Meddelelse om sanktionen ved manglende indbetaling til Feriegiro. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Meddelelse om sanktionen ved manglende indbetaling til Feriegiro. (* 1)
Ved RM 5/83 blev der fastsat retningslinier for bødepåstanden i sager om manglende indbetaling til Feriegiro. Endvidere blev det foreskrevet, at der i gentagelsestilfælde, hvor ingen eller kun en ubetydelig del af den manglende indbetaling var blevet afregnet i mellemtiden, skulle nedlægges påstanden om, at arbejdsgiveren i medfør af retsplejelovens § 997, stk. 3, blev tilpligtet at opfylde sin indbetalingspligt under en løbende tvangsbøde.
Efter en drøftelse med Direktoratet for Arbejdstilsynet på grundlag af de hidtil indvundne erfaringer, ændres retningslinierne i RM 5/83, således at de nu får følgende indhold
1. I 1. gangs tilfælde fastsættes bøden til 500 kr. pr. kvartal, for hvilket der ikke er sket indbetaling.
2. I 2. gangs tilfælde fastsættes bøden til 750 kr. pr. kvartal, for hvilken der ikke er sket indbetaling.
3. I 3. gangs tilfælde fastsættes bøden til 1.000 kr. pr. kvartal, for hvilken der ikke er sket indbetaling.
4. Såfremt arbejdstilsynet skønner, at den af arbejdsgiveren opnåede eller tilsigtede gevinst ved manglende rettidig indbetaling er væsentlig større end den bøde, som fremgår af retningslinierne under pkt. 1 - 3, og arbejdstilsynet kan henvise til oplysninger, der sandsynliggør dette, fastsættes bøden med udgangspunkt i denne gevinst. Arbejdstilsynet vil i så fald i 3. gangs tilfælde indstille, at bødeberegningen parallelliseres med kildeskatteovertrædelser, det vil sige en bøde svarende til 2% pr. påbegyndt måned af ikke rettidigt indbetalte beløb indtil tiltalebegæringen eller indtil betaling, men med visse modifikationer, såfremt hele beløbet eller en betydelig del heraf er betalt inden tiltalebegæringen.
5. Er arbejdsgiveren et aktieselskab m.v. pålægges bøden selskabet som bødeansvar.
6. Der nedlægges ikke påstand om tvangsbøder efter retsplejelovens § 997, stk. 3, til gennemtvingelse af indbetalingspligten, men sådanne tvangsbøder kan fortsat efter begæring fra arbejdstilsynet anvendes til gennemtvingelse af indberetningspligten.
Per Lindegaard.