Legislator Case Law & Legislation
C19862221860 DK

Undervisningsvejledning for fysik på matematisk-fysisk linje ved Gymnasiale Suppleringskurser for udlændinge

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1986 22218 Historic

Undervisningsvejledning for fysik på matematisk-fysisk linje ved Gymnasiale Suppleringskurser for udlændinge

UNDERVISNINGENS TILRETTELÆGGELSE

Den indledende undervisning tilrettelægges således, at der etableres et fælles grundlag for holdets videre arbejde med faget. Ved starten af undervisningen må det derfor klarlægges, hvilke emner der er velkendte for de studerende, hvilke emner, der skal tages op med henblik på en uddybende behandling, og hvilke emner der er helt nye. En uddybende behandling kan fx tilsigte en større fortrolighed med de fysiske begreber, et udvidet kendskab til anvendelser og en større færdighed i opgaveregning.

Eksperimentelt arbejde skal have en fremtrædende plads i undervisningen. Det eksperimentelle arbejde, om hvilket der udarbejdes rapport, skal have et omfang på ca 20 timers laboratoriearbejde. De eksperimentelle emner, som opgives til den mundtlige prøve, skal fastlægges som en eller flere rapporter, eventuelt udsnit af større rapporter. Det enkelte emne skal have et omfang og en karakter, så det udgør et passende grundlag for en eksamination.

Der skal i undervisningen lægges vægt på en intensiv opgaveregning indenfor alle de emner, der indgår i pensum til den skriftlige prøve.

Kommentarer til de enkelte punkter

1. Atom- og kernefysik

Elektromagnetiske bølger behandles i et omfang, så der bliver grundlag for en eksperimentel behandling af såvel optiske spektre som røntgenspektre. Det er altså ikke tanken, at der skal være tale om en systematisk gennemgang af bølgelæren.

Atomers emission og absorption af stråling kan knyttes til Bohrs atommodel, medens elektronsystemernes generelle struktur kan behandles kvalitativt.

I forbindelse med kerneprocesser omtales fission og fusion samt processer i stjerners indre.

Ækvivalensen mellem masse og energi omtales i forbindelse med kernernes bindingsenergi og kerneprocesser.

De teknologiske aspekter behandles eksemplarisk. Det anbefales, at strålehygiejne behandles i forbindelse med vekselvirkning mellem stråling og stof.

2. Mekanik

Centrale dele af hovedemnet skal behandles på et tidspunkt, hvor de studerende er fortrolige med infinitesimalregning. Konservative kraftfelter inddrages i behandlingen. Under gravitation skal planetbevægelser i solsystemet have en fremtrædende plads. Kinetisk molekyleteori kan behandles på grundlag af en simpel model.

3. Elektriske og magnetiske felter

I forbindelse med ladede partiklers bevægelse i homogene elektriske og magnetiske felter kan behandlingen af fx acceleratorer, separatorer og lignende indgå som eksempler.

De studerende skal stifte bekendtskab med anvendelser af komponenterne kapacitor og induktor i simple kredsløb.

4. Valgfrit emne

Det anbefales, at arbejdet med det eksperimentelt betonede emne foregår i mindre grupper med hvert sit emne. Emnerne skal vælges, så de studerende får mulighed for at kombinere teoretiske og eksperimentelle kundskaber og færdigheder.

5. Supplerende stof

Stof fra emneområder, der indgår i pensum til den skriftlige prøve, men ikke er omfattet af ovenstående emneområder, kan tages op med henblik på en uddybende behandling (ud over opgaveregning) i det omfang, det skønnes nødvendigt.

P. d. v.

Jannik Johansen

undervisningsinspektør

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →