Cirkulære om amtsrådenes og hovedstadsrådets medvirken ved råstoflovens administration

Kapitel 1 Generelt om lovens ikrafttræden, område og formål, jfr. lovens §§ 1,

Kapitel 1

Generelt om lovens ikrafttræden, område og formål, jfr. lovens §§ 1,

2, 3, 37, 38 og 39

Lovens ikrafttræden og område

Ikrafttræden

1. Lov nr. 237 af 8. juni 1977 om råstoffer trådte i kraft den 1. juli 1978. Loven blev ændret ved lov nr. 250 af 23. maj 1984, der trådte i kraft den 1. august 1984. Lovændringen er nærmere omtalt nedenfor i cirkulærets kapitel 2, afsnittet om tilsyn og kontrol.

Råstofloven er med de vedtagne ændringer bekendtgjort ved miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 531 af 10. oktober 1984.

Den nugældende råstoflov afløste lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet. (Ændret ved lov nr. 291 af 23. maj 1973, lov nr. 311 af 19. juni 1974 og lov nr. 288 af 26. juni 1975).

I 1972-loven forbliver dog § 5, stk. 3 og 4, i kraft for så vidt angår sten, grus og sand indtil 30. juni 1988 og for så vidt angår andre råstoffer indtil 30. juni 2003.

Nærværende cirkulære afløser det tidligere administrationscirkulære til råstofloven, miljøministeriets cirkulære af 27. juni 1978 om amtsrådenes og hovedstadsrådets medvirken ved administrationen af bestemmelserne i kapitlerne 3 og 5 i lov nr. 237 af 8 juni 1977 om råstoffer.

Lovens område

2. Loven omfatter sten, grus, sand, ler, kalk, kridt, brunkul, tørv, muld og lignende forekomster. I miljøministeriets bekendtgørelse nr. 134 af 15. marts 1983 om afgift af råstoffer er disse nærmere opregnet således

Brunkul Mergel Diatomeejord (kiselgur) Moler Flint Mosekalk Fyldjord Muld Gnejs Myremalm Granit Okkermalm Grus Råjord Kalk Sand Kaolin Sandsten Kildekalk Skaller Kiselgur Skifer Kridt Sten Kul (Bornholm) Søkalk Ler Tørv

Undergrundsloven

3. Loven gælder ikke for råstoffer, der er omfattet af lov nr. 293 af 10. juni 1981 om anvendelse af Danmarks undergrund, bl.a. olie, naturgas (dog ikke kvartære metanforekomster) og salt.

Vandforsyningsloven

Loven gælder heller ikke vandindvinding, der omfattes af lov nr. 299 af 8. juni 1978 om vandforsyning.

4. Bortset herfra gælder loven i princippet udnyttelse af alle øvrige ikke-levende naturforekomster.

Forekomster i jorden - lovens kapitel 3

5. Grænsen mellem de områder, der omfattes af bestemmelserne i lovens kapitel 3 om forekomster i jorden og de områder, der omfattes af bestemmelserne i kapitel 4 om forekomster på havbunden og i dennes undergrund, er daglige højeste vandstandslinie. Forekomster, der henligger landværts denne linie vil derfor være omfattet af bestemmelserne i kapitel 3, hvorimod forekomster søværts samme linie er omfattet af kapitel 4.

6. Bestemmelserne i lovens kapitel 3 omfatter forekomster, uanset om de er beliggende i jordoverfladen eller i større eller mindre dybde under denne.

Lovens formål

7. Lovens formål fremgår af § 2 sammenholdt med § 3. Udnyttelsen af Danmarks råstoffer skal således ske efter en samlet planlægning og en samlet vurdering af de samfundsmæssige hensyn, der er nævnt i § 3.

Efter § 3 skal der ved administrationen af loven på den ene side lægges vægt på råstofressourcernes omfang, en sikring af råstofressourcernes udnyttelse samt erhvervsmæssige hensyn og på den anden side på miljøbeskyttelse og vandforsyningsinteresser, naturbeskyttelse, herunder bevarelse af landskabelige værdier og videnskabelige interesser, en hensigtsmæssig byudvikling, land- og skovbrugsmæssige interesser, sandflugtsbekæmpelse og kystsikkerhed osv.

Loven har desuden til formål at sikre en ressourceøkonomisk anvendelse af forekomsterne og samordning af myndighedernes behandling af spørgsmål om indvinding af råstoffer.

Regionplan, indvindingsplan, kommuneplan og administrationen af kapitel 3 Regionplan

8. Ifølge lov om lands- og regionplanlægning og lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet skal regionplanen indeholde retningslinier for anvendelse af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster. Det betyder bl.a., at der i regionplanen skal udlægges graveområder, dvs. områder, hvor råstofinteresserne er prioriteret højt i forhold til andre interesser, og hvor indvindingen derfor må forventes koncentreret i regionplanperioden.

Regionplanens retningslinier for arealanvendelsen uden for graveområderne får også betydning for administrationen af kap. 3. Graveområderne i regionplanen er bl.a. fastlagt på grundlag af den kortlægning af råstofinteresseområder, som amtsrådene/hovedstadsrådet udfører, jfr. § 4, stk. 2. Størstedelen af råstofinteresseområderne er ikke udlagt til graveområder i regionplanen og påregnes således ikke udnyttet inden for regionplanens tidsperiode. Derfor skal interesseområderne gennem retningslinier i regionplanlægningen sikres således, at der ikke vil foregå aktiviteter, der kan forhindre en indvinding, før der er taget stilling til, om råstofinteressen kan vige i forhold til den pågældende aktivitet, herunder om råstofforekomsten eventuelt kan indvindes forud for arealets anvendelse til andre formål, som f.eks. vejanlæg og byudvikling.

Uden for råstofinteresseområderne og i de tilfælde, hvor landbrugs- og naturbeskyttelsesinteresserne er prioriteret højere end råstofinteressen, kan regionplanens retningslinier være udformet således, at der ikke eller kun under ganske særlige omstændigheder kan meddeles tilladelse til råstofindvinding.

Amtsrådene/hovedstadsrådet og kommunalbestyrelserne skal ifølge regionplanlovene virke for regionplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser ifølge lovgivningen - i dette tilfælde råstofloven. Regionplanen er således det overordnede grundlag for amtsrådets/hovedstadsrådets administration af råstoflovens kapitel 3.

Indvindingsplan

9. Ifølge råstoflovens § 5, stk. 2, skal amtsrådene/hovedstadsrådet på grundlag af den i § 4, stk. 2, nævnte kortlægning udarbejde planer for råstofindvinding på landjorden - indvindingsplaner.

Indvindingsplanen skal som sektorplan godkendes af fredningsstyrelsen, jfr. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 676 af 20. december 1984 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til fredningsstyrelsen, § 16, stk. 1, nr. 3.

Indvindingsplanerne skal rumme en uddybning og præcisering af regionplanernes retningslinier for råstofindvinding og efterbehandling - først og fremmest inden for graveområderne. Indvindingsplanen indeholder således en mere detaljeret beskrivelse af afvejningen mellem forskellige sektorinteresser end regionplanen.

Den planlægningsmæssige gennemarbejdning af graveområdet som led i indvindingsplanlægningen har som sit sigte, at der i indvindingsplanerne fastlægges retningslinier for, hvorledes råstofindvindingen i graveområdet skal tilrettelægges, og hvorledes efterbehandlingen skal udføres, således at de forskellige interesser i området er tilgodeset, i den udstrækning områdets karakter af graveområde tillader det, jfr. de hensyn amtsrådet/hovedstadsrådet i henhold til § 3 skal varetage, herunder ved administrationen af landbrugslovens § 7 a, stk. 3, om midlertidig ophævelse af landbrugspligten.

Indvindingsplanen vil således indeholde retningslinier for de vilkår i forbindelse med indvinding og efterbehandling, som amtsrådet/hovedstadsrådet ved administrationen af råstoflovens kapitel 3 vil stille efter § 10.

En hensigtsmæssig udnyttelse af en råstofforekomst eller en hensigtsmæssig efterbehandling vil ofte være afhængig af, at der meddeles tilladelse efter anden lovgivning end råstofloven.

Der kan således være tale om fredninger, beskyttelseslinier efter naturfredningsloven, vandløbs- og vandvindingsforhold, forhold af jordbrugs- eller skovbrugsmæssig karakter m.v.

I den udstrækning det er amtsrådet/hovedstadsrådet selv, der i disse tilfælde er den tilladelsesgivende myndighed, vil det i indvindingsplanen være muligt nærmere at klargøre, under hvilke omstændigheder og på hvilke vilkår sådanne tilladelser og dispensationer vil kunne gives.

I de tilfælde, hvor amtsrådet/hovedstadsrådet ikke er den tilladelsesgivende myndighed, kan det gennem forhandlinger med de kompetente myndigheder tilstræbes, at det i indvindingsplanen klargøres, inden for hvilke rammer tilladelser og dispensationer vil kunne meddeles. Dette er dog ikke muligt, når den kompetente myndighed er fredningsnævnene, idet nævnenes sammensætning og reglerne for deres virke udelukker dem som forhandlingspartnere eller høringsorganer.

Også selv om amtsrådet/hovedstadsrådet ikke kan foregribe sådanne tilladelser og dispensationer, vil en gennemarbejdet indvindingsplan kunne være et væsentligt beslutningsgrundlag for andre myndigheder, idet konkrete ansøgninger om tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning herved kan begrundes og belyses ud fra overordnede sammenhænge.

Kommuneplan

10. Ifølge kommuneplanlovens § 3, stk. 2, skal kommuneplanens strukturdel indeholde en planlægning af arealanvendelsen til udnyttelsen af sten, grus og andre naturforekomster i jorden. Da kommuneplanens retningslinier herom i al væsentlighed vil blive udarbejdet inden for de rammer, der er udstukket i region- og indvindingsplanlægning, vil kommuneplanen kun i ganske særlige tilfælde udgøre et selvstændigt grundlag for amtsrådets/hovedstadsrådets administration af råstoflovens kapitel 3. Det kan således være tilfældet, hvis der i kommuneplanen eksempelvis er optaget bestemmelser om særlige efterbehandlingskrav med henblik på den efterfølgende anvendelse af arealet til f.eks. byudviklingsformål eller lokalt rekreativt område.

For en mere detaljeret beskrivelse af råstofplanlægningen og dennes sammenhæng med region- og kommuneplanlægningen skal henvises til fredningsstyrelsens »Vejledning nr. 1 om råstofindvindingsplaner«, fredningsstyrelsen 1982 og »Den regionale råstofplanlægning«, fredningsstyrelsen 1985.

Kapitel 2 Amtsrådets og hovedstadsrådets medvirken ved administrationen af

Kapitel 2

Amtsrådets og hovedstadsrådets medvirken ved administrationen af

bestemmelserne i kapitlerne 3 og 5 i råstofloven.

Generelt om amtsrådets/hovedstadsrådets medvirken

Kompetencen til at meddele tilladelse til råstofindvinding, opstilling af grusværker og stenknuserier på indvindingsstedet og til at føre tilsyn med indvinding ligger hos amtsrådet, i hovedstadsområdet hos hovedstadsrådet. Den godkendte regionplan og indvindingsplan udgør grundlaget for amtsrådets/hovedstadsrådets administration af råstoflovens kapitel 3. Amtsrådets/hovedstadsrådets afgørelser kan påklages til fredningsstyrelsen, hvis afgørelse herefter kan påklages til miljøankenævnet.

Amtsrådets/hovedstadsrådets afgørelser om indvinding på de i § 7, stk.2, nævnte kyststrækninger kan dog påklages til miljøministeren.

Erhvervsmæssig indvinding/ikke-erhvervsmæssig indvinding?

1. I henhold til lovens § 7, stk. 1, må erhvervsmæssig indvinding af forekomster i jorden kun finde sted efter tilladelse fra amtsrådet/hovedstadsrådet.

Derimod kræver ikke-erhvervsmæssig indvinding ikke tilladelse efter råstofloven. Dog skal indvindingen, hvis den er af ikke ringe omfang, forud anmeldes til amtsrådet/hovedstadsrådet, jfr. § 7, stk. 3, og det nedenfor under punkt 26 anførte.

Ikke-erhvervsmæssig indvinding er karakteriseret ved,

at mængderne, som indvindes, er beskedne,

at materialerne ikke videresælges eller indgår i produktionen med salg for øje, og

at materialerne anvendes umiddelbart omkring indvindingsstedet til private formål.

Indvinding foretaget af offentlig myndighed og således til offentlige formål vil i princippet altid kræve tilladelse. Hvis en offentlig virksomhed, som f.eks. Københavns Vandforsyning anvender eller flytter en begrænset mængde jord, grus m.v. på egen grund, vil dette dog ikke kræve tilladelse efter råstofloven.

Ikke-erhvervsmæssig indvinding kan dog forudsætte tilladelse efter anden lovgivning. Dette gælder f.eks., såfremt der er tale om områder omfattet af naturfredningslovens §§ 43-43 b, eller områder, der er fredet i medfør af naturfredningslovens kapitel III eller § 60 (jfr. nedenfor punkt 13).

Ansøgning fra amtsråd/hovedstadsråd

Ansøgning om indvinding i mere end 10 år

2. Fredningsstyrelsen meddeler tilladelse efter lovens § 7 i sager, hvor et amtsråd/hovedstadsrådet eller kystinspektoratet er ansøger, og i sager, hvor ansøgningen angår en indvindingsperiode på mere end 10 år, jfr. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 328 af 27. juni 1978 om fredningsstyrelsens, amtsrådenes og hovedstadsrådets kompetence efter lov om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster og efter råstofloven.

I begge tilfælde forbereder amtsrådet/hovedstadsrådet fredningsstyrelsens afgørelse.

Der kan kun i ganske særlige tilfælde gives tilladelse til råstofindvinding for en periode på mere end 10 år. Fredningsstyrelsen skal derfor henstille, at amtsrådet/hovedstadsrådet, i forbindelse med forberedelse af sager om indvinding for mere end 10 år, gør ansøgeren bekendt med 10-års reglen i råstoflovens § 9, stk. 1. Særligt i sager, hvor amtsrådet/hovedstadsrådet vil kunne anbefale, at der gives tilladelse, men alene for en indvindingsperiode på indtil 10 år, vil det være hensigtsmæssigt at give ansøgeren lejlighed til at overveje, om ansøgningens tilladelsesperiode ønskes ændret til 10 år eller derunder, således at tilladelsen kan meddeles af amtsrådet/hovedstadsrådet efter de almindelige regler i § 7.

Vejanlæg

3. Efter forhandlinger mellem fredningsstyrelsen og vejdirektoratet (se vejdirektoratets cirkulæreskrivelse af 24. januar 1979 vedr. afgifter af råstoffer i forbindelse med vejanlæg) kræves der ikke tilladelse efter råstofloven til de råjordsarbejder, der udføres i forbindelse med offentlige vejarbejder, hvor råjord udgraves eet sted på strækningen og indbygges et andet sted eller udsættes. Grusmaterialer, der derimod udgraves ekstra - f.eks. ved at gå i dybden under den normale bundkote - betragtes som indvinding og kræver tilladelse.

Der kræves heller ikke tilladelse efter råstofloven, hvor der udgraves råjord i forbindelse med terrænreguleringer, der er led i gennemførelsen af et vejprojekt, forudsat at en efterbehandling af udgravningsstedet er en del af projektets udførelse.

Såfremt der åbnes en egentlig indvindingsgrav med henblik på indvinding af materialer til vejarbejdet, skal tilladelse indhentes.

I tilfælde hvor der opstår tvivl om, hvorvidt råjordarbejder/indvinding i forbindelse med vejarbejder kræver tilladelse til råstofindvinding, vil det være hensigtsmæssigt, om vejmyndighederne forelægger sagen for amtsrådet/hovedstadsrådet, inden udgravningen påbegyndes (jfr. skrivelse fra fredningsstyrelsen af 14. oktober 1983, j.nr. F 420-9).

Anmeldte rettigheder

4. Undtaget fra råstoflovens § 7 er indvindinger, som finder sted eller påbegyndes i henhold til godkendte anmeldelser efter § 5, stk. 1, nr. 1-3, i lov nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet. Sådanne indvindingsrettigheder bortfalder den 1. juli 1988, for så vidt angår sten, grus og sand. For andre råstoffer bortfalder rettigheden den 1. juli 2003, jfr. råstoflovens § 22, stk. 2. Fra disse datoer kræver enhver erhvervsmæssig indvinding af de pågældende råstoffer tilladelse efter råstoflovens § 7.

Ansøgning om tilladelse efter lovens § 7

5. Ansøgning om tilladelse efter § 7 indgives til vedkommende amtsråd/hovedstadsrådet. Ansøgningen indgives på et særligt ansøgningsskema, som fås hos amtsrådene og hovedstadsrådet, jfr. råstoflovens § 8, stk. 2, og miljøministeriets bekendtgørelse nr. 329 af 27. juni 1978 om ansøgning og indberetning efter råstofloven.

Ansøgningen

Af denne bekendtgørelse fremgår, at ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der fordres i skemaet. Amtsrådet/hovedstadsrådet påser, at ansøgningsskemaet er udfyldt i overensstemmelse hermed, herunder at såvel ejer som bruger har underskrevet skemaet. Amtsrådet og hovedstadsrådet kan derudover til brug for en bedømmelse af ansøgningen forlange, at denne indeholder oplysninger om forekomstens omfang baseret på f.eks. prøveboringer, prøvegravninger og andre oplysninger.

Tilladelse efter anden lovgivning - samme ansøgning

6. En ansøgning i henhold til råstofloven om tilladelse til råstofindvinding gælder også som ansøgning efter andre love, når der efter disse love kræves tilladelse til selve den påtænkte råstofindvinding (§ 8, stk. 1), herunder som ansøgning efter landbrugslovens § 7 a, naturfredningslovens §§ 43, 43 a, 43 b, 46, 47 a, 48 og 53, skovlovens § 7 og sandflugtslovens § 6.

Miljøforhold

7. Med virkning fra 1. august 1978 ændredes bilaget til miljøbeskyttelsesloven, således at »minedrift« samt »grusværker« og »stenknuserier«, der etableres på indvindingsstedet, ikke længere er omfattet af bestemmelserne i miljøbeskytteseslovens kapitel 5 om godkendelse af særlig forurenende virksomheder m.v.

Dette indebærer, at selve indvindingen af de råstoffer, der er omfattet af råstofloven, samt etablering af grusværker og stenknuserier på indvindingsstedet, alene kræver tilladelse efter råstoflovens § 7.

Etablering af råstofforarbejdende virksomheder, som kalkværker, teglværker, cementfabrikker, mørtelværker, cementstøberier og lign., kræver derimod fortsat tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, uanset deres placering i forhold til indvindingsstedet.

De vilkår af miljømæssig art, der tidligere blev fastsat i godkendelser efter miljøbeskyttelsesloven, fastsættes nu i tilladelser efter råstofloven, jfr. lovens § 2, nr. 1, sammenholdt med § 3. En eventuel tilladelse til spildevandsudledning skal dog fortsat meddeles efter reglerne i miljøbeskyttelseslovgivningen.

Miljøreglementet

Som konsekvens af ændringen er samtlige erhvervsmæssige råstofindvindinger - bortset fra de indvindinger, der tidligere er godkendt i henhold til miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 - nu omfattet af bestemmelserne i kapitel 11 i miljøreglementet, miljøministeriets bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982 af reglement om miljøbeskyttelse. Efter disse bestemmelser kan en kommunalbestyrelse meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger, såfremt en erhvervsvirksomhed, som ikke er optaget på bilaget til lov om miljøbeskyttelse, i en ikke uvæsentlig grad medfører uhygiejniske forhold eller ulemper for omgivelserne. Forbud kan meddeles, hvis ulemperne fra en virksomhed ikke kan afhjælpes, eller hvis et påbud ikke efterkommes.

Bestemmelserne vil kun i ganske særlige tilfælde få betydning for råstofindvindinger, der drives på grundlag af en efter 1. august 1978 meddelt tilladelse efter råstofloven, idet amtsrådet/hovedstadsrådet efter høring af kommunalbestyrelsen har taget de miljømæssige forhold i betragtning og fastsat de nødvendige vilkår.

Derimod kan bestemmelserne fortsat få selvstændig betydning for råstofindvindinger, der ikke drives på grundlag af en efter 1. august 1978 meddelt tilladelse efter råstofloven.

Tilladelse efter anden lovgivning - særskilt ansøgning

8. Ansøgningen gælder ikke som ansøgning om andre tilladelser, som ikke direkte angår selve indvindingen, selv om sådanne tilladelser faktisk kan være en forudsætning for indvindingsvirksomhedens etablering.

I lovens § 3 er nævnt de hensyn, som skal afvejes over for hinanden ved behandlingen af en ansøgning om råstofindvinding. Nogle af disse hensyn er reguleret gennem følgende love

Lov om erhvervelse af fast ejendom

Landbrugsloven: Tilladelse efter § 4 om ophævelse af landbrugspligten, § 12 om forpagtnings- og lejeforhold og kap. V om erhvervelse af landbrugsejendomme.

Udlånsloven samt lovgivning i øvrigt vedrørende ejendomme med statslån og/eller jordrente: Tilladelse til råstofindvinding på ejendomme omfattet af forannævnte love.

By- og landzoneloven: Tilladelse i landzone til udstykning, opførelse af bygninger m.v.

Byggelov og bygningsreglement: Tilladelse til opførelse af nødvendige bygningsværker for virksomheden.

Naturfredningsloven: Dispensation til opførelse af bygninger.

Vandforsyningsloven: Tilladelse til vandindvinding og til bortledning (sænkning) af grundvand, jfr. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980, kap. 2 og 3.

Miljøbeskyttelsesloven: Tilladelse til nedsivning efter kap. 3 og til spildevandsudledning efter kap. 4.

Vejlovgivning: Tilladelse til udgravning i nærheden af offentlig vej og tilladelse til udgravning i nærheden af privat fællesvej i byområde, jfr. § 101, stk. 2 i lov om offentlige veje og § 49, stk. 3 i lov om private fællesveje. Tilladelse til udgravning på eller i nærheden af arealer, der er pålagt byggelinier i medfør af §§ 34 og 35 i lov om offentlige veje samt udgravning på eller i nærheden af arealer i byområder, der er udlagt som privat fællesvej, jfr. § 35 i lov om private fællesveje. Tilladelse til overkørsel.

Lov om DSB: Tilladelse til råstofindvinding i nærheden af DSB's grund, jfr. § 47.

Udstykningsloven: Tilladelse til udstykning af det areal, hvorpå indvinding skal finde sted.

Ansøgninger efter disse love må indgives særskilt af ansøgeren til vedkommende myndighed.

Særlig i graveområderne bør det i almindelighed fremgå af indvindingsplanerne, hvilke tilladelser efter de ovennævnte love, der vil være en forudsætning for, at en hensigtsmæssig indvinding kan gennemføres. Selv om det i en indvindingsplan tillige er skitseret - efter forhandling med den kompetente myndighed - under hvilke betingelser eventuelle tilladelser og dispensationer efter anden lovgivning kan gives, skal den enkelte sag fortsat ved særskilt ansøgning forelægges til den pågældende myndigheds konkrete afgørelse.

Bestemmelsen i råstoflovens § 8, stk. 1, indebærer alene, at det påhviler amtsrådet/hovedstadsrådet at forelægge sagen for de andre myndigheder, som har kompetence med hensyn til selve den ansøgte råstofindvinding, jfr. nærmere nedenfor punkt 9-13.

Når det fremgår af sagen, at der tillige forudsættes sådanne andre tilladelser som omtalt ovenfor, og disse er af væsentlig betydning for iværksættelsen af råstofindvindingen, bør amtsrådet/hovedstadsrådet (såfremt meddelelse af råstoftilladelse ikke er udelukket) så tidligt som muligt gøre ansøgeren opmærksom herpå samt på, til hvilken myndighed særskilt ansøgning skal indgives. Amtsrådet/hovedstadsrådet bør i disse tilfælde, af hensyn til en hensigtsmæssig sagstilrettelæggelse, tage kontakt med de pågældende myndigheder med henblik på at koordinere sagsbehandlingen. Formålet med at koordinere sagsbehandlingen er bl.a., at eventuelle tilladelser meddeles ansøgeren med mindst mulig tidsinterval bl.a. af hensyn til klagefrister, samt at der ikke meddeles råstoftilladelse i tilfælde, hvor tilladelse efter anden lovgivning ikke kan meddeles, og denne er en afgørende forudsætning for indvindingen.

Sagsbehandling

I de tilfælde, hvor en ansøgning også gælder som ansøgning efter anden lovgivning (jfr. punkt 6), sender amtsrådet/hovedstadsrådet ansøgningen til den myndighed, der administrerer vedkommende lov (se dog punkt 13 nedenfor om beskyttelseslinier).

Samtidig orienteres ansøgeren om, at sagen afventer afgørelse fra den pågældende myndighed.

Nægter den pågældende myndighed for sit vedkommende at give tilladelse til det ansøgte, meddeler amtsrådet/hovedstadsrådet dette til ansøgeren og påser, at der gives ansøgeren klagevejledning efter reglerne i den lov, den pågældende afgørelse er truffet i henhold til.

Ansøgningen sendes under alle omstændigheder til udtalelse hos den pågældende kommunalbestyrelse og til rigsantikvaren eller det lokale arkæologiske museum (jfr. punkt 14 og 15).

Landbrugsloven

9. Landbrugsministeriet har delegeret kompetencen til at meddele tilladelse efter landbrugslovens § 7 a, stk. 3 (landbrugspligtigt areal, hvor landbrugspligten ikke søges ophævet ved råstofindvindingen), til amtsrådene/hovedstadsrådet, jfr. landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 398 af 15. august 1978 om amtsrådenes/hovedstadsrådets behandling af ansøgninger om tilladelse til udnyttelse af råstofforekomster på landbrugsejendomme.

Ordningen indebærer, at sagen, medmindre amtsrådet/hovedstadsrådet skønner, at der er tale om en mindre betydningsfuld sag, sendes til jordbrugskommissionen, som afgiver erklæring til amtsrådet/hovedstadsrådet inden 4 uger.

Såfremt der er tale om særlig betydningsfulde sager, kan jordbrugskommissionen i sin indstilling anføre, at disse må forelægges til landbrugsministerens afgørelse.

Der henvises i øvrigt til landbrugsministeriets cirkulærer nr. 208 og 207 begge af 4. december 1980 om henholdsvis amtsrådenes, hovedstadsrådets og jordbrugskommissionernes behandling af sager om råstofindvinding på landbrugsejendomme og om lov om landbrugsejendomme, punkt 8.

Skov og/eller fredsskov

10. Indvinding af råstoffer på fredsskovspligtig grund er ikke tilladt, jfr. skovlovens § 6. Skovstyrelsen kan dog i henhold til skovlovens § 7, stk. 2, give tilladelse hertil, når særlige forhold gør sig gældende.

Vedrører sagen indvinding på arealer, hvorpå der findes skov eller fredsskovspligtig grund, fremsendes ansøgningen til vedkommende statsskovdistrikt, jfr. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 57 af 20. februar 1978 om landets inddeling i skovtilsynskredse. Statsskovdistriktet giver så vidt muligt inden 4 uger amtsrådet/hovedstadsrådet meddelelse om, hvorvidt indvinding på de omhandlede arealer kræver tilladelse fra skovstyrelsen. Hvis statsskovdistriktet i sin udtalelse har angivet, at sagen skal forelægges skovstyrelsen, forelægger amtsrådet/hovedstadsrådet ansøgningen med alle de indhentede udtalelser for skovstyrelsen til afgørelse.

Strandbred/kyststrækning

11. Ansøgning, der vedrører indvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, jfr. råstoflovens § 7, stk. 2, skal sendes til kystinspektoratet, der afgiver udtalelse til amtsrådet/hovedstadsrådet. Dette gælder også ansøgninger, der både vedrører indvinding på strandbredder og andre kyststrækninger og baglandet. Bestemmelsen i § 7, stk. 2, har til formål at yde en særlig beskyttelse af stranden og den kystnære zone. De ansøgninger, der skal forelægges kystinspektoratet, er efter aftale med kystinspektoratet og ministeriet for offentlige arbejder følgende

a) Indvinding på strandbredder og andre for sammenhængende landvegetation blottede kyststrækninger.

b) Indvinding inden for den i naturfredningsloven § 46 omtalte strandbeskyttelseslinie.

c) Indvinding på arealer ved den jyske vestkyst, der ligger nærmere kystlinien end 500 m, regnet fra daglige højeste vandstand.

Amtsrådet/hovedstadsrådet skal følge kystinspektoratets indstilling om afslag eller vilkår.

Sandflugtsloven

12. Er arealet klitfredet i henhold til sandflugtsloven, fremsendes ansøgningen til sandflugtsmyndighedernes afgørelse.

Naturfredningsloven

13. Fremgår det af ansøgningen, eller konstateres det, at der søges om tilladelse til indvinding på fredet areal eller inden for de i naturfredningslovens §§ 43, 43 a, 43 b, 46, 47 a, 48 og 53 omhandlede områder, vil råstofindvinding forudsætte, at der tillige meddeles dispensation/tilladelse efter disse bestemmelser.

Beskyttelse af vandløb, søer og moser samt af heder og strandenge

Med hensyn til de i naturfredningslovens §§ 43, 43 a og 43 b fastsatte bestemmelser om ændringer af offentlige vandløb, søer og moser, heder, strandenge og strandsumpe har amtsrådet/hovedstadsrådet kompetence til at meddele de nødvendige tilladelser. De nærmere bestemmelser herunder vedrørende afgrænsning af de nævnte områder fremgår af miljøministeriets cirkulære nr. 222 af 1. december 1978 (for vandløb, søer og moser) samt af miljøministeriets cirkulære nr. 103 af 27. marts 1984 (for visse søer, heder, strandenge og strandsumpe).

Der skal tages stilling efter §§ 43, 43 a og 43 b, enten før eller senest samtidig med, at sagen afgøres efter råstofloven. Kan amtsrådet ikke meddele tilladelse efter naturfredningslovens bestemmelser, vil der normalt ikke være grund til yderligere sagsbehandling efter råstofloven, og afslaget kan gives efter de nævnte bestemmelser i naturfredningsloven.

Fredede arealer

Hvis der søges om indvindingstilladelse på fredede arealer, vil det være afhængigt af fredningsbestemmelsernes konkrete indhold, om indvindingen er umiddelbart lovlig, om en dispensation fra fredningen i medfør af naturfredningsloven § 34 er nødvendig - og mulig, eller om det ansøgte vil indebære en videregående afvigelse fra fredningen.

Fredningsnævnene har kompetence efter naturfredningslovens § 34 til at meddele dispensation fra fredningsbestemmelser.

Der bør tages stilling til forholdet til fredningen inden sagen afgøres efter råstofloven.

Beskyttelseslinier

Råstofindvinding inden for de i naturfredningslovens §§ 46, 47 a og 53 nævnte beskyttelseslinier (strandbeskyttelseslinien, sø- og åbeskyttelseslinien og beskyttelseslinier omkring jordfaste fortidsminder), forudsætter dispensation fra disse bestemmelser. Fredningsnævnene har kompetence til at meddele sådanne dispensationer.

Af cirkulæret om administration af naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier, miljøministeriets cirkulære af 9. november 1979, punkt 7 b, fremgår bl.a., at fredningsnævnet ikke skal realitetsbehandle ansøgninger om dispensation, medmindre der foreligger en tilladelse efter råstofloven.

For så vidt angår beskyttelseslinier omkring jordfaste fortidsminder har det vist sig, at det kan være en fordel at få afklaret, om der kan dispenseres, i de tilfælde hvor en væsentlig del af råstofferne ligger inden for beskyttelseslinien. Dette kan jfr. ovennævnte cirkulære ikke lade sig gøre. Det fastsættes derfor herved, at når amtsrådet/hovedstadsrådet skønner, at det vil være en fordel, lader man fredningsnævnet behandle sagen, før der tages stilling i medfør af råstofloven. Herved sikres på den ene side de særlige hensyn til fortidsminder og på den anden side, at der ikke gives en forventning om indvindingstilladelse på restarealerne, hvis en sådan indvinding vil være uhensigtsmæssig.

Med hensyn til strandbeskyttelseslinien, naturfredningslovens § 46, henledes opmærksomheden på stk. 4, nr. 5, hvoraf det fremgår, at kyststrækninger, der er omfattet af sandflugtsloven, falder uden for § 46's anvendelsesområde, medmindre miljøministeren fastsætter andet.

Jordfaste fortidsminder

Bestemmelserne om beskyttelse af jordfaste fortidsminder fremgår af naturfredningslovens kapitel 7. Spørgsmålet om, hvorvidt der findes jordfaste fortidsminder på det ansøgte areal, afgøres af fredningsstyrelsen. Fortidsminder må i henhold til naturfredningslovens § 48 ikke beskadiges eller sløjfes, og udstykning, opdeling og skelforandring på det areal, hvor fortidsmindet er beliggende, må ikke foretages. Dispensation fra denne bestemmelse skal søges hos såvel fredningsstyrelsen som fredningsnævnet. Denne dobbeltkompetence er udtryk for den meget restriktive praksis, som hersker på dette område. Ansøgningen forelægges først for fredningsstyrelsen og skal således kun forelægges for fredningsnævnet, hvis styrelsen giver tilladelse til at sløjfe fortidsmindet.

Museumsloven

14. I museumslovens § 26, der administreres af ministeriet for kulturelle anliggender, rigsantikvaren, er det fastsat, at såfremt der under et jordarbejde (råstofindvinding) findes jordfaste fortidsminder, skal indvindingsarbejdet standses, og fundene anmeldes til rigsantikvaren.

Rigsantikvaren meddeler, hvorvidt arbejdet i påkommende tilfælde kan fortsætte, eller om der skal foretages en undersøgelse. En eventuel undersøgelse skal være afsluttet inden eet år efter anmeldelsen.

På denne baggrund har man fundet det rimeligt, at ansøgeren, før eventuel indvinding påbegyndes, orienteres om sandsynlig tilstedeværelse af fortidsminder (omfattet af museumslovens § 26) på de ansøgte arealer.

Amtsrådet/hovedstadsrådet skal derfor altid som led i sagsbehandlingen anmode Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat eller et af rigsantikvaren bemyndiget lokalt museum om inden for normal høringsfrist at udtale sig herom.

Primærkommunen

15. Sagen sendes til vedkommende kommunalbestyrelse, der inden 6 uger afgiver udtalelse til amtsrådet/hovedstadsrådet. Kommunalbestyrelsen bør udtale sig om de i råstoflovens § 3 nævnte forhold, herunder forholdet til kommune- og lokalplanlægningen, miljøbeskyttelsesforhold, vej- og adgangsforholdene til det påtænkte indvindingsområde, de erhvervs- og beskæftigelsesmæssige forhold og eventuelle ønsker eller planer om arealets anvendelse efter råstofindvindingens afslutning.

Andre udtalelser

16. Amtsrådet/hovedstadsrådet bestemmer selv, om der af hensyn til den i lovens § 3 omhandlede afvejning, herunder hensynet til råstofressourcernes omfang, anvendelse og erhvervsmæssige forhold, er behov for yderligere udtalelser.

Høring af forsyningsselskaber

17. Såfremt der på et areal, hvor der ansøges om råstofindvindingstilladelse, forefindes el-luftledninger, kabler i jorden, naturgasledninger eller andre typer af lednings- og forsyningsanlæg kan det være hensigtsmæssigt at anmode det pågældende forsyningsselskab om en udtalelse om, hvorvidt beliggenheden af ledningsanlægget og eventuelle deklarationer herom vil hindre eller begrænse den påtænkte indvinding.

Herved gives selskabet lejlighed til at overveje, om indvindingen nødvendiggør ændring eller supplering af deklarationer samt til at stille forslag til det nærmere indhold af de vilkår, som amtsrådet i medfør af råstofloven fastsætter.

Hensynet til ledningsanlæg kan eksempelvis have betydning for amtsrådets vilkårsstillelse vedrørende graveområdets afgrænsning, gravedybde, adgangsvej til master og evt. skrænthældning til sådanne. (Se i øvrigt vejledning til amtsrådene og hovedstadsrådet om råstofindvinding i tilslutning til arealer, der er reserveret til hovedtransmissionsret for naturgas, fredningsstyrelsen, november 1980.).

Tilladelsen og vilkårene herfor

I råstoflovens §§ 9 og 10 er fastsat bestemmelser om indholdet af en råstofindvindingstilladelse, herunder bestemmelse om at der i tilladelsen normalt skal fastsættes vilkår.

Tilladelse efter anden lovgivning

18. Når amtsrådets/hovedstadsrådets tilladelse også gælder som tilladelse efter andre love end råstofloven (jfr. ovenfor punkt 6), skal disse love angives i afgørelsen.

Vilkår efter anden lovgivning

Vilkår, der med hjemmel i anden lovgivning er forlangt stillet af myndigheder, skal altid medtages i amtsrådets/hovedstadsrådets tilladelse. Tilvarende gælder vilkår, der ifølge en udtalelse fra kystinspektoratet er nødvendige af kystsikringsmæssige hensyn.

Tilladelsesperiode

19. En tilladelse efter § 7 skal indeholde bestemmelse om tilladelsens varighed inden for den i lovens § 9, stk. 1, angivne tilladelsesperiode på 10 år.

Tidspunktet for indvindingens påbegyndelse skal fastlægges i tidsmæssig forbindelse med tidspunktet for tilladelsens meddelelse. Tilladelsesperioden på 10 år må således ikke væsentlig overskrides ved fastsættelse af et tidspunkt for indvindingens påbegyndelse, som ligger adskillige år efter tidspunktet for tilladelsens meddelelse.

Udnyttelsesret

Tilladelsen skal udformes således, at den angiver omfanget af udnyttelsesretten, jfr. § 9, stk. 2. Det vil sige, at tilladelsen altid skal angive hvilke råstoffer og hvilket geografisk afgrænset område, den angår, men også hvilke mængder, der må indvindes og/eller til hvilke dybder, der må foretages indvinding inden for området.

Såfremt der under et indvindingsforløb opstår ønske om - inden for det af tilladelsen omfattede område - at udnytte andre råstoffer eller større mængder end angivet i tilladelsen, skal der, jfr. § 9, stk. 3, indgives anmeldelse herom til amtsrådet/hovedstadsrådet. Dersom amtsrådet/hovedstadsrådet ikke inden for den fastsatte 4 ugers frist kan nå at behandle spørgsmålet eller finder, at der må fremsendes yderligere materiale til bedømmelse af sagen, kan amtsrådet/hovedstadsrådet meddele indvinderen dette samtidig med en meddelelse om, at den pågældende indvinding ikke må fortsættes, eller hvis den ikke er påbegyndt ikke må iværksættes, forinden spørgsmålet er færdigbehandlet.

20. Ifølge råstofloven skal der som hovedregel stilles en række vilkår for tilladelsen for at tilgodese de hensyn, der fremgår af lovens formålsparagraf.

Almindelige vilkår

En tilladelse til indvinding af råstoffer skal således normalt indeholde følgende vilkår, jfr. § 10, stk. 1

1) at der sker en efterbehandling af det areal, hvorpå indvindingen har fundet sted,

2) at indvindingen sker efter en godkendt plan, der indeholder hovedlinierne i den påtænkte indvinding og efterbehandling, herunder hvornår indvindingen og efterbehandlingen skal være afsluttet, og

3) at der stilles fornøden sikkerhed for opfyldelsen af vilkår om efterbehandling.

Indvindingsplanen vil - særlig for graveområderne - i store træk rumme retningslinier for indholdet af de vilkår, der skal stilles for indvinding og efterbehandling (nr. 1 og 2).

I forbindelse med sikkerhedsstillelse (nr. 3) skal det bemærkes, at den fornødne sikkerhed bør fastsættes på baggrund af en beregning af, hvad det vil koste at lade efterbehandlingen udføre for ejers eller brugers regning af trediemand, jfr. råstoflovens § 34.

Særlige vilkår

Amtsrådet/hovedstadsrådet kan med henblik på at varetage de hensyn, der er nævnt i råstoflovens formålsbestemmelse (§ 3), i øvrigt fastsætte vilkår for tilladelsen, jfr. § 10, stk. 2.

Der kan således blive tale om at fastsætte særlige vilkår som følge af råstofindvindingens tilrettelæggelse under hensyn til vandforsyningsinteresser, miljøbeskyttelse, hensynet til naturbeskyttelse og videnskabelige interesser, landbrugs- og skovbrugsmæssige interesser, byudviklingsinteresser m.v.

Hvilke vilkår ud over de i § 10, stk. 1, nævnte, der eventuelt skal fastsættes i tilladelsessager, skal afgøres på grundlag af en konkret bedømmelse i hvert enkelt tilfælde af de individuelle forhold på og omkring indvindingsstedet. Disse vilkår skal underkastes en samlet vurdering på grundlag af de i lovens § 3 nævnte samfundsmæssige hensyn.

Vilkår efter § 10, stk. 2, tager i de fleste tilfælde sigte på at regulere forholdene ved selve indvindingen, det vil sige inden for det område, der er omfattet af indvindingstilladelsen.

Vilkår om kørsel til og fra graveområde

Der kan dog i visse tilfælde, afhængig af indvindingsarealets beliggenhed, f.eks. i forhold til bymæssig bebyggelse, være behov for at regulere de aktiviteter, som finder sted uden for selve indvindingsområdet, f.eks. kørsel til og fra grusgraven.

Vilkår, som tager sigte på at regulere kørslen uden for indvindingsområdet i form af tvangsruter, kan ikke stilles efter råstofloven. Politimesteren har derimod, i henhold til færdselslovens § 92, mulighed for på en bestemt strækning efter forhandling med vejbestyrelsen at udstede et generelt forbud mod tung trafik (kørsel med køretøjer på over 3.500 kg). Et sådant forbud kan ledsages af visse undtagelser, således at forbudet ikke iøvrigt rammer den vanlige trafik. Politimesterens afgørelse kan påklages til justitsministeriet.

Tilladelse til overkørsel fra indvindingsområdet til offentlig vej meddeles af vejbestyrelsen. Tilladelse til overkørsel til privat fællesvej i byområder meddeles af vejmyndigheden.

Efter råstofloven kan der kun stilles vilkår, der fastlægger fra hvilke dele af indvindingsområdet, der ikke må ske udkørsel, idet det henhører under de ovenfor nævnte myndigheder at meddele tilladelse til overkørsel. Efter råstofloven kan der endvidere fastsættes vilkår om f.eks. vanding af tilkørselsveje til indvindingsområdet for at afhjælpe gener.

Ved bestemmelse af, om en ny adgang til en offentlig vej skal tillades etableret, kan vejbestyrelsen tage vejtekniske eller færdselsmæssige hensyn, jfr. § 70, stk. 3, § 73, stk. 2 og § 80, stk. 1, i lov om offentlige veje. Derimod ses der ikke at være hjemmel til at tage miljømæssig hensyn.

Ifølge henstilling fra ministeriet for offentlige arbejder bør vejbestyrelsen være opmærksom på miljømæssige konsekvenser i forbindelse med meddelelse af tilladelse til overkørsel og give råstofmyndigheden lejlighed til at gribe ind.

Lokalplanpligt

Kommunalbestyrelsen skal efter kommuneplanlovens § 16 i visse tilfælde tilvejebringe en lokalplan. Efter § 16, stk. 3, skal en lokalplan tilvejebringes, før der gennemføres større udstykninger eller større bygge- og anlægsarbejder (lokalplanpligt). Råstofindvinding og de i forbindelse hermed nødvendige anlæg henhører under begrebet bygge- eller anlægsarbejder. I nogle tilfælde vil råstofindvinding derfor kræve lokalplan. Det er kommunalbestyrelsen, der afgør, om der i det enkelte tilfælde er tale om »større« arbejder, som kræver, at lokalplan udarbejdes. Ved afgørelsen vil der især blive lagt vægt på, om den påtænkte råstofindvinding fremkalder væsentlige ændringer i det bestående miljø. Det er således især relationerne til omgivelserne, der er afgørende, herunder om arealet ligger i umiddelbar nærhed af eksisterende eller planlagt bebyggelse eller rekreative arealer.

Lokalplanret Efter kommuneplanlovens § 18, jfr. § 16, stk. 1, kan kommunerne i lokalplaner optage bestemmelser om en række forhold af betydning for arealanvendelsen også i forbindelse med råstofindvinding (lokalplanret).

De fleste af de i kommuneplanlovens § 18 nævnte forhold reguleres efter råstoflovens § 10 i vilkårene for en råstoftilladelse, og derfor vil der i almindelighed ikke være behov for, at kommunalbestyrelserne udarbejder lokalplaner for råstofindvinding ud over de tilfælde, hvor der er lokalplanpligt.

Vilkår efter råstoflovens § 10 er omfattet af kommuneplanlovens § 38 om servitutter pålagt af offentlige myndigheder med hjemmel i lovgivningen, og de kræver derfor ikke kommunalbestyrelsens forudgående samtykke efter kommuneplanlovens § 36.

Det kan af hensyn til administrationen af råstofloven være nødvendigt at fastsætte særlige vilkår for tilladelser.

Råstofafgift

Fredningsstyrelsen skal således henstille, at amtsrådet/hovedstadsrådet i tilladelser efter § 7 altid indsætter vilkår om, at der skal betales råstofafgift efter bestemmelserne i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 134 af 15. marts 1983. Herved vil tilladelsen, såfremt der foreligger gentagen misligholdelse af betalingen, kunne inddrages i henhold til råstoflovens § 24.

Konkurs

Af hensyn til efterbehandlingsvilkårene og til fredningsstyrelsens mulighed for at kunne fremsætte krav vedrørende resterende råstofafgift, i tilfælde hvor indvindingsvirksomheder går konkurs m.v., skal fredningsstyrelsen henstille, at amtsrådet/hovedstadsrådet altid fastsætter vilkår om, at i tilfældet af en indvindingsvirksomheds konkurs, betalingsstandsning m.v., er såvel ejendommens ejer som den, der driver indvindingsvirksomheden, forpligtet til straks at underrette amtsrådet/hovedstadsrådet samt fredningsstyrelsen.

Fredningsstyrelsen skal i øvrigt anmode amtsrådet/hovedstadsrådet om at give fredningsstyrelsen oplysning om konkurssager m.v., der kommer til rådenes kendskab.

Efterbehandlingspligt

Det skal i øvrigt bemærkes, at det kan være hensigtsmæssigt, at amtsrådet/hovedstadsrådet stiller vilkår, der sikrer, at efterbehandlingen kan kræves iværksat i situationer, hvor indvindingen afbrydes før tiden. Der kan f.eks. stilles vilkår om, at efterbehandlingsforpligtelsen indtræder, hvis indvindingen har været afbrudt (eksempelvis) 1 år, medmindre andet aftales med amtsrådet/hovedstadsrådet, og vilkår om, at efterbehandlngsforpligtelsen indtræder omgående, hvis tilladelsen tilbagekaldes i henhold til lovens § 24.

Tilladelsens indhold i øvrigt

21. Amtsrådet/hovedstadsrådet bør i tilladelsesskrivelsen orientere indvinderen om, hvilke generelle bestemmelser (vilkår), der i øvrigt gælder for indvindingen efter råstofloven eller anden lovgivning.

Det gælder f.eks.

a) at amtsrådet/hovedstadsrådet foranlediger vilkår om efterbehandling m.m. tinglyst på ejendommen, når afgørelsen er endelig, jfr. lovens § 10, stk. 4, og afholder de dermed forbundne udgifter, jfr. lov nr. 563 af 7. december 1983 om ændring af lov om retsafgifter og lov om stempelafgifter. Tinglysning er kun til underretning for offentligheden, og i henhold til § 10, stk. 3, gælder vilkårene uanset tinglysningen,

b) at resultater af boringer m.v. efter råstoffer i jorden inden 3 måneder efter udførelsen skal indberettes til Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU) på særlige skemaer, som fås hos amtsrådet/hovedstadsrådet, jfr. § 26. Det fremgår af ansøgningsskemaet, at oplysningerne vil blive behandlet som fortrolige i op til fem år fra indsendelsen, såfremt det ønskes,

c) at der årligt til DGU skal gives oplysninger om indvindingsvirksomheden, bl.a. om art og mængde af de forekomster, der indvindes, og om anvendelsen heraf. Indberetning sker på særlige skemaer, som bliver tilsendt indvinderen af DGU, jfr. råstoflovens § 27 og miljøministeriets bekendtgørelse nr. 329 af 27. juni 1978 om ansøgninger og indberetninger om indvinding efter skal foretages særskilt for hver grav med angivelse af matr.nr.,

d) at en tilladelse, der er meddelt i henhold til lovens § 7, bortfalder, såfremt råstofindvindingen ikke er påbegyndt senest 3 år efter det tidspunkt, indvindingen skal påbegyndes ifølge tilladelse, jfr. § 23. Bortfalder en tilladelse efter bestemmelsen, vil der på ny kunne ansøges om tilladelse efter de almindelige regler,

e) at råstofindvinding andre steder på ejendommen end det, tilladelsen omfatter, kræver en ny tilladelse efter råstofloven,

f) at amtsrådet/hovedstadsrådet, hvis en indvindingsvirksomhed ikke opfylder forpligtelsen til at efterbehandle, kan meddele påbud til indvinderen eller ejeren om inden en fastsat frist at foretage efterbehandlingen. (Denne afgørelse kan ikke påklages),

g) at amtsrådet/hovedstadsrådet, hvis dette påbud ikke efterkommes, i henhold til råstoflovens § 34, stk. 1, kan rejse sag ved domstolene og få pålagt ejeren og brugeren at udføre efterbehandlingen inden for en i dommen angiven tidsfrist, hvis overskridelse medfører tvangsbøder. Efterkommes dette påbud ikke, og kan inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til, at påbuddet efterkommes, kan amtsrådet/hovedstadsrådet, ifølge § 34, stk. 2, lade efterbehandlingen udføre på ejerens eller brugerens bekostning. Dækning af udgifterne søges først og fremmest i sikkerhedsstillelsen. (Se i øvrigt »Vejledning om efterbehandling af råstofgrave ved konkurs, fredningsstyrelsen, den 8. marts 1982),

h) at amtsrådet/hovedstadsrådet fører tilsyn med indvindingen, såvel efter råstofloven som efter landbrugsloven, og kan foretage besigtigelse af arealerne og påse, at vilkårene overholdes, jfr. §§ 20-21,

i) at amtsrådet/hovedstadsrådet på et senere tidspunkt kan fastsætte yderligere vilkår eller foretage ændringer af allerede stillede vilkår, såfremt dette måtte vise sig nødvendigt af hensyn til opfyldelsen af lovens §§ 2 og 3,

j) at indvindingen ikke må berøre de af naturfredningslovens § 48 omfattede jordfaste fortidsminder, og at indvindingen ved fremkomsten af fortidsminder, der er omfattet af museumslovens § 26, skal standses og anmeldelse foretages til rigsantikvaren,

k) at etablering af lossepladser og lign. kræver særlig tilladelse efter lovgivningen i øvrigt, f.eks. miljøbeskyttelsesloven,

l) at en tilladelse kan tilbagekaldes i tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af vilkår, eller såfremt det af hensyn til kystens sikkerhed skønnes nødvendigt, jfr. § 24, stk. 1 og 2.

Meddelelse af afgørelser m.v.

Individuel underretning

Offentlig annoncering

22. En afgørelse i henhold til § 7 - f.eks. en tilladelse, et afslag eller en ændring af vilkår - skal meddeles skriftligt til ejer og bruger, til de myndigheder, der har været inddraget i sagens behandling samt til de privatpersoner, der må antages at have en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen. Underretning til de nævnte privatpersoner kan eventuelt finde sted ved offentlig annoncering, jfr. § 11, stk. 1. Amtsrådet/hovedstadsrådet afgør, hvorvidt offentlig annoncering vil være en hensigtsmæssig meddelelsesmåde. Dette vil navnlig kunne blive aktuelt, hvor beslutningen skal meddeles et større antal privatpersoner.

Fredningsstyrelsen skal henlede opmærksomheden på, at Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomiteer ifølge praksis er klageberettigede i sager, hvor amtsrådet/hovedstadsrådet træffer afgørelse efter § 7. Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomitee for det pågældende område skal derfor orienteres om sådanne afgørelser på samme måde som privatpersoner. Det vil sige, at lokalkomiteen skal orienteres enten gennem offentlig annoncering eller ved direkte skriftlig underretning. Danmarks Naturfredningsforening har tilkendegivet, at underretning alternativt kan ske ved at fremsende afgørelsen til foreningens hovedkontor, som så vil sørge for videre formidling til vedkommende lokalkomitee.

Klagevejledning

23. Amtsrådets/hovedstadsrådets afgørelse skal indeholde klagevejledning, såvel når den meddeles adressaten og de berørte myndigheder, som når den meddeles andre klageberettigede personer og organisationer, uanset om disse underrettes individuelt eller gennem annoncering. Afgørelsen skal således, ifølge § 12, jfr. § 11, stk. 2, indeholde oplysning om, til hvilken myndighed afgørelsen kan påklages, af hvem den kan påklages, fristen herfor samt oplysning om til hvilken myndighed klagen skal fremsendes.

Klagefrist

Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. 4-ugers fristen regnes fra den dag, hvor underretning om afgørelse er kommet frem til den pågældende klageberettigede. Det vil sige, at en klage for at være rettidig skal være den i klagevejledningen anførte myndighed i hænde senest på 4-ugers dagen for modtagelsen/offentliggørelsen af afgørelsen. Fredningsstyrelsen afgør i første instans, hvorvidt en klage over en afgørelse efter § 7, stk. 1, er rettidig indsendt, og hvorvidt den pågældende er klageberettiget.

Hvis tilladelse meddeles, skal den indeholde oplysning om, at den først kan udnyttes, når klagefristen er udløbet, og kun såfremt der ikke forinden er indgivet klage over afgørelsen. Amtsrådet/hovedstadsrådet bør straks give ansøgeren meddelelse, hvis afgørelsen påklages.

24. Klager, der modtages af amtsrådet/hovedstadsrådet, videresendes til fredningsstyrelsen ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse, tillige med amtsrådets/hovedstadsrådets bemærkninger til klagen og indstilling om, hvorvidt klagen bør tages til følge. Samtidig medsendes materiale, der gør det muligt for klagemyndigheden at afgøre, hvorvidt klageren er klageberettiget (eventuelt kort, der viser beliggenheden af klagerens bolig i forhold til tilladelsesområdet), og hvorvidt klagefristen er overholdt. Såfremt amtsrådet/hovedstadsrådet er vidende om, at der er søgt om, at klagen ikke skal have opsættende virkning, skal amtsrådets/hovedstadsrådets indstilling hertil tillige angives til fredningsstyrelsen.

Sikkerhedsstillelse

25. Efter råstoflovens § 10 skal amtsrådet/hovedstadsrådet i forbindelse med en tilladelse påse, at der, inden indvindingen påbegyndes, stilles fornøden sikkerhed for opfyldelsen af vilkår om efterbehandling. Det forudsættes herved, at sikkerheden til enhver tid er tilstrækkelig til, at amtsrådet/hovedstadsrådet i givet fald skal kunne lade efterbehandlingen udføre. Beregningen af sikkerhedens størrelse sker under hensyn til den foreliggende grave- og efterbehandlingsplan, der eventuelt kan være udformet i selvstændige etaper.

Ændrer amtsrådet/hovedstadsrådet vilkårene for en indvindingstilladelse, bør det samtidig vurderes, om denne ændring giver anledning til en tilsvarende ændring af sikkerhedens størrelse.

Ønskes en indvindingstilladelse overdraget, kan den af overdrageren stillede sikkerhed tidligst frigives, samtidig med at erhververen af indvindingstilladelsen stiller en ny sikkerhed.

Når vilkår om efterbehandling er opfyldt, giver amtsrådet/hovedstadsrådet meddelelse om, at sikkerheden kan frigives. Amtsrådet/hovedstadsrådet kan efter en konkret vurdering give meddelelse om frigivelse af en del af sikkerheden, når efterbehandlingen er delvis udført.

Ikke-erhvervsmæssig indvinding

26. Spørgsmålet om, hvornår en indvinding karakteriseres som ikke-erhvervsmæssig, er behandlet ovenfor i kapitel 2, punkt 1.

Anmeldelse af ikke erhvervsmæssig indvinding

Ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding kan ske uden tilladelse.

Såfremt den ikke-erhvervsmæssige indvinding er af ikke ringe omfang, skal der gives amtsrådet/hovedstadsrådet meddelelse om den påtænkte gravning med oplysning om indvindingssted, f.eks. ved indtegning på kortbilag, samt om råstofart, -mængde og om, hvad råstoffet agtes anvendt til, jfr. § 7, stk. 3.

En ikke-erhvervsmæssig indvinding af ikke ringe omfang, der finder sted ved kysten, skal amtsrådet/hovedstadsrådet til enhver tid forbyde eller betinge af overholdelsen af særlige vilkår, hvis kystinspektoratet indstiller dette, eller hensynet til kystsikkerheden tilsiger det (§ 7, stk. 3).

Underretning af kystinspektoratet

Amtsrådet/hovedstadsrådet skal således altid underrette kystinspektoratet, når rådet modtager meddelelse om ikke-erhvervsmæssig indvinding ved kysten.

Underretning af Rigsantikvaren

Endvidere bør amtsrådet/hovedstadsrådet af hensyn til museumslovens § 26 orientere Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat eller det lokale arkæologiske museum om sådanne ikke-erhvervsmæssige indvindinger, hvorom rådet modtager meddelelse.

Selv om tilladelse til ikke-erhvervsmæssig råstofindvinding ikke kræves efter råstofloven, kan tilladelse efter anden lovgivning være fornøden, som anført ovenfor under punkt 1.

I visse tilfælde vil en ikke-erhvervsmæssig indvinding kunne være i konflikt med de formål, der skal varetages efter naturfredningsloven. Amtsrådet/hovedstadsrådet bør i disse tilfælde overveje, om der skal rejses fredningssag.

Tilsyn og kontrol

Ved lov nr. 250 af 23. maj 1984 (»håndhævelsesloven«) er bl.a. råstofloven blevet ændret.

Håndhævelsesloven

Formålet med håndhævelsesloven er at sikre overholdelsen af miljø- og planlægningslovgivningen, først og fremmest gennem at klargøre og forbedre de retshåndhævelsesmidler, der står til myndighedernes rådighed.

Ændring af råstofloven

Der er med vedtagelsen af håndhævelsesloven indføjet nye bestemmelser i råstofloven i §§ 34 a og 34 b, om henholdsvis råstofmyndighedernes adgang til i faresituationer selv at udføre (eller lade udføre) arbejde, som ejeren er forpligtet til at udføre, og om råstofmyndighedernes adgang til at tinglyse påbud om lovliggørelse.

Endvidere er der foretaget ændring af bestemmelserne i råstoflovens § 20 om tilsyn og kontrol. For så vidt angår råstofindvinding på landjorden, er der ved denne ændring alene sket en præcisering af indholdet af den hidtil gældende tilsynspligt.

Tilsyn

27. Amtsrådet/hovedstadsrådet fører tilsyn med såvel den erhvervsmæssige som den ikke-erhvervsmæssige råstofindvinding.

Om det nærmere indhold af tilsynet fastsætter loven, at amtsrådet/hovedstadsrådet påser overholdelsen af råstofloven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, samt at de nævnte myndigheder påser, at afgørelser truffet i henhold til loven efterkommes, herunder at forbud, påbud og vilkår fastsat i tilladelsen overholdes, jfr. § 20, stk. 1 og 2.

Det er endvidere i lovteksten præciseret, at såfremt amtsrådet/hovedstadsrådet bliver opmærksom på et ulovligt forhold, skal myndigheden søge forholdet lovliggjort, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning, jfr. § 20, stk. 4.

Tilsynet indebærer kontrol med råstofindvindingens påbegyndelse og afslutning samt med overholdelsen af de stillede vilkår, både for indvindingen og for efterbehandlingens udførelse, herunder tilsyn med, at de miljømæssige krav, som er stillet i tilladelsen, overholdes. Amtsrådet/hovedstadsrådet fører endvidere tilsyn efter landbrugsloven. Dette tilsyn udøves i samarbejde med jordbrugskommissionen, jfr. retningslinierne i landbrugsministeriets cirkulære nr. 208 af 4. december 1980. Heraf fremgår bl.a., at amtsrådet/hovedstadsrådet som hovedregel skal inddrage jordbrugskommissionen i tilsynet ved den afsluttende besigtigelse og den endelige godkendelse af efterbehandlingsarbejder.

Endvidere indebærer tilsynet kontrol med, om den årligt foretagne indberetning til DGU er i overensstemmelse med den faktisk foretagne indvinding.

Kommunalbestyrelsen fører det almindelige tilsyn med overholdelsen af reglerne i kapitel 11 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982 af reglement om miljøbeskyttelse.

Håndhævelse

28. Amtsrådet/hovedstadsrådet kan pålægge en ejer og bruger at genoprette den hidtidige tilstand på et areal, hvor der har fundet ulovlig råstofindvinding sted (§ 33). Hvis et sådant påbud ikke efterkommes, kan amtsrådet/hovedstadsrådet rejse sag ved domstolene og få pålagt ejeren og brugeren inden en fastsat tidsfrist, hvis overskridelse medfører tvangsbøder, at foretage genoprettelsen.

Endelig kan amtsrådet/hovedstadsrådet lade arbejdet udføre for ejerens og/eller brugerens regning. Dette forudsætter, at det ved dom meddelte påbud om genoprettelse ikke efterkommes rettidigt, og at det må antages, at inddrivelse af tvangsbøder ikke fører til, at påbuddet efterkommes.

Tilsvarende kan amtsrådet/hovedstadsrådet i de tilfælde, hvor en ejer eller bruger ikke inden for en af den pågældende myndighed fastsat frist opfylder vilkår om efterbehandling, få påbuddet herom gennemført ved tvangsbøder, fastsat ved dom (§ 34). Ligeledes kan amtsrådet/hovedstadsrådet, hvis efterbehandlingsvilkårene herefter ikke opfyldes, under samme betingelser som ovenfor, lade arbejdet udføre for ejerens og/eller brugerens regning.

Faresituationer

Såfremt et af amtsrådet/hovedstadsrådet meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold ikke efterkommes rettidigt, og forholdet frembyder fare, kan amtsrådet/hovedstadsrådet, i henhold til den nye bestemmelse i råstoflovens § 34 a, straks lade de pågældende arbejder udføre på ejerens bekostning. Politiet yder om fornødent bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem miljøministeren og justitsministeren. Det er i bemærkningerne til denne bestemmelse i forslaget til håndhævelsesloven påpeget, at fare skal forstås på baggrund af råstoflovens formålsbestemmelse. I den forbindelse anføres, at en ulovlig gravning eksempelvis kan frembyde fare for ødelæggelse af landskabelige værdier, og vedkommende myndighed kan i et sådant tilfælde efter bestemmelsen i § 34 a genoprette tilstanden på ejerens bekostning.

Tinglysning af påbud

Efter den nye bestemmelse i råstoflovens § 34 b, kan amtsrådet/hovedstadsrådet lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen på ejerens bekostning.

Hensigten med bestemmelsen er, ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at søge at undgå, at en fysisk lovliggørelse af et ulovligt forhold (eksempelvis genoprettelse af hidtidige tilstand efter ulovlig indvinding) forsinkes unødigt som følge af ejerskifte.

Såvel et af amtsrådet/hovedstadsrådet udstedt påbud om lovliggørelse som en tiltale, må rettes mod den til enhver tid værende ejer. Skifter ejendommen ejer, må påbuddet gentages over for den nye ejer. Hvis den nye ejer har været uvidende om det ulovlige forhold, vil han formentlig herefter søge at berigtige forholdet ved retlig lovliggørelse (f.eks. søge om tilladelse til en tidligere ulovlig påbegyndt indvinding), selv om dette tidligere har været overvejet og forkastet af råstofmyndigheden. Betydningen af tinglysning vil være, at en køber kan blive advaret om det ulovlige forhold, således at ejeren reelt vil være tvunget til at foretage lovliggørelse i overensstemmele med påbuddet, før ejendommen afhændes.

Tinglysningen er af oplysende karakter, og således ikke nogen betingelse for, at det meddelte påbud er gyldigt.

Kapitel 3 Anmeldte rettigheder

Kapitel 3

Anmeldte rettigheder

Amtsrådets/hovedstadsrådets behandling af anmeldelsessager efter 1972-lovens § 5, stk. 1, nr. 1-3

1. For så vidt angår retningslinierne for amtsrådets/hovedstadsrådets behandling og godkendelse af anmeldelse om råstofindvinding i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1-3, i råstofloven af 1972, henvises til kapitel 3 i miljøministeriets cirkulære af 27. juni 1978, det tidligere administrationscirkulære.

2. Indvindingsrettigheder anmeldt i henhold til ovenfor nævnte bestemmelser i 1972-loven, er omfattet af samme lovs § 5, stk. 3 og 4 (jfr. den nugældende råstoflovs § 37, stk. 2, nr. 1) indtil disse rettigheder bortfalder, jfr. nedenfor.

Der vil således fortsat kunne stilles vilkår for indvindingsvirksomhed, der sker på grundlag af anmeldte rettigheder, samt kunne nedlægges helt eller delvist forbud mod sådan indvinding.

Ved amtsrådets/hovedstadsrådets behandling af anmeldelsessager er der, i overensstemmelse med retningslinierne i det tidligere administrationscirkulære, normalt sket en konkret vurdering af, om hensynet til lovens formål krævede fastsættelse af vilkår, og i givet fald hvilke vilkår, der burde stilles. Ved fastsættelse af vilkårene blev der taget hensyn til, at de ikke fik en sådan karakter, at de udgjorde en reel hindring for virksomhedens fortsættelse. Derfor kan der ikke efterfølgende i anmeldelsessager erstatningsfrit stilles krav, som indebærer en begrænsning af gravearealets udstrækning inden for det anmeldte areal eller af gravedybden eller en tidsmæssig begrænsning af graveperioden.

I henhold til § 5, stk. 3, i råstofloven af 1972 kan indvindingen dog forbydes helt eller delvist, og der ydes eventuelt erstatning efter samme lovs § 5, stk. 4.

Amtsrådet/hovedstadsrådet fører tilsyn med den anmeldte indvindingsvirksomhed, og må herunder særligt være opmærksom på, om der skulle opstå behov for at søge betingelser eller yderligere betingelser, som omhandlet i § 5, stk. 3, knyttet til virksomheden, eller for eventuelt at nedlægge helt eller delvist forbud mod denne.

Såfremt en sag genoptages med henblik på at undersøge, om der er behov for at fastsætte nye betingelser eller nedlægge forbud, skal råstofindvinderen modtage meddelelse fra amtsrådet/hovedstadsrådet om, at sagen er genoptaget.

Såfremt amtsrådet/hovedstadsrådet finder, at der bør nedlægges forbud, foretages der indstilling herom til fredningsstyrelsen.

Bortfald af anmeldte indvindingsrettigheder

3. Retten til at indvinde sten, grus og sand i henhold til anmeldte rettigheder bortfalder den 1. juli 1988, jfr. råstoflovens § 22, stk. 2. Tilsvarende anmeldte rettigheder for andre råstoffer bortfalder den 1. juli 2003.

Al erhvervsmæssig indvinding af sten, sand og grus på arealer, der alene er omfattet af anmeldte og anerkendte rettigheder, kræver fra den 1. juli 1988 således tilladelse efter råstoflovens § 7. Efter § 22, stk. 3, skal amtsrådet/hovedstadsrådet tage stilling til ansøgning om fortsat indvinding inden eet år fra modtagelsen. Dette forudsætter efter loven, at ansøgning var indgivet inden den 1. juli 1985. Fredningsstyrelsen har dog tidligere henstillet, at amtsrådet/hovedstadsrådet under alle omstændigheder, uanset hvornår ansøgning er modtaget, færdigbehandler denne så hurtigt som muligt og senest inden 1 år fra modtagelsen.

Regionplanens retningslinier og retningslinierne i indvindingsplanen vil danne det administrative grundlag for amtsrådets/hovedstadsrådets afgørelse om, hvorvidt der bør gives tilladelse til råstofindvinding efter råstoflovens § 7, når de anmeldte rettigheder bortfalder.

Fredningsstyrelsen, den 24. juni 1986

Viggo Nielsen

/Bo Brix

Cirkulære om amtsrådenes og hovedstadsrådets medvirken ved råstoflovens administration

Ingen