Skrivelse vedrørende behandling af klager over medicinalpersoners faglige virksomhed. (Til embedslægeinstitutionerne/stadslægeembedet)

Skrivelse vedrørende behandling af klager over medicinalpersoners faglige virksomhed.

(Til embedslægeinstitutionerne/stadslægeembedet)

Sundhedsstyrelsen har i længere tid overvejet, på hvilken måde embedslægeinstitutionerne i højere grad kunne medinddrages i klagesagsbehandlingen med henblik på at nedsætte sagsbehandlingstiden i sundhedsstyrelsen. Den nuværende praksis er sædvanligvis, at sager, der starter i embedslægeinstitutionen med henvendelse fra klager, undersøges af institutionen med indhentning af erklæringer og udtalelser, inden sagen videresendes til sundhedsstyrelsen. Har der under sagsbehandlingen vist sig afgørende uoverensstemmelse mellem klagernes og medicinalpersonens fremstilling af hændelsesforløbet, vil institutionen ofte have foretaget supplerende undersøgelser. Det har ikke været sædvane, at eksempelvis sygehusjournaler er blevet indhentet af embedslægeinstitutionen i forbindelse med sagsbehandlingen; dette forudsatte efter hidtidig praksis aftalt med sundhedsstyrelsen.

Hvor klageren skriver direkte til sundhedsstyrelsen, har praksis været, at sundhedsstyrelsen har sendt sagen til embedslægeinstitutionen med anmodning om, at der indhentes udtalelser fra en nærmere angivet personkreds, eventuelt med nærmere angivelse af, hvad der ønskes belyst, herunder eventuelt anmodning om indhentning af journal.

Det har imidlertid ofte vist sig, at de af sundhedsstyrelsen i første omgang begærede udtalelser ikke har været tilstrækkelige for sundhedsstyrelsens vurdering, enten fordi udtalelserne fra de implicerede medicinalpersoner ikke tilstrækkeligt besvarer de af klageren rejste spørgsmål, eller fordi det ikke har været muligt at overskue alle momenter i sagen, herunder de nye momenter, som kan være fremkommet i forbindelse med undersøgelsen.

Endelig har der været situationer, hvor sundhedsstyrelsen på grundlag af en klage har begæret en række udtalelser, som embedslægeinstitutionen ud fra sin første undersøgelse af sagen kan se vil være overflødige for klagens behandling.

Da den nuværende procedure er tids- og ressourcekrævende på grund af frem- og tilbagesendelse mellem sundhedsstyrelsen og embedslægeinstitutionerne, skal sundhedsstyrelsen henstille, at embedslægeinstitutionerne i fremtiden anvender følgende procedure ved behandlingen af klagesager

1. Klager, der modtages i embedslægeinstitutionen. Klagen undersøges som hidtil af embedslægeinstitutionen inden videresendelse til sundhedsstyrelsen. Det bemærkes, at kravene til udredning af alle de forhold, en klage vedrører, er skærpet betydeligt ved indenrigsministeriets og ombudsmandens praksis, hvorfor sundhedsstyrelsen skal henstille, at alle klagepunkter belyses i størst muligt omfang.

2. Klager, der modtages i sundhedsstyrelsen. Klagen vil af sundhedsstyrelsen blive sendt til embedslægeinstitutionen med anmodning om iværksættelse af en nærmere undersøgelse. Sundhedsstyrelsen vil ikke som hidtil konkretisere, hvad der ønskes oplyst, herunder hvilken personkreds, der skal inddrages. Denne vurdering vil være overladt til embedslægeinstitutionerne.

Såfremt klagen medinddrager medicinalpersoner/institutioner, som er under andre embedslægeinstitutioners tilsyn, kan den embedslægeinstitution, der behandler klagen, anmode den/de involverede embedslægeinstitution(er) om at indhente relevante erklæringer. Man har intet at indvende imod, at institutionen direkte tilskriver de pågældende medicinalpersoner med genpart til den lokale embedslægeinstitution, hvis dette findes hensigtsmæssigt.

Behandlingen af klagesagen.

Embedslægeinstitutionen indhenter udtalelser, eventuelt anden form for dokumentation (røntgenbilleder m.v.) fra den medicinalperson/institution, der klages over, samt fra andre medicinalpersoner/institutioner, der kan bidrage med oplysninger af betydning for klagens behandling. Hvis klageren er en anden end patienten, og patienten må antages at være myndig og habil, skal embedslægeinstitutionen sædvanligvis indhente patientens underskrift på klagen, d.v.s. patienten skal tillade, at klagen fremsættes. Er klagen mindre præcist formuleret, præciseres den ved supplerende henvendelse til klageren, eventuelt ved en samtale med klageren, hvor klageren tiltræder referatet af samtalen ved sin underskrift, eller ved en præcisering i embedslægeinstitutionens kvitteringsskrivelse til klageren.

Såfremt de indhentede udtalelser ikke er tilstrækkelige til at afgøre sagen, eller såfremt de indhentede udtalelser på væsentlige punkter afviger fra den af klageren givne beskrivelse, skal institutionen indhente supplerende kommentarer/udtalelser fra klageren samt eventuelt efterfølgende fra de implicerede medicinalpersoner.

Man skal i denne forbindelse præcisere, at det er meget væsentligt, at de medicinalpersoner, som eventuelt kan blive draget til ansvar i en sag, afgiver udtalelse.

Spørgsmålet om patienters ret til indsigt i egne journaler har været drøftet gennem årene. En ændring af lov om offentlighed i forvaltningen vil give patienterne ret til indsigt i sygehusjorunaler (fra 1987), og på denne baggrund samt sundhedsstyrelsens praksis i de senere år, hvor journaler er indhentet i langt større omfang end tidligere, bemyndiges embedslægeinstitutionerne hermed til at indhente journaler fra sygehuse/praktiserende læger uden forudgående forelæggelse af sagen for sundhedsstyrelsen.

Samtidig skal sundhedsstyrelsen henstille, at indhentning af journal/journaler i klagesager bør være hovedreglen, dog således, at der samtidig indhentes erklæring fra den behandlede læge og på sygehuse tillige fra den ansvarlige overlæge. Journalerne kan meget vel fremsendes i kopi, hvor sundhedsstyrelsen naturligvis kun har interesse i kopi af journalmateriale vedrørende det/de indlæg, som klageren vedrører. Med hensyn til psykiatriske hospitalsjournaler kan der fremsendes kopi alene af det for klagen relevante journalmateriale. Kun i de tilfælde, hvor embedslægeinstitutionen skønner, at indhentning af journal vil være uden betydning for belysning af sagen, kan dette undlades.

Såfremt embedslægeinstitutionen ved sin undersøgelse konstaterer, at sagen muligvis vil føre til en straffesag, skal embedslægeinstitutionen kontakte sundhedsstyrelsen enten skriftligt eller telefonisk med henblik på, om det vil være hensigtsmæssigt, at sagen forelægges sundhedsstyrelsen til vurdering af, om hvorvidt der skal indledes en politimæssig efterforskning med medicinalpersonen som sigtet, jævnfør indenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 474 og 475 af 19. september 1974.

Såfremt embedslægeinstitutionen i undersøgelsesfasen skønner, at særlig sagkyndig bistand er nødvendig, skal sagen ligeledes forelægges sundhedsstyrelsen med henblik på nærmere at konkretisere, hvilke undersøgelser, der bør foretages.

Såfremt en medicinalperson nægter at udtale sig eller et sygehus nægter at udlevere en journal, må sagen ligeledes forelægges sundhedsstyrelsen.

Når sagen er tilstrækkeligt belyst eller af foran anførte grunde ønskes vurderet, sendes den til sundhedsstyrelsen ledsaget af embedslægeinstitutionens eventuelle bemærkninger og vurdering af sagen.

Alt efter sagens karakter vil der ikke være noget til hinder for, at embedslægeinstitutionen i enkelte tilfælde »afgør« en overfor institutionen rejst sag i relation til klageren, når det samtidig meddeles denne, at sagen, såfremt det ønskes, vil blive forelagt sundhedsstyrelsen, som har den endelige afgørelse.

Sager af denne art kan f.eks. dreje sig om mindre alvorlige klager, hvor der oplagt ikke er begået fejl, og hvor det måske mest drejer sig om at give klageren en forklarende redegørelse for et forløb og rette misforståelser.

Sundhedsstyrelsen skal anmode om at blive orienteret ved kopi af embedslægeinstitutionens svarskrivelse til klageren samt kopi af de indhentede erklæringer, for indtil videre at kunne følge, hvilke sager der afgøres i institutionerne.

Det skal dog understreges, at alle klager af mere alvorligt indhold altid skal forelægges for sundhedsstyrelsen, uanset om det er indlysende, at der ikke er begået fejl.

I sager, hvor sundhedsstyrelsen ønsker optaget politirapport med medicinalpersonen som sigtet med henblik på eventuel tiltalerejsning, vil proceduren som hidtil være, at sundhedsstyrelsen anmoder embedslægeinstitutionen om at foranledige, at der bliver optaget politirapport, sædvanligvis ved embedslægeinstitutionens medvirken i de tilfælde, hvor politiet har behov for lægefaglig bistand ved efterforskningen. Det skal i den forbindelse understreges, at sundhedsstyrelsen meget gerne ser embedslægeinstitutionens medvirken i disse tilfælde.

Sundhedsstyrelsen kan ikke pålægge politiet at inddrage embedslægeinstitutionen, men har mulighed for via statsadvokaterne at øve en vis indflydelse.

Endelig vil sundhedsstyrelsen i større omfang end hidtil orientere sygehuskommunerne om afgørelser truffet i sundhedsstyrelsen. For fremtiden vil sygehuskommunerne, sædvanligvis den amtslige sygehusforvaltning, modtage orientering om sager, afgjort i sundhedsstyrelsen om medicinalpersoner ansat i sygehusvæsenet. Dette gælder som hidtil for sager, der har givet anledning til påtale, men for fremtiden også for sager, hvor sundhedsstyrelsen ikke har fundet anledning til at statuere fejl. For så vidt angår sygesikringsområdet, vil man orientere den amtskommunale social- og sundhedsforvaltning i sager, der har givet anledning til påtale, samt sager, der er af en sådan karakter, at sygesikringen bør orienteres.

P.D.V.

Michael von Magnus

/Øhlenschlæger

Ingen