Cirkulære om tilsætning af nisin til smelteost (i hermetisk tillukkede dåser)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om tilsætning af nisin til smelteost (i hermetisk tillukkede dåser)
(Til samtlige autoriserede smelteostfabrikker)
I medfør af bestemmelserne i § 4, stk. 11, i bekendtgørelse nr. 540 af 3. december 1969 om tilvirkning, forhandling, udførsel og indførsel af ost og smelteost m.m. meddeles der herved tilladelse til at tilsætte nisin til smelteost (i hermetisk tillukkede dåser) bestemt til forhandling her i landet på betingelse af, at det maksimale indhold af nisin ikke overstiger den af levnedsmiddelstyrelsen fastsatte grænse på 12,5 mg pr. kg smelteost. Virksomheden skal føre et regnskab over anvendelsen af nisin med angivelse af til hvilke partier, der er sket nisintilsætning.
For smelteost bestemt til udførsel kan der tilsættes nisin efter importlandets regler. Virksomheden skal selv forinden udførsel sikre sig, at tilsætning af nisin til smelteost er tilladt i importlandet.
Anvendelse af nisin til smelteost bestemt til eksport skal anmeldes til Statskontrollens hovedkontor.
For eksportprodukter med indhold af nisin på mere end 12,5 mg pr. kg kan statskontrollen ikke udstede eksportcertifikater med oplysning om at varen er frit omsættelig i Danmark til direkte forbrug eller anden form for anvendelse. Som følge heraf vil der blive udtaget en prøve til undersøgelse for indhold af nisin af samtlige partier smelteost m.v. for hvilke, der anmodes om et eksportcertifikat med oplysning om, at varen frit kan omsættes til forbrug i Danmark.
Prøveudtagning og laboratorieundersøgelse sker for regning af rekvirenten af eksportcertifikatet.
Opmærksomheden henledes på, at såfremt emballagen til smelteost bestemt til eksport til lande udenfor EF er forsynet med en ingrediensliste, skal alle ingredienser, herunder nisin, fremgå af listen, jfr. Statskontrollens meddelelse af 18. marts 1986 om mærkning af ost, der eksporteres til lande udenfor EF. Endvidere skal nisin deklareres på emballager til ost bestemt til hjemmemarked og til eksport til EF-lande som anført i § 18 a i nævnte bekendtgørelse nr. 540 af 3. december 1969.
Tilsidesættelse af ovennævnte bestemmelser medfører ansvar i henhold til bestemmelserne i § 41 i ovennævnte bekendtgørelse.
Cirkulære herfra af 28. april 1981 om samme emne tilbagekaldes hermed.
e.b.
H. E. Nielsen
Ingen