Cirkulære om uddannelsesmæssige foranstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden (Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om uddannelsesmæssige foranstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden
(Til alle amtsråd og kommunalbestyrelser)
I henhold til § 2 i lov nr. 268 af 6. juni 1985 om ungdomsvejledning og visse uddannelsesforanstaltninger fastsættes
Med henblik på at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden kan kommuner og amtskommuner efter de nedenfor angivne regler iværksætte eller yde tilskud til uddannelser, kurser samt kontakt- og informationsordninger for unge.
1. Generelle retningslinier vedr. kursusaktiviteter m.v. og tilskud
Kurserne skal primært være tilrettelagt for arbejdsløse under 25 år. Der bør tages særligt hensyn til de svagest stillede blandt de unge ledige, herunder unge som efter undervisningspligtens ophør ikke har gennemført en uddannelse. Kurserne må aldrig blive konkurrenter til det ordinære uddannelsessystem, hvor der især i erhvervsuddannelserne er fri adgang på områder med gode beskæftigelsesmuligheder.
Der bør normalt ikke stilles bestemte krav om skolekundskaber, men det forudsættes, at deltagerne har en sådan baggrund, at de vil få et tilstrækkeligt udbytte af undervisningen.
Undervisningen bør sigte på at introducere unge arbejdsløse til uddannelsessystemet eller til arbejdsmarkedet eller supplere en allerede gennemført uddannelse.
Kurserne skal i øvrigt tilrettelægges således, at de mest muligt tilgodeser de unges behov i den aktuelle situation. Kurserne kan sigte direkte på beskæftigelse, eller hensigten kan være på lidt længere sigt at øge den unges muligheder samt at modvirke arbejdsløshedens virkninger. Undervisningen kan ligeledes sigte mod at genopfriske, ajourføre eller supplere den almene skoleuddannelse.
Ved tilrettelæggelsen af kurserne bør man være opmærksom på mulighederne for at tilvejebringe relevante tilbud ved opbygning af specielle kurser med udgangspunkt i kursisternes baggrund og behov.
Kurserne kan tilbydes i kombinationer, når sådanne kombinationskurser må anses for egnet til at fremme uddannelses- og beskæftigelsesmulighederne for deltagerne.
Hvor et kursus ikke afsluttes med prøve eller eksamen, skal der gives deltagerne et bevis for gennemførelsen af kurset. Såfremt en deltager afbryder kurset, skal der efter anmodning fra deltageren gives dokumentation for den gennemførte del af kurset.
Kommunernes og amtskommunernes tilskud til de forskellige kursusaktiviteter m.v. kan omfatte følgende udgifter
1) undervisningsudgifter,
2) bøger og andre undervisningsmaterialer samt nødvendigt undervisningsmateriel,
3) leje af lokaler samt andre etableringsudgifter i begrænset omfang,
4) udgifter ved afholdelse af eksaminer og prøver,
5) udgifter til kortlægning af behovet samt til annoncering, vejledning, erfaringsudveksling og information i øvrigt om kurserne,
6) udgifter til ekskursioner samt til kost og logi i forbindelse med internat- eller kostskolekurser,
7) udgifter til deltagergebyrer samt befordringsgodtgørelse.
Iværksættelsen af kurserne og de økonomiske vilkår i forbindelse, med det enkelte kursus aftales mellem amtskommunen/kommunen og den pågældende skole. Hvor kurser rekvireres, jfr. nedenfor under pkt. 2 og 3, må vilkårene dog fastlægges i overensstemmelse med de af undervisningsministeriet fastsatte særlige regler om rekvireret/ deltagerbetalt undervisning på handelsskoler og tekniske skoler.
2. Amtskommunale foranstaltninger
Amtskommuner samt Københavns og Frederiksberg kommuner kan iværksætte eller yde tilskud til kurser for unge arbejdsløse ved gymnasieskoler samt hf- og studenterkurser. Endvidere kan etableres kurser i henhold til loven om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne, således at bestemmelsen i lovens § 3, om at undervisningen skal stå åben for alle over 18 år, fraviges. Amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner kan desuden rekvirere eller yde tilskud til særligt tilrettelagte kurser for unge arbejdsløse ved handelsskoler, tekniske skoler og andre skoleformer, der tilbyder kurser for unge arbejdsløse.
Ved gymnasieskoler, studenter- og hf-kurser samt prøveforberedende enkeltfagskurser kan der gennemføres kurser i fag og fagområder inden for gymnasiernes og hf-kursernes fagkreds.
Kurserne bør normalt have en varighed på ca. 6 måneder. Hf-kurser vil dog også kunne tilbydes som et-årige kurser. Man henviser herom til reglerne i undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 304 af 3. juni 1984 om højere forberedelseseksamen § 12 (timetal og tilrettelæggelse) samt direktoratet for gymnasieskolerne og højere forberedelseseksamen's cirkulæreskrivelse af 22. februar 1985 om koncentrerede undervisningsforløb i visse fag til højere forberedelseseksamen (halvårshold).
