Legislator Case Law & Legislation
C19862210354 DK

Skrivelse om procedure ved ansættelse af personale efter indførelse af stillingskontrolreformen (* 1) (Tekniske skoler)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skrivelse 1986 22103 Historic

Skrivelse om procedure ved ansættelse af personale efter indførelse af stillingskontrolreformen (* 1)

(Tekniske skoler)

I skrivelse af 29. november 1985 til de tekniske skoler har direktoratet for erhvervsuddannelserne redegjort for den ændring, der er sket i den statslige personalestyring efter stillingskontrolreformens indførelse pr. 1. januar 1986.

Redegørelsen omtaler direktoratets opbygning af personalebevillingen i delrammer og den enkelte skoles adgang til at disponere over den givne bevilling inden for delrammerne.

Der er således redegjort for reglerne for oprettelse af stillinger i de forskellige personalekategorier, og i hvilket omfang denne kompetence er delegeret til skolerne. Den budgetmæssige styring heraf henhører under direktoratet.

Det skal bemærkes, at oprettelse af stillinger ikke sker ved aftale, hvorimod fastsættelse af ansættelsesvilkår forudsætter, at der er indgået aftaler herom imellem finansministeriet og de respektive personaleorganisationer (centralorganisationerne og disses underorganisationer). Ved ansættelse af personale skal de aftalte løn- og ansættelsesvilkår herunder klassificeringen følges.

Stillingskontrolreformen medfører således ingen ændringer i de gældende løn- og ansættelsesvilkår, herunder reglen om 3/7- beskæftigelse af timelærere, jfr. ministeriets cirkulæreskrivelse af 3. november 1982, I-379.

I forbindelse med stillingskontrolreformens indførelse er der mellem finansministeriet og centralorganisationerne indgået aftale om klassificering af nyoprettede tjenestemands- og tjenestemandslignende stillinger. Aftalen er optaget i finansministeriets cirkulære af 21. marts 1985 om klasssificering af nyoprettede tjenestemandsstillinger m.v. Cirkulæret vedlægges til orientering.

Ifølge cirkulæret er der tale om to klassificeringsprocedurer: en almindelig, hvor fremgangsmåden ved klassificeringen i det væsentlige svarer til den hidtidige, ifølge hvilken klassificeringen af en stilling aftales mellem finansministeriet og vedkommende centralorganisation, jfr. cirkulærets afsnit 2, og - som noget nyt - en særlig frilisteprocedure , jfr. cirkulærets afsnit 3.

Ved friliste forstås en fortegnelse over tjenestemands- og tjenestemandslignende stillinger, der på forhånd er klassificeret ved aftale mellem finansministeriet og centralorganisationerne. Klassificering af nyoprettede stillinger svarende til dem, der er anført på listen, skal således ikke ske ved forhandling og aftale mellem finansministeriet og vedkommende centralorganisation i hvert enkelt tilfælde.

Den almindelige friliste for undervisningsministeriet vedlægges til orientering.

Som nævnt sker klassificering kun ved oprettelse af nye tjenestemands og tjenestemandslignende stillinger, og for så vidt angår stillinger på frilisten understreges, at ansættelse i disse stillinger kun kan ske i overensstemmelse med de for stillingerne gældende løn- og ansættelsesvilkår. Frilisterne kan således ikke benyttes til omklassificering af bestående stillinger, jfr. cirkulærets afsnit 8.

Tilvejebringelse af frilister sker efter reglerne i cirkulærets afsnit 4. Reglerne angår den procedure, ministeriet skal følge, når stillingskategorier ønskes optaget på en friliste.

Undervisningsministeriet har besluttet med virkning fra 1. juni 1986 at delegere anvendelsen af frilisten til skolerne, for så vidt angår stillingerne lærer/overlærer i lønrammeforløbene 13/21/23 og 18/26/28, jfr. i øvrigt direktoratets skrivelse af 29. november 1985. Kompetencen til at anvende de øvrige på frilisten optagne stillingskategorier, herunder inspektør i lønramme 31, forbliver derimod hos undervisningsministeriet.

Ved anvendelsen af frilisten gælder, at den centralorganisation, der er angivet i frilisten ud for stillingen, skal have meddelelse om den konkrete anvendelse af frilisten, jfr. cirkulærets afsnit 5 og bilag 2.

Det må samtidig meddeles organisationerne, at eventuelle bemærkninger til anvendelsen skal fremsættes overfor skolen og ikke overfor undervisningsministeriet.

I cirkulærets afsnit 8 er redegjort for sondringen mellem stillingsoprettelser og omklassificeringer.

Stillingsoprettelse foreligger, hvis stillingens besættelse finder sted efter opslag, og såfremt dispositionen enten er begrundet i helt nye opgaver eller i en væsentlig udvidelse af eksisterende opgaver på skolen eller er led i en organisatorisk ændring, hvor der etableres en ny funktion på skolen, idet det i sidstnævnte tilfælde må fremgå af begrundelsen, at oprettelsen vil være nødvendig for gennemførelsen af væsentlige ændringer af det ansvar eller karakteren af de afgørelser, der er henlagt til eksisterende stillinger.

Omklassificering foreligger, hvis klassificeringen af en stilling ønskes ændret, bl.a. fordi der er sket en væsentlig ændring af indholdet af stillingen.

Som supplement til direktoratets brev af 29. november 1985 kan følgende oplyses vedrørende de enkelte delrammer

1. Lærere . Ved genbesættelse af stillinger følges den hidtidige procedure, dvs. at ansøgning om ansættelse indsendes til departementets 2. afdeling med de i cirkulæreskrivelse af 18. juli 1977, I-320, ønskede oplysninger.

Ved nyoprettede stillinger er det undervisningens niveau sammenholdt med lærerkvalifikationskravene, der betinger om vedkommende stilling skal oprettes som lærer/overlærer lønrammeforløbet 13/21/23, lærer/overlærer lønrammeforløbet 18/26/28, adjunkt/lektor lønrammeforløbet 16/21/29/31 eller på overenskomstvilkår.

Det forhold, at stillinger i lønrammeforløbene 13/21/23 og 18/26/28 er optaget på friliste bevirker, at skolerne ikke skal afvente finansministeriets klassificering, i modsætning til en eventuel oprettelse af en adjunkt/lektorstilling i lønrammeforløbet 16/31. Både for tjenestemandslignende- og overenskomststillinger gælder, at ansøgninger indsendes til departementet i henhold til gældende ansættelsesprocedureregler, jfr. ovenfor.

2. Pædagogisk og administrativ ledelse. Uanset at f.eks. inspektør i lønramme 31 er optaget på frilisten, skal skolen fortsat forelægge eventuelle ønsker om ændringer for direktoratet for erhvervsuddannelserne.

3. Teknisk administrativt personale. Ved genbesættelse af ledigtblevne stillinger skal ansættelse ske på uændrede løn- og ansættelsesvilkår, og den hidtidige ansættelsesprocedure med forelæggelse for departementets 2. afdeling skal følges.

Det teknisk-administrative personale (f.eks. kontorledere, kontorfuldmægtige, vagtmestre, skolebetjente, laboratoriebetjente m.fl.), der er ansat på tjenestemandslignende vilkår i klassificerede stillinger, er ikke optaget på friliste. Ved oprettelse af nye stillinger skal disse klassificeres i overensstemmelse med den almindelige klassificeringsprocedure og de hidtil fulgte regler.

Med hensyn til ansættelsesformen henvises til Budgetvejledning 1985 pkt. 73.32, idet det skal bemærkes, at der anvendes overenskomstansættelse ved nyoprettede stillinger, hvis der er overenskomst, og denne fungerer tilfredsstillende. Dette er tilfældet inden for HK-området, og ansættelse af kontorpersonale (assistent/overassistent) skal derfor som hidtil ske i henhold til overenskomst.

Tilsvarende gælder ved en skoles ansættelse af KAF-personale.

P.m.v.

e.b.

A. Jahnsen

eksp.sekr.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →