Skrivelse om ændring af cirkulære om bortlodning
Statutory Text (1 Articles)
Skrivelse om ændring af cirkulære om bortlodning
Hermed vedlægges et eksemplar af justitsministeriets cirkulære om ændring af cirkulære om bortlodning.(* 1)
Cirkulæret ændrer de gældende regler om adgangen til at afholde offentlige bortlodninger således, at der ved tilladelser, der meddeles efter den 1. januar 1987, skal stilles vilkår om, at mindst 40 procent af salgssummen ved en bortlodning skal tilfalde bortlodningens almennyttige formål.
En bortlodningstilladelse må således alene meddeles, såfremt det må forventes, at det nævnte vilkår overholdes.
Overholdes vilkåret om et overskud på mindst 40 procent ikke for et lotteri, vil der i almindelighed ikke kunne meddeles den pågældende arrangør en senere bortlodningstilladelse.
I den første tid efter ændringens ikrafttræden skal der dog tages fornødent hensyn til en arrangør, der inden den 15. november 1986 har truffet væsentligere foranstaltninger til gennemførelsen af lotteriet.
P.M.V.
E.B.
Jens Møller
Politidirektøren i København og politimestrene.