Til sædekorns- og markfrøfirmaerne Vedrørende import af frø af oliehør til udsæd
Statutory Text (1 Articles)
Til sædekorns- og markfrøfirmaerne Vedrørende import af frø af oliehør til udsæd
I meddelelsen er der gjort opmærksom på den risiko, der kan være ved at importere og forhandle frø af oliehør til udsæd fra områder, hvor flyvehavre er udbredt.
I henhold til Bekendtgørelse om Markfrø, bilag 1, III. Olie- og spindplanter, må frø af oliehør til udsæd forhandles som såvel handelsfrø som certificeret frø. I henhold til et netop vedtaget EF-direktiv skal kategorien »handelsfrø« dog bortfalde senest 1. juli 1987.
Importbetingelserne er fastsat i markfrøbekendtgørelsen. Disse krav er i nøje overensstemmelse med EF-direktivet for frø af olie- og spindplanter.
Med hensyn til flyvehavre er kravene særdeles lempelige. I frø af oliehør kræves blot, at der ved en undersøgelse af 150 g ikke må findes flyvehavre.
Dette giver ikke nogen større sikkerhed for, at der ikke findes flyvehavre i partiet, og dette kan frembyde en risiko for importører af frø fra områder, hvor flyvehavre er udbredt.
Når EF-betingelserne er opfyldt, må ingen dansk myndighed hindre import af frø af oliehør fra andre medlemslande.
På baggrund af erfaringerne fra 1986 ønsker statsfrøkontrollen imidlertid at henlede opmærsomheden på bestemmelserne i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 202 af 30. april 1981 om bekæmpelse af flyvehavre. (* 1) I henhold til denne skal alt frø til udsæd, der sælges i Danmark, stamme fra avl, der ved en officiel markbesigtigelse er fundet fri for flyvehavre.
Dette problem er for sædekorns vedkommende løst ved, at Danmark af EF-Kommissionen har fået en særlig tilladelse til at kræve, at partiet fra eksportlandet er ledsaget af en officiel erklæring, der attesterer enten, at partiet er avlet på en mark, der ved markbesigtigelse er fundet fri for flyvehavre, og at en prøve på 1 kg ligeledes er fundet fri for flyvehavre, eller, at en prøve på 3 kg er fundet fri for flyvehavre.
Statsfrøkontrollen må anbefale, at det ved import af frø af oliehør til udsæd sikres, at frøet er avlet på en mark, der ved en officiel markbesigtigelse er fundet fri for flyvehavre, eller analogt med bestemmelserne for sædekorn, at en prøve på 3 kg er fundet fri for flyvehavre ved en officiel analyse.
Med venlig hilsen
Knud Klitgård