Cirkulære om ændring af miljøbeskyttelsesloven (Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser)

Bilag

Ændringer i bilaget til bekendtgørelse om særligt forurenende virksomheder - bortset fra ændringer i (a)-mærkningen.

1) VIRKSOMHEDER, DER ER OPTAGET På LISTEN

Metalsmelterier (A 2), flydedokke (A 5), metallisering af plastgenstande (A 11), indvinding af mineralolie (C 1), indvinding af naturgas (C 2), tjæredestillationsanlæg (C 10), belægning med plast (D 12), fremstilling af skumplast og andre polymere materialer (D 14), silketryk (E 3), blodplasmafabrikker (F 2), varmeproducerende anlæg inkl. gasfyrede (H 1-2) (H 3), protein-, pektin- og enzymfabrikker (K 4), risikovirksomheder (K 5), større husdyrbrug (J 3-4), biogasanlæg (J 8) og vindmølleparker (H 6).

2) VIRKSOMHEDER, DER ER TAGET UD AF LISTEN

Tørvestrøelse (C 8), saltpladser (D 1), oplæg af nitratholdige gødningsstoffer (D 3), kartoffelkogerier (E 17), kartoffelproduktfabrikker (E 18), kafferisterier (E 23), løgristerier (E 24), oplag og behandling af svinebørster og krølhår (F 3), autoværksteder under en vis størrelse (I 4), køretekniske anlæg til køreprøver (I 1), mindre fjerkræfarme (J 1), og mindre pelsdyrfarme (J 2).

3) VIRKSOMHEDER, DER OPTAGES SOM STJERNEMÆRKET.

Grøntsagskonserves m.v. (E 20) (E 21).

4) VIRKSOMHEDER, DER SLETTES SOM STJERNEMÆRKET.

Kabelfabrikker og akkumulatorfabrikker (A 9) (A 10).

5) ÆNDRINGER I KVANTITETSKRAVENE.

Grænser for opløsnings- og fortyndingsmidler i A 3-4, fotografisk industri (D 9), vindmøller (H 5).

§ 39, stk. 2, indeholder en ændret bestemmelse om kompetenceforskydning. Afgørelser vedrørende kommunal virksomhed træffes som hidtil af amtsrådet (hovedstadsrådet). Derimod skal afgørelser om et amtsråds (hovedstadsrådets) virksomhed for fremtiden træffes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor virksomheden ligger. Miljøstyrelsens og hovedstadsrådets hidtidige kompetence på dette område er således bortfaldet.

Samlingen af godkendelses-, tilsyns- og indgrebsbeføjelser hos samme myndighed har medført, at den hidtidige bestemmelse i § 49 a om overførsel af tilsyn og indgrebsbeføjelser til amtsrådet er blevet overflødig. Bestemmelsen er derfor ophævet, og de aftaler om kompetenceoverførsel, der tidligere er indgået, bortfalder.

4. DEN NYE GODKENDELSESBEKENDTGØRELSE.

Som en konsekvens af lovændringen og overvejelserne i miljøstyrelsens tilsynsudvalg (jfr. miljøstyrelsens betænkninger nr. 1 og 2/ 1985) skal der foretages justeringer af de gældende regler om, hvilken myndighed der har kompetence til at godkende en særligt forurenende virksomhed.

Miljøministeriet udsender derfor en ny bekendtgørelse om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. (bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986).

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1987. Samtidig ophæves den tidligere godkendelsesbekendtgørelse fra 1974 og de bekendtgørelser om ændring af listen over godkendelsespligtige virksomheder, der er udsendt i 1978 og senere.

Bilaget til den nye bekendtgørelse (listen over særligt forurenende virksomheder m.v.) indeholder en ny fordeling af virksomhederne mellem kommunalbestyrelserne og amtsrådene, dvs. en ændret (a)-mærkning.

Desuden er der foretaget en række ændringer i listen, jfr. vedlagte bilag.

Udover (a)-mærkningen har amtsrådet godkendelseskompetence i følgende tilfælde

1. Virksomheder, der er omfattet af § 10 i lov nr. 288 af 4. juni 1986 om miljø og genteknologi.

2. Virksomheder med udledning af spildevand direkte til vandløb, søer eller havet.

Den hidtidige regel om, at godkendelseskompetencen overføres til amtsrådet er altså opretholdt. Der gælder dog den undtagelsesbestemmelse, at kompetencen til at godkende virksomheden ikke overføres til amtsrådet, når spildevandet udelukkende er husspildevand, tagvand, vand fra befæstede arealer, drænvand fra bygge- og anlægsarbejder eller spildevand fra dyrehold, jfr. punkterne J 1-5 samt J 7 på listen over særligt forurenende virksomheder. Hvis kommunalbestyrelsen ifølge listen er kompetent til at godkende virksomheden, beholder kommunalbestyrelsen altså kompetencen i disse tilfælde.

Hvilken myndighed, der skal meddele spildevandstilladelsen, afgøres efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsen. Udledningstilladelsen indgår herefter i den samlede miljøgodkendelse med retsbeskyttelse mod skærpede miljøkrav, jfr. lovens § 44, stk. 4-6.

3. Som noget nyt er der fastsat en bestemmelse om, at amtsrådet også har godkendelseskompetencen for virksomheder med nedsivning af processpildevand eller udledning eller udsprøjtning af proccesspildevand på jordoverfladen, som kræver amtsrådets tilladelse. Tilladelsen til nedsivning, udledning eller udsprøjtning behandles efter reglerne i kapitel 3 i lov om miljøbeskyttelse. Den skal af praktiske grunde omtales i miljøgodkendelsen, men er ikke en del af denne og derfor heller ikke omfattet af reglerne om retsbeskyttelse mod skærpede miljøkrav i lovens § 44, stk. 4-6.

De hidtidige noter i lovens bilag, der handler om retsvirkningen af stjernemærkning og af en overskridelse af de kvantitative begrænsninger, der er anført i listen, er overflyttet til selve bekendtgørelsen.

Stjernemærkningen medfører, at det ikke er nødvendigt at søge godkendelse, såfremt virksomheden anlægges i et område, der ifølge en gyldig lokalplan eller byplanvedtægt er udlagt til erhvervsformål. Som en modifikation fastsættes det, at der dog skal indhentes godkendelse, såfremt det område, der er udlagt til erhvervsområde, alene omfatter den pågældende virksomhed.

Eventuelle indgreb overfor disse virksomheder skal som hidtil ske efter reglerne i kapitel 5.

En række bestemmelser i bekendtgørelsen skal afklare tvivlsspørgsmål i forbindelse med virksomheder, hvori der indgår en bivirksomhed.

Hvis en virksomhed, der er stjernemærket, omfatter en godkendelsespligtig bivirksomhed, der ikke er stjernemærket, skal bivirksomheden ikke betragtes som omfattet af stjernemærkningen, men er undergivet almindelig godkendelsespligt. Eksempelvis skal et maskinværksted på mere end 100 m2 selvstændigt godkendes som bivirksomhed, når det etableres på en elektroteknisk virksomhed beliggende i et erhvervsområde uden godkendelse.

Hvis der i en virksomhed, som ikke er optaget på listen, indgår en bivirksomhed, som er optaget på listen, er bivirksomheden godkendelsespligtig. Et maskinværksted på mere end 100 m2 skal således også godkendes, selv om det etableres på en virksomhed, der ikke er på listen.

Det er hovedvirksomheden, der er afgørende for, hvem der skal godkende virksomheden, når både hovedvirksomheden og bivirksomheden er godkendelsespligtige.

Hvis der i en virksomhed, som er optaget på listen, indgår en bivirksomhed, som ikke er godkendelsespligtig, behandles hele virksomheden som godkendelsespligtig under det punkt på listen, hvorunder hovedvirksomheden hører.

Endelig er der fastsat en række overgangsbestemmelser.

For virksomheder, der UDGÅR AF LISTEN, gælder følgende

- Verserende sager om miljøgodkendelse bortfalder den 1. januar 1987.

- Verserende sager om påbud eller forbud afgøres fra den 1. januar 1987 efter de regler, der herefter gælder for virksomheden, jfr. f.eks. kapitel 11 i miljøbeskyttelsesreglementet.

- Klager over påbud eller forbud færdigbehandles fra den 1. januar 1987 ligeledes efter de regler, der gælder for virksomheden efter denne dato. Sager, der verserer for miljøankenævnet, færdigbehandles dog efter de hidtil gældende regler.

- Endeligt meddelte afgørelser om miljøgodkendelser og påbud og forbud bevarer deres gyldighed. Dog bortfalder miljøgodkendelsen, hvis virksomheden foretager udvidelser eller ændringer, der ville være godkendelsespligtige, hvis virksomheden var på listen.

Indtil sådanne udvidelser eller ændringer gennemføres, gælder reglerne i lovens §§ 42 og 44, stk. 1-4, fortsat.

På det tidspunkt, hvor lovens § 44, stk. 5, ville være anvendelig, meddeles påbud eller forbud dog efter de regler, der gælder for virksomheder, der ikke er på listen.

For virksomheder, der OPTAGES På LISTEN, gælder følgende

- Reglerne om godkendelsespligt gælder først fra den 1. juli 1987.

- Verserende sager om påbud eller forbud eller klager afgøres fra den 1. januar 1987 efter reglerne i lovens kapitel 5.

For virksomheder med NY STJERNEMÆRKNING gælder følgende

- Verserende sager om godkendelse bortfalder fra den 1. januar 1987, medmindre virksomheden ønsker sagen færdigbehandlet.

- En endelig meddelt miljøgodkendelse bevarer sin gyldighed. Dog bortfalder godkendelsen, hvis virksomheden foretager udvidelser eller ændringer, der ville være godkendelsespligtige efter lovens § 35, stk. 1.

5. FORBUD MOD ULOVLIGE VIRKSOMHEDER.

§ 42 er ændret på to punkter. For det første er bestemmelsen om forbud mod en virksomhed, der drives uden godkendelse, ophævet. For det andet er bestemmelsen om fjernelse af en ulovlig virksomhed overført til § 50 a, stk. 2.

Baggrunden for ophævelsen af forbudsbestemmelsen har været, at den i praksis - bl.a. som følge af klagemulighederne - modvirkede en effektiv håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

§ 42 indeholder nu alene bestemmelsen om, at godkendelsesmyndigheden i tilfælde af vilkårsovertrædelse kan nedlægge forbud mod fortsat drift af virksomheden.

Retningslinier for administrationen af de ændrede bestemmelser vil fremgå af et revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

6. TIDSBEGRÆNSNING AF RETSBESKYTTELSEN.

De nye bestemmelser i § 44, stk. 4-6, indebærer en tidsbegrænsning af den beskyttelse mod skærpede miljøkrav, som tilkommer en godkendt virksomhed. Formålet hermed er at åbne mulighed for, at miljømyndighederne kan stille nye krav til en virksomhed, når vilkårene om forureningsbegrænsning kan betragtes som utidssvarende.

I § 44, stk. 4, begrænses den hidtidige retsbeskyttelse til 8 år. Samtidig er bestemmelsens rækkevidde tydeliggjort gennem en ændret ordlyd, og ordet »væsentligt« i den hidtidige formulering er udeladt, idet det har givet anledning til misforståelser.

Indgreb inden for de første 8 år kan navnlig ske, når miljømyndighederne erhverver ny viden om et stofs skadelige virkninger eller ny viden om økologiske sammenhænge. Dette svarer til, hvad der hidtil har været gældende.

I 8-års-perioden vil en revision af vilkårene således som hovedregel være begrundet i en ændret faglig vurdering af de emitterede stoffers farlige eller skadelige egenskaber eller i uforudseelige skadevirkninger på miljøet eller sundheden.

En revision af vilkårene vil dog også kunne finde sted, hvis en virksomheds mangelfulde oplysninger har medført en utilstrækkelig regulering af forureningen, jfr. § 44, stk. 4, nr. 3.

Derimod vil en ændret anvendelse af naboområderne omkring en godkendt virksomhed fortsat ikke kunne begrunde en skærpelse af vilkårene.

Perioden på 8 år er fastsat under hensyn til, at virksomhederne har behov for en passende planlægnings- og investeringsperiode for bygninger, maskiner og inventar. Der er desuden lagt vægt på, at den forureningsbegrænsende teknologi inden for en sådan periode må forventes at gennemgå en vis udvikling, således at der efter 8 år bør være en friere adgang til at revidere vilkår, som udfra det aktuelle teknologiske stade må forekomme utidssvarende, jfr. stk. 5.

§ 44, stk. 5, åbner en vid adgang til at revidere (skærpe) vilkår i godkendelser, når der er forløbet mere end 8 år. Ifølge bestemmelsen kan en skærpelse finde sted, når det er miljømæssigt begrundet, eller hvis der er udviklet bedre rensningsformer eller mindre forurenende produktionsmetoder.

Det vil herefter blive almindeligt, at tilsynsmyndigheden, dvs. godkendelsesmyndigheden, ajourfører vilkår, som er blevet utidssvarende. Tilsynsmyndigheden må dog foretage en vis prioritering og i første række koncentrere sig om at gennemgå vilkårene for de virksomheder, hvor de største miljømæssige forbedringer kan opnås.

Tilsynsmyndighedens overvejelser herom og den faktiske anvendelse af bestemmelsen skal afspejles i de tilsynsberetninger, som for fremtiden skal udarbejdes, jfr. nedenfor under punkt 11.

Når ændringsloven træder i kraft den 1. januar 1987, kan § 44, stk. 5, benyttes på godkendelser, der er meddelt i årene indtil 1. januar 1979.

Perioden på 8 år må beregnes fra den endelige afgørelses dato, dvs. at § 44, stk. 5, kan anvendes, når der er forløbet mere end 8 år fra datoen for godkendelsesmyndighedens eller - hvis afgørelsen har været påklaget - for klagemyndighedens afgørelse.

Ifølge § 44, stk. 6, kan miljøministeren fastsætte regler om, at der for nærmere bestemte brancher skal gælde en kortere »retsbeskyttelsesperiode« end 8 år. Perioden kan dog ikke blive kortere end 4 år.

Bestemmelsen tager især sigte på virksomhedstyper, hvis forurening er særligt omfattende eller af særlig vanskelig karakter. For sådanne virksomheder vil en hurtigere revisionsrytme af miljømæssige grunde være ønskelig.

Når tilsynsmyndigheden på grundlag af § 44, stk. 5 og 6, har ændret en godkendelses vilkår, indtræder en ny »retsbeskyttelsesperiode« på 4-8 år.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der ved ændringer af vilkår efter § 44, stk. 5 og 6, foretages en fornyet samlet bedømmelse af virksomhedens forureningsforhold, således at den nye retsbeskyttelsesperiode gælder for samtlige vilkår.

7. REVISION AF EGENKONTROLVILKÅR M.V.

Formålet med den nye § 44 a er at sikre, at der på kortere sigt kan opbygges et effektivt tilsyn med forurenende virksomheder.

Ifølge bestemmelsen kan tilsynsmyndigheden revidere vilkårene i en godkendelse eller tilladelse, når dette er nødvendigt for at forbedre virksomhedens kontrol med egen forurening (egenkontrol) eller for at opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn.

Samme beføjelser har tilsynsmyndigheden med hensyn til kontrolbestemmelser m.v. i påbud.

§ 44 a gælder ikke kun for afgørelser efter lovens kapitel 5. Bestemmelsen kan også anvendes på nedsivnings- og udsprøjtningstilladelser efter § 11, processpildevandstilladelser efter § 18, herunder tilslutningstilladelser vedrørende offentlige spildevandsanlæg, og påbud i medfør af miljøbeskyttelsesreglementet.

Bestemmelsen indeholder - i modsætning til § 44, stk. 4 og 5 - ingen hjemmel til at skærpe kravene til forureningsbegrænsning, men vilkår herom kan præciseres, hvis dette er nødvendigt for at opnå et mere hensigtsmæssigt tilsyn.

Et af hovedsynspunkterne bag bestemmelsen er, at virksomhedernes egenkontrol med forureningen skal danne grundlag for et effektivt tilsynsarbejde fra myndighedernes side.

Der vil således være behov for, at tilsynsmyndigheden gennemgår godkendelser, tilladelser og påbud, navnlig de ældre, og stiller de krav, der er nødvendige for en bedre gennemførelse af tilsynsarbejdet.

Tilsynsmyndighedens vurdering af allerede meddelte afgørelser forudsættes at ske i sammenhæng med den tilsynsmæssige gennemgang af virksomhederne. Arbejdet hermed bør prioriteres på en sådan måde, at de væsentligste forurenere gennemgås først, således at den miljømæssige effekt af indsatsen maksimeres.

Ved en revision af vilkår om egenkontrol skal det bl.a. sikres, AT der stilles tilstrækkelige krav til prøveudtagning, analyser og målinger, AT der udarbejdes nødvendige driftsinstruktioner, herunder om sikkerhedsmæssige forhold, og AT der træffes bestemmelse om, hvorledes resultaterne af egenkontrollen skal være tilgængelige for tilsynsmyndigheden.

Herudover vil der erfaringsmæssigt være behov for revision af også andre vilkår, idet navnlig en række ældre afgørelser ikke har gjort udtømmende og klart op med virksomhedernes forureningsforhold. Der kendes således eksempler på virksomheder, der har modtaget godkendelser med endog meget upræcise vilkår, f.eks. at de ikke må give anledning til væsentlige gener i omgivelserne.

Fra et tilsynssynspunkt er sådanne virksomheder meget belastende arbejdsmæssigt. Afgørelser af denne karakter bør derfor revideres, således at der bliver fastsat vilkår om forureningsforholdene, der åbner mulighed for et effektivt tilsynsarbejde.

Det samme gælder i tilfælde, hvor der ikke foreligger en tilstrækkelig præcis tilladelse til afledning af processpildevand til offentlige spildevandsanlæg. I så fald skal der udarbejdes tilladelser med de nødvendige vilkår om egenkontrol.

Tilsynsmyndighedens gennemgang af ældre, upræcise afgørelser må samordnes med den administration, som tilrettelægges med henblik på revision af ældre, utidssvarende godkendelser, jfr. § 44, stk. 5. Det er bl.a. nødvendigt, fordi § 44 a ikke indeholder hjemmel for at skærpe kravene til forureningsbegrænsning.

Ved udformningen af nye vilkår bør der i videst muligt omfang tages hensyn til, at egenkontrollen kan samordnes med den øvrige driftskontrol, der finder sted på virksomheden.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 7

Tilsyn

8. TILSYNSMYNDIGHEDEN.

§§ 48, 50, stk. 2, og 55 fastlægger, hvilke myndigheder der fører tilsyn. Hovedreglen i § 48 er fortsat, at tilsyn føres af kommunalbestyrelsen, men ifølge stk. 3 er tilsynet med de særligt forurenende virksomheder henlagt til godkendelsesmyndigheden. Bestemmelsen i § 55 om at tilsynet med miljøkvaliteten, særligt vandkvaliteten, føres af amtsrådet, er ikke ændret. § 50, stk. 2, er ændret, således at det nu af loven fremgår, at hovedstadsrådet tilsynsmæssigt er ligestillet med amtsrådene.

§ 49 a om aftalemæssig overførsel af tilsyns- og indgrebsbeføjelserne fra kommunalbestyrelsen til amtsrådet er - som følge af samlingen af godkendelses- og tilsynsbeføjelserne - ophævet. De aftaler om kompetenceoverførsel, der tidligere er indgået, bortfalder hermed.

9. SELVHJÆLPSHANDLINGER.

§ 49 er ændret på to punkter. Dels er der foretaget redaktionelle konsekvensændringer. Dels er der i stk. 4 indført en ny bestemmelse, som præciserer, at tilsynsmyndigheden, hvis der er behov herfor, kan gennemføre de selvhjælpsforanstaltninger, der er nødvendige for at bringe ulovlige forhold til ophør.

Retningslinier for administrationen af denne bestemmelse vil fremgå af et revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

10. FJERNELSE AF ULOVLIGE VIRKSOMHEDER.

Den nye bestemmelse i § 50 a, stk. 2, om fjernelse af en ulovlig virksomhed er overflyttet fra den hidtidige § 42. Bestemmelsens nuværende placering i tilsynskapitlet indebærer tillige, at dens anvendelsesområde ikke som hidtil er indskrænket til kapitel 5-virksomheder. Bestemmelsen omfatter nu hele lovens område.

Retningslinier for administrationen af § 50 a, stk. 2, vil fremgå af et revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

11. REGLER OM TILSYNETS UDØVELSE.

Som hidtil bemyndiger § 56 miljøministeren til at fastsætte regler vedrørende tilsynsmyndighedernes og miljøstyrelsens tilsynsvirksomhed, og bestemmelsen er kun ændret redaktionelt.

I medfør af bestemmelsen har miljøministeren, som forudsat i lovforslaget, fastsat regler om tilsynsberetninger, jfr. bekendtgørelse nr. 788 af 21. november 1986. Tilsynsmyndighederne skal ifølge bekendtgørelsen årligt afgive en offentlig beretning om det udførte og det planlagte tilsyn. Beretningerne skal ledsages af et oversigtsskema, som indeholder bl.a. opgørelser over ressourceanvendelsen og anvendelsen af den nye bestemmelse i § 44, stk. 5.

Miljøstyrelsens tilsynsberetning skal - udover redegørelsen for egen tilsynsvirksomhed - indeholde en bearbejdning af de kommunale tilsynsberetninger, således at ressourceanvendelsen og tilsynets resultater på landsplan kan offentliggøres.

12. ANMELDELSE AF VIRKSOMHEDER.

Efter § 56 a kan miljøministeren fastsætte regler om anmeldelse af virksomheder. Bestemmelsen afløser § 64, som bemyndigede ministeren til at fastsætte regler om anmeldelse af kapitel 5-virksomheder.

Anmeldelsesordningen omfatter nu både virksomheder, der ikke er omfattet af bilaget til loven, og kapitel 5-virksomheder, der lovligt er etableret før lovens ikrafttræden.

Der har ikke tidligere været regler om anmeldelse, men det er med ændringen af bestemmelsen besluttet, at der skal fastsættes sådanne regler. Anmeldelsesordningen gennemføres branche for branche. Det er ikke afgørende at få anmeldelser fra alle brancher, og fra f.eks. almindelige landbrugsvirksomheder er det næppe hensigtsmæssigt at forlange anmeldelser.

Miljøstyrelsen er ved at overveje, hvilke brancher, udover lossepladser, som skal anmeldes i første runde. Ordningen bliver iværksat ca. 1. april 1987.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 9

Kortlægning og planlægning

13. KOMMUNALE AFFALDSORDNINGER M.V.

Ændringen af § 62 a indebærer en tydeliggørelse af de hidtil gældende bestemmelser om affaldsordninger og pligten til at benytte sådanne. Det fremgår nu af § 62 a, stk. 3, at miljøministeren vil fastsætte regler om kommunale affaldsbortskaffelsesordninger for andre affaldstyper end husholdningsaffald, herunder om erhvervsaffald, haveaffald, bygningsaffald m.v. Bestemmelsen indebærer, at de kommunale genanvendelsestiltag også indgår i de kommunale affaldsordninger.

Der skal endvidere fastsættes regler om kommunernes pligt til at anvise bortskaffelsesmuligheder for affald fra virksomheder, som ikke er omfattet af kommunale affaldsordninger, og om pligt for virksomhederne til at benytte etablerede ordninger eller anviste bortskaffelsesmuligheder.

Ifølge bestemmelsen skal der også fastsættes regler om pligt til at etablere forsorteringsanlæg på lossepladser og forbrændingsanlæg.

Miljøministeren kan efter § 62 a, stk. 4, træffe bestemmelse eller fastsætte regler om kommuners pligt til at oprette eller tilslutte sig fælleskommunale virksomheder på affaldsbortskaffelsesområdet og om sådanne fælleskommunale virksomheders placering.

Principperne for nye regler om kommunale affaldsordninger, herunder om anvisningspligt, benyttelsespligt, forsortering og fælleskommunale virksomheder til affaldsbortskaffelse, skal behandles i det udvalg om affaldsområdets regulering, som miljøstyrelsen netop har nedsat efter anmodning fra miljøministeren. Overvejelserne herom skal være afsluttet inden udgangen af 1986, således at nye regler kan udarbejdes i løbet af foråret 1987.

Ved udformningen af reglerne vil der bl.a. blive taget hensyn til, at ansvaret for en miljømæssigt forsvarlig affaldsbortskaffelse ikke uden videre bør overvæltes på kommunerne. Virksomhederne bør fortsat have hovedansvaret for, at deres affaldsproblemer løses på en miljømæssigt tilfredsstillende måde. Reglerne skal derfor ses som et supplerende styringsmiddel i forbindelse med den kommunale affaldsplanlægning.

§ 62 a, stk. 4, om fælleskommunale løsninger forudsættes kun anvendt, når det ikke gennem forhandling kan lykkes kommunerne at nå frem til miljømæssigt forsvarlige fællesløsninger, hvor disse er påkrævet.

I stk. 5 er det præciseret, at en række kommunale udgifter på affaldsområdet kan finansieres over de gebyrer, som kommunalbestyrelsen fastsætter for benyttelse af kommunale affaldsordninger. Bestemmelsen fastslår, at kommunale udgifter til affaldsordninger, forsorteringsanlæg og fælleskommunale virksomheder på affaldsbortskaffelsesområdet kan finansieres over gebyrer.

Bestemmelsen tager også sigte på de genanvendelsesordninger, som kommunerne etablerer som led i affaldsbortskaffelsen, f.eks. udgifter til kildesortering eller genbrugsvirksomheder.

Herudover kan gebyrerne omfatte udgifterne til primærkommunernes affaldskortlægning og -planlægning. Gebyrerne kan opkræves til dækning af samtlige udgifter fra planlægningens start, jfr. bekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1984 og cirkulære af 25. marts 1985 om kortlægning af og redegørelse for affaldsbortskaffelsen.

Gebyrer for indsamlingsordninger m.v. på affaldsområdet skal efter almindelige, kommunalretlige grundsætninger fastlægges ud fra et omkostningsprincip, dvs. at gebyrernes størrelse bør fastsættes således, at den enkelte ejendom bidrager med et beløb, der tilnærmelsesvis modsvarer ejendommens belastning af affaldsordningen, og at der over et vist tidsrum skal tilstræbes en dækning af de faktiske omkostninger ved ordningerne.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 10

Beslutninger i sager om miljøbeskyttelse

14. Begrundelsespligt.

Efter den nye bestemmelse i § 65 a skal afgørelser, der meddeles skriftligt, angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsen.

Det er fundet hensigtsmæssigt at indføre en sådan særlig bestemmelse om begrundelse, der er udformet efter miljøbeskyttelseslovens specifikke behov, selv om den nu vedtagne forvaltningslov (lov nr. 571 af 19. december 1985) også indeholder regler om begrundelse.

De hovedhensyn, der har været bestemmende for en afgørelse, og som derfor skal angives i denne, er typisk på den ene side recipientens evne til at optage forurening og på den anden side forureningens art og omfang (hvilke stoffer og i hvilke mængder). Hertil kommer f.eks. almene, hygiejniske forhold.

§ 65 a skal også ses i lyset af den ændrede affattelse af lovens § 1, stk. 3, jfr. ovenfor under punkt 1. Især vil konkrete overvejelser om forholdsmæssighed mellem mål og midler være blandt de hovedhensyn, der er omfattet af begrundelsespligten.

Ud fra almindelige retssikkerhedsbetragtninger må hovedhensynene i alle tilfælde være af en sådan karakter og detaljeringsgrad, at både virksomheden og andre interesserede parter, jfr. § 65, stk. 2, får et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere sagen i et eventuelt klageperspektiv.

På den anden side må der ved begrundelsens udformning tages hensyn til, at oplysninger om drifts- og fabrikationsmæssige forhold, der har væsentlig økonomisk betydning for en virksomhed, skal behandles fortroligt.

Der er pligt til at give en begrundelse af den karakter, der er omtalt i § 65 a, og begrundelsen skal gives samtidig med afgørelsen, dvs. at hovedhensynene skal være angivet i selve afgørelsen.

Af § 65 a fremgår udtrykkeligt, at begrundelsespligten kun gælder for skriftlige afgørelser.

For mundtlige afgørelser gælder reglerne i forvaltningsloven. Denne lovs bestemmelser om begrundelse træder dog først i kraft den 1. januar 1989 for kommunernes vedkommende.

En offentlig annoncering, jfr. § 65, stk. 2, skal ikke indeholde nogen begrundelse. Det siger dog sig selv, at den skriftlige redegørelse, der annonceres om, skal indeholde den nødvendige begrundelse.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 11 OG 12

Klagebestemmelserne

15. Forlængelse af klagefristen ved udløb på lørdage eller helligdage.

I praksis har det givet anledning til tvivl, hvilken retstilstand der gælder, hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag.

Det fastslås nu i §§ 71 og 81, at klagefristen i disse tilfælde forlænges, således at den først udløber den følgende hverdag.

Samtidig er det i lovforslagets bemærkninger præciseret, at bestemmelsen i § 71 om beregning af klagefrist ved offentlig annoncering også gælder ved klage til miljøankenævnet.

Det er en konsekvens af reglerne om offentlig annoncering, at selve afgørelsen IKKE skal indeholde oplysning om, at klagefristen regnes fra afgørelsens meddelelse. Derimod SKAL afgørelsen indeholde oplysning om, at der sker offentlig annoncering den . . . (dato), og at klagefristen på 4 uger regnes fra offentliggørelsen. Det må derfor forudsættes, at den INDIVIDUELLE underretning til adressaten og berørte myndigheder, jfr. § 65, stk. 1 og 2, finder sted i så god tid, at afgørelsen senest kommer frem samtidig med den offentlige annoncering. Dette skal ses i sammenhæng med, at klagefristen - uanset bestemmelsen i § 71 om offentlig annoncering - aldrig kan begynde at løbe i forhold til ADRESSATEN, før denne har fået meddelelse om afgørelsen. Det vil i almindelighed sige tidligst dagen efter afsendelsen.

16. OPSÆTTENDE VIRKNING VED TILLADELSER OG GODKENDELSER.

Den ændrede affattelse af § 72, stk. 3 og 4, indebærer, at kommunalbestyrelsen/ amtsrådet i en godkendelse eller tilladelse kan meddele dispensation til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, når dette forekommer ubetænkeligt.

Denne beføjelse har hidtil ligget hos klagemyndigheden, dvs. i praksis miljøstyrelsen, og styrelsen har fortsat en selvstændig beføjelse til at meddele dispensation, jfr. § 72, stk. 4, nr. 1.

Miljøstyrelsen kan desuden ophæve en dispensation, der er meddelt af et kommunalt råd, dvs. bestemme, at bygge- og anlægsarbejder ikke må påbegyndes eller skal standses, jfr. § 72, stk. 4, nr. 2.

Retningslinier for bestemmelsernes administration vil fremgå af et revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

17. OPSÆTTENDE VIRKNING VED PåBUD OG FORBUD.

Under behandlingen af forslaget til lovændringen tilkendegav folketingets miljø- og planlægningsudvalg, at de gældende regler om opsættende virkning af klage over påbud og forbud bør administreres på en sådan måde, at miljøbeskyttende foranstaltninger ikke forhales i urimeligt omfang. Efter udvalgets opfattelse må der i større omfang end hidtil træffes bestemmelse om, at klage til miljøankenævnet ikke skal have opsættende virkning.

Blandt de »særlige grunde« (jfr. § 72, stk. 2), der kan tale for, at et påbud eller forbud skal efterkommes uanset klage til miljøankenævnet, kan nævnes den omstændighed, at miljøstyrelsen fuldt ud stadfæster eller kun foretager ubetydelige ændringer i den påklagede afgørelse, eller at virksomheden medfører en forurening, som må betragtes som væsentlig.

Disse hensyn gælder især, hvis det alene er virksomheden, som påklager afgørelsen. Hvis andre end virksomheden indgiver klage, forudsættes det, at de almindelige regler om opsættende virkning anvendes på samme måde som hidtil.

Folketingets miljø- og planlægningsudvalg har desuden peget på, at de kommunale råd bør være opmærksomme på mulighederne for at træffe bestemmelse om, at klage ikke skal have opsættende virkning.

Miljøministeren har tilsluttet sig udvalgets synspunkter, som må lægges til grund for miljøstyrelsens og de kommunale råds fremtidige administration.

Det vil være tilsynsmyndighedens opgave at påse, at et påbud eller forbud efterkommes inden for den fastsatte frist, når miljøstyrelsen har truffet beslutning om, at klage til miljøankenævnet ikke skal have opsættende virkning, medmindre miljøankenævnet i medfør af § 81, stk. 2, jfr. § 72 har bestemt andet.

Hvis en kommunalbestyrelse eller et amtsråd træffer beslutning om, at klage over et påbud eller et forbud ikke skal have opsættende virkning, skal den pågældende myndighed straks efter modtagelsen af en klage over denne beslutning videresende klagen til klagemyndigheden. Klage til miljøankenævnet indgives som hidtil direkte til nævnet.

18. NYE ORGANISATIONER FÅR KLAGERET.

Ved den nye bestemmelse i § 74, stk. 4, får Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening klageret i forhold til de afgørelser, der er nævnt i § 74, stk. 2, når disse vedrører spørgsmål om havforurening.

Desuden er der i § 74, stk. 2, indsat et nyt nr. 1. Ændringen har sammenhæng med, at en række kategorier af særligt forurenende virksomheder for fremtiden skal godkendes af kommunalbestyrelsen og ikke som hidtil af amtsrådet, jfr. ovenfor under punkt 3 og 4. Da der ikke med denne omfordeling af godkendelseskompetence er tilsigtet nogen indskrænkning af Danmarks Naturfredningsforenings hidtidige klageret, kan miljøministeren fastsætte regler om, at foreningen har klageret i forhold til afgørelser om virksomheder, der er underlagt kommunalbestyrelsens godkendelseskompetence.

NYT KAPITEL 12 A

Affaldsafgiften

19. Affaldsafgiften.

Ifølge bestemmelserne i det nye kapitel 12 a skal der fra 1. januar 1987 betales en afgift til miljøministeren på 40 kr. pr. ton affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed.

Registreringspligtige er virksomheder, der modtager affald fra kommunale renovationsordninger til deponering eller forbrænding. Affald, der fraføres en virksomhed, er fradragsberettiget ved opgørelsen af den afgiftspligtige vægt.

Afgiftsordningen administreres af toldvæsenet. Henvendelse vedrørende reglerne i kapitel 12 a skal ske til det lokale distriktstoldkammer. Toldvæsenets afgørelser af spørgsmål om registreringspligt, den afgiftspligtige vægt og om afgiftspligt kan påklages til Nævnet vedrørende Merværdiafgift m.v. Endvidere kan klage over skønsmæssige ansættelser af afgiftstilsvaret forelægges nævnet.

Formålet med afgiften er at reducere den mængde affald, der tilføres forbrændingsanlæg eller deponeringspladser, at fremme genanvendelsen og at tilskynde virksomheder til at anvende teknologier, der frembringer mindre affald.

Det er forudsat, at afgiften bl.a. anvendes til at finansiere løsning af affaldsproblemer og til at tilskynde til mindre affaldsproduktion og øget genanvendelse og dermed miljøforbedringer i bred forstand.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 13

Straffebestemmelserne

20. BØDEUDMÅLINGSREGEL.

§ 83, stk. 5, er ændret til en regel om bødeudmåling. Efter bestemmelsen skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel i de tilfælde, hvor udbyttet af en miljølovsovertrædelse ikke konfiskeres.

Bestemmelsen skal sikre, at det ikke kan betale sig at overtræde miljølovgivningen.

21. STRAFANSVAR FOR KOMMUNER OG KOMMUNALE FÆLLESSKABER.

§ 83, stk. 4, indeholder nu udtrykkelig hjemmel til at straffe kommuner og kommunale fællesskaber, som overtræder loven i deres egenskab af driftsherre, bygherre, arbejdsgiver eller lignende. Bestemmelsen, som trådte i kraft 1. juli 1986, udfylder det »hul i loven«, som opstod, da Højesteret i januar 1986 statuerede, at kommuner ikke uden at være udtrykkeligt nævnt i en straffebestemmelse kan straffes.

22. STRAFFEBESTEMMELSERNE VEDRØRENDE AFFALDSAFGIFTEN.

Straffebestemmelserne vedrørende affaldsafgiften er fastsat i § 84 a og § 84 b, som svarer til de bestemmelser, der er indeholdt i nyere afgiftslove. Dog er strafferammen i § 84 a, stk. 3, der i de almindelige afgiftslove er fængsel i indtil 2 år, fastsat til fængsel i indtil 1 år i overensstemmelse med den almindelige straffebestemmelse i § 83.

MILJØSTYRELSEN, DEN 2. DECEMBER 1986

JENS KAMPMANN

/Jørgen Bjerring

Cirkulære om ændring af miljøbeskyttelsesloven (Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser)

Indholdsfortegnelse

Indledning

1. Lovændringen i hovedtræk Ændringer i lovens kapitel 1. Formål m.v. 2. Prioritering af miljøhensynene Ændringer i lovens kapitel 5. Særligt forurenende virksomheder 3. Kompetenceændringerne 4. Den nye godkendelsesbekendtgørelse 5. Forbud imod ulovlige virksomheder 6. Tidsbegrænsning af retsbeskyttelsen 7. Revision af egenkontrolvilkår m.v. Ændringer i lovens kapitel 7. Tilsyn 8. Tilsynsmyndigheden 9. Selvhjælpshandlinger 10. Fjernelse af ulovlige virksomheder 11. Regler om tilsynets udøvelse 12. Anmeldelse af virksomheder Ændringer i lovens kapitel 9. Kortlægning og planlægning 13. Kommunale affaldsordninger m.v. Ændringer i lovens kapitel 10. Beslutninger i sager om miljøbeskyttelse 14. Begrundelsespligt Ændringer i lovens kapitel 11 og 12. Klagebestemmelserne 15. Forlængelse af klagefristen ved udløb på lørdage eller helligdage 16. Opsættende virkning ved tilladelser og godkendelser 17. Opsættende virkning ved påbud eller forbud 18. Nye organisationer får klageret Nyt kapitel 12 a. Affaldsafgiften 19. Affaldsafgiften Ændringer i lovens kapitel 13. Straffebestemmelserne

20. Bødeudmålingsregel

21. Strafansvar for kommuner og kommunale fællesskaber

22. Straffebestemmelserne vedr. affaldsafgiften

23. Bilag

INDLEDNING

1. Lovændringen i hovedtræk.

Ved lov nr. 329 af 4. juni 1986 er miljøbeskyttelsesloven blevet ændret. Ændringerne i loven træder med enkelte undtagelser i kraft den 1. januar 1987, og lovens affattelse vil herefter fremgå af en lovbekendtgørelse.

Hovedsigtet med lovændringerne er dels at effektivisere og intensivere miljøtilsynet, dels at begrænse affaldsmængderne og fremme genbrug. Lovændringen omfatter en række nye bestemmelser, som skal forbedre myndighedernes muligheder for at føre et effektivt tilsyn, et nyt selvstændigt kapitel om affaldsafgifter og ændringer af de centrale bestemmelser i § 1, stk. 3, og § 44, stk. 4. Desuden er der foretaget en del andre ændringer af forskellig art.

Baggrunden for de ændrede bestemmelser om miljøtilsyn er miljøstyrelsens betænkninger nr. 1 og 2/ 1985.

Dette cirkulære indeholder en samlet omtale af lovændringen og retningslinier for administrationen af en række af de ændrede bestemmelser, herunder bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. Retningslinier for de ændrede bestemmelser, der har nær tilknytning til håndhævelsen, vil fremgå af et revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

Siden vedtagelsen i 1973 er miljøbeskyttelsesloven blevet ændret i alt 9 gange. Ændringerne har været medvirkende til, at det kan forekomme vanskeligt at danne sig et samlet billede af loven. Dette hænger også sammen med, at de gældende regler ikke i alle tilfælde fremgår af selve loven, men i vidt omfang er fastsat administrativt i medfør af loven.

For at råde bod herpå agter miljøstyrelsen i løbet af 1987 at udarbejde et nyt, samlet cirkulære om miljøbeskyttelsesloven til afløsning af tidligere cirkulærer herom, navnlig cirkulære nr. 107 af 15. maj 1974 og de senere cirkulærer, der er udstedt i tilslutning til forskellige lovændringer.

En oversigt over gældende love, bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger inden for miljøområdet findes i miljøministeriets lovregister, der løbende revideres og udgives 4 gange årligt af miljøministeriets departement.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 1

FormÅl m.v.

2. Prioritering af miljøhensynene.

Ifølge den ændrede affattelse af § 1, stk. 3, skal der ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltningerne til forebyggelse og imødegåelse af forurening lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkning på disse.

Bestemmelsen omtaler således ikke mere de modstående hensyn, nemlig hensynet til den forurenende virksomheds samfundsmæssige nytte og omkostningerne ved beskyttelsesforanstaltninger.

Baggrunden herfor er en opfattelse af, at den hidtidige bestemmelse er blevet administreret mere vidtgående, end den almindelige, forvaltningsretlige grundsætning om forholdsmæssighed mellem mål og midler tilsiger.

Ved den nye affattelse af § 1, stk. 3, tilsigtes der ikke nogen ændring i denne proportionalitetsgrundsætning, men det fastslås, at lovens generelle formål ikke må tilsidesættes ved, at der inddrages hensyn, der ligger uden for denne grundsætnings rammer.

Forholdsmæssigheden mellem mål og midler skal fortsat forstås således, at der ikke skal afholdes betydelige omkostninger til yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger, hvis den miljømæssige nyttevirkning vil være beskeden og ikke er miljømæssigt påkrævet.

Ved den ændrede affattelse er § 1, stk. 3, bragt på linie med principperne i lovens § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1 og 2. Bestemmelserne udtrykker nu samstemmende, at miljøhensynene skal prioriteres ved lovens administration. På den anden side vil de modstående hensyn, der hidtil har kunnet tillægges vægt, fortsat have betydning, når grænsen for miljøhensynenes prioritering skal fastlægges.

Miljømyndighedernes overvejelser om forholdsmæssighed mellem mål og midler skal for fremtiden finde udtryk i de skriftlige afgørelser, der træffes efter loven, jfr. nedenfor under punkt 14 om den nye bestemmelse i § 65 a om begrundelse.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 5

Særligt forurenende virksomheder

3. Kompetenceændringerne i §§ 39 og 44.

Den ændrede affattelse af §§ 39 og 44, stk. 1 og 2, er en konsekvens af det nye princip om, at godkendelseskompetence, tilsyn og indgrebsbeføjelser skal udøves af samme myndighed, dvs. enten af kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet (hovedstadsrådet).

Listen over virksomheder, anlæg og indretninger, som er omfattet af lovens kapitel 5, er i lyset af kompetenceændringerne revideret og indeholder en ny fordeling af virksomhederne mellem kommunalbestyrelserne og amtsrådene (hovedstadsrådet), jfr. bilaget til bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

Ingen