Vejledning om fortolkning af visse bestemmelser om børnetilskud m.m. i EF-forordning nr. 1408/71 (Afgørelse nr. 129 fra Den administrative Kommision). (Til samtlige kommuner)

BILAG

AFGØRELSE Nr. 129

af 17. oktober 1985

om anvendelse af artikel 77, 78 og 79, stk. 3 i forordning (EØF) nr. 1408/71 og artikel 10, stk. 1, litra b), ii), i forordning (EØF) nr 574/72

(86/C 141/07)

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS ADMINISTRATIVE KOMMISION FOR VANDERENDE ARBEJDSTAGERES SOCIALE SIKRING HAR -

under henvisning til artikel 81, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr 1408/71, ifølge hvilken den har til opgave at behandle ethvert fortolkningspørgsmål, som opstår i forbindelse med bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1408/71 og senere forordninger, og

ud fra følgende betragtninger

Afgørelse nr. 122 af 20. april 1983 bør ændres for at tage hensyn til Domstolens dom i sag 320/82;

i sag 733/79 har De europæiske Fællesskabers Domstol, herefter benævnt Domstolen , den 12. juni 1980 afsagt sålydende dom: Artikel 77, stk. 2, litra b), i) i forordning (EØF) nr. 1408/71 skal

fortolkes således, at en ret til børnetilskud, som skal udredes af

den medlemsstat, på hvis område en invalidepensionist har bopæl, ikke

medfører, at retten til større og tidligere erhvervede børnetilskud,

som det påhviler en anden medlemsstat at udrede, bortfalder.

Når de børnetilskud, som faktisk oppebæres i bopælsstaten, er lavere

end børnetilskuddene i henhold til den anden medlemsstats lovgivning,

kan arbejdstageren af sidstnævnte stats kompetente institution kræve

en tillægsydelse, som svarer til forskellen mellem de to ydelser ;

i sag 807/79 har Domstolen den 9. juli 1980 afsagt sålydende dom: Artikel 78, stk. 2, litra b), i), i Rådets forordning (EØF) nr.

1408/71 af 14. juni 1971 skal fortolkes således, at retten til

ydelser fra den stat, hvor det barn - som har mistet begge sine

forældre eller en af dem og som har fået tilkendt ydelserne - har

bopæl, ikke indebærer, at retten til højere ydelser, som tidligere er

erhvervet alene i henhold til en anden medlemsstats lovgivning,

fortabes. Når det ydelsesbeløb, som faktisk oppebæres i

bopælsmedlemsstaten, er lavere end ydelsesbeløbet alene efter den

anden medlemsstats lovgivning, har det efterladte barn ret til en

supplerende ydelse, som svarer til forskellen mellem de to beløb, og

som skal afholdes af den kompetente institution i sidstnævnte stat

i sag 100/78 har Domstolen den 6. marts 1979 afsagt sålydende dom: 1. Efter artikel 79, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71

stilles retten til børnetilskud for børn, over for hvem faderen, der

er pensionist efter en medlemsstats lovgivning, har forsørgerpligt,

ikke i bero såfremt moderen ikke faktisk har erhvervet ret til disse

børnetilskud i medfør af lovgivningen i en anden medlemsstat i kraft

af erhvervsudøvelse, enten fordi kun faderen anerkendes som

familieforsørger, eller fordi betingelserne for at tillægge moderen

ret til børnetilskuddene ikke er opfyldt.

2. Artikel 79, stk. 3, gælder kun for det beløb, der faktisk

udbetales i kraft af erhvervsudøvelse ;

i sag 320/82 har Domstolen den 24. november 1983 afsagt sålydende dom: Artiklerne 77 og 78 i forordning (EØF) nr. 1408/71 skal fortolkes

således, at kravet på pension som barn af en afdød arbejdstager, som

består i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, der er kompetent

i henhold til disse bestemmelser, ikke - når den afdøde fader har

været omfattet af lovgivningen i flere medlemsstater - udelukker krav

på en højere efterladtepension, som består alene i henhold til en

anden medlemsstats lovgivning. Såfremt de ydelser, der faktisk

oppebæres i den første medlemsstat, er lavere end det ydelsesbeløb,

som hjemles alene i henhold til lovgivningen i den anden

medlemsstat, kan det efterladte barn af den kompetente

forsikringsinstitution i denne medlemsstat kræve udbetalt et tillæg

svarende til forskellen mellem de to beløb ;

samtidig ret til ydelser kan opstå ved en forsikringsbegivenheds indtræden, som i henhold til en medlemsstats lovgivning giver ret til ydelser for børn, der forsørges af pensions- eller rentemodtagere eller for fader- eller/og moderløse børn, når de allerede har ret til ydelser i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat; dette er tilfældet, når der udøves erhvervsmæssig beskæftigelse, når der erhverves ret til pension i bopælslandet, eller pensions- eller rentemodtageren eller de fader- og/eller moderløse børn skifter bopæl;

samtidig ret til ydelser kan ligeledes opstå ved en forsikringsbegivenheds indtræden, som giver ret til ydelser i henhold til en medlemsstats lovgivning i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 77 og 78 i forordning (EØF) nr. 1408/71, og til ydelser udelukkende i medfør af en anden medlemsstats lovgivning;

samtidig ret til ydelser, der kan kræves udbetalt i henhold til artikel 77 eller 78 i forordning (EØF) nr. 1408/71, og til ydelser eller børnetilskud, der kan kræves udbetalt i medfør af en anden lovgivning, er i øvrigt reguleret dels ved denne forordnings artikel 79, stk. 3, når retten til familieydelser eller børnetilskud erhverves i kraft af erhvervsudøvelse, og dels ved artikel 10, stk. 1, litra b), ii), i Rådets forordning (EØF), nr. 574/72 når retten til familieydelser eller børnetilskud ikke er betinget af forsikring eller beskæftigelse; de regler, der er fastsat i disse bestemmelser, er indholdsmæssigt de samme; ved anvendelsen af ovennævnte artikel 10, stk. 1, litra b), ii), er det derfor nødvendigt at tage hensyn til den fortolkning, Domstolen har givet af ovennævnte artikel 79, stk. 3;

med henblik på at gennemføre Domstolens afgørelse i henseende til artikel 77, 78 og 79 i forordning (EØF) nr. 1408/71, er det vigtigt at afgøre, i hvilke tilfælde der skal udbetales et tillæg, og fastlægge de nødvendige procedurer for fastsættelsen af dette tillæg og institutionernes forpligtelser;

idet beslutning i sagen er truffet på de i artikel 80, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 fastsatte betingelser -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE.

1.

Når det i artikel 77, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71

omhandlende ydelsesbeløb, som modtageren af en pension eller en rente

modtog i medfør af lovgivningen i en medlemsstat, hvor han var bosat,

overstiger det ydelsesbeløb, som den pågældende modtager efter

lovgivningen i en anden medlemsstat, som ligeledes er forpligtet til

at udbetale en pension eller rente, og som den pågældende er flyttet

til, finder artikel 77, stk. 2, i henhold til denne afgørelses stk.

5, anvendelse, således at retten til ydelser i medfør af lovgivningen

i førstnævnte medlemsstat bevares, i det omfang dette ydelsesbeløb

overstiger størrelsen af de ydelser, der faktisk udbetales efter

lovgivningen i det nye bopælsland.

2.

Når det i artikel 78, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71

omhandlende ydelsesbeløb, som var tilkendt efter en medlemsstats

lovgivning for et fader- og/eller moderløst barn, som var bosat i

denne stat, overstiger det ydelsesbeløb, som for dette barn kan

kræves udbetalt efter lovgivningen i en anden medlemsstat, som

barnet er flyttet til, finder artikel 78, stk. 2, i henhold til denne

afgørelses stk. 5, anvendelse, således at retten til ydelser i medfør

af lovgivningen i førstnævnte medlemsstat bevares, i det omfang dette

ydelsesbeløb overstiger det beløb, der faktisk udbetales efter

lovgivningen i det nye bopælsland.

3.

Når ydelsesbeløbet til det fader- og/eller moderløse barn eller til

børn, der forsørges af pensionister eller rentemodtagere, som kan

kræves udbetalt udelukkende i medfør af en medlemsstats lovgivning,

overstiger det ydelsesbeløb, som kan kræves udbetalt efter

lovgivningen i en anden medlemsstat, der er kompetent, i henhold til

bestemmelserne i artikel 77 og 78 i forordning (EØF) nr 1408/71,

bevares retten til ydelser i henhold til lovgivningen i førstnævnte

medlemsstat i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 5, i det

omfang dette ydelsesbeløb overstiger det beløb, der faktisk udbetales

efter lovgivningen i den anden medlemsstat.

4.

Artikel 79, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 og artikel 10,

stk. 1, litra b), ii), i forordning (EØF) nr 574/72 finder i henhold

til denne afgørelses stk. 5 anvendelse, således at retten til ydelser

efter en medlemsstats lovgivning i henhold til artikel 77, stk. 2,

eller artikel 78, stk. 2, kun stilles i bero med et beløb, der svarer

til de familieydelser eller børnetilskud, den pågældende får udbetalt

i bopælslandet i kraft af erhvervsudøvelse.

5.

I de i stk. 1, 2, 3 og 4 omhandlede tilfælde udbetaler institutionen

i førstnævnte medlemsstat et tillæg til de ydelser, der tilkendes

i medfør af lovgivningen i den anden medlemsstat . Dette tillæg

svarer til forskellen mellem det ydelsesbeløb, der faktisk udbetales

i henhold til lovgivningen i den anden medlemsstat, og det

ydelsesbeløb, der skulle udbetales i henhold til lovgivningen i den

første medlemsstat.

Ved fastsættelsen af dette tillæg tages der udelukkende hensyn til

børn, for hvilke der er erhvervet ret til ydelser inden flytning af

bopæl, erhvervsudøvelse, erhvervelse af en ny ret til ydelser i

henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat, eller for hvilke en

forsikringsbegivenhed åbner samtidig ret til ydelser udelukkende

efter lovgivningen i en medlemsstat og i overensstemmelse med

fællesskabsbestemmelserne efter lovgivningen i en anden medlemsstat .

Tillægget udbetales, så længe disse børn opfylder betingelserne i

lovgivningen i den første medlemsstat. Når disse børn eller disse

fader- og/eller moderløse børn ikke længere opfylder de foreskrevne

betingelser for at være berettiget til ydelser i henhold til

lovgivningen i den anden medlemsstat, udbetaler den første

medlemsstat det fulde ydelsesbeløb, som de stadigvæk er berettiget

til i medfør af denne medlemsstats lovgivning.

6.

Tillæggets størrelse fastsættes første gang senest efter udløbet af

en periode på 12 måneder efter, at der er erhvervet ret til ydelser i

den anden medlemsstat. Dernæst fastsættes tillægget mindst hver

tolvte måned. Såfremt lovgivningen i en medlemsstat bestemmer, at der

skal indgives ansøgning for at erhverve ret til ydelser, gælder dette

ligeledes for tillægget.

7.

Den eller de kompetente institutioner i den anden medlemsstat

underretter straks den eller de kompetente institutioner i den første

medlemsstat om, fra hvilket tidspunkt der er erhvervet ret til en

ydelse

efter den for denne eller disse institutioner gældende lovgivning,

samt arten og størrelsen af denne ydelse.

Efter udløbet af den i stk. 6 omhandlede periode giver instiutionen

eller institutionerne i den anden medlemsstat institutionen eller

institutionerne i den første medlemsstat meddelelse om det

nøjagtige ydelsesbeløb, der er blevet udbetalt af institutionen

eller institutionerne i den anden medlemsstat i den forløbne periode.

8.

Når tillægget er blevet fastsat, udbetales dette i overensstemmelse

med bestemmelserne i den første medlemsstats lovgivning og

bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

om de pågældende ydelser.

9.

Efter udløbet af den i stk. 6 omhandlede periode underretter

institutionen eller institutionerne i den første medlemsstat

ydelsesmodtageren om afgørelsen vedrørende tilkendelse eller afslag

på tilkendelse af et tillæg og anfører

a) størrelsen af de ydelser, som kan kræves udbetalt efter denne

medlemsstats lovgivning;

b) størrelsen af de ydelser, der udbetales efter den anden

medlemsstats lovgivning, og

c) størrelsen af et eventuelt tillæg.

10.

Den omregningskurs, der skal anvendes ved sammenligningen mellem

ydelsesbeløbene i henhold til stk. 9, er den kurs, der er gældende

i henhold til artikel 107, stk. 1 til 3, i forordning (EØF) nr.

574/72.

Ved anvendelse af denne afgørelse anvender institutionerne de

blanketter, der benyttes i forbindelse med kapitel 7 og 8 i

forordning (EØF) nr. 1408/71, om fornødent suppleret med andre

oplysninger, som de pågældende institutioner anser for påkrævet.

11.

Denne afgørelse, som træder i stedet for afgørelse nr. 122 af 20.

april 1983, offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Formand for Den administrative Kommision

G. Schroeder

Vejledning om fortolkning af visse bestemmelser om børnetilskud m.m. i EF-forordning nr. 1408/71 (Afgørelse nr. 129 fra Den administrative Kommision).

(Til samtlige kommuner)

Ved afgørelse nr. 129 af 17. oktober 1985 offentliggjort i De europæiske Fællesskabers Tidende nr. C 141 af 7. juni 1986 har Den Adm. Kommision for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring givet en supplerende fortolkning af visse bestemmelser i kap. 8 i EF- forordning nr. 1408/71 om ydelser til børn af pensionister og børn, der har mistet begge forældre eller en af dem, og tilsvarende bestemmelser i gennemføresesforordningen, EF- forordning nr. 574/72.

Afgørelse nr. 129 træder i stedet for afgørelse nr. 122, som er udsendt med sikringsstyrelsens vejledning af 1. december 1983. Afgørelsen træder i kraft den 1. juli 1986.

1.

Afgørelsen fortolker art. 77, art. 78. og art. 79, stk. 3, i EF- forordning nr. 1408/71 og art. 10, stk. 1 b)ii) i EF-forordning nr. 574/72 i lyset af domme afsagt i årene 1979-83 af EF- domstolen. Princippet i disse domme er, at en ret til børnetilskud (eller andre ydelser, der er omfattet af art. 77 og 78 i EF- forordning nr. 1408/71), når retten er erhvervet i en medlemsstat enten efter EF-regler eller efter lovgivningen i medlemsstaten alene, ikke bortfalder, hvis ydelsen er større end den ydelse, der faktisk udbetales af den stat, som er kompetent efter art. 77 og 78 i EF-forordningen. Der kan kræves udbetalt et tillæg svarende til forskellen mellem de to ydelser. Selv om der efter EF- forordningens regler skal udbetales ydelser efter lovgivningen i een medlemsstat, er dette altså ikke til hinder for udbetaling af et overskydende beløb efter lovgivningen i en anden stat.

Afgørelsen gælder i følgende situationer

a.

Når en pensionist, der har ret til pension eller rente fra to eller flere medlemsstater, flytter fra en af de stater, hvorfra han modtager fra pension eller rente, til en anden stat, hvor han ligeledes er berettiget til pension eller rente, og de ydelser efter art. 77 i EF-forordning nr. 1408/71, som pensionisten modtog i den første stat, er større end de ydelser, han faktisk får udbetalt i den anden stat.

b.

Når et fader- og/eller moderløst barn flytter fra en medlemsstat, hvor det har modtaget ydelser efter art. 78 i EF-forordning nr. 1408/71, til en anden medlemsstat, hvor det også er berettiget til ydelser efter denne bestemmelse, og ydelserne til barnet i den første stat var større end de ydelser, barnet faktisk får udbetalt i den anden stat.

c.

Når et barn af en pensionist eller et fader- og/eller moderløst barn efter en medlemsstats lovgivning alene er berettiget til en ydelse, der overstiger det beløb, som faktisk udbetales i den stat, der er kompetent efter art. 77 og 78 i EF-forordning nr. 1408/71.

Som eksempel kan nævnes den situation, der lå til grund for dommen i sag nr. 320/82. Et italiensk barn med bopæl i Italien havde mistet sin fader. Faderen havde været beskæftiget som arbejdstager både i Italien og i Tyskland og havde efter tysk lovgivning erhvervet ret til børnepension (Waisenrente) til barnet. Denne tyske rente var større end den ydelse, der udbetaltes barnet i Italien, som var den kompetente stat efter art. 78, stk. 2 b)i) i EF-forordning nr. 1408/71. Tyskland skulle derfor betale et tillæg svarende til forskellen mellem de to ydelser.

Efter dansk lovgivning alene kan der normalt kun være ret til børnetilskud til børn med bopæl i Danmark. Det bemærkes dog, at der kan være ret til særligt børnetilskud til børn af pensionister med bopæl i udlandet. Her kan altså som i det ovenfor anførte eksempel, den medlemsstat, hvor barnet eller børnene bor, være den anden stat, og Danmark kan være forpligtet til at udbetale et tillæg.

d.

Når ydelser, som der er ret til efter art. 77, stk. 2, eller art. 78, stk. 2, i EF-forordning nr. 1408/71 skal stilles i bero, fordi der samtidig er ret til familieydelser eller børnetilskud til de pågældende børn i kraft af erhvervsudøvelse i en anden medlemsstat (art. 79, stk. 3, i EF-forordning nr. 1408/71), eller - for medlemsstater, hvor retten til familienydelser eller børnetilskud som i Danmark ikke er betinget af forsikring eller beskæftigelse - den person, som er berettiget til disse ydelser eller til hvem de udbetales, udøver erhvervsmæssig virksomhed i den pågældende stat (art. 10, stk. 1 b, ii) i EF-forordning nr. 574/72.

2.

I de i pkt. 1 a)-d) omhandlede tilfælde udbetaler institutionen i den første medlemsstat et tillæg til de ydelser, som udbetales af den anden stat. Dette tillæg svarer til forskellen mellem det ydelsesbeløb, der faktisk udbetales efter den anden stats lovgivning, og det ydelsesbeløb, der skulle være udbetalt efter den første stats lovgivning.

Ved fastsættelsen af tillægget tages der kun hensyn til børn, for hvilke der er erhvervet ret til ydelser inden flytningen af bopæl, påbegyndelsen af erhvervsudøvelse eller inden erhvervelsen af ret til ydelser i to medlemsstater samtidig. Tillægget skal udbetales, sålænge børnene opfylder betingelserne for ret til ydelser efter den første stats lovgivning. Såfremt der ikke længere er ret til ydelser efter den anden stats lovgivning, skal den første stat udbetale det fulde ydelsesbeløb, hvis der fortsat er ret hertil efter denne stats lovgivning.

3.

Den eller de kompetente institutioner for familieydelser og børnetilskud i den anden stat (for Danmarks vedkommende social- og sundhedsforvaltningen) skal straks underrette institutionen eller institutionerne i den første stat om, fra hvilket tidspunkt der udbetales ydelser efter den anden stats lovgivning, samt om arten og størrelsen af disse ydelser. Efter forløbet af 12 måneder gives der meddelelse om det nøjagtige ydelsesbeløb, der er udbetalt i de forløbne 12 måneder. For Danmarks vedkommende gives meddelelse om danske børnetilskud og eventuel ungdomsydelse, der er udbetalt.

De kompetente institutioner for familieydelser og børnetilskud i andre medlemsstater, til hvilke social- og sundhedsforvaltningen skal sende disse oplysninger, hvis Danmark er den anden stat, er angivet i bilag 2 til EF-forordning nr. 574/72.

4.

Det tillæg, som den første stat skal betale, skal første gang beregnes efter udløbet af 12 måneder efter, at der er erhvervet ret til ydelser i den anden stat. Derefter beregnes tillægget på ny hvert år. Det påhviler kommunens social- og sundhedsforvaltning at beregne og udbetale tillæg, når betingelserne herfor er opfyldt. Tillæg udbetales til den person, som børnetilskud efter dansk lovgivning skal udbetales til, d.v.s. som hovedregel til barnets moder.

Når der er truffet afgørelse om udbetalingen af et tillæg, skal social- og sundhedsforvaltningen underrette modtageren herom med angivelse af

a) størrelsen af de ydelser, der kan kræves udbetalt efter den første stats lovgivning (herved medregnes samtlige danske børnetilskud, som det pågældende barn eller de pågældende børn er berettiget til efter dansk lovgivning eller ville være berettiget til, hvis det/de fortsat boede i Danmark),

b) størrelsen af de ydelser, der udbetales efter den anden stats lovgivning, der er meddelt af den anden stat.

c) størrelsen af det eventuelle tillæg.

5.

Sammenligningen af ydelsesbeløbene fra den første og den anden stat skal ske efter den omregningskurs, der er gældende i henhold til artikel 107, stk. 1-3, i EF-forordning nr. 574/72. Kommunerne kan i de enkelte tilfælde ved henvendelse til sikringsstyrelsen få oplyst den gældende omregningskurs, som fastsættes for hvert kvartal.

6.

Denne vejledning gælder fra 1. juli 1986 og erstatter sikringsstyrelsens vejledning af 1. december 1983.

P.s.v.

K. Søderblom

/Karen Breining