Ved enkeltfagskurser oprettet i henhold til lov om prøveforberedende enkeltfagsundervisning m.v. for voksne kan der gennemføres kurser specielt for unge arbejdsløse, der fører frem til folkeskolens afgangsprøve eller udvidede afgangsprøve i enkelte fag.
Ved handelsskoler og tekniske skoler kan der gennemføres specielt tilrettelagte kurser, som tager udgangspunkt i kursisternes baggrund og forudsætninger samt de lokale uddannelses- og beskæftigelsesforhold.
Kurserne for unge arbejdsløse vil evt. kunne gennemføres i koncentreret form over et mindre antal uger end normalt, hvis det findes pædagogisk forsvarligt.
3. Kommunale foranstaltninger
3.1. Ekstraordinære uddannelsesaktiviteter for unge arbejdsløse
Kommunerne - eventuelt flere kommuner i fællesskab - kan iværksætte, rekvirere eller yde tilskud til ekstraordinære kurser for unge arbejdsløse samt anden bistand i tilknytning til kurserne.
Kurserne kan bl.a. tilrettelægges i ungdomsskolen eller i tilknytning til ungdomskolens normale undervisning, således at bestemmelsen i fritidsundervisningslovens § 1, hvorefter ungdomsskolen er for unge mellem 14 og 18 år, fraviges.
Kurserne skal være tilrettelagt med henblik på arbejdsløse under 25 år. Indholdet og varigheden af kurserne fastlægges på grundlag af en konkret vurdering af behovet.
Kurserne bør sigte mod en undervisning, der forbedrer deltagernes muligheder for at få beskæftigelse eller forbereder til fortsat uddannelse. Der kan indgås aftale med de respektive skoleformer om medvirken ved gennemførelsen af dele af uddannelsesprogrammet. Undervisning, der er omfattet af lærlingeloven eller loven om de erhvervsfaglige grunduddannelser, kan dog ikke udbydes som enkeltfag uden undervisningsministeriets godkendelse. Ligeledes kan undervisning, der er omfattet af lovgivningen vedrørende handelsskoler og tekniske skoler, ikke gives uden undervisningsministeriets godkendelse.
Kommunerne kan endvidere rekvirere eller yde tilskud til ikke godkendte kurser, eventuelt kombineret med arbejde, der er særligt tilrettelagt for unge arbejdsløse på folkehøjskoler, husholdningsskoler, landbrugsskoler og efterskoler samt yde tilskud til kurser for unge arbejdsløse, der etableres på privat eller kommunalt initiativ i henhold til kapitel III i loven om fritidsundervisning m.v. (fritidsundervisning for voksne). Tilskuddet ydes af den kommune, hvori den unge er bosiddende ved ansøgning om ydelse af tilskud.
Visitationen til kurserne forestås af kommunerne, der i fornødent omfang samarbejder med kursusledelsen og arbejdsformidlingen herom.
3.2. Tilskud til elevbetalingen ved deltagelse i godkendte kurser ved folkehøjskoler, husholdningsskoler, landbrugsskoler og efterskoler
Ud over det tilskud, der sædvanligt ydes af kommunen, kan en kommune yde tilskud til elevbetalingen i forbindelse med unge arbejdsløses deltagelse i ethvert godkendt kursus ved folkehøjskoler, husholdningsskoler, landbrugsskoler og efterskoler. Tilskuddet ydes af den kommune, hvor den unge er bosiddende ved ansøgning om ydelse af tilskud.
Tilskuddet kan ydes unge over den undervisningspligtige alder, der er arbejdsløse, eller som efter en konkret vurdering står i fare for at blive arbejdsløse.
Tilskuddet kan betinges af registrering i arbejdsformidlingen og kan fastsættes ud fra en vurdering af elevens økonomiske forhold i det enkelte tilfælde.
Tilskuddet til elevbetalingen kan sammen med eventuelt statstilskud og sædvanligt kommunalt tilskud normalt ikke overstige den af undervisningsministeriet for hvert skoleår godkendte elevstøtteramme. Hvor den enkelte unges individuelle forhold betinger det, kan kommunerne dog give tilskud herudover til dækning af ekskursionsudgifter, særlige undervisnings- og materialeudgifter samt befordringsudgifter.
4. Vejledningskurser m.v.
4.1. Formål og personkreds
Amtskommunerne og kommunerne kan iværksætte eller yde tilskud til oprettelse af vejledningskurser eller daghøjskolekurser, der imødekommer behov hos grupper af unge med særlige vanskeligheder med uddannelses- og erhvervsvalg, som ikke umiddelbart kan tilgodeses af de eksisterende vejledningstilbud.
Det er formålet med kurserne at styrke motivationen og selvtilliden hos deltagerne til at påbegynde uddannelse eller beskæftigelse.
Kurserne skal tilrettelægges således, at de henvender sig til grupper af unge med fælles udgangspunkt og/eller fælles problemer. Det enkelte kursus skal tilrettelægges særskilt med henblik på de enkelte deltageres forudsætninger og behov.
Indholdsmæssigt kan kurserne ud over at indeholde vejledning give mulighed for at erhverve færdigheder, der er nødvendige for senere gennemførelse af uddannelse, eksempelvis almene kundskaber eller færdigheder inden for et fagområde.
4.2. Planlægning og koordination
Med henblik på at tilgodese lokale behov og muligheder bør forberedelsen og gennemførelsen af vejledningskurserne ske på regionalt/lokalt plan i et samarbejde mellem de implicerede myndigheder og organisationer. Dette samarbejde bør tilrettelægges i overensstemmelse med de af arbejdsdirektoratet udsendte retningslinier for samarbejdet mellem arbejdsformidlingen, amtskommunerne og kommunerne om indsatsen mod ungdomsarbejdsløsheden, for tiden arbejdsdirektoratets cirkulære af 1. april 1980. Cirkulæret forventes revideret i den nærmeste fremtid.
Visitationen til vejledningskurserne forestås af amtskommunerne og kommunerne, der i fornødent omfang samarbejder med kursusledelsen, arbejdsformidlingen, arbejdsløshedskasser m.v. herom. Kurserne bør især søges placeret på eller i forbindelse med eksisterende uddannelsesinstitutioner.
4.3. Deltagergodtgørelse
Kommuner og amtskommuner kan yde deltagerne i vejledningskurserne en ugentlig godtgørelse, hvis størrelse fastsættes af undervisningsministeriet. Godtgørelsen er for tiden (pr. 1. april 1986)
Til unge under 18 år 459 kr. om ugen » » mellem 18 og 25 år 663 kr. » »
Godtgørelse kan som hovedregel kun ydes til kurser af mindst 3 måneders varighed og kan ikke ydes til deltagere i daghøjskolekurser.
Det er endvidere en forudsætning for ydelse af godtgørelse, at de unge ikke er berettiget til højere støtte ad anden vej.
5. Kontakt- og informationsordninger m.v. for unge
Kommunerne og amtskommunerne kan iværksætte eller yde tilskud til kontakt- og informationsordninger for unge, der er fyldt 19 år.
Sådanne ordninger kan tilrettelægges som en fortsættelse af den ungdomsvejledning, der i henhold til § 1 i loven om ungdomsvejledning og visse uddannelsesforanstaltninger skal tilbydes unge i 2 år efter, at de er udskrevet af folkeskolen, dog mindst til de fylder 19 år. Man henviser herom til undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 292 af 2. juni 1986 om ungdomsvejledning samt undervisningsministeriets cirkulære af 9. juni 1986 om ungdomsvejledning.
Kontakt- og informationsordninger kan etableres som et rådgivnings- og informationskontor eller som et mødested eventuelt i tilknytning til andre foranstaltninger.
Etablering og drift bør ske i samarbejde med lokale uddannelses- og arbejdsmarkedsinstitutioner.
Samarbejdet bør tilrettelægges i overensstemmelse med de af arbejdsdirektoratet udsendte retningslinier for samarbejdet mellem arbejdsformidlingen, amtskommunerne og kommunerne om indsatsen mod ungdomsarbejdsløsheden, jfr. f.t. arbejdsdirektoratets cirkulære af 1. april 1980.
Formålet er at skabe kontakt til unge, som er særligt udsatte for ledighed samt at informere, vejlede og bistå disse unge i fornødent omfang med hensyn til uddannelses- og beskæftigelsesforhold, herunder ekstraordinære foranstaltninger.
Kontakt- og informationsordninger kan tilrettelægges af to eller flere kommuner i fællesskab.
Der bør normalt knyttes mindst en person med vejledningsmæssig eller pædagogisk baggrund til ordningen.
I forbindelse med kontakt- og informationsordningerne skal der gives tilbud om vejledning og bistand i samarbejde med arbejdsformidling, uddannelsessteder og social- og sundhedsforvaltning. Arbejdsformidlingskontorer og uddannelsessteder bør medvirke ved fremskaffelse af relevant materiale til brug for kontakt- og informationsvirksomheden.
6. Anvendelse af beskæftigelsesmidler
Kommuners og amtskommuners udgifter til de i dette cirkulære omhandlede foranstaltninger kan i regnskabsåret 1986 finansieres af de midler, kommunerne i henhold til § 26, stk. 1, i lov nr. 293 af 21. juni 1985 om beskæftigelsesmuligheder for unge afsætter til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløsheden i kommuner og amtskommuner. For så vidt angår udgifter til kursusaktiviteter m.v., hvortil der i henhold til gældende lovgivning ydes kommunalt tilskud, kan dog kun medregnes udgifter, der er afholdt udover det lovpligtige tilskud.
7. Ikrafttrædelse
Cirkulæret har virkning fra 1. august 1986 og afløser undervisningsministeriets cirkulære af 1. oktober 1983 om uddannelsesmæssige foranstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden i kommuner og amtskommuner.
Undervisningsministeriet, den 28. juli 1986.
Bertel Haarder
/Svend Bruun
Ingen