Vejledning om samspillet mellem delpension og arbejdsløshedsforsikringen.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om samspillet mellem delpension og arbejdsløshedsforsikringen.
Indledning
Fra den 1. januar 1987 kan der i medfør af lov nr. 346 af 4. juni 1986 om delpension udbetales delpension kombineret med deltidsbeskæftigelse til personer mellem 60 og 67 år. Delpensionen administreres og udbetales af de sociale myndigheder.
Arbejdsløshedskassemedlemmer, der modtager delpension, har ret til dagpenge eller efterløn i forbindelse med ledighed eller i forbindelse med ophør af delpension, hvis de opfylder betingelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Denne vejledning omhandler derfor de regler, der er fastsat om samspillet mellem delpension og dagpenge/efterløn. Først gennemgås bestemmelserne i direktoratets bekendtgørelse om overgang og ret til efterløn for medlemmer, der modtager delpension (I), og derefter redegøres for samspillet i øvrigt mellem delpension og arbejdsløshedsforsikringen (II).
I. Vejledning til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens
bekendtgørelse nr. 868 af 12 dec. 1986 om overgang og ret til
efterløn for medlemmer der modtager delpension efter lov om
delpension.
1. Overgang fra delpension til efterløn (§ 1).
Hvis betingelserne for ret til efterløn i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b er opfyldt, kan en delpensionsmodtager, der er medlem af en arbejdsløshedskasse, overgå til efterløn i forbindelse med ophør af deltidsarbejde, eller hvis delpensionen bortfalder.
Det betyder, at medlemmer, der kan gå på delpension, ikke automatisk har ret til senere at overgå til efterløn. For eksempel skal medlemmet være opmærksom på kravet om medlemskab af arbejdsløshedskassen i 10 år inden for de sidste 15 år. Også medlemskab i delpensionsperioder kan dog medregnes ved opfyldelse af 10 årskravet i § 75 b, stk. 1.
Endvidere kan delpensionsmodtagere, hvis delpension bortfalder på grund af en længere sygeperiode, være i den situation, at de ikke kan overgå til efterløn, fordi de ikke opfylder betingelsen om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det bemærkes, at medlemmet på tidspunktet for overgang til efterløn fra delpension kun skal stå til rådighed for deltidsarbejde. Hvis medlemmet ønsker at overgå til efterløn som fuldtidsforsikret , skal medlemmet endvidere ved overgangen til delpension have stået til rådighed for fuldtidsarbejde, jfr. afsnit 2. A, b).
Medlemmer, der har været på efterløn, kan ikke efter en periode med delpension overgå til efterløn igen.
Efter delpensionsreglerne udbetales delpensionen altid for hele måneder.
I tilfælde, hvor et medlem overgår til efterløn midt i en måned, kan det derfor ske, at der indtil månedens udgang udbetales efterløn og delpension samtidig. For at undgå dobbeltdækning er det bestemt, at der i sådanne situationer skal ske fradrag i efterlønnen for delpensionen. Fradraget skal ske fuldt ud (krone for krone).
2. Forsikringsstatus efter overgang til efterløn (§§ 2-3).
A: Ret til efterløn som fuldtidsforsikret(lønmodtagere).
For at et medlem af en arbejdsløshedskasse for lønmodtagere , der overgår til efterløn fra delpension, har ret til at få efterløn som fuldtidsforsikret, skal 2 særlige betingelser være opfyldt
a) Efterlønsbegæringen skal være indgivet inden delpensionens bortfald, og
b) betingelserne for ret til efterløn som fuldtidsforsikret, jfr. arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 d, stk. 1, skal være opfyldt på tidspunktet for overgang til delpension.
Det betyder, at medlemmet inden for de sidste 10 år inden overgangen til delpension sammenlagt skal have været fuldtidsforsikret i mindst 5 år, heraf mindst 26 uger umiddelbart før overgangen til delpension.
Hvis medlemmet opfylder disse betingelser, men ikke inden overgangen til delpension opfyldte den almindelige betingelse i § 75 b, stk. 1, om 10 års medlemskab inden for de sidste 15 år, kan medlemmet optjene den manglende medlemsanciennitet i delpensionsperioden.
Eksempel
Inden overgangen til delpension havde medlemmet været medlem af en kasse i 7 år, og heraf var han fuldtidsforsikret i de sidste 5 år.
Efter 3 år på delpension ønsker han at overgå til efterløn. Han opfylder nu både betingelsen i § 75 b, stk. 1, og i § 75 d, stk. 2, og har derfor ret til efterløn som fuldtidsforsikret.
B: Ret til efterløn som deltidsforsikret (lønmodtagere).
En delpensionsmodtager, der ikke indgiver begæring om overgang til efterløn inden delpensionens bortfald, har alene ret til efterløn som deltidsforsikret.
Det samme gælder, hvis medlemmet på tidspunktet for overgang til delpension ikke opfyldte betingelserne for ret til efterløn som fuldtidsforsikret, jfr. ovenfor.
Efter en delpensionsperiode kan et medlem dog optjene ret til efterløn som fuldtidsforsikret ved at påtage sig fuldtidsarbejde for at opfylde de almindelige betingelser i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 d.
C: Ret til efterløn for selvstændige erhvervsdrivende (§ 3).
Et medlem af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende har status som fuldtidsforsikret såvel i delpensionsperioden som efter overgang fra delpension til efterløn.
Medlemmet har dog kun ret til efterløn som fuldtidsforsikret, hvis betingelserne herfor i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 d, stk. 1, var opfyldt på tidspunktet for overgang til delpension.
3. Beregning af efterløn (§§ 4-5).
A: Lønmodtagere.
a) Hvis et medlem har været på delpension i mindre end 13 uger, beregnes efterlønnen på grundlag af det seneste beregningsgrundlag før overgangen til delpension. Medlemmer, der ikke opfylder betingelserne i bekendtgørelsens § 2 for ret til efterløn som fuldtidsforsikret, kan dog kun få beregnet efterløn efter reglerne for deltidsforsikrede.
b) For et medlem, der herefter overgår til efterløn som fuldtidsforsikret , beregnes efterlønnen på grundlag af medlemmets arbejde i delpensionsperioden omregnet til den arbejdstid medlemmet havde inden overgangen til delpension. Arbejdstiden før overgangen til delpension beregnes som den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i de sidste 9 måneder før overgangen, dog højst 39 timer, efter de regler der danner grundlag for beregning af arbejdstiden ved overgang til delpension.
Medlemmet eller kassen kan derfor på oplyst arbejdstiden før overgangen til delpension af socialforvaltningen i bopælskommunen .
På grundlag af arbejdsfortjenesten i de seneste 12 afsluttede uger/3 afsluttede måneder i delpensionsperioden beregnes den gennemsnitlige timeløn ved at dividere arbejdsfortjenesten med det faktiske antal arbejdstimer, der er udbetalt løn for, altså incl. timer, hvor der er udbetalt løn under sygdom eller under andet fravær.
Den gennemsnitlige timeløn ved arbejdet i delpensionsperioden »omregnes« herefter til den daglige arbejdsfortjeneste, der skal danne grundlag for beregningen af efterlønnens størrelse. Omregningen sker ved at multiplicere timelønnen med det gennemsnitlige ugentlige timetal før overgangen til delpension og herefter dividere med 6.
Eksempel
Medlemmet arbejdede før overgangen til delpension 45 timer om ugen fordelt på hoved- og bibeskæftigelse.
I delpensionsperioden havde medlemmet i de sidste 12 uger/3 måneder inden overgangen til efterløn en gennemsnitlig timeløn på 78,00 kr.
Den daglige arbejdsfortjeneste, der skal danne grundlag for beregningen af efterlønneen, bliver herefter
78,00 kr. x 39 -------------- = 507,00 kr. 6
Bemærk: Uanset om arbejdstiden før overgangen til delpension har været over 39 timer, kan arbejdstiden ved deltidsarbejdet højst »omregnes« til 39 timer.
Efterlønnens størrelse beregnes herefter efter regler fastsat i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 d, stk. 1.
For et medlem, der alene har ret til efterløn som deltidsforsikret , beregnes efterlønnen efter tilsvarende principper. Arbejdstiden før overgangen til delpension kan dog højst ansættes til 30 timer. Efterlønnens størrelse beregnes herefter efter regler fastsat i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 e, stk. 1.
B: Selvstændige erhvervsdrivende (§ 5).
For en selvstændig erhvervsdrivende beregnes efterlønnn på grundlag af indtægten forud for delpensionsperioden efter reglerne i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse om beregning af arbejdsfortjenesten for selvstændige erhvervsdrivende (nr. 371 af 10. juli 1986). Indtægter i delpensionsperioden kan ikke indgå i beregningen.
Overgik medlemmet til delpension den 1. april 1987 og til efterløn 1. januar 1989, skal efterlønnen således beregnes på grundlag af indtægten forud for 1. april 1987.
Var medlemmet lønmodtager i arbejdløshedsforsikringslovens forstand umiddelbart forud for overgangen til delpension, skal efterlønnem dog beregnes på grundlag af lønmodtagerindtægten forud for delpensionsperioden efter reglerne om beregning af efterløn for lønmodtagere, jfr. § 5, stk. 2. Hvis medlemmet var deltidsforsikret som lønmodtager umiddelbart forud for overgangen til delpension, er medlemmet omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 e, stk. 1.
4. Indplacering på satstrin ved overgang fra delpension til efterløn (§ 6).
I relation til efterlønsordningen kan der efter overgang til delpensionen ikke ske forlængelse af de perioder, hvori efterlønnen efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 d og § 75 e, udbetales som henholdsvis svarende til medlemmets dagpengesats og 80 pct. af højeste dagpengesats.
Eventuel forlængelse af satstrin på grund af »døde perioder« i delpensionsordningen kan således ikke overføres til efterlønsordningen.
Det betyder for eksempel, at et medlem, der ikke har været ledig før overgang til delpension og herefter har været på delpension i 2 år inden overgang til efterløn, kun kan få efterløn på trin 1 i 6 måneder.
Hvis medlemmet havde været ledig i 2 måneder inden overgang til delpension, ville medlemmet med samme forløb som ovenfor kunne få efterløn på 1. trin i 4 måneder.
Perioder med delpension medregnes også ved indplacering på satstrin i efterlønsordningen, hvis der har været perioder med fuld beskæftigelse mellem delpensionsperioden og overgangen til efterløn. Dette gælder, uanset hvor lange beskæftigelsesperioderne har været.
II. Vejledning om samspillet mellem delpension og
arbejdsløshedsforsikringen i øvrigt.
1. Medlemskab af en arbejdsløshedskasse og forsikringsstatus efter overgang til delpension.
a) Et arbejdsløshedskassemedlem, der overgår til delpension, kan bevare medlemskabet i kassen, uanset om delpensionen er større end erhvervsindtægten. Delpensionsmodtagere er således undtaget fra reglen om, at medlemmer, der ikke har deres væsentligste livsophold ved erhvervsarbejde, skal udtræde af kassen.
b) Medlemmer af arbejdsløshedskasser for lønmodtagere, skal overflyttes til deltidsforsikring, hvis de overgår til delpension. Hvis der efter kassens vedtægt ikke er mulighed for deltidsforsikring, må medlemmet ved overgang til delpension enten udtræde af kassen, eller hvis det på grund af arbejdets art er muligt efter reglerne om overflytning, overflyttes til en kasse med mulighed for deltidsforsikring.
NB: Medlemmet bør inden overgang til delpension undersøge, om medlemskabet af arbejdsløshedskassen kan bevares.
Medlemmer af arbejdsløshedskasser for selvstændige erhvervsdrivende bevarer deres status som fuldtidsforsikrede efter overgangen til delpension, jfr. ovenfor under afsnit I, 2. C.
Det er arbejdet efter overgangen til delpension, der er afgørende for kassetilhørsforholdet.
Opmærksomheden henledes på, at lønmodtagerbegrebet i arbejdsløshedsforsikringsloven og delpensionsloven ikke er helt sammenfaldende for så vidt angår personer, der er ansat som lønmodtagere i et selskab, hvor pågældende og/eller nærmeste familie ejer aktier eller anparter. Arbejdsløshedsforsikringssy stestemets regler herom er fastsat i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære af 9. juli 1986.
I sådanne tilfælde vil et medlem kunne være selvstændig i arbejdsløshedsforsikringssystemet, men være lønmodtager i delpensionsordningen. Dette vil kunne medføre, at medlemmet ved ledighed fra beskæftigelsen i selskabet kan modtage delpension i op til 13 uger efter ledighedens indtræden, selvom medlemmet ikke opfylder betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 3, om mere end midlertidigt ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed og derfor ikke kan modtage dagpange.
Denne forskel i lønmodtagerbegreberne får også betydning ved spørgsmålet om overgang fra efterløn til delpension, jfr. nedenfor, afsnit 2.
2. Lediges og efterlønsmodtagerens ret til delpension.
Efter delpensionsloven er det en betingelse for at gå på delpension, at modtageren inden for de sidste 12 måneder før overgangen til delpension har arbejdet mindst 9 måneder. Denne betingelse gælder også for ledige, som altså ikke kan gå på delpension, hvis de har været ledige i mere end 3 måneder inden for de sidste 12 måneder.
Kravet om aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet gælder også for efterlønsmodtagere. Her skal beskæftigelseskravet dog være opfyldt inden overgangen til efterløn .
Der er ikke adgang til at gå fra ledighed eller efterløn til delpension som selvstændig erhvervsdrivende . Ledige selvstændige erhvervsdrivende kan dog gå på delpension som lønmodtagere .
En selvstændig erhvervsdrivende, der i delpensionsordningen betragtes som lønmodtager, jfr. ovenfor under II, 1, vil kunne overgå fra efterløn til delpension, hvis der påbegyndes nyt arbejde som lønmodtager i et selskab, hvori medlemmet og/eller nært beslægtede ejer aktier eller anparter. I sådanne tilfælde vil medlemmet kunne forblive som medlem i en kasse for selvstændige efter reglerne i Direktoratetfor Arbejdsløshedsforsikringens cirkulære af 9. juli 1986 med mulighed for at modtage dagpenge ved eventuel senere ophør efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 3.
3. Ret til dagpenge i delpensionsperioden.
A: Lønmodtagere.
Medlemmer, der modtager delpension, og som bliver ledige fra deres deltidsarbejde, har, sideløbende med delpensionen, ret til dagpenge efter reglerne for dagpenge til deltidsforsikrede.
Dette gælder også ved delvis ledighed.
Delpension medfører ikke fradrag i dagpengene.
Mindsteudbetalingsreglerne finder også anvendelse for medlemmer, der modtager delpension.
B:Selvstændige erhvervsdrivende.
Er det personlige arbejde i virksomheden ophørt mere end midlertidigt, mister medlemmet retten til delpension ved udgangen af den måned, hvori ophøret er sket, jfr. afsnit 4. b.
Der kan udbetales dagpenge i perioden fra ophøret til delpensionens bortfald, hvis betingelserne for ret til dagpenge er opfyldt.
Delpension medfører ikke fradrag i dagpengene.
Dagpengene beregnes efter de almindelige regler for selvstændige erhvervsdrivende.
4. Ret til dagpenge efter delpensionens bortfald.
A: Lønmodtagere.
Delpensionen bortfalder med udgangen af den måned, hvor modtageren har været fraværende fra arbejdet i en sammenhængende periode på 13 uger enten udelukkende på grund af sygdom eller udelukkende på grund af arbejdsløshed. Blandede perioder eller perioder med delvis ledighed medregnes ikke.
Delpensionen bortfalder endvidere med udgangen af den måned, hvor betingelserne om arbejdstidsnedsættelsens omfang efter delpensionslovens § 3 ikke længere er opfyldt.
Endelig bortfalder delpensionen fra den 1. i den måned, hvor modtagerne ikke længere opfylder betingelserne i delpensionslovens § 2 om arbejde her i landet eller på dansk skib eller betingelsen om fast bopæl i Danmark.
Hvis betingelserne for ret til arbejdsløshedsdagpenge er opfyldt på det tidspunkt, hvor delpensionen bortfalder, beregnes og udbetales dagpengene efter reglerne for deltidsforsikrede, eller en allerede påbegyndt dagpengeudbetaling fortsætter.
Efter en delpensionsperiode kan et medlem ved at påtage sig fuldtidarbejde i mindst 13 uger erhverve ret til dagpenge som fuldtidforsikret efter de almindelige regler, jfr. blandt andet arbejdsløshedsforsikringslovens § 68, stk. 3.
B: Selvstændige erhvervsdrivende.
Delpensionen bortfalder med udgangen af den måned, hvor den selvstændige virksomhed er ophørt. Der er ikke mulighed for at genindtræde i delpensionsordningen. Medlemmet har herefter ret til dagpenge som fuldtidsforsikret efter de almindelige regler for selvstændige erhvervsdrivende.
Det bemærkes, at beregning af arbejdskravet i delpensionsperioden sker efter arbejdsløshedsforsikringslovens almindelige regler for selvstændige erhvervsdrivende. Dette er en konsekvens af, at delpensionsmodtagere, der er medlemmer af en arbejdsløshedskasse for selvstændige erhvervsdrivende, har status som fuldtidsforsikrede.
5. Underretningspligt mellem socialforvaltningen og arbejdsløshedskassen.
Når et medlem af en arbejdsløshedskasse ansøger om delpension, skal det sociale udvalg underrette kassen om ansøgningen og om den endelige afgørelse. Underretningen sker ved indsendelse af en indberetningsblanket til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.
Arbejdsløshedskassen skal underrette det sociale udvalg i medlemmets bopælskommune, når et medlem, der modtager delpension, har fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge i en sammenhængende periode på 13 uger.
Ingen