Legislator Case Law & Legislation
C19862219309 DK

Cirkulære om forsøg i gymnasiet og på kursus til højere forberedelseseksamen (Til rektorer og forstandere for samtlige gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen)

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1986 22193 Historic

Cirkulære om forsøg i gymnasiet og på kursus til højere forberedelseseksamen

(Til rektorer og forstandere for samtlige gymnasieskoler,

studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen)

-

I lov om gymnasieskoler og studenterkursus § 21 fastsættes det, at »undervisningsministeren (...) med henblik på iværksættelse af forsøgsarbejde i gymnasieafdelingen og ved studenterkursus (kan) godkende sådanne afvigelser fra reglerne (i loven), som ikke har til følge, at elevernes muligheder for at gøre brug af deres skoleuddannelse som grundlag for videregående studier eller for rettigheder i anden henseende forringes.«

I lov om amtskommunernes overtagelse af visse statsskoler og - kursus m.v. § 6 fastsættes det, at »undervisningsministeren kan yde tilskud til forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde.«

I bekendtgørelserne om undervisningen m.v. i gymnasiet og om højere forberedelseseksamen er der givet direktoratet bemyndigelse til at tillade afvigelser fra bekendtgørelsernes regler bl.a. med henblik på forsøgsundervisning.

Endvidere er det i lærerrådsbekendtgørelsens § 10 fastsat, at lærerrådet skal afgive indstilling om forsøgsundervisning. Der ligger ikke i lærerrådets indstillingsret en ret til at træffe en endelig afgørelse, men alene til at meddele lærerrådets holdning til ansøgningen om forsøgsundervisning. Rektor/forstander kan uanset udfaldet af en afstemning i lærerrådet fremsende ansøgningen til direktoratet med lærerrådets indstilling, ligesom den eller de lærere/elever, der har fremsat forslag til forsøg, kan forlange en sådan fremsendelse.

Man skal understrege, at lærerrådet skal afgive indstilling om alle ønsker om forsøgsundervisning, altså om alle de på side 3 nævnte typer, også selvom kun et enkelt fag, en enkelt lærer eller en enkelt klasse er involveret.

Hvor der er tale om større forsøg, bør lærerrådets indstilling være begrundet.

Normalt vil direktoratet lade en begrundet indstilling fra et lærerråd være et tungtvejende moment ved afgørelsen, men direktoratet må i alle tilfælde foretage en afvejning og vurdering.

Direktoratet lægger vægt på, at elevernes holdning til forsøget fremgår af ansøgningen. Hvor dette ikke er muligt, f.eks ved store forsøg, der påbegyndes i 1.g eller 1.hf, skal eleverne/kursisterne normalt have mulighed for at vælge mellem et traditionelt forløb og forsøgsforløbet.

Forsøg og pædagogisk udviklingsarbejde har til formål at fremskaffe erfaringer om nye arbejds- og eksamensformer og om nye undervisningsområder inden for og mellem fag, fagområder og uddannelsesformer. Forsøg skal således indeholde nye momenter i forhold til gældende regler og allerede afholdte forsøg.

Det skal klart fremgå af ansøgningen, præcist hvilke forhold ved forsøget der søges evalueret, samt hvorledes og hvornår evalueringen skal finde sted, og hvem der skal stå for den.

Endvidere må eventuelle merudgifter ved forsøget (udover eventuelle timereduktioner o.l.) klart specificeres i ansøgningen.

Forsøg er tidsbegrænsede; forsøgstilladelser gives normalt for eet forløb ad gangen og sædvanligvis højst for tre forløb, idet forsøget naturligvis kan justeres gennem de tre forløb. Ved større forsøg gælder det dog, at forløbet normalt skal være afsluttet, før forsøget gentages.

Pædagogisk godkendelse af forsøg.

Der skelnes mellem tre typer af forsøg

A) Standardforsøg, som kan iværksættes af rektor/forstander,

B) Standardforsøg, som kræver direktoratets pædagogiske godkendelse og

C) Øvrige forsøg/pædagogiske udviklingsarbejder, som i alle tilfælde kræver direktoratets pædagogiske godkendelse.

Forsøg af type A) er standardforsøg i enkelte fag, som ikke har økonomiske konsekvenser. Der indsendes meddelelse om iværksættelse af disse forsøg enten på et særligt skema, som udsendes af direktoratet, eller i forbindelse med pensumindberetningen (jfr. særskilt udsendt liste).

Forsøg af type B) er standardforsøg, der omfatter flere fag eller har økonomiske konsekvenser. Ansøgning indsendes på et særligt skema, som udsendes af direktoratet (se nedenfor).

Direktoratet udsender hvert år særlige skemaer til de tre typer af forsøg. For type A) og B) gælder det, at skemaerne kun kan anvendes til de forsøg, der er anført på dem.

Ansøgninger og tidsfrister.

Meddelelse om iværksættelse af forsøg af type A) indsendes for de forsøg, der er anført på skemaet, inden den 1. oktober det skoleår, hvor forsøget påbegyndes. Meddelelsen indsendes til direktoratet i to eksemplarer med kopi til amtskommunen.

