Skrivelse om bedømmelse af opgaver i skriftlig dansk

Skrivelse om bedømmelse af opgaver i skriftlig dansk

Skriftlig fremstilling er et stort og vigtigt område inden for danskfaget. Fra tid til anden har der været rejst ønske om en sammenhængende beskrivelse af de vurderingskriterier som kan benyttes i det daglige arbejde og ved formelle eksamener.

Det er vores indtryk at der blandt dansklærerne er stor koncensus om disse kriterier, men vi skønner dog at der kan være et behov for en sådan beskrivelse, og i det følgende er beskrivelsen forsøgt.

I det store og hele er der tale om opsamling af synspunkter og bemærkninger som gennem årene har været publiceret i diverse skrivelser som breve til censorerne, sammendrag af censorudtalelser, artikler i Dansklærerforeningens publikationer m.m.

Skrivelsen må opfattes som et udkast hvor ikke alt er beskrevet, og hvor man må forestille sig at meget vil blive suppleret, korrigeret og nuanceret efterhånden.

Selv om det i princippet er umuligt at skelne mellem form og indhold når et skriftligt produkt skal bedømmes kan det alligevel være nyttigt at gøre det et stykke vej, og man må da sige at ingen opgavebesvarelse kan få en høj karakter hvis den ikke både har et godt indhold og er godt formuleret.

Det kan være vanskeligt at afveje de to aspekter over for hinanden. Afgørende for om et skriftligt arbejde kan få en høj karakter er naturligvis, at der i arbejdet er en vis indholdsmæssig tyngde. Men det er vigtigt at gøre sig klart at undervisningen i skriftlig dansk har som sit vigtigste formål at give eleverne et redskab de kan benytte til at formulere og udvikle deres tanker og følelser og meddele dem til andre. Derfor må det redskabsmæssige have en væsentlig vægt i undervisningen og i vurderingen af elevernes præstationer. Det betyder bl.a. at man ikke kan give en høj vurdering af et skriftligt arbejde hvis en sproglig formulering er usikker eller mangelfuld, og samtidig betyder det at det indholdsmæssige skal være svagt for at trække en sprogligt god præstation ned på en meget dårlig karakter.

Ved karakterfastsættelsen skal der altid anlægges en helhedsvurdering - såvel af det sproglige som af indholdet - hvor positive og negative momenter afvejes mod hinanden.

Hvad det vil sige at indholdet er godt og det sproglige tilfredsstillende vil blive søgt afklaret i det følgende. Det lader sig næppe gøre at nå til et fuldstændig entydigt resultat, men man kan dog gøre nogle tilnærmelser til en beskrivelse af vigtige indholds- og formuleringsmæssige momenter.

I det følgende vil vi tage disse momenter frem

På indholdssiden EMNEBEHANDLINGEN og TILRETTELÆGGELSEN, herunder disposition, abstraktion og konkretisering. Under DEN SPROGLIGE FORM behandle momenterne redegørelses-, referat- og citatteknik, sætningsdannelse, idiomatik/semantik og ordforråd, stilsikkerhed, sproglig vitalitet, retstavning og tegnsætning.

EMNEBEHANDLINGEN

Af væsentlig betydning for vurderingen af et skriftligt arbejde er den indholdsmæssige kvalitet.

Der må være tale om en passende grundighed i behandlingen af emner. Der bør være inddraget vigtige aspekter ved emnet, men det kan dog ikke være et krav at man har alle aspekter med.

Ved diskussion af et givet emne eller problem må der kræves en nogenlunde sammenhæng i argumentationen. Diskussionen må gerne have et personligt præg, dvs. vise personligt tilegnede synspunkter og relevante, originale synsvinkler på stoffet.

For så vidt der foreligger et tekstgrundlag vil det være af betydning for den indholdsmæssige vægt, at der ligger en rimeligt argumenteret - men ikke nødvendigvis rigtig - forståelse af tekstmaterialet bag det skrevne. Det er en svækkelse af indholdet hvis væsentlige sider af tekstgrundlaget er overset eller udeladt.

Ved deciderede analyse- og fortolkningsopgaver gør det samme sig gældende. Det er ikke afgørense for vurderingen om resultatet opfylder en faglig standard for tekstanalyse, men man må også her kræve at der er arbejdet seriøst og argumenteret ud fra en læsning af den forelagte tekst samt at væsentlige aspekter er inddraget. Man kan demonstrere et rimeligt analytisk niveau som grundlag for tolkningen af en tekst, selv om man ikke har en stringent metodisk tilgang, fx i referat eller anden form for redegørelse.

Noget lignende gør sig gældende ved forholdet mellem opgaveformulering og opgavebesvarelse. Der må være et vist rum for elevernes opfattelse af formuleringen. Hvis fx opgaven og dens formuleringer kan forstås i en præcis analytisk forstand, men samtidig i en åben, mere hverdagssproglig eller almen forstand, er det fuldt acceptabelt hvis eleverne vælger den åbne.

Også hvor det ikke er direkte krævet gennem en opgaveformulering må det anses for et plus, hvis man mærker en personlig holdning bag det skrevne. En personlig opfattelse kan også udfoldes i særlige afsnit, også hvor det ikke direkte kræves i opgaveformuleringen.

TILRETTELÆGGELSEN

Af væsentlig betydning er den form som indholdet gives gennem tilrettelæggelsen. Der findes ikke en dispositionsform som er den eneste rigtige.

Meget brugt er »fisken«, dvs. en indledning (hovedet), sagsbehandling (kroppen) og afslutning (halen). Denne form kan være meget logisk og som sådan have sine fortrin, men der er mange andre former, der er lige så gode. Det kan fx have en positiv appel til læsere at begynde en tekst »in medias res« og først efterhånden afsløre de nærmere sammenhænge i besvarelsen. I megen journalistik indleder man med en konkret, fx personorienteret synsvinkel og udvikler derefter det principielle. Denne form sammen med andre af mere associativ eller impressionistisk art kan vidne om en meget høj bevidsthed hos tilrettelæggeren og må i så fald vurderes højt.

Alt i alt må dispositionsformer der forsøger at fange læserens opmærksomhed med det samme, vurderes som lige så værdifulde som mere klassiske former.

Afslutningen kan være »lukkende« ved at vende tilbage til indledningens formuleringer og eventuelt konkludere på en problemstilling. Men lige så værdifulde kan »åbnende« afslutninger være. Dvs. afslutninger der viser henimod nye spørgsmål og perspektiver.

Dansk stil er ikke nogen selvstændig genre. Genrer og sprogformer der er alment accepterede udtryksformer i offentligheden - fra det frækt journalistiske over det nøgternt rapporterende eller filosofisk ræsonnerende til det næsten kancelliprægede - er også acceptable i skriftlig dansk. Det vigtigste er at valg af disposition og genre står i et nogenlunde passende forhold til emnet og til hensigt og tanke.

Abstraktion og konkretisering

Det er værdifuldt at kunne bevæge sig fra det konkrete til det almene, fx ved at kunne se og beskrive det almene via en konkret situation.

Almene perspektiver kan udmærket indeholdes i og udfoldes præcist i konkrete situationsbeskrivelser, forløbsbeskrivelser, personportrætter eller lignende, også uden at de følges op af diskursiv sammenfatning. Det er indlysende viden for enhver, der beskæftiger sig med skønlitteratur, men gælder også på mere fordringsløse niveauer. For mange elever er det en udtryksmåde der ligger i naturlig forlængelse af - og tættere på - deres egen omverdensoplevelser, og som er lige så præcis som og til tider mere nuanceret end skolens traditionelle abstrakt-intellektuelle. Lærerens egen opdragelse i den abstrakte tradition gør det lettere at læse hen over sådanne konkrete kvaliteter ved besvarelserne.

Det er værdifuldt at kunne behandle et abstrakt emne ved hjælp af træffende konkretiseringer, fx i form af billedsprog, situationsbeskrivelser, replikskifter, eksemplifikationer og lignende.

DEN SPROGLIGE FORM

Redegørelses-, referat- og citatteknik

Ved disse områder er det vigtigt at man mærker en sikker teknik hos eleven.

Ved redegørelser må eleven kunne vælge det væsentlige ud og ikke gengive alle detaljer. Det drejer sig om at demonstrere overblik over et sagforhold eller en tekst.

Sprogligt må der være distance til et eventuelt tekstforlæg. Eleven må benytte sine egne ord, undgå afsmitning. Den foreliggende tekst eller de foreliggende synspunkter må gengives loyalt, uden at dette behøver at forhindre elevens egen holdning i at komme frem. Der skal være en tydelig forskel på referat og citat, og en klar markering af hvornår elevens egne synspunkter kommer frem.

Ordforråd - idiomatik/semantik

Et udviklet ordforråd kan være et plus for en skriftlig fremstilling hvis det benyttes på en indholdsmæssig og stilistisk hensigtsmæssig måde. Men det er ingen forudsætning for en høj karakter at eleven demonstrerer et sådant ordforråd. Det vigtige er hvordan han eller hun benytter sit eget ordforråd.

Det er vigtigt at eksaminanden ikke viser usikkerhed ved at give ordene et forkert betydningsindhold (semantiske fejl eller skævheder) eller ved utilsigtet at benytte vendinger som ikke er i overensstemmelse med almindelig sprogbrug (idiomatiske fejl).

Stilsikkerhed

I mange besvarelser vil der forekomme en vis stilistisk usikkerhed. Den må indgå i bedømmelsen, men med alderstrinnet taget i betragtning ikke med for stor vægt.

Bevidste stilbrud kan have positiv betydning for vurderingen.

Sætningsdannelse

På studenter- og hf-niveau må man forlange en stor sikkerhed i udformning og afgrænsning af sætninger.

Inden for og mellem sætninger må der være sikkerhed i kongruensforholdene.

Sproglig vitalitet

Det er et plus for en fremstilling hvis den gennem sin brug af sprogets forskellige virkemidler fremstår varieret og træfsikkert. Variation af sætningslængder og -former, bevidst udnyttelse af tegnsætningsapparatet, træffende billedbrug, bevidst brug af jargon, slang og dialekt kan være nogle af de virkemidler der er med til at give et positivt indtryk af de sproglige færdigheder.

Retstavning

Feltet stavefejl er bredt, og forskellige stavefejl har forskellig vægt i vurderingen af det skriftlige arbejde.

Mest belastende er fejl der viser mangelfuld beherskelse af det danske sprogs bøjningssystem. Det gælder fx forveksling af udsagnsordenes nutidsform og navneform, forveksling af tillægsformer og navneordsendelser. Forkerte genitivformer har ligeledes negativ betydning.

Fejl af betydning er også betydningsbærende stavefejl, fx tryg/tryk, synes/syntes, for/får, ligge/lægge.

Enkeltstående stavefejl fx i fremmedord bør tillægges mindre betydning, men man kan dog ikke se bort fra dem.

Tegnsætning

Det er vigtigt at eksaminanderne er i stand til at afgrænse meninger ved hjælp af tegn. Specielt naturligvis punktum, men en læseforstyrrende kommatering har også negativ vægt. Det samme gælder mangelfuld brug af spørgsmålstegn og udråbstegn og forveksling af kolon og semikolon.

Helheden

Det er afgørende endnu engang at understrege at der ved bedømmelsen af et skriftligt arbejde i dansk er tale om en helhedsvurdering. Vægtningen af de enkelte elementer beror i sidste instans på et skøn hvor kvaliteter og mangler åbent og omhyggeligt afvejes i forhold til hinanden.

Peter Olivarius

/Claus Westh