Legislator Case Law & Legislation
C19861328560 DK

Vejledning om ydelse af produktionsstøtte til markfrø i høstårene 1986/87 og 1987/88

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Vejledning 1986 13285 Historic

Bilag 1

Retsgrundlag

Rådsforordning nr. 2358/71 af 26. oktober 1971 om den fælles markedsordning for frø, senest ændret ved en forordning nr. 1355/86 af 24. marts 1986.

Rådsforordning nr. 1674/72 af 2. august 1972 om fastsættelse af almindelige regler om ydelse og finansiering af støtte inden for frøsektoren, senest ændret ved forordning nr. 1659/81 af 19. maj 1981.

Kommissionsforordning nr. 1686/72 af 2. august 1972 om gennemførelse af visse regler om støtte inden for frøsektoren, som ændret ved forordning nr. 1382/74 af 4. juni 1974.

Kommissionsforordning nr. 1546/75 af 18. juni 1975 om fastsættelse af det forhold, der ligger til grund for retten til støtte til frø.

Kommissionsforordning nr. 1445/76 af 22. juni 1976 om fastsættelse af listen over de forskellige sorter af Lolium perenne L., senest ændret ved forordning nr. 1926/86 af 23. juni 1986.

Rådsforordning nr. 1488/85 af 23. maj 1985 om fastsættelse af støttebeløbene inden for frøsektoren for produktionsårene 1986/87 og 1987/88, som ændret ved forordning nr. 1471/86 af 13. maj 1986.

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 22 af 17. januar 1974 om ydelse af produktionsstøtte til markfrø.

Vejledning 1986 13285 Historic

Vejledning om ydelse af produktionsstøtte til markfrø i høstårene 1986/87 og 1987/88

VEJLEDNING OM YDELSE AF PRODUKTIONSSTØTTE TIL MARKFRØ I HØSTÅRENE 1986/87 OG 1987/88

Retsgrundlaget for Det europæiske økonomiske Fællesskabs ordning om ydelse af produktionsstøtte til markfrø i de nævnte høstår er angivet i bilag 1.

1. Betingelser for ydelse af støtten

1.1.

Der ydes produktionsstøtte til frø af de i bilag 2, jf. bilag 3, nævnte arter, såfremt følgende forudsætninger er opfyldt

a) Frøene skal være høstet i Danmark i 1986 hhv. 1987.

b) Frøene skal opfylde de krav, der er stillet til basisfrø eller certificeret frø efter de definitioner heraf, som indeholdes i Rådets direktiv nr. 66/401/EØF af 14. juni 1966 om handel med frø af foderplanter, Rådets direktiv nr. 66/402/EØF af 14. juni 1966 om handel med sædekorn og Rådets direktiv nr. 69/208/EØF af 30. juni 1969 om handel med frø af olie- og spindplanter, under hensyn til ændringerne af disse direktiver.

Heraf følger bl.a., at frøene skal være avlet og kontrolleret i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 363 af 5. juli 1984 om markfrø, og at frøene skal opfylde de kvalitetskrav, der er fastsat i nævnte bekendtgørelse.

Undersøgelse af partierne for antal af andre plantearter skal være foretaget i en frømængde, der er 10 gange større end den vægtmængde, statsfrøkontrollens analyseregler foreskriver for en renhedsundersøgelse.

Produktionsstøtten til markært kan kun anvises til partier, der er mærket og plomberet som udsæd i en emballage med et indhold på højst 50 kg.

c) Frøene skal være produceret

1) enten på grundlag af en frøavlskontrakt, som er indgået mellem et frøfirma eller en forædler på den ene side og en frøavler på den anden side,

2) eller direkte af frøfirmaet eller af forædleren. Denne produktion skal attesteres ved en formeringserklæring.

d) Frøfirmaerne og forædlerne samt frøavlskontrakterne og formeringserklæringerne skal være registreret hos statsfrøkontrollen.

1.2.

Registrering af frøfirmaer og forædlere i henhold til pkt. 1.1, litra

d, er gyldig i hele Fællesskabet.

1.3.

Frøfirmaerne og forædlerne skal snarest muligt foretage anmeldelse til det lokale distriktstoldkammer, jf. pkt. 5.2, uanset om sådan anmeldelse er sket i tidligere høstår.

2. Beregning af støtten

2.1.

Produktionsstøtten ydes med de af fællesskabsmyndighederne til enhver tid fastsatte beløb. I bilag 2 er angivet de støttebeløb i ECU, som er fastsat for høstårene 1986/87 og 1987/88. Endvidere er i bilag 2 angivet de tilsvarende kronebeløb pr. 1. juli 1986.

2.2.

Størrelsen af den produktionsstøtte, der tilkommer hver enkelt frøavler, fastsættes enten

a) på grundlag af vægten af et parti, der er sammensat af to eller flere delpartier fremkommet ved oprensning af det af avleren producerede og leverede frø, såfremt en beregning baseret på delpartiernes vægt og deres analyseresultater viser, at det sammensatte parti opfylder de fastsatte kvalitetskrav, eller

b) på grundlag af vægten af hvert enkelt af de ved oprensningen fremkomne delpartier, der ved analyse af prøver af delpartierne er konstateret at opfylde de fastsatte kvalitetskrav.

2.3.

Fastsættelse af støttebeløbenes størrelse efter den i pkt. 2.2, litra a, angivne gennemsnitsberegning vil finde sted, såfremt ansøgningen indeholder oplysninger om resultatet af en sådan gennemsnitsberegning.

2.4.

Der udbetales ikke støttebeløb på mindre end 10 kr.

3. Ansøgning om støtte

3.1.

Produktionsstøtten udbetales til frøavleren efter ansøgning. Til ansøgningen skal anvendes en formular, som de registrerede frøfirmaer modtager fra statsfrøkontrollen og fremsender til frøavlerne.

3.2.

Ansøgningen skal bl.a. indeholde følgende oplysninger

a) Navn og adresse på det frøfirma, som ansøgeren har kontraheret med.

b) Ansøgerens navn, adresse og CPR-nr. eller CIR-nr.

c) Frøavlskontraktens eller formeringserklæringens registreringsnummer.

d) Frøets art og sort.

e) Det distriktstoldkammer, angivet ved nummer, over for hvilket frøfirmaet er anmeldt.

f) Frøfirmaets momsnummer.

g) Vægten af hvert enkelt delparti, uanset om delpartierne opfylder de i fællesskabsbestemmelserne fastsatte kvalitetskrav. Ved delpartier forstås de partier frø, der er fremkommet ved oprensning af det af frøavleren producerede og leverede parti frø, og som afregnes over for avleren.

h) Resultatet for hvert enkelt delparti af en analyse af en prøve, der er udtaget af delpartiet efter gældende prøvetagningsregler, og som er analyseret efter officielt godkendte regler.

i) Resultatet af den i pkt. 2.2, litra a, angivne gennemsnitsberegning, såfremt støtten ønskes fastsat på grundlag heraf. Gennemsnitsberegningen skal være foretaget for hvert enkelt af analysekravene, og det skal være angivet, hvilke delpartier gennemsnitsberegningen vedrører.

3.3.

Ansøgningen skal underskrives af ansøgeren samt det firma, hvormed han har kontraheret, og skal i 4 eksemplarer indsendes til statsfrøkontrollen senest den 30. april 1987 hhv. 30. april 1988.

3.4.

Støttebeløbene vil blive udbetalt af EF-direktoratet.

4. Bogføring af delpartier

4.1.

De delpartier, der fremkommer ved oprensning af et parti frø, hvortil der søges produktionsstøtte, skal være opført specificeret i firmaets lagerbog under den pågældende frøavlers navn.

4.2.

Delpartiernes identitet med det hovedparti, hvorfra de hidrører, skal til enhver tid kunne dokumenteres af vedkommende frøfirma på grundlag af dettes rensebog.

5. Kontrolforanstaltninger

5.1.

Kontrollen med ansøgninger om produktionsstøtte efter de i denne vejledning omhandlede bestemmelser udføres af statsfrøkontrollen.

5.2.

De af statsfrøkontrollen registrerede frøfirmaer og forædlere skal efter toldvæsenets anvisninger i deres regnskab foretage alle nødvendige optegnelser vedrørende det frø, der efter vejledningen er omfattet af produktionstilskudsordningen, herunder de i pkt. 4 omhandlede oplysninger.

5.3.

Optegnelser og bilag, herunder frøavlskontrakter og formeringserklæringer, rensebøger, lagerbøger og genpart af afregninger, skal opbevares i mindst 5 år.

5.4.

Toldvæsenet har til enhver tid ret til at foretage eftersyn i de i pkt. 1.3. omhandlede virksomheder og til at efterse varebeholdninger, forretningsbøger og øvrigt regnskabsmateriale og korrespondance mv.

5.5.

Repræsentanter for EF-direktoratet og statsfrøkontrollen er som led i kontrollen med, at grundlaget for udbetaling af produktionsstøtten er til stede, berettiget til uden erstatning at udtage prøver af varerne samt til at efterse virksomhedens varebeholdning, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale, optegnelser og bilag samt korrespondance.

5.6.

Det påhviler virksomheden at yde den bistand, der er nødvendig for foretagelsen af eftersyn og kontrol efter pkt. 5.4. og pkt. 5.5.

5.7.

EF-direktoratet kan kræve rigtigheden af oplysninger, der skal danne grundlag for udbetaling af ydelser i henhold til denne vejledning, bekræftet af statsautoriseret eller registreret revisor.

6. Anke

De afgørelser, som EF-direktoratet træffer i henhold til denne vejledning, kan indankes for landbrugsministeriet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →