Skrivelse om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2 a til overenskomstansatte seminarielærere (Til samtlige lærerseminarier)
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2 a til overenskomstansatte seminarielærere
(Til samtlige lærerseminarier)
I fortsættelse af undervisningsministeriets skrivelse til samtlige lærerseminarier af 24. juni 1985 vedrørende udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2 a til overenskomstansatte seminarielærere, der er afskediget som følge af manglende beskæftigelsesgrundlag, skal man meddele, at der foreligger kendelse i en voldgiftssag mellem finansministeriet, lønnings- og pensionsdepartementet, og Danmarks Jurist- og Økonomforbund om, hvorvidt der tilkom 3 afskedigede medlemmer af forbundet fratrædelsesgodtgørelse ved afskedigelse fra deres stillinger i statstjenesten, og at det ved kendelsen er fastslået, at bestemmelsen i funktionærlovens § 2 a i medfør af henvisningen i overenskomstens § 9 til funktionærlovens regler om opsigelse er blevet en del af jurist- og økonomoverenskomsten.
Finansministeriet har herefter udtalt, at det kan tiltræde, at den tilsvarende henvisning til funktionærlovens regler om opsigelse i de øvrige akademikeroverenskomster, herunder magisteroverenskomsten, fortolkes således, at funktionærlovens § 2 a ligeledes bliver en del af disse overenskomster.
Efter funktionærlovens § 2 a, stk. 1, skal der ved opsigelse fra arbejdsgiverens side ydes en ansat, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, en fratrædelsesgodtgørelse svarende til respektive 1, 2 eller 3 måneders løn.
Det er tidspunktet for varslets udløb (fratrædelsestidspunktet), der er afgørende for beregningen af beskæftigelsens varighed. Der medregnes i den forbindelse alene den tid, i hvilken der har været tale om overenskomstansættelse, og f.eks. ikke forudgående virksomhed som timelønnet lærer, medens det er uden betydning for opgørelsen af ansættelsestiden, om den pågældende som overenskomstansat har været hel- eller deltidsbeskæftiget, når den ansatte blot har haft mindst 3/8 af fuldt timetal.
Beløbet skal, selvom det svarer til 2 eller 3 måneders løn, ikke opdeles på de enkelte måneder, men udbetales som en samlet sum.
Fratrædelsesgodtgørelsen ydes på grundlag af den ansattes løn ved ansættelsesforholdets ophør, incl. eget pensionsbidrag (men eksl. eventuel overtimebetaling). Statens pensionsbidrag (for overenskomstansatte akademikere »arbejdsgiverbidraget« på 10 pct. af den pensionsgivende løn) medtages ikke ved beregningen af beløbet, og der skal heller ikke beregnes feriegodtgørelse af beløbet, idet fratrædelsesgodtgørelse ikke betragtes som løn i ferielovens forstand. Fratrædelsesgodtgørelse anses i skattemæssig henseende for særlig indkomst, og der skal således ikke fradrages kildeskat ved udbetalingen, ligesom beløbet ikke skal opgives som A-indkomst.
Der ydes ikke fratrædelsesgodtgørelse i tilfælde, hvor
1. den ansatte ved fratrædelsen er berettiget til pension fra arbejdsgiveren (herunder pension, som staten i henhold til magisteroverenskomsten eller anden overenskomst har ydet bidrag til), folkepension eller understøttelse efter reglerne for ikke- pensionssikret personale i statens tjeneste, jfr. funktionærlovens § 2 a og finansministeriets - i kopi vedlagte - cirkulæreskrivelse af 24. februar 1978 om retningslinier for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2 a til funktionærer i staten,
2. den ansatte i tilknytning til afskedigelsen fra den hidtidige stilling genansættes i en stilling med nedsat beskæftigelsesgrad,
3. ansættelsesforholdet er blevet afbrudt, herunder afbrudt ved tjenestefrihed, der må anses for primært at være i den ansattes - og ikke i statens eller seminariets - interesse, således at der ikke derefter, det vil sige regnet fra den seneste tilbagevenden til stillingen, er tale om mindst 12, 15 eller 18 års beskæftigelse. Det må ifølge en fra finansministeriet modtaget udtalelse bero på en nærmere vurdering af de konkrete omstændigheder, om en tjenestefrihedsperiode skal betragtes som en afbrydelse af ansættelsen. Er der bevilget tjenestefrihed med løn, vil ansættelsesforholdet dog ikke kunne anses for afbrudt, og spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestefrihedsperiode har medført en afbrydelse af ansættelsen, knytter sig derfor alene til tjenestefrihed uden løn. Er der bevilget sådan tjenestefrihed, og har den eksempelvis haft et uddannelsesmæssigt sigte, vil det kunne være rimeligt at betragte ansættelsen som uafbrudt, medens ansættelsen omvendt næppe kan anses for uafbrudt, såfremt formålet har været prøveansættelse i en anden stilling med tvivl om, hvorvidt tilbagevenden ville finde sted.
På denne baggrund skal man anmode seminarierne om at sørge for, at der udbetales fratrædelsesgodtgørelse til de overenskomstansatte seminarieadjunkter/lektorer, der må anses for berettigede hertil i forbindelse med allerede stedfundne eller kommende afskedigelser som følge af manglende beskæftigelsesgrundlag.
Er der ved fratrædelsen ikke tale om ret til pension på grund af alder, men er der ret til eller spørgsmål om ret til svagelighedspension (invalidepension), kan der være spørgsmål om ikke at anse et ansættelsesforhold for afbrudt uanset en periode med tjenestefrihed uden løn, eller er der i øvrigt anledning til tvivl, må sagen forelægges for undervisningsministeriet.
P.m.v.
e.b.
Gunvor Kiil
fm.
Bilag.
Bilaget er udeladt her. Der henvises til F CIS 33 19780224