Cirkulære om behandling af råvarer på de autoriserede destruktionsanstalter (Til samtlige autoriserede destruktionsanstalter og de tilsynsførende dyrlæger ved disse)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om behandling af råvarer på de autoriserede destruktionsanstalter
(Til samtlige autoriserede destruktionsanstalter og de tilsynsførende
dyrlæger ved disse)
1. Modtagelse.
Alle varer, herunder kadavere, dele af selvdøde eller slagtede dyr, affald fra slagterier, kødvarevirksomheder og andre levnedsmiddelvirksomheder, fisk og fiskeaffald samt importeret kød- og benmel, der tilføres en destruktionsanstalt, skal tilføres virksomhedens urene afdeling og steriliseres snarest muligt og normalt senest arbejdsdagen efter modtagelsen, jf. dog pkt. 1.1-1.3.
1.1. Såfremt pladsforholdene i den urene afdeling giver mulighed for en forsvarlig opbevaring af importeret kød- og benmel, kan der bortses fra tidsfristen.
1.2. For de i punkterne 5 og 6 nævnte dele skal behandlingen foretages som angivet i de pågældende punkter.
1.3. De i punkt 12 nævnte varer er undtaget fra steriliseringskravet.
2. Sterilisering.
Råvarerne skal sønderdeles, og afhængig af sønderdelingsgraden og af varens vandindhold skal steriliseringen foretages på en af følgende måder
2.1 For råvarer med et vandindhold på 15% eller derover
a) Råvaren sønderdeles til en partikelstørrelse med en mindste diameter på ikke over 75 mm og opvarmes i en tørsmelter - efter at luften er uddrevet omhyggeligt - under stadig omrøring til mindst 125 grd.C, svarende til et manometertryk på 2,32 bar (abs.) i kedlens indre, og holdes ved denne temperatur i mindst 15 minutter, hvorefter varen tørres.
b) Blod og blodgraks samt andre varer med en partikelstørrelse med en diameter på ikke over 10 mm opvarmes i en tørsmelter - efter at luften er uddrevet omhyggeligt - under stadig omrøring til mindst 120 grd. C, svarende til et manometertryk på 1,99 bar (abs.) i kedlens indre, og holdes ved denne temperatur i mindst 10 minutter, hvorefter varen tørres.
c) Råvaren formales til en partikelstørrelse med en mindste diameter på ikke over 20 mm (vådpresningsmetoden). Massen adskilles ved presning i en pressekage og en væskefase, hvorpå væskefasen skilles i fedt og limvand. Limvandet koncentreres og blandes derefter med pressekagen, og det hele tørres til en sluttemperatur på 110 grd. C. Fedtet steriliseres ved en varmebehandling svarende til mindst 130 grd. C i mindst 15 sekunder.
2.2 For varer med et vandindhold på under 15% (kød- og benmel, blodmel og lignende).
a) Varen skal være findelt, og der må ikke fyldes mere i kedlen end svarende til ca. 200 kg pr. 1000 l kedelkapacitet. Sterilisationen skal ske i mættet damp i tørsmelter, der skal være forsynet med en anordning, så der kan ledes damp direkte ind i kedlens indre. Luften uddrives omhyggeligt af kedlen, hvorefter varen under stadig omrøring behandles med mættet damp, der i løbet af mindst 15 minutter bringes op på mindst 1,99 bar svarende til en temperatur på 120 grd. C, der skal holdes i mindst 10 minutter.
b) En blanding bestående af højst 10% af den findelte, tørre vare og mindst 90% råvarer med betydeligt vandindhold (slagteriaffald og selvdøde dyr) behandles ved en af de under pkt. 2.1 angivne metoder.
3. Gødning og spildevand.
Gødning og spildevand fra virksomhedens urene afdeling skal steriliseres ved varmebehandling af blandingen svarende til mindst 110 grd. C (1,43 bar, abs.) i 15 min. Behandlingen kan ske portionsvis eller kontinuerligt.
4. Andre sterilisationsmetoder.
Andre end de under pkt. 2 og 3 nævnte sterilisationsmetoder må ikke benyttes, medmindre der efter ansøgning er meddelt skriftlig tilladelse hertil fra veterinærdirektoratet.
5. Huder og skind.
Huder og skind skal gennemsaltes i mindst 7 døgn på virksomheden, før de udleveres.
Ved forekomst af ondartet smitsom sygdom skal huder og skind behandles i overensstemmelse med anvisninger fra veterinærdirektoratet.
6. Hår, reb, sække m.v.
Heste- og kohalehår, hestesko, tøjr, reb, sække o.l. skal i mindst 1 døgn anbringes i en 1% formaldehydopløsning eller i andet af veterinærdirektoratet godkendt desinfektionsmiddel.
I det omfang det er muligt, kan i stedet for desinfektion af de pågældende dele anvendes afbrænding på virksomheden.
Efter at halehårene er afklippet, skal halestumpen behandles som angivet i pkt. 2.1 a) eller 2.1 c).
7. Vogne, containere og emballage.
Varer, som modtages til behandling, skal normalt ankomme i de godkendte vogne eller i virksomhedens emballage. Vognene, containerne og emballagen skal efter aflæsning renses omhyggeligt med varmt vand og skal derefter desinficeres grundigt med en 2% natriumhydroxydopløsning, eller andet af veterinærdirektoratet dertil godkendt middel.
Såfremt der ankommer varer i andre vogne, containere eller i anden emballage, skal rensning og desinfektion ske på samme måde. Emballage, der ikke effektivt kan renses og desinficeres (f.eks. plast, papemballage eller defekt træemballage), må ikke tilbageleveres, men skal brændes på virksomheden eller anbringes i en 5% kreolinopløsning i mindst 1 døgn med påfølgende fjernelse til forbrænding.
8. Tørsmelter og tørrer.
Tørsmeltere, som omtalt i pkt. 2.1 a) og b), skal være forsynet med manometre, der angiver trykket såvel i kappen som i kedlens indre, samt et termometer, som angiver kedlens indre temperatur, og en skriver, der registrerer trykforløbet i smelteren.
Tørreapparatur, som omtalt i stk. 2.1 c), skal være forsynet med en anordning, der sørger for, at tørregods kun udtømmes, når den ønskede temperatur er opnået. Tørregodstemperaturen, målt ved udløb, skal registreres på en skriver, der tillige angiver afspærringsventilens stilling.
9. Gødningskoger.
Gødningskogere, som omtalt i pkt. 3, skal være forsynet med manometer og termograf, der angiver henholdsvis trykket og registrerer temperaturen i kedlens indre - dog kun termograf, hvis gødningskogeren er kontinuerligt virkende.
10. Måleudstyr.
Der skal holdes øje med, at manometre og termometre fungerer tilfredsstillende og indbyrdes overensstemmende. I modsat fald skal der foretages fornøden reparation eller udskiftning. Til kontrol af overensstemmelsen henvises til følgende tabel over temperatur og tilsvarende manometertryk
100 grd.C 1,01 Bar (abs.) 114 grd.C 1,64 Bar (abs.) 101 " 1,05 " 116 " 1,75 " 102 " 1,09 " 118 " 1,86 " 103 " 1,13 " 120 " 1,99 " 104 " 1,17 " 125 " 2,32 " 105 " 1,21 " 130 " 2,70 " 106 " 1,25 " 135 " 3,13 " 107 " 1,29 " 140 " 3,61 " 108 " 1,34 " 145 " 4,16 " 109 " 1,39 " 150 " 4,76 " 110 " 1,43 " 160 " 6,18 " 112 " 1,53 "
11. Miltbrand.
Er der mistanke om, eller findes et kadaver, der er tilført virksomheden, lidende af miltbrand, skal behandlingen af et sådant kadaver foretages så isoleret som muligt. Alle dele af kadaveret, herunder huden, mave-tarmindholdet, blodet m.v., skal steriliseres som angivet i pkt. 2.1 a) eller 2.1 c). Slagteloftet skal i fornøden udstrækning renses og desinficeres omhyggeligt efter dyrlægens nærmere instruktion. Det samme gælder vogne og redskaber m.v., der har været i berøring med kadaveret. De personer, der har været beskæftiget med behandling af kadaveret, skal straks efter dette arbejde vaske sig omhyggeligt og skifte tøj, og det ved arbejdet benyttede tøj skal desinficeres som angivet i pkt. 6, før det vaskes. Fodtøjet skal afvaskes omhyggeligt i 5% kreolinvand. 12. Undtagelser fra steriliseringkravet.
