Studieplan for kurset 1.7. Mikrodatamater ved Datanomkursus
Statutory Text (2 Articles)
Studieplan for kurset 1.7. Mikrodatamater ved Datanomkursus
Studieplanen har virkning fra den 1. august 1986.
P.d.v.
e.b.
Erik Nexelmann
underv.insp.
1.7 MIKRODATAMATER
Introduktion
Mikrodatamat er fællesbetegnelse for et bredt spektrum af datamater med meget forskellige materielmæssige egenskaber og beregnet for vidt forskellige anvendelser.
Det er udtryk for en anvendelsesmæssig fleksibilitet hos mikrodatamater, som modsvares af en tilsvarende prismæssig fleksibilitet: fra hjemmedatamater til nogle få tusinde kroner og forholdsvis afgrænsede anvendelser til store flerbrugersystemer til op mod 1 million kroner og med mange forskellige anvendelsesmuligheder.
For at forstå denne anvendelsesmæssige og prismæssige fleksibilitet er det nødvendigt at forstå mikrodatamatens opbygning og virkemåde, hvilket også er en forudsætning for konkret at vurdere en given mikrodatamats generelle anvendelsesmuligheder og brugsegenskaber - herunder tekniske egenskaber som kapacitet og sikkerhed.
Formål
Dette modul har til formål at introducere den studerende for mikrodatamatens grundlæggende teknologi og at give den tekniske baggrund, som er nødvendig for at kunne vurdere, sammenligne og udnytte mirkodatamaters anvendelsesmuligheder og herunder i særdeleshed at påpege, hvorledes mikrodatamatens materielmæssige egenskaber er afgørende for dens anvendelsesmæssige kvaliteter.
Indhold
For at tilgodese dette formål anskues mikrodatamaten fra forskellige synsvinkler, nemlig
en anvendelsesmæssig , som med udgangspunkt i forskellige typiske anvendelser diskuterer de krav, som stilles dels til styreprogrammellet (operativsystemet) og dels til materiellet. Desuden belyses, hvorledes begrænsninger i materiel og styreprogrammel fremtræder i systemets brugsegenskaber, og i relation hertil undersøges anvendelsens krav til kapacitet, sikkerhed samt muligheder for vedligeholdelse.
en teknisk , hvor mikrodatamatens generelle teknologi diskuteres, og hvor de tekniske muligheder for opbygning af mikrodatamater og mikrodatamatsystemer til givne anvendelser og med ønskede brugsegenskaber belyses.
en programmeringsmæssig , hvor der lægges vægt på at belyse mikrodatamatens kvaliteter for programkonstruktion både hvad angår styreprogrammel og applikationsprogrammel.
Forudsætninger
Modulet forudsætter et almindeligt kendskab til datamaskiners opbygning og virkemåde - f.eks. svarende til 1.1 Materiellære. Desuden forventes et alment praktisk kendskab til datamaskiners operativsystem samt til anvendelse og programmering af datamaskiner.
Opgaver og øvelser
Den studerende skal i løbet af kurset udarbejde skriftlige besvarelser til et antal opgaver af mindre omfang, som belyser og evt. uddyber emner, som er behandlet i forelæsninger.
Desuden skal den studerende deltage i praktiske øvelser i anvendelse og programmering af mikrodatamater. Det er i den forbindelse nødvendigt, at der er adgang til forskellige passende mikrodatamater, således at mikrodatamatens forskellige fremtrædelsesformer kan illustreres.
Evaluering
Evalueringen baseres dels på den almindelige studieaktivitet - herunder opgaveløsning og deltagelse i øvelser og dels på en afsluttende mundtlig prøve.
Den mundtlige prøve kan enten baseres på en overhøring i emner, som er behandlet i undervisningen, i fremlæggelse og diskussion af øvelsesresultater eller en kombination af begge.
Ingen