Vejledning. Moms-salg af brugte campingvogne og lystfartøjer
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning. Moms-salg af brugte campingvogne og lystfartøjer
Moms - salg af brugte campingvogne og lystfartøjer
Vejledningen indeholder reglerne om moms i forbindelse med salg mv af brugte campingvogne og lystfartøjer, herunder de særlige regler om anvisningssalg af disse varer.
Vejledningen erstatter den meddelelse, som blev udsendt i juli 1981.
De almindeligt gældende regler om momsregistrerede virksomheder findes i afgiftsvejledningen »Moms«, Y 94. Generelt vedrørende salg mv
Efter bestemmelserne i momslovens § 11 skal registrerede virksomheder betale moms ved salg af varer og momspligtige ydelser. Det gælder således også ved salg af brugte varer, som virksomheden har købt eller modtaget i bytte ved salg af nye varer.
Virksomheder skal endvidere betale moms ved salg af varer, herunder brugte varer, som virksomheden har modtaget i kommission, såvel fra registrerede og ikke-registrerede virksomheder som fra private.
Privatpersoner skal derimod ikke betale moms ved salg af en brugt vare.
Ved kommissionshandel forstås det forhold, at en virksomhed sælger varer for en andens regning, men i virksomhedens eget navn.
Momsen skal i sådanne tilfælde beregnes på grundlag af den fulde salgspris efter de almindelige regler for opgørelse af den momspligtige omsætning.
Forhandlere af campingvogne og lystfartøjer kan på nærmere fastsatte betingelser medvirke ved handel med brugte campingvogne/lystfartøjer, der sker direkte mellem to privatpersoner, uden at der skal betales moms af salgsprisen.
Denne form for salg mellem køber og sælger, formidlet af en forhandler, er i det efterfølgende benævnt anvisningssalg.
Ved anvisningssalg forstås det forhold, at en virksomhed formidler varer solgt i ejerens navn og for dennes regning.
I sådanne tilfælde skal forhandleren (anviseren) betale moms af den betaling i form af anvisningsprovision (mæglersalær), som den pågældende forhandler beregner sig for at formidle salget mellem køber og sælger.
De momsmæssige regler om anvisningssalg ved handel med brugte campingvogne/lystfartøjer er nærmere beskrevet nedenfor.
Anvisningssalg
For at en forhandlers medvirken ved salg af brugte campingvogne/lystfartøjer kan godkendes som et anvisningssalg, skal følgende betingelser være opfyldt
1. Salget af den brugte campingvogn/lystfartøj skal ske i ejerens navn og for dennes regning på grundlag af skriftlig anvisningsaftale, som er indgået mellem ejeren og forhandleren.
Anvisningsaftalen skal opbevares hos forhandleren og skal bl a indeholde oplysning om, at ejeren af den brugte campingvogn/lystfartøj har fuld dispositionsret og ejendomsret i relation til forhandleren, indtil handelen med køberen er afsluttet.
Forhandleren har derfor ikke adgang til at belåne den brugte campingvogn/lystfartøj, ligesom den pågældende campingvogn/lystfartøj ikke må tjene som sikkerhed eller garanti for udbetalingen ved ejerens køb af en anden campingvogn/lystfartøj hos forhandleren.
Campingvogne/lystfartøjer, der er taget i bytte, fx som udbetaling ved køb af en anden campingvogn/lystfartøj, er ikke omfattet af reglerne om anvisningssalg.
2. Hvis der anvendes forhandlerens slutsedler, kontrakter og andre salgsdokumenter, må forhandleren ikke fremtræde som sælger af den brugte campingvogn/lystfartøj. Det skal derfor på tydelig måde i salgsdokumenterne tilkendegives køberen, at handelen indgås med ejeren af den brugte campingvogn/ lystfartøj.
Hvis der anvendes neutrale slutsedler, kontrakter og andre salgsdokumenter, skal dokumenterne udover navn og adresse mv på sælger og køber også indeholde navn og adresse på anviseren (forhandleren).
3. Anviseren (forhandleren) må ikke over for køberen påtage sig nogen som helst form for ansvar eller yde en garanti for det solgte. Det skal derfor på tydelig måde i de anvendte salgsdokumenter tilkendegives køberen, at forhandleren ikke har ansvaret eller yder garanti for det solgte.
4. Forhandlerens provision (mæglersalær) for at medvirke ved anvisningssalget skal være fastsat på normal måde, dvs enten som en procentdel af den opnåede salgspris eller eventuelt til et forud nærmere aftalt fast beløb.
Ved vurderingen af, om forhandlerens anvisningsprovision er fastsat på normal måde, vil der blive lagt vægt på, at provisionen sædvanligvis er den samme, som anvendes af andre forhandlere inden for branchen, og at forhandleren i øvrigt over længere perioder anvender samme retningslinjer for beregning af provisionen.
Såfremt der mellem ejeren og forhandleren aftales en fast pris, som den indsatte campingvogn/lystfartøj skal sælges til, og en eventuel merpris tilfalder forhandleren, fx som provision, kan handelen ikke anses som anvisningssalg, idet salget i et sådant tilfælde sker for forhandlerens regning og risiko. Forhandleren skal derfor i sådanne tilfælde betale moms af den fulde salgspris.
5. Såfremt forhandleren skal foretage reparationer eller lignende på den indsatte campingvogn/lystfartøj, skal der for disse ydelser ske særskilt fakturering til køber eller sælger.
Det samme gælder, hvis forhandleren i forbindelse med anvisningssalget af campingvognen/lystfartøjet leverer yderligere udstyr.
Foretagne reparationer og lignende samt salg af ekstraudstyr mv skal således holdes uden for anvisningssalget, og betalingen herfor skal på normal måde medregnes i forhandlerens momspligtige omsætning.
6. Ved et anvisningssalg må der ikke indgå brugte effekter som delvis betaling, medmindre dette er skriftligt aftalt med ejeren af den brugte campingvogn/lystfartøj og på betingelse af, at ejeren herefter overtager de pågældende brugte effekter.
7. Forhandleren er berettiget til selv at medvirke ved finansieringen af et anvisningssalg, herunder at påtage sig forpligtelser som selvskyldnerkautionist over for banker, sparekasser og finansieringsselskaber. 1 disse tilfælde skal det eksemplar af anvisningsaftalen, der opbevares hos forhandleren, påføres oplysning herom.
Forhandlerens selvfinansiering eller medvirken ved finansiering i øvrigt er betinget af, at købekontrakten med hensyn til finansieringsomkostninger mv, renter og afdrag er fastsat på normal måde, hvilket må ses i sammenhæng med det under punkt 4 anførte vedrørende fastsættelse af anvisningsprovisionen.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til det lokale distriktstoldkammer.
Ingen