Vejledning til arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 455 af 8. juli 1986 om godtgørelse, støtte og tilskud m.m. til deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning til arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 455 af 8. juli 1986 om godtgørelse, støtte og tilskud m.m. til deltagere i arbejdsmarkedsuddannelser
Efter at den nye lov om arbejdsmarkedsuddannelser er trådt i kraft pr. 1. juli 1986 bortfalder samtidig de bekendtgørelser og cirkulærer m.m., som havde hjemmel i den tidligere lovgivning.
Hjemmelen til udbetaling af kursusgodtgørelse m.m. findes herefter i denne bekendtgørelse og de cirkulærer m.v., der vil blive udstedt i henhold hertil.
Denne bekendtgørelse om godtgørelse m.v. adskiller sig på en række punkter fra de tidligere gældende regler. De vigtigste ændringer er følgende
1. Befordringstilskud
Der er sket en væsentlig ændring i reglerne om befordringstilskud, som bl.a. indebærer, at der for fremtiden som hovedregel ydes godtgørelse efter en kilometertakst jfr. bemærkningerne til § 16.
For kursister, der er indkvarteret uden for hjemstedet, vil der fortsat blive ydet refusion for dokumenterede befordringsudgifter med billigste offentlige transportmiddel jfr. § 17.
For kursister, der er indkvarteret uden for hjemstedet, vil der for fremtiden ikke kunne ydes godtgørelse for befordring i eget transportmiddel.
2. Kost og logi
Der er indført ændrede regler om tilskud til kost og logi jfr. bekendtgørelsens kapitel 5, men de nye regler træder først endeligt i kraft pr. 1. januar 1987. Indtil da gælder de tilskudsbeløb, der er nævnt i bekendtgørelsens § 39.
3. Offentligt ansatte
Offentligt ansatte har nu samme ret til kursusgodtgørelse m.v. som andre.
4. Uddannelsessøgende
I henhold til hidtil gældende praksis har uddannelsessøgende til anden uddannelse end uddannelser i henhold til uddannelsesloven været afskåret fra at få kursusgodtgørelse m.v. Dette gælder også fortsat som hovedregel, men efter § 5 i bekendtgørelsen sker den lempelse, at uddannelsessøgende, der i et nærmere bestemt omfang kan dokumentere beskæftigelse før kurset, alligevel vil være berettiget til kursusgodtgørelse og befordringstilskud.
5. Arbejdsledere, tekniske tegnere m.v.
En anden udvidelse af godtgørelsesområdet er en følge af lovens kap. 5, hvorefter der er åbnet mulighed for etablering af kurser for grupper, der kan sidestilles med specialarbejdere eller faglærte arbejdere m.v. Sådanne kursussøgende, der bl.a. er tænkt at skulle omfatte arbejdsledere, tekniske tegnere og tekniske assistenter, vil under deltagelse i disse kurser have ret til kursusgodtgørelse m.v. i henhold til bekendtgørelsens § 1.
6. Udvidet klageadgang
I forhold til tidligere er der sket en udvidelse af adgangen til at klage til kursusnævnet.
I denne bekendtgørelse er der foruden regler om kursusnævnet som klageinstans i spørgsmål om kursusgodtgørelse og befordringstilskud nu også bestemmelser om klager til kursusnævnet over afslag på ansøgning om støtte under deltagelse i erhvervsforberedende uddannelser og klager vedrørende kost og logi. Vedrørende kursusnævnets fremtidige virke skal man samtidig gøre opmærksom på, at der i programbekendtgørelserne for henholdsvis specialarbejderuddannelsen, efteruddannelsen af faglærte, arbejdsmarkedsuddannelser for personer med erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse m.fl., samt i bekendtgørelsen om erhvervsforberedende uddannelse er givet personer, som søger optagelse på en af disse uddannelser, og som skolen/uddannelsesstedet har givet afslag på optagelse, mulighed for at klage til kursusnævnet.
7. Klageproceduren
Selve klageproceduren er nu ændret således, at klagen for fremtiden stiles til den skole, det uddannelsessted, den arbejdsløshedskasse eller det arbejdsformidlingskontor, der har truffet afgørelse som første instans, hvorefter denne videresender klagen til kursusnævnet med kommentarer, med mindre denne instans foranlediget af klagen umiddelbart laver sin afgørelse om.
8. Udbetaling af kursusgodtgørelse og befordringstilskud
Det vil fortsat være således, at det er arbejdsløshedskasserne, der forestår udbetalingen af kursusgodtgørelse og befordringstilskud til deres kursussøgende medlemmer.
Udbetaling af kursusgodtgørelse og befordringstilskud til ikke-forsikrede, der deltager i kurser på specialarbejderskolerne, vil omkring årsskiftet blive overført fra specialarbejderskolerne til arbejdsformidlingskontorerne.
Til § 1
Bestemmelsen er i overensstemmelse med hidtidig praksis.
Til § 1, nr. 1
Det er en forudsætning for udbetaling af godtgørelse, at kurset afholdes efter en godkendt undervisningsplan.
Tab af arbejdsmuligheder er tilstrækkeligt til at opnå godtgørelse.
En kursist, der ikke har haft indtægt forud for kurset f.eks. en hjemmearbejdende husmoder, vil således have ret til godtgørelse - forudsat at de øvrige betingelser er opfyldt - hvis kursusdeltagelsen forhindrer pågældende i at påtage sig et arbejde.
Til § 1, nr. 2
Bestemmelsen fastslår, at kursisten skal have en nærmere bestemt tilknytning til arbejdsmarkedet. Om kursisten har denne tilknytning må bero på en konkret vurdering af pågældendes beskæftigelsessituation.
I ordene »sædvanligt omfang« ligger, at pågældende skal være arbejdssøgende på de arbejdstidsvilkår fuldtid eller deltid -, der er normale inden for branchen/faget.
Normalt vil det forhold, at kursisten er tilmeldt AF, være tilstrækkeligt som dokumentation for, at pågældende er arbejdssøgende. Tilknytning til arbejdsmarkedet kan dog også dokumenteres på anden måde f.eks. ved arbejde eller løfte om arbejde inden for kursusemnets område.
Der vil kun kunne ydes godtgørelse under deltagelse i kurser, der vedrører kursistens hovedbeskæftigelse.
Offentligt ansatte kan få godtgørelse i samme omfang som personer, der arbejder eller er arbejdssøgende til arbejde på det private arbejdsmarked.
Det har ingen indflydelse på retten til godtgørelse, at pågældende i kursusperioden har karantæne i henhold til arbejdsløshedslovens regler.
Revalidender, der under afslutningen af en revalideringsproces deltager i kurser under loven om arbejdsmarkedsuddannelser, vil være berettiget til godtgørelse som hidtil.
Til § 2, stk. 1
En særregel, der fastsætter betingelserne for godtgørelse for specialarbejdere, der deltager i efteruddannelseskurser for faglærte og for faglærte, der deltager i specialarbejderkurser.
Kursisterne har ret til godtgørelse, selv om de ikke er arbejdssøgende i sædvanligt omfang inden for kursusemnets område.
Til § 2, stk. 2
Bestemmelsen omhandler det forhold, at en faglært søger arbejde som specialarbejder dvs. befinder sig i en erhvervsskiftesituation.
Kursisten må sandsynliggøre f.eks. gennem tilmelding til arbejdsformidlingen, at der foreligger en erhvervsskiftesituation, og skal i øvrigt opfylde betingelserne i § 1.
Ved A-kassens/AF-kontorets vurdering af, om erhvervsskiftet er reelt begrundet, skal man se bort fra det forhold, at pågældende er faglært.
Til § 3
En særregel, der fastsætter betingelserne for godtgørelse til andre grupper, der kan sidestilles med specialarbejdere el. faglærte arbejdere m.v., jfr. kap. 5 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, og som deltager i specialarbejderkurser eller efteruddannelseskurser. Lovens kap. 5 omfatter bl.a. arbejdsledere, tekniske tegnere og tekniske assistenter.
Disse kursister skal ikke opfylde betingelsen i § 1 om at være arbejdssøgende som lønmodtagere i sædvanligt omfang inden for det område, som kurset er beregnet for, men til gengæld skal kursusdeltagelsen have til formål at kvalificere de pågældende inden for det arbejdsområde, hvor de har eller søger arbejde.
Som arbejdsledere i relation til § 3 anses personer, der fungerer som nærmeste foresatte til de specialarbejdere og faglærte, der er ansat i virksomheden. Området for § 3 vil typisk være arbejdsledere, der er rekrutteret fra specialarbejdernes og de faglærtes egne rækker. Det følger af bemærkningerne til § 1, at arbejdslederfunktionen skal være pågældendes hovedfunktion.
Til § 4, stk. 1
Med hensyn til begrebet selvstændig virksomhed samt ophør hermed henvises til de regler, der gælder inden for arbejdsløshedsdagpengeområdet.
Til § 4, stk. 2
Ved bedømmelsen af hvorvidt en ansøger, der har selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, er berettiget til godtgørelse, må der lægges vægt på, om pågældende er arbejdssøgende til lønarbejde i samme omfang som personer, der ikke har selvstændig virksomhed.
En ansøger, der kun har haft lønarbejde i kort tid før kurset eller evt. slet ikke har haft lønarbejde, må sandsynliggøre, at pågældende er lønmodtager eller vil være lønmodtager i fuldt omfang (ikke blot en del af året) og reelt har mulighed for at blive lønmodtager.
Der må herved anlægges et konkret skøn under hensyn til omfanget af den selvstændige virksomhed samt ansøgerens alder, tidligere uddannelse og arbejdsmulighederne på stedet. Med hensyn til arbejdsmulighederne vil det være af betydning, om ansøgeren har løfte om arbejde, eller om arbejdsformidlingskontoret mener at kunne anvise pågældende arbejde inden for det område, som kurset vedrører.
Hvis kurset ligger inden for området af den selvstændige virksomhed, vil der normalt ikke kunne udbetales godtgørelse.
Såfremt pågældende definitivt ophører med at drive den selvstændige virksomhed, er han berettiget til godtgørelse efter de almindelige regler. Med hensyn til begrebet selvstændig virksomhed samt ophør hermed henvises til de regler, der gælder inden for arbejdsløshedsdagpengeområdet.
Til § 4, stk. 3
Der henvises til bemærkningerne ad § 4, stk. 1 og 2.
Til § 5
Bestemmelsen omfatter alle uddannelsessøgende herunder efg-elever og personer, der er under uddannelse til landmand (»Det grønne bevis«).
De pågældende skal være i beskæftigelse umiddelbart før kurset. Beskæftigelsen skal være på fuld tid dvs. over 30 timer ugentlig.
Til § 7
Bestemmelsen sigter på at forebygge »kursusmisbrug«.
»Kursusmisbruget« kan bestå i, at kursisten deltager i flere kurser med forskelligt erhvervsmæssigt sigte, og i at kursisten deltager i en række kurser inden for samme branche-område, uden at dette fører til beskæftigelse.
Til § 9
For fremtiden beregnes kursusgodtgørelse i alle tilfælde på baggrund af de sidste 4 ugers indtægt før tilmelding til kurset. Dette gælder også ved deltagelse i flere på hinanden følgende kurser, selvom der er under 4 uger mellem kurserne.
Til § 12
Reglen betyder, at ledige på EIFL-kurser ikke kan få støtte, men derimod har ret til befordringstilskud og tilskud til kost og logi jfr. kap. 4 og 5.
Til § 15, stk. 1
Det afgørende er, om kursisten i princippet har ret til godtgørelse. Om godtgørelse udbetales i det konkrete tilfælde er i denne forbindelse underordnet.
Således vil f.eks. kursister under 18 år, der er uden indtægt i beregningsperioden forud for kurset, være berettiget til befordringstilskud, selv om de - som følge af den manglende indtægt - ikke får udbetalt godtgørelse. Alle kursister på erhvervsforberedende uddannelse har ret til befordringstilskud, uanset om de får støtte eller ej.
Til § 16, stk. 2
Selv om kursisten ved forevisning af billet dokumenterer at have afholdt en større udgift, vil der aldrig kunne udbetales større tilskud end det, der følger af kilometertaksten.
Kører flere i samme private transportmiddel, kan alle få befordringstilskud.
Ved transport med færge beregnes befordringstilskud på grundlag af den dobbelte transportafstand.
Til § 16, stk. 3
I overensstemmelse med principperne i skattelovgivningen ydes der ikke befordringstilskud for de første 20 kilometers daglige transport (10 km hver vej) svarende til en gennemsnitlig daglig transportafstand mellem bopæl og arbejde.
Den indførte maksimumsgrænse på 120 km skal ses i sammenhæng med reglen i § 20, stk. 3, hvorefter kursister har ret til indkvartering på skolen ved en samlet afstand mellem bopæl og skole på over 120 km.
Til § 17, stk. 1
Kursister kan nu få befordringstilskud til hjemrejse hver weekend.
Til § 17, stk. 2
Ved offentlig transport i forbindelse med indkvartering skal der som hidtil forevises dokumentation. Ved transport med eget transportmiddel ydes ikke tilskud.
Til § 18
Henvisningen til § 16 indebærer, at befordringstilskuddet skal fratrækkes et beløb svarende til 20 km.
Kursister, der er indkvarteret uden for kursusstedet, har foruden ret til godtgørelse efter § 17 også ret til dagligt befordringstilskud ved transport frem og tilbage til indkvarteringsstedet, jfr. § 16.
Til § 20, stk. 1
Jfr. bemærkningerne ad § 15.
Til § 20, stk. 3
Kursister har ret, men ingen pligt til indkvartering, når den samlede skolevej er over 120 km. Der kan i overensstemmelse med hidtidig praksis efter kursusiværksætterens afgørelse i særlige tilfælde ydes tilskud til kursister, der har en samlet skolevej under 120 km.
Bestemmelsen bør sammenholdes med § 16, stk. 3, hvorefter det daglige transporttilskud er begrænset til 120 km efter fradrag for 20 km.
Til § 21
Tilskud til kost og logi kan ydes dels som kontant tilskud og dels som naturalier.
I det omfang tilskuddet ydes som naturalier bortfalder det kontante tilskud.
Til §§ 21, 22 og 23
Indtil 1/1-87 udbetales tilskud til kost og logi som hidtil jfr. § 39 stk 1. Ikke-forsørgere betaler også som hidtil for kost og logi under ophold på skolerne jfr. § 39 stk. 3.
Efter 1/1-87 gives kost og logi efter reglerne i §§ 21, 22 og 23. Tilbydes kost og logi på skolen eller et andet sted vil ikke-forsørgere blive ligestillet med forsørgere. Hvis ikke-forsørgere får kosttilskud udbetalt kontant reduceres tilskuddet til 2/3.
Som forsørger anses den, der igennem nogen tid - i almindelighed mindst et 1/2 år -, har boet sammen med en eller flere af vedkommende økonomisk afhængige personer.
Til § 30, stk. 2
I tilfælde hvor ansøgning om godtgørelse er indgivet efter udløbet af ansøgningsfristen, skal vedkommende skole, arbejdsløshedskasse eller arbejdsformidlingskontor meddele afslag på ansøgning.
Til § 30, stk. 3
Ved klagesager om godtgørelse og befordringstilskud vil kursusnævnet - såfremt forsinkelsen i øvrigt ikke kan tilregnes kursisten eller dennes arbejdsgiver - bl.a. lægge særlig vægt på, om ansøgningsskemaet er sendt til kursisten i rimelig god tid før kursets påbegyndelse, om tilmelding til kurset har fundet sted meget kort tid før kursets begyndelse, samt om det - f.eks. ved kortvarige kurser - har været særlig vanskeligt at opfylde ansøgningsproceduren inden for den givne tidsfrist.
Til § 36
Bestemmelsen vedrører alene spørgsmålet om tilbagebetaling af ydelser modtaget med urette.
Til § 38, stk. 1
Det er i almindelighed skolen/kursusiværksætteren, der afgør, om vedkommende har ret til adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne.
En udenlandsk statsborger, der efter skolens/kursusiværksætterens bestemmelse er optaget på et kursus, har således ret til godtgørelse og tilskud, hvis vedkommende opfylder betingelserne i nærværende bekendtgørelse.
Arbejdsministeriet, den 1. september 1986
LEIF HANSEN