Vejledning om anvendelsen af reglerne i bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985 om refusion fra statskassen i tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge eller efterløn med urette

Vejledning om anvendelsen af reglerne i bekendtgørelse nr. 614 af 18. december 1985 om refusion fra statskassen i tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge eller efterløn med urette

Indledning (§ 1)

Kassen har efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2, 1. pkt. som hovedregel ikke krav på refusion fra statskassen for fejludbetalte dagpenge- og efterlønsbeløb. Udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, medmindre fejludbetalingen alene skyldes svig fra medlemmets side, eller der er gjort særlig undtagelse med hjemmel i lovens § 86, stk. 3.

Der ydes ikke refusion i tilfælde, hvor fejludbetalingen skyldes medlemmets uagtsomme forhold, jfr. § 3, stk. 2.

Om medlemmets svig og uagtsomhed henvises til cirkulære af 24. april 1986 vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og 3.

Svig (§ 2)

Hvis fejludbetalingen alene skyldes svig fra medlemmets side, har kassen krav på refusion. Begrundelsen for bestemmelsen er, at kassen i tilfælde, hvor medlemmet har handlet svigagtigt, ofte er uden mulighed for at modvirke en fejludbetaling.

Hvis der imidlertid samtidig forekommer et selvstændigt ansvarsgrundlag for kassen, har dette den betydning, at kassen - uanset medlemmets svig - mister retten til refusion i det omfang, som følger af ansvaret. Se om kassens uagtsomhed under § 3, stk. 1 a og b.

Skønsmæssige afgørelser (§ 3, stk. 1 a)

Hvis fejludbetalingen skyldes, at kassen har truffet en »fejlagtig« skønsmæssig afgørelse, har kassen alligevel krav på refusion, såfremt

- kassen forud for afgørelsen har sikret sig et tilstrækkeligt grundlag for det udøvede skøn, og

- det udøvede skøn kan anses for forsvarligt på baggrund af de foreliggende oplysninger og de gældende regler på området, herunder den administrative praksis.

Et typisk område for skønsmæssige afgørelser er spørgsmålet, om et medlem står til rådighed for arbejdsmarkedet, jfr. lovens § 62, idet svaret på dette spørgsmål ofte beror på en samlet vurdering af en række konkrete, faktiske omstændigheder, f.eks. medlemmets helbredstilstand.

Et andet typisk område er spørgsmålet, om et medlem uden fyldestgørende grund har vægret sig ved at overtage et passende arbejde eller har forladt sit arbejde, jfr. lovens § 63.

Skønsmæssige afgørelser kan også forekomme i andre tilfælde, hvor den rette anvendelse af de gældende regler på et konkret tilfælde beror på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger.

I denne forbindelse kan det ofte være vanskeligt at bedømme, om et medlem skal anses for lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, f.eks. ved beskæftigelse på freelance basis, ved beskæftigelse i et aktie-/anpartsselskab, hvor medlemmet og/eller ægtefællen er medindehaver(e), eller i situationer, hvor udøvelsen af selvstændig virksomhed er af mere sporadisk karakter.

Ligeledes kan nævnes afvejningen af, om et arbejde har en sådan karakter, at den medgåede tid ikke eller kun vanskeligt lader sig kontrollere, således at fradrag i dagpengene skal ske efter forholdet mellem indtægtens størrelse og den gældende omregningssats.

En fejludbetaling kan således skyldes utilstrækkelig undersøgelse eller vurdering af sagernes faktiske forhold (»faktisk vildfarelse«). Fejludbetalingen kan endvidere skyldes misforståelse af de relevante retlige normer (»retsvildfarelse«).

Vedrørende »faktisk vildfarelse« kan kassens forpligtelser sammenfattes i tre krav, hvis tilsidesættelse medfører ansvar

1. Kassen skal med udgangspunkt i de foreskrevne dokumentationskrav indhente de for sagen relevante oplysninger.

2. Kassen skal foretage nærmere undersøgelser, såfremt de forleliggende oplysninger giver anledning til tvivl om et medlems dagpengeret.

3. Kassen har pligt til at vurdere og behandle modtagne oplysninger korrekt.

Det vil dog altid være en forudsætning for et kasseansvar, at kassen har haft mulighed for at få fyldestgørende oplysninger.

Vedrørende »retsvildfarelse« må kassen forudsættes at have kendskab til forskellige typer af regelmateriale, som skal tages i betragtning ved reglernes fortolkning og anvendelse i øvrigt. Det gælder

1. Love.

2. Bekendtgørelser og cirkulærer

3. Vejledninger (rundskrivelser) fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

4. Administrativ praksis i det omfang denne er kommunikeret til kasssen enten via DfA-meddelelser eller ved tidligere afgørelse i en sag om et af kassens medlemmer. Kassen kan kun blive ansvarlig for ikke at tage en tidligere administrativ afgørelse i betragtning, hvis denne behandler et problem af samme slags som det, der nu foreligger.

Såfremt kassen på denne baggrund har indhentet de nødvendige oplysninger og herefter foretaget en rimelig begrundet bedømmelse, vil kassen have ret til refusion, selv om direktoratet eller ankenævnet efterfølgende måtte bedømme forholdet anderledes.

Oplysninger fra arbejdsgivere m.fl. (§ 3, stk. 1 b)

Skyldes fejludbetalingen, at kassen har modtaget forkerte oplysninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder, en anden arbejdsløshedskasse eller lignende, har kassen krav om refusion.

Dette gælder dog ikke, såfremt kassen vidste eller burde have vidst, at oplysningerne var forkerte. Som eksempel kan nævnes, at en arbejdsgiver på grund af en personombytning giver forkerte lønoplysninger. Det hører med til kassens almindelige agtpågivenhed at kontrollere medlemmets navn, adresse og cpr. nr. og dermed konstatere fejlen.

I tilfælde hvor de forkerte oplysninger er modtaget fra en anden arbejdsløshedskasse, vil denne kunne ifalde ansvar for fejludbetalingen efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

Medlemmets uagtsomhed (§ 3, stk. 2)

Undtagelsesbestemmelserne i § 3, stk. 1 a og b, omfatter ikke tilfælde, hvor medlemmet har handlet uagtsomt, således at medlemmet pålægges at tilbagebetale det med urette udbetalte efter lovens § 86, stk. 1. Dette gælder også i tilfælde, hvor kassen ikke har handlet uagtsomt.

Denne vejledning erstatter direktoratets vejledning af 18. december 1985

Ingen