Vejledning om ATP.
Statutory Text (2 Articles)
Vejledning om ATP.
Indledning
Arbejdsmarkedets Tillægspension - ATP - blev oprettet ved lov nr. 46 af 7. marts 1964 med det formål at udbetale tillægspension til lønmodtagere m.fl. Ordningen finansieres ved bidrag fra lønmodtagere og deres arbejdsgivere, og den ledes af arbejdsmarkedets parter.
Denne vejledning om ATP har til formål at give arbejdsgivere og lønmodtagere en almindelig orientering om tillægspensionsordningen, således som den er udformet efter den senest foretagne lovændring, hvor der pr. 1. januar 1983 skete en samordning af bidragsopkrævningen til ATP og en række andre arbejdsmarkedsbidrag. Endvidere er der taget hensyn til lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v., som fik virkning fra 1. januar 1984.
Vejledningen indeholder alene de mere generelle regler om tillægspensionsordningen. Yderligere oplysning om specielle problemer vil altid kunne fås ved henvendelse til ATPhuset.
Denne vejledning erstatter i øvrigt »Vejledning om ATP« af november 1982.
ATPhuset har udsendt en særlig vejledning om Fællesopkrævningen (FOK). Denne vejledning kan fås ved henvendelse til ATPhuset, samt i banker og sparekasser.
Indholdsfortegnelse
Indledning 3 Personkredsen 6 Hvem er medlem? .................................................. 6 Hvem er lønmodtager?.............................................. 6 Beskæftigelse i Danmark .......................................... 6 Udenlandske lønmodtagere.......................................... 7 Beskæftigelse i udlandet.......................................... 7 Uden for Norden og EF ............................................ 7 Beskæftigelse i Norden og EF...................................... 7 Beskæftigelse i Grønland.......................................... 7 Beskæftigelse på Færøerne ........................................ 8 Beskæftigelse på danske skibe .................................... 8 Løsarbejdere...................................................... 8 Selvstændige erhvervsdrivende .................................... 8 Registrering 10 Registrering af arbejdsgivere .................................... 10 Registrering af lønmodtagere...................................... 10 Bidrag 12 Beregning af bidrag .............................................. 12 Lønningsuge (-måned) .......................................... 12 14-dages lønnede .............................................. 13 Særlige lønningsperioder ...................................... 14 Opgørelse af timetallet........................................ 14 Hoved- og bibeskæftigelse...................................... 15 Ukendt arbejdstid.............................................. 16 Tilbageholdelse af bidrag ........................................ 16 Arbejdsgiverens ansvar ........................................ 16 Tidspunktet.................................................... 16 Særlige områder................................................ 16 Indbetaling af bidrag ............................................ 17 Indbetalingsterminer .......................................... 17 Indbetalingsfrist.............................................. 17 For sen indbetaling............................................ 18 Indbetalingsmåder.............................................. 18 Ophør og ejerskifte............................................ 19 Indberetning af ATP-bidrag 19 Indberetning på oplysningssedler.................................. 19 Indberetning på særlige ATP-lister................................ 20 Kontoudskift på årsopgørelsen .................................... 20 Tillægspension 21 Egenpension 21 Pensionens størrelse.............................................. 21 A. Pension af bidrag for tiden før 1. januar 1982 ................ 21 1. Medlemmer, indtrådt i ATP i tiden fra 1. april 1964 til 31. marts 1965 .............................. 21 Anciennitet.................................................... 21 2. Medlemmer, indtrådt i ATP den 1. april 1965 eller senere.... 22 B. Pension af bidrag for tiden efter 1. januar 1982 .............. 22 Forhøjet tillægspension .......................................... 22 Udbetaling........................................................ 22 Ægtefællepension 23 Betingelser ...................................................... 23 Ægtefællepensionens størrelse .................................... 24 Udbetaling........................................................ 24 Bonus 25 Bonus til medlemmer .............................................. 25 Bonus til pensionister............................................ 25 Bonus til ægtefællepensionister .................................. 26 Forhøjet bonus.................................................... 26 Den samlede ydelse fra ATP........................................ 26 Klageadgang 27 Bilag 1. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 543 af 6. oktober 1982 af Lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension...... 28 2. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 447 af 2. august 1982 vedrørende lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Om indbetaling og indberetning af bidrag m.v.)................ 36 3. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 492 af 18. september 1981 vedrørende lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Om forhøjelse af ydelser og bidrag) .......................... 39 4. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 554 af 21. november 1983 om ændring af bekendtgørelse vedrørende lov om Arbejds- markedets Tillægspension (Ændring af reglerne om bonus)........ 43
Personkredsen
Hvem er medlem?
Efter ATP-loven omfatter tillægspensionsordningen lønmodtagere, der er beskæftiget hos en arbejdsgiver i mindst 10 timer om ugen eller - hvis de aflønnes månedsvis - i mindst 43 1/3 time om måneden.
Bidragspligten indtræder fra og med det fyldte 16. år, og ophører først, når lønmodtageren fylder 67 år.
Hvis arbejdstiden i den enkelte uge eller måned ikke opfylder lovens krav til beskæftigelsens omfang - 10 timer ugentlig eller 43 1/3 time månedlig hos samme arbejdsgiver - er der hverken pligt eller ret til at betale bidrag for sådanne uger eller måneder.
Omfattet er dog også - uanset timetallet - de såkaldte løsarbejdere. Herved forstås lønmodtagere, der typisk er beskæftiget hos flere arbejdsgivere inden for den enkelte uge. Se nærmere herom side 8.
Lønmodtagere, der overgår til selvstændig erhvervsvirksomhed, kan efter eget ønske bevare medlemskabet af ATP, hvis de forinden har været medlemmer sammenlagt i mindst 3 år og har opnået 3 års anciennitet.
Hvem er lønmodtager?
Det er beskæftigelsen som lønmodtager, der er bestemmende for medlemskab af ordningen. Beskæftigelse som lønmodtager er karakteriseret ved, at der foreligger erhvervsmæssig beskæftigelse, og at en arbejdsgiver, til hvem der består et tjenesteforhold, yder en egentlig løn for arbejdet.
I almindelighed er det ikke vanskeligt at afgøre, om der foreligger et lønmodtagerforhold. I tvivlstilfælde kan det være vejledende, hvordan beskæftigelsesforholdet bedømmes inden for andre lovgivningsområder. Hvis ligningsmyndighederne indrømmer lønmodtagerfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, eller hvis beskæftigelsen giver ret til feriegodtgørelse i henhold til ferieloven, er der normalt tale om et lønmodtagerforhold også i ATP-lovens forstand.
Beskæftigelse i Danmark
Når alders- og beskæftigelseskravene er opfyldt, omfatter tillægspensionsordningen alle lønmodtagere, der er beskæftiget her i landet, organiserede såvel som uorganiserede, danske såvel som udenlandske.
Udenlandske lønmodtagere
Med hensyn til udenlandske lønmodtagere gælder dog følgende regler
1. Lønmodtagere, der er statsborgere i et andet nordisk land (Finland, Island, Norge og Sverige) eller i et andet EF-land, er som hovedregel omfattet af den danske tillægspensionsordning fra beskæftigelsesforholdets begyndelse. Undtaget er lønmodtagere, der for deres arbejdsgivers regning er udsendt til midlertidigt arbejde i Danmark i højst 12 måneder.
2. Øvrige udenlandske lønmodtagere er omfattet af den danske tillægspensionsordning fra beskæftigelsesforholdets begyndelse, medmindre
- de kun er kortvarigt beskæftiget her i landet (højst 6 måneder), eller
- de er beskæftiget her i landet i uddannelsesøjemed, og opholdet ikke overstiger 18 måneder, eller
- de under længerevarende beskæftigelse her i landet for udenlandske selskaber er dækket af en tilsvarende pensionsordning i deres hjemland.
Beskæftigelse i udlandet
Uden for Norden og EF
ATP-loven omfatter også danske lønmodtageres beskæftigelse i udlandet for den danske stat, for danske virksomheder og for danske institutioner.
Beskæftigelse (ansættelse) i danske virksomheders udenlandske datterselskaber er dog (i modsætning til beskæftigelse i filialer) ikke omfattet af ATP-loven.
Beskæftigelse i Norden og EF
Danske lønmodtagere, der er beskæftiget for danske virksomheder og for danske institutioner i et andet nordisk land eller EF-land er som hovedregel omfattet af beskæftigelseslandets pensionslovgivning.
Undtaget er dog danske lønmodtagere, der for deres arbejdsgivers regning er udsendt til midlertidigt arbejde i disse lande i højst 12 måneder.
Beskæftigelse i Grønland
ATP-loven gælder som hovedregel ikke for Grønland. Dog er lønmodtagere - såvel danske som udenlandske - der ikke er hjemmehørende i Grønland omfattet af loven. Dette gælder, hvad enten de er beskæftiget for offentlige eller private arbejdsgivere og uafhængigt af, om disse arbejdsgivere har hjemsted i Grønland eller den øvrige del af riget.
Beskæftigelse på Færøerne
ATP-loven gælder som hovedregel ikke for Færøerne. Tillægspensionsordningen omfatter kun danske lønmodtagere, der ikke er hjemmehørende på Færøerne, og som er beskæftiget på Færøerne for den danske stat eller for virksomheder og institutioner, der har sæde eller styrelse i den øvrige del af riget.
Beskæftigelse på danske skibe
Danske lønmodtagere, der er beskæftiget på danske skibe, er omfattet af tillægspensionsordningen. Det samme gælder lønmodtagere fra de andre nordiske lande samt statsborgere fra EF-landene. Udenlandske lønmodtagere i øvrigt, der er beskæftiget på danske skibe i udenrigsfart eller nærfart, og som betaler sømandsskat, er omfattet af ordningen, når de har været beskæftiget på skibe under sømandsskatteordningen i en periode på i alt 12 måneder inden for de sidste 3 år.
Løsarbejdere
Som tidligere nævnt er løsarbejdere omfattet af tillægspensionsordningen uanset arbejdstidens længde hos den enkelte arbejdsgiver.
Typiske eksempler på løsarbejdere er havnearbejdere og daglejere i landbruget. Som en vejledende regel gælder, at daglønnede, som modtager afregning hver dag, er løsarbejdere.
Den omstændighed, at en lønmodtager er på time- eller dagløn, gør ham imidlertid ikke uden videre til løsarbejder i ATP-lovens forstand. I de mange tilfælde, hvor der foreligger en aftale med arbejdsgiveren om faste mødetider, f.eks. rengøringsarbejde en eller to gange om ugen, er lønmodtageren ikke løsarbejder. I sådanne beskæftigelsesforhold afgøres spørgsmålet om medlemskab efter reglerne for ugelønnede eller månedslønnede. Er der f.eks. tale om 2 x 3 timers rengøringsarbejde om ugen, skal der ikke betales ATP-bidrag.
Selvstændige erhvervsdrivende
Som hovedregel omfatter tillægspensionsordningen kun lønmodtagere. Der er ikke mulighed for, at selvstændige erhvervsdrivende (eller medhjælpende hustruer) kan indtræde som medlemmer af ordningen. Derimod er der mulighed for, at de på nærmere vilkår kan bevare et medlemskab, de har erhvervet under beskæftigelse som lønmodtager. Sådanne medlemmer betaler selv det samlede bidrag.
Reglerne om selvstændige erhvervsdrivendes fortsatte medlemskab af ATP er fastsat af ATP's bestyrelse. De er offentliggjort i pjecen »Regler om adgang for lønmodtagere, der bliver selvstændige, til at bevare medlemskab i Arbejdsmarkedets Tillægspension«. Til brug ved begæring om fortsat medlemskab er der udarbejdet en særlig blanket. Såvel pjecen som begæringsblanketten kan rekvireres hos ATP.
Registrering
Registrering af arbejdsgivere
Alle, der beskæftiger ATP-pligtige lønmodtagere, skal registreres i ATP. Hertil anvendes en tilmeldelses/ændringsblanket (formular A203), der fås på kommunekontorer (arbejdsgiverkontrollen) eller i statsskattedirektoratet. Blanketten dækker tillige tilmeldelse til statsskattedirektoratets stamregister over erhvervsdrivende, SE-registret (tidligere CIR-registret).
Blanketten skal i udfyldt stand sendes til Statsskattedirektoratet, postboks 100, 3460 Birkerød, også selv om der kun er tale om tilmeldelse som ATP-arbejdsgiver (f.eks. ved beskæftigelse af huslig medhjælp i privat husholdning, hvor arbejdsgiveren ikke skal tilbageholde kildeskat).
Fra statsskattedirektoratet får arbejdsgiveren derefter et bevis for registrering i SE-registret og ATP (formular A205) med det SE-nummer, som skal anvendes ved indbetalinger og henvendelser i øvrigt til ATP (og til statsskattedirektoratet).
Sker der ændringer til registreringsbevisets oplysninger, udfyldes og indsendes en ny tilmeldelse/ændringsblanket til statsskattedirektoratet. Ændringer kan f.eks. være meddelelse om ophør som arbejdsgiver, ændret adresse eller ændret firmanavn. Meddelelsen sendes til statsskattedirektoratet, hvad enten ændringen gælder ATP, SE-registret eller begge.
Tilmeldelse som arbejdsgiver skal foretages senet 8 dage efter første lønudbetaling til ATP-pligtige lønmodtagere. Hvis lønningsperioden er længere end 1 måned, skal tilmeldelse dog ske senest 1 måned efter arbejdsforholdets påbegyndelse. Disse frister gælder også for arbejdsgivere, der allerede er registreret i SE-registret, men ikke i ATP. Hvis en sådan arbejdsgiver begynder at beskæftige ATP-pligtige lønmodtagere, skal han også tilmeldes ATP. Det sker ligeledes ved hjælp af den foran nævnte tilmeldelses/ændringsblanket.
Registrering af lønmodtagere
Lønmodtagere registreres i ATP under deres CPR-nummer.
For nye medlemmer sker dette automatisk, første gang arbejdsgiveren indberetter bidrag. Lønmodtageres personnummer fremgår af personnummerbeviset eller af skattekortet, som skal afleveres til arbejdsgiveren.
Lønmodtagere, der er beskæftiget her i landet, og som ikke har et personnummerbevis, må henvende sig til folkeregistret i deres bopæls- (opholds-) kommune. Er der tale om ATP-pligtig beskæftigelse i Grønland, på Færøerne eller i udlandet af lønmodtagere uden personnummerbevis, skal arbejdsgiveren rette henvendelse til statsskattedirektoratet, der sørger for at få udstedt personnummerbevis for sådanne lønmodtagere.
For så vidt angår lønmodtagere, der er beskæftiget her i landet men bosat i udlandet (såkaldte grænsegængere), skal arbejdsgiveren rette henvendelse til arbejdsgiverkommunen, der sørger for at udstede personnummerbevis.
Bidrag
Beregning af bidrag
Bidragets størrelse afhænger af antal arbejdstimer i den enkelte uge eller måned.
For ugelønnede, der hos samme arbejdsgiver har en ugentlig beskæftigelse på 30 timer eller derover, skal der betales fuldt bidrag (24,30 kr.). For en ugentlig beskæftigelse under 30 - men dog mindst 20 timer - skal der betales to trediedele bidrag (16,20 kr.), og for en ugentlig beskæftigelse under 20 - men dog mindst 10 timer - skal der betales en trediedel bidrag (8,10 kr.). Er beskæftigelsen i den enkelte uge hos samme arbejdsgiver under 10 timer, skal der ikke betales bidrag for den uge (gælder ikke for løsarbejdere, se nedenfor).
For månedslønnede, der hos samme arbejdsgiver har en månedlig beskæftigelse på 130 timer eller derover, skal der betales fuldt bidrag (97,20 kr.). For en månedlig beskæftigelse under 130 - men dog mindst 86 2/3 time - skal der betales to trediedele bidrag (64,80 kr.), og for en månedlig beskæftigelse under 86 2/3 - men dog mindst 43 1/3 time - skal der betales en trediedel bidrag (32,40 kr.). Hvis timetallet er mindre end 43 1/3, betales der ikke bidrag for den måned.
Hvis en virksomhed af administrative grunde finder det mest hensigtsmæssigt, kan opgørelsen af det månedlige timetal for deltidsbeskæftigede med et fast ugentligt timetal ske ved at gange det ugentlige timetal med 4 1/3 (een måned = 4 1/3 uge). En lønmodtager må dog ikke herved stilles ringere, end hvis der sker en opgørelse af det faktiske månedlige timetal. For løsarbejdere (f.eks. havnearbejdere og daglejere i landbruget) skal der altid - uanset timetallet - betales bidrag med 60 øre pr. præsteret arbejdstime.
Sammenhængen mellem bidragets størrelse og beskæftigelsens omfang ses i omstående skematiske oversigt, der viser ATP-bidragets størrelse for lønmodtagere, der hos samme arbejdsgiver er beskæftiget i det anførte antal timer. (Med hensyn til begrebet »samme arbejdsgiver« henvises til afsnittet om hoved- og bibeskæftigelse side 15).
Lønningsuge (-måned)
Bidraget beregnes normalt på grundlag af det antal arbejdstimer, der er præsteret inden for virksomhedens lønningsuge eller - måned.
For lønmodtagere, der skifter arbejdsplads inden for lønningsperioden, opgøres timetallet i den hidtidige arbejdsplads fra lønningsperiodens begyndelse til og med fratrædelsesdagen. I den nye arbejdsplads opgøres timetallet fra og med tiltrædelsesdagen og til udløbet af den lønningsperiode, hvor lønmodtageren er tiltrådt.
Oversigt over ATP-bidragets størrelse
--------------------------------------------------------------------- Løn- Arbejds- Bidrag modta- giverens i alt Beskæftigelsens omfang gerens andel andel kr. kr. kr. --------------------------------------------------------------------- Månedslønnede (Arbejdstimer pr. måned) Mindst 130.......................... 32,40 64,80 97,20 Under 130 - men mindst 86 2/3...... 21,60 43,20 64,80 Under 86 2/3 - men mindst 43 1/3.. 10,80 21,60 32,40 Under 43 1/3...................... 0 0 0 --------------------------------------------------------------------- Ugelønnede (Arbejdstimer pr. uge) Mindst 30........................... 8,10 16,20 24,30 Under 30 - men mindst 20........... 5,40 10,80 16,20 Under 20 - men mindst 10........... 2,70 5,40 8,10 Under 10........................... 0 0 0 --------------------------------------------------------------------- Løsarbejdere Pr. time............................ 0,20 0,40 0,60 ---------------------------------------------------------------------
14-dages lønnede
Særligt om 14-dages lønnede bemærkes, at bidraget normalt beregnes på grundlag af det antal arbejdstimer, der er præsteret i hver af de to uger, som lønudbetalingen vedrører.
Hvis det for en virksomhed af administrative grunde er mest hensigtsmæssigt, kan bidragsberegningen dog foretages på grundlag af det samlede timetal i de to uger.
I sådanne tilfælde beregnes bidraget som vist i nedenstående skematiske oversigt
Oversigt over ATP-bidragets størrelse
--------------------------------------------------------------------- Lønmod- Arbejds- Bidrag 14-dages lønnede tagerens giverens i alt (Arbejdstimer i 14-dages perioden) andel andel kr. kr. kr. --------------------------------------------------------------------- Mindst 60.............................. 16,20 32;40 48,60 Under 60 - men mindst 40.............. 10,80 21,60 32,40 Under 40 - men mindst 20.............. 5,40 10,80 16,20 Under 20 - men mindst 10.............. 2,70 5,40 8,10 Under 10.............................. 0 0 0 ---------------------------------------------------------------------
Særlige lønningsperioder
For lønmodtagere, som modtager løn med andre mellemrum end pr. dag, uge, 14 dage eller måned (f.eks. hjemmearbejdende lønmodtagere og visse honorar- og provisionslønnede), fordeles timetallet ligeligt over hele lønningsperioden, og bidraget beregnes på grundlag heraf. Bidragsberegningen sker ved hver udbetaling, men må højst omfatte 12 måneder regnet fra lønningsperiodens begyndelse. Udbetales der med regelmæssige mellemrum, f.eks. månedsvis, acontobeløb, betragtes denne udbetaling som lønudbetaling.
Opgørelse af timetallet
Ved opgørelsen af det timetal, der ligger til grund for bidragsberegningen, medregnes
1) Overarbejdstimer, dog at bidraget herved ikke kan bringes til at overstige fuldt bidrag.
2) Afspadseringstimer, der medregnes i beskæftigelsen i den uge eller måned, hvor de afspadseres.
3) Ventetimer, for så vidt lønmodtageren er pligtig til at stå til rådighed for arbejdsgiveren.
4) Militærtjeneste, når der er tale om genindkaldte værnepligtige, som under genindkaldelsen modtager sædvanlig løn af deres civile arbejdsgiver. (For værnepligtige, der under første indkaldelse oppebærer værnepligtsløn, indbetaler staten ATP-bidrag).
5) Arbejdsfrihed på grund af graviditet (barselsorlov), når der enten betales sædvanlig løn (fraværsperioden medregnes da fuldt ud), eller der betales halv løn (fraværsperioden medregnes da med halvdelen af den normale arbejdstid). Dette gælder også i de tilfælde, hvor lønmodtageren udover lønnen fra arbejdsgiveren får dagpenge fra det offentlige, uanset om arbejdsgiveren helt eller delvis indtræder i retten til at få dagpengene udbetalt.
6) Ferie-og sygedage samt søgnehelligdage, hvis der betales sædvanlig løn. Derimod medregnes f.eks. ikke søgnehelligdage, der betales for efter en søgnehelligdagsordning. Sygedage, som lønmodtageren får dagpenge for efter dagpengeloven, medregnes heller ikke.
Hoved- og bibeskæftigelse
Det er beskæftigelsens omfang hos samme arbejdsgiver, der afgør, om der skal betales bidrag og dermed også hvor stort bidrag.
Udtrykket »samme arbejdsgiver« skal forstås som hver enkelt arbejdsgiver. Hvis en lønmodtager har mere end een arbejdsgiver, skal der betales bidrag for hvert enkelt beskæftigelsesforhold, som loven omfatter. Er en lønmodtager således fuldt beskæftiget (mindst 30 timer pr. uge eller 130 timer pr. måned) hos een arbejdsgiver og delvis (mindst 10 timer pr. uge eller 43 1/3 time pr. måned) hos en anden arbejdsgiver, skal der betales bidrag for begge beskæftigelsesforhold, nemlig dels et helt og dels en trediedel eller eventuelt to trediedele bidrag. Herved kan der - i alt fald i perioder - blive betalt mere end et fuldt bidrag for den samme lønmodtager.
De overskydende bidrag tæller om fornødent med i pensionsancienniteten, idet de kan overføres til andre år, hvor der - f.eks. på grund af førtidspensionering, efterløn, sygdom eller arbejdsløshed - ikke er optjent fuld anciennitet. De indgår desuden i grundlaget for den årlige bonustilskrivning og bidrager dermed til at forøge bonusydelsen fra ATP.
Ukendt arbejdstid
Der kan forekomme beskæftigelsesforhold, hvor arbejdstiden ikke kendes eller ikke kan opgøres med rimelig sikkerhed. Dette kan være tilfældet bl.a. for lønmodtagere, der udfører deres arbejde i hjemmet (f.eks. hjemmesyersker). Det vil dog som oftest - også i disse tilfælde - være muligt at afgøre, i hvert fald inden for hvilket time - interval arbejdstiden ligger, om den f.eks. udgør mellem 10 og 20 timer ugentlig, respektive mellem 43 1/3 og 86 2/3 time månedlig. Kun rent undtagelsesvis er arbejdstiden så ubestemt, at der ikke kan skaffes klarhed over dens længde. I så tilfælde findes timetallet ved at dividere indtægten med den gennemsnitlige timeløn for ikke-faglærte mandlige, respektive kvindelige arbejdere. ATP orienterer hvert år i slutningen af december med gyldighed for det følgende kalenderår om denne timeløn.
Tilbageholdelse af bidrag
Arbejdsgiveren skal tilbageholde lønmodtagerens del (1/3, se skemaer foran side 13 og 14) af det samlede bidrag for beregningsperioden. Arbejdsgiveren skal opbevare og i fornødent omfang føre regnskab med de således tilbageholdte beløb, indtil disse - sammen med arbejdsgiverens del af bidraget - skal indbetales til ATP ved udløbet af hvert kvartal.
Arbejdsgiveren hæfter over for ATP ikke alene for sin egen del af bidraget, men også for den del, som skal tilbageholdes hos lønmodtageren. En arbejdsgiver, der af den ene eller anden grund har undladt at tilbageholde lønmodtagerens del af bidraget, må selv betale hele bidraget (og kan derefter eventuelt søge 1/3 af bidraget refunderet hos lønmodtageren).
Tidspunktet
I de normale tilfælde skal arbejdsgiveren tilbageholde lønmodtagerbidraget ved hver lønudbetaling. Det gælder for ugelønnede, 14-dages lønnede, månedslønnede og løsarbejdere. Det gælder også, hvor der er tale om ugentlig udbetaling af akkordforskud, f.eks. inden for byggefagene.
Særlige områder
For visse grupper af løsarbejdere er arbejdsforholdene så specielle,at det ikke er hensigtsmæssigt at pålægge arbejdsgiveren ansvaret for at tilbageholde og indbetale bidrag. Der er derfor i sådanne tilfælde etableret særordninger, f.eks. således at lønmodtageren opkræver arbejdsgiverbidraget hos arbejdsgiveren og indbetaler det til sin arbejdsløshedskasse sammen med sin egen del af bidraget. Arbejdsløshedskassen indbetaler herefter bidraget til ATP efter de almindelige regler.
Indbetaling af bidrag
Bidrag til ATP skal indbetales kvartalsvis bagud. Indbetalingen skal omfatte det samlede bidrag, altså dels de lønmodtagerbidrag (1/3), der er tilbageholdt ved lønudbetaling inden for kvartalet, dels arbejdsgiverens del af bidraget (2/3).
For ugelønnede vedrører bidragsindbetalingen beskæftigelse i tiden fra og med begyndelsen af den lønningsuge, i hvilken kvartalet begynder, og til og med den sidste afsluttede lønningsuge inden kvartalets udløb.
For månedslønnede falder beregningsperioden sammen med beskæftigelsesperioden (kvartalet).
Bidrag til ATP beregnes af arbejdsgiveren og indbetales sammen med en række andre arbejdsmarkedsbidrag.
Som bilag 2 er optrykt arbejdsministeriets bekendtgørelse vedrørende lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (om indbetaling og indberetning af bidrag m.v.).
Indbetalingen sker samlet til ATP-huset gennem Fællesopkrævning (FOK).
De nærmere regler om beregning og opkrævning af en række arbejdsmarkedsbidrag - eksempelvis bidrag til Lønmodtagernes Garantifond og arbejdsløshedsforsikringen - er omtalt i »Vejledning om FOK«. Denne vejledning tilsendes alle arbejdsgivere og kan i øvrigt fås ved henvendelse til ATPhuset samt i banker og sparekasser.
Indbetalingsterminer
Bidrag indbetales kvartalsvis bagud pr. 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober.
ATP kan efter ansøgning tillade, at der indbetales for andre 3-måneders perioder. Derimod er der ikke mulighed for at tillade halvårsvis eller helårsvis indbetaling.
Indbetalingsfrist
Arbejdsgiverne har en frist på 14 dage til at indbetale bidrag, for oktober kvartal dog 20 dage. For at bidragene kan anses for rettidigt indbetalt, skal de således indbetales til ATP senest den 20. januar, 14. april, 14. juli og 14. oktober.
Den længere betalingsfrist i januar betyder, at indbetaling først skal finde sted samtidig med, at de årlige oplysningssedler med oplysning om årets ATP-bidrag skal indsendes til skattevæsenet. Hvis sidste rettidige indbetalingsdag falder på en lørdag eller en helligdag, er nærmest følgende hverdag rettidig indbetalingsdag. ATP kan efter ansøgning fastsætte en længere tidsfrist for bidragsindbetalingen.
For sen indbetaling
Indbetales ATP-bidrag ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter med 1 1/2 pct. af det samlede bidrag for hver påbegyndt måned, regnet fra indbetalingsterminen, dvs. henholdsvis fra 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober.
Arbejdsgiveren skal ikke selv beregne og indbetale renter i forbindelse med den for sene indbetaling. ATP beregner renten og opkræver beløbet hos arbejdsgiveren.
For sen indbetaling af ATP-bidrag vil desuden kunne få konsekvenser for beregningen af de andre arbejdsmarkedsbidrag. Bl.a. vil arbejdsgiveren kunne fortabe retten til fradrag for den første lønmodtager.
Indbetalingsmåder
Bidrag kan indbetales på følgende måder
- Over postgiro ved brug af det udsendte girokort.
- Gennem pengeinstitutternes lønservicesystemer og andre servicebureauer o.l., der har indgået aftale med ATPhuset herom. Arbejdsgivere tilsluttet sådanne ordninger modtager ikke girokort fra ATPhuset.
Nærmere oplysning om sidstnævnte indbetalingsmulighed kan fås ved henvendelse til pengeinstitutter og servicebureauer eller ved henvendelse direkte til ATP.
Postvæsenets eller bankens kvittering for bidragets modtagelse er fyldestgørende, og særskilt kvittering fra ATP kan ikke kræves.
Skal arbejdsgiveren af den ene eller anden grund ikke betale ATP-bidrag for et kvartal, udfyldes og indsendes det meddelelseskort, der er vedhæftet opkrævningskortet. Det er ikke muligt at meddele oplysninger til ATP på indbetalingskortet.
Den omstændighed, at en arbejdsgiver ikke inden indbetalingsterminen har modtaget opkrævningskort, eller at dette er bortkommet, fritager ikke for pligten til rettidig indbetaling. Arbejdsgiveren må rette henvendelse til ATP, der snarest tilsender et nyt opkrævningskort.
Ophør og ejerskifte
Hvis en virksomhed ophører eller skifter ejer, skal dette meddeles til ATP senest 10 dage efter ophøret eller ejerskiftet. Den tidligere arbejdsgiver vil snarest herefter modtage et opkrævningskort fra ATP til brug for indbetaling af bidrag indtil ophørsdagen.
Bidraget skal indbetales senest 14 dage efter, at opkrævning er modtaget.
En arbejdsgiver, der har meddelt ATP/statsskattedirektoratet, at han er ophørt som arbejdsgiver, eller at han ikke mere beskæftiger lønmodtagere omfattet af ATP-ordningen, vil - når bidrag for ophørskvartalet er betalt - ikke mere modtage kvartalsvise opkrævninger fra ATP.
Indberetning af ATP-bidrag
Indberetning af indbetalte ATP-bidrag sker hvert år i januar måned for det foregående kalenderår.
Indberetning på oplysningssedler
Det samlede årlige ATP-bidrag skal som hovedregel indberettes for hver enkelt lønmodtager på den oplysningsseddel (S 74), som efter udløbet af et kalenderår skal indsendes til skattevæsenet.
Pligt til at indberette bidrag på denne måde påhviler enhver arbejdsgiver, som på oplysningsseddel skal indberette udbetalt A-indkomst til lønmodtagere, der er omfattet at ATP.
Udover oplysningerne til skattevæsenet m.fl. skal arbejdsgiveren i særlige rubrikker oplyse årets samlede indbetalte ATP-bidrag for lønmodtageren (3/3), rundet op til nærmeste hele kronebeløb, samt oplyse beskæftigelsesperioden.
Endvidere skal angivelsen, dvs. skattevæsenets blanket S 73, som er følgebilag til oplysningssedlen, påføres oplysning om summen af de ATP-bidrag, der er anført på de enkelte oplysningssedler.
Oplysningssedlen med tilhørende angivelse indsendes til skattevæsenet, hvorfra ATP modtager meddelelse om indberetningen. Når der i forbindelse med ejerskifte, ophør af virksomhed m.v. udfyldes og indsendes oplysningsseddel med tilhørende angivelse, indberettes tillige bidrag til ATP for tiden indtil ophøret efter de retningslinier, der er anført foran.
Indberetning på særlige ATP-lister
For visse beskæftigelsesforhold kan indberetning af ATP-bidrag ikke ske ved hjælp af oplysningssedlen. Det gælder f.eks. for huslig medhjælp i privat husholdning, hvor lønmodtagerens arbejdsvederlag betragtes som B-indkomst.
For sådanne beskæftigelsesforhold foretages een gang årligt indberetning af det samlede årlige bidrag på særlige indberetningslister, der kun kan rekvireres hos ATP. Listerne indsendes i udfyldt stand til ATP senest den 20. januar i det følgende kalenderår. Efter forudgående aftale med ATP kan bidrag indberettes på anden måde, f.eks. på magnetbånd.
ATP kan herudover i særlige tilfælde pålægge en arbejdsgiver at indberette bidrag ved anvendelse af de særlige indberetningslister for et eller flere kalenderår eller dele af et år.
Sådanne arbejdsgivere fritages dog ikke herved for pligten til at indberette ATP-bidraget på oplysningssedlen til skattevæsenet.
Der må ikke anvendes andre lister end de særlige indberetningslister, som ATP har godkendt.
Kontoudskift på årsopgørelsen
Den årlige opgørelse fra skattevæsenet indeholder oplysning om størrelsen af de konterede ATP-bidrag. De enkelte medlemmer har således mulighed for een gang om året at kontrollere indbetalingerne på deres pensionskonto.
Desuden kan lønmodtagere altid ved skriftlig eller telefonisk henvendelse til ATP få oplyst, hvor meget der er indbetalt i bidrag for dem.
Tillægspension
Tillægspensionsordningen er forsikringsteknisk opbygget således, at ordningen finansielt hviler i sig selv, idet bidragene fra lønmodtagerne og arbejdsgiverne, forrentet med en grundlagsrente på 4 1/2 pct., dækker ordningens samlede pensionsforpligtelser.
Ordningens renteindtægter efter realrenteafgift ud over grundlagsrenten anvendes til bonus (se nærmere herom på side 25).
Pension og bonus fra ATP for visse årgange er vist på side 26.
Egenpension
(om ægtefællepension se side 23)
Tillægspension i form af egenpension med tillæg af bonus udbetales tidligst fra det fyldte 67. år og kun efter begæring. Hertil anvendes en særlig begæringsblanket, som ATP normalt sender til medlemmerne, nogle måneder før de fylder 67 år. Blanketten indeholder oplysning om de indbetalte bidrag og den tillægspension og bonus, der svarer hertil.
Begæringsblanketten kan i øvrigt fås i banker og sparekasser, på kommunekontorer og hos ATP.
Pensionens størrelse
Tillægspensionen beregnes på grundlag af de indbetalte ATP-bidrag. Beregningen sker efter forskellige regler afhængig af, om bidragene vedrører tiden før eller efter 1. januar 1982, og om medlemmerne er indtrådt i ordningens første år (1. april 1964 - 31. marts 1965) eller senere.
A. Pension af bidrag for tiden før 1. januar 1982
1. For medlemmer, indtrådt i ATP i tiden fra 1. april 1964 til 31. marts 1965, beregnes pensionen af de bidrag, der er indbetalt for tiden før den 1. januar 1982 for det enkelte medlem med et pensionsbeløb pr. opnået anciennitetsår. Pensionsbeløbene fremgår af skalaen i arbejdsministeriets bekendtgørelse af 18. september 1981, § 2, stk. 1, (se bilag 3).
Anciennitet opgøres således, at medlemmerne før deres fyldte 60. år opnår 1 års anciennitet, når der i årets løb er indbetalt fuldt bidrag for 44 uger (11 måneder). Efter det fyldte 60. år opnår medlemmerne 1 års anciennitet ved indbetaling af fuldt bidrag for 36 uger (9 måneder). Er der betalt mere end 44, respektive 36 ugers bidrag om året, overføres de overskydende bidrag til andre år, hvor der f.eks. på grund af sygdom eller arbejdsløshed ikke er opnået fuld anciennitet.
Der kan ikke opnås højere anciennitet end svarende til forskellen mellem alderen ved indtrædelsen og alderen den 1. januar 1982.
2. For medlemmer, indtrådt i ATP den 1. april 1965 eller senere, beregnes pensionen af bidragene vedrørende tiden for den 1. januar 1982 således, at der ydes 60 kr. om året for hvert års anciennitet, der er erhvervet før den 1. oktober 1972. For tiden derefter og indtil 1. januar 1982 ydes 100 kr. om året pr. års anciennitet. Ancienniteten opgøres på samme måde som nævnt ovenfor.
B. Pension af bidrag for tiden efter 1. januar 1982
ATP-bidragene for tiden fra den 1. januar 1982 giver samme pension til alle medlemmer, hvad enten de er indtrådt i ordningen før eller efter 1. april 1965.
Medlemmer under 60 år erhverver ret til en pension på 100 kr. om året for hvert indbetalt bidrag på 396 kr. Medlemmer over 60 år erhverver ret til en pension på 100 kr. om året for hvert indbetalt bidrag på 324 kr. For tiden fra den 1. januar 1982 og indtil 67-års fødselsdagen kan der dog højst opnås en pension, svarende til 44 ugebidrag (11 månedsbidrag) om året før det fyldte 60. år og 36 ugebidrag (9 månedsbidrag) om året efter det fyldte 60. år.
De oprindelige pensions- og bidragssatser i ATP-loven er forhøjet (opskrevet) i 1972 og 1982. På grundlag af de bidragssatser, der har været gældende siden den 1. januar 1982, kan der fra det 67. år opnås en tillægspension på i alt 10.800 kr. om året. Hertil kommer bonus, se side 25-26.
Forhøjet tillægspension
Der er mulighed for at få forhøjet tillægspension ved at udsætte begæringen om udbetaling. Årspensionen forhøjes med 5 pct., for hvert halve år udbetalingen udsættes, dog højst 30 pct., svarende til, at udbetalingen udsættes til det 70. år.
Udbetaling
Den årlige tillægspension afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 12. Hvis pensionen udgør 600 kr. eller mere, udbetales den med 1/12 om måneden. Udgør den mindre end 600 kr., udbetales hele beløbet een gang om året, normalt pr. 22. december for det følgende kalenderår. Anvisningen sker - efter fradrag af kildeskat - månedsvis eller årsvis forud til en konto i bank, sparekasse eller postgirokontoret.
Ægtefællepension
Tillægspension i form af ægtefællepension udbetales kun efter begæring. Hertil anvendes en særlig begæringsblanket, som ATP normalt sender til den efterlevende ægtefælle, når betingelserne for at få udbetalt ægtefællepension er opfyldt.
I øvrigt kan begæringsblanketten til ægtefællepension fås i banker, sparekasser og på kommunekontoret samt hos ATP.
Betingelser
Ægtefællepension kan udbetales til efterlevende ægtefæller efter tillægspensionister eller medlemmer af tillægspensionsordningen, hvis følgende betingelser er opfyldt
1. Den efterlevende ægtefælle skal være fyldt 62 år.
2. Ægteskabet skal have varet mindst 10 år.
3. Afdøde skal have opnået mindst 10 års anciennitet.
Da ATP-loven blev iværksat den 1. april 1964, betyder denne sidste betingelse, at der kun kan blive tale om udbetaling af ægtefællepension efter medlemmer, der er født efter den 1. april 1907. For enkemænd trådte reglerne om ægtefællepension først i kraft med virkning fra 1. maj 1978.
En fraskilt hustru kan bevare sin ret til enkepension efter sin fraskilte mand, jf. lovgivningen om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse.
Skilsmissen skal have fundet sted efter den 1. april 1964, og der skal ved skilsmissen være pålagt manden pligt til at yde bidrag til hustruens underhold. Hvis mandens pligt til at yde bidrag er tidsbegrænset, er den fraskilte hustru kun berettiget til at oppebære enkepension i samme tidsrum. En fraskilt hustru, der har bevaret retten til enkepension, bør snarest efter skilsmissen få denne ret noteret i ATP ved at indsende skilsmissedokumenterne (i original eller kopi).
Det understreges, at disse regler kun gælder for kvinder. En fraskilt mand kan således ikke bevare ret til ægtefællepension efter sin fraskilte hustru.
Indgår en efterlevende ægtefælle nyt ægteskab, bortfalder retten til ægtefællepension. Retten genindtræder efter begæring, hvis det nye ægteskab ophører. Dette sidste gælder dog ikke for fraskilte hustruer, der gifter sig påny.
En efterlevende ægtefælle, der samtidig opfylder betingelserne for at modtage både ægtefællepension og egenpension fra ATP, har kun ret til den største af pensionerne.
Ægtefællepensionens størrelse
Ægtefællepensionen udgør halvdelen af den tillægspension (inkl. eventuel forhøjelse), som afdøde modtog, eller ville have været berettiget til at modtage fra sit fyldte 67. år. Om beregningen af egenpension, se foran side 21-22.
Efterlader en mand sig både en enke og en fraskilt hustru, der begge er berettiget til ægtefællepension, deles denne imellem dem i forhold til det antal påbegyndte år, hvori hver af dem har været gift med ham. Den enkeltes andel skal mindst udgøre 1/3 af ægtefællepensionen. Er der flere end to berettigede, fordeles ægtefællepensionen ligeligt.
Er en ægtefælle berettiget til ægtefællepension på grundlag af mere end eet ægteskab, kan den samlede pension højst udgøre halvdelen af den fulde tillægspension plus halvdelen af den forhøjelse, som den efterlevendes tidligere ægtefæller eventuelt var berettiget til hver for sig.
Der er ikke mulighed for at få forhøjet ægtefællepension ved at udsætte begæring om udbetaling, ligesom der ikke kan erhverves ret til forhøjet egenpension samtidig med, at der udbetales ægtefællepension.
Udbetaling
Den beregnede årlige ægtefællepension afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 12. Hvis pensionen udgør 600 kr. eller mere, udbetales den med 1/12 om måneden. Udgør den mindre end 600 kr., udbetales hele beløbet een gang om året, normalt pr. 22. december for det følgende kalenderår. Anvisningen sker - efter fradrag af kildeskat - månedsvis eller årsvis forud til en konto i bank, sparekasse eller postgirokontoret.
Bonus
ATP-pensionen er forsikringsteknisk baseret på de indbetalte bidrag og en forrentning på 4 1/2 pct. - den såkaldte grundlagsrente. Den faktiske forrentning har imidlertid gennem årene været en del højere og har dermed givet en merindtægt af betragtelig størrelse.
Denne merindtægt (»overrenten«) tilfalder medlemmer og pensionister i form af bonus. Reglerne om ATP's bonusordning fremgår af arbejdsministeriets bekendtgørelse af 18. september 1981 (optrykt som bilag 3), der er ændret ved bekendtgørelse af 21. november 1983 (optrykt som bilag 4) som følge af gennemførelsen af loven om realrenteafgift.
Bonus til medlemmer
De enkelte medlemmer under 67 år får hvert år tilskrevet bonus på grundlag af de indbetalte bidrag og den tidligere tilskrevne bonus. Desuden forrentes såvel de indbetalte bidrag som den tilskrevne bonus med 4 1/2 pct. (grundlagsrenten).
Alle indbetalte bidragsbeløb indgår i beregningen af den årlige bonus. Dette har særlig betydning for lønmodtagere, der betaler mere end fuldt bidrag, f.eks. ved dobbeltbeskæftigelse. Generelt gælder altså, at jo større bidrag og jo tidligere de er indbetalt, desto større bliver det tilskrevne bonusbeløb.
Den årlige bonustilskrivning til medlemmerne sker efter to satser. Den ene anvendes på opsparingen før den 1. januar 1983 og den anden på den opsparing, der sker derefter. Baggrunden herfor er realrenteafgiften.
Princippet i denne afgift er, at pensionsopsparerne i gennemsnit højst må opnå en forrentning på 3 1/2 pct. af deres indestående ud over inflationen. Resten opkræves af staten som afgift.
Der betales dog kun afgift af den del af afkastet, der vedrører »opsparingen« efter den 1. januar 1983. Derfor de to bonusprocenter.
Bonus til pensionister
På pensioneringstidspunktet, dvs. ved 67-årsalderen, omregnes den samlede bonus, der er tilskrevet i medlemsperioden, til en bonuspension, der udbetales månedligt eller årligt sammen med tillægspensionen. Den tilskrevne bonus kan kun udbetales på denne måde.
Systemet med årlig bonustilskrivning omfatter kun medlemmer, der bliver eller er blevet 67 år efter den 1. januar 1982. De medlemmer, der er blevet pensionister inden denne dato, får udbetalt bonus efter andre regler. Se nærmere herom i § 7 i bekendtgørelsen af 18. september 1981.
For at sikre en glidende overgang mellem bonusordningen før og efter 1. januar 1982 ydes der endvidere en særlig overgangsbonus til årgangene 1912-25.
Med virkning fra den 1. januar 1985 er bonus for samtlige pensionister desuden forhøjet med 4 pct. af den hidtidige ydelse, dvs. af såvel pension som bonus.
Bonus til ægtefællepensionter
Bonus til ægtefællepension udgør halvdelen af den bonus, som afdøde fik udbetalt eller ville have været berettiget til at få udbetalt fra det 67. år.
Forhøjet bonus
Hvis begæring om udbetaling af tillægspension udsættes, således at pensionen forhøjes (se side 22), vil bonus blive forhøjet på samme måde. En udsættelse af udbetalingen til det fyldte 69. år vil eksempelvis betyde, at såvel pension som bonus bliver forhøjet med 20 pct.
Den samlede ydelse fra ATP
Nedenfor er for de nærmest kommende pensionistårgange vist den forventede samlede årlige ydelse fra ATP for medlemmer indtrådt i 1964.
ATP-medlem fra 1964, fuldtidsbeskæftiget
--------------------------------------------------------------------- Født den Fylder 67 år Pension og bonus det 1.år (før skattetræk) 1. april den 1. april ----------------------------------------- Pension Bonus i alt --------------------------------------------------------------------- 1919 1986 3.132 1.931 6.063 1920 1987 3.436 2.032 5.468 1921 1988 3.738 2.148 5.886 1922 1989 4.036 2.280 6.316 1923 1990 4.333 2.425 6.758 ---------------------------------------------------------------------
Klageadgang
ATP's afgørelser om medlemskab, bidrag, herunder om beregning og opkrævning, eller pension, kan indbringes for ATP's Ankenævn.
Ønskes en afgørelse prøvet ved ankenævnet, må der inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indsendes en begrundet klage til: ATP's Ankenævn, Laksegade 19, 1063 København K.
Hvis en henvendelse fra ATPhuset - f.eks. en bidragsopkrævning eller en meddelelse om pensionsudbetaling - synes fejlbehæftet, er det dog mest praktisk, at der i første omgang rettes henvendelse til ATP for at få en eventuel fejl eller misforståelse rettet.
Bilag 1 Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 543 af 6. oktober 1982 af Lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (udeladt). Bilag 2 Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 447 af 2. august 1982 vedrørende lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Om indbetaling og indberetning af bidrag m.v.) (udeladt) Bilag 3 Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 492 af 18. september 1981 vedrørende lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Om forhøjelse af ydelser og bidrag) (udeladt) Bilag 4
Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 554 af 21. november 1983 om ændring af bekendtgørelse vedrørende lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (Ændring af reglerne om bonus) (udeladt)
Hovedpunkter
Hvem er omfattet?
Lønmodtagere fra det fyldte 16. år, der hos samme arbejdsgiver er beskæftiget i mindst 10 timer om ugen (eller - hvis de aflønnes månedsvis - 43 1/3 time om måneden) , skal være medlemmer af ATP. Bidragspligten ophører, når lønmodtageren fylder 67 år. Løsarbejdere er omfattet af ATP, uanset timetallet hos den enkelte arbejdsgiver.
Registrering
Ved arbejdsgiveres registrering i ATP anvendes en tilmeldelsesblanket (A203), der kan fås på kommunekontorer (arbejdsgiverkontrollen). Blanketten dækker tillige tilmeldelse til statsskattedirektoratets stamregister over erhvervsdrivende (SE-registret)
Lønmodtagere, der omfattes af tillægspensionsordningen, registreres automatisk af ATP på grundlag af deres CPR-nummer, der fremgår af arbejdsgivernes indberetning på oplysningssedlen til skattevæsenet.
Bidrag
Både arbejdsgiver og lønmodtager skal svare bidrag til tillægspensionsordningen.
Beregning
Som hovedregel er det antallet af beskæftigede timer i den enkelte uge eller måned, der danner grundlag for beregning af bidrag til tillægspensionsordningen.
I nedenstående oversigt er vist bidragets størrelse for lønmodtagere, der er beskæftiget hos samme arbejdsgiver i det anførte antal timer, samt bidraget pr. time for løsarbejdere.
Oversigt over ATP-bidragets størrelse
--------------------------------------------------------------------- Løn- Arbejds- Bidrag modta- giverens i alt Beskæftigelsens omfang gerens andel andel kr. kr. kr. --------------------------------------------------------------------- Månedslønnede (Arbejdstimer pr. måned) Mindst 130.......................... 32,40 64,80 97,20 Under 130 - men mindst 86 2/3...... 21,60 43,20 64,80 Under 86 2/3 - men mindst 43 1/3.. 10,80 21,60 32,40 Under 43 1/3...................... 0 0 0 --------------------------------------------------------------------- Ugelønnede (Arbejdstimer pr. uge) Mindst 30........................... 8,10 16,20 24,30 Under 30 - men mindst 20........... 5,40 10,80 16,20 Under 20 - men mindst 10........... 2,70 5,40 8,10 Under 10........................... 0 0 0 --------------------------------------------------------------------- Løsarbejdere Pr. time............................ 0,20 0,40 0,60 ---------------------------------------------------------------------
Tilbageholdelse
Lønmodtagerens del af bidraget tilbageholdes ved hver lønudbetaling af arbejdsgiveren. Ved udløbet af hvert kvartal indbetaler arbejdsgiveren det tilbageholdte beløb samt sin egen del af bidraget til ATP.
Opkrævning
Opkrævning af bidrag til ATP sker gennem Fællesopkrævning (FOK). De indbetalte ATP-bidrag udgør samtidig grundlaget for beregning og opkrævning af en række andre arbejdsmarkedsbidrag.
Indbetaling
Terminer
Indbetaling af bidrag sker kvartalsvis bagud pr. 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober. Indbetaling skal ske senest 14 dage efter kvartalets udløb, for oktober kvartal dog 20 dage. For at bidragene kan anses for rettidigt indbetalt, skal der således indbetales senest den 20. januar, 14. april, 14. juli og 14. oktober.
Indbetalingsmåde
Indbetaling sker ved brug af det tilsendte girokort. Indbetaling kan også foretages gennem servicebureauer, der har truffet aftale med ATP herom, herunder pengeinstitutternes lønservicesystemer.
For sen indbetaling
Sker indbetalingen af bidraget ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter med 1 1/2 pct. af det samlede bidrag for hver påbegyndt måned, regnet fra indbetalingsterminer. Renteberegningen foretages af ATP, der tilsender arbejdsgiveren opkrævning på det skyldige beløb. For sen indbetaling vil desuden kunne få konsekvenser for beregning af andre arbejdsmarkedsbidrag.
Indberetning
Hvert år i januar måned skal arbejdsgiveren indberette det samlede indbetalte ATP-bidrag for det foregående kalenderår på oplysningssedlen til skattevæsenet.
Udbetaling af tillægspension og bonus
Tillægspension udbetales i form af egenpension eller ægtefællepension. Egenpension kan tidligst udbetales fra det fyldte 67. år, og ægtefællepension tidligst fra det 62. år. I forbindelse med tillægspensionen udbetales bonus. Udbetaling sker kun efter begæring. Begæringsblanketter sendes normalt til de pensionsberettigede fra ATP, men kan i øvrigt fås i banker, sparekasser og på kommunekontorer samt hos ATP.