Cirkulæreskrivelse om kørsel med mobilkran (autokran) (* 1).
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulæreskrivelse om kørsel med mobilkran (autokran) (* 1).
Til politiet og statens bilinspektion.
Efter forhandling med ministeriet for offentlige arbejder bemyndiger justtisministeriet herved politiet til at tillade, at mobilkran anvendes til kørsel på vej, der er omfattet af færdselsloven, efter nedenstående retningslinier, uanset køretøjet ikke opfylder betingelserne i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 330 af 21. juni 1977 om køretøjers største bredde, længde, højde, vægt og akseltryk (dimensionsbekendtgørelsen) og derfor hverken kan tillades registreret eller anvendes som et ikke-registreringspligtigt motorredskab.
Ved mobilkran forstås et motordrevet køretøj, som hovedsageligt er indrettet som arbejdsredskab (kran).
Mobilkran kan indgå som trækkende køretøj i et vogntog, når mobilkranen er godkendt efter bestemmelserne nedenfor i pkt. I.5.
Ved køretøj med integreret påhængsvogn forstås et vogntog, hvor den fast monterede kran på det trækkende køretøj hviler på en påhængsvogn. Et sådant vogntog anses i forbindelse med syn og meddelelse af køretilladelse som et køretøj.
Køretøjet skal synes og godkendes een gang årligt af statens bilinspektion.
Anmeldelse til syn skal ske på blanketten »Anmeldelse til syn og/eller registrering af motorkøretøjer m.v.«, og klassificeringsattest for køretøjet udstedt i henhold til vejdirektoratets klassificeringssystem for det overordnede vejnet skal vedlægges. Såfremt køretøjet tidligere er meddelt køretilladelse efter denne cirkulæreskrivelse, vedlægges endvidere blanketten »Midlertidig tildeling af nummerplade til blokvogn«.
Tilladelse til kørsel meddeles af politiet på det sted, hvor køretøjets ejer eller bruger har bopæl eller fast forretningssted, eller hvor køretøjet hovedsageligt benyttes.
Der skal ved ansøgning om køretilladelse vedlægges klassificeringsattest for køretøjet, udstedt i henhold til vejdirektoratets klassificeringssystem for det overordnede vejnet, og synsblanket med statens bilinspektions påtegning om godkendelse af køretøjet.
I. Statens bilinspektions godkendelse af køretøjet.
Mobilkraner skal opfylde samtlige de i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 154 af 20. april 1977 om køretøjers indretning og udstyr og i detailforskrifter for køretøjer fastsatte bestemmelser vedrørende motordrevne blokvogne. En mobilkran kan dog godkendes, uanset den ikke er forsynet md affjedring af alle hjul.
1. For køretøjer, som opfylder følgende betingelser, kan der fastsættes en størst tilladt hastighed på 45 km/t, medmindre køretøjets konstruktion tilsiger en lavere hastighed
Køretøjet
a) er i køretøjsklasse 100 eller derunder,
b) er forsynet med luftgummiringe på alle hjul,
c) er forsynet med affjedring på alle hjul og
d) har et akseltryk på 12 ton eller derunder.
2. For køretøjer, som opfylder følgende betingelser, kan der fastsættes en størst tilladt hastighed på 30 km/t, medmindre køretøjets konstruktion tilsiger en lavere hastighed
Køretøjet
a) er i køretøjsklasse 120 eller derunder,
b) er forsynet med luftgummiringe på alle hjul,
c) er forsynet med affjedring på alle hjul og
d) har et akseltryk på 12 ton eller derunder.
3. For øvrige køretøjer fastsættes den største tilladte hastighed til 15 km/t.
4. For køretøjer, som opfylder følgende betingelser, kan der dog indtil udgangen af april måned 1990 fastsættes en størst tilladt hastighed på 30 km/t
Køretøjet
a) er i køretøjsklasse 100 eller derunder,
b) er forsynet med luftgummiringe på alle hjul,
c) er forsynet med udligningsanordning på højst 2 aksler og affjedring på de øvrige og
d) har et akseltryk på 12 ton eller derunder.
5. En mobilkran kan godkendes til sammenkobling med påhængsvogn på følgende vilkår
a) påhængsvognen skal være synet og godkendt til sammenkobling med det trækkende køretøj,
b) påhængsvognen skal synes en gang årligt,
c) påhængsvogn til køretøj, hvis største tilladte hastighed er 45 km/t, skal opfylde kravene til påhængsvogn til bil,
d) påhængsvogn til køretøj, hvis største tilladte hastighed er 30 km/t eller derunder, skal opfylde kravene til påhængsvogn til motorredskab,
e) vogntogets samlede længde må ikke overstige 20 m,
f) påhængsvognen må kun benyttes til transport af arbejdsredskaber m.v., som er knyttet til mobilkranens funktion, og
g) påhængsvognen skal bagpå være forsynet med blokvognsplade.
6. Indtil udgangen af april måned 1990 kan allerede ibrugtagne påhængsvogne godkendes, uanset bestemmelserne i pkt. 5, litra c) og litra d) om største bredde ikke er opfyldt. Påhængsvognens bredde må dog ikke overstige det trækkende køretøjs. Hastigheden for sådanne vogntog må ikke fastsættes højere end 30 km/t.
7. Indtil udgangen af april måned 1990 kan allerede ibrugtagne påhængsvogne eventuelt opnå dispensation fra bestemmelsen i pkt. 5, litra e) om største længde. Ansøgning herom indgives til justitsministeriet.
II. Poltiets meddelelse om køretilladelse.
Tilladelse til kørsel gives efter de for belæssede blokvogne gældende regler, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 257 af 27. juni 1966 om kørsel med blokvogn (blokvognsbekendtgørelsen), sammenholdt med færdselslovens § 86, stk. 1, og således at bestemmelserne i blokvognsbekendtgørelsen finder anvendelse med de fornødne tillempelser.
Køretøjet skal bagpå forsynes med blokvognsplade.
I forbindelse med udlevering af blokvognsplade udleverer motorkontoret blanketten »Midlertidig tildeling af nummerplade til blokvogn.«
Føreren skal være i besiddelse af kørekort til kategori C.
Tilladelse gives til en enkelt kørsel eller - for en periode af indtil 1 år - til kørsel på en bestemt strækning eller inden for et bestemt område, jfr. blokvognsbekendtgørelsens § 1, stk. 3 og færdselslovens § 86, stk.1. Tilladelse til kørsel inden for et bestemt område kan dog kun gives til køretøjer, hvis bredde, højde og samlede længde ikke overstiger henholdsvis 3,30 m, 4,0 m og 20 m.
Tilladelse til kørsel med mobilkraner med større vægt eller akseltryk end tilladt i dimensionsbekendtgørelsen på det af vejdirektoratet klassificerede overordnede vejnet gives i overensstemmelse med vejdirektoratets klassificeringssystem, jfr. justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 6. maj 1982 om behandlingen af ansøgninger om tilladelse til tunge transporter. En revideret udgave af klassificeringssystemet er udsendt ved justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 29. juli 1983. Tilladelse til kørsel med sådanne mobilkraner på andre veje gives efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse.
Hastigheden fastsættes til den af statens bilinspektion for køretøjet angivne største tilladte hastighed, jfr. ovenfor under pkt. I, medmindre vejforholdene tilsiger en lavere hastighed. For kommunevejes vedkommende kan hastigheden for mobilkraner med større vægt eller akseltryk end tilladt i dimensionsbekendtgørelsen dog ikke sættes højere end 30 km/t, medmindre vejbestyrelsen har givet samtykke.
Politiet fastsætter i øvrigt de nærmere vilkår for kørslen, jfr. blokvognsbekendtgørelsens § 6.
III. Ikrafttræden.
Cirkulæreskrivelsen træder i kraft den 1. maj 1986 og finder anvendelse på ansøgninger om tilladelse til kørsel med mobilkraner, der indgives efter denne dato. For køretøjer, hvis største tilladte hastighed ikke overstiger 30 km/t finder kravet om kørekort til kategori C dog først anvendelse fra den 1. september 1986.
Efter den 1. maj 1987 må mobilkraner ikke benyttes på områder, der er omfattet af færdselsloven, medmindre der er givet tilladelse efter reglerne i denne cirkulæreskrivelse. Kravet om kørekort til kategori C finder dog anvendelse på alle mobilkraner fra den 1. september 1986.
Opmærksomheden henledes på, at en mobilkran, der ikke overskrider bestemmelserne om køretøjers vægt og dimensioner, og som er konstrueret til en hastighed af højst 30 km/t, som hidtil skal anses som et ikke-registreringspligtigt motorredskab, jfr. færdselslovens § 2, nr. 14. Såfremt køretøjet er konstrueret til en hastighed af over 30 km/t, skal det anses som et registreringspligtigt motorkøretøj (bil), jfr. færdselslovens § 2, nr. 13, 2. pkt.
P.M.V.
E.B.
Walsted Hansen