Skrivelse om dværgkastning.
Statutory Text (2 Articles)
Skrivelse om dværgkastning.
Justitsministeriet er blevet kendt med, at et privat firma har planer om at arrangere offentlige forestillinger med såkaldt dværgekastning, hvorunder deltagerne konkurrerer om at kaste en dværg.
Sådanne forestillinger må efter de for justitsministeriet indtil videre foreliggende oplysninger om deres karakter som offentlige forlystelser anses for omfattet af normalpolitivedtægtens § 48, stk. 1, således at de ikke må finde sted uden politiets tilladelse. I restaurationer vil forestillingerne være omfattet af restaurationslovens § 26.
Justitsministeriet skal anmode om, at alle ansøgninger om tilladelse til forestillinger med dværgekastning indtil videre forelægges justitsministeriet, forinden der træffes afgørelse.
Justitsministeriet skal endvidere anmode om underretning om eventuelle allerede meddelte tilladelser til forestillinger af den nævnte art.
Man skal endelig særligt henlede opmærksomheden på, om allerede meddelte tilladelser til offentlige forlystelser efter deres ordlyd kan omfatte forestillinger af den nævnte art. Det bør i givet fald præciseres, at tilladelsen ikke omfatter sådanne forestillinger.
Erik Ninn-Hansen
/Chr. Trønning
Til samtlige politimestre og politidirektøren i København.