Legislator Case Law & Legislation
C19862221360 DK

Vejledning om midtvejsvurdering i socialpædagoguddannelsen (Til de socialpædagogiske seminarier)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1986 22213 Historic

Vejledning om midtvejsvurdering i socialpædagoguddannelsen

(Til de socialpædagogiske seminarier)

I henhold til uddannelsesbekendtgørelsens § 31 skal der i første og andet studieår foretages en vurdering af den enkelte studerendes standpunkt (midtvejsvurdering).

Denne vurdering adskiller sig både med hensyn til formål og indhold fra den afsluttende standpunktsbedømmelse, hvor lærerne i hvert fag med henblik på fastsættelse af en karakter vurderer, i hvilket omfang den enkelte studerende har nået de fastsatte mål. Ved midtvejsvurderingen foretages også en bedømmelse i fagene, men her med henblik på rådgivning og planlægning. desuden foretages en vurdering af den studerendes deltagelse og ansvarlighed i forhold til studieforløbet.

Socialpædagoguddannelsens sigte er ikke alene, at den studerende opnår faglig indsigt og praktiske færdigheder gennem individuel tilegnelse. Sigtet er også, at der sker en personlig udvikling gennem deltagelse i forskellige arbejds- og samarbejdsformer.

Hertil kommer, at den enkelte studerende har indflydelse på - og dermed medansvar for - både sit eget og sine medstuderendes studieforløb.

Midtvejsvurderingen må således give oplysning om den studerendes faglige standpunkt og om, hvordan den studerende forvalter sit medansvar for studieforløbet.

For at kunne medvirke til at tilvejebringe det bedst mulige grundlag for den studerendes fortsatte studieforløb må vurderingen dog også give oplysning om sammenhænge mellem på den ene side ovennævnte forhold og på den anden side den studerendes forudsætninger og indsats samt den givne undervisning. I de tilfælde, hvor den studerendes forhold bedømmes som mindre tilfredsstillende, må vurderingen således omfatte overvejelser over, om årsagerne hertil f.eks. er for svage forudsætninger hos den studerende eller for ringe indsats eller uhensigtsmæssige forhold ved den undervisning, som har været givet, sådan at vurderingen kan tjene som grundlag for rådgivning om det videre studieforløb.

Efter uddannelsesbekendtgørelsen henhører den skriftlige meddelelse til den studerende om resultatet af midtvejsvurderingen under lærerrådet. Vurderingen er således placeret formelt i lærerrådets regie. I praksis vil det normalt være den enkelte studerendes faglærer, som i fællesskab og på lærerrådets vegne foretager vurderingen.

Midtvejsvurderingen henvender sig i første række til den enkelte studerende. Den skriftlige meddelelse til den studerende om resultatet af midtvejsvurderingen må derfor i givet fald indeholde råd og vejledning om, på hvilke områder en intensiveret indsats skønnes påkrævet. Såfremt der på grundlag af vurderingen tilrådes den studerende at gå dele af uddannelsen om eller helt ophøre med uddannelsen, må dette fremgå af meddelelsen til den studerende. (Et eksempel på et skema til brug for den skriftlige meddelelse er aftrykt som bilag til denne vejledning).

Såfremt vurderingen peger på, at generelle forhold vedrørende undervisningens planlægning, tilrettelæggelse eller gennemførelse bør ændres, må rektor sørge for, at disse spørgsmål behandles.

I de tilfælde, hvor midtvejsvurderingen resulterer i råd til den studerende om væsentlige ændringer i pågældendes forhold til uddannelsen, skal seminariet indkalde den studerende til en drøftelse heraf i studievejledningen. Da det er den studerende selv, som må drage eventuelle konsekvenser af midtvejsvurderingen, er det - især i de netop nævnte tilfælde - vigtigt, at der gøres grundigt rede for baggrunden for de forslag, som er stillet.

P.d.v.

Per Mollerup

Bilag er udeladt her.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →