Cirkulære om konkurs, virksomhedsstandsning og opstart af samme virksomhed mindre end 2 måneder efter konkurs i relation til reglerne om tilskud til lære- og praktikpladser. (* 1)
Statutory Text (1 Articles)
Cirkulære om konkurs, virksomhedsstandsning og opstart af samme virksomhed mindre end 2 måneder efter konkurs i relation til reglerne om tilskud til lære- og praktikpladser. (* 1)
Arbejdsformidlingskontorerne.
En virksomhed, der var registreret som anpartsselskab, blev erklæret konkurs den 20. december 1983, men startede igen som nyt anpartsselskab den 16. januar 1984 under samme firmanavn, adresse og med samme indehaver af anparterne. På konkursdagen var der beskæftiget 8 svende og 7 lærlinge. I det nye anpartsselskab blev 6 af svendene og 4 af lærlingene genansat. En af de ikke-genansatte lærlinge fik en uge efter konkursen en ny læreplads, mens en anden lærling NN ikke fik en sådan.
NN's fagforbund indbragte herefter sagen for lærlingevoldgiftsretten med krav om erstatning for uberettiget ophævelse af lærekontrakten. Sagen blev imidlertid forligt ved at virksomheden genantog lærlingen NN.
Herefter søgte virksomheden på grundlag af den nye uddannelsesaftale med NN tilskud til oprettelse af den nye læreplads.
Virksomheden fik afslag, senest ved undervisningsministeriets afgørelse af 12. marts 1986.
Ministeriet begrunder sin afgørelse med, at der ikke findes at være indgået en ny aftale. Der henvises til lærlingelovens § 20, stk. 1b, hvoraf det fremgår, at en lærekontrakt kun kan bortfalde på grund af konkurs, hvis en virksomhed har været standset for et længere tidsrum end 2 måneder.
Da virksomheden er fortsat mindre end 2 måneder med væsentlig sammenfald af navn, bygninger, inventar, ejerforhold, personale, produktion m.v. er lærekontrakten ikke bortfaldet, og den efter konkursen underskrevne uddannelsesaftale etableret ikke en ny læreplads, men anerkender blot eksistensen af den bestående læreplads.
Hertil kommer, at virksomheden på grund af ovennævnte sammenfald anses for en fortsættelse af den konkursramte virksomhed, hvorfor gennemsnitsberegningen efter tilskudsreglerne skal ske på grundlag af antallet af uddannelsespladser både før og efter konkursen. Den 1. oktober 1984 (hvor lærling NN blev ansat) var gennemsnittet 6 og det aktuelle antal besatte pladser 4, incl. lærling NN. Gennemsnittet ville således ikke være opretholdt, og tilskud ville derfor alligevel ikke kunne ydes.
Hvilket herved meddeles til orientering.
P.D.V.
E.B.
Kirsten Larsen
fuldmægtig