Legislator Case Law & Legislation
C19861307009 DK

Cirkulære om dispensation fra detailforhandlingsbekendtgørelsens § 9, stk. 4

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulære (1 sp) 1986 13070 Historic

Cirkulære om dispensation fra detailforhandlingsbekendtgørelsens § 9, stk. 4

I henhold til detailforhandlingsbekendtgørelsens § 9, stk. 4 , skal et levnedsmiddeludsalg, der ønsker at forhandle kød, slagteaffald, fersk fjerkræ eller fersk fisk, som udelukkende modtages som færdigpakkede levnedsmidler, være indrettet med et rum bl.a. til brug ved eventuel genindpakning, indrettet som et tilberedningsrum.

Som det vil være enhederne bekendt, har veterinærdirektoratet tidligere meddelt dispensation fra ovennævnte § 9, stk. 4, ved forhandling af L-mærket kød, slagteaffald og fjerkræ. Veterinærdirektoratet har videre ved skrivelse af 17. oktober 1986 meddelt dispensation ved etablering af lokale ordninger. Under henvisning til ønsker om yderligere liberalisering af forhandlingen af detailpakket, fersk kød m.m. meddeler veterinærdirektoratet efter aftale med miljøministeriet og som en overgangsordning for en eventuel ophævelse af § 9, stk. 4, yderligere dispensation, således at færdigpakket kød m.m. kan leveres fra autoriseret eller godkendt virksomhed. Gældende dispensationsmuligheder er herefter omtalt i nærværende cirkulære, og veterinærdirektoratets skrivelse af 17. oktober, j.nr. LK 202-72/84, ophæves.

Detailforhandlingsvirksomheder, der ikke har tilladelse til tilvirkning, og som ikke indeholder det i § 9, stk. 4, nævnte genindpakningsrum, kan efter konkret ansøgning meddeles godkendelse af den lokale tilsynsmyndighed til detailforhandling af detailpakket kød og slagteaffald på en af de nedenfor under pkt. 1-4 nævnte måder, og yderligere til detailforhandling af færdigpakket fjerkræ og fersk fisk på den under pkt. 1 nævnte måde.

1. L-mærkningsordningen

Den lokale tilsynsmyndighed kan godkende ordninger som dispensation fra § 9, stk. 4, hvorefter en detailforhandlingsvirksomhed, der ikke har tilladelse til tilvirkning af levnedsmidler, meddeles godkendelse til forhandling af L-mærket kød , slagteaffald og fjerkræ . Detailforhandlingen af de L-mærkede produkter skal foregå i henhold til veterinærdirektoratets cirkulærer herom.

For L-mærket hakket kød og kødfars, herunder rå medisterpølse, er samtidig meddelt dispensation fra detailforhandlingsbekendtgørelsens § 39, stk. 4 (24 timers fristen).

Opmærksomheden skal henledes på, at der ikke eksisterer L- mærkningsordning for fisk. I henhold til fiskeriministeriets bekendtgørelse nr. 155 af 20. april 1983 må tilberedning og pakning af fersk fisk og fiskevarer kun finde sted i en dertil af fiskeriministeriet autoriseret virksomhed, og forsendelse og opbevaring skal ske ved en temperatur, der ikke overstiger 2 grader C. Under henvisning hertil har fiskeriministeriet erklæret sig indforstået med, at de lokale tilsynsmyndigheder dispenserer fra detailforhandlingsbekendtgørelsens § 9, stk. 4, også for så vidt angår fersk fisk detailemballeret i henhold til nævnte bekendtgørelse nr. 155 og opfyldende de i denne bekendtgørelse anførte bestemmelser. Ved meddelelse af en sådan dispensation må der over for detailudsalget præciseres de i nævnte bekendtgørelses § 6, stk. 2, og § 7 anførte regler om forbud mod salg af henholdsvis detailpakninger efter den angivne sidste forbrugsdag og detailpakninger, der er utætte eller beskadigede. Den i § 39, stk. 4, nævnte salgsfrist (24 timer) for fiskefars og hakket fiskekød er ikke omfattet af nævnte dispensation, og er derfor ufravigelig.

2. Lokale ordninger mellem to detailforhandlingsvirksomheder

Den lokale tilsynsmyndighed kan godkende ordninger, som dispensation fra § 9, stk. 4, hvorefter en detailforhandlingsvirksomhed, der ikke har tilladelse til tilvirkning af levnedsmidler, meddeles godkendelse til forhandling af detailpakket kød og slagteaffald tilført fra en anden detailforhandlingsvirksomhed , der er godkendt til sådan tilvirkning. Ved disse tilladelser må levnedsmiddelkontrolenheden vurdere den pågældende detailforhandlingsvirksomheds muligheder for på en hygiejnisk forsvarlig måde at udvide varesortimentet med de nævnte produkter, ligesom det må sikres, at tilsynsmyndigheden har indseende med levnedsmidlernes tilvirkning og detailemballering, med transport og forhandling samt med aftaler mellem de to virksomheder om eventuel returnering. Dette opnås bedst, hvor begge detailforhandlingsvirksomheder ligger inden for samme enheds område.

Ved sådanne »lokale« ordninger er detailforhandlingsbekendtgørelsens § 39, stk. 4 (24 timers salgsfristen) for hakket kød m.m. gældende. Daglig leverance mellem den virksomhed, der tilvirker hakket kød m.m., og den virksomhed, der detailforhandler de pågældende levnedsmidler, er derfor en nødvendighed, og disse ordninger vil derfor normalt alene kunne realiseres, hvor de to virksomheder er placeret tæt ved hinanden.

Ved godkendelse af sådanne »lokale« ordninger må det præciseres

at transporten af færdigpakket kød m.m. skal ske i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 359 af 28. juni 1979 om transport af kød,

at færdigpakninger, hvor emballagen er itugået eller beskadiget, ikke må opbevares i levnedsmiddeludsalget (jfr. § 35, stk. 2) og skal destrueres, medmindre der træffes aftale om returnering inden for den angivne »mindst holdbar til« dato,

at færdigpakninger, hvor »mindst holdbar til« datoen ikke er overskredet, kan returneres til leverandøren, såfremt særlig aftale herom er truffet, og på betingelse af, at det sikres, at disse varer indtil returneringen opbevares i overensstemmelse med den angivne opbevaringsforskrift, og at de pågældende levnedsmidler ved returneringen transporteres i overensstemmelse med transportbekendtgørelsens regler. Ved returnering af færdigpakket hakket kød, kødfars m.m. må opmærksomheden videre henledes på, at der gælder særlige tidsmæssige begrænsninger for anvendelsen af disse produkter.

at færdigpakninger, hvor »mindst holdbar til« datoen er overskredet, ikke må opbevares i udsalget (jfr. § 35, stk. 2) og skal destrueres eller gøres uegnede til salg.

3. Ved levering fra hjemmemarkedsgodkendt virksomhed m.m.

Den lokale tilsynsmyndighed kan godkende ordninger som dispensation for § 9, stk. 4, hvorefter en detailforhandlingsvirksomhed, der ikke har tilladelse til tilvirkning af levnedsmidler, meddeles godkendelse til forhandling af detailpakket kød og slagteaffald tilvirket på en hjemmemarkedsgodkendt kødvarevirksomhed eller en kommunalt godkendt kødengrosvirksomhed. Ved ansøgning om sådan tilladelse må levnedsmiddelkontrolenheden vurdere den pågældende detailforhandlingsvirksomheds muligheder for på en hygiejnisk forsvarlig måde at udvide varesortimentet med de nævnte produkter.

Ved en sådan tilladelse er detailforhandlingsbekendtgørelsens § 39 stk. 4 (24 timers salgsfristen) for hakket kød m.m. gældende. Såfremt der i aftalen mellem den tilvirkende og den forhandlende virksomhed indgår levering af hakket kød m.m. (24 timers produkter), vil en tilladelse kun kunne gives, hvor der kan etableres daglig leverance fra den tilvirkende virksomhed.

Ved godkendelse af sådanne ordninger må det præciseres

at transporten af færdigpakket kød m.m. skal ske i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 359 af 28. juni 1979 om transport af kød,

at færdigpakninger, hvor emballagen er itugået eller beskadiget, ikke må opbevares i levnedsmiddeludsalget (jfr. § 35, stk. 2) og skal destrueres, medmindre der træffes aftale om returnering inden for den angivne »mindst holdbar til« dato,

at færdigpakninger, hvor »mindst holdbar til« datoen ikke er overskredet, kan returneres til leverandøren, såfremt særlig aftale herom er truffet, og på betingelse af, at det sikres, at disse varer indtil returneringen opbevares i overensstemmelse med den angivne opbevaringsforskrift, og at de pågældende levnedsmidler ved returneringen transporteres i overensstemmelse med transportbekendtgørelsens regler. Ved returnering af færdigpakket hakket kød, kødfars m.m. må opmærksomheden videre henledes på, at der gælder særlige tidsmæssige begrænsninger for anvendelsen af disse produkter.

at færdigpakninger, hvor »mindst holdbar til« datoen er overskredet, ikke må opbevares i udsalget (jfr. § 35, stk. 2) og skal destrueres eller gøres uegnede til salg.

4. Ved levering fra eksportautoriseret virksomhed

Den lokale tilsynsmyndighed kan godkende ordninger som dispensation for § 9, stk. 4, hvorefter en detailforhandlingsvirksomhed, der ikke har tilladelse til tilvirkning af levnedsmidler, meddeles godkendelse til forhandling af detailpakket kød og slagteaffald tilvirket på en eksportautoriseret virksomhed. Ved ansøgning om sådan tilladelse må levnedsmiddelkontrolenheden vurdere den pågældende detailforhandlingsvirksomheds muligheder for på en hygiejnisk forsvarlig måde at udvide varesortimentet med de nævnte produkter.

Ved en sådan tilladelse er detailforhandlingsbekendtgørelsens § 9, stk. 4, (24 timers salgsfristen) for hakket kød m.m. gældende. Såfremt der i aftalen mellem den tilvirkende og den forhandlende virksomhed indgår levering af hakket kød m.m. (24 timers produkter), vil en tilladelse kun kunne gives, hvor der kan etableres daglig leverance fra den tilvirkende virksomhed.

Ved godkendelse af sådanne ordninger må det præciseres

at færdigpakninger, hvor emballagen er itugået eller beskadiget eller hvor »mindst holdbar til« datoen er overskredet, ikke må opbevares i levnedsmiddeludsalget og skal destrueres eller gøres uegnede til salg,

at der ikke må ske returnering af modtagne varer.

P.V.V.

E. Malling Olsen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →