Cirkulære om evt. tilbageholdelse af tilskud, frist for genbesættelse eller fritagelse for genbesættelse i henhold til AER-bekendtgørelse nr. 629 af 20. december 1985. (* 1)
Statutory Text (1 Provisions)
Cirkulære om evt. tilbageholdelse af tilskud, frist for genbesættelse eller fritagelse for genbesættelse i henhold til AER-bekendtgørelse nr. 629 af 20. december 1985. (* 1)
Arbejdsformidlingskontorerene
Undladelse af genbesættelse.
I henhold til § 16 i AER-bekendtgørelse nr. 629 af 20. december 1985 kan direktoratet for erhvervsuddannelserne efter indstilling fra et arbejdsformidlingskontor træffe afgørelse om, at ikke-udbetalte dele af tilskuddet helt eller delvis bortfalder, såfremt en virksomhed efter det tidspunkt, hvor et tilskud er opnået, men inden tilskuddet er helt eller delvis udbetalt, undlader at genbesætte uddannelsespladser, der udløber i det pågældende tidsrum, og antallet af uddannelsespladser herved nedsættes til under virksomhedens gennemsnit.
Som fortolkning af denne bestemmelse, har undervisningsministeriet tidligere anført, at antallet af pladser, hvortil der ikke ydes tilskud, er alle besatte pladser - såvel med som uden tilskud - med fradrag af een plads (den plads hvis tilskud eller dele heraf som eventuelt skal bortfalde). Er dette antal af pladser mindre end det beregnede gennemsnit - efter fradrag af førnævnte plads - kan ikke-udbetalte tilskud eller dele heraf bortfalde helt eller delvis.
Efter lovens forarbejder (lov nr. 290 af 9. juni 1982) bør sådant bortfald kun ske, såfremt der i det enkelte tilfælde skønnes at foreligge misbrug.
Misbrug vil normalt kun foreligge, når der ikke sker genbesættelse af en uddannelsesplads, der ophæves indenfor de første 9 måneder at regne fra ansættelsesforholdet påbegyndelse. Derimod vil det normalt ikke være misbrug at undlade at genbesætte en udløben plads, hvortil tilskud ville kunne opnås.
Frist for genbesættelse.
Undervisningsministeriet har endvidere gjort opmærksom på, at arbejdsformidlingskontorerne kan fastsætte en frist for, hvornår genbesættelse skal ske. Fristen bør normalt fastsættes til 1 måned, men kan eventuelt være længere, hvis der inden for vedkommende fag er særlige terminer for optagelse, f.eks. fast indtag, afventning af basisuddannelsens afslutning, eller at der p.t. ikke er aktuelle pladssøgende.
Fritagelse for genbesættelse.
Undervisningsministeriet har ligeledes anført, at der i mange tilfælde vil være en rimelig grund til, at genbesættelse ikke finder sted, og i så fald vil der ikke være tale om misbrug, hvorfor arbejdsformidlingskontorerne kan fritages for genbesættelse.
Som rimelig grund til ikke at genbesætte en plads kan bl.a. nævnes
- Aktuelt fald i virksomhedens aktiviteter og indtjening.
- Usikkerhed for fremtiden m.h.t. virksomhedens aktiviteter og indtjening, som er baseret på helt konkrete omstændigheder, f.eks. åbning af en konkurrerende virksomhed i nærheden.
- Mangel på kvalificerede elever/lærlinge i det geografiske området.
- Andre grunde, som af arbejdsformidlingskontoret skønnes at være rimelige.
Arbejdsgiveren skal til arbejdsformidlingskontoret afgive en underskreven erklæring om årsagen til den manglende genbesættelse. Ved afgivelsen af erklæringen skal arbejdsgiveren bekræfte, at pågældende er bekendt med reglerne i ovennævnte bekendtgørelses § 17 om urigtige oplysninger samt § 19, 4. punktum om pligten til at oplyse om ændringer af betydning for retten til tilskud.
Arbejdsformidlingskontoret må på grundlag af arbejdsgiverens erklæring samt kontorets kendskab til pågældende virksomhed vurdere, om den af arbejdsgiveren anførte grund er rimelig eller ej, og i sidstnævnte tilfælde afgive begrundet indstilling til direktoratet for erhvervsuddannelserne om bortfald af ikke-udbetalte dele af tilskud.
Ophævelse af uddannelsesaftaler.
Ved ophævelse af uddannelsesaftaler skal det straks påses, at det ændrede gennemsnit fortsat berettiger til tilskud.
P.D.V.
E.B.
Kirsten Larsen
fuldmægtig