For de øvrige forsøg af type A) (jfr. særskilt udsendt liste) gives der meddelelse på pensumindberetningen.

Ansøgninger om standardforsøg af type B) indsendes til direktoratet i eet eksemplar på det særlige skema med kopi til den pågældende amtskommune (gælder ikke for private skoler/kurser) og Gymnasieskolernes Lærerforening inden den 15. oktober, året før forsøget iværksættes.

For forsøg af type C) gælder følgende

Ansøgninger om forsøg med ændrede eksamensformer indsendes inden den 1. oktober det skoleår, hvor eksamen afholdes.

Ansøgninger om øvrige forsøg indsendes inden den 1. november, året før forsøget iværksættes.

Ansøgningerne sendes i alle tilfælde til direktoratet med kopi til den pågældende amtskommune (gælder ikke for private skoler/kurser) og Gymnasieskolernes Lærerforening. Til direktoratet sendes endvidere 8 kopier samt 2 kopier pr. involveret fag.

Ansøgninger, der fremkommer efter ansøgningsfristens udløb eller i et utilstrækkeligt antal kopier kan ikke påregnes færdigbehandlet, således at de kan iværksættes det følgende skoleår.

Behandlingen af forsøgsansøgninger.

Behandlingen af forsøgsansøgninger har to faser, en pædagogisk og en økonomisk. Den pædagogiske behandling finder sted i direktoratet og vedrører forsøgets formål, indhold, form, evaluering, rapportering m.v. og skal desuden sikre, at lovens og bekendtgørelsernes bestemmelser om elevernes rettigheder overholdes. En pædagogisk godkendelse er en nødvendig forudsætning for et forsøgs gennemførelse.

Efter den pædagogiske godkendelse forhandles eventuelle timereduktioner eller særlige rettereduktioner m.v. mellem undervisningsministeriet (direktoratet) og Gymnasieskolernes Lærerforening. Opnås der ved disse forhandlinger enighed om bestemte økonomiske vilkår, er disse dermed gjort til betingelser for forsøgets gennemførelse. Opnås der ikke enighed, bortfalder forsøget.

Efter forhandlingerne vil der (eventuelt efter drøftelser med amtskommunen) tilgå amtskommunen og skolen meddelelse om forhandlingsresultatet og om, hvorvidt den statslige forsøgspulje kan dække forsøgets merudgifter. Er dette ikke tilfældet, kan amtskommunen (hhv. den private skole) vælge selv at dække merudgifterne ved forsøget.

I begge tilfælde iværksættes forsøget under forudsætning af, at de betingelser, der måtte være knyttet til den pædagogiske godkendelse, herunder eventuelt tilstrækkelig elevtilslutning, er opfyldt.

Der henvises til skrivelse om anvendelse af finanslovsbevillingen til forsøg på gymnasieområdet af den 29. november 1985, j.nr. 30-00-00.3/86, RS 01-19.

Hvis de økonomiske midler ikke kan findes, bortfalder forsøget.

Såfremt en forsøgstilladelse ikke udnyttes, giver skolen/kursus meddelelse herom til direktoratet snarest muligt med angivelse af årsagen.

Eksamen

Ved pensumindberetningen anvendes den særlige lyserøde blanket, som udsendes af direktoratets eksamensafdeling.

Der henvises til skrivelse om procedureregler ved skriftlig eksamen i forbindelse med forsøg af den 23. august 1985, j.nr. 30-00-00/85, RS 01-19.

Censorer

Der henvises til vejledning om censorindberetning vedrørende eksamen i forbindelse med forsøg af den 15. april 1985, j.nr. 3000-00/85, RS 01-19, idet det dog tilføjes, at der ikke skal ske indberetning for så vidt angår standardforsøgene, dvs. de ovenfor anførte forsøg af type A) og B).

Rapportering.

Senest den 15. september i det år, hvor et forsøg er afsluttet, skal der fremsendes rapport til direktoratet. Direktoratets evalueringsudvalg kan i et vist omfang yde bistand ved planlægningen af evalueringen. Hvis det er muligt, ser direktoratet gerne, at rapporten fremsendes i så mange eksemplarer, at det dækker direktoratets behov, nemlig 12 eksemplarer + 2 pr. involveret fag. Endvidere sendes rapporten til amtskommunen til orientering.

Rapportpligten omfatter ikke standardforsøgene (jfr. type A) og B)).

Ved større forsøg stilles undertiden krav om mere omfattende rapportering, f.eks. i form af halvårsrapporter.

Rapporterne sendes af direktoratet bl.a. til Danmarks Pædagogiske Bibliotek og de involverede fagkonsulenter, ligesom de indgår i direktoratets forsøgsevalueringsudvalgs arbejde.

Cirkulære om forsøg i gymnasiet og på kursus til højere forberedelseseksamen af den 7. september 1984 ophæves hermed.

P.d.v.

Steffen Jensen

undervisningsinspektør

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →