Cirkulære om det voksenpædagogiske kursus i læreruddannelsen (Til rektorerne ved lærerseminarierne)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om det voksenpædagogiske kursus i læreruddannelsen
(Til rektorerne ved lærerseminarierne)
I henhold til § 32 i bekendtgørelse nr. 369 af 11. juni 1986 fastsættes hermed nærmere regler om det kursus i læreruddannelsen, som særligt tager sigte på virksomhed i voksenundervisningen.
1. Omfang .
a. Seminariet skal tilbyde kurset i et omfang af 4 årsugetimer (8 semesterugetimer), i alt 112 timer.
b. Der oprettes et hold for hver påbegyndt 24 studerende, og tilmelding til kursus finder sted inden 1. maj/1. december.
c. I tilknytning til kursus gennemføres praktikundervisning ved institutioner eller kurser for voksenundervisning i et omfang af 28 timer.
2. Indhold .
a. Undervisningen på kurset har som forudsætning den faglige baggrund, som de studerende har erhvervet sig ved gennemførelsen af arbejdet med det pædagogiske fagområde eller ved arbejde på et tilsvarende niveau.
b. Undervisningen omfatter: - Voksnes livsvilkår og erfaringsbaggrund og disse forholds indflydelse på undervisningen. - Den historiske og samfunds- og ideemæssige baggrund for undervisning af voksne samt mulige udviklingsperspektiver. - Retsgrundlaget for den praktiske organisation af den danske voksenundervisning, voksenuddannelse og folkeoplysning. - Planlægning, gennemførelse og vurdering af undervisning, vejledning og andre læreropgaver inden for den almene og/eller prøveforberedende voksenundervisning.
c. Indholdet bearbejdes i nær tilknytning til praksis og til væsentlige pædagogiske teorier fra læreruddannelsens fag.
3. Kursusafslutning .
Der afsluttes med en prøve, som tager udgangspunkt i et kort skriftligt oplæg, der udarbejdes af den studerende efter aftale med læreren og afleveres senest 1. maj/1. december. Prøven former sig som en samtale mellem eksaminand, eksaminator og censor.
4. Vurdering og bevis for kursus .
Vurderingen udtrykkes som bestået/ikke bestået. For studerende, som har bestået prøven, udstedes et bevis underskrevet af seminariets rektor.
For enkeltkursusstuderende kan der endvidere udstedes tilstedeværelsesbevis, såfremt den pågældende har været til stede i mindst 4/5 af undervisningstimerne, jfr. pkt. 4 b i cirkulære af 20. september 1978 om enkeltkursusordning ved lærerseminarierne.
5. Ikrafttræden .
Cirkulæret gælder for studerende på stamhold, der er oprettet i 1984 eller senere.
Cirkulære af 10. maj 1983 om det voksenpædagogiske kursus i læreruddannelsen ophæves hermed.
Undervisningsministeriet, den 13. oktober 1986.
P.d.v.
Tage Kampmann
Ingen