Støtte til social omstilling - sådan | 2. udgave. Socialstyrelsen 1986 (Delfinen)
Statutory Text (2 Articles)
Støtte til social omstilling - sådan | 2. udgave. Socialstyrelsen 1986
(Delfinen)
FORORD
Der foregår allerede mange sociale forsøgs og omstillingsaktiviteter rundt om i landet.
For at fremme omstillingsprocessen yderligere tilbyder socialstyrelsen at støtte omstillingsinitiativer gennem konsulentbistand og økonomisk støtte.
Denne vejledning, der er en revideret udgave af 1984-vejledningen, beskriver, hvad støtten nærmere går ud på, hvordan man kan få del i den, og hvilke initiativer, der i særlig grad støttes.
Socialstyrelsen, juni 1986
Ole Høeg, styrelseschef
/H.C. Rasmussen, konsulent
INDLEDNING
I de seneste år er der i mange (amts)kommuner vist interesse for omstillingsvirksomhed inden for det sociale område, og meget er igang. Omstillingen er sket, dels ved at (amts)kommunerne finder frem til en bedre udnyttelse af eksisterende foranstaltninger, dels ved en øget anvendelse af alternativer til de eksisterende foranstaltninger.
Formålet med omstilling er at fremme.
-en bedre udnyttelse af ressourcerne,
-forebyggende aktiviteter,
-en forbedret kvalitet af ydelserne,
-et mere nuanceret udbud af serviceydelser til borgerne afstemt efter den enkeltes behov.
Der kan ydes både konsulentbistand og økonomisk støtte til omstillingsprojekterne.
HVEM KAN SØGE ?
Tilbuddet om støtte henvender sig til alle - bl.a. kommuner, amtskommuner, institutitioner, organisationer, foreninger og enkeltpersoner.
KONSULENTBISTAND
Konsulentbistand er især et tilbud til ansøgere der
- har en ide til forsøg, men har svært ved at komme videre med den. Det kan dreje sig om at få ideen formuleret på en god måde, så den fremtræder som en projektbeskrivelse med en handlingsplan. Eller om at finde støttemuligheder. Eller om at formulere ansøgninger.
-ønsker råd og vejledning om tilrettelæggelse af forsøg og om dataindsamlings- og vurderingsmetoder ved beskrivelse, vurdering og rapportering af forsøg.
-er løbet ind i organisatoriske og overenskomstmæssige eller lignende problemer ved et forsøgs gennemførelse.
-ønsker råd om udgivelsesmuligheder og andre formidlingsproblemer.
-ønsker at undersøge efteruddannelsesmuligheder i forbindelse med et forsøgs start eller gennemførelse.
Hvordan søges om konsulentbistand ?
Konsulentbistanden, der ved kortvarige og begrænsede opgaver er gratis, fås ved at ringe eller endnu bedre ved at sende et brev til Socialstyrelsens Forsøgsudvalg. I brevet må der kort fortælles om, hvad det er for et forsøg, der søges konsulentbistand til, hvilke problemer det drejer sig om, og hvad man forestiller sig, at konsulentbistanden skal gå ud på.
Medarbejdere fra socialstyrelsen mødes med ca. en måneds mellemrum med medarbejdere fra Socialforskningsinstituttet, Amtskommunernes og kommunernes forskningsinstitut og Kommunernes Landsforening i en »konsulentbørs«. Her drøftes de anmodninger om konsulentbistand, som socialstyrelsen har modtaget, og tilsvarende henvendelser, der er sket til de øvrige institutioner, og der sker eventuelt en fordeling af opgaverne mellem institutionerne. Der kan ydes mindre beløb til dækning af udgifter ved tilsvarende konsulentopgaver, som konsulentbørsen mener bør udføres af andre.
Konsulentbistanden ydes oftest, når en forsøgside skal udformes, så den kan danne baggrund for en ansøgning om støtte, for eksempel fra Socialstyrelsens forsøgsmidler. Når et forsøg er kommet i gang, kan konsulentbørsen imidlertid også anmodes om konsulentbistand af begrænset omfang, for eksempel hvis der opstår akutte vanskeligheder ved forsøgets gennemførelse eller der er brug for vejledning ved rapportudformning.
ØKONOMISK STØTTE
Socialstyrelsen har hvert år en sum penge, der anvendes til støtte af omstillings- og forsøgsprojekter. Til at rådgive socialstyrelsen om brugen af denne bevilling er nedsat et udvalg: Socialstyrelsens forsøgsudvalg.
Økonomisk støtte ydes især til følgende udgiftsområder
1.
Forundersøgelser - udover den tidligere nævnte kortvarige og begrænsede bistand - der er nødvendige for forsøgets igangsættelse og projektforberedelse iøvrigt, samt konsulentbistand hertil.
2.
Evaluering af forsøgene. Med evaluering menes her en beskrivelse og vurdering af forsøget i form af en rapport. Evalueringen skal indeholde en vurdering af positive og negative sider ved forsøgets forløb og resultater. Evalueringen kan foretages af forsøgsmedarbejderne eller af personer ansat til at evaluere forsøget eller en kombination heraf. Der kan således også ydes støtte til en evaluering, der kan leve op til en mere forskningsmæssig dokumentation.
3.
Formidling af erfaringerne. Formidling af erfaringerne er et vigtigt led i forsøgs- og omstillingsprocessen. Det gælder også under projektforløbet. Formidlingen kan udover den afsluttende rapport have form af f.eks. dias, video m.v.
4.
Efteruddannelsesprojekter, der indeholder alternative efteruddannelsesformer på konkrete områder. Støtte kan kun gives til konsulentvirksomhed samt til ekstraordinære undervisningsudgifter eller til udvikling af særligt materiale.
5.
Efteruddannelsesaktiviteter, som indgår i forbindelse med konkrete forsøgs- eller omstillingsprojekter. En sådan støtte angår især projekter, som forudsætter, at medarbejderne erhverver viden, færdigheder og holdninger, som er i overensstemmelse med projektets formål.
Hvordan søges om økonomisk støtte ?
Ansøgninger om økonomisk støtte sendes til Socialstyrelsens Forsøgsudvalg på et særligt ansøgningsskema. Ansøgningsskemaet udleveres sammen med en vejledning ved henvendelse til Socialstyrelsens Forsøgsudvalg.
HVILKE FORSØG STØTTES ?
Alle anmodninger om konsulentbistand, der ligger inden for forsøgsudvalgets område, imødekommes. Til den økonomiske støtte er der begrænsede midler til rådighed. Derfor er det ikke muligt at imødekomme alle de ansøgninger om økonomisk støtte, som Socialstyrelsens Forsøgsudvalg modtager. I nogle tilfælde tilråder forsøgsudvalget at fremsende ansøgninger til andre fonde.
Der kan søges om økonomisk støtte til forsøgs- og omstillingsprojekter indenfor hele det sociale område.
Når forsøgsprojekterne skal vurderes, lægges der særlig vægt på at støtte
- projekter om fornyelse indenfor eksisterende foranstaltninger
- projekter, der indeholder alternativer til eksisterende foranstaltninger
- projekter til forebyggelse af behov for yderligere indsats på det sociale område.
Der er fire temaområder, som vil blive særlig prioriteret. Temaområderne er følgende
Dagforanstaltninger for børn og unge.
Her er der især ønske om at støtte forsøg, der giver børn og unge en større mulighed for at opleve en helhed i deres dagligdag gennem skabelsen af mere smidige og varierede ordninger i form af socialpædagogiske tilbud til især børn under skolealderen og i de første skoleår.
Som eksempler kan nævnes
- forsøg med udvidelse af daginstitutionernes arbejdsområde ved at inddrage andre grupper af børn og voksne end de aktuelt indskrevne børn,
- forsøg med daginstitutionen som et levende og dynamisk kontaktcenter i lokalområdet, hvor mange mennesker kan være aktive sammen og
- forsøg med at udvikle alternativer til institutionerne, ved at forældre og andre indgår i mere fleksible dagtilbud til børnene, evt. i forbindelse med forsøg med større økonomisk selvstændighed.
Nye veje i indsatsen for ældre.
Her er der især ønske om at støtte forsøg, der sigter mod at forbedre ældres livsvilkår, så de så længe og så meget som muligt bliver i stand til selv at bestemme over og kunne klare egen tilværelse. Ældres selvaktivitet er et vigtigt element i bestræbelserne på at give ældre de bedste muligheder for en meningsfuld tilværelse.
Som eksempler kan nævnes følgende
- forsøg med at inddrage ældre og deres organisationer i at tilrettelægge og gennemføre aktiviteter i kommuner og lokalområder
- forsøg med at tilrettelægge og samordne service for ældre i egen bolig og på tværs af institutionsgrænser og
- forsøg med at ændre indsatsen på plejehjem ved at inddrage de ældre mere i tilrettelæggelsen af indholdet og udførelsen af de daglige funktioner.
Indsatsen fra social- og sundhedsforvaltningen.
Her er der især ønske om at støtte forsøg, der går ud på at skabe et serviceapparat, der er mere tilgængeligt for brugerne, samtidig med at afhængigheden af forvaltningen gøres så kortvarig som muligt. Dette kan bl.a. ske ved at opprioritere opsøgende og forebyggende arbejde og ved at styrke og forbedre samarbejdet mellem det interne og det eksterne personale.
Forsøgene kan gå i retning af at omlægge indsatsen væk fra kontorerne i socialforvaltningen og ud der, hvor folk lever og arbejder. Formålet er at sætte så mange som muligt i stand til selv at tage vare på de sociale problemer, som melder sig.
Som eksempler kan nævnes
- forsøg med målrettede rådgivningsindsatser over for grupper, der har særlig behov for rådgivning og koordinerende indsats.
- forsøg med integration af ny viden, ny teknologi m.v. i forvaltningens hverdag.
- forsøg med omstilling af forvaltningens organisation med henblik på at fremme aktivitet i stedet for passivitet blandt brugerne.
Lokal indsats for social forebyggelse og borgernes sundhed.
Her er det især ønske om at støtte forsøg, der gennem en indsats for at skabe en sundere livsstil og et bedre lokalmiljø forebygger sygdom og behov for sygdomsbehandling eller ophold på sociale institutioner. Emnet kan f.eks. omfatte indsats og sammenhænge på tværs af de tre andre temaer.
Som eksempler kan nævnes
- Forsøg med nye former i samarbejdet med borgerne om ændringer af livsstil og lokalmiljø,
- Forsøg med at forbedre lokalsamfundets muligheder f.eks. for mennesker med svære ensomhedsproblemer, arbejdsløse m.v.
- Forsøg med lokalt koordinerende indsats for mennesker i krisesituation f.eks. omkring indlæggelse på og udskrivning fra sygehus, dødsfald i den nære familie, ulykker o.a.
ANDRE VEJLEDNINGER M.V. FRA SOCIALSTYRELSEN.
Kort vejledning i sociale forsøg. 1986. Kan rekvireres i socialstyrelsen. Om forsøg og fornyelse. Beretning fra Socialstyrelsens Forsøgsudvalg Socialstyrelsen 1986. (* 1)
Redegørelse om social- og sundhedsplanlægning »85 og »86. (* 2)
I serien »Social- og sundhedsforvaltningerne i en omstillingstid« er udkommet
Social- og sundhedsforvaltningen i en omstillingstid (1) oktober 1984. (* 2)
Rådgivning af unge (2) Oktober 1984. (* 2)
Information til og fra ældre (3). Oktober 1984. (* 2)
Opsøgning og rådgivning (4). Oktober 1984. (* 2)
Fra ide til virkelighed (5). 1986. (* 2)
Samordning af indsatsen for unge (6). 1986. (* 2)
Omlægning og fornyelse af indsatsen for ældre. Socialstyrelsen 1983. (* 2)
»Hvordan plejer vi...'1986 (* 2)
Plejehjem i en omstillingstid. Et socialpolitisk udspil. 1986. (* 2)
I serien- Uddannelse og omstilling. Om kommunale nyskabelser på ældreområdet. Socialstyrelsen 1986. (* 2) Er udkommet
Hjemmehjælp i bevægelse (1).
Ny hjemmehjælp. Faser i en overgang (2).
På vej mod videre rammer (3).
Døgnophold for børn og unge - et debatoplæg. Socialstyrelsen 1984. (* 2)
Vejledning om fornyelse af indsatsen for småbørn og småbørnsfamilier. Socialstyrelsen 1982. (* 2)
Publikationerne fås i boghandelen.
ANSØGNINGER OG DERES BEHANDLING.
Ansøgninger om konsulentbistand kan enten fremsættes telefonisk eller
i form af et kortfattet brev.
Ansøgninger om økonomisk støtte indsendes på et ansøgningsskema, der
fås ved henvendelse til forsøgsudvalget. Socialstyrelsens Forsøgsudva
behandler ansøgninger 3 gange om året. Ansøgningsfristen er henholdsv
oktober, 15. marts og 1. august.
Sagsbehandlingen tager godt 2 måneder.
Adressen er: Socialstyrelsens Forsøgsudvalg, Socialstyrelsen,
Kristineberg 6, Postbox 2555, 2100 København Ø. Telf. 01 29 91 22.
(* 1) I kommission: Komiteen for sundhedsoplysning, Østerbrogade 11, 2100 København Ø, telf. 01 29 53 00
(* 2) I kommission: Direktoratet for Statens Informationstjeneste, Bredgade 20, 1260 København K. tlf. 01 92 92 28.