Skrivelse om udgang til indsatte (* 1).
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om udgang til indsatte (* 1).
Hermed sendes nogle eksemplarer af direktoratets cirkulære af 18. marts 1986 om udgang til indsatte.
1. Cirkulæret, der træder i kraft den 1. maj 1986, er udarbejdet på grundlag af
- den af »Arbejdsgruppen vedrørende revision af anordningerne m.v.« i oktober 1984 afgivne indstilling, som ved skrivelse af 16. januar 1985 blev forelagt institutionerne til udtalelse,
- en af arbejdsgruppen i august 1985 afgivet supplerende indstilling, der vedlægges. (* 2)
Yderligere eksemplarer af de nævnte indstillinger kan rekvireres i direktoratet (lokal 250).
Om ændringerne i forhold til de hidtil gældende regler henvises til vedlagte oversigt.(* 2)
2. De i § 14 nævnte blanketter (udgangsbevis) er under udarbejdelse. Nærmere meddelelse herom fremkommer senere.
3. Til cirkulæret bemærkes følgende
A. Bemærkninger til enkelte bestemmelser.
Ad § 2. Kompetencen til at tillade udgang fra lukket anstalt.
For så vidt angår indsatte, der udstår fængsel i 5 år eller derover, men under 8 år, forudsættes det, at særligt tvivlsomme, principielle eller vanskelige sager gøres til genstand for drøftelse på de halvårlige fællesmøder mellem direktoratet og vedkommende anstalt. Dette vil fx gælde sager, hvor indsatte på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år.
Ad § 4, stk. 2. Lovovertrædelser af særlig grov eller professionel karakter.
Hertil henregnes eksempelvis også pengeskabstyverier med anvendelse af skærebrændere, tyveri, hvor gerningsmanden har været bevæbnet, vedvarende berigelseskriminalitet, der bærer præg af planlægning og er af særlig målrettet karakter, organiseret smugleri og overtrædelse af straffelovens § 191.
Ad § 4, stk. 3, 2. pkt. Sigtelse for kriminalitet under strafudståelsen.
I tilfælde, hvor sigtelsen fører til, at en tilladelse til regelmæssig udgang i henhold til afsnit III nægtes eller tilbagekaldes, opspares udgange, såfremt sigtelsen senere frafaldes, eller der sker frifindelse for den påsigtede kriminalitet. Afvikling af opsparede udgange kan efter institutionens bestemmelse fx finde sted ved sammenlægning af flere udgange, eventuelt i forbindelse med løsladelsen.
Ad §§ 5-6. Høring af politiet.
Hensyn, der bør indgå i overvejelserne.
I de tilfælde, der er nævnt i § 5, stk. 1, nr. 1-3, skal der udvises særlig forsigtighed ved vurderingen af, om fare for misbrug kan antages at foreligge. Dette indebærer, at den almindelige formodning om, at en person, der opfylder de tidsmæssige betingelser for at få udgang, også regelmæssigt bør have en sådan - medmindre der i det enkelte tilfælde kan anføres modstående hensyn - ikke gælder. Der må i øvrigt i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering, som tager hensyn til såvel de fordele, der i resocialiseringsmæssig henseende må antages at være forbundet med den pågældendes udgang, som til den risiko, der må antages at foreligge, herunder også en vurdering af hvilken form for kriminalitet, risikoen omfatter.
Ved denne afvejning kan hensyn tages til varigheden af den resterende opholdstid indtil det forventede løsladelsestidspunkt.
Endvidere bør der i overvejelserne indgå de hensyn til retsfølelsen, som bestemmelsen i § 10, stk. 4, tilsigter at beskytte.
I tilfælde, hvor der foreligger en begrundet formodning om, at den pågældende befinder sig i en særlig risikosituation for undvigelse eller udeblivelse på grund af skjult udbytte, forventet vidneindkaldelse m.v., bør dette tillige indgå i vurderingen.
Høringsformen.
Anstalten udfærdiger og sender det i § 6 nævnte skema med 2 genparter til politiet. Såfremt det skønnes hensigtsmæssigt, kan yderligere oplysninger ske under vedlæggelse af særlige bilag.
Politiet tilbagesender skemaet og den ene genpart til institutionen.
Udgang bør ikke gives, før politiets skriftlige svar er modtaget i institutionen.
Telefonisk forelæggelse bør alene ske undtagelsesvis, og selv i disse tilfælde bør institutionen anmode politiet om at svare skriftligt.
Såfremt det skønnes nødvendigt at indhente polititets udtalelse telefonisk, bør den telefoniske kontakt foregå mellem fængselsinspektøren eller vicefængselsinspektøren eller arrestforvareren og det pågældende politimesterembedes ledelse, det vil sige politimesteren, vicepolitimesteren eller dennes stedfortræder.
Medmindre sagen skal forelægges for direktoratet, anfører institutionen sin afgørelse på skemaet og genparten. Efter udløbet af hver måned indsendes genparten til direktoratet.
Forelæggelse for direktoratet.
I tilfælde, hvor sagen forelægges for direktoratet, anføres institutionens indstilling på skemaets bagside. Direktoratet vil samtidig med afgørelsen underrette vedkommende politimester (politidirektøren i København).
Ad § 5, stk. 5. Udenlandske indsatte, der skal udvises.
Ved direktoratets skrivelse af 9. januar 1978 blev der forsøgsvis gennemført en lempelse af hidtidig praksis med hensyn til udgang til udenlandske indsatte, der skal udvises.
Der er senere truffet beslutning om at gøre ordningen permanent.
Ordningen går ud på følgende
Der kan - efter nøje vurdering i hvert enkelt tilfælde - gives tilladelse til udgang med ledsager med henblik på besøg hos nære pårørende her i landet, til hvem forbindelsen er etableret inden strafudståelsen.
Det forudsættes, at der er aflagt hjembesøg, forinden der træffes afgørelse om eventuel tilladelse til udgang.
Forinden der gives tilladelse til udgang med ledsager, skal der indhentes en udtalelse fra den politimester (politidirektøren i København), der har behandlet straffesagen. Sådan udtalelse skal også indhentes, forinden der gives tilladelse til udgang i de tilfælde, der er nævnt i § 31, stk. 2, nr. 1-3.
Såfremt der undtagelsesvis senere måtte blive spørgsmål om tilladelse til uledsaget udgang, skal der indhentes en fornyet udtalelse fra politiet.
Ad § 7. Udgang til udlandet.
Ved særlige omstændigheder sigtes dels til det forhold, at de pårørende som følge af institutionens beliggenhed tæt ved grænsen ikke sjældent vil have deres bopæl uden for landets grænser, dels til tilfælde, hvor det efter en konkret vurdering skønnes rimeligt at tillade udgang til udlandet, fx i forretningsmæssigt øjemed, hvor der foreligger helt uopsættelige forhold, eller hvor ophold i udlandet indgår som et væsentligt led i behandlingen af den pågældende.
Ad § 10. Vilkår.
Såfremt der tilsigtes absolut forbud mod indtagelse af alkohol under udgang, bør der fastsættes vilkår om forbud mod indtagelse af spiritus, idet sædvanligt antabusvilkår ikke i sig selv indebærer et sådant forbud.
Ad § 12. Nægtelse eller tilbagekaldelse af en udgangstilladelse.
Tilbagekaldes en udgangstilladelse, vil eventuelt opsparede udgange kunne afholdes, når den indsatte på ny er i et regelmæssigt udgangsforløb.
Ad § 14. Ved udgang, der ikke skal indberettes til kriminalregisteret, kan benyttes lokalt fremstillede blanketter.
Ad § 20. Formålet med udstationering.
Såfremt institutionen finder grundlag for, at den indsatte under udstationeringen har ophold i hjemmet, skal spørgsmålet herom forelægges for direktoratet. Der sigtes herved bl.a. til tilfælde, hvor der kort tid før 2/3 af straffen er udstået, på grund af et særligt godt arbejdstilbud, der ellers ville forspildes, eller på grund af påbegyndelse af en uddannelse og uddannelsesstedets beliggenhed, kunne være anledning til løsladelse på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 2.
Ad § 23, stk. 2. Godtgørelse under udstationering.
Udstationerede, der modtager uddannelsesstøtte, der tilsigter at dække den pågældendes leveomkostninger, kan ikke tillige oppebære godtgørelse for tab af arbejdspenge.
Ad § 25, stk. 1, og § 26, stk. 1. Kravet om en vis opholdstid.
Afbrydes strafudståelsen af en varetægtsfængsling, bør der ved genoptagelse af strafudståelsen i samme institution ikke stilles krav om, at den indsatte på ny opholder sig 4/7/10 uger i institutionen, før en udgangsansøgning kan realitetsbehandles.
Ad § 26, stk. 1. 10 uger fra indsættelsen.
Ved beregning af 10-ugers fristen medregnes et eventuelt forudgående varetægtsophold, såfremt strafudståelsen finder sted i umiddelbar forlængelse heraf.
Ad § 27, stk. 2. Virkningen af forsinket tilladelse.
Medfører behandlingen af en høringssag, jf. §§ 5-6, at en tilladelse til udgang fra åben anstalt forsinkes, regnes tilladelsen som givet ved udløbet af fristen i henhold til § 25.
Ad § 27, stk. 3. Afrejsetidspunkter.
Der tages forbehold om ændring af ordningen som følge af gennemførelsen af forslagene i betænkningen fra udvalget vedrørende beskæftigelsen af de indsatte i kriminalforsorgens institutioner.
Ad § 27, stk. 4. Opsparing af udgange.
De for weekend-udgang fastlagte tidspunkter for afrejse og hjemkomst finder tilsvarende anvendelse ved sammenlægning af udgange. Eksempelvis vil en udgang, der består af to sammenlagte weekend-udgange, kunne gives fra onsdag kl. 16.00 til søndag kl. 21.00.
Ad § 31, stk. 1. Nærstående personer.
Ved »nærstående personer« forstås ægtefælle, samlever, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem der er en tilknytning, der kan sidestilles med familiebånd.
Ad § 31, stk. 2. Vigtige familiebegivenheder.
Ved »vigtige familiebegivenheder« forstås barnedåb, konfirmation, bryllup, sølv- og guldbryllup, runde fødselsdage (50, 60, 70, 75 etc.), eget barns fødsel og andre lignende begivenheder.
Ad § 41. Varetægtsarrestanter.
Med udtrykket »den fornødne tillempning« sigtes til, at de tidsmæssige betingelser, der har sammenhæng med en vis straffetid, ikke uden videre kan overføres på varetægtsarrestanter.
B. Indstillinger m.v. til direktoratet.
Indstillinger til direktoratet om udgang indsendes med en genpart.
C. Følgende bestemmelser ophæves
Direktoratets skrivelse af 9. januar 1978 om udgang til udenlandske indsatte, der skal udvises.
Direktoratets cirkulærskrivelse af 28. juli 1980 vedrørende udgang for grupper af indsatte.
Direktoratets skrivelse af 16. juni 1981 vedrørende fravigelse af de tidsmæssige betingelser for udgang i henhold til udgangscirkulærets afsnit III.
Direktoratets skrivelse af 10. juli 1985 om fremgangsmåden ved høring af politiet.
E.B.
J. Waagensen
Til kriminalforsorgens anstalter, arrestinspektørerne og politiet.