Undervisningsvejledning vedrørende engelsk for Gymnasiale Suppleringskursus for flygtninge
Statutory Text (1 Articles)
Undervisningsvejledning vedrørende engelsk for Gymnasiale Suppleringskursus for flygtninge
De studerende forventes at møde med forkundskaber i engelsk der afviger fra danske elevers, især på følgende områder
A) TEKSTLÆSNING
De studerende vil formodentlig være uvante med at skulle fortolke og diskutere de tekster der læses, således som det traditionelt kræves af eleverne i engelskundervisningen på alle niveauer i det danske gymnasium. Man må derfor være forberedt på at det vil tage nogen tid før de studerende bliver fortrolige med hvad der forventes af dem, når de fx bliver bedt om at kommentere eller vurdere en tekst på engelsk. Ligeledes må man som lærer være indstillet på at skulle vænne de studerende til, at en redegørelse for indholdet at en tekst ikke er det samme som en »affotografering« af teksten, men en sammenfatning i formuleringer der er kursistens egne.
Som følge af forskellen mellem de studerendes tidligere engelskundervisning og den form for pædagogik der har udviklet sig inden for faget i Danmark kan det blive svært at arbejde med ekstensiv læsning på disse hold. De studerende er vant til at der kræves forståelse af alle sproglige enkeltheder i en tekst. Det er derfor nødvendigt at det gøres klart hvad formålet er med at træne andre former for læsefærdighed. Et samarbejde med historie/samfundsfag og dansk kan være nyttig til at illustrere praktisk anvendelse af ekstensive læseformer
Træningen i læsefærdighed kan til at begynde med eventuelt foregå ved hjælp af øvelsesmateriale som fx Abbs og Freebairn, Studying Strategies (Strategies 4, Longman, 1982). Ideer til planlægning af den videre undervisning i læsefærdighed (især til opøvelsen af de ekstensive læseformer) kan hentes i Christine Nuttall, Teaching Reading Skills in a Foreign Language (Heinemann Educatinal, 1982).
B) UDTALE
Det kan anbefales jævnligt at gå i sproglaboratoriet for at træne udtale. Oplæsning kan indgå som et led i arbejdet med passager af særlig interesse for tekstforståelsen, dog ikke på bekostning af indøvelsen af mundtlig fremstilling og samtale.
C) SAMTALE
I de studerendes tidligere undervisning vil samtale have haft en mindre fremtrædende plads, og det kan derfor også her være nyttigt at inddrage særligt tilrettelagt øvelsesmateriale i den første tid, for derefter gradvis at lade den almindelige tekstlæsning overtage hovedrollen. Vi foreslår fx Peter Watcyn-Jones, Pairwork
(Pengiun, 1981) og Leo Jones, Functions of English (anden udgave, Cambridge University Press, 1982).
D) VALG AF TEKSTER
Der læses forskellige teksttyper: forskellige fiktive genrer, biografi, dokumentarlitteratur, kulturdebatterende tekster og tekster fra aviser og tidsskrifter, Der er indtil videre meget få erfaringer at bygge på, men de hidtidige tyder på, at tekster der drejer sig om teknologi, massemedier, kultursammenstød og imperialisme kan forventes at blive mødt med interesse, og da de fleste skoler og kurser ligger inde med en del tekster om eet eller flere af disse emner, skulle der være mulighed for at sammensætte undervisningsforløb.
P.d.v.
Jannik Johansen
undervisningsinspektør