Cirkulære vedrørende ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (ændrede reguleringsbestemmelser, ændring af reglerne om ret til dagpenge under uddannelse m.v.), lov nr. 197 af 9. april 1986.
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære vedrørende ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (ændrede reguleringsbestemmelser, ændring af reglerne om ret til dagpenge under uddannelse m.v.), lov nr. 197 af 9. april 1986.
Arbejdsformidlingskontorerne
De statsanerkendte arbejdsløshedskasser
Et aftryk af lovændringen er tidligere sendt ud.
Direktoratet har følgende bemærkninger til de væsentligste ændringer
Ad § 1, punkt 1 og § 3 (Ændring af arbejdsløshedsforsikringslovens § 47 + reguleringsbestemmelser).
Under henvisning til ændringerne vedrørende regulering af dagpengesats og beregningsgrundlag kan direktoratet tilføje, at nævnte tillæg (kr. 47 pr. uge) gives fuldt ud til medlemmer, der har været beskæftiget i fuldt omfang (40 timer pr. uge) i beregningsperioden.
Til medlemmer, der i beregningsperioden har været beskæftiget i mindre omfang, beregnes tillægget på grundlag af det faktiske antal (incl. dokumenterede fraværstimer) med kr. 1,18 pr. time.
Det bemærkes, at det kun er medlemmer med et beregningsgrundlag under kr. 2.280,- pr. uge eller kr. 380,- pr. dag, der kan reguleres, og at det nye beregningsgrundlag ikke må overstige kr. 2.280,- pr. uge eller kr. 380,- pr. dag.
Det bemærkes, at også selvstændige er omfattet af reguleringsbestemmelsen, således at selvstændige, hvor ledighedserklæringen er fra før den 1. april 1985 kan få foretaget en regulering.
Under henvisning til ændringen vedrørende regulering af efterlønssats og beregningsgrundlag henvises der vedrørende den praktiske fremgangsmåde ved reguleringen til det foran anførte.
De maksimale dagpenge- og efterlønssatser er herefter som følger fra den 1. april 1986 (uge 14)
Fuldtidsforsikrede Deltidsforsikrede
kr. 342 kr. 228
Nyuddannede
Fuldtidsforsikrede Deltidsforsikrede
kr. 271 kr. 181
Fra den 1. april kan efterløn udbetales efter følgende maksimale satser
Fuldtidsforsikrede, som er tiltrådt ordningen
senest den 1. januar 1983 kr. 362 (anvendes som grundlag for beregning af den maksimale
efter den 1. januar 1983 kr. 342 efterløn på 2. og 3. trin)
Deltidsforsikrede, som er tiltrådt ordningen
senest den 1. januar 1983 kr. 241 (anvendes som grundlag for beregning af den maksimale
efter den 1. januar 1983 kr. 228 efterløn på 2. og 3. trin)
Ad § 1, punkt 5(Indsættelse af arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a).
Under henvisning til ændringen bemærkes særligt, at de nye regler om dagpenge under deltagelse i undervisning først træder i kraft pr. 1. august 1986. Direktoratet vil inden denne dato udsende nærmere materiale herom.
Ad § 1, punkt 6 (Indsættelse af nyt stk. 2 i arbejdsløshedsforsikringslovens § 87).
Den nye bestemmelse i § 87, stk. 2 indeholder en præcisering af den gældende ordning, hvorefter kassen skal forelægge direktoratet sager om medlemmers svigagtige forhold med en indstilling om, hvilken afgørelse direktoratet skal træffe efter § 87, stk. 1 (slettelse eller karantæne).
Bestemmelsen pålægger tillige kassen at stille udbetalinger af dagpenge eller efterløn i bero i disse tilfælde, indtil direktoratets afgørelse efter § 87, stk. 1, foreligger. Som noget nyt må udbetalingen dog kun stilles i bero i overensstemmelse med indstillingen.
Indstiller kassen, at medlemmet skal slettes for svig, skal udbetalinger således stilles i bero, indtil direktoratets afgørelse foreligger.
Indstiller kassen derimod, at medlemmet helt eller delvis skal udelukkes fra retten til dagpenge eller efterløn i en periode karantæne, må udbetalingen ikke stilles i bero i længere tid end den indstillede karantæneperiode. Har direktoratet ikke truffet afgørelse efter § 87, stk. 1, når den indstillede karantæneperiode er udløbet, skal kassen derfor genoptage udbetalingen til medlemmet, indtil direktoratets afgørelse foreligger.
P.D.V.
Eje Juul Jakobsen
kontorchef
/Ole Kvist
fuldmægtig