Legislator Case Law & Legislation
C19861169010 DK

Cirkulærskrivelse om delvis eftergivelse og tilbagebetaling af visse bøder for overtrædelse af momslovens bestemmelser vedrørende manglende angivelser over størrelsen af den udgående og indgående moms.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1986 11690 Valid

Cirkulærskrivelse om delvis eftergivelse og tilbagebetaling af visse bøder for overtrædelse af momslovens bestemmelser vedrørende manglende angivelser over størrelsen af den udgående og indgående moms.

Den 14. juni 1985 stadfæstedes i højesteret Vestre landsrets dom af 22. november 1984 vedrørende overtrædelse af lov om almindelig omsætningsafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 369 af 1. juli 1982, § 35, stk. 1, litra b, jf. § 20, stk. 1, og § 18, stk. 3. Størrelsen af den opgjorte momsrestance fandtes ikke at kunne tillægges betydning ved beregningen af bøden. Da forholdet fandtes at burde sanktioneres ud fra mere ordensprægede synspunkter, fastsattes bøden til 5.000 kr.

På grundlag af en udtalelse fra ministeriet for skatter og afgifter bestemmer justitsministeriet herved, at der efter følgende retningslinier skal ske delvis eftergivelse og tilbagebetaling for så vidt angår bøder for manglende angivelser i henhold til momslovens § 35, stk. 1, litra b, jf. lovens § 20, stk. 1, respektive § 28, stk. 1, såfremt bøden er idømt eller vedtaget før højesterets dom af 14. juni 1985.

I. Principper for delvis eftergivelse og tilbagebetaling.

1. Ordningen omfatter bøder i henhold til ovennævnte bestemmelser, som den 14. juni 1985 ikke var fuldt indbetalt. Differencen mellem indbetalte beløb og den nedsatte bøde betales tilbage.

Ordningen omfatter således ikke bøder, som er blevet betalt fuldt ud før den 14. juni 1985, eller bøder, som er afsonede.

2. Politimestrene anmodes om på eget initiativ at gennemgå samtlige under nr. 1 nævnte sager og træffe afgørelse om delvis eftergivelse og eventuel tilbagebetaling. Der kræves således ikke en begæring herom fra den, som har vedtaget eller er idømt bøden.

3. Bøderne skal nedsættes i overensstemmelse med de af højesteret anlagte ordensprægede synspunkter. Til brug ved beregningen af bødenedsættelsen indhentes en udtalelse fra direktoratet for toldvæsenet.

4. Såfremt bøden er fastsat som en samlet bøde for flere lovovertrædelser, fx tillige for overtrædelse af momslovens § 35, stk. 1, litra a, bør der tilsvarende ske nedsættelse efter indhentet udtalelse fra direktoratet for toldvæsenet.

II. Fremgangsmåden ved delvis eftergivelse og tilbagebetaling.

1. Bestemmelse om eftergivelse og tilbagebetaling træffes af politimesteren i den kreds, hvor bødeafgørelsen er indført i bødejournalen. Er sagen overført fra en politikreds til en anden til inddrivelse af bøden, træffes bestemmelsen i den kreds, som inddrivelsen nu påhviler, eller - hvis bøden er fuldt ud indbetalt - den kreds, der sidst har haft sagen til inddrivelse.

Når der efter de under I nævnte retningslinier er truffet en sådan bestemmelse, skal den vedtagne eller idømte bødeafgørelse påtegnes med teksten: »Bøden er efter justitsministeriets cirkulærskrivelse af .... nedsat til .... kr.«. Denne påtegning skal tillige ske i bødejournalen for hver enkelt sag.

Er der efter de gældende regler tidligere sket indberetning til det centrale kriminalregister om bødeafgørelsen, skal nedsættelse af den pågældende bøde meddeles kriminalregistret. Nedsættelsen indberettes til kriminalregistret på blanket P 438 c eller ved indsendelse af et print af afgørelsen, påtegnet som ovenfor anført.

2. Såfremt en bøde nedsættes, skal der gives den, som har vedtaget eller er idømt bøden, meddelelse herom. Skal der ske tilbagebetaling, fremsendes et giroudbetalingskort.

III. Regnskabsførelsen m.v.

De tilbagebetalte bødebeløb bogføres på § 4.02.01. (INS.NR. 6400.0423 konto 4601.20.9.xx.bøder).

I forbindelse med aflæggelse af bøderegnskab for finansåret 1986 bedes der særskilt redegjort for det samlede tilbagebetalte bødebeløb med henvisning til denne cirkulærskrivelse.

IV. Indberetning til justitsministeriet.

Man anmoder politimestrene om inden 1. februar 1987 at give justitsministeriet oplysning om størrelsen af de samlede nedsættelsesbeløb ved en delvis eftergivelse.

Erik Ninn-Hansen

J. Waagensen

Til politiet

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →