Studieplan for kurset 2.10. Oversætterteknik ved Datanomkurset

Studieplan for kurset 2.10. Oversætterteknik ved Datanomkurset

Studieplanen har virkning fra den 1. august 1986.

P.d.v.

e.b.

Erik Nexelmann

underv.insp.

1. Modulets formål

Valget af navnet »oversætterteknik« siger noget om intentionen med kurset

- kurset kunne ikke hedde »oversættere«, da dets hovedanliggende ikke er at informere om eksisterende oversættere

- kurset kunne ikke hedde »oversætterkonstruktion«, da det ikke giver en sammenhængende opskrift på denne proces

- kurset kunne ikke hedde »basisprogrammel«, da det ikke i særlig høj grad beskæftiger sig med de ydre betingelser, oversættere er underkastet

Kurset hedder »oversætterteknik« fordi det focuserer på nogle karakteristiske teknikker og principper , man ofte benytter sig af i oversættere.

Det er jo nok de færreste, der aktivt kommer til at beskæftige sig med at konstruere oversættere i ordets traditionelle betydning. Begrundelsen for at se på disse principper er derfor ikke så meget, at de findes i oversættere, men mere at de også er interessante i andre og mere generelle sammenhænge.

Her tænkes specielt på flg.

- udviklingen tyder på, at der fremover på mange områder vil blive stillet stadigt større krav til dialogkvalitet i retning af mere eller mindre »naturligt sprog«

- der er tendens til en udbredelse af formelle værktøjer, der i større grad muliggør en præcis beskrivelse af data og databehandling

Formålet med kurset er derfor primært at se på en række teknikker og principper, som har generelle anvendelsesmuligheder, og sekundært at se på, hvordan en oversætter fungerer.

2. Hovedemner

Kurset omfatter flg. hovedemner

1. Sprog

2. Grammatik

3. Leksikalsk analyse

4. Syntaksananlyse

5. Semantisk analyse

6. Fejlbehandling

I det følgende beskrives disse hovedemner kort

2.1 Sprog

Programmeringssprog kan designes efter mange og ofte indbyrdes modstridende kriterier, f.eks.: generalitet, effektivitet, læselighed, enkelhed o.s.v.

Den studerende skal sættes i stand til at forstå disse sammenhænge så vidt, at de vigtigste konsekvenser af et bestemt designvalg kan overskues.

2.2 Grammatik

Det vigtigste redskab til beskrivelse af et programmeringssprogs syntaks er grammatikken. Grammatikker kan inddeles i forskellige typer efter præcise kriterier, typen er afgørende for kompleksiteten af sproggenkendelsen.

Den studerende skal gøres fortrolig med grammatik-begrebet og sættes i stand til at typebestemme konkrete regulære, kontekstfri og kontekstfølsomme grammatikker.

2.3 Leksikalsk analyse

Et program består af en række »ord«, hvert af disse består igen af en række tegn. Den leksikalske analyse går ud på at genkende sammensætningen af tegn til ord.

Den studerende skal forstå og indøve de vigtigste metoder til leksikalsk analyse: deterministiske/nondeterministiske tilstandsautomater.

2.4 Syntaksanalyse

Den syntaktiske analyse går ud på at genkende ordenes sammensætning til et program. Der findes mange metoder til realisering af den syntaktiske analyse, disse kan groft inddeles i top-down- og bottom-up-metoder.

Den studerende skal forstå mindst en top-down- og en bottom-up-metode, og indøve mindst en af disse.

2.5 Semantisk analyse

Den semantiske analyse er genkendelsen af programmets betydning og realiseringen af denne betydning ved en oversættelse til noget kendt.

Den studerende skal sættes i stand til at integrere semantiske aktioner i grammatikken og til at vælge disse både med henblik på fortolkning og oversættelse.

2.6 Fejlbehandling

De tre nævnte analyser kan afsløre fejl, og herudover kan afsløres fejl når det oversatte program udføres. Problemet er at reagere hensigtsmæssigt på disse fejl, da de sjældent er entydige.

Den studerende skal forstå mindst 2 metoder til fejlbehandling.

3. Adgangsbetingelser

Symbolsk maskinsprog

Drift

Problemorienteret sprog

Planlægning

Projektgennemførelse

4. Anbefalede forudsætninger

2.1 Sproglære

2.2 Programkonstruktion

Ingen