Virksomhedens rene afdeling må direkte tilføres kødbenmel og blodmel, der er behørig steriliseret på en anden dansk destruktionsanstalt, samt fiskemel af dansk, norsk, islandsk eller færøsk oprindelse.
13. Bakteriologisk undersøgelse af færdigvarerne.
Virksomhederne skal to gange månedlig - såvidt muligt den 1. og den 15. i hver måned - indsende gennemsnitsprøve af den løbende produktion af kød- og benmel til undersøgelse for forekomst af Salmonella på Veterinærdirektoratets Laboratorium, Kongensgade 16, 4100 Ringsted. Prøven skal udtages af færdigvaren.
De virksomheder, der anvender den i punkt 2.1.c anførte steriliseringsmetode (vådpresningsmetoden), skal endvidere to gange månedlig - den 1. og den 15. i hver måned - indsende gennemsnitsprøve af den løbende produktion af tørregods til bakteriologisk undersøgelse på samme laboratorium. Prøven skal udtages ved udløb fra tørreren.
Prøverne skal udtages ved den tilsynsførende dyrlæges foranstaltning.
Der skal 2 gange daglig - formiddag og eftermiddag - i rene, nye plastposer udtages en prøve af den løbende produktion. Hver prøve skal udgøre ca. 1 spiseskefuld og skal opsamles direkte ved at holde posen under prøveudtagningsventilen, eller for færdigvarers vedkommende, under udløbstuden eller udtages med ske fra en netop aftappet sæk inden dennes lukning. Ved sidstnævnte fremgangsmåde skal anvendes en fuldstændig tør ske, som mellem hver udtagning skal steriliseres med kogende vand eller på anden af veterinærdirektoratet godkendt måde, eller der skal anvendes ny ske hver gang (plastske).
Enkeltprøverne skal indtil afsendelse af gennemsnitsprøve opbevares i en tør, lukket beholder (f.eks. en spand med låg) på et køligt sted. Efter tømning skal beholderen, inden den påny tages i brug, steriliseres med kogende vand eller på anden af veterinærdirektoratet godkendt måde.
Gennemsnitsprøven fremstilles ved, at indholdet i enkeltposerne fyldes over i en ren ny plastpose af passende størrelse og blandes grundigt.
Til undersøgelse skal indsendes ca. 250 g af den således fremkomne gennemsnitsprøve. Posen skal forsegles med en med dyrlægens embedsstempel forsynet mærkeseddel. Som yderemballage kan anvendes en almindelig prøvepose.
Hver forsendelse skal være ledsaget af en med dyrlægens embedsstempel forsynet følgeskrivelse. Formularen hertil såvel som ovennævnte mærkesedler til forsegling kan rekvireres i veterinærdirektoratet.
Der ydes ikke erstatning for udtagne prøver, og udgifterne ved emballering, forsendelse og undersøgelse af prøverne påhviler virksomhederne.
Taksten for undersøgelse fastsættes i overensstemmelse med DVO's taksthæfte.
Ved forekomst af ikke tilfredsstillende laboratorieresultater vil veterinærdirektoratet være behjælpelig med at søge at klarlægge årsagerne. Det påhviler derefter den pågældende virksomhed at træffe de foranstaltninger, veterinærdirektoratet måtte finde nødvendige for at afhjælpe forholdet.
14. Tilbagekaldelser.
Veterinærdirektoratets skrivelse af 1. december 1959 med senere ændringer om destruktionsregler og landbrugsministeriets cirkulære af 14. august 1973 om bakteriologisk kontrol med kød- og benmel tilbagekaldes.
P.V.V.
K. Hermansen