Legislator Case Law & Legislation
C19861139510 DK

Cirkulærskrivelse om forundersøgelse af ansøgere, der i hjemmet har 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt.

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Cirkulæreskrivelse 1986 11395 Valid

Cirkulærskrivelse om forundersøgelse af ansøgere, der i hjemmet har 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt.

1. Ifølge adoptionsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 4, kan godkendelse som adoptant ikke meddeles til ægtefæller, der i hjemmet har 2 adoptivbørn eller 3 børn i alt, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Baggrunden herfor er, at det i almindelighed ikke kan anses for rimeligt ved adoption at skabe familier med børnetal udover det i befolkningen almindelige.

For at undgå at anvende forundersøgelsesressourcer på sager, der normalt må forventes at føre til et afslag på en ansøgning om godkendelse, kan samrådet efter bekendtgørelsens § 4, stk. 3, afslå at iværksætte en egentlig undersøgelse af disse ansøgere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Det er ansøgerne, der skal godtgøre, at der i deres situation foreligger sådanne omstændigheder.

2. Som eksempler på tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, som kan føre til en forundersøgelse af ansøgerne, kan især nævnes særlige forhold hos det barn, der ønskes adopteret. Det gælder f.eks., hvis der søges om godkendelse til adoption af et ældre barn, d.v.s. et barn over 36 måneder, eller et handicappet barn, medmindre allerede de foreliggende oplysninger skaber begrundet tvivl om ansøgernes egnethed til adoption af et sådant barn. Særlige omstændigheder kan endvidere foreligge, hvis der søges om godkendelse af adoption af en bror eller en søster til et barn, ansøgerne har adopteret, eller af et barn, som ansøgerne, f.eks. gennem plejeforhold, i forvejen har et nært og længerevarende tilknytningsforhold til.

Uden for de tilfælde, hvor særlige omstændigheder foreligger med hensyn til det barn, der ønskes adopteret, afslås anmodning om forundersøgelse, medmindre ansøgerne undtagelsesvist godtgør, at deres kvalifikationer er ekstraordinært gode.

3. Bedømmelse af, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at forundersøgelse af adoptanterne kan indledes, bør i almindelighed ske på grundlag af ansøgernes oplysninger og socialcentrets eller samrådets eventuelle kendskab til ansøgerne fra tidligere adoptionssager. Det vil i reglen være hensigtsmæssigt, at socialcentret forinden afgørelsen indkalder ansøgerne til en samtale.

Hvis socialcentret eller samrådet herefter finder, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at forundersøgelse skal iværksættes, bør ansøgerne gøres opmærksomme på, at der ikke herved er taget stilling til, om ansøgerne kan godkendes af samrådet.

4. Det vil fortsat være en forudsætning for godkendelse, at ansøgerne - også under hensyn til antallet af børn i hjemmet - skønnes egnede til at adoptere det ønskede barn. For så vidt angår adoption af et ældre barn henvises til pkt. 2, a i familieretsdirektoratets cirkulærskrivelse af 15. juni 1984. Ved afgørelsen om godkendelse må der endvidere lægges afgørende vægt på de i hjemmet værende børns tilpasning og udvikling. Det vil endvidere i almindelighed fortsat være en forudsætning, at det barn, der ønskes adopteret, bliver det yngste af ansøgernes børn.

Erik Ninn-Hansen

/D. Sylvest Nielsen

Til samtlige adoptionssamråd og socialcentre samt adoptionsnævnet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →