægningen. I lovens formålsbestemmelse er anført, at kommunalbestyrelsen i videst muligt omfang bør inddrage kommunens beboere i planlægningsarbejdet, og det fremgår af såvel bemærkningerne som betænkningen over forslaget til kommuneplanloven, at et af hovedhensynene bag bestemmelsen har været at sikre offentlighedens medindflydelse på planlægningen.

- Endvidere må der tages hensyn til selve omfanget af foranstaltningen. I bemærkningerne til forslaget til kommuneplanloven siges det, at det ikke er muligt at præcisere kriteriet »større« udstykninger eller bygge- og anlægarbejder nærmere. Kriteriet rummer en vis elasticitet, og fortolkningen af ordet »større« må variere under hensyntagen til det pågældende bysamfunds størrelse og karakter.

- Ved lokalplanpligtvurderingen kan det endvidere tages i betragtning, om det pågældende projekt er behandlet i kommuneplanen. I kommuneplanen kan der f.eks. være taget stilling til placeringen af et bygge- eller anlægsarbejde, således at hensynet til borgernes inddragelse i planlægningen er tilgodeset. Hvis også de relevante statslige myndigheder har haft lejlighed til at tage stilling til arbejdet, vil tilvejebringelse af lokalplan e.o. kunne undlades.

Bemærkningerne til lovforslaget og folketingsudvalgets betænkning indeholder forskellige udtalelser, der giver bidrag til fortolkningen af ordet »større«.

Om udstykninger udtaler betænkningen, »at en samlet udstykning af f.eks. 20 parceller ikke vil nødvendiggøre en lokalplan, hvis udstykningen finder sted i en naturlig tilknytning til et større byområde, men derimod hvis udstykningen sker til udvidelse af et mindre landsbysamfund«. Vedrørende bygge- eller anlægsarbejder udtales i folketingsudvalgets betænkning, »at opførelse af ny bebyggelse, der i omfang og art ikke afviger væsentligt fra den bebyggelse, der allerede findes i det pågældende område, som altovervejende hovedregel kan foretages uden lokalplan. Opførelse af ny bebyggelse i et blandet område vil derimod normalt udløse lokalplanpligt, medmindre byggeriet i sig selv er af beskedent omfang«.

I bemærkningerne til lovforslaget nævnes en række eksempler på bygge- og anlægsarbejder, der vil forpligte kommunalbestyrelsen til at tilvejebringe en lokalplan, nemlig etablering af et nyt boligområde, anlæg af omfartsvej i byzone, opførelse af højhuse eller større etageboligbebyggelse, hotelbyggeri i et sommerhusområde, større erhvervsbebyggelse og bygninger til offentligt formål og i almindelighed nyopførelse af bebyggelse som led i en byfornyelse.

Opførelse af tæt-lav boligbebyggelse vil i almindelighed forudsætte, at en lokalplan er tilvejebragt. Det samme vil i almindelighed gælde etablering af en losseplads eller oplagsplads.

Er der tale om byggeri, der skal udføres i etaper, sammenlægges etaperne ved bedømmelse af lokalplanpligten. Hvis en eller flere mindre bygninger udføres sammen med andre foranstaltninger, som f.eks. vej- og parkeringsanlæg, må lokalplanpligten vurderes på grundlag af det samlede indgreb.

Et moment, der også må spille en rolle i vurderingen, er udformningen af et byggeri f.eks. med hensyn til højde og etageantal, dvs. om byggeriet passer ind i det eksisterende miljø.

Hvis udstykning sker med henblik på gennemførelse af et lokalpligtigt bygge- eller anlægsarbejde, skal lokalplanen være gennemført, før udstykningen approberes, selvom udstykningen i sig selv ikke ville udløse lokalplanpligt.

Lokalplanpligten gælder også ved større tilbygninger til eller ombygninger af eksisterende bebyggelse.

Store nye vejanlæg i og ved byer og bymæssig bebyggelse udløser lokalplanpligt. Det samme gælder udbygning af eksisterende veje, der bevirker, at vejen får en sådan kapacitetsforøgelse, at det kan sidestilles med etablering af en ny vej. Regulering af trafikken på det eksisterende vej- og gadenet - herunder flytning af vejtilslutninger og lukning af veje - forudsætter normalt ikke tilvejebringelse af lokalplan

Der er endvidere lokalplanpligt ved store vejanlæg i og ved rekreative områder, dvs. arealer, der er genstand for en intensiv rekreativ udnyttelse som f.eks. campingpladser, sommerhus- og kolonihaveområder.

Samspillet mellem på den ene side vejlovgivningen og ekspropriationsprocesesloven og på den anden side kommuneplanlovens bestemmelser om lokalplanlægning er omtalt på side 14.

Etablering af cykel- og gangstier vil normalt kunne foretages uden tilvejebringelse af lokalplan.

For så vidt angår vindmøller vil opførelse heraf i byer og bymæssig bebyggelse normalt altid udløse lokalplanpligt, bortset fra industriområder.

Bestemmelsen fortolkes endvidere således, at også en væsentlig ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer kan udløse lokalplanpligt.

Der er endvidere lokalplanpligt ved »større« nedrivninger af bebyggelse.

En forudsætning for at nedrivning af bebyggelse kan være lokalplanpligtig er for det første, at bebyggelsen er anvendelig til bolig- og erhvervsformål. Der vil således ikke være lokalplanpligt ved nedrivning af boligbebyggelse, hvor der efter byfornyelsesloven eller boligtilsynsloven enten er nedlagt forbud mod såvel beboelse som ophold eller alene er nedlagt forbud mod beboelse, men hvor bebyggelsen ikke lovligt kan anvendes til andet formål. For nedrivning af erhvervsbebyggelse er det en forudsætning for lokalplanpligt, at bebyggelsen ikke er nedslidt eller utidssvarende.

For det andet må der være tale om »større« nedrivninger. Ved vurderingen af, om en nedrivning er af et sådant omfang, at der er lokalplanpligt kan som udgangspunkt lægges vægt på samme momenter som ovenfor anført vedrørende nybyggeri m.v.

For så vidt angår selve bygningsmassens størrelse vil lokalplanpligtgrænsen dog som hovedregel ligge noget »højere« ved nedrivning end ved nyopførelse. Der forudsættes derfor normalt en større bebyggelse for at udløse lokalplanpligt ved nedrivning end ved nyopførelse.

Det skal videre bemærkes, at særlige bevaringsinteresser er sikret varetaget gennem bygningsfredningsloven og ved bevarende lokalplaner. Bevaringshensynet vil derfor ikke i sig selv kunne være et afgørende moment for lokalplanpligt.

Da planstyrelsen kun har afgjort ganske få klagesager vedrørende lokalplanpligt for nedrivninger, kan styrelsen ikke henvise til nogen praksis omkring lokalplanpligtbedømmelsen for nedrivninger. Det kan dog nævnes, at planstyrelsen har statueret lokalplanpligt for nedrivning af to pakhuse med et samlet etageareal på ca. 30.000 m2.

Til nærmere oplysning om planstyrelsens praksis vedrørende fortolkning af lokalplanpligtbegrebet, vil styrelsen udsende afgørelser, der belyser, hvilke vurderinger der ved afgørelsen af klagesager er anlagt i forskellige typer af »lokalplanpligtsager«.

1.2.2.3. KOMMUNALBESTYRELSENS PLIGT OVERFOR DEN PRIVATE TIL AT UDARBEJDE LOKALPLAN EFTER § 16, STK. 4

Kommuneplanlovens § 16, stk. 4, bestemmer, at i de tilfælde, hvor en ønsket foranstaltning, der kræver udarbejdelse af lokalplan efter kommuneplanlovens § 16, stk. 3, er i overensstemmelse med kommuneplanen (§ 15-rammerne), påhviler det kommunalbestyrelsen snarest at udarbejde et forslag til lokalplan og derefter fremme sagen mest muligt.

Hvis der således er overensstemmelse mellem et byggeønske og kommuneplanen (§ 15-rammerne), skal kommunalbestyrelsen udarbejde en lokalplan snarest, medmindre kommunen ved nedlæggelse af et § 17-forbud igangsætter en ændring af planlægningen. Ordet »snarest« må fortolkes således, at kommunalbestyrelsen uden unødigt ophold må tage initiativ til udarbejdelse af et lokalplanforslag, og senest 1 år efter modtagelse af ansøgningen om tilladelse til gennemførelse af den pågældende foranstaltning må have offentliggjort et lokalplanforslag.

Hvis der derimod ikke er overensstemmelse mellem det rejste byggeønske og de overordnede retningslinier, er kommunalbestyrelsen ikke forpligtet til at udarbejde en lokalplan.

Den ovenfor omtalte uoverensstemmelse mellem byggeønske og de overordnede retningslinier kan være tidsmæssig, hvis byggeønsket er i strid med rækkefølgeangivelserne i kommuneplanen.

Efter § 16, stk. 4, kan kommunen forlange, at den, der har interesse i foranstaltningens gennemførelse, yder kommunen bistand ved udarbejdelse af lokalplanen.

Bistanden vil især kunne bestå i udarbejdelse af udkast til bestemmelser i lokalplanen, hvorimod kommunen selv må foranstalte den i §§ 21 og 23 omhandlede bekendtgørelse af lokalplanforslaget.

Kommunalbestyrelsen vil næppe kunne kræve betaling i tilfælde, hvor kommunens tekniske forvaltning selv udfører lokalplanarbejdet.

1.2.2.4. LOKALPLANPLIGT, NÅR EN BYPLANVEDTÆGT ELLER EN REGULERINGSPLAN INDEHOLDER NÆRMERE REGLER OM UDSTYKNINGER ELLER BYGGE- ELLER ANLÆGSARBEJDER

Efter § 16, stk. 5, »ophæves« lokalplanpligten efter § 16, stk. 3, hvor en byplanvedtægt eller reguleringsplan indeholder nærmere regler om udstykningen eller bygge- eller anlægsarbejdet.

Bestemmelsen fortolkes således, at også eksisterende lokalplaner, der indeholder »nærmere regler om udstykningen eller bygge- eller anlægsarbejdet« medfører, at der ikke skal udarbejdes ny lokalplan.

Afgørende for, at betingelsen i § 16, stk. 5, er opfyldt, er ikke, om der foreligger en byplanvedtægt eller en reguleringsplan for det pågældende areal, men derimod om disse planer indeholder »nærmere regler« om selve det forhold, der betinger lokalplanpligten, d.v.s. om arealets anvendelse, bebyggelsens placering og omfang, bygningshøjde, vejforhold m.m.

Hvis f.eks. en byplanvedtægt udlægger et areal til offentlige formål uden at præcisere nærmere, hvad arealet skal benyttes til, må der foreligge lokalplanpligt, når kommunalbestyrelsen ønsker at konkretisere det offentlige formål.

Når kommunalbestyrelsen skal skønne over, om der allerede findes sådanne »nærmere regler« i en byplanvedtægt eller en reguleringsplan, at udarbejdelse af en lokalplan ikke er fornøden, må de under pkt. 1.2.2.2. nævnte hensyn ligeledes tages i betragtning.

Hvis en byplanvedtægt eller lokalplan tilkendegiver, at der skal udarbejdes et tillæg (bebyggelsesplan) til vedtægten, før byplanvedtægtens formål kan realiseres, vil bestemmelsen i § 16, stk. 5, ikke kunne finde anvendelse, men det bebudede tillæg må gennemføres som en lokalplan.

1.2.2.5. LOKALPLANPLIGT FOR AT SIKRE BESLUTNINGER EFTER LANDS- OG REGIONPLANLOVENS § 4 (LANDSPLANDIREKTIV)

Efter kommuneplanlovens § 29, stk. 1, kan miljøministeren for at sikre beslutninger efter lands- og regionplanlovens § 4, pålægge kommunalbestyrelsen at tilvejebringe en lokalplan med et nærmere angivet indhold eller selv tilvejebringe en lokalplan.

Bestemmelserne i § 29 indebærer, at borgerne ikke får nogen indflydelse på det af ministeren fastsatte indhold af lokalplanen.

En lokalplan, der udarbejdes i henhold til kommuneplanlovens § 29, skal kun være i overensstemmelse med landsplandirektivet. Der kræves således ikke samtidig tilvejebragt tillæg til kommuneplan (§ 15-rammer) eller regionplan, selvom lokalplanen måtte komme i strid hermed. Men regionplanen og kommuneplanen må ajourføres ved først givne lejlighed.

1.2.2.6. LOKALPLANPLIGT EFTER KOMMUNEPLANLOVENS § 47, STK. 4

Efter kommuneplanlovens § 47, stk. 4, kan videregående afvigelser fra en lokalplan end omhandlet i § 47, stk. 3, kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

Bestemmelsens anvendelsesområde afgrænses således af dispensationskompetencen efter § 47, stk. 3.

Om »lokalplanpligtgrænsen« må derfor henvises til afsnit F, 1.1. om fortolkning af kommuneplanlovens § 47, stk. 3.

1.2.2.7. LOKALPLANPLIGT I FORHOLD TIL ZONELOVEN

Projekter, som ønskes gennemført i landzone, og som forudsætter tilladelse efter zoneloven, kan være af en sådan størrelse, karakter og beliggenhed, at zonelovsmyndigheden ikke finder, at projektet kan gennemføres alene på grundlag af en zonetilladelse.

I sådanne tilfælde kan zonemyndigheden afslå ansøgningen om zonetilladelse og i stedet henvise kommunalbestyrelsen til at gennemføre en lokalplanlægning.

2. PLANERNES INDHOLD

2.1. KOMMUNEPLANER

Kommuneplanen fastlægger det overordnede mål for den enkelte kommunes udvikling med henblik på at skabe gode arbejds- og boligmiljøer, sikre en økonomisk og økologisk forsvarlig ressourceanvendelse og forebygge forurening.

Kommuneplanen udgør det nødvendige bindeled mellem på den ene side lands- og regionplanlægningen, og på den anden side de bestemmelser om anvendelsen m.v. af den enkelte faste ejendom, der fastlægges i lokalplaner.

Kommuneplanen kan samtidig være grundlaget for kommunalbestyrelsen til at sikre sammenhæng i enkeltafgørelser, som indgår i den løbende administration i kommunen, jfr. kommuneplanlovens § 13.

Kommuneplanen kan yderligere, hvis kommunalbestyrelsen ønsker det, benyttes i et samarbejde med sektorplanlægningen og budgetlægningen som grundlag for den samlede kommunale aktivitet.

De centrale emner for en kommuneplan er arealanvendelsen og bebyggelsesforholdene, men udover områder til bebyggelse og byformål i øvrigt, skal kommuneplanen også omfatte jordbrugsområderne og områder, der skal anvendes i overensstemmelse med naturfredningslovens formål, områder der skal anvendes til indvinding af forekomster i jorden og så videre.

Kommuneplanen må ikke stride mod regionplanlægningen eller mod beslutninger efter lands- og regionplanlovens § 4. Dette følger af § 2, stk. 2. Regionplanlægningen omfatter såvel en godkendt regionplan som forarbejder til et kommende regionplantillæg, eller til en ny regionplan. Der henvises nærmere til miljøministeriets bekendtgørelse nr. 148 af 15. marts 1983 om procedure m.v. for det videre regionplanarbejde.

Kommuneplanen består af to hovedafsnit. Det ene afsnit fastlægger kommunens hovedstruktur, jfr. kommuneplanlovens § 3, stk. 2. Det andet hovedafsnit fastlægger rammerne for indholdet af senere lokalplaner, jfr. lovens § 3, stk. 3. Endelig skal kommuneplanen i henhold til lovens § 5 ved offentliggørelsen ledsages af oplysninger om planens forudsætninger.

Kommuneplanen bør give en samlet beskrivelse af det åbne land. De nødvendige oplysninger hertil må hentes fra bl.a. regionplanerne og den regionale sektorplanlægning. Kommuneplanlægningen for det åbne land må således ske i et samarbejde med amtsrådet/ Hovedstadsrådet.

HOVEDSTRUKTUREN

fastlægges efter en sammenfattende planlægning for hele kommunen af de emner, der er omhandlet i § 3, stk. 2. Herigennem udtrykkes kommunalbestyrelsens overordnede mål for udviklingen i kommunen på grundlag af en samlet vurdering af de arealmæssige, naturgivne og økonomiske ressourcer i kommunen, målene for befoknings- og erhvervsudviklingen, samt målene for den sektorielle planlægning.

RAMMERNE

I henhold til kommuneplanlovens § 3, stk. 3 skal kommuneplanen indeholde rammer for, hvad der kan bestemmes i lokalplaner for de enkelte dele af kommunen.

Rammerne udgør således et supplement til og en uddybning af hovedstrukturens bestemmelser og planlægningsovervejelser. Samtidig giver rammerne offentligheden mulighed for at vurdere, hvordan kommuneplanen gennem lokalplanlægningen vil påvirke det lokale områdes bygge- og anvendelsesmuligheder.

Rammerne skal udgøre et fyldestgørende grundlag for regionplanmyndighedens og offentlighedens senere vurdering af, om indholdet i en lokalplan er i overensstemmelse med kommuneplanen. Rammerne skal derfor være så præcise med hensyn til angivelse af anvendelse, bebyggelsens art og omfang m.v. samt enkeltområdernes geografiske afgrænsninger, at denne vurdering kan finde sted.

Samtidig bør det dog sikres, at rammerne ikke mister deres karakter af rammebestemmelse.

Der må således sikres en sådan fleksibilitet i rammerne, at den for det første giver mulighed for variationer ved fastlæggelse af de konkrete bestemmelser i lokalplanerne, og for det andet sikrer, at lokalplanlægningen ikke afføder krav om unødvendige tillæg til kommuneplanen.

I § 3, stk. 3 er nærmere angivet de emner, der skal behandles i rammerne, hvis den pågældende emnekreds er aktuel i kommunen.

Det fremgår af § 3, stk. 3, nr. 7 sammenholdt med nr. 1, at loven forudsætter, at der i rammedelen sker en opdeling i enkeltområder. Men der er ikke fastsat nærmere regler om, hvorledes områderne skal afgrænses, og opdelingen kan derfor indrettes efter, hvad der er mest hensigtsmæssig i den enkelte kommune. For delområder gælder der dog særlige regler, jfr. afsnit A.2.4. side 24. Opdelingen i enkeltområder kan således foretages på grundlag af det pågældende områdes anvendelse og art således, at det enkelte område udgør en naturlig helhed. For enkeltområderne skal der fastsættes rammebestemmelser, der angiver, hvilket indhold fremtidige lokalplaner kan få.

For det åbne land bør der ikke fastsættes rammer, der giver mulighed for at tilvejebringe lokalplaner, bortset fra rammer for stier, anlæg til rekreation og evt. andre konkrete anlæg, som forventes reguleret i en lokalplan.

I § 3, stk. 3, nr. 10, er det bestemt, at rammedelen skal indeholde retningslinier for rækkefølgen for udbygning af arealer til byformål og til sommerhusbebyggelse. Der er ikke stillet krav om en egentlig tidsfølgeplan, men alene krav om, i hvilken rækkefølge udbygningen skal ske.

Rækkefølgeangivelsen har bl.a. betydning, fordi kommunalbestyrelsen i henhold til kommuneplanlovens § 16, stk. 4 kan blive forpligtet til at udarbejde et lokalplanforslag og fremme sagen mest muligt, hvis en ønsket foranstaltning er i overensstemmelse med kommuneplanen. Rækkefølgeangivelsen har også betydning for administrationen af § 13, stk. 2.

ANDRE FORHOLD AF BETYDNING FOR AREALANVENDELSEN M.V.

Mens kommuneplanlovens § 3, stk. 2 angiver det mindste indhold, som en kommuneplan må have, fremgår det af stk. 4, at kommuneplanen, hvis kommunalbestyrelsen ønsker det, kan indeholde retningslinier for andre forhold af betydning for arealanvendelsen og bebyggelsesforholdene i kommunen.

FORUDSÆTNINGSDELEN

Ifølge kommuneplanlovens § 5, skal kommuneplanen ledsages af oplysninger om planens forudsætninger, dvs. de oplysninger, der har dannet grundlag for kommuneplanen. Oplysningerne offentliggøres samtidig med kommunalbestyrelsens forslag til kommuneplan.

Ud over de forhold, der udtrykkeligt er nævnt i lovens § 5, må kommunalbestyrelsen også redegøre for de nødvendige beregninger og prognoser m.v., ligesom kommunalbestyrelens valg mellem de foreliggende planmuligheder nærmere kan begrundes.

Regionplanen kan indeholde krav om, at der skal redegøres for særlige forhold i forudsætningsdelen, f.eks. om støjhensyn.

Forudsætningsdelen kan benyttes i forbindelse med den gennemgang af kommuneplanen, som kommunalbestyrelsen i henhold til kommuneplanlovens § 14, stk. 1, skal foretage inden for den første halvdel af hver valgpeiode, jfr. afsnit A.5.1.

Hvis kommunalbestyrelsen vælger at ajourføre forudsætningsdelen i forbindelse med budgetlægningen, vil den foruden at være et til stadighed ajourført grundlag for overvejelser om revision af kommuneplanen, kunne indgå i grundlaget for de kommunale aktiviteter.

YDERLIGERE KRAV

I henhold til kommuneplanlovens § 4, stk. 1, skal kommuneplanen inden for hovedstadsområdet ledsages af en tidsfølgeplan for bebyggelse og anlæg i kommunen i overensstemmelse med de godkendte retningslinier i regionplanen. Tidsfølgeplanen skal omfatte byfornyelse.

Udenfor hovedstadsområdet skal en kommuneplan i henhold til § 4, stk. 2, ledsages af en plan for rækkefølgen for byfornyelse i de eksisterende bysamfund i overensstemmelse med de godkendte retningslinier i regionplanen.

»Tidsfølge« skal forstås som »rækkefølge«. Kravet om rækkefølge indebærer, at planen skal indeholde den indbyrdes prioritering af byfornyelsen i de områder, der kan være tale om, inden for kommunen, men ikke præcise tidsangivelser.

For så vidt angår samspillet mellem kommuneplanloven og byfornyelsesloven henvises til afsnit A.2.4. side 21.

2.2. LOKALPLANER

Kommuneplanlovens § 18 indeholder et katalog over emner, der kan behandles i en lokalplan. Planstyrelsen har i forskellige vejledninger givet anvisning på, hvorledes nogle af emnerne kan behandles i en lokalplan.

Vejledning i kommuneplanlægning nr. 2: Lokalplaners indhold (1976).

Vejledning i kommuneplanlægning nr. 4: Bevarende lokalplaner (1979).

Vejledning i kommuneplanlægning nr. 6: Servitutter i relation til bestemmelserne i kommuneplanloven (1979).

Vejledning i kommuneplanlægning nr. 7: Grundejerforeninger og lokalplanlægning (1983).

Kommuneplanorientering nr. 12: Fortætning af parcelhusområder (1984).

De emner, der kan behandles i en lokalplan er

NR. 1

OVERFØRSEL TIL BYZONE ELLER SOMMERHUSOMRÅDE AF AREALER SOM PLANEN OMFATTER

Arealer, der i henhold til den tidligere gældende lovgivning er overført til byzone eller sommerhusområde, bevarer denne status, jfr. § 2 i lov om by- og landzoner (miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985).

Efter ikrafttrædelsen af kommuneplanloven har overførsel fra landzone til byzone eller sommerhusområde, (bortset fra overgangsreglen i kommuneplanlovens § 57), alene kunnet ske ved bestemmelse herom i en lokalplan, jfr. lovens § 18, stk. 1, nr. 1.

Kommunalbestyrelsen tilvejebringer lokalplanen. Indtil der foreligger en kommuneplan, kan en lokalplan, der overfører arealer til byzone eller sommerhusområde, dog ikke vedtages endeligt af kommunalbestyrelsen før overførslen er tiltrådt af planstyrelsen eller ved mindre ændringer i § 15-rammerne, amtsrådet/ Hovedstadsrådet jfr. miljøministeriets cirkulære af 10. oktober 1978 om proceduren for ændringer og suppleringer af de godkendte § 15-rammer.

TILBAGEFØRSEL TIL LANDZONE

Tilbageførsel af arealer til landzone sker ikke ved lokalplan, men ved kommunalbestyrelsens beslutning på grundlag af en afgrænsning i kommuneplanen af de arealer i byzone og sommerhusområder, der skal tilbageføres, jfr. § 2 a i lov om by- og landzoner og kommuneplanlovens § 3, stk. 2, nr. 11.

Bestemmelserne er gennemført ved lov nr. 256 af 6. juni 1985 om ændring af lov om by- og landzoner og lov nr. 257 af 6. juni 1985 om ændring af lov om kommuneplanlægning. Der er samtidig ved lov nr. 244 af 6. juni 1985 om ændring af forskellige skattelove og lov nr. 251 af 6. juni 1985 om ændring af lov om beskatning til kommunerne af fast ejendom gennemført regler om godtgørelse for grundskyld og frigørelsesafgift ved tilbageførsel af arealer til landzone. Reglerne vil blive omtalt i et cirkulære om tilbageførsel af arealer til landzone.

LOKALPLANER FOR LANDZONEAREALER

Efter kommuneplanloven er det muligt at tilvejebringe lokalplaner for områder i landzone, uden at de pågældende områder overgår til byzone eller sommerhusområder.

I nogle tilfælde vil det være naturligt, at det geografiske område for en lokalplan ikke overføres til byzone eller sommerhusområde. Det gælder f.eks., hvor en lokalplan regulerer en knallertbane, en golfbane, en offentlig badestrand med tilkørsels-, parkerings- og sanitære anlæg eller et stisystem i det åbne land. Ligeledes bør f.eks. lossepladser og mindre flyvepladser i det åbne land bibeholdes i landzone.

I langt de fleste tilfælde er det imidlertid åbenbart, at der må ske overførsel til byzone eller sommerhusområde. En egentlig byudvikling må således forudsætte, at arealet bliver byzone, jfr. pkt. 2 i cirkulære af 29. juni 1984 om lov om by- og landzoner.

Men der kan f.eks. være behov for en lokalplanlægning af udstyknings-, vej- og bebyggelsesforholdene i et eksisterende mindre landsbysamfund, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at den nødvendige planlægning tillige medfører en ændret zonestatus.

Hvis der derimod er tale om udlæg af et større areal til bymæssig bebyggelse i forbindelse med et eksisterende landsbysamfund, må planlægningen medføre en ændring af zonestatus.

Eksempler på formulering af lokalplanbestemmelser for landsbyområder med særlige bevaringsinteresser findes i ovennævnte vejledning nr. 4: Bevarende lokalplaner.

Planstyrelsen har i en cirkulæreskrivelse om landzonelokalplanlægning af 11. marts 1982 redegjort for forskellige forhold vedrørende lokalplaner for landsbyområder, der skal forblive i landzone.

En lokalplan for arealer i landzone, der ifølge kommuneplanen skal anvendes til jordbrugsformål, kan ikke indeholde bestemmelser efter kommuneplanlovens § 18, stk. 1, nr. 3, 6, 8 eller 9 (§ 18, stk. 3).

Gennemførelsen af en landzonelokalplan indebærer, at zonelovskompetencen overgår til kommunalbestyrelsen. Se nærmere regler i by- og landzoneloven (lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985), § 9, stk. 2.

NR. 2

OMRÅDETS ANVENDELSE, HERUNDER OM AT NÆRMERE ANGIVNE AREALER FORBEHOLDES TIL OFFENTLIGE FORMÅL

Ved »områdets anvendelse« forstås en generel angivelse af områdets anvendelse, f.eks. til parcelhusbebyggelse, etageboligbebyggelse eller industriformål. Nr. 2 adskiller sig herved fra nr. 8 og 9, der muliggør en detaljeret regulering af bebyggelse og ubebyggede arealer.

Efter nr. 2 kan der i en lokalplan foretages arealreservationer til offentlige formål. Sikringen af et areal til offentlige formål medfører, at kommunen på grundejerens begæring må overtage arealet efter reglerne i lovens § 32. Nr. 2 omhandler både statslige, amtskommunale og primærkommunale formål, men også formål med almen karakter kan i øvrigt være omfattet af nr. 2. Når kommunalbestyrelsen udlægger et areal til offentlige formål af hensyn til en statslig eller amtskommunal myndighed, bør kommunen sikre sig, at den pågældende myndighed vil overtage arealet, hvis kommunen bliver forpligtet til det.

Det offentlige formål behøver ikke at være specificeret nærmere. Det er fastslået i en højesteretsdom om den tilsvarende bestemmelse i byplanloven (Ugeskrift for Retsvæsen 1952/ 781). Men en uspecificeret reservation til offentlige formål kan ikke danne grundlag for ekspropriation efter § 34.

Når kommunalbestyrelsen tilvejebringer en lokalplan for et område, der hidtil har været anvendt til blandet bolig- og erhvervsbebyggelse, hvorefter området fremtidig skal anvendes til boligbebyggelse, bør kommunalbestyrelsen være opmærksom på de begrænsede muligheder for at dispensere efter kommuneplanlovens § 47, stk. 3. Hvis det ikke er kommunalbestyrelsens hensigt så hurtigt som muligt at omdanne det pågældende område til et rent boligområde, kan kommunalbestyrelsen optage bestemmelser i lokalplanen, der gør det muligt uden tilvejebringelse af en ny lokalplan at tillade genopførelse, f.eks. efter brand, af tidligere lovligt eksisterende erhvervsbebyggelse.

NR. 3

EJENDOMMES STØRRELSE OG AFGRÆNSNING

Efter nr. 3 kan der i en lokalplan fastsættes bestemmelser om udstykning og andre matrikulære forandringer, f.eks. omdelinger og skelforandringer.

Opdeling i ejerlejligheder kan ikke reguleres efter nr. 3, men opdelingen kan være i strid med bestemmelser om lejlighedsstørrelser efter nr. 7.

Efter nr. 3 kan der fastlægges en udstykningsplan, der viser de enkelte parcellers afgrænsning og størrelse. Men bestemmelserne kan også være udformet som mindstegrundstørrelser og mindstefacadelængder (grundbredder) og eventuelt tillige angive en maksimal grundstørrelse.

I landbrugsministeriets cirkulæreskrivelse af 24. maj 1984 anbefales det, at lokalplanbestemmelser formuleres sådan, at der forudsættes udstykning af arealer, der udlægges til særskilt og varig brug i forbindelse med de enkelte bygninger eller i alt fald sådan, at udstykning ikke forbydes.

NR. 4

VEJ- OG STIFORHOLD OG ANDRE FORHOLD AF FÆRDSELSMÆSSIG BETYDNING, HERUNDER OM ADGANGSFORHOLDENE TIL FÆRDSELSAREALER MED HENBLIK PÅ ADSKILLELSE AF TRAFIKARTERNE

Efter lovmotiverne omfatter udtrykket »vej- og stiforhold« beliggenheden, retningen og bredden (længde- og tværprofilet) af en vej eller andet færdselsareal, nedlæggelse af en vej eller sti og fastlæggelse af byggelinjer, hjørneafskæringer, oversigtsarealer og vejtilslutninger, herunder om niveaufri skæringer af krydsende veje og andre færdselsarealer. En bestemmelse i lokalplan om nedlæggelse af en vej eller sti indebærer dog ikke, at vejen eller stien dermed er nedlagt. Nedlæggelsen må gennemføres enten ved anvendelse af vejlovgivningens regler eller ved ekspropriation efter § 34. Hvis en privat fællesvej derimod er endeligt fastlagt i en lokalplan, skal vejen ikke udlægges efter bestemmelserne i lov om private fællesveje.

Udlæg af en eksisterende privat fællesvej som adgangsvej for en eller flere ejendomme giver vejret til den pågældende vej.

Nr. 4 hjemler endvidere bestemmelser i en lokalplan om andre forhold af færdselsmæssig betydning. Efter lovmotiverne tænkes herved bl.a. på adskillelse af trafikarterne (bilvej, cykelsti, fodgængersti), ordning af parkeringsforhold (f.eks. parkeringslommer ved vejside eller holdebanearealer langs vejbane), etablering af vendepladser og regulering af hegning mod vej.

SÆRLIGT OM SAMSPILLET MELLEM PÅ DEN ENE SIDE VEJLOVGIVNINGEN OG EKSPROPRIATIONSPROCESLOVEN OG PÅ DEN ANDEN SIDE KOMMUNEPLANLOVENS BESTEMMELSER OM LOKALPLANLÆGNING

Efter aftale med ministeriet for offentlige arbejder fastsættes de i det følgende angivne retningslinjer. Det understreges, at ordningen har karakter af en forsøgsordning, som må gælde indtil videre, d.v.s. indtil det er konstateret, om reglerne har uacceptable følger for vejadministrationerne eller for planlægningsmyndighederne.

Det er en forudsætning for, at reglerne kan virke hensigtsmæssigt, at der etableres et samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og anlægsmyndighed/ ekspropriationsmyndighed, herunder at kommunalbestyrelsen i disse sager fremmer lokalplanarbejdet mest muligt.

I vejlovgivningen er der fastsat bestemmelser, der sikrer, at kommunalbestyrelsen inddrages i beslutninger om overordnede vejprojekter.

Kommuneplanlovens bestemmelser om lokalplanlægning finder anvendelse i forbindelse med både kommuneveje, landeveje og hovedlandeveje, med mindre andet udtrykkeligt er fastsat ved lov.

Hovedlandevejsprojekter, således som de er godkendt af ekspropriationskommissionen og ministeren for offentlige arbejder, og landevejsprojekter, således som de er fastlagt af amtsrådet, lægges til grund for lokalplanlægningen. Denne omfatter alene en regulering af de arealer, der grænser til det ved projektet fastlagte område.

Hvis gældende lokalplaner eller byplanvedtægter allerede regulerer forholdene, må ny lokalplan gennemføres, hvis vejprojektet har ændret forudsætningerne for den gældende plan eller vedtægt, med mindre overensstemmelse lovligt kan opnås med hjemmel i kommuneplanlovens § 47, stk. 3.

Ved vejanlæg, der gennemføres efter ekspropriationsprocedureloven, skal den afsluttende ekspropriationsforretning for den enkelte etape normalt afvente lokalplanens endelige vedtagelse.

Ved vejanlæg, der gennemføres efter lov om offentlige veje, skal vejbestyrelsens ekspropriationsbeslutning for den enkelte etape normalt afvente lokalplanens endelige vedtagelse.

Såfremt kommunen efter behandling af lokalplanforslaget fremsætter ønske om ændringer i vejprojektet, skal vej-be-styrel-sen/ ekspropriationskommissionen/ vejbestyrelsen lade dette ønske indgå ved godkendelse/ fastlæggelse af det endelige vejprojekt.

Såfremt ekspropriationskommissionen/ vejbestyrelsen efter lokalplanens endelige vedtagelse og offentliggørelse træffer beslutning om ændring af det projekt, som har været grundlag for lokalplanen, og ændringen er så væsentlig, at den indebærer en fravigelse fra lokalplanen, kan ekspropriationen ikke afsluttes (med retsvirkning for de berørte grundejere), før der er tilvejebragt overensstemmelse med projektet i medfør af den kompetence, der er tillagt kommunalbestyrelsen ved kommuneplanlovens § 47, stk. 3, eller ny lokalplan med grundlag i det ændrede projekt er endelig vedtaget og offentliggjort. Bemærkningen ovenfor om gældende lokalplaner eller byplanvedtægter finder tilsvarende anvendelse.

Iværksættelse af anlægsarbejder kan ikke ske før lokalplanen er endelig vedtaget, jfr. dog kommuneplanlovens § 22, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen under visse forudsætninger kan tillade, at anlægsarbejder, der er i overensstemmelse med et offentliggjort forslag til lokalplan, påbegyndes efter udløbet af indsigelsesfristen.

Eventuelle konflikter i forbindelse med lokalplanlægningen for de til vejen tilgrænsede arealer løses efter reglerne i kommuneplanlovens § 25 og § 26, der omhandler indsigelser mod lokalplanforslag fra regionplanmyndighed og statslige myndigheder, f.eks. vejmyndigheder, fredningsmyndigheder m.v.

NR. 5

BELIGGENHED AF SPOR- OG LEDNINGSANLÆG, HERUNDER TIL ELFORSYNING

Efter nr. 5 kan der fastsættes bestemmelser i en lokalplan om placeringen af spor- og ledningsanlæg, herunder elmasttraceer og transformatorstationer, men ikke om den tekniske udførelse af disse anlæg.

Efter lovmotiverne omfatter ordet »beliggenhed« også beliggenheden i forhold til terræn. En lokalplan kan derfor foreskrive, at elforsyningen til et område skal ske gennem jordkabler i stedet for luftledninger.

NR. 6 OG 7

BEBYGGELSERS BELIGGENHED PÅ GRUNDENE, HERUNDER OM DEN TERRÆNHØJDE, HVORI EN BEBYGGELSE SKAL OPFØRES

BEBYGGELSERS OMFANG OG UDFORMNING, HERUNDER MED HENBLIK PÅ REGULERING AF BOLIGTÆTHEDEN

Ordet »bebyggelser« i nr. 6 og 7 omfatter såvel egentlige bygninger som andre faste konstruktioner og anlæg, der i byggelovgivningen omfattes af begrebet bebyggelse.

Bestemmelser om, hvor bygningerne skal placeres, og, hvilke arealer der skal friholdes for bebyggelse, har hjemmel i nr. 6. Det betyder, at sådanne bestemmelser ikke kan fastsættes i landzonelokalplaner for arealer, der ifølge kommuneplanen skal anvendes til jordbrugsformål, jfr. § 18, stk. 3.

Nr. 6 og 7 giver hjemmel for lokalplanbestemmelser, der fastlægger en egentlig bebyggelsesplan.

Men der kan også i en lokalplan fastsættes en maksimal bebyggelsesprocent, som gælder for den enkelte ejendom. For industriområder kan der foreskrives et maksimalt rumindhold af bebyggelsen (den såkaldte kubikmeter-regel) kombineret med en bestemmelse om, at det bebyggede areal ikke må overstige en vis procentdel af grundens areal.

Bestemmelser om en gennemsnitlig bebyggelsesprocent for et område, der kan være hensigtsmæssige rammebestemmelser i kommuneplanen, jfr. afsnittet om delområder, bør ikke anvendes i lokalplaner. Lokalplaner, der kun indeholder rammer for byggemulighederne, opfylder ikke lokalplanpligten, og det kan derfor være nødvendigt at tilvejebringe en ny lokalplan, hvis der skal opføres lokalplanpligtigt byggeri.

Der gælder særlige regler om lokalplaner, der regulerer bebyggelsen i delområder m.v., jfr. afsnit A.2.6.

Bestemmelser i en lokalplan om den terrænhøjde (kote), hvori bebyggelsen skal lægges, erstatter og supplerer de generelle bestemmelser herom i byggelovens § 6, stk. 1, g.

Bestemmelser om mindste byggekoter kan anvendes i kystområder med henblik på at hindre omfanget af skader ved stormflod.

Med hjemmel i nr. 7 kan foreskrives en bestemt ydre fremtræden af en ny bebyggelse ud fra arkitektonisk-æstetiske hensyn, f.eks. med hensyn til højder, tagformer og facadeudformning, herunder skiltning. Bestemmelserne skal fastsættes i lokalplanen. Det vil sige, at planen ikke kan nøjes med at foreskrive, at f.eks. facadeudformningen skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Nr. 7 hjemler også lokalplanbestemmelser om lejlighedsstørrelser i en etageboligbebyggelse og butiksstørrelser.

NR. 8

ANVENDELSE AF DE ENKELTE BYGNINGER

Efter nr. 8 kan der i en lokalplan fastsættes detaljerede bestemmelser om anvendelsen af de enkelte bygninger, men det er en forudsætning, at de enkelte bestemmelser har en byplanmæssig begrundelse.

Byplanmæssigt begrundede anvendelsesbestemmelser kan f.eks. være bestemmelser, der skal sikre, at et område anvendes miljømæssigt forsvarligt både inden for området og i forhold til omgivelserne.

Den planlægningsmæssige begrundelse kan også være hensynet til at sikre tilfredsstillende trafikale forhold, hensynet til at undgå en trafikal, støjmæssig belastning af et område eller hensynet til bevaring af ældre bygninger eller bebyggelsens karakter.

Specielt for så vidt angår behandlingen af detailhandelen i lokalplanlægningen kan henvises til »Kommuneplanorientering nr. 13. Detailhandelen i den fysiske planlægning (1985)» kapitel 5.

En lokalplan bør ikke gøres mere detaljeret end formålet med planen kræver. Det kan således være uhensigtsmæssigt, at en lokalplan er knyttet for stærkt til et bestemt projekt, hvis projektet opgives.

Anvendelsesbestemmelser, der kun tillader en meget begrænset udnyttelse af en ejendom, kan efter omstændighederne være ugyldige eller kan give den pågældende grundejer krav på erstatning eller overtagelse af ejendommen efter princippet i kommuneplanlovens § 32.

Spørgsmålet om, hvor detaljeret en plan kan være, har bl.a. været fremme i en landsretsdom, der angik en byplanvedtægt. Efter denne måtte den pågældende ejendom kun med byrådets tilladelse anvendes til andet end hotel, restaurationsvirksomhed, pensionat eller lignende. Det blev antaget, at tillægget havde hjemmel i byplanlovens § 2, stk. 2, nr. 5. Endvidere blev det antaget, at det ikke var udelukket, at grundlovens § 73 kunne give hjemmel for erstatning, når ganske særlige hensyn talte herfor. I det foreliggende tilfælde fandtes der dog ikke lidt noget tab, der kunne berettige til erstatning efter denne bestemmelse (Ugeskrift for Retsvæsen 1979/ 939). Det samme må antages at gælde efter den nugældende bestemmelse i kommuneplanlovens § 18, stk. 1, nr. 8.

NR. 9

UDFORMNING, ANVENDELSE OG VEDLIGEHOLDELSE AF UBEBYGGEDE AREALER, HERUNDER OM TERRÆNREGULERING, GEGBSFIRGIKD, BEVARING AF BEPLANTNING OG BEPLANTNINGSFORHOLD I ØVRIGT SAMT BELYSNING AF VEJE OG ANDRE FÆRDSELSAREALER

Angivelse af terrænregulering betyder, at der i en lokalplan kan foreskrives en bestemt terrænregulering som betingelse for bebyggelse, eller lokalplanen kan forbyde, at der foretages terrænregulering.

Sådanne bestemmelser i en lokalplan fortrænger byggelovens bestemmelser, jfr. byggelovens § 13, stk. 2.

NR. 10

BEVARING AF LANDSKABSTRÆK I FORBINDELSE MED BEBYGGELSE AF ET OMRÅDE, DER INDDRAGES TIL BYMÆSSIG BEBYGGELSE ELLER SOMMERHUSBEBYGGELSE

Formålet med nr. 10 har været, at en lokalplan skal kunne hindre, at landskabstræk ødelægges i forbindelse med byggemodningen af et nyt område.

NR. 11

TILVEJEBRINGELSE AF ELLER TILSLUTNING TIL FÆLLESANLÆG I ELLER UDEN FOR DET AF PLANEN OMFATTEDE OMRÅDE SOM BETINGELSE FOR IBRUGTAGEN AF NY BEBYGGELSE

Udtrykket »anlæg« omfatter fælles opholds- eller parkeringsarealer for flere selvstændige ejendomme. Det kan være tekniske (fælles)anlæg såsom en fælles varmecentral, et fælles antenneanlæg for TV-modtagelse eller et fælles garageanlæg. Der kan ikke stilles krav til fællesantenneanlæg om tilslutning til hybridnettet.

Fællesanlæg kan også være særlige bygninger til fælles formål, f.eks. fælles vaskeri, selskabslokaler, hobbyrum og børneinstitutioner.

Lokalplanen kan gøre det til en betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse, at de pågældende anlæg er etableret. Dispensation fra betingelsen kan gøres betinget af, at ansøgeren over for kommunen stiller sikkerhed for en forholdsmæssig del af de forventede omkostninger ved den senere etablering af anlægget.

SÆRLIGT OM TILSLUTNINGSPLIGT TIL KOLLEKTIVE VARMEFORSYNINGSANLÆG

Hjemmel til tilslutningspligt for ny bebyggelse

Såvel kommuneplanloven som varmeforsyningsloven giver kommunalbestyrelserne hjemmel til at beslutte, at ny bebyggelse ved ibrugtagningen skal tilsluttes et kollektivt varmeforsyningsanlæg.

Den væsentligste forskel mellem de to regelsæt er, hvilket grundlag der kræves for at kunne pålægge tilslutningspligt. Efter kommuneplanloven kan pålægges tilslutningspligt, selv om der ikke endnu eksisterer et kollektivt varmeforsyningsanlæg eller er konkrete planer om etablering heraf, hvorimod tilslutningspligt efter varmeforsyningsloven kun kan pålægges på grundlag af et konkret projekt.

Efter kommueplanlovens § 18, stk. 1, nr. 11, kan der i en lokalplan optages bestemmelse om »tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller udenfor det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagelse af ny bebyggelse.«

Kommuneplanlovens regler tilgodeser det planlægningsmæssige aspekt og kan således finde anvendelse på et tidspunkt, der ligger forud for de meget konkrete vurderinger, der er en forudsætning for anvendelse af varmeforsyningslovens regler.

Efter varmeforsyningsloven kan der derimod først pålægges tilslutningspligt i forbindelse med og på grundlag af kommunalbestyrelsens godkendelse af et projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg. Tilslutningspligt kan kun pålægges, hvis den pågældende bebyggelse, der skal tilsluttes det kollektive varmeforsyningsanlæg, kan opnå forsyning fra anlægget ved byggeriets ibrugtagning, idet den pågældende bygning må forventes at blive opført uden eget fyringsanlæg.

Såfremt det af et projekt for et kollektivt varmeforsyningsanlæg fremgår, at varmeforsyning fra anlægget først vil blive etableret efter det tidspunkt, hvor byggeriet kan tages i brug, kan der ikke pålægges tilslutningspligt efter varmeforsyningsloven, med mindre der i projektet indgår ordninger om midlertidig varmeforsyning, som skal etableres uden udgift for ejeren. Såfremt der ikke i projektet er forudsat midlertidig forsyning i den nævnte periode, kan der ikke pålægges tilslutningspligt.

De to regelsæt må betragtes som supplerende hinanden. Kommuneplanlovens bestemmelse kan anvendes umiddelbart af kommunerne på et meget tidligt stadium i den kommunale planlægning. Er kommunerne så langt i deres varmeplanlægning, at varmeforsyningslovens bestemmelser kan anvendes, anbefales det, at kommunerne benytter denne lovs hjemmel.

I det omfang kommuneplanloven anvendes, bør pligten pålægges således, at den angår pligt til at tilslutte sig et kollektivt varmeforsyningsanlæg uden specifikation af, om opvarmningsformen er f.eks. naturgas eller overskudsvarme. Dette fastlægges efterfølgende i varmeplanlægningen. Det bemærkes, at opvarmning med naturgas er omfattet af reglerne om kollektiv varmeforsyning, hvorimod elopvarmning ikke er det.

Uanset efter hvilken lov kommunalbestyrelserne træffer beslutning om tilslutningspligt, må retsvirkningerne være de samme. De i varmeforsyningsloven fastsatte regler om, hvilke pligter der kan pålægges grundejerne, må være afgørende. Det skyldes, at de yder grundejerne større beskyttelse end kommuneplanloven, hvis reguleringer som udgangspunkt må betragtes som almindelige erstatningsfrie reguleringer.

HVAD INDEBÆRER TILSLUTNINGSPLIGTEN?

Efter varmeforsyningsloven indebærer pålæg af tilslutningspligt ikke en forpligtelse til at skulle aftage varme fra anlægget. Derimod indebærer tilslutningspligten pligt til at betale et eventuelt tilslutningsbidrag, at tåle nødvendige installationer, således at ejendommen kan aftage varme fra selskabet, samt at betale årlige faste afgifter i overensstemmelse med det pågældende selskabs priser og betingelser.

En tilslutningspligt efter kommuneplanloven, såvel dennes § 18, stk. 1, nr. 11, som § 37 er af samme indhold.

HVAD ER KONSEKVENSEN AF, AT DET KOLLEKTIVE VARMEFORSYNINGSANLÆG IKKE EKSISTERER VED BYGGERIETS IBRUGTAGELSE?

I henhold til varmeforsyningsloven skal kommunen og forsyningsselskabet, hver med halvdelen, uden ekstra udgift for brugerne sikre bebyggelsen en midlertidig varmeforsyning, såfremt etableringen af det kollektive varmeforsyningsanlæg forsinkes i forhold til den i projektet fastsatte tidsfrist.

Grundejere, hvis ejendomme i henhold til kommuneplanloven (§ 18, stk. 1, nr. 11, eller § 37) er omfattet af et krav om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, som endnu ikke eksisterer, har krav på en lignende retsstilling som den, der er tillagt grundejerne i varmeforsyningsloven. Kommunerne må derfor enten yde erstatning for udgifterne til installation af et midlertidigt varmeforsyningsanlæg eller meddele dispensation fra lokalplanen. En dispensation indebærer, at der herefter ikke er tilslutningspligt på ejendommen.

KLAGEREGLER

Klage over tilslutningspligt pålagt i medfør af varmeforsyningsloven behandles efter varmeforsyningslovens regler.

Klage over bestemmelse om tilslutning i en lokalplan skal derimod behandles af planstyrelsen efter reglerne i kommuneplanlovens § 48.

NR. 12

FORETAGELSE AF AFSKÆRMNINGSFORANSTALTNINGER SÅSOM ANLÆG AF BEPLANTNINGSBÆLTE, STØJVOLD, MUR O.LIGN. SOM BETINGELSE FOR IBRUGTAGEN AF NY BEBYGGELSE ELLER ÆNDRET ANVENDELSE AF UBEBYGGET AREAL

Nr. 12 omfatter støjafskærmning. Der henvises herved til afsnit 2.3. Men nr. 2 omfatter også æstetisk begrundede afskærmningsforanstaltninger f.eks. ved en ny losseplads eller oplagsplads.

Efter byggelovens § 4, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen som betingelse for udstedelse af byggetilladelse kræve økonomisk sikkerhedsstillelse for udførelsen af afskærmningsforanstaltninger, der er forlangt i en lokalplan i h.t. nr. 12.

NR. 13

OPRETTELSE AF GRUNDEJERFORENINGER FOR NYE HAVEBOLIGOMRÅDER, ERHVERVSOMRÅDER ELLER OMRÅDER FOR FRITIDSBEBYGGELSE, HERUNDER OM MEDLEMSPLIGT OG OM FORENINGENS RET OG PLIGT TIL AT FORESTÅ ETABLERING, DRIFT OG VEDLIGEHOLDELSE AF FÆLLESAREALER OG FÆLLESANLÆG

Der kan henvises til planstyrelsens vejledning i kommuneplanlægning nr. 7 »Grundejerforeninger og lokalplanlægning« (1983).

NR. 14

BEVARING AF EKSISTERENDE BEBYGGELSE, SÅLEDES AT BEBYGGELSEN KUN MED TILLADELSE FRA KOMMUNALBESTYRELSEN MÅ NEDRIVES, OMBYGGES ELLER PÅ ANDEN MÅDE ÆNDRES

Samfundets særlige interesse i at værne den bygningskulturelle arv er baggrunden for bygningsfredningsloven. For de fredede bygninger indeholder bygningsfredningsloven en række bestemmelser, hvorefter der kræves fredningsstyrelsens tilladelse til bygningsarbejder, der går ud over almindelig vedligeholdelse samt tilladelse til hele eller delvise nedrivninger.

I det generelle bevaringsarbejde spiller kommuneplanloven imidlertid den helt centrale rolle. Dette understreges ved, at bevaringshensynet indgår som en del af kommune- og lokalplanarbejdet. Gennem en registrering af bebyggelser og bymiljøer - der henvises her til »Vejledning i registrering af byer og bygninger«, fredningsstyrelsen 1981, samt til publikationen »Bevaringsværdige huse - på land og i by«, fredningsstyrelsen 1984 - kan der på et tidligt tidspunkt i planlægningsovervejelserne opnås et godt fundament for overvejelser, dels om gennemførelse af bygningsfredninger efter bygningsfredningsloven, dels om fastlæggelse af retningslinjer for bevaring eller nedrivning i kommuneplanlægningen og af bestemmelser herom i lokalplanlægningen.

Der kan ikke i en lokalplan fastsættes bestemmelser, som regulerer de byggetekniske/ konstruktive forhold samt boligindretningsmæssige forhold eller som angiver en udvidelse af byggelovgivningens anvendelsesområde.

Når det i en lokalplan er bestemt, at en bebyggelse ikke må nedrives uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, og tilladelsen nægtes, kan ejeren efter § 33 forlange ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning. Overtagelsespligten påhviler dog kun kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed og benyttelse, men som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.

Overtagelsespligten eksisterer kun, hvis tilladelse til nedrivning afslås, ikke ved afslag på en ansøgning om tilladelse til at ombygge eller ændre bebyggelsen. Kravet om overtagelse er afhængigt af, at forbudet mod nedrivning medfører væsentlige økonomiske konsekvenser for ejeren sammenlignet med ejere af tilsvarende ejendomme uden bevaringsforpligtelse. Det er hele ejendommen og kun hele ejendommen, som ejeren kan kræve overtaget.

Spørgsmålet om berettigelsen af et overtagelseskrav afgøres af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, jfr. § 35.

Der foreligger pr. januar 1986 ingen domstolsafgørelse vedrørende § 33. Men spørgsmålet om overtagelse efter bygningsfredningslovens § 12, der svarer til kommuneplanlovens § 33, har foreligget i en sag, der har været behandlet af taksations- og overtaksationskommissionen, Østre Landsret og Højesteret. I taksations- og overtaksationskommissionens kendelser og i Østre Landsrets dom af 14. september 1984 statueredes overtagelsespligt. Under forberedelsen af ankesagen anerkendte ejeren imidlertid, at der i overensstemmelse med fredningsstyrelsens principale påstand ikke forelå en overtagelsesforpligtelse for det offentlige, idet ejendommen nu kunne sælges med respekt af fredningsdeklarationen og ejeren derved opnå i det væsentlige samme provenu som ved en dom. Fredningsstyrelsen blev herefter ved Højesterets dom af 7. oktober 1985 fritaget for at overtage ejendommen.

NR. 15

FRIHOLDELSE AF ET OMRÅDE FOR NY BEBYGGELSE, NÅR EN BEBYGGELSE KAN BLIVE UDSAT FOR SAMMENSTYRTNING, OVERSVØMMELSE ELLER ANDEN SKADE, DER KAN MEDFØRE FARE FOR BRUGERNES LIV, HELBRED ELLER EJENDOM

Bestemmelsen kan f.eks. finde anvendelse i stormflodstruede områder, jfr. afsnit XI i ministeriet for offentlige arbejders betænkning af januar 1984 om stormflodsforsikring.

NR. 16

OPHØR AF GYLDIGHEDEN AF UDTRYKKELIGT ANGIVNE TILSTANDSSERVITUTTER, HVIS SERVITUTTENS OPRETHOLDELSE VIL VÆRE I STRID MED LOKALPLANENS FORMÅL, OG HVIS SERVITUTTEN IKKE VIL BORTFALDE SOM FØLGE AF § 31

Der kan henvises til afsnit E.

Nr. 17-19 er omtalt i afsnit 2.4. side 22.

REDEGØRELSER I TILKNYTNING TIL EN LOKALPLAN

Samtidig med udarbejdelsen af et forslag til lokalplan skal der efter kommuneplanlovens § 20 udarbejdes en redegørelse for, hvorledes planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området, herunder midlertidige rammer for lokalplaner efter § 15. Endvidere skal der udarbejdes en kortfattet beskrivelse af lokalplanforslagets indhold og af planens retsvirkninger, der sammen med forslaget skal offentliggøres, jfr. § 21, stk. 1.

Redegørelsen for lokalplanens forhold til anden planlægning skal ledsage lokalplanen.

Beskrivelsen af lokalplanforslagets indhold og af lokalplanens retsvirkninger skal indgå i det materiale, der efter § 23 skal sendes til dem, der skal have skriftlig underretning om offentliggørelse af et forslag til lokalplan. Også redegørelsen for lokalplanens forhold til øvrig planlægning for området kan naturligvis indgå heri.

§ 15-rammerne bortfalder, når kommuneplanen vedtages endeligt af kommunalbestyrelsen.

PLANSTYRELSEN, DEN 26. JUNI 1986

HENNING HUMMELMOSE

/Anne Birte Boeck

Stikordsregister

Side Bebyggelsesplan 15, 25, 41, 43 Bebyggelsesprocent, - ved delområder, § 10, stk. 2 23, 24 - bestemmelser om § 42, stk. 3 38, 39 - ved opførelse af ny bebyggelse 45, 46 - ved miljøministerens tiltrædelse af § 10, stk. 2 31, 32 Bebyggelsesregulerende bestemmelser, - fordeling mellem byggelov og kommuneplanlov 38 Bebyggelsesregulerende bestemmelser, - fravigelse ved lokalplan, dispensation- og klagesager samt myndigheder § 39, § 47 38, 45, 48 Boligbebyggelse, - forbud mod miljømæssig konflikt med erhverv, § 45, stk. 2 42 Boligtæthed, - § 18, stk. 1, nr. 7 og 17 15, 22 Byfornyelse, - i relation til kommuneplanlægningen 12, 21, 22 - i relation til lokalplaner, § 18, stk. 1, nr. 7, 17 og 18 22 Byfornyelsesloven, - §§ 2, 6, 7 21 Bygningshøjde, - vandret højdegrænseplan, § 43 39 Call-in, - se indkaldebeføjelse 31, 32 Delegation, - af kommunalbestyrelsens kompetence ved gennemførelse af lokalplaner, § 21, § 27 33 Delområder, - afgrænsning af 24 - i kommuneplanen, § 10, stk. 2 11, 23 - lokalplaner i 24 Dispensation, - fra de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser, § 47, stk. 2 45 - fra kommuneplaner, § 13, stk. 1 og § 47, stk. 1 46 - fra lokalplaner og byplanvedtægter, § 47, stk. 3 44 - orientering af beboere, § 47, stk. 5 og 6 46 Ekspropriation, § 34 42, 43 - klage over, § 34, stk. 4 43 - Kommunalbestyrelsens adgang, § 34 42 - af private rettigheder, § 34 43 Erstatning, - som følge af lokalplanlægningen, § 33, stk. 3 16, 22, 24 Forbud, § 13, § 17 40 - eller påbud efter § 44, stk. 2, 3 og 4 41 Foreløbigt forbud, § 17 40 Højdebestemmelser, - for sommerhusområder, § 43, stk. 1 39 Højdebestemmelser, § 43 39 Højdegrænseplan, - se bygningshøjde 38, 39 - undtagelse fra det almindelige, § 43, stk. 3 40 Indkaldebeføjelser for miljøministeren, - vedrørende kommuneplan, jfr. § 10, stk. 1 31 - vedrørende lokalplan, jfr. § 28, stk. 1 32 Kirkelige hensyn, - ved administration af kommuneplanloven 23 Klage, - over afgørelser truffet af grundejer eller beboerforening, § 48, stk. 5 50 - over anvendelse af § 44, stk. 1 41 - til fuldstændig efterprøvelse, § 34, § 44, stk. 2, 3 og 4, § 45 48 - § 45, stk. 3 42 - opsættende virkning, § 34, stk. 4 43, 49 - over retlige spørgsmål, § 48 47, 48 Klageberettigede, § 48, § 7, stk. 3, § 21, stk. 2, § 44, stk. 6 48, 49 Klagefrist, § 34, § 44, § 45 49 Klagemyndighed, 49 Klagevejledning, § 34, stk. 4, § 44, stk. 6, § 45, stk. 3 49 Kommuneplaner, - andre forhold af betydning for arealanvendelsen m.v., § 3, stk. 4 11 - hovedstruktur, § 3, stk. 1, § 3, stk. 2 10 - offentlighedsregler, § 5 25, 26 - planpligt, § 2, § 12 6 - pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse, § 13, stk. 1 34, 35 - rammer for lokalplanlægning, § 3, stk. 1, § 3, stk. 3 10, 11 - oplysning om planens forudsætninger, § 5 11 - vedligeholdelse 36 - ændring 36 Kontrol, § 46 50 Lokalplaner, - betaling for udarbejdelse af lokalplan 9 - bistand ved udarbejdelse af lokalplan, § 16, stk. 4 9 - forhold til lands- og regionplanlægningen, § 29, stk. 1 9 - varetagelse af støjhensyn, § 18, stk. 1, nr. 12 og 18 18, 22 Lokalplaners indhold, § 18, stk. 1, nr. 1-19, - overførsel til byzone eller sommerhusområde, nr. 1 12 - områdets anvendelse, nr. 2 13 - ejendommens størrelse og afgrænsning, nr. 3 13 - vej- og stiforhold, nr. 4 14 - beliggenhed af spor- og ledningsanlæg, nr. 5 15 - bebyggelsers beliggenhed på grundene, nr. 6 15 - bebyggelsers omfang og udformning, nr. 7 15 - anvendelse af de enkelte bygninger, nr. 8 16 - udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, nr. 9 16 - bevaring af landskabstræk, nr. 10 16 - tilvejebringelse af og tilslutning til fællesanlæg, nr. 11 16 - foretagelse af afskærmelsesforanstaltninger, nr. 12 18 - oprettelse af grundejerforeninger, nr. 13 18 - bevarelse af eksisterende bebyggelse, nr. 14 18 - friholdelse af et område for ny bebyggelse, nr. 15 19 - servitutophør, nr. 16 19 Lokalplaner, - for landzonearealer, § 18, stk. 3 12, 13 - overførsel fra landzone til byzone eller sommerhusområde, § 18, stk. 1, nr. 1 12 - offentliggørelse af lokalplanforslag, § 21 26 - individuelle underretninger om lokalplanforslag, kommuneplanlovens § 23 26 Underretning til: - DSB 30 - energistyrelsen 30 - fredningsstyrelsen 28 - kirkeministeriet 30 - kystinspektoratet 30 - landbrugsministeriet 28 - miljøstyrelsen 27 - skovstyrelsen 28 Lokalplanpligt, - ved bygge- eller anlægsarbejder, vejanlæg, vindmøller, cykel- og gangsti 7, 8 - ved byplanvedtægt eller reguleringsplan, § 16, stk. 5 9 - i forhold til anden lovgivning 10 - ved en kapitel 5 virksomhed efter miljøbeskyttelsesloven 20 - i forhold til kommuneplanloven, § 47, stk. 4 10 - i forhold til private, § 16, stk. 4 8 - ophævelse af lokalplanpligt, § 16, stk. 5 9 - til sikring af kommuneplanens gennemførelse, § 16, stk. 2 7 - ved udstykninger 7 - ved større udstyknings-, nedrivnings- og bygge- og anlægsarbejder, § 16, stk. 3 7 - ved ændret anvendelse 8 Lovliggørelse, § 48, stk. 4 50 Miljøbeskyttelsesloven, - forholdet til 20 Miljøforringende erhvervsbebyggelse, - forbud mod, § 45, stk. 1 41, 42 Mindretalsudtalelser, - vedrørende § 6-redegørelsen 32 - vedrørende kommuneplanforslag, § 7, stk. 3 32 - vedrørende lokalplanforslag, § 21, stk. 2 32 Naboorientering, - ved dispensation, § 47, stk. 5 og 6 46 - frist ved, § 47, stk. 5 46 Offentliggørelse, - af lokalplanforslag, kommuneplanlovens § 21 og § 23 26 - af forslag til kommuneplan, kommuneplanlovens § 7 26, 37 - af endelig vedtaget kommuneplan, kommuneplanlovens § 11 26 Offentligt formål, - arealreservation til, § 18, stk. 1, § 32 13 Ombygninger, § 18, stk. 1, nr. 19 22 Opsættende virkning, - af klage, § 34, § 48 43, 50 Overtagelsespligt, §§ 32, 33, 35 13, 18, 22 Konkrete reguleringsmidler, - til modsættelse af udstykning og bebyggelse, § 13, stk. 2 og 3 40 - foreløbigt forbud, § 17 40 - § 44 41 Rammedelen i kommuneplanen, § 3, stk. 3 10, 11 Retsvirkninger, - af lokalplan, § 31 35 - af kommuneplaner, § 13 34 Rækkefølgeangivelse i kommuneplanen, § 3, stk. 3, nr. 10 11 Servitutter, § 18, stk. 1, nr. 16, § 31, §§ 36-38 43, 44 - forbud mod servitutstiftelse ved lokalplanpligt, § 36, stk. 1 44 - påtaleret ved, § 37 44 - samtykke til stiftelse, § 36 44 Sommerhusområder, - bebyggelse i 39 Støjafskærmning, 18 Støjhensyn, - lokalplaners varetagelse af, § 18, stk. 1, nr. 12 og nr. 18 18, 22 Tagetage, - udnyttelig 39 Tilbageførsel til landzone, § 3, stk. 2, nr. 11 12 - beskatning 12 Tilsyn, § 46 50 Ubebyggede arealer 13, 16, 25, 42 43 Underretning af sektormyndigheder m.v., § 23 26 Varmeforsyningsanlæg, tilslutningspligt til kollektiv varme 17 Vetoret og -pligt, - for regionplanmyndigheden vedrørende kommuneplaner, § 8, stk. 2 30 - for regionplanmyndigheden vedrørende lokalplaner, § 25, stk. 2 30, 32 - for statslige myndigheder, § 26 33 Zonegrænseflytninger, § 3, stk. 2, nr. 11, § 18, stk. 1, nr. 1 12 Zonelovskompetencen, - ved landzonelokalplan, by- og landzonelovens § 9, stk. 2 13 Ændring, - af kommuneplanen, § 14 37 - af lokalplan, § 20, §§ 21-27 og § 30 37 Ændring af et offentliggjort planforslag, - kommuneplanforslag 34 - lokalplanforslag, § 27, stk. 2 34 Ændringsproceduren, - ved ændringer i kommuneplanen, § 14 37 - ved ændringer i lokalplan, § 20, § 21 og § 30 37

§ 17-forbudet kan vedrøre både retlige og faktiske dispositioner. Der kan f.eks. nedlægges forbud mod, at en grundejer foretager udleje til et bestemt formål, og ikke blot mod den faktiske anvendelse af ejendommen. Det svarer til retsvirkningerne af en lokalplan, jfr. § 31.

Forbud kan nedlægges for et år, men kan også nedlægges for et kortere tidsrum. Hvis der nedlægges forbud mod et projekt, der har været længe under behandling i kommunen, må forbudets gyldighedsperiode fastsættes under hensyn til den tid, der er gået.

Et forbud efter § 17 kan påklages efter § 48.

3. BESTEMMELSEN I KOMMUNEPLANLOVENS § 44, STK. 1

BESTEMMELSENS ORDLYD

§ 20-REDEGØRELSEN

Formålet med redegørelsen for lokalplanens sammenhæng med den øvrige planlægning er, dels at forbedre grundlaget for offentlighedens medvirken ved lokalplanlægningen, dels at lette amtsrådene (hovedstadsrådet) i arbejdet med at påse lokalplanens overensstemmelse med den overordnede planlægning.

Hvis kommunalbestyrelsen offentliggør alternative forslag, jfr. § 21, stk. 1, skal redegørelsen dække alternativerne.

Redegørelsen må indeholde en beskrivelse af såvel den eksisterende som den planlagte arealanvendelse.

Redegørelsen må også omfatte arealer uden for det område, der omfattes af lokalplanforslaget i det omfang, dette kan være af betydning for vurderingen af forslaget.

Omfanget og udformningen af redegørelsen vil i øvrigt afhænge af den enkelte lokalplans formål.

Redegørelsen skal først og fremmest indeholde oplysninger om, hvorledes lokalplanforslaget forholder sig til kommuneplanen (eller § 15-rammerne). Hvis forslaget ikke er i overensstemmelse med kommuneplanen må det oplyses, at forslaget forudsætter en ændring af kommuneplanen.

Der må endvidere redegøres for hovedindholdet af eventuelle lokalplaner eller byplanvedtægter, som omfatter området for den aktuelle lokalplan.

Hvis de ikke fremgår af kommuneplanen, må der redegøres for andre foreliggende planer, der har betydning for den aktuelle lokalplan.

Redegørelsen skal omtale eventuelle landsplandirektiver efter lands- og regionplanlovens § 4, der har betydning for planlægningen af lokalplanens område.

Der kan endvidere være behov for at redegøre for forholdet til regionplanlægningen, når det drejer sig om forhold, der ikke fremgår af kommuneplanen.

2.3. MILJØHENSYN I PLANLÆGNINGEN

Ifølge kommuneplanlovens formålsbestemmelse skal det tilstræbes, at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, bl.a. ved bedst mulig adskillelse af miljøbelastende aktiviteter og beboelse. I praksis kan kommune- og lokalplanlægningen især bidrage til forebyggelse af støjproblemer og lokale luftforureningsproblemer, herunder lugtproblemer. Mange af de erfaringer, der er blevet gjort med hensyn til forebyggelse af forureningsproblemer gennem hensigtsmæssig lokalisering og arealanvendelse, er efterhånden kommet til udtryk i regionplanernes retningslinjer.

Miljøstyrelsen agter indenfor den nærmeste fremtid at tilskrive kommunerne om varetagelsen af miljøhensyn i kommune- og lokalplanlægningen, herunder om grundlaget for styrelsens vurdering af lokalplanforslag.

I det efterfølgende beskrives dog kort, hvilke muligheder der er i planlægningen for at forebygge gener fra vejstøj.

I planlægningen vil der med hensyn til vejstøj kunne tages udgangspunkt i følgende retningslinjer

- Ved nyudlæg af større arealer til boligbebyggelse, typisk ved inddragelse af nye arealer i byzone, bør arealerne afgrænses således, at støjbelastningen ikke overstiger 55 dB (A).

- Ved udnyttelse af mindre restarealer, udlagt til boligbebyggelse, kan der suppleres med afskærmning, der sikrer, at støjbelastningen af facader og udendørs opholdsarealer ikke overstiger 55 dB (A).

- I tilfælde, hvor heller ikke afskærmning på grund af forholdene vil kunne bringes i anvendelse i tilstrækkeligt omfang, eller hvor afskærmning ikke er forenelig med områdets karakter, kan støjbeskyttelsen suppleres med udnyttelse af bebyggelsens egen skærmvirkning. Det må forudsættes, at støjbelastningen af udendørs opholdsarealer ikke overstiger 55 dB (A).

Hvor der er tale om nyanlæg af støjfølsom bebyggelse langs overordnede veje, bør den redegørelse, der i medfør af kommuneplanlovens § 20 skal ledsage lokalplanen, indeholde en beskrivelse af støjforholdene i området og oplysning om, hvorledes eventuelle støjkonflikter skal løses.

Lokalplanen kan indeholde bestemmelser om placering af afskærmning eller indeholde en retningsgivende bebyggelsesplan med henblik på at undgå utilfredsstillende støjforhold.

En lokalplan kan med hjemmel i § 18, stk. 1, nr. 12, fastsætte, at der som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse skal foretages afskærmningsforanstaltninger, såsom beplantningsbælte, støjvold, mur, o.lign., herunder foreskrive en bestemt konstruktion af mure eller vinduer i støjdæmpende øjemed.

Nærmere oplysninger findes i miljøstyrelsens vejledning 3/ 1984, »Trafikstøj i boligområder«, samt i »Projektering af boligbebyggelse i støjbelastede områder«, miljøstyrelsen og vejdatalaboratoriet, september 1983.

FORHOLDET TIL MILJØBESKYTTELSESLOVEN

Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 35 må virksomheder, anlæg eller indretninger, der er optaget i bilaget til loven, ikke anlægges eller påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt. Om en kapitel 5 virksomhed udløser lokalplanpligt, afgøres efter de i pkt. 1.2.2.2. angivne kriterier.

Selv om der er tilvejebragt en byplanvedtægt eller en lokalplan for et område, hvor en kapitel 5 virksomhed ønskes etableret, kræves der til virksomhedens etablering godkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven, medmindre det drejer sig om en af de med * i bilaget til miljøbeskyttelseslovens § 35 betegnede virksomheder, og det pågældende område ved lokalplan eller byplanvedtægt udelukkende er udlagt til erhvervsvirksomhed.

Den såkaldte *-markering på listen til miljøbeskyttelsesloven tager sigte på lokalplaner, der som led i den sammenfattende fysiske planlægning - udlægger et område til erhvervsvirksomhed. Den finder ikke anvendelse på projektlokalplaner, der kun omfatter en enkelt virksomhed.

Hvis der søges godkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven til en virksomhed, der udløser lokalplanpligt efter bestemmelserne i kommuneplanlovens § 16, skal man henstille, at behandlingen af ansøgningen om godkendelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven og tilvejebringelsen af lokalplanen koordineres, således at unødig forsinkelse undgås.

2.4. BEHANDLINGEN AF BYFORNYELSEN

Samtidig med gennemførelsen af byfornyelsesloven blev der ved lov nr. 301 af 9. juni 1982 gennemført ændringer i lands- og regionplanloven og i kommuneplanloven.

I kommuneplanloven blev tilføjet et nyt stk. 2 til § 4, hvorefter kommuneplanerne uden for hovedstadsområdet skal ledsages af en plan for rækkefølgen for byfornyelsen i de eksisterende bysamfund i overensstemmelse med de godkendte retningslinjer i regionplanen. Endvidere er kataloget i kommuneplanlovens § 18 over de emner, der kan reguleres i en lokalplan, suppleret med tre bestemmelser (nr. 17, 18 og 19), der har sammenhæng med bestemmelser i byfornyelsesloven.

Bestemmelserne muliggør lokalplanbestemmelser om sammenlægning af lejligheder, om støjisolering, samt om forbud mod større byggearbejder på eksisterende bebyggelse.

DET FORNØDNE PLANLÆGNINGSMÆSSIGE GRUNDLAG FOR BYFORNYELSEN

Bestemmelserne i kapitel II om byfornyelse og kapiel III om forbedring af utidssvarende boliger i lov om byfornyelse og boligforbedring kan efter denne lovs § 6 anvendes, når der foreligger det fornødne plangrundlag i henhold til lov om kommuneplanlægning. Det fornødne plangrundlag vil normalt være en lokalplan, jfr. boligstyrelsens cirkulære af 11. maj 1983 om byfornyelsesbeslutningers indhold.

Et byområde er efter byfornyelseslovens § 2 utidssvarende, når bygningernes indbyrdes placering eller bebyggelsestætheden hindrer rimelig adgang til lys, luft, opholds- eller friarealer, eller bebyggelsen er belastet af væsentlige ulemper i form af støj, røg eller uhensigtsmæssige trafikforhold m.v.

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at plangrundlaget er tilstrækkeligt til at foretage en helhedsvurdering og koordineret gennemførelse af de foranstaltniner, der er nødvendige for at gøre hele området tidssvarende.

De planmæssige forudsætninger er forskellige, alt efter om de forbedringer eller fornyelsesarbejder, der er behov for, alene vedrører den enkelte ejendom og boligerne heri, eller der er tale om forbedringer af de samlede bebyggelses- og friarealforhold.

Byfornyelsen i relation til kommuneplanlægningen er omtalt i følgende publikationer fra planstyrelsen

- Vejledning i kommuneplanlægning nr. 5: Kommuneplaner.

- Kommuneplanorientering nr. 1: Bevaringsplanlægning.

- Kommuneplanorientering nr. 2: Kommuneplanens debatoplæg.

- Kommuneplanorientering nr. 3: Planlægning af eksisterende byområder.

- Kommuneplanorientering nr. 5: Omkostninger ved byfornyelse og byudvikling.

- Kommuneplanorientering nr. 6: Støjbegrænsninger i eksisterende boligområder.

- Kommuneplanorientering nr. 7: Eksempler på byfornyelse i eksisterende byområder.

- Kommuneplanorientering nr. 9: Kommuneplanens rammedel - eksempelsamling.

- Kommuneplanorientering nr. 10: Trafik og kommuneplanlægning.

- Kommuneplanorientering nr. 12: Fortætning af parcelhusområder.

Med hensyn til kommunernes indsats på byfornyelsesområdet henvises endvidere til boligministeriets vejledning: »Byfornyelse og boligforbedring - beslutningsgrundlaget«.

BESTEMMELSERNE VEDRØRENDE LOKALPLANER

Kommuneplanlovens § 18, stk. 1, indeholder i nr. 7 hjemmel til, at der i en lokalplan kan fastsættes bestemmelser om bebyggelsers omfang og udformning, herunder til regulering af boligtætheden. Der kan således blandt andet fastsættes bestemmelser om lejlighedsstørrelser, når det sker som led i reguleringen af boligtætheden.

Ved den bestemmelse, der er indføjet som nr. 17, er det præciseret, at der i en lokalplan også kan træffes bestemmelser om sammenlægning af lejligheder i eksisterende boligbebyggelse.

I den nye bestemmelse i § 18, stk. 1, nr. 18, er det præciseret, at der i en lokalplan kan træffes bestemmelser om isolering mod støj. Efter denne bestemmelse kan der i en lokalplan fastsættes en dB (A)-grænse, som skal være gældende indendøre efter gennemført støjisolering.

En lokalplan indebærer ikke handlepligt, og vedtagelsen af en lokalplan er ikke til hinder for, at den hidtidige lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte. Dette følger af de almindelige regler i kommuneplanlovens § 31. Realiseringen af en lokalplan sker derfor normalt først, når grundejerne selv ønsker at opføre ny bebyggelse, ombygge eller ændre anvendelse af ejendommene.

Efter bestemmelserne i byfornyelseslovens § 7, stk. 2, 1. og 2. punktum, kan kommunalbestyrelsen i en byfornyelsesbeslutning imidlertid forlange visse nærmere angivne lokalplanbestemmelser om bebyggelsen og dens anvendelse opfyldt. Den særlige betydning af disse bestemmelser er, at kommunalbestyrelsen kan få iværksat en gennemførelse af lokalplanen.

Bestemmelserne i byfornyelseslovens § 7, stk. 2, 1. og 2. pkt. er omtalt i afsnit II, pkt. 8, i boligstyrelsens cirkulære af 11. maj 1983 om byfornyelsesbeslutningers indhold.

Bestemmelsen i kommuneplanlovens § 18, stk. 1, nr. 19, giver mulighed for i en lokalplan at træffe bestemmelse om, at der ikke må foretages større byggearbejder (ombygninger og moderniseringer) på eksisterende bebyggelse, uden at det sker enten med kommunalbestyrelsens tilladelse eller efter krav fra en offentlig myndighed med hjemmel i lovgivningen.

Formålet med denne bestemmelse er at hindre, at der sker et samfundsmæssigt spild, og at en ønskelig byfornyelse fordyres unødvendigt. Kommunalbestyrelsen må ved afgørelsen af, om der skal meddeles tilladelse i et konkret tilfælde, tage hensyn til, om bebyggelsen kan forventes bibeholdt så længe, at byggearbejderne er rimelige.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om større byggearbejder, må der tages hensyn til omkostningerne ved de pågældende arbejder i forhold til værdien af den eksisterende bebyggelse.

Bestemmelsen skal give kommunalbestyrelsen en mulighed for at forhindre ombygninger og moderniseringer, der ikke vil kunne hindres efter de almindelige regler i kommuneplanlovens § 31.

Hvis kommunalbestyrelsen ved en sådan lokalplanbestemmelse hindrer en ønsket modernisering, kan ejeren under visse betingelser forlange ejendommen overtaget mod erstatning af kommunen efter den nye bestemmelse i kommuneplanlovens § 33, stk. 3.

Herefter skal bestemmelserne i denne paragrafs stk. 1 og 2, finde tilsvarende anvendelse på forbud mod modernisering. Det vil sige, at det er taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, der afgør, om overtagelseskravet er berettiget.

Det er ifølge loven en forudsætning for kommunens overtagelsespligt, at der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende beliggenhed, der ikke er omfattet af et forbud mod modernisering.

Efter bestemmelsen i byfornyelseslovens § 7, stk. 2, 2. pkt. om bebyggelsens anvendelse kan kommunalbestyrelsen i en byfornyelsesbeslutning forlange nogle særlige lokalplanbestemmelser realiseret.

Det drejer sig om bestemmelser, der udlægger bebyggelse til erhverv, der skal tilgodese bydelens forsyning med servicefunktioner. Der henvises herom til boligstyrelsens cirkulære af 11. maj 1983 om byfornyelsesbeslutningers indhold.

2.5. VARETAGELSE AF DE KIRKELIGE HENSYN VED ADMINISTRATIONEN AF KOMMUNEPLANLOVEN

Den kirkelige lovgivning indeholder en række bestemmelser om opførelse, anlæg, udvidelse, vedligeholdelse af og tilsyn med folkekirkens kirker og andre bygninger til kirkeligt brug samt kirkegårde. Der henvises til lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde (nr. 268 af 22. maj 1986) og de i henhold til loven udfærdigede administrative bestemmelser.

Kommunernes planlægning efter kommuneplanloven må i det omfang, den vedrører kirker og kirkegårde, ske under hensyntagen til de interesser, der varetages i medfør af den kirkelige lovgivning.

Miljøministeriet skal på denne baggrund anbefale, at kommunalbestyrelsen tager kontakt med menighedsrådene ved forberedelsen af planforslag, der berører kirker og kirkegårde. Kirkeministeriet og vedkommende stiftsøvrighed skal efter § 23, stk. 1, nr. 5, have sådanne lokalplanforslag tilsendt, jfr. afsnit A.3.2., side 30.

Efter kommuneplanlovens § 26 vil kirkeministeriet eller stiftsøvrigheden kunne nedlægge veto mod lokalplanforslag, der omfatter kirker og kirkegårde, og lokalplanforslag, der på væsentlig måde berører kirkernes nærmeste omgivelser, jfr. afsnit A.3.6. side 32.

Om reguleringen vedrørende kirker og kirkegårde m.v. bemærkes, at det i henhold til den kirkelige lovgivning er de kirkelige myndigheder, der træffer beslutning om forhold, der vedrører varetagelsen af de kirkelige funktioner. Dette gælder for eksempel forhold som selve kirkegårdens indretning, vurderingen af, hvilke bygninger der er nødvendige, samt hvilke kirkelige aktiviteter de enkelte bygninger skal anvendes til og andre spørgsmål, der vedrører varetagelsen af de kirkelige særlovgivningsforhold.

Hvis lokalplanen vedrører forhold, der kræver tilladelse i henhold til den kirkelige lovgivning, skal det oplyses, jfr. kommuneplanlovens § 19, stk. 2.

Udlæg af arealer til placering af nye kirker og kirkegårde eller udvidelser af kirkeområdet må ske ved kommuneplanlægningen og nærmere sikres i en lokalplan.

For så vidt angår selve kirken og kirkegården bemærkes, at beskyttelsen heraf i vidt omfang vil være varetaget gennem den kirkelige lovgivning, ligesom kirkernes umiddelbare omgivelser ofte vil være sikret ved »kirkeomgivelsesfredninger«, hvilket da bør fremgå af lokalplanen.

2.6. DELOMRÅDER

I henhold til § 10, stk. 2, i kommuneplanloven kan en kommunalbestyrelse ikke vedtage en kommuneplan endeligt, hvis den fastlægger en større bebyggelsesprocent end 110 for et delområde, medmindre miljøministeren forinden har tiltrådt den større bebyggelsesprocent. Det pålægges miljøministeren at fastsætte nærmere regler for afgrænsningen af et delområde.

Reglerne om delområder er i henhold til §§ 10, stk. 2 og 51, fastsat i miljøministeriets bekendtgørelse om supplerende regler i medfør af lov om kommuneplanlægning nr. 247 af 16. maj 1986.

Bekendtgørelsen indeholder udover regler om afgrænsningen (§ 10) nogle regler om lokalplaner indenfor delområder og i områder, hvor der fastsættes en større bebyggelsesprocent end 110 (§§ 11 og 12) samt om mulighederne for opførelse af ny bebyggelse, når der findes bebyggelse, som indtil videre skal bibeholdes (§ 13).

Et delområde er ifølge bekendtgørelsen et område, hvor der i en kommuneplan fastsættes bebyggelsesprocent for området under et, altså som en gennemsnitlig bebyggelsesprocent.

Baggrunden for at behandle et sådant område efter de særlige bestemmelser for delområder er, at kommunalbestyrelsen i lokalplaner kan fastsætte forskellige bebyggelsesprocenter for ejendomme inden for området. Kommunalbestyrelsen har således mulighed for at fastsætte en højere bebyggelsesprocent for nogle ejendomme end den procent, der gælder for området som helhed.

Det er denne mulighed for udfra en planlægningsmæssig helhedsvurdering at fordele byggemulighederne forskelligt på de enkelte karreer og ejendomme, der begrunder, at der stilles nogle krav til afgrænsningen af de områder i kommuneplanens rammedel, hvor der fastsættes en gennemsnitlig bebyggelsesprocent.

Såfremt en grundejer som følge af en sådan fordeling af byggemulighederne afskæres fra en rimelig udnyttelse af sin ejendom, vil der kunne blive spørgsmål om erstatning eller om kommunens eventuelle overtagelse af ejendommen mod erstatning efter en analogi fra kommuneplanlovens § 32.

Et område skal behandles som et delområde efter reglerne i bekendtgørelsen, når der i kommuneplanen er fastsat en bebyggelsesprocent for området under et. Det gælder både, når bebyggelsesprocenten er større end 110, og når den er mindre end 110.

Er bebyggelsesprocenten for et område i kommuneplanen fastsat til mere end 110, skal den godkendes af miljøministeren, jfr. bekendtgørelsens § 9. Det gælder både når bebyggelsesprocenten fastsættes for de enkelte ejendomme og for et område under et som delområde. I § 9 er fastsat, at kravet om godkendelse også gælder, hvis byggemulighederne er fastsat på anden måde end ved en bebyggelsesprocent, f.eks. ved en kubikmeterbestemmelse. Bestemmelser, der tillader mere end 4 m3/ m2 grundareal, kræver godkendelse.

Også de særlige krav i bekendtgørelsens § 12 til indholdet af lokalplaner i bebyggede områder gælder for såvel delområder som for andre områder, hvor der er fastsat en bebyggelsesprocent, der er større end 110. Disse regler omtales i det følgende.

AFGRÆNSNINGEN AF ET DELOMRÅDE

Bekendtgørelsens § 10 fastsætter, at et delområde skal udlægges til en i det væsentlige ensartet bebyggelse og anvendelse.

Større arealer, der i kommuneplanen udlægges til offentlige formål, og som ikke skal bebygges, kan ikke indgå i et delområde. Bestemmelsen tager sigte på parker og offentlige anlæg, herunder større parkeringspladser, der efter deres formål skal være ubebyggede. Derimod indgår en legeplads, der hører til en børneinstitution, på sædvanlig måde i beregningen af bebyggelsesprocenten for et delområde. Et idrætsanlæg, der hører til en skole, vil ligeledes kunne indgå i et til skoleformål udlagt delområde.

Kravet om, at visse arealer ikke må indgå i et delområde, kan opfyldes, enten ved at arealerne udlægges som selvstændige enkeltområder, jfr. kommuneplanlovens § 3, stk. 3, eller ved bestemmelser i teksten til kommuneplanens rammedel, hvorefter arealerne ikke indgår i beregningen af bebyggelsesprocenten for et område, hvor de er beliggende.

Grænserne for et delområde skal fastlægges således, at området ikke gennemskæres af større veje eller jernbaner. I bebyggede områder skal det mindst omfatte en karre, jfr. nærmere bekendtgørelsens § 10.

På den anden side må der også ved afgrænsningen af området tages hensyn til, at det ikke bliver så stort, at administrationen af bekendtgørelsens § 11 om lokalplaner bliver unødigt kompliceret.

SÆRLIGE REGLER FOR LOKALPLANER I DELOMRÅDER M.V.

Adgangen for kommunalbestyrelsen til ved lokalplaner at fordele byggemulighederne inden for et delområde ved at tillade, at nogle ejendomme inden for området bliver bebygget med en højere bebyggelsesprocent end andre, medfører i nogle tilfælde en særlig forpligtelse til orientering af grundejere inden for området.

Det gælder, hvor en lokalplan ikke omfatter et helt delområde. Der er derfor i bekendtgørelsens § 11 fastsat bestemmelser, hvorefter en lokalplan for arealer i et delområde, der ikke omfatter hele området, og som indeholder bebyggelsesregulerende bestemmelser, skal ledsages af en redegørelse f.eks. § 20-redegørelsen - for byggemulighederne i resten af delområdet.

Som følge heraf må kommunalbestyrelsen i § 20-redegørelsen oplyse, om den pågældende lokalplan fastsætter en større bebyggelsesprocent end den gennemsnitlige bebyggelsesprocent for hele delområdet.

Hvis procenten ikke overstiger den, der gælder for delområdet som helhed, er det nok at konstatere (oplyse) dette, fordi der ikke sker nogen reduktion af byggemulighederne i resten af delområdet.

Er bebyggelsesprocenten for lokalplanområdet højere end den gennemsnitlige procent for delområdet, må redegørelsen også indeholde en beregning af, hvor meget byggemulighederne er reduceret inden for resten af delområdet.

Oplysningen kan ske i form af en angivelse af, at bebyggelsesprocenten for resten af delområdet er reduceret fra x procent til den lavere y procent.

Beregningen skal i alle tilfælde ske på grundlag af grundarealerne og bestemmelserne om bebyggelsen i lokalplanen. Eksisterende bebyggelse herudover indgår således ikke i beregningen.

Lokalplanens område skal være byplanmæssigt velbegrundet, og resten af delområdet skal have en afgrænsning, så der på tilsvarende måde senere kan udarbejdes lokalplan herfor (§ 11). Meningen hermed er, at det ikke skal være tilladt at lave en lokalplan for arealer i et delområde, der enten har en uheldig afgrænsning, eller som vil udelukke, at der senere tilvejebringes lokalplan(er) med et rimeligt indhold for resten af delområdet. Bestemmelsen i § 11, 2. pkt., må ses i sammenhæng med de bestemmelser om fastlæggelse af en bebyggelsesplan eller hovedretningslinjerne for bebyggelsens placering m.v., der er indeholdt i § 12.

Hvis bebyggelsesprocenten i lokalplanen er større end den procent, der i kommuneplanen er fastsat for delområdet under et, skal alle ejere af ejendomme i delområdet underrettes skriftligt om lokalplanforslaget og redegørelsen (§ 11, 3. pkt.). Formålet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 11, 3. pkt., er at afskære den tvivl, der måske i nogle tilfælde kunne opstå, ved at fastsætte, at ejerne i alle tilfælde skal underrettes.

Lejerne og brugerne skal underrettes efter kommuneplanlovens § 23, stk. 1, nr. 2, hvis kommunalbestyrelsen skønner, at planen har væsentlig betydning for dem.

Reglerne i § 11 gælder ikke ved lokalplaner, der ikke indeholder bebyggelsesregulerende bestemmelser, men f.eks. kun indeholder bestemmelser om trafikregulering.

SÆRLIGE KRAV OM BEBYGGELSESPLAN ELLER HOVEDRETNINGSLINJER FOR BEBYGGELSEN I VISSE LOKALPLANER

I bebyggede områder skal en lokalplan med bebyggelsesregulerende bestemmelser for arealer i et delområde eller et område, hvor der er godkendt en større bebyggelsesprocent end 110, indeholde bestemmelser, der enten fastlægger en bebyggelsesplan eller hovedretningslinjerne for bebyggelsens placering, højde og udstrækning samt friarealernes størrelse for hele lokalplanens område (§ 12).

Ordene »I bebyggede områder« omfatter også ubebyggede, herunder ryddede arealer inden for bymæssig bebyggelse, men ikke nye områder. Ordet »udstrækning« omfatter både længde og bredde.

Reglerne i § 12 gælder som udgangspunkt, uanset hvilke bestemmelser om byggeriets art der er fastsat for området i kommuneplanen. For industriområder vil der dog kunne fastsættes retningslinjer i lokalplanen, der giver større valgmuligheder med hensyn til bebyggelsens placering og udformning, end det vil kunne accepteres for andre områder.

OPFØRELSE AF NY BEBYGGELSE

Reglerne i bekendtgørelsens § 13 giver mulighed for, at den bebyggelse, der er fastlagt i en lokalplan, der opfylder betingelserne efter § 12, kan opføres efterhånden som der er praktiske muligheder herfor.

Det vil efter bestemmelserne være muligt at opføre en del af bebyggelsen, selvom en eksisterende bebyggelse på andre arealer i lokalplanen bibeholdes indtil videre. Det betyder, at den samlede bebyggelsesprocent for lokalplanområdet i en periode kan blive højere end den, der vil være gældende, når lokalplanen i sin helhed måtte være gennemført.

Det er ifølge § 13, en betingelse for opførelse af ny bebyggelse, at lokalplanens bestemmelser om friarealets størrelse kan overholdes indenfor de grunde, der nybebygges. Det betyder, at det ikke vil være muligt at bebygge en ejendom, medmindre bygherren disponerer over så stort et grundareal, at lokalplanens krav til friarealets størrelse kan overholdes for den nye bebyggelse.

3. PLANERNES TILVEJEBRINGELSE

3.1. BORGERINDDRAGELSE (OFFENTLIGHEDSREGLER)

Ifølge kommuneplanlovens § 1, stk. 3, bør kommunalbestyrelsen i videst muligt omfang inddrage kommunens beboere i planlægningsarbejdet.

Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der afgør, hvordan kommunens beboere bedst inddrages i planlægningsarbejdet. Men loven har nogle minimumsregler om offentliggørelse af redegørelser og planforslag, der skal sikre, at borgerne får mulighed for at debattere forslagene og fremsætte indsigelser og ændringsforslag.

Ifølge kommuneplanlovens § 6 skal kommunalbestyrelsen, inden der udarbejdes et forslag til kommuneplan, offentliggøre en kortfattet redegørelse om hovedspørgsmål og planlægningsmuligheder.

Der er fastsat regler om, hvordan offentliggørelsen af en § 6-redegørelse skal bekendtgøres. Reglerne findes i § 1 i bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af lov om kommuneplanlægning.

Redegørelsen skal samtidig med offentliggørelsen sendes til planstyrelsen og amtsrådet. Indenfor hovedstadsområdet skal redegørelsen tillige sendes til Hovedstadsrådet, jfr. lovens § 6, stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal forestå en oplysningsvirksomhed med det formål at fremkalde en offentlig debat om planlægningens målsætning og nærmere indhold (§ 6, stk. 3).

Et forslag til kommuneplan kan vedtages, når kommunalbestyrelsen mener, at den offentlige debat er afsluttet. Debatperioden er ifølge lovens § 7, stk. 1, på mindst 12 uger.

Den frist kan miljøministeren (planstyrelsen) give samtykke til at fravige, jfr. lovens § 7, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen kan tænkes anvendt ved ændringer i en kommuneplan.

Regler om offentliggørelse af et kommuneplanforslag findes i lovens § 7, stk. 2-4, og i ovennævnte bekendtgørelse § 2.

Det fremlagte materiale skal samtidig med offentliggørelsen sendes til planstyrelsen og amtsrådet og inden for hovedstadsområdet tillige til Hovedstadsrådet, jfr. lovens § 7, stk. 5.

Den endelige vedtagelse eller godkendelse af en kommuneplan skal offentliggøres, jfr. lovens § 11. Regler herom findes i bekendtgørelsens § 3.

Regler om offentliggørelsen af et lokalplanforslag findes i kommuneplanlovens § 21 og i bekendtgørelsens § 5. Annoncen skal oplyse om lokalplanforslagets område, hvor forslaget er fremlagt og hvor længe samt om fristen for fremsættelse af indsigelser og ændringsforslag. Fristen fastsættes af kommunalbestyrelsen, men den skal mindst være på 8 uger (§ 24).

Samtidig med offentliggørelsen skal der gives skriftlig underretning om forslaget til ejere, lejere og brugere (§ 23, stk. 1, nr. 1 og 2).

Der stilles ikke krav om, at brevene skal sendes anbefalet. Underretningspligten omfatter såvel ejendomme, der er omfattet af forslaget, som ejendomme uden for forslagets område i den udstrækning, planen skønnes at få væsentlig betydning for de personer, der bor til leje i eller ejer disse ejendomme.

Kommunalbestyrelsens vurdering af, hvem der i givet fald bør underrettes uden for planens gyldighedsområde kan ikke påklages efter § 48.

Underretning af lejere og brugere kan ske i form af adresseløse forsendelser (§ 23, stk. 5). Ordningen går ud på, at postvæsenet efter aftale omdeler forsendelserne til samtlige husstande m.v. inden for et bestemt område.

Foreninger og lignende med lokalt tilhørsforhold kan rette skriftlig henvendelse til kommunalbestyrelsen med anmodning om at blive holdt underrettet om lokalplanforslag (§ 23, stk. 1, nr. 3).

Den skriftlige underretning skal således altid omfatte følgende, jfr. § 23, stk. 3 og 4

1. oplysning om fremlæggelsessted og -periode,

2. oplysning om fristen for fremlæggelse af indsigelser og ændringsforslag,

3. en kortfattet beskrivelse af lokalplanforslagets indhold,

4. en kortfattet beskrivelse af lokalplanens retsvirkninger,

5. oplysning om lokalplanforslagets midlertidige retsvirkninger,

6. eventuelle mindretalsudtalelser.

Mindretalsudtalelserne er omtalt i cirkulærets afsnit A.3.5., side 32.

Hvis lokalplanforslaget indeholder bestemmelser om servitutbortfald efter § 18, stk. 1, nr. 16, skal kommunalbestyrelsen så vidt muligt give skriftlig underretning herom til de efter servitutdokumentet påtaleberettigede (§ 23, stk. 2).

Med hensyn til udlevering af det offentliggjorte lokalplanforslag henledes opmærksomheden på § 1 i lov om offentlighed i forvaltningen, hvorefter enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter i sager, der er eller har været under behandling i den offentlige forvaltning. Det betyder, at enhver mod betaling kan få en kopi af forslaget. Ejere af ejendomme, der er omfattet af forslaget, har som parter i sagen krav på en kopi uden betaling.

3.2. PLIGT TIL AT UNDERRETTE STATSLIGE MYNDIGHEDER M.V.

Efter kommuneplanlovens § 23, stk. 1, nr. 5, skal der gives underretning om lokalplanforslag til de statslige myndigheder, som har særlig interesse i planen. Lokalplanforslaget skal medsendes (§ 23, stk. 4).

Bestemmelsen forudsætter, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med hvert enkelt forslag til lokalplan tager stilling til, hvilke statslige myndigheder der vil have en særlig interesse i planen. Hvis en statslig myndighed imidlertid tilkendegiver, at den har en særlig interesse i en konkret plan eller bestemte typer af planer, må det efter planstyrelsens opfattelse være afgørende for pligten til at sende lokalplanforslag til den pågældende myndighed.

Bliver et lokalplanforslag, der skulle indsendes til en statslig myndighed, ikke forelagt myndigheden, vil denne kunne anfægte gyldigheden af planen.

I det følgende er det for en række myndigheder angivet, hvilke lokalplaner de skal have tilsendt.

MILJØSTYRELSEN

Lokalplanforslag, der berører miljøbeskyttelsesinteresser, skal sendes til miljøstyrelsen, Strandgade 29, 1401 København K, i 2 eksemplarer.

Formålet hermed er at give miljøstyrelsen mulighed for ud fra et statsligt synspunkt, at fremkomme med bemærkninger til planforslag, der indebærer risiko for miljømæssige problemer. Indsendelse af en lokalplan til miljøstyrelsen er derimod ikke ensbetydende med, at styrelsen foretager en endelig miljømæssig bedømmelse af planen. Hvis en aktivitet, for hvilken der er udarbejdet lokalplan, forudsætter tilladelse, godkendelse m.v. efter anden lovgivning, vil denne lovgivning fortsat være gældende uanset udarbejdelsen af lokalplan. Indsendelse af et lokalplanforslag vil derfor ikke præjudicere miljøstyrelsen som klagemyndighed ved behandlingen af sager efter miljølovgivningen. Dette understreger behovet for, at kommunalbestyrelserne ved udarbejdelsen af forslag til lokalplaner er opmærksom på miljømæssige problemer, hvis løsning er en forudsætning for realisering af lokalplanen.

Indsendelse til miljøstyrelsen skal ske, når lokalplanforslaget omfatter etablering af nye eller udvidelse af eksisterende forurenings- og støjkilder eller udlæg af nye sårbare områder i nærheden af eksisterende forureningskilder.

SÅRBAR AREALANVENDELSE ER

Boligbebyggelse, institutionsbyggeri, f.eks. børnehaver og plejehjem, sommerhusområder, rekreative områder og kolonihaver.

FORURENINGS- OG STØJKILDER OMFATTER

Lufthavne og flyvepladser. Miljøstyrelsen vil i 1986 udsende en vejledning om beregning og vurdering af flystøj.

Veje med mere end 1.500 biler/ døgn. Støjberegninger udføres efter »Overslagsmetode til beregning af vejtrafikstøj«, Vejdatalaboratoriet og Miljøstyrelsen, eller efter den mere detaljerede »Beregningsmodel for vejtrafikstøj«, rapport 23, Vejdatalaboratoriet, 1978. Angående varetagelse af trafikstøjhensynet i planlægningen henvises til Miljøstyrelsens vejledning 3/ 1984 »Trafikstøj i boligområder«.

Jernbaner. Anbefalede mindsteafstande for støjfølsomme funktioner langs samtlige danske jernbanestrækninger bliver anført i Miljøstyrelsens vejledning om støj fra jernbaner, som forventes at foreligge i 1986.

Andre større trafikbetjeningsanlæg, f.eks. bus- og godsterminaler, rangerterræner og færgelejer/ havneanlæg.

Støjende fritids- og sportsanlæg f.eks. forlystelsesparker, knallertbaner og motorbaner. Der henvises til vejledning fra Miljøstyrelsen om motorbaner, som udsendes i 1985.

Skydebaner og øvelsesområder. For så vidt angår skydebaner og støj fra skydning henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/ 1979, »Støj fra skydebaner«.

Energianlæg som kraftvarmeværker, fjernvarmeanlæg, biogasanlæg og vindmølleparker og væsentlige forsyningsledninger som højspændingsledninger.

Lossepladser, fyldpladser og andre affaldsdepoter, f.eks. flyveaskedepot med et volumen på over 1.000 m3. Områder, hvor der har været lossepladser eller områder, hvor der er foretaget deponering af eller forurening med olie- og kemikalieaffald.

Opfyldninger, herunder dæmninger.

Spildevandsrensningsanlæg.

Erhvervsområder (områder for industri- og større værkstedsvirksomhed) erhvervsområder med forbud mod generende virksomhed (lettere industri og værksteder) og områder for blandet bolig- og erhvervsbebyggelser (centerområder, håndværksområder). Der henvises til Miljøstyrelsens vejledning nr. 5 »Ekstern støj fra virksomheder 1984«.

Ved udlæg af forurenende virksomhed i en lokalplan må det vurderes, om der er mulighed for, at der kan opstå miljøkonflikter i forhold til områder uden for lokalplanområdet, og spørgsmålet bør belyses i § 20-redegørelsen.

SKOVSTYRELSEN

Skovstyrelsen anmoder om, at sager vedrørende kommune- og lokalplanlægning sendes til statsskovdistrikterne i stedet for til skovstyrelsen. Distrikterne fremgår af miljøministeriets bekendtgørelse nr. 57 af 20. februar 1978 om landets inddeling i skovtilsynskredse.

Skovstyrelsen vil blive inddraget, idet skovstyrelsen har bedt skovdistrikterne om at videresende sagerne med bemærkninger.

For lokalplanforslags vedkommende drejer det sig om forslag, der vedrører arealer ejet af statsskovvæsenet, private skovarealer og/ eller sandflugtsarealer samt arealer, der grænser op til disse.

Skovstyrelsen anmoder om, at kommunerne sender 1. eksemplar af lokalplanforslaget til statsskovdistrikterne.

FREDNINGSSTYRELSEN

Lokalplanforslag, der berører fredningsmæssige interesser, skal sendes til fredningsstyrelsen, Amaliegade 13, 1256 København K i 2 eksemplarer.

Underretning bør ske, når en lokalplan helt eller delvis omfatter

- arealer, der ligger i landzone,

- anlæg på søterritoriet,

- områder, der er fredet, herunder områder med kirkeomgivelsesfredninger,

- områder, hvor der er bygninger, som er fredet i medfør af bygningsfredningsloven, eller som ved deklaration er erklæret bevaringsværdige,

- områder, der omfatter ældre bymidter samt i øvrigt bevaringsværdige bebyggelser, landsby- eller bymiljøer.

Herudover kan kommunerne forelægge et lokalplanforslag for fredningsstyrelsen, såfremt de ønsker en særlig fredningsmæssig bedømmelse.

Det må understreges, at reguleringerne i henhold til naturfredningsloven og bygningsfredningsloven, selv om de statslige fredningsmyndigheder er underrettet om et lokalplanforslag i henhold til kommuneplanlovens § 23, fortsat vil være gældende, medmindre bygge- eller beskyttelseslinierne ophæves, eller der meddeles dispensation.

Orientering i henhold til kommuneplanlovens § 23 kan derfor ikke erstatte en konkret ansøgning om ophævelse af bygge- og beskyttelseslinier eller tilladelse i de tilfælde, hvor en sådan er nødvendig efter naturfredningsloven eller bygningsfredningsloven.

LANDBRUGSMINISTERIET

Lokalplanforslag, der berører jordbrugsmæssige interesser, skal indsendes til landbrugsministeriet, matrikeldirektoratet, Titangade 13, 2200 København N, i 3 eksemplarer.

Underretning bør ske, når en lokalplan helt eller delvis omfatter

- landzonearealer, hvorpå der hviler landbrugspligt, eller som er undergivet deklaration i henhold til landbrugsloven,

- arealer, der er udlagt som vildtreservat eller som vildtinteresseområde,

- arealer, hvortil der er knyttet jordbrugsmæssige interesser, herunder også gartneri-, planteskole- og frugtavlserhvervets interesser og det private skovbrugs interesser.

Såfremt et forslag til kommuneplan, eventuelt i form af forarbejder, skitseforslag eller lignende, har været gennem forhandling med såvel amtsrådet som landbrugsministeriet, matrikeldirektoratet, vil der kunne træffes aftale om en forenkling af lokalplanproceduren, sådan at der ikke skal indsendes lokalplanforslag inden for nærmere konkret angivne områder i kommuneplanen.

Der kan i øvrigt henvises til landbrugsministeriets cirkulære nr. 18 af 10. februar 1983 om varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser under kommune- og lokalplanlægningen.

Som anført i cirkulæret vil matrikeldirektoratet i forbindelse med lokalplanforslagets behandling i relation til landbrugsloven tage stilling til, om landbrugspligten på arealer, der planlægges inddraget til anden ikke jordbrugsmæssig anvendelse, kan forventes ophævet.

Eventuelle indvendinger mod planen vil blive meddelt kommunen inden for den frist, der er fastlagt for indsigelser mod lokalplanforslaget.

VEJDIREKTORATET

Lokalplanforslag, der berører eksisterende eller planlagte hovedlandevejsanlæg skal sendes til vejdirektoratet, Havnegade 27, postboks 2169, 1016 København K, i 2 eksemplarer.

Ved planlagte hovedlandeveje forstås hovedlandeveje, som er eller ventes lagt til grund i kommune- og regionplanlægningen, herunder hovedlandevejsanlæg, der er optaget på vejdirektoratets vejplaner og stadfæstet af ministeriet for offentlige arbejder.

Formålet med forelæggelsen er at sikre

AT eksisterende og planlagte hovedlandeveje ikke påfører lokalplanområdet miljømæssige ulemper, herunder luftforurening, støj og barrierevirkning,

AT den arealanvendelse, der er forudsat i lokalplanforslaget, ikke giver anledning til trafiksikkerhedsmæssige problemer for hovedlandevejstrafikken, samt

AT den arealanvendelse, der er forudsat i lokalplanforslaget, ikke belaster hovedlandevejen i uforholdsmæssig grad med trafik af ren lokal karakter.

Lokalplanforslag skal indsendes til vejdirektoratet, når disse berører eksisterende og planlagt hovedlandevej, det vil sige forslag, der grænser op til eller ligger inden for en afstand af 250 m fra hovedlandeveje, samt forslag, der indebærer eller forudsætter, at der må anlægges hovedlandevej eller udføres foranstaltninger på det eksisterende hovedlandevejsnet.

Indsendelse af lokalplanforslag medfører ikke altid, at vejdirektoratet har fornødent grundlag for at behandle de ansøgninger om tilladelser eller dispensationer efter vejlovgivningen, herunder dispensation fra byggelinjebestemmelser, til placering af bygværker m.v. på byggelinjebelagt areal, jfr. lov om offentlige veje, § 42, tilladelse til anlæg af nye adgange til en hovedlandevejsstrækning, jfr. lov om offentlige veje, § 70, tilladelse til udvidet benyttelse af bestående adgange til en hovedlandevejsstrækning, jfr. lov om offentlige veje, § 71, tilladelse i medfør af lov om offentlige veje, § 80, til anlæg af nye adgange eller udvidet benyttelse af bestående adgange til en hovedlandevejsstrækning, for hvilken der er fastsat særlige adgangsbestemmelser, samt tilladelser til etablering eller udvidelse af tankanlæg i medfør af lov om offentlige veje, § 104.

I de tilfælde, hvor lokalplanforslagets virkeliggørelse er afhængig af tilladelser eller dispensation fra vejdirektoratet, bør kommunalbestyrelsen tidligst muligt optage kontakt med vejdirektoratet. Kommunalbestyrelsen vil herved normalt blive orienteret om, hvorvidt de fornødne tilladelser eller dispensationer vil kunne forventes givet, og på hvilke vilkår dette vil kunne ske. Samtidig vil vejdirektoratet orientere om, hvilke yderligere oplysninger, der er nødvendige for vejdirektoratets sagsbehandling.

Vejbestyrelsen vil så vidt muligt behandle ansøgningen og tage stilling til denne inden for den frist, der er fastlagt for indsigelser mod lokalplanforslaget.

Vedrørende tilvejebringelse af lokalplaner i tilslutning til hovedlandevejsanlæg henvises til dette cirkulæres afsnit A.2.2., side 14.

MINISTERIET FOR OFFENTLIGE ARBEJDER, DEPARTEMENTET

Faste anlæg, inddæmninger eller opfyldninger på søterritoriet kræver tilladelse fra ministeriet for offentlige arbejder eller en af denne bemyndiget. Tilladelse til saltvandsdambrug gives dog af fiskeriministeriet og tilladelse til energiforsyningsledninger af energiministeriet eller en af dette bemyndiget.

Det vil derfor være hensigtsmæssigt at indhente tilladelse, normalt fra ministeriet for offentlige arbejder, eller sikre en overvejende sandsynlighed for at tilladelse vil blive givet, før der udarbejdes lokalplanforslag, der alene eller overvejende omfatter opfyldning eller faste anlæg på søterritoriet.

I øvrigt skal alle lokalplanforslag som omfatter opfyldning, inddæmning eller faste anlæg, herunder trafik- og lystbådehavnsanlæg, på søterritoriet indsendes til ministeriet for offentlige arbejder, departementet, Frederiksholms Kanal 27, 1220 København K.

Undtagelser gælder lokalplaner, der indsendes til kystinspektoratet, se side 30.

DSB

DSB ønsker underretning om følgende lokalplanforslag

Lokalplaner, der berører fremtidige DSB-arealer, eksempelvis

- nye banestrækninger, stationer eller godsterminaler,

- sporanlæg,

- stationsflytninger, baneforlægninger og kurvereguleringer,

- færger og færgehavne.

Lokalplaner, der omfatter arealer til trafikformål med relation til DSB, eksempelvis

- stationsforpladser,

- langtidsparkeringspladser og rutebilstationer i tilknytning til stationer,

- adgangsveje til stationer,

- vej- og stiskæringer med baneanlæg.

Lokalplaner, der omfatter bebyggelse med relation til DSB, eksempelvis

- støjfølsom bebyggelse langs stærkt trafikerede jernbanestrækninger,

- industribebyggelse, der ønskes sporbetjent,

- større boligbebyggelser i nærheden af jernbanestationer.

DSB-arealer, der anvendes til jernbanedrift, bør ikke inddrages under et lokalplanforslag, medmindre der forinden er opnået enighed mellem DSB og de kommunale myndigheder herom, eller der er truffet aftale om afståelse af arealerne til andet formål.

Lokalplanforslag indsendes til DSB, Generaldirektoratet, økonomitjenesten, Sølvgade 40, 1349 København K.

POST- OG TELEGRAFVÆSENET

Vindmøller og vindmølleparker kan, afhængig af udformning og placering, forstyrre P & Ts radiokædeforbindelser, der indgår i landsdækkende net til fremføring af telefoni, datatransmission, radiofoni og fjernsyn.

Amtsrådene og Hovedstadsrådet vil fra P & T modtage kortbilag over radiokædeforbindelserne samt oplysning om, i hvilke tilfælde P & T skal høres om etablering af vindmøller og vindmølleparker.

Kystinspektoratet

Kystinspektoratet, Højbovej 1, 7620 Lemvig, skal have tilsendt lokalplanforslag, der

a) omhandler regulering af bebyggelse og/ eller terræn af hensyn til risiko for oversvømmelse fra havet eller kystnedbrydning,

b) omhandler bebyggelse eller anlæg i det åbne land inden for strandbyggelinien eller - ved den jyske vestkyst - 500 m fra kysten,

c) indeholder bestemmelser om kystbeskyttelsesanlæg, eller bestemmelser om ledninger og kabler (bortset fra kabler til energiforsyning) på søterritoriet.

KIRKEMINISTERIET

Kirkeministeriet og vedkommende stiftsøvrighed skal have tilsendt lokalplanforslag, der omfatter kirker og kirkegårde og lokalplanforslag, der på væsentlig måde berører kirkernes nærmeste omgivelser.

ENERGISTYRELSEN

Energistyrelsen skal have underretning om lokalplanforslag, der åbner mulighed for ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bygninger og arealer indenfor 200 m fra transmissionsledningerne for olie og naturgas. Underretningen skal efter aftale med energistyrelsen sendes til D.O.N.G. A/ S, Agern Alle 24-26, 2970 Hørsholm. Der henvises i øvrigt til cirkulære af 26. november 1984 om lokalplanforslag og zonelovsansøgninger vedrørende arealer indenfor 200 m afstand på hver side af transmissionsledningerne for olie og naturgas.

Energistyrelsen skal endvidere have underretning om tilsvarende lokalplanforslag indenfor 200 m fra regionale fordelingsledninger for naturgas med tryk på 40 bar. Underretningen sendes til Energistyrelsen, Landemærket 11, 1119 København K.

3.3. REGIONPLANMYNDIGHEDENS BEFØJELSER

Regionplanmyndigheden skal efter kommuneplanlovens § 8, stk. 1, 1. pkt., påse, at et forslag til kommuneplan er i overensstemmelse med regionplanlægningen og beslutninger i medfør af lands- og regionplanlovens § 4, d.v.s. landsplandirektiver.

Efter kommuneplanlovens § 25, stk. 1, 1. pkt., skal regionplanmyndigheden påse, at et forslag til lokalplan er i overensstemmelse med regionplanlægningen, en kommuneplan og midlertidige rammer godkendt efter § 15, stk. 2. Landsplandirektiver nævnes ikke, men det fremgår af bemærkningerne til forslaget til kommuneplanloven, at begrebet »regionplanlægning« også omfatter landsplandirektiver. Begrebet »regionplanlægning« omfatter, udover godkendte regionplaner og regionplantillæg, regionplanmyndighedens beslutninger om forarbejder til regionplantillæg eller til en ny regionplan. Begrebet er nærmere omtalt i bekendtgørelse nr. 148 af 15. marts 1983 om procedure m.v. for det videre regionplanarbejde og »Vejledning i regionplanlægning nr. 4. Det videre regionplanarbejde«, 1983.

Oversigter over gældende landsplandirektiver findes som bilag til de årlige landsplanredegørelser.

Miljøministeren kan efter § 8, stk. 1, 2. pkt. og § 25, stk. 1, 2. pkt., bestemme, at regionplanmyndigheden tillige skal påse andre forhold. Disse bemyndigelser er hidtil ikke blevet udnyttet.

Det følger af bestemmelsen i kommuneplanlovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at amtsrådet (Hovedstadsrådet) må gøre indsigelse, såfremt kommuneplanforslaget savner den fornødne præcision til, at overensstemmelse med regionplanlægningen kan påses og rammestyringsprincippet derfor opfyldes.

Regionplanmyndighedens rettidigt fremsatte indsigelser mod et kommuneplan- eller lokalplanforslag har den virkning, at kommunalbestyrelsen ikke kan vedtage planen endeligt, før der er opnået enighed om de nødvendige ændringer af forslaget, eller miljøministeren har afgjort sagen.

Da virkningen af et veto er knyttet til indsigelser vedrørende bestemte forhold, skal sådanne indsigelser altid være begrundede, og regionplanmyndigheden skal angive, at indsigelsen fremsættes i henhold til § 8, stk. 1, henholdsvis § 25, stk. 1. Indsigelsen med begrundelsen skal være fremsat inden udløbet af indsigelsesfristen.

Indsigelser vedrørende andre end de i § 8, stk. 1, og § 25, stk. 1, nævnte forhold, f.eks. regionplanmyndighedens interesse alene som sektormyndighed eller vetoer, der ikke er rettidigt fremsat, har ikke den virkning, at kommunalbestyrelsen ikke kan vedtage planen endeligt.

En eventuel uoverensstemmelse mellem kommunalbestyrelsen og regionplanmyndigheden om en indsigelse efter § 8, stk. 1,og § 25, stk. 1, kan indbringes for miljøministeren på foranledning af en af parterne. Miljøministerens afgørelse er bindende. Sagen indsendes til planstyrelsen, der forbereder ministerens afgørelse.

Loven angiver ikke nogen frist for ministerens afgørelse, men hvis afgørelse ikke er truffet inden 6 måneder, efter at spørgsmålet er indbragt, skal miljøministeren underrette kommunalbestyrelsen og regionplanmyndigheden om årsagen hertil.

A.3.4. MINISTERENS BEFØJELSER

MINISTERENS INDKALDELSESBEFØJELSE

KOMMUNEPLANER

I henhold til kommuneplanlovens § 10, stk. 1, kan miljøministeren fravige de almindelige tilvejebringelsesregler for kommuneplaner ved at indkalde en plan til godkendelse.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at blandt andet denne bestemmelse skal være med til at sikre, »at regeringens og folketingets planlægningspolitik kan gennemføres både med hensyn til udførelse af egentlige statslige planlægningsopgaver og med hensyn til den planlægningsstandard i kommunerne, som regering og folketing finder nødvendig og ønskelig.«

Miljøministeren kan herudover indkalde en kommuneplan efter § 10, stk. 1, efter anmodning fra regionplanmyndigheden eller en statslig myndighed i særlige tilfælde, hvor disse mener, at vigtigere hensyn ikke er tilgodeset i kommuneplanforslaget.

Miljøministerens beslutning i henhold til § 10, stk. 1, skal være meddelt kommunalbestyrelsen, inden den endelige vedtagelse af planen.

MILJØMINISTERENS TILTRÆDELSE AF HØJERE BEBYGGELSESPROCENT END 110

En kommunalbestyrelse kan i henhold til lovens § 10, stk. 2, ikke endeligt vedtage en kommuneplan, der fastlægger en større bebyggelsesprocent end 110 eller bestemmelser, som svarer til en bebyggelsesprocent over 110, medmindre miljøministeren forinden har tiltrådt den større bebyggelsesprocent. Planstyrelsen skal anmode om, at det ved indsendelsen af kommuneplanforslaget til styrelsen udtrykkeligt oplyses, om forslaget indeholder bebyggelsesprocenter over 110.

Bebyggelsesprocenten skal godkendes af miljøministeren, uanset om den fastsættes for den enkelte ejendom eller for et område under et, jfr. § 9 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af lov om kommuneplanlægning. Der henvises endvidere til afsnit 2.6. om delområder side 23.

LOKALPLANER

Ved lovens § 28, stk. 1, er der givet miljøministeren beføjelse til at bestemme, at en lokalplan ikke kan vedtages endeligt af kommunalbestyrelsen efter de almindelige tilvejebringelsesregler for lokalplaner. Planen kan i så fald kun få retsvirkninger, hvis den godkendes af miljøministeren, eller hvis den vedtages endeligt efter miljøministerens ophævelse af beslutningen om indkaldelse.

Det fremgår af bemærkningerne til § 28, at en beslutning om at indkalde lokalplanforslaget først kan træffes af ministeren, efter at det er offentliggjort, men at det skal ske inden kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af planen.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at beføjelsen kun forudsættes anvendt, hvis der foreligger særlige omstændigheder, f.eks. hvis det offentliggjorte forslag skønnes at have væsentlig betydning for statslige eller regionale myndigheders arealdispositioner.

3.5. MINDRETALSUDTALELSER

Kommuneplanlovens § 6 indeholder ingen regler om mindretalsudtalelser til § 6-redegørelsen. Dette spørgsmål blev imidlertid fremdraget under Folketingets behandling af forslaget til lov om kommuneplanlægning, og i den af folketingsudvalget om fysisk planlægning afgivne betænkning over lovforslaget udtales om bestemmelsen i § 6

»Ved vurderingen af bestemmelsen har det i øvrigt været en selvfølge for flertallet, at eventuelle mindretal i kommunalbestyrelsen altid vil få lejlighed til at komme til orde i redegørelsen, f.eks. med hensyn til alternative planløsninger«.

Man har imidlertid ikke fra Folketingets side ønsket, at der i loven skulle fastsættes regler om § 6-redegørelsens indhold og form. Det er overladt til den enkelte kommunalbestyrelse at afgøre, hvorledes redegørelsen nærmere bør udformes.

Folketingets udvalg om fysisk planlægning har endvidere i betænkningen udtalt

»Flertallet skal . . . fremhæve som en væsentlig forudsætning for, at § 6, stk. 1, kan få den tilsigtede virkning, at redegørelsen gives karakter af et debatoplæg omkring planlægningen. Dette betyder, at redegørelsen kort og præcist i et letlæseligt sprog og eventuelt ledsaget af skitse til illustration må gøre rede for forskellige planlægningsmuligheder, deres forudsætninger og konsekvenser. Flertallet lægger vægt på, at redegørelsen skal omhandle flere forskellige planlægningsmuligheder, idet der kun herved skabes grundlag for en reel debat om planlægningens målsætning og nærmere indhold.«

Planstyrelsen skal henstille til kommunalbestyrelserne at udarbejde § 6-redegørelsen på en sådan måde, at den kan tjene sit formål som debatoplæg omkring forskellige relevante planlægningsmuligheder og at offentliggøre mindretalsudtalelser og mindretalsforslag, således at der kan skabes et bredt debatoplæg som grundlag for den efterfølgende offentlige debat omkring kommuneplanlægningen.

Efter § 7, stk. 3, kan ethvert medlem af kommunalbestyrelsen kræve sin afvigende mening om et vedtaget forslag til kommuneplan offentliggjort samtidig med kommuneplanforslaget.

Der er en tilsvarende regel i kommuneplanlovens § 21, stk. 2, for lokalplanforslag.

Det, der kan kræves offentliggjort, er de ændringsforslag, som er tilført kommunalbestyrelsens beslutningsprotokol med en kort begrundelse for hvert punkt for sig eller eventuelt samlet for flere ændringsforslag. Begrundelsen formuleres af det eller de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har forlangt ændringsforslaget protokolleret.

Kravet om samtidig offentliggørelse betyder, at mindretalsudtalelserne skal fremlægges sammen med forslaget til kommune- eller lokalplan, og at det i annonceringen skal oplyses, at der er afgivet mindretalsudtalelser. Mindretalsudtalelserne skal sendes med den skriftlige underretning efter § 23, stk. 4.

3.6. VETO EFTER KOMMUNEPLANLOVENS § 25 OG § 26

Hvis et lokalplanforslag ikke er i overensstemmelse med regionplanlægningen (herunder landsplandirektiver), kommuneplanen (eller godkendte § 15-rammer), er regionplanmyndigheden forpligtet til at nedlægge veto. Vetoet bevirker, at lokalplanen ikke kan vedtages endeligt af kommunalbestyrelsen, før der er opnået enighed mellem regionplanmyndigheden og kommunalbestyrelsen, eller spørgsmålet er afgjort af miljøministeren, jfr. kommuneplanlovens § 25, stk. 2. I det omfang, statslige myndigheders interesser indgår i region- og kommuneplaner eller § 15-rammer, vil de således blive påset af regionplanmyndigheden.

Efter kommuneplanlovens § 26 kan statslige myndigheder også selv nedlægge veto mod et lokalplanforslag.

En statslig myndighed kan alene fremsætte indsigelse med vetovirkning mod et lokalplanforslag, når indsigelsen er begrundet i de hensyn, som vedkommende myndighed ifølge sin lovgivning har til opgave at varetage. Det er kun den pågældende sektormyndighed, som kan bringe § 26 i anvendelse og derved fremtvinge en forhandling med kommunalbestyrelsen og en eventuel indbringelse af sagen for miljøministeren gennem planstyrelsen.

Det henstilles, at den statslige myndighed inddrager amtsrådet/ Hovedstadsrådet i forhandlingerne om et § 26-veto.

I de situationer, hvor kommuneplanlovens § 26 anvendes, og hvor der ikke kan opnås enighed mellem vetomyndigheden og kommunalbestyrelsen, skal sagen indsendes til planstyrelsen, som vil forberede sagen til miljøministerens afgørelse. Planstyrelsen vil eventuelt indkalde til et forberedende møde med parterne.

Vetosagen kan først indbringes for miljøministeren, når det ved forhandling mellem kommunalbestyrelsen og vetomyndigheden er konstateret, at det ikke er muligt at opnå enighed. Heri ligger endvidere, at der ikke bør anføres forhold i den skrivelse, hvormed sagen indbringes til miljøministerens afgørelse, som ikke tidligere har været drøftet med den anden part i sagen.

3.7. MULIGHEDERNE FOR AT DELEGERE KOMMUNALBESTYRELSENS KOMPETENCE I FORBINDELSE MED GENNEMFØRELSE AF LOKALPLANER

Efter kommuneplanlovens § 21 skal et forslag til lokalplan vedtages af kommunalbestyrelsen, ligesom det efter kommuneplanlovens § 27 er kommunalbestyrelsen, der efter en fornyet behandling af forslaget til lokalplan vedtager planen endeligt.

Planstyrelsen har efter drøftelser med indenrigsministeriet om delegationsspørgsmålet overvejet, om det er muligt ud fra kommuneplanlovens indhold og forudsætninger at overlade en beslutning, der i loven er henlagt til kommunalbestyrelsen, til et udvalg.

For så vidt angår vedtagelsen af forslag til lokalplaner i henhold til kommuneplanlovens § 21, er det planstyrelsens opfattelse, at der kræves en behandling og beslutning i den samlede kommunalbestyrelse. Styrelsen har i denne forbindelse lagt vægt på bestemmelsen i kommuneplanlovens § 21, stk. 2, om mindretalsudtalelser, der har til formål at sikre, at mindretalssynspunkter inddrages i offentlighedens stillingtagen til de offentliggjorte forslag til lokalplaner. Dette hensyn vil efter planstyrelsens opfattelse kun kunne tilstrækkeligt tilgodeses ved en behandling af forslaget i den samlede kommunalbestyrelse.

Med hensyn til den endelige vedtagelse af lokalplaner efter kommuneplanlovens § 27 finder planstyrelsen det ligeledes udelukket at overlade beslutningskompetencen til et udvalg, når der er indsigelser eller ændringsforslag til lokalplanforslaget. Behandlingen af lokalplanen forudsætter i disse tilfælde en stillingtagen til det planlægningsmæssige indhold. Ved at overlade afgørelsen til et udvalg ville man give udvalget mulighed for at ændre det af kommunalbestyrelsen tidligere vedtagne forslag til lokalplan, hvilket ikke findes foreneligt med den brede politiske vurdering, der er tilsigtet med loven.

Er der ikke indsigelser eller ændringsforslag til lokalplanforslaget, er den endelige vedtagelse af lokalplanen derimod af ren formel karakter. I disse tilfælde synes der ikke at være samme betænkeligheder ved en delegation. Kommunalbestyrelsen må derfor efter styrelsens opfattelse kunne overlade det til et udvalg endeligt at vedtage lokalplanen efter kommuneplanlovens § 27, når der ikke er indsigelser eller ændringsforslag til lokalplanforslaget.

3.8. ÆNDRING AF ET OFFENTLIGGJORT PLANFORSLAG

3.8.1. KOMMUNEPLANFORSLAG

Kommuneplanloven indeholder ingen bestemmelser om kommunalbestyrelsens adgang til i forbindelse med den endelige vedtagelse af planen at foretage ændringer i det offentliggjorte kommuneplanforslag.

I lighed med adgangen til ændring af lokalplanforslag, jfr. kommuneplanlovens § 27, stk. 2, må kommunalbestyrelsen imidlertid også kunne foretage ændringer i det offentliggjorte kommuneplanforslag.

Ved vurderingen af, i hvilket omfang kommunalbestyrelsen ved den endelige vedtagelse af kommuneplanen kan ændre det offentliggjorte kommuneplanforslag, må tages udgangspunkt i den vægt, der i loven er lagt på offentlighedens inddragelse i planlægningsprocessen.

Mere omfattende ændringer i planen, der medfører, at forslaget helt skifter karakter, f.eks. væsentlige ændringer i planens bymønsterstruktur, vil således ikke kunne gennemføres uden fornyet offentliggørelse af kommuneplanforslaget. Som omtalt nedenfor under afsnit A 5.1.2. må sådanne ændringer tillige forudsætte udarbejdelse af ny § 6-redegørelse og § 5-oplysninger.

Omvendt må sådanne mindre ændringer i kommuneplanens rammedel, der ikke strider mod planens hovedprincipper og de uvæsentlige ændringer i planens hovedstruktur, der er omtalt i cirkulærets afsnit A 5.1.2., kunne gennemføres af kommunalbestyrelsen uden fornyet offentliggørelse af forslaget.

Ved andre ændringer, d.v.s. ændringer, der ikke griber grundlæggende ind i hovedstrukturen, men som ikke falder ind under de mindre ændringer, nævnt ovenfor, må det bero på en konkret vurdering, om ændringen kræver fornyet offentliggørelse. Ved vurderingen heraf må tages udgangspunkt i hensynet til offentlighedens interesse i at få lejlighed til at gøre sig bekendt med ændringen, før den endelige beslutning træffes. Vedrører ændringen forhold, der i forbindelse med § 6-debatten eller i forbindelse med kommuneplanforslagets offentliggørelse har været genstand for en betydelig offentlig debat, bør ændringen ikke foretages uden fornyet offentliggørelse af forslaget.

Ved fornyet offentliggørelse af forslaget vil det normalt ikke være nødvendigt at udarbejde ny § 6-redegørelse m.v.

3.8.2. LOKALPLANFORSLAG

Ved den endelige vedtagelse af et lokalplanforslag kan kommunalbestyrelsen foretage ændringer i det offentliggjorte lokalplanforslag i overensstemmelse med bestemmelsen i kommuneplanlovens § 27, stk. 2.

Ændringer i et lokalplanforslag, der fører til, at forslaget helt skifter karakter, således at der reelt foreligger et helt nyt forslag, kræver efter kommuneplanlovens § 27, stk. 2, sidste pkt., fornyet offentliggørelse af lokalplanforslaget efter kommuneplanlovens §§ 21 og 23.

Som eksempel på sådanne ændringer kan nævnes en væsentlig ændring i anvendelsen inden for lokalplanområdet. Derimod vil en ændring, der består i, at et areal udtages af planen, normalt ikke kræve ny offentliggørelse.

Selv om en ændring ikke er så omfattende, at forslaget skal offentliggøres på ny, vil ændringen på væsentlig måde kunne berøre en række ejere og lejere inden for lokalplanområdet.

Hvor kommunalbestyrelsen skønner, at dette er tilfældet må den efter bestemmelsen i § 27, stk. 2, 2. pkt., forinden lokalplanens vedtagelse underrette de berørte om ændringsforslaget og fastsætte en frist, inden for hvilken de pågældende kan fremkomme med deres bemærkninger til ændringsforslaget. Kommunalbestyrelsens skøn herom kan ikke påklages efter kommuneplanlovens § 48.

4. PLANERS RETSVIRKNINGER

4.1. KOMMUNEPLANER

4.1.1. I FORHOLD TIL BORGERNE

Kommuneplanen er ikke direkte bindende for borgerne, d.v.s. at de ikke i deres forskellige dispositioner er forpligtede til at overholde planen. Men kommunalbestyrelsen kan dels ved forbud i h.t. § 13,stk. 2 og 3, dels ved forbud i h.t. § 17 og udarbejdelse af en lokalplan håndhæve planen konkret. Se om disse bestemmelser i afsnit C, side 40.

4.1.2. FOR KOMMUNEN

Efter kommuneplanlovens § 13, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen.

Bestemmelsen omfatter både retlige og faktiske dispositioner (kommunens anlægsvirksomhed). Den fastsætter en almindelig pligt for kommunalbestyrelsen til at arbejde for kommuneplanens realisering. En lignende bestemmelse findes i regionplanlovens § 15, stk. 2, og § 10, stk. 2, 1. pkt., hvorefter amtsrådene, Hovedstadsrådet og kommunalbestyrelserne skal virke for gennemførelse af en godkendt regionplan.

Bestemmelsen i § 13, stk. 1, giver kommunalbestyrelsen ret til at administrere andre love f.eks. miljø- og vejlovgivningen ud fra hensyn til kommuneplanen. Det ville ellers være ulovligt som magtfordrejning.

Det har været drøftet, hvorvidt og eventuelt i hvilket omfang der kan dispenseres i h.t. § 47 i strid med bestemmelser i kommuneplanen. Se herom afsnit F. 1.4., side 46.

4.1.3. HVORNÅR INDTRÆDER KOMMUNEPLANENS RETSVIRKNINGER

Kommuneplanloven indeholder bortset fra nogle enkelte relationer ikke udtrykkelige regler om, hvornår en kommuneplans retsvirkninger indtræder i de forskellige sammenhænge.

Hovedreglen må imidlertid være, at retsvirkningerne indtræder ved kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af kommuneplanen i henhold til kommuneplanlovens § 9.

Dette gælder således kommunalbestyrelsens forpligtelse i henhold til kommuneplanlovens § 13, stk. 1, til at virke for kommuneplanens gennemførelse. Endvidere bortfalder § 15-rammerne ved den endelige vedtagelse af kommuneplanen, ligesom der fra den endelige vedtagelse af kommueplanen kan vedtages lokalplaner på grundlag af kommuneplanen, jfr. kommuneplanlovens § 14, stk. 3. Overførsel af zonelovskompetencen til kommunalbestyrelsen i henhold til zonelovens § 9, stk. 3, sker ligeledes ved den endelige vedtagelse af planen.

I en enkelt situation - hvor kommuneplanen direkte har retsvirkninger overfor grundejerne - er retsvirkningerne knyttet til den offentlige bekendtgørelse af kommuneplanen, jfr. kommuneplanlovens § 59 om bortfald af de bindende bestemmelser i bygningsvedtægter om grundstørrelse.

Endvidere må det være en følge af kommuneplanlovens § 45, stk. 4, om ophævelse af kommuneplanlovens § 45, stk. 1-3, at kommuneplanlovens § 13, stk. 3, først kan anvendes, når kommuneplanen er offentlig bekendtgjort. Efter kommuneplanlovens § 13, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen modsætte sig bebyggelse og ændret anvendelse, der er i strid med bestemmelserne i kommuneplanen om anvendelse til bolig- og erhvervsformål. Samme ikrafttrædelsestidspunkt (den offentlige bekendtgørelse) må også gælde for anvendelsen af bestemmelsen i kommuneplanlovens § 13, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen under visse betingelser kan modsætte sig udstykning og bebyggelse.

4.2. LOKALPLADER

Ifølge kommuneplanlovens § 31 må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med bestemmelserne i en lokalplan. Denne bestemmelse fastslår, at en lokalplan eller en byplanvedtægt er bindende for de ejendomme, der ligger indenfor planens område.

Lokalplanens retsvirkninger indtræder ved planens offentliggørelse.

FORHOLD ETABLERET FØR LOKALPLANEN

Lovlig eksisterende bebyggelse eller lovlig anvendelse, som er etableret før offentliggørelsen af lokalplanforslaget, og som ikke er i overensstemmelse med denne, kan fortsættes som hidtil. En lokalplan eller en byplanvedtægt medfører ikke en »handlepligt« til at ændre lovligt bestående forhold i overensstemmelse med planen.

FORHOLD ETABLERET EFTER LOKALPLANEN

Et byggeri eller en ændret anvendelse af en ejendom, der etableres, efter at lokalplanens retsvirkninger er indtrådt, skal være i overensstemmelse med planen. Efter § 31 regulerer planen kun fremtidige dispositioner, derimod kan der ikke i en lokalplan påbydes nogen handlepligt, f.eks. til at gennemføre et i lokalplanen omhandlet byggeri.

ÆNDRET EJENDOMSANVENDELSE

Selv om ændringer i en ejendoms anvendelse inden for et lokalplanområde skal være i overensstemmelse med denne, kan der dog ske ændringer, som formelt ikke er i overensstemmelse med planen, såfremt ændringerne er en fortsættelse af »den hidtidige lovlige brug af ejendommen.«

Det kan være vanskeligt konkret at afgøre, hvornår en ændret anvendelse af en ejendom indebærer en overtrædelse af en lokalplan eller byplanvedtægt. Det gælder f.eks. hvor en erhvervsmæssig aktivitet intensiveres.

En højesteretsdom, der findes i Ugeskrift for Retsvæsen 1980/ 30 fastslog, at en tømmerhandels etablering af oplagsplads på en ubenyttet del af en ejendom, der tilhørte virksomheden, ikke var i strid med en byplanvedtægt, der udlagde området til håndværks- og servicevirksomhed. Højesteret fandt således i denne sag, at der kunne ske en udvikling af erhvervsvirksomheden.

Hvis der derimod er tale om indretning af ny virksomhed, der medfører en væsentlig anden anvendelse end den hidtidige, skal lokalplanen (byplanvedtægten) respekteres. Det er fastslået i en højesteretsdom vedrørende en ændring af et mindre øldepot til automobilhandel. Dommen findes i Ugeskrift for Retsvæsen 1965, side 659.

Hvis der er gået lang tid, siden ejendommen har været anvendt, kan en genoptagelse af den sidste virksomhed ikke betragtes som en fortsættelse af denne virksomhed, som ikke behøver at respektere lokalplanen. Planstyrelsen har i en konkret sag antaget, at et ophold på 3 år betød, at lokalplanen skulle overholdes.

FORHOLDET TIL ANDEN LOVGIVNING

En lokalplan kan ikke uden særlig hjemmel tilsidesætte anden lovgivning. Eksempler på en sådan hjemmel er byggelovens §§ 7-9, der indeholder hjemmel til, at en lokalplan kan fravige byggelovens regler om friarealer, afstands- og højdebestemmelser. Derimod kan en lokalplan ikke ophæve landbrugspligten i h.t. landbrugsloven, eller byggelinjer i h.t. naturfredningsloven.

Kommuneplanlovens bestemmelser kan sættes ud af kraft, hvis dette særskilt bestemmes i en anlægslov.

Hvis en aktivitet,der er udarbejdet lokalplan for, kræver tilladelse eller godkendelse i h.t. anden lovgivning, er denne anden lovgivning altså fortsat gældende. En lokalplan skal i h.t. kommuneplanlovens § 19, stk. 2, 2. pkt., angive, om dens virkeliggørelse er afhængig af tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder end kommunalbestyrelsen. Det har en oplysende funktion.

Om mulighederne for en samtidig behandling af et projekt efter andre love, medens lokalplanen tilvejebringes, henvises til betænkning nr. 1053 »Samtidig sagsbehandling«, miljøministeriet, 1985.

En aftale om en servitut er en retlig disposition, der er omfattet af kommuneplanlovens § 31. Aftalen må altså ikke være i strid med lokalplanen. Det gælder både rådigheds- og tilstandsservitutter.

Det er i motiverne til § 31 forudsat, at ældre private tilstandsservitutter fortrænges af en lokalplan, når indholdet af servitutbestemmelserne er i strid med lokalplanens bestemmelser.

Det er imidlertid i en Vestre Landsrets dom af 16. oktober 1979 statueret, at en udsigtsservitut, der var i strid med bestemmelser om parcelhusbebyggelse i en byplanvedtægt, ikke bortfaldt. I dommen nævnes, at der er tale om en erstatningsfri regulering, og det har muligvis spillet en rolle for udfaldet, at udsigtsservitutten havde økonomisk værdi for den servitutberettigede. Servitutten blev senere mod erstatning eksproprieret. Kendelsen herom findes i Kendelser om Fast Ejendom 1984, side 133.

A. 5. ÆNDRINGER I GÆLDENDE PLANER

5.1. ÆNDRINGER I KOMMUNEPLANER

5.1.1. ÆNDRINGSSITUATIONER

Kommunalbestyrelsen kan som nævnt under afsnit A 1.1. til enhver tid beslutte at ændre kommuneplanen.

Efter kommuneplanlovens § 14, stk. 1, har kommunalbestyrelsen pligt til inden for den første halvdel af hver valgperiode at gennemgå kommuneplanen med henblik på at beslutte, om den skal ændres, og regionplanmyndigheden kan efter kommuneplanlovens § 14, stk. 2, pålægge kommunalbestyrelsen at ændre planen for at bringe den i overensstemmelse med ændringer i regionplanen eller med landsplandirektiver, jfr. herom også cirkulærets afsnit A 1.2.1.2.

Ønsker kommunalbestyrelsen at tilvejebringe en lokalplan med bestemmelser i strid med kommuneplanen, må kommunalbestyrelsen tillige ændre kommuneplanen. Det følger af bestemmelsen i kommuneplanlovens § 19, stk. 1, hvorefter en lokalplan ikke må indeholde bestemmelser i strid med en kommuneplan.

Regionplanmyndigheden skal efter kommuneplanlovens § 25, stk. 1, påse, at et forslag til lokalplan er i overensstemmelse med kommuneplanen. Opstår der uenighed mellem kommunalbestyrelsen og regionplanmyndigheden, om der foreligger overensstemmelse, kan spørgsmålet gennem planstyrelsen indbringes for miljøministeren efter kommuneplanlovens § 25, stk. 2.

Sådanne »planuoverensstemmelsesspørgsmål« er derimod ikke omfattet af klageadgangen efter kommuneplanlovens § 48, stk.1, 1. pkt.

5.1.2. ÆNDRINGSPROCEDUREN

Ved mere omfattende ændringer i kommuneplanen - der i loven er forudsat typisk at finde sted i forbindelse med periodiske gennemgange af planen, men som dog også kan gennemføres på et andet tidspunkt - gælder efter § 14, stk. 1, 2. punkt, de samme regler som ved tilvejebringelse af en ny kommuneplan. Det betyder, at kommunalbestyrelsen, inden der udarbejdes forslag til sådanne mere omfattende ændringer, skal udarbejde og offentliggøre en § 6-redegørelse og forestå en oplysningsvirksomhed med det formål at fremkalde en offentlig debat om de påtænkte ændringer. Endvidere skal der i forbindelse med forslag til mere omfattende ændringer udarbejdes og offentliggøres de i § 5 nævnte oplysninger.

En ændring, der ikke alene berører rammedelen, men også griber afgørende ind i hovedstrukturen, anses for at være mere omfattende. Som eksempel kan nævnes væsentlige ændringer i kommuneplanens bymønsterstruktur.

Ved andre ændringer, der ikke griber afgørende ind i hovedstrukturen - men som dog ikke falder ind under de mindre ændringer nævnt i § 14, stk. 3, 3. punkt - gælder de i § 14, stk. 3, 2. pkt. nævnte tilvejebringelsesregler, d.v.s. bestemmelserne i § 7, stk. 3-6 og §§ 8-11.

Efter § 7, stk. 4, skal sådanne forslag til ændring af kommuneplanen fremlægges i mindst 16 uger, inden kommunalbestyrelsen kan vedtage planen endeligt. Som eksempel på ændringer, der falder ind under denne gruppe, kan nævnes mindre ændringer i planens udbygningsretning og udbygningstakt.

Ved mindre ændringer i kommuneplanens rammedel, der ikke strider mod planens hovedprincipper samt ved uvæsentlige ændringer i planens hovedstruktur, kan fristen på 16 uger efter § 7, stk. 4, i henhold til bestemmelsen i lovens § 14, stk. 3, 3. punkt, nedsættes til 8 uger. Som eksempel på sådanne ændringer kan nævnes mindre justeringer, der vedrører planens bebyggelsesmæssige og arealafgrænsningsmæssige forhold samt mindre omfattende ændringer i arealanvendelsen.

Mindre ændringer i en kommuneplan, der er en forudsætning for gennemførelse af en lokalplan, vil således kunne tilvejebringes samtidig med lokalplanen.

5.2. ÆNDRINGER I LOKALPLANER

5.2.1. ÆNDRINGSSITUATIONER

Kommunalbestyrelsen kan til enhver tid beslutte at ændre en gældende byplanvedtægt eller lokalplan, jfr. afsnit 1.1.

Ved afgørelse af enkeltsager kan kommunalbestyrelsen i henhold til kommuneplanlovens § 47, stk. 3, fravige en lokalplan eller byplanvedtægt ved dispensation, såfremt dispensationen ikke er i strid med principperne i planen, jfr. herom afsnit F 1.1.

Det bemærkes i denne forbindelse at dispensation efter § 47, stk. 3, ikke er udelukket, selv om dispensationen indebærer, at kommuneplanen samtidig fraviges, jfr. kommuneplanlovens § 13, stk. 1. Om fortolkning af kommuneplanlovens § 13 i relation til dispensationer kan henvises til afsnit F 1.4. side 46.

Videregående afvigelser fra en byplanvedtægt eller lokalplan som omhandlet i § 47, stk. 3, kan efter § 47, stk. 4, kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

5.2.2. ÆNDRINGSPROCEDUREN

En lokalplan kan kun ændres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan efter reglerne i § 20, §§ 21-27 og § 30.

5.3. OPHÆVELSE AF LOKALPLANER

Lokalplaner og byplanvedtægter kan som hovedregel kun ophæves ved en bestemmelse herom i en ny lokalplan.

Efter kommuneplanlovens § 59, stk. 3, kan lokalplaner for arealer i landzone og byplanvedtægter og lokalplaner for arealer, der tilbageføres til landzone, dog ophæves af kommunalbestyrelsen efter regler, der fastsættes af miljøministeren. Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af lov om kommuneplanlægning.

B. DE ALMINDELIGE BEBYGGELSESREGULERENDE BESTEMMELSER

LOVSTOFFETS DELING MELLEM BYGGELOV OG KOMMUNEPLANLOV

I kommuneplanloven findes

Regler om minimumsgrundstørrelser (§ 40)

Regler om bebyggelsesprocenter (§ 42)

Regler om vandret højdegrænseplan (§43)

Regler om bebyggelsens ydre udformning (§ 44)

Regler om bebyggelsens anvendelse (§ 45)

I byggeloven er fastsat

Regler om friarealer (§ 7)

Regler om skelafstand (§8)

Regler om skrå højdegrænseplaner (§ 9)

I tilslutning til kommuneplanlovens bestemmelser om bebyggelsesprocenter (§42) er det fastsat, at regler om beregning af grundstykkkets areal og etagearealet til brug ved anvendelse af reglerne om bebyggelsesprocent fastsættes i bygningsreglementet.

Reglerne findes i BR 1982, kap. 2.2. og i BR-S 85 afsnit 2.2, jfr. bilag A.

Regler om det vandrette højdegrænseplan og etageantal findes i kommuneplanlovens § 43 og bekendtgørelsen om supplerende regler, §§ 21 og 22.

Regler om de skrå højdegrænseplaner er fastsat i byggelovens § 9, for småhuse i BR-S 85 afsnit 2.3.3. samt afsnit 10.3, der vedrører sammenbyggede enfamiliehuse samt BR-82, kap. 3.1, stykkerne 2-4. I BR. 82, kap. 3.1.5 og BR-S 85 afsnit 2.3.2, stk. 3 er der fastsat bestemmelser om beregning af bygningshøjder, også for forhold omfattet af kommuneplanloven. Reglerne i BR-82 er omtalt i byggestyrelsens vejledning hertil, side 34-35.

FRAVIGELSE VED LOKALPLAN, DISPENSATIONS- OG KLAGESAGER SAMT MYDNIGHEDER

De almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser kan fraviges ved lokalplan, jfr. kommuneplanlovens § 39 og byggelovens §§ 7-9 og 13. Opmærksomheden henledes på, at de i medfør af kommuneplanlovens § 42, stk. 2 i BR-82 og BR-S 85 fastsatte beregnings- og måleregler ikke kan fraviges (ændres) ved en lokalplan. Der kan ikke dispenseres fra disse beregningsregler.

Efter byggelovens dispensationsregler (§ 22) er dispensationsmyndigheden hos kommunalbestyrelsen. Er der tale om kommunalt byggeri, forskydes kompetencen til amtsrådet/ byggestyrelsen.

Kommuneplanlovens dispensationsregel (§ 47, stk. 2) deler kompetencen mellem kommunalbestyrelsen og planstyrelsen, jfr. de nærmere regler i bekendtgørelsens §§ 25 og 26. Der kan ikke meddeles dispensation, når der er lokalplanpligt.

Planstyrelsen er eneste klagemyndighed i kommuneplanloven. Efter kommuneplanloven kan der kun klages over retlige spørgsmål.

Efter byggeloven kan kommunalbestyrelsens afgørelser påklages til amtsrådet - i København og Frederiksberg kommuner til byggestyrelsen, hvis klagen vedrører spørgsmål om forståelse af loven eller af en i medfør af denne fastsat bestemmelse. Påklage kan endvidere tillades, hvis afgørelsen efter klagemyndighedens skøn har almen interesse eller videregående betydelige følger for klageren.

Amtsrådets afgørelser kan påklages til byggestyrelsen, hvis klagen vedrører spørgsmål om forståelse af loven eller af en i medfør af denne fastsat bestemmelse.

BESTEMMELSERNE OM BEBYGGELSESPROCENTER

I kommuneplanlovens § 42, stk. 3, bestemmes, at miljøministeren fastsætter nærmere regler til bestemmelse af de i § 42, stk. 1, a-d, nævnte bebyggelsesarter.

Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelsens §§ 14-17.

I medfør af bekendtgørelsens § 14 forstås ved parcelhuse til helårsbeboelse

1) beboelsesbygninger indeholdende en bolig til helårsbeboelse, som enten er opført fritliggende eller er helt eller delvis sammenbygget med en eller flere bygninger af tilsvarende art,

2) fritliggende beboelsesbygninger med to boliger til helårsbeboelse.

Definitionens 1. led omfatter foruden det traditionelle enfamiliehus: dobbelthuse, række- og kædehuse samt andre former for tæt-lav boligbebyggelse med enfamilieboliger. Definitionens 2. led omfatter tofamiliehuse. Kravet om, at disse skal være fritliggende, afgrænser parcelhusbegrebet overfor 2.etagers etagebebyggelse.

Den fastsatte definition af parcelhusbegrebet omfatter ikke ejendomme, som delvis anvendes til erhverv, bortset fra sådanne former for erhvervsvirksomhed som sædvanligvis udøves inden for en boligs rammer. Bebyggelser med egentligt erhvervsareal henhører under kommuneplanlovens § 42, stk. 1, d.

Bekendtgørelsens parcelhusbegreb er uafhængigt af, om boligerne er udlejningslejligheder eller ejerboliger.

Efter bekendtgørelsens § 21 er sommerhusbebyggelse og anden bebyggelse til ferie- og fritidsformål bebyggelse, som indeholder beboelsesrum, der lovligt kun kan anvendes til ophold i en del af året.

Ved etagebebyggelse i et område, der i kommuneplanen er udlagt hertil, forstås ifølge bekendtgørelsens § 16 bebyggelse, som i henhold til en kommuneplan kan opføres i to etager og derover, og som ikke er omfattet af parcelhusbegrebet, jfr. ovenfor. Indtil der foreligger en kommuneplan, er etageboligbebyggelse omfattet af bestemmelsen i § 42, stk. 1, d.

I medfør af bestemmelsen i § 42, stk. 4, er der fastsat nærmere regler i bekendtgørelsens §§ 18-20 om grunde med særlig beliggendehed.

Reglerne i bekendtgørelsen angår kun om- eller tilbygning på grunde, der den 1. februar 1977 var bebygget.

Bekendtgørelsens regler kan fraviges ved lokalplan eller dispensation i henhold til kommuneplanlovens § 47, stk. 2.

HØJDEBESTEMMELSER (§ 43)

Ifølge kommuneplanlovens § 43, stk. 1, 1. pkt., må en bebyggelse ikke opføres med mere end to etager, og ingen del af en bygnings ydervægge eller tag må være hævet mere end 8,5 m over det omgivende terræn. Der henvises i denne forbindelse til reglerne om niveauplan i BR-82 kap. 2.1.-1., stk. 4, og målereglerne i BR-82 kap. 3.1.5, stk. 1 og 1. samt BR-S 85, afsnit 2.3.

Begrebet tagetage/ 1/2 etage er ikke defineret i byggelovgivningen eller kommuneplanloven, men det er sædvanlig praksis, at huse med et udnytteligt tagrum under et traditionelt sadeltag på en indtil 1 m høj trempelkonstruktion anses for at være tagetage (1/2 etage).

I de senere år har der været et stigende antal bebyggelser - især sommerhuse - med såkaldte »hemse«, dvs. mindre loftsrum f.eks. med et par sovepladser, som indrettes enten på hanebjælkelaget eller - ved huse med lavere taghældning - på loftsbjælkelaget og normalt med helt åben forbindelse til det rum, hvorfra de har adgang. Det afhænger af en konkret vurdering, om en hems er en etage. I vurderingen må indgå, om rummet har karakter af et opholdsrum, dvs. om der er vindue til det fri, gulvarealets størrelse og den frie højde.

For bebyggelse i sommerhusområder kan miljøministeren efter § 43, stk. 1, 2. pkt., fastsætte andre højdebegrænsninger. I henhold til denne bestemmelse er der i bekendtgørelsens §§ 21-23 fastsat særlige regler om bygningshøjden i sommerhusområder, jfr. § 2, stk. 3, i lov om by- og landzoner.

Reglerne i bekendtgørelsen træder således i stedet for de almindelige højdebestemmelser i § 43 i områder, som i bygningsvedtægter er udlagt til sommerhusbebyggelse.

Herudover er bekendtgørelsens regler gældende i tilfælde, hvor et område i en byplanvedtægt er udlagt til sommerhusbebyggelse, samt i områder, som en lokalplan overfører til sommerhusområde, såfremt der ikke i byplanvedtægten eller lokalplanen er truffet bestemmelse om bebyggelsens højde og etageantal.

Det følger af bekendtgørelsens § 21, at bebyggelse i nævnte områder kun må opføres i en etage uden mulighed for indretning af udnyttelig tagetage. Bygningshøjden må i disse tilfælde ikke overstige 5 m, og facadehøjden må ikke overstige 3 m.

Er eksisterende bebyggelse i et helt eller delvis udbygget sommerhusområde overvejende opført på anden måde end angivet i § 21 i henseende til bygningshøjde og udnyttelse af tagetage, kan ny bebyggelse i et sådant område dog opføres med udnyttelig tagetage. Bygningshøjden må i sådanne tilfælde ikke overstige 6,5 m, og facadehøjden må ikke overstige 3 m.

Reglerne i bekendtgørelsen kan fraviges ved lokalplan eller dispensation i henhold til kommuneplanlovens § 47, stk. 2.

I de tilfælde, som nævnes i bekendtgørelsens § 21, bortses fra gavlpartier og lignende ved beregningen af facadehøjden.

I de i § 22 nævnte tilfælde bortses derimod alene fra gavltrekanter ved beregningen af facadehøjden.

Med den valgte formulering vil der ved bebyggelse i en etage være mulighed for at opføre bebyggelse med atypiske tagformer, f.eks. med lodretsiddende ovenlys fra tagryg til den skrånende tagflade.

Når byggemulighederne som hovedregel er begrænset til opførelse af sommerhuse i en etage, skyldes det, at tagetagen i eksisterende sommerhuse med udnyttelig tagetage ofte er blevet inddraget til beboelse, og dette har i adskillige tilfælde givet anledning til klager over indbliksgener.

Bekendtgørelsens regler omfatter ikke landzonearealer, der er bebygget med sommerhuse. De hensyn, der varetages ved reglerne i bekendtgørelsen, bør imidlertid tilgodeses ved administrationen af by- og landzoneloven.

Bygninger, konstruktioner og anlæg, der er undtaget fra det almindelige vandrette højdegrænseplan (§ 43)

Efter kommuneplanlovens § 43, stk. 3, kan miljøministeren fastsætte, at særlige arter af bygninger, konstruktioner eller anlæg skal være undtaget fra bestemmelsen i § 43, stk. 1. I henhold hertil er det i § 24 i bekendtgørelsen fastsat, at forskellige avls- og driftsbygninger til land- og skovbrugsejendomme i landzone må opføres i en større højde.

C. KONKRETE REGULERINGSMIDLER

1. KOMMUNEPLANLOVENS § 13, STK. 2 OG 3.

Bestemmelserne i § 13, stk. 2 og 3 er knyttet til kommuneplanen.

Bestemmelserne i stk. 2 angår byzonearealer. Den giver kommunalbestyrelsen mulighed for at modsætte sig udstykning og bebyggelse, som ganske vist ikke er i strid med kommuneplanens anvendelsesbestemmelser, men hvis gennemførelse på det pågældende tidspunkt vil være i strid med rækkefølgeangivelserne i kommuneplanen, jfr. afsnit A. 2.1.

Stk. 2 er for så vidt angår udstykning identisk med den tidligere § 40, stk. 4. Men bestemmelsen er udvidet til også at omfatte bebyggelse i strid med tidsfølgeplanlægningen. Udvidelsen har betydning i tilfælde, hvor der uden udstykning ønskes opført bebyggelse, der ikke er lokalpligtig. Er byggeriet så omfattende, at der er lokalplanpligt, kan kommunalbestyrelsen nægte at tilvejebringe den nødvendige lokalplan med henvisning til, at planen ville være i strid med kommuneplanen.

Bestemmelsen i stk. 3 angår arealer i byzoner og sommerhusområder. Den giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at forhindre opførelse af ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse og arealer på grundlag af kommuneplanens anvendelsesbestemmelser om bolig- eller erhvervsformål, det vil sige, at kommunalbestyrelsen ikke behøver at nedlægge forbud og tilvejebringe lokalplan for at få hjemmel til at modsætte sig den kommuneplanstridige bebyggelse eller anvendelse.

Betegnelserne boligbebyggelse og erhvervsbebyggelse omfatter anvendelsesbestemmelser med forskellig detaljeringsgrad. Et boligområde kan f.eks. være udlagt til etageboligbebyggelse, til tæt/ lav eller åben/ lav boligbebyggelse. På tilsvarende måde kan et erhvervsområde være udlagt til forskellige kategorier af erhverv, som f.eks. industri, håndværk eller kontor- og butiksformål. Disse anvendelsesbestemmelser kan danne grundlag for et forbud efter § 13, stk. 3.

Anvendelse til offentlige formål er ikke medtaget, idet et forbud på dette grundlag i givet fald måtte kombineres med en adgang for grundejeren til at kræve arealerne overtaget, jfr. princippet i § 32.

Eventuelle klager over kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 13, stk. 2 og 3, skal indgives efter § 48.

2. KOMMUNEPLANLOVENS § 17

Efter kommuneplanlovens § 17 kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbudet kan nedlægges for et tidsrum af indtil et år.

Forhold, som kan hindres ved en lokalplan, er det samme som forhold, der kan reguleres i en lokalplan efter bestemmelserne i § 18.

§ 36 omfatter såvel ejendomme i privat som i kommunens eje.

I § 36, stk. 1, 2. pkt., bestemmes det, at kommunalbestyrelsen ikke kan meddele samtykke i tilfælde, hvor der foreligger lokalplanpligt, jfr. lovens § 16, stk. 2 og stk. 3. Også denne bestemmelse gælder såvel for private ejendomme som for ejendomme i kommunens eje. I § 36, stk. 2, er der fastsat nogle formelle regler om samtykkeerklæringen. Et eksempel på formuleringen af erklæringen findes i ovennævnte vejledning.

Kommunalbestyrelsen kan nægte samtykke, når den skønner, at servitutten har uheldige virkninger for kommunens byplanarbejde.

De servitutter, der kræver samtykke, er efter planstyrelsens opfattelse alle (private) servitutter om emner, der kan reguleres i en lokalplan (bebyggelse og anvendelse af ejendomme, færdselsforhold osv., jfr. kommuneplanlovens § 18). Det er efter styrelsens opfattelse ikke nogen betingelse, at den konkrete servitutbestemmelse med samme formulering kan optages i en lokalplan.

PÅTALERET

Efter kommuneplanlovens § 37 kan kommunalbestyrelsen ved påbud eller forbud sikre overholdelsen af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan.

Bestemmelsen i § 37 omfatter samme gruppe af servitutter, som kræver samtykke efter § 36, dvs. private servitutter om emner, der kan reguleres i en lokalplan. Bestemmelsen giver kommunalbestyrelsen en adgang til at håndhæve disse servitutter uanset, om kommunen har påtaleret i henhold til servitutten.

Et forbud eller påbud efter § 37 kan gennemtvinges efter reglerne i kommuneplanlovens §§ 54 og 55, dvs. gennem en straffesag. Retlige spørgsmål i forbindelse med kommunalbestyrelsens anvendelse af § 37 kan påklages efter kommuneplanlovens § 48. Kommunalbestyrelsens beslutning om ikke at anvende § 37 kan derimod ikke påklages.

Har kommunalbestyrelsen påtaleret i henhold til servitutten, kan den (også) håndhæves gennem en civil retssag. Da der er væsentlig forskel i retsvirkningerne, bør kommunalbestyrelsen altid angive, om et forbud eller påbud er udstedt i henhold til kommuneplanlovens § 37.

F. FRAVIGELSE FRA PLANER OG DE ALMINDELIGE BEBYGGELSESREGULERENDE BESTEMMELSER

1. DISPENSATION

1.1. LOKALPLANER OG BYPLANVEDTÆGTER M.V.

Kommuneplanlovens § 47, stk. 3, 1. pkt. er ændret ved lov nr. 190 af 15. maj 1985. Bestemmelsen, der fastlægger dispensationskompetencen, er herefter affattet således

»Dispensationer fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 59, stk. 2, kan meddeles af kommunalbestyrelsen, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.«

Dispensationskompetencen var efter den tidligere bestemmelse begrænset til »mindre betydende dispensationer . . . ., som ikke vil ændre . . . ». Det var samme formulering som den standardbestemmelse, der anvendtes i byplanvedtægter efter byplanloven, og administrativ praksis efter kommuneplanloven har som følge heraf været den samme som den, der var fastlagt under byplanloven. Det vil sige, at de rammer, indenfor hvilke der kunne dispenseres, var ret snævre.

De hidtidige regler om naboorientering er ved lovændringen samtidig præciseret og udbygget. Udvidelsen af dispensationskompetencen må ses i sammenhæng hermed.

Den ændrede formulering af § 47, stk. 3, tilsigter en udvidelse af dispensationskompetencen. Der skal kunne meddeles dispensationer, som ikke er i strid med principperne i planen.

Principperne i en lokalplan er planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, som er fastsat ud fra formålet med lokalplanen. Dispensationer fra sådanne anvendelsesbestemmelsr kan efter den gældende dispensationsregel ikke meddeles i videre omfang end efter den tidligere regel. Hvis et område f.eks. er udlagt som industriområde, kan der således ikke meddeles dispensation til indretning af en dagligvarebutik.

Principperne omfatter også den planlagte struktur, fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. Dispensation kan således som regel ikke meddeles til indgreb i grønne områder og fælles friarealer. Hvis et areal f.eks. er udlagt til fælles friareal for en sommerhus- eller parcelhusbebyggelse, kan der ikke dispenseres til udstykning til parceller til bebyggelse, således at fællesarealet derved indskrænkes.

Udvidelsen af dispensationskompetencen i forhold til den tidligere regel i kommuneplanloven omfatter navnlig de bestemmelser, som mere detaljeret regulerer bebyggelsens omfang, udformning og placering. Fra sådanne bestemmelser vil der som hovedregel kunne meddeles dispensation efter en konkret vurdering, med mindre de detaljerede regler netop er fastlagt for at fastholde en særlig udformning af bebyggelsen f.eks. i et bevaringsværdigt område.

Lokalplanbestemmelser kan være udformet efter forhandling med statslige eller regionale myndigheder - eventuelt på baggrund af et veto efter §§ 25 og 26. I disse tilfælde er det et væsentligt formål med lokalplanen at fastholde den aftalte løsning, og der skal derfor ikke kunne dispenseres uden efter aftale med de pågældende myndigheder (§ 47, stk. 3, 2. pkt.). For klarhedens skyld bør sådanne aftaler angives i lokalplanen.

1.2. Dispensation fra de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser

Ifølge kommuneplanlovens § 47, stk. 2, meddeles sådanne dispensationer af kommunalbestyrelsen inden for rammer, der fastsættes af miljøministeren. Videregående dispenationer meddeles af miljøministeren (planstyrelsen). Dispensation kan ikke meddeles, når der er lokalplanpligt i henhold til § 16, stk. 3.

Rammerne for kommunalbestyrelsens dispensationskompetence er fastsat i bekendtgørelsens §§ 25 og 26. Herefter har kommunalbestyrelsen kompetencen for så vidt angår dispensationer fra de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser bortset fra reglerne om bebyggelsesprocent. Her er kompetencen delt mellem kommunalbestyrelsen og planstyrelsen. Hovedreglen er, at kommunalbestyrelsen har kompetence op til en bebyggelsesprocent på 110 eller den højere procent, der måtte være fastsat i kommuneplanen. Men der gælder herudover nogle undtagelser for så vidt angår huludfyldninger og mindre om- eller tilbygninger, jfr. de nærmere regler i bekendtgørelsen.

HVORNÅR KRÆVES DER DISPENSATION FRA REGLERNE OM BEBYGGELSESPROCENT?

Ved opførelse af ny bebyggelse, der overskrider det fastsatte maksimum for bebyggelsen, kræves dispensation. Det samme gælder ved udstykning af en bebygget ejendom, hvorved bebyggelsesprocenten på en af de nye ejendomme bliver for høj. Disse situationer giver ikke anledning til tvivl.

Vanskeligere spørgsmål kan opstå, når nyopførelse kombineres med nedrivning af eksisterende bebyggelse, således at det samlede resultat bliver, at bebyggelsesprocenten ikke stiger, men måske tilmed falder. Vurderingen har betydning i de tilfælde, hvor den eksisterende bebyggelse allerede har en bebyggelsesprocent, der overstiger den gældende grænse. I disse situationer er det planstyrelsens opfattelse, at der må foretages en konkret vurdering af, om den bebyggelse, der nedrives, kan begrunde, at der (uden dispensation) kan opføres ny bebyggelse til erstatning. Vurderingen må afhænge af bebyggelsens karakter og anvendelse. Eksempelvis kan det være berettiget, at udhuse og skure i forbindelse med en gårdrydning bliver erstattet af nogle nye cykelskure o.lign.

Ved en ombygning, hvorved bebyggelsen skifter anvendelse, foretages en beregning af bebyggelsesprocenten med den ændrede anvendelse efter reglerne i bygningsreglementet. Er bebyggelsesprocenten forøget (fordi nogle arealer med den nye anvendelse indgår i beregningen) kræves dispensation. Ellers ikke.

1.3. NABOORIENTERING

Bestemmelserne om naboorientering er ændret ved lov nr. 190 af 15. maj 1985. Bestemmelserne findes i kommuneplanlovens § 47, stk. 5 og 6. Efter de tidligere regler skulle der foretages naboorientering, inden der kunne meddeles dispensation fra bestemmelser, »der tilgodeser naboers eller andre omboendes interesser.«

Efter de nu gældende regler skal der altid foretages naboorientering. Orientering kan dog undlades, hvis den konkrete dispensation er uden betydning for de omboende. Det kan skyldes, at bestemmelsen, der dispenseres fra, ikke har til formål at varetage nabointeresser. Eller det kan skyldes, at dispensationen er så beskeden, at den er uden betydning. Vurderingen foretages af kommunalbestyrelsen. Den vil normalt ikke kunne påklages efter kommuneplanlovens § 48.

Bestemmelserne om, hvem der skal orienteres, er ændret, således at der ved dispensationer fra byplanvedtægter og lokalplaner skal gives orientering til beboerne i det område, der omfattes af planen. Den bredere kreds danner baggrund for udvidelsen af dispensationskompetencen i § 47, stk. 3. Men der er adgang for kommunalbestyrelsen til at begrænse orienteringen til beboerne i en del af området. Det skal ses på baggrund af, at der findes byplanvedtægter og lokalplaner, der omfatter meget store områder, eller som indeholder forskellige afsnit. I disse tilfælde kan det tænkes, at en dispensation kun har interesse for beboerne inden for en del af det samlede område.

Ved dispensationer fra de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser, dvs. dispensationer i henhold til lovens § 47. stk. 2, har kommunalbestyrelsen kun pligt til at orientere naboerne, dvs. beboerne i de ejendomme, der direkte grænser op til den ejendom, som dispensationen vedrører. Er der flere beboere på den ejendom, hvortil der ønskes meddelt dispensation, kræves efter hidtidig praksis også orientering af sådanne beboere.

Orienteringen skal indeholde oplysning om, hvortil der søges dispensation, og om, at eventuelle bemærkninger kan fremsendes inden 2 uger. Bestemmelserne kræver ikke, at kommunalbestyrelsens indstilling til dispensationsønsket nævnes.

Helligdage kan ikke medregnes i fristen på 2 uger. Det fremgår af betænkningen over lovforslaget, at meningen hermed er, at der skal være 2 uger med hver 5 arbejdsdage til rådighed for dem, der skal orienteres. Hvis der inden for en frist falder helligdage på ugedagene mandag-fredag, må fristen derfor forlænges med samme antal søgnedage.

Med hensyn til ferieperioder skal det i øvrigt i overensstemmelse med betænkningen over lovforslaget henstilles til kommunerne, at høringsperioden, så vidt det er muligt, ikke placeres i tidsrum, hvor de personer, der vil blive berørt af en dispensation, må antages at holde ferie.

I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen skønner, at en videre kreds har interesse i en sag, kan den beslutte at give orientering om dispensationsansøgningen til denne kreds.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere orientere de lokale foreninger, der har fremsat ønske herom (§ 47, stk. 5, 4. pkt. og stk. 6, 3. pkt.).

Reglerne om naboorientering skal sikre de berørte naboer mulighed for at kunne komme med bemærkninger til dispensationsønsket, og således påvirke kommunalbestyrelsens beslutning. Når naboorientering har fundet sted, kan kommunalbestyrelsen imidlertid selvstændigt afgøre, om der skal gives dispensation. Reglen om naboorientering betyder således ikke, at de berørte naboer skal sige ja til dispensationsønsket.

Efter § 47, stk. 7, skal de, der efter naboorientering rettidigt har fremsat bemærkninger til dispensationssagen, have underretning om afgørelsen.

Efter § 47, stk. 9, kan miljøministeren fastsætte regler om, at der i nærmere angivne tilfælde kan kræves gebyr af ansøgeren for den orientering, som kommunalbestyrelsen foretager. Reglerne er fastsat i bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af lov om kommuneplanlægning.

1.4. FORHOLDET TIL KOMMUNEPLANEN

Ved ændringer i § 13, stk. 1, og § 47, stk 1, er det præciseret, at det ikke er udelukket at dispensere efter reglerne i § 47, stk. 2 og 3, selv om dispensationen vil indebære, at man samtidig fraviger kommuneplanen.

Men det betyder ikke, at kommunalbestyrelsens pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse er ophævet.

Det følger af dispensationsreglerne, at det, der kan gennemføres ved dispensation, ikke må have et sådant omfang, at der er lokalplanpligt efter § 16, stk. 3, eller § 47, stk. 4. Hvis det er tilfældet, kan den pågældende foranstaltning kun gennemføres på grundlag af en lokalplan. Da en lokalplan ikke må være i strid med kommuneplanen, kan foranstaltningen kun udføres, hvis der (udover lokalplanen) tilvejebringes en ændring af kommuneplanen efter reglerne i § 14. Reglerne om lokalplanpligt sætter således en grænse for, i hvilket omfang en kommuneplan kan fraviges i forbindelse med dispensation.

Kommunalbestyrelsen skal i øvrigt, før den meddeler dispensation, nøje vurdere, om omstændighederne i det konkrete tilfælde taler for en dispensation.

Ved vurderingen skal der tages stilling til, om dispensationen er forenelig med pligten til at virke for kommuneplanens gennemførelse. I vurderingen må derfor indgå dels karakteren af den eller de bestemmelser i kommuneplanen, som en dispensation kan komme i strid med, dels de mulige følger af en dispensation, herunder virkningen for tilsvarende ønsker om dispensation. Endvidere må det indgå i vurderingen, om der er forløbet lang tid imellem vedtagelsen af den lokalplan (eller byplanvedtægt), som det er aktuelt at dispensere fra, og vedtagelsen af kommuneplanen. Det kan også have betydning for vurderingen, om det pågældende emne har været inddraget i debatten om kommuneplanen.

Kommunalbestyrelsen må i øvrigt foretage den samme vurdering i de tilfælde, hvor et byggeønske m.v., der er i strid med kommuneplanen, ikke kræver dispensation efter § 47, fordi det er i overensstemmelse med almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser eller en gældende byplanvedtægt. Kommunalbestyrelsen må i disse tilfælde vurdere, om pligten til at virke for kommuneplanens gennemførelse gør det nødvendigt at hindre den pågældende foranstaltning med et forbud efter § 17 eller § 13, stk. 3.

1.5. FORÆLDELSE

En uudnyttet tilladelse efter by- og landzoneloven bortfalder efter 3 år. Kommuneplanloven indeholder ikke nogen regel om forældelse af dispensationenr. Men også uudnyttede dispensationer i henhold til kommuneplanloven bortfalder efter en vis tid. Det kan ikke angives generelt hvor lang tid, der skal gå. Det afhænger af forholdene i det enkelte tilfælde.

G. KLAGEREGLERNE I LOV OM KOMMUNEPLANLÆGNING

1. HVILKE FORHOLD KAN PÅKLAGES?

a) RETLIGE SPØRGSMÅL

Hovedreglen vedrørende klage efter kommuneplanlovens § 48, stk. 1, er, at kun retlige spørgsmål i forbindelse med kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven kan påklages.

Der kan ikke gives en udtømmende definition af, hvad der skal anses for »retlige spørgsmål«, men det skal forstås ret vidt.

Som eksempler på retlige spørgsmål kan nævnes følgende

Hvis en kommunalbestyrelses afgørelse indebærer en fortolkning af kommuneplanloven eller af de i henhold til kommuneplanloven tilvejebragte planer, er der tale om retlige spørgsmål. Det samme gælder, hvis kommunalbestyrelsens afgørelse indebærer en fortolkning af de før kommuneplanlovens ikrafttræden tilvejebragte planer m.v. (først og fremmest byplanvedtægter), der i henhold til kommuneplanlovens § 59 fortsat bevarer deres gyldighed, indtil de måtte blive ophævet eller ændret ved en lokalplan, en kommuneplan eller § 15-rammer. Fortolkningen af private servitutter i forbindelse med afgørelser efter kommuneplanlovens kap. 5 er ligeledes retlige spørgsmål, jfr. ovenfor.

Det er også et retligt spørgsmål, om bestemmelserne i en af kommunalbestyrelsen vedtaget lokalplan har hjemmel i kommuneplanlovens § 18, og om en kommuneplan har det i loven foreskrevne indhold.

Ligeledes er det et retligt spørgsmål, om de i kommuneplanloven indeholdte procedureregler og kompetenceregler i forbindelse med udarbejdelse og vedtagelse af kommune- og lokalplaner, meddelelse af dispensation m.v. er overholdt, og det er et retligt spørgsmål, om de almindelige forvaltningsretlige regler om f.eks. magtfordrejning, inhabilitet, inkompetence m.v. er overholdt.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til forslaget til lov om kommuneplanlægning og af folketingsudvalgets betænkning over lovforslaget, at det er et retligt spørgsmål, om et bygge- eller anlægsarbejde m.v. i henhold til kommuneplanlovens § 16, stk. 3, er »større« og dermed lokalplanpligtigt.

I kommunalbestyrelsens afgørelse i en dispensationssag kan indgå retlige spørgsmål.

Det er således et retligt spørgsmål, om kommunalbestyrelsen har overskredet sin kompetence til at dispensere fra de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser efter de regler, der i henhold til kommuneplanlovens § 47, stk. 2, er fastsat herom i miljøministeriets bekendtgørelse. Ligeledes er det et retligt spørgsmål, om en dispensation fra en lokalplan eller byplanvedtægt er i strid med principperne i planen, jfr. kommuneplanlovens § 47, stk. 3.

Det kan derimod ikke påklages efter kommuneplanlovens § 48, om en lokalplan er i strid med regionplanlægningen, en kommuneplan eller midlertidige rammer efter kommuneplanlovens § 15, stk. 2. Det påser amtsrådet/ Hovedstadsrådet efter kommuneplanlovens § 25. Det samme gælder de relationer, der er omfattet af kommuneplanlovens § 8.

Af hovedreglen i kommuneplanlovens § 48 fremgår det modsætningsvis, at kommunalbestyrelsens skønsmæssige afgørelser vedrørende forhold, der er omfattet af kommuneplanloven, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed (bortset fra de undtagelsestilfælde, der er nævnt nedenfor under punkt b).

Dette betyder, at hverken et afslag på en ansøgning om dispensation eller en imødekommelse af en ansøgning kan påklages, når de ovenfor nævnte komptenceregler og procedureregler er overholdt.

At skønsmæssige afgørelser ikke kan påklages betyder endvidere, at der f.eks. ikke kan klages over, om en kommuneplans eller en lokalplans indhold er hensigtsmæssigt.

b) ANDRE FORHOLD, DER KAN PÅKLAGES

I henhold til kommuneplanlovens § 48, stk. 1,2. pkt. kan nedennævnte afgørelser påklages til fuld efterprøvelse af klagemyndigheden, det vil sige, at klagen kan vedrøre såvel skønsmæssige som retlige spørgsmål

1) Beslutninger om ekspropriation til virkeliggørelse af en lokalplan i henhold til kommuneplanlovens § 34.

2) Påbud efter § 44, stk. 2, 3 og 4 om at foretage foranstaltninger, der sikrer, at forholdene på en ejendom ikke er til ulempe eller virker skæmmende i forhold til omgivelserne.

3) Forbud eller påbud efter § 45.

2. KREDSEN AF KLAGEBERETTIGEDE

Det er ikke i kommuneplanloven angivet, hvem der er klageberettiget efter lovens § 48, stk. 1. I bemærkningerne til forslaget til lov om kommuneplanlægning er imidlertid om klageadgangen anført, at spørgsmål om forståelse af lovgivningen efter almindelige forvaltningsretlige regler vil kunne indbringes for klagemyndigheden af enhver, der skønnes at have den fornødne retlige interesse i spørgsmålets efterprøvelse.

Under hensyn til, at adgangen til at påklage en kommunalbestyrelses afgørelser vedrørende forhold, der er omfattet af kommuneplanlovens bestemmelser, efter kommuneplanlovens § 48 som hovedregel er begrænset til retlige spørgsmål samt under hensyn til den vægt, som loven lægger på offentlighedens indragelse i planlægningen, har planstyrelsen i sin administration anset en vid kreds for klageberettiget. Ud over afgørelsens adressater er såvel enkeltpersoner som organisationer, politiske partier, foreninger, borgergrupper m.fl., der har kunnet påvise et lokalt tilhørsforhold til det omhandlede område, blevet anerkendt som klageberettiget.

I den forbindelse skal videre bemærkes, at planstyrelsen i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler har statueret, at et medlem af kommunalbestyrelsen ikke i egenskab af kommunalbestyrelsesmedlem har adgang til at påklage kommunalbestyrelsens (flertallets) afgørelser, hvis den pågældende ikke i øvrigt, det vil sige som »privat« borger, er klageberettiget.

Et mindretal i kommunalbestyrelsen vil dog kunne klage over retlige spørgsmål vedrørende de særlige regler til beskyttelse af mindretallets rettigheder i kommuneplanlovens § 7, stk. 3, og § 21, stk. 2.

For så vidt angår de særlige klageregler nævnt under pkt. 1, b, hvor der kan klages til fuld efterprøvelse, skal bemærkes, at klageadgangen efter kommuneplanlovens § 34 om ekspropriation gælder ejere og brugere og andre med retlig interesse i sagen, medens klageadgangen efter bestemmelserne i kommuneplanlovens § 44, stk. 6, kun kan udnyttes af den pågældende ejer. Efter kommuneplanlovens § 48, stk. 1, må enhver med retlig interesse i sagen dog kunne påklage kommunalbestyrelsens afgørelser efter kommuneplanlovens § 44 vedrørende retlige spørgsmål.

3. KLAGEMYNDIGHED

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 48, stk. 1, samt § 44, stk. 6, og § 45, stk. 3 kan påklages til miljøministeren. Miljøministeren har imidlertid i henhold til kommuneplanlovens § 52 ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 9 af 13. januar 1986 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til planstyrelsen bemyndiget planstyrelsen til at udøve beføjelsen som klagemyndighed. Planstyrelsens afgørelser vedrørende klagerne er som hovedregel endelige, det vil sige, at de ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Den eneste undtagelse fra denne regel er styrelsens afgørelser vedrørende klager over kommunalbestyrelsens beslutninger om ekspropriation efter § 34, der kan påklages til miljøministeren.

4. KLAGEVEJLEDNING

a)RETLIGE SPØRGSMÅL

Kommuneplanlovens § 48 indeholder ingen bestemmelse om, at kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende retlige spørgsmål skal ledsages af klagevejledning. Men en bestemmelse om klagevejledning er fastsat i § 25 i forvaltningsloven. En klagevejledning vil f.eks. kunne formuleres således

»I henhold til kommuneplanlovens § 48, stk. 1, kan kun retlige spørgsmål påklages. Det vil sige, at De for eksempel kan klage, hvis De ikke mener, at kommunen har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. De kan derimod ikke klage over, at kommunen efter Deres opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.

Klage over retlige spørgsmål skal indsendes til Planstyrelsen, Holbergsgade 23, 1057 København K.«

Afgørelsen bør imidlertid i alle tilfælde indeholde oplysning om lovhjemmelen.

b) ØVRIGE TILFÆLDE, HVOR DER ER KLAGEADGANG

1) Ifølge kommuneplanlovens § 34, stk. 4, skal en kommunalbestyrelses ekspropriationsbeslutning indeholde oplysning om, at beslutningen kan påklages til planstyrelsen, at klage skal være indgivet inden 4 uger fra beslutningens meddelelse, og at rettidig klage har opsættende virkning, medmindre planstyrelsen bestemmer andet.

2) Ifølge kommuneplanlovens § 44, stk. 6, skal et påbud efter stk. 2, 3 eller 4 indeholde oplysning om, at påbudet kan påklages til planstyrelsen, og at klage skal være indgivet inden 4 uger fra påbudets meddelelse.

3) Ifølge kommuneplanlovens § 45, stk. 3, skal et forbud eller påbud efter stk. 1 eller 2 indeholde oplysning om, at det kan påklages til planstyrelsen, og at klagefristen er 4 uger.

5. KLAGEFRIST

For klager over retlige spørgsmål er der ikke i loven fastsat nogen klagefrist. Planstyrelsen vil dog afvise at behandle en klage, der ikke er indgivet inden en vis rimelig tid, efter at den pågældende afgørelse er truffet, medmindre der kan påvises en grund til, at klagen først indgives på det sene tidspunkt.

I henhold til kommuneplanlovens § 47, stk. 7, skal kommunalbestyrelsen underrette dem, der efter naboorientering rettidigt har fremsat bemærkninger til en ansøgt dispensation, om afgørelsen. I andre tilfælde bliver beboere i området først underrettet ved en foranstaltnings fysiske iværksættelse. Det må forudsættes, at en eventuel klage herefter indgives rimeligt hurtigt efter, at den pågældende er blevet bekendt med foranstaltningens iværksættelse.

Som ovenfor nævnt under punkt 4, b, er klagefristen for de i §§ 34, 44 og 45 nævnte afgørelser 4 uger fra afgørelsens meddelelse.

Om klagefristens beregning skal bemærkes, at afgørelsen almindeligvis anses for at være meddelt den pågældende dagen efter, at kommunalbestyrelsen har afgivet afgørelsen til postbesørgelse. Klagen anses for rettidig, når den er afgivet til postbesørgelse senest 4 uger efter modtagelsesdagen.

6. KLAGENS OPSÆTTENDE VIRKNING

Klage i henhold til kommuneplanlovens § 48, stk. 1, har efter loven ikke umiddelbart opsættende virkning, men planstyrelsen kan tillægge en klage opsættende virkning.

Efter kommuneplanlovens § 48, stk. 2, skal den, der har modtaget en tilladelse fra kommunalbestyrelsen, underrettes om, at der er indgivet en klage. Det sker ved, at planstyrelsen anmoder kommunalbestyrelsen om en udtalelse over klagen og samtidig beder kommunen om at underrette den pågældende.

I henhold til § 48, stk. 3, kan planstyrelsen ved en klage efter § 48, stk. 1, bestemme, at en meddelt tilladelse ikke må udnyttes. Er det pågældende bygge- eller anlægsarbejde iværksat, kan styrelsen forlange det standset.

Klage efter reglerne i kommuneplanlovens § 44, stk. 6, har ikke efter loven opsættende virkning. Derimod har klage efter kommuneplanlovens § 34 over ekspropriationsbeslutninger i henhold til § 34, stk. 4, opsættende virkning, medmindre miljøministeren bestemmer andet.

7. GRUNDEJERFORENINGERS OG BEBOERFORENINGERS AFGØRELSER I HENHOLD TIL KOMMUNEPLANLOVENS § 47, STK. 3

I henhold til kommuneplanlovens § 47, stk. 3, kan en kommunalbestyrelse bemyndige en grundejerforening eller med de pågældende grundejeres samtykke en beboerforening til at meddele dispensationer fra bestemmelser i en lokalplan eller en af de efter § 59, stk. 2, opretholdte planer m.v., hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen.

Hvis kommunalbestyrelsen har givet en grundejerforening eller beboerforening en sådan bemyndigelse, kan en afgørelse, der er truffet af en grundejerforening eller beboerforening, påklages til kommunalbestyrelsen, jfr. kommuneplanlovens § 48, stk. 5. Klagen skal være indgivet inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse. Foreningens afgørelse skal indeholde oplysning om, at afgørelsen kan påklages til kommunalbestyrelsen, og at klagefristen er 4 uger fra afgørelsens meddelelse samt oplysning om bestemmelsen i lovens § 49, stk. 2.

Om klagefristberegningen henvises til det ovenfor under punkt 5 anførte.

De af grundejerforeningen eller beboerforeningen trufne afgørelser kan påklages til kommunalbestyrelsen til fuld efterprøvelse af såvel retlige som skønsmæssige spørgsmål.

For de af kommunalbestyrelsen trufne afgørelser i anledning af klage over en grundejerforenings eller beboerforenings afgørelse gælder de ovenfor under 1-4 nævnte regler.

Planstyrelsen skal tilråde kommunalbestyrelsen, hvis den bemyndiger en grundejerforening eller beboerforening til at udøve de i kommuneplanlovens § 47, stk. 3, nævnte beføjelser, at indskærpe over for vedkommende forening, at reglerne om klagevejledning nøje skal overholdes. Det skal således bemærkes, at klagefristen først gælder fra det tidspunkt, der er givet klagevejledning.

H. TILSYN OG KONTROL

Kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse er blevet præciseret ved de ændringer i loven, der blev gennemført ved lov nr. 250 af 23. maj 1984. Ændringerne har deres baggrund i betænkning nr. 981 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen (1983).

Efter kommuneplanlovens § 46, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen påse overholdelsen af loven som sådan herunder administrative regler, der er udstedt i medfør af loven.

Bestemmelsen i stk. 2 fastsætter, at kommunalbestyrelsen som led i tilsynsforpligtelsen tillige skal føre kontrol med, at dens egne afgørelser samt klagemyndighedens afgørelser efterleves.

Efter stk. 3 er kommunalbestyrelsen forpligtet til at søge ulovlige forhold lovliggjort, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning.

Når der under en klagesag er konstateret et ulovligt forhold, opstår spørgsmålet om, hvorledes dette skal berigtiges. I nogle tilfælde må der kræves en fysisk lovliggørelse, f.eks. nedrivning. I andre tilfælde vil der kunne foretages en retlig lovliggørelse, dvs. at kommunalbestyrelsen gennemfører den lokalplan eller meddeler den dispensation, som er nødvendig for en retlig lovliggørelse. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor der ikke efter forholdets beskaffenhed er behov for en fysisk lovliggørelse, og en efterfølgende lokalplanprocedure eller en naboorienteringsprocedure reelt er uden indhold, fordi den kun vil tjene til en formel retlig lovliggørelse. I sådanne tilfælde kan planstyrelsen efter § 48, stk. 4, træffe beslutning om formen for lovliggørelsen. Bestemmelsen indebærer, at planstyrelsen kan tillade en bibeholdelse og samtidig fritage helt eller delvis for en retlig lovliggørelse. Dette anfægter ikke kommunalbestyrelsens kompetence til at gennemføre en lokalplan.

Efter § 49, stk. 1, kan klagemyndighedens afgørelse indbringes for domstolene.

Det følger af kommunalbestyrelsens tilsynspligt efter § 46, at kommunalbestyrelsen, såfremt ejeren af den pågældende ejendom ikke efterkommer klagemyndighedens afgørelse, skal give et lovliggørelsespåbud og om fornødent foranledige sagen indbragt for domstolene.

I. DET MIDLERTIDIGE DECENTRALISERINGSGRUNDLAG - § 15-RAMMERNE

Reglerne i kommuneplanlovens §§ 2-14 om kommuneplaner er trådt i kraft i en kommune ved godkendelse af en regionplan, der omfatter kommunen, jfr. lovens § 15, stk. 1.

Folketinget ønskede imidlertid at tillægge kommunalbestyrelserne kompetence til selv at vedtage lokalplaner uden miljøministeriets godkendelse straks fra kommuneplanlovens ikrafttræden. Det blev imødekommet ved, at miljøministeriet i henhold til kommuneplanlovens § 15, stk. 2, kunne godkende midlertidige rammer for indholdet af lokalplaner på grundlag af dispositionsplaner og anden planlægning tilvejebragt af kommunalbestyrelsen i medfør af de hidtidige gældende regler.

Miljøministeriet har i cirkulære nr. 190 af 7. oktober 1975 om administrationen af § 15 i lov om kommuneplanlægning nærmere redegjort for § 15-rammernes tilvejebringelse og virkning.

Endvidere har planstyrelsen i vejledning nr. 1 i kommuneplanlægning anvist, hvorledes udformningen af rammer for lokalplanlægningen kunne ske.

Endelig har miljøministeriet i cirkulære af 10. oktober 1978 fastsat regler om proceduren ved ændringer og suppleringer af rammerne.

§ 44, stk. 1, i kommuneplanloven lyder således

»Kommunalbestyrelsen kan gøre en tilladelse efter byggeloven afhængig af, at bebyggelsen får en sådan ydre udformning, at der i forbindelse med dens omgivelser opnås en god helhedsvirkning«.

FOLKETINGETS FORUDSÆTNINGER OM ANVENDELSEN

I folketingsudvalgets betænkning over forslaget til kommuneplanloven er optaget følgende

»Udvalget har overvejet at indstille en ændring af § 44, stk. 1, om bebyggelsens ydre udformning, så at det sikres, at kommunalbestyrelsen ikke benytter denne bestemmelse til at stille krav, der medfører en unødig ensartethed i byggeriet.

Miljøministeren har oplyst, at de hidtidige tilsvarende bestemmelser i byggelovene først og fremmest er bragt i anvendelse inden for bevaringsværdige ældre bymiljøer og - i de tilfælde, der har været forelagt ministeriet som klagemyndighed - praktisk taget altid med rette. Ministeren har endvidere oplyst, at ministeriet ikke er bekendt med, at disse bestemmelser har været anvendt til en regulering af detaljer eller til at fremkalde en unødig ensartethed.

Udvalget har herefter afstået fra at stille ændringsforslag til § 44, stk. 1, men finder det ønskeligt, at miljøministeren i et cirkulære om loven eller på anden måde underretter kommunerne om, at bestemmelsen bør administreres i overensstemmelse med denne hidtidige praksis«.

PLANSTYRELSENS PRAKSIS

På den angivne baggrund mener planstyrelsen, at kommuneplanlovens § 44, stk. 1, normalt kun kan anvendes i tilfælde, hvor bebyggelsen m.v. i området på forhånd er karakteriseret ved en særlig helhedsvirkning, og navnlig, hvor der er tale om »bevaringsværdige ældre bymiljøer«.

Planstyrelsen har ved afgørelser om anvendelsen af § 44, stk. 1, lagt afgørende vægt på, om den eksisterende bebyggelse i området i sammenhæng med omgivelserne i øvrigt på forhånd var karakteriseret ved en særlig arkitektonisk (landskabsmæssig eller æstetisk) helhedsvirkning.

Hvor der er tale om nyere bebyggelse, er der lagt vægt på, om denne helhedsvirkning var særlig tilstræbt i planlægningen for området, eventuelt i form af en fælles bebyggelsesplan.

KLAGE

Afgørelsen af, om det pågældende område har en sådan karakter, at kommuneplanlovens § 44, stk. 1, kan anvendes, er et retligt spørgsmål, der kan påklages i henhold til kommuneplanlovens § 48.

Kommunalbestyrelsens vurdering af, om bestemmelsen bør bringes i anvendelse, er derimod en skønsmæssig afgørelse, som planstyrelsen ikke kan tage stilling til.

BESTEMMELSERNE I KOMMUNEPLANLOVENS § 44, STK. 2, 3 OG 4

Efter disse bestemmelser kan kommunalbestyrelsen udstede forbud eller påbud overfor visse indretninger og anvendelser af en ejendom, der er til ulempe for andre, eller som virker skæmmende.

Der gælder efter stk. 6 særlige regler om klage, når der er tale om påbud, dvs. i de tilfælde, hvor indretningen lovligt er etableret, eller anvendelsen er påbegyndt. Klagereglerne er omtalt i afsnit G.

Forbud kan påklages efter § 48.

4. MILJØFORRINGENDE ERHVERVSBEBYGGELSE I BOLIGOMRÅDER (§ 45, STK. 1)

Efter den seneste lovændring ophæves kommuneplanlovens § 45, stk. 1-3, i de enkelte kommuner, efterhånden som kommuneplanerne offentligt bekendtgøres efter den endelige vedtagelse.

Men § 45, stk. 1-3, gælder fortsat uændret i de kommuner, hvor kommuneplanen ikke er vedtaget og offentliggjort.

Efter kommuneplanlovens § 45, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen, når der i et område findes boligbebyggelse, modsætte sig, at der opføres miljøforringende erhvervsbebyggelse i området, eller at bestående boligbebyggelse eller ubebyggede arealer i området tages i brug til miljøforringende erhvervsformål.

Det er således en forudsætning for at anvende § 45, at der er tale om et område, hvor der findes boligbebyggelse, og at området ikke er omfattet af bestemmelser om bebyggelsens anvendelse i en lokalplan eller en byplanvedtægt, § 45, stk. 4.

Højesteret har i en dom af 13. december 1984 ophævet et forbud i henhold til § 45, stk. 1, mod indretning af smørrebrødsforretning (grillbar) i en boligbebyggelse. Lokalerne havde tidligere været benyttet som brødudsalg og el-installationsforretning. I dommen udtales bl.a., at § 45 efter sin ordlyd ikke klart omfatter det forhold, at lokaler, der hidtil har været anvendt til erhverv, tages i brug til andet erhvervsformål, og at der ikke er sikre holdepunkter i bestemmelsens forarbejder for en sådan fortolkning. Højesteret finder heller ikke, at en så vidtgående beføjelse - i modsætning til, hvad der har været antaget i administrationspraksis - kan støttes på en udvidende fortolkning af lovens formål.

Dommen betyder, at § 45, stk. 1, ikke omfatter overgang til anden virksomhed i eksisterende erhvervslokaler i et område med boligbebyggelse, selv om den nye anvendelse vil være mere miljøforringende end den hidtidige.

Kommunalbestyrelsen må lægge disse synspunkter til grund for behandlingen af disse sager.

Såfremt etablering af en erhvervsvirksomhed forudsætter kommunalbestyrelsens godkendelse i medfør af miljøbeskyttelseslovens kap. 5, har § 45, stk. 1, ingen selvstændig betydning.

Det er en betingelse efter § 45, stk. 1, at den erhvervsbebyggelse, som kommunalbestyrelsen kan modsætte sig, skal være »miljøforringende«. Det kræves ikke, at erhvervsbebyggelsen skal kunne medføre særlige ulemper eller virke stærkt skæmmende. På den anden side kan § 45, stk. 1, ikke anvendes, hvor en foranstaltning efter praksis må tåles i boligområder.

Kommuneplanlovens § 45, stk. 1, giver også kommunalbestyrelsen hjemmel til at modsætte sig, at ubebyggede arealer i området tages i brug til miljøforringende erhvervsformål, f.eks. ibrugtagen af et ubebygget areal i et boligområde, til oplagring af materialer, vareudstilling, brugtbilsalg og parkering af biler i forbindelse med erhverv.

Om anvendelsen af friarealer på bebyggede ejendomme, der er udlagt og godkendt i henhold til reglerne herom i bygningsreglementerne, henvises til byggelovens § 7, stk. 2.

BOLIGBEBYGGELSE, DER UD FRA MILJØMÆSSIGE HENSYN ER UFORENELIG MED EKSISTERENDE ERHVERVSUDØVELSE I OMRÅDET (§ 45, STK. 2).

Efter § 45, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen modsætte sig, at der i et område, hvor der findes erhvervsbebyggelse opføres boligbebyggelse, eller at bestående bebyggelse tages i brug til beboelse, såfremt beboelse i området ud fra miljømæssige hensyn skønnes uforenelig med erhvervsudøvelsen.

KLAGE

Et forbud eller påbud efter § 45, stk. 1 og 2, kan af vedkommende ejer påklages til planstyrelsen. Klage skal være indgivet inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse. Kommunalbestyrelsens afgørelse skal indeholde klagevejledning, jfr. § 45, stk. 3. Planstyrelsens kompetence i disse sager er ikke indskrænket til retlige spørgsmål.

D. EKSPROPRIATION Efter kommuneplanlovens § 34 kan kommunalbestyrelsen ekspropriere fast ejendom, der tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

Efter lov nr. 123 af 1. april 1980 om ekspropriation til byudvikling kan der eksproprieres, når det er af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen (eller § 15-rammerne). Loven er omtalt i miljøministeriets cirkulære nr. 148 af 14. september 1981. Ekspropriation efter lov om ekspropriation til byudvikling kan ske, inden den detaljerede planlægning er gennemført. Loven tager sigte på ekspropriation af større i det væsentlige ubebyggede arealer, typisk landzonearealer.

Ekspropriation efter § 34 kan ske til virkeliggørelse af den detaljerede planlægning i lokalplan/ byplanvedtægt, og bestemmelsen forudsætter, at den konkrete anvendelse af det pågældende areal er umiddelbart forestående.

Såfremt kommunalbestyrelsen alene ønsker at realisere lokalplanformål, hvortil ekspropriation kan ske i medfør af særlovgivning, f.eks. arealerhvervelse til offentlige veje og parkeringspladser, jfr. lov om offentlige veje § 43, bør særlovgivningens ekspropriationsregler anvendes.

For så vidt angår fremgangsmåden ved ekspropriation, henviser kommuneplanlovens § 34, stk. 3, til lov om offentlige veje § 45, og §§ 47-49.

En lokalplan kan ikke danne grundlag for en ekspropriationsbeslutning, før planen har fået endeligt bindende virkning ved den offentlige bekendtgørelse. Indledende skridt til ekspropriationen, som afholdelse af åstedsforretning bør ikke finde sted, før indholdet af lokalplanen er kendt, dvs. før lokalplanen er endeligt vedtaget.

Efter kommuneplanlovens § 34 kan kommunalbestyrelsen ekspropriere ikke blot, når det pågældende areal ifølge planen skal anvendes til offentlige formål, men også, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af lokalplanen eller byplanvedtægten. Det er en betingelse for ekspropriationen, at det er nødvendigt for kommunalbestyrelsen at få rådighed over det pågældende areal, f.eks. fordi der i henhold til planen skal udføres anlæg på arealet. Det er som altid en forudsætning, at lokalplanen er planlægningsmæssigt begrundet, dvs. at den ikke alene skal fremme særlige f.eks. erhvervsmæssige - interesser.

Der er således adgang for kommunalbestyrelsen til at ekspropriere et areal, når ejeren ikke kan eller vil udnytte arealet i overensstemmelse med byplanvedtægtens/ lokalplanens bestemmelser. Når det er nødvendigt at foretage en sådan ekspropriation, vil det eksproprierede areal eventuelt kunne overdrages til en privat bygherre, der vil disponere over arealet i overensstemmelse med planens bestemmelser.

Kommuneplanlovens § 34 afgiver ikke hjemmel til ekspropriation til almindelig fremskaffelse af byggegrunde, men der vil f.eks. kunne eksproprieres til gennemførelse af en bebyggelsesplan.

Efter kommuneplanlovens § 34 vil det også være muligt for kommunalbestyrelsen at ekspropriere private rettigheder over fast ejendom. Sådanne private rettigheder kan være leje-, brugs- eller servitutrettigheder.

Med hjemmel i kommuneplanlovens § 18, stk. 1, nr. 16, kan der i en lokalplan træffes bestemmelse om ophør af gyldigheden af udtrykkeligt angivne tilstandservitutter, hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål. Private rådigheds- og tilegnelsesservitutter kan derimod kun fjernes ved ekspropriation.

Efter kommuneplanlovens § 34, stk. 4, kan ekspropriationsbeslutningen påklages. Klage skal være indgivet inden 4 uger fra beslutningens meddelelse. Rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet. Klage skal indgives til planstyrelsen. Styrelsens afgørelse kan påklages til miljøministeren.

Klagemyndighedens prøvelse af kommunalbestyrelsens ekspropriationsbeslutning er ikke indskrænket til retlige spørgsmål, som efter kommuneplanlovens § 48, men omfatter også en bedømmelse af ekspropriationens hensigtsmæssighed og rimelighed. Det skal vurderes, om ekspropriationen er konkret begrundet i lokalplanen (byplanvedtægten), og om det byggeri eller anlæg, der eksproprieres til, er aktuelt. Det vil i forbindelse hermed blive undersøgt, om tilladelser, som er nødvendige efter anden lovgivning, er eller vil blive meddelt.

Hvor der ikke er enighed om ekspropriationserstatningens størrelse, fastsættes denne af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, jfr. kommuneplanlovens § 35.

E. SERVITUTTER

De bestemmelser i kommuneplanloven, der har særlig betydning i forbindelse med servitutter, er: § 18, stk. 1, nr. 16 (ophævelse af tilstandsservitutter), § 31 (lokalplanens retsvirkninger), §§ 36-38 (samtykke til stiftelse af servitutter og påtaleret).

Planstyrelsen har udsendt en vejledning om servitutter i relation til kommuneplanloven »Vejledning i kommuneplanlægning nr. 6. 1979«.

Det må erindres, at de private servitutter, der indgår i kommuneplanlægningen, også reguleres af privatretlige regler. Det gælder servitutter pålagt af kommunen som grundsælger, og servitutter hvor kommunalbestyrelsen er indsat som påtaleberettiget. I disse tilfælde har kommunalbestyrelsen efter de privatretlige regler visse forpligtelser overfor de grundejere, der er omfattet af servitutten. Spørgsmålet om kommunalbestyrelsens overholdelse af dem kan ikke påklages efter kommuneplanlovens § 48, men kan af grundejerne indbringes for domstolene.

SAMTYKKE

Efter § 36 kan en ejer af fast ejendom kun med forudgående samtykke fra kommunalbestyrelsen pålægge ejendommen servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelse i en lokalplan.

Det samme gælder for ændring af bestående servitutter, hvis ændringen er ensbetydende med pålæg af en ny servitutbestemmelse.

Ophævelse af eksisterende serviutter ved aftale mellem parterne kræver ikke kommunalbestyrelsens samtykke.

Cirkulære om lov om kommuneplanlægning

Indholdsfortegnelse

Cirkulærets formål og indhold

A. Kommune- og lokalplaner

1. Planret- og pligt Kommuneplanlovens § 2, § 13, § 14, § 16, § 29 og § 47 1.1 Planret 1.2. Planpligt 1.2.1. Kommuneplanlægningen 1.2.2. Lokalplanlægningen 2. Planernes indhold 2.1. Kommuneplaner Kommuneplanlovens § 3 2.2. Lokalplaner Kommuneplanlovens § 18, stk. 1. Særligt om samspillet mellem på den ene side vejlovgivningen og ekspropriationsprocesloven og på den anden side kommuneplanlovens bestemmelser om lokalplanlægning Særligt om tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg 2.3. Miljøhensyn i planlægningen 2.4. Behandling af byfornyelsen 2.5. Varetagelse af de kirkelige hensyn 2.6. Delområder 3. Planernes tilvejebringelse 3.1. Borgerinddragelse (offentlighedsregler) Kommuneplanlovens § 1, § 6, § 7, § 21, § 23. 3.2. Pligt til at underrette statslige myndigheder m.v. Kommuneplanlovens § 23. 3.3. Regionplanmyndighedens beføjelser Kommuneplanlovens § 8, § 25. 3.4. Ministerens beføjelser Kommuneplanlovens § 10, § 28. 3.5. Mindretalsudtalelser Kommuneplanlovens § 6, § 7, § 21. 3.6. Veto efter kommuneplanlovens § 25 og § 26 3.7. Om delegation af kommunalbestyrelsens kompetence i forbindelse med gennemførelse af lokalplaner 3.8. Ændring af et offentliggjort planforslag (kommuneplanforslag, lokalplanforslag § 27). 4. Planers retsvirkninger Kommuneplaner (kommuneplanlovens § 13), lokalplaner (kommuneplanlovens § 31). 5. Ændring af planer 5.1. Ændringer i kommuneplaner 5.2. Ændringer i lokalplaner 5.3. Ophævelse af lokalplaner B. Umiddelbart gældende bestemmelser De almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser - kommuneplanlovens §§ 39-43. C. Konkrete reguleringsmidler Kommuneplanlovens § 13, stk. 2 og 3, § 17, § 44, § 45. D. Ekspropriation E. Servitutter Kommuneplanlovens § 18, § 36, § 37. F. Fravigelser fra planer og almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser 1. Dispensation 1.1. Lokalplaner (kommuneplanlovens § 47, stk. 3) 1.2. Almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser (§ 47, stk. 2) 1.3. Naboorienteringsregler 1.4. Fortolkning af kommuneplanlovens § 13 i relation til dispensation 1.5. Forældelse af dispensationer

G. Klageregler

H. Tilsyn og kontrol

I. Det midlertidige decentraliseringsgrundlag -

Ingen