Retningslinier for tilrettelæggelsen af arbejdstidsnedsættelsen pr. 1. januar 1987 for kriminalforsorgens personale.
Statutory Text (2 Articles)
Retningslinier for tilrettelæggelsen af arbejdstidsnedsættelsen pr. 1. januar 1987 for kriminalforsorgens personale.
1. INDLEDNING.
I henhold til lov nr. 123 af 31. marts 1985 om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. nedsættes den normale ugentlige arbejdstid for heltidsbeskæftigede pr. 1. januar 1987 med 1 time pr. uge til 39 timer pr. uge.
I finansministeriets cirkulære af 16. april 1986 samt cirkulærer nr. 90 af 15. maj, nr. 107 af 27. maj, nr. 139 af 5. august og nr. 176 af 14. oktober 1986 er redegjort for forskellige forhold i forbindelse med arbejdstidsnedsættelsen.
Efter drøftelser i det centrale samarbejdsudvalg for kriminalforsorgen skal direktoratet meddele følgende vedrørende gennemførelsen af arbejdstidsnedsættelsen
2. HELTIDSBESKÆFTIGEDE.
A. GENERELT
Det overlades til det enkelte tjenestested under iagttagelse af de nedenfor anførte retningslinier at træffe aftale med de heltidsbeskæftigede medarbejdere (såvel tjenestemands- som overenskomstansatte) om arbejdstidsnedsættelsens gennemførelse, bortset fra de under punkterne D og E nævnte personalegrupper.
Arbejdstidsnedsættelsen skal tilrettelægges således, at der ikke som følge heraf bliver tale om ændring af gældende ekspeditions- /åbningstider. Nedsættelsen forudsættes endvidere gennemført således, at der dels tages hensyn til tjenestens tilrettelæggelse, dels til medarbejdernes ønsker.
Den ugentlige arbejdstidsnedsættelse kan herefter tilrettelægges efter følgende retningslinier
1. Med 1 time på een af ugens dage.
2. Hvor arbejdstiden er udtrykt som en gennemsnitlig ugentlig arbejdstidsnorm, og hvor den daglige arbejdstid eksempelvis kan fastlægges mellem 7 og 9 timer, kan nedsættelsen - udfra de gældende principper i den enkelte overenskomst/aftale - indarbejdes i eksisterende tjenestelister under hensyntagen til, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstidsnorm er 39 timer.
3. Visse ansatte kan i stedet efter den 1. januar 1987 fortsætte med at arbejde 40 timer pr. uge, men med opsparing af en fritime pr. uge, jfr. punkt B.
B. SÆRLIGT OM OPSPARINGSORDNINGEN.
Tjenestemandsansatte og overenskomstansatte, der er omfattet af overenskomster, hvor arbejdstiden efter arbejdstidsnedsættelsen ikke er udtrykt som en normal ugentlig arbejdstid på 39 timer samt overenskomstansatte, der er omfattet af et af de overenskomstområder, hvor der er indgået særlig aftale med finansministeriet om en opsparingsordning, kan blive omfattet af en opsparingsordning, jfr. finansministeriets cirkulære nr. 176 af 14. oktober 1986 samt nedenfor punkt F.
Det er en forudsætning for opsparingsordningen, at tjenestestedets ledelse og den enkelte medarbejder er enige herom, og at ordningen administreres under hensyn til tjenestens tilrettelæggelse ved tjenestestedet.
De opsparede fritimer skal anvendes inden for 6 måneder.
Opsparingsordningen kan ikke udløse krav om godtgørelse (betaling/afspadsering) af over/merarbejde.
Det bemærkes, at bl.a. HK, Foreningen af Yngre Læger, Husligt Arbejderforbund og Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark ikke har ønsket at indgå aftale med finansministeriet om en opsparingsordning i forbindelse med arbejdstidsnedsættelsen.
C. TURNUSPERSONALE.
Arbejdstidsnedsættelsen medfører, at årsnormen for medarbejdere i turnustjeneste nedsættes til 2.028 timer.
Arbejdstidsnedsættelsen for medarbejdere i turnus gives som hele fridage, der indgår i den godkendte tjenesteplan.
Den ændrede tjenestetilrettelæggelse må ikke medføre indbygget overarbejde.
Der henvises i øvrigt til de enkelte overenskomsters bestemmelser samt til finansministeriets cirkulære nr. 90 af 15. maj 1986 om de for statens tjenestemænd gældende arbejdstidsregler m.v.
D. SÆRLIGT OM OPSYNS- OG VÆRKPERSONALE.
For så vidt angår tilrettelæggelsen af arbejdstidsnedsættelsen for opsyns- og værkpersonale henvises til direktoratets skrivelse af 28. oktober 1986.
For så vidt angår arbejdstiden for indsatte henvises til direktoratets skrivelse af dags dato.
E. SÆRLIGT OM FÆNGSELSLÆRER/FÆNGSELSOVERLÆRERE.
Finansministeriet og CO II har den 25. juni 1986 indgået aftale om nedsættelse af det pligtige undervisningstimetal for bl.a. kriminalforsorgens fængselslærere/fængselsoverlærere som følge af arbejdstidsnedsættelsen.
Der henvises til aftalen, der er udsendt til kriminalforsorgens anstalter og personaleskole den 16. juli 1986.
Direktoratet vil snarest udsende meddelelse om den pligtige undervisningstid for eleverne i fangeskolerne.
F. SÆRLIGE AFTALER.
Det fremgår af bilag 1 til finansministeriets cirkulære nr. 176 af 14. oktober 1986, at der bl.a. inden for følgende områder er indgået aftale om opsparingsordning i forbindelse med arbejdstidsnedsættelsen
Cirkulærskrivelse af 15. august 1985 om overenskomst af 8. august 1985 med Dansk Fængselsforbund vedrørende de under kriminalforsorgen ikke - tjenestemandsansatte fængselsbetjente.
Cirkulærskrivelse af 12. februar 1986 om overenskomst af 3. februar 1986 med Dansk Metalarbejderforbund og Dansk Elforbund vedrørende metalarbejdere og elektrikere ved statsinstitutioner m.v. uden for hovedstadsområdet.
Cirkulærskrivelse af 17. august 1985 om overenskomst af 27. august 1985 med foreningen af arbejdsledere i Danmark vedrørende kantineledere ansat i en række statsinstitutioner m.v.
Cirkulærskrivelser af 29. januar 1986 om overenskomst af 28. oktober 1985 med ejendoms- og servicefunktionærernes landssammenslutning vedrørende medhjælpere beskæftiget ved en række statsinstitutioner i og uden for hovedstadsområdet.
3. DELTIDSBESKÆFTIGEDE.
Finansministeriet har meddelt, at deltidsbeskæftigedes arbejdstid - uanset det enkelte ansættelsesbrevs formulering - ikke ændres som følge af arbejdstidsnedsættelsen jfr. finansministeriets cirkulære nr. 107 af 27. maj 1986.
I følge lov nr. 123 af 31. maj 1985 om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v., gives der fuld lønkompensation for arbejdstidsnedsættelsen. Dette medfører, at lønnen for deltidsbeskæftigede samt timelønninger forhøjes med 2,56 procent.
4. VISSE TILLÆG M.V.
Løntillæg, der opspares pr. time, skal som udgangspunkt forhøjes med 2,56 procent, hvorimod løntillæg, der ydes med et fast beløb for eksempel for en periode (dag, uge eller måned), ikke skal forhøjes.
Der henvises i øvrigt til finansministeriets cirkulære nr. 139 af 5. august 1986 om forhøjelse af visse tillæg m.v. som følge af arbejdstidsnedsættelsen.
Anders Troldborg
/Erik Bang
Til samlige anstalter, afdelinger, pensioner og arrestinspektører.