Cirkulærskrivelse om båndlagte midler og umyndiges midler
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulærskrivelse om båndlagte midler og umyndiges midler
1. Efter arvelovens § 58, stk. 2, kan justitsministeren eller den, han bemyndiger hertil, fritage for opfyldelse af en arveladers bestemmelse om båndlæggelse, når arven er af ringe værdi. Dette gælder for både tvangsarv og friarv. Efter praksis anvendes »ringe værdi« begrebet endvidere i tilfælde af efterfølgende frigivelse.
Familieretsdirektoratet, der træffer afgørelse i sagerne, vil fremover være indstillet på i almindelighed at imødekomme ansøgninger om fritagelse for båndlæggelse, når arven efter fradrag af skifteomkostninger og afgifter ikke overstiger 75.000 kr. i kursværdi. En tilsvarende beløbsgrænse vil gælde ved frigivelse af båndlagt arv.
2. Efter § 12, stk. 1, i cirkulære nr. 19 af 25. februar 1986 om bestyrelse af båndlagt arv i de forvaltningsafdelinger, der er godkendt hertil i medfør af arvelovens § 61, skal forvaltningsafdelingen med 3 måneders varsel overføre båndlagte midler til bestyrelse i en anden forvaltningsafdeling, såfremt ejeren af de båndlagte midler anmoder herom. Tilkommer udbyttet af midlerne en anden end ejeren, kan overførsel dog kun ske med udbyttenyderens samtykke.
Efter § 12, stk. 2, kræves familieretsdirektoratets samtykke til overførsel, hvis arvelader har truffet bestemmelse om, at arven skal bestyres i en bestemt forvaltningsafdeling. Familieretsdirektoratet har drøftet tilrettelæggelsen af den administrative praksis med Den Danske Bankforening og Danmarks Sparekasseforening.
Tilladelse vil i almindelighed blive givet i følgende tilfælde
a) Båndlagt arv eller gave ydet i henhold til testamente eller gavebrev, der er oprettet før den 1. april 1964.
b) Midler ydet i henhold til testamente eller gavebrev, der er oprettet den 1. april 1964 eller senere, hvis arvelader eller gavegiver blot har nævnt navnet på en forvaltningsafdeling.
c) Rentenydelseskapitaler med udlagt kapitalejer, såfremt rentenyder og kapitalejer er enige om overførslen.
Afslag kan forventes i følgende tilfælde
d) De tilfælde, der er nævnt under punkt b) og c), såfremt der er yderligere tilkendegivelser fra arveladers eller gavegivers side om baggrunden for valg af en bestemt forvaltningsafdeling.
e) Rentenydelseskapitaler uden udlagt kapitalejer.
3. Efter § 7 i bekendtgørelse nr. 75 af 25. februar 1986 om værgens beføjelser og pligter kan statsamtet i særlige tilfælde tillægge værgen et vederlag.
Ifølge overformynderiets cirkulærskrivelse til statsamterne af 16. april 1982 kan advokater, der er beskikkede værger for umyndige, uden statsamtets tilladelse i rimeligt omfang afholde udgifter til porto, kopier og lignende af den umyndiges midler i forbindelse med varetagelsen af den umyndiges interesser med et skønsmæssigt beløb på indtil 700 kr. årligt, afhængigt af administrationens omfang.
Familieretsdirektoratet forhøjer herved dette beløb til indtil 1.000 kr. årligt.
P.M.V.
E.B.
Lennart Lynge Andersen
Til statsamterne og de godkendte forvaltningsafdelinger.
Ingen