Legislator Case Law & Legislation
C19865124332 DK

Meddelelse om forelæggelse af sager mod udlændinge, hvor der er spørgsmål om udvisning på grund af strafbart forhold (* 1).

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Meddelelse 1986 51243 Historic

Meddelelse om forelæggelse af sager mod udlændinge, hvor der er spørgsmål om udvisning på grund af strafbart forhold (* 1).

I min meddelelse nr. 4/83 om udvisning på grund af strafbart forhold er der i pkt. 5 og 6 givet regler om underretning og forelæggelse for Direktoratet for Udlændinge af straffesager mod udlændinge.

Med henblik på at begrænse antallet af sager, der skal forelægges for direktoratet, samt for at søge undgået, at forelæggelsen forsinker sagens fremme, foretages hermed efter forhandling med Direktoratet for Udlændinge følgende ændringer af pkt. 5 og 6

Pkt. 5 erstattes af

5.1. Politikredsen underretter Direktoratet for Udlændinge om sigtelser mod udlænding bilagt generaliarapport, når sigtelsen angår forhold med fængsel i strafferammen, og den kan ventes at medføre frihedsstraf, betinget eller ubetinget. Dette gælder dog ikke, hvis det er åbenbart, at udvisning ikke bør ske efter hidtidig praksis, som beskrevet under pkt. 1.1.2.

5.2. Oplysninger om udlændinges eventuelle opholdsvikår og personlige forhold kan rekvireres skriftligt hos direktoratet.

5.3. Sager, hvor spørgsmål om udvisning skal afgøres med udgangspunkt i lovens § 24, nr. 4, forelægges ikke for Direktoratet for Udlændinge, såfremt det er utvivlsomt, at den pågældende kun er her i landet på kortvarigt besøgsophold, gennemrejse eller på et tilsvarende turistlignende ophold.

5.3.1. Uanset ovenstående bestemmelse skal der dog ske forelæggelse for direktoratet af alle sager mod

a. nordiske statsborgere og EF-borgere.

b. personer, der tidligere har haft et langvarigt ophold/arbejde her i landet.

c. asylansøgere.

5.4. Under forudsætning af, at der er grundlag for en sanktionspåstand, der gør udvisning mulig efter §§ 22 - 23 eller § 24, nr. 1 - 3, anmoder politimesteren Direktoratet for Udlændinge om en udtalelse. Sagen forelægges uden sagens bilag på grundlag af et resume af sagen med oplysning om sigtelsen, arten og størrelsen af den forventede sanktion. I meget overskuelige sager kan dog i stedet sagens bilag fremsendes. Der vedlægges i alle tilfælde en rapport om afhøring af den pågældende om hans personlige forhold og hans tilknytning til Danmark, jfr. Udlændingelovens § 26. Oplysningerne skal i det omfang, de giver anledning dertil, søges bekræftet, f.eks. oplysning om en indgiven ansøgning om dansk statsborgerskab, indgået ægteskab, separation, skilsmisse o.s.v. Endvidere vedlægges sagens omslag med personlige oplysninger vedrørende den pågældende.

Direktoratets udtalelse vil indeholde oplysninger om den pågældende udlændings udlændingesag, en vurdering af den pågældende udlændings opholdstid og karakteren af vedkommendes ophold i øvrigt, samt en angivelse af, hvilke af de i lovens § 26 nævnte faktorer der efter direktoratets opfattelse kunne tale imod udvisning, og hvordan den afvejning, der efter lovens § 26 skal finde sted, efter direktoratets opfattelse burde falde ud.

Derimod vil udtalelsen ikke indeholde vurderinger af hjemmelen til udvisning efter lovens §§ 22-24, ligesom direktoratet heller ikke vil udtale sig om længden af et eventuelt indrejseforbud.

Pkt. 6.2.2. erstattes af

Forelæggelsen for Direktoratet for Udlændinge sker, så snart efterforskningen er så vidt fremskredet, at det må anses for sikkert, at der vil blive rejst tiltale, også selv om tiltalens endelige omfang endnu ikke ligger fast.

Pkt. 6.2.3.: Sidste punkt udgår, herunder det deri nævnte bilag.

Pkt. 6.3. erstattes af

Domme i 1. instans fremsendes af politikredsen, i nævningesager dog af statsadvokaten til Direktoratet for Udlændinge forinden ankefristens udløb.

Domme i ankesager fremsendes af statsadvokaten til Direktoratet for Udlændinge inden udløbet af den i retsplejelovens § 966, stk. 1 nævnte frist.

Som nyt pkt. 6.4. indsættes

I sager, der har været forelagt mig, fremsendes kopi af dom/kendelse hertil inden udløbet af de i pkt 6.3. nævnte frister.

Per Lindegaard

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →