Cirkulære om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven (* 1)
I bistandsloven jfr. lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juli 1984 er der fastsat regler om hjælp til indretning af bolig (§ 59), støtte til omsorgsarbejde (§ 60) og befordring (§ 61).
I. BOLIGMÆSSIGE ÆNDRINGER
Almindelige boliger
1. Efter lovens § 59, stk. 1, kan det sociale udvalg yde nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre den bedre egnet som opholdssted for personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed.
Efter denne bestemmelse vil der kunne ydes hjælp IKKE BLOT TIL PENSIONISTER, men OGSå TIL ANDRE PERSONER, som på grund af handicap eller varig svagelighed har behov for hjælp til boligindretning. Dette gælder f.eks. stærkt handicappede børn med ophold i egen bolig.
Hjælpen må anses for NØDVENDIG, når indretningen efter en bedømmelse i det enkelte tilfælde af vedkommende boligforanstaltning og ansøgerens lidelse eller handicap skønnes at kunne AFHJÆLPE ELLER i betydelig grad FORMINDSKE DE BOLIGMÆSSIGE ULEMPER ved ophold i eget hjem.
Det er således IKKE TILSTRÆKKELIGT, at en ændring af boligen ud fra en GENNEMSNITSBETRAGTNING må anses for hensigtsmæssig, lige så lidt som der efter bestemmelsen i § 59, stk. 1, kan ydes hjælp til boligmæssige foranstaltninger, som alene eller overvejende har karakter af istandsættelse, almindelig vedligeholdelse eller modernisering.
2. Hjælp kan ydes, uanset om modtageren bor i lejlighed, ejerlejlighed, eget hus eller har varigt ophold hos familie eller andre.
Hjælp til boligindretning omfatter nødvendig hjælp til ændring og indretning af ALLEREDE BESTÅENDE BEBOELSER, og der kan således ikke efter bestemmelsen ydes hjælp til erhvervelse af selvstændig bolig. Der vil dog kunne ydes hjælp til opførelse af en mindre tilbygning til værelse eller lignende, når det skønnes hensigtsmæssigt.
I forbindelse med opførelse af selvstændig bolig vil personer med handicap eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kunne ansøge om hjælp til særlige indretninger, der specielt sigter mod at afhjælpe pågældendes handicap.
Ofte vil det kun være påkrævet at foretage mindre omfattende ændringer, f.eks. fjernelse af DØRTRIN, opsætning af GELÆNDERE, HÅNDTAG, ændringer af TOILETFORHOLD og lignende.
3. Ved afgørelse af sager om foretagelse af MERE OMFATTENDE OG BEKOSTELIGE ÆNDRINGER, f.eks. hjælp til etablering af elevator, kran og mindre om- eller tilbygning med henblik på indretning af et værelse eller lignende, påhviler det det sociale udvalg nærmere at undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene, eventuelt ved flytning, kan tilvejebringes. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringen må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele.
4. Bor ansøgeren i egen ejendom, og er der tale om en betydelig udgift til indretning af boligen, der forbedrer ejendommen og medfører en FORØGELSE AF DENNES VÆRDI, ydes hjælpen som et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til udbetaling ved ejerskifte. I sådanne tilfælde bør pantebrev oprettes og tinglyses. Afgørelse af, hvorvidt tilbagebetaling skal ske, træffes på grundlag af en vurdering af, hvorvidt ændringen vil øge boligens værdi også for andre. I forbindelse med ydelse af hjælp til indretning af lejlighed kan der gives tilsagn om dækning af udgifterne til nødvendig retablering af lejligheden på nærmere fastsatte betingelser, der aftales inden igangsættelsen af boligændringen.
5. Hjælp til boligindretning ydes efter BEHOV uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold. Ved ydelsen af hjælpen kan der dog blive tale om at tage et vist hensyn til de forhold, hvorunder modtageren i almindelighed lever, således at udgangspunktet må være, om udgiften kan anses for at være RIMELIG i forhold til modtagerens almindelige økonomiske situation.
Heraf følger, at f.eks. hjælp til boligindretning hos en pensionist i overensstemmelse med hidtil fulgt praksis ikke bør overstige, hvad indretningen hos en pensionist på et normalt pensionistniveau vil koste, og at støtte til en dyrere indretning svarende til en velstillet pensionists ønsker normalt ikke kan ydes.
II. INDRETNING OG MEDHJÆLP I KOLLEKTIVBOLIGER
6. Efter § 59, stk. 2, kan der ydes støtte til dækning af udgifter til MEDHJÆLP og til særlig INDRETNING i kollektivboliger for personer med handicap eller pensionister.
Ved KOLLEKTIVBOLIGER forstås her boliger, der benyttes af personer med handicap eller pensionister, og som har visse fælles faciliteter. Kollektivboliger kan være kommunale, f.eks. de særlige pensionistboliger opført efter lovgivningen herom, men kan også være private boliger, herunder selvejende institutioner. Kollektivboliger er IKKE i bistandslovens forstand institutioner.
Private kollektivboliger kan rette henvendelse til det sociale udvalg med henblik på at opnå støtte til indretning og til medhjælp. Det sociale udvalg FASTSÆTTER OMFANGET AF STØTTEN.
7. Den særlige INDRETNING, hvortil der kan ydes støtte, kan være til nødkaldeanlæg, til fælles vagtrum og til en indretning af den enkeltes bolig, som gør den bedre egnet for en person med et handicap eller en pensionist.
8. Den MEDHJÆLP, hvortil der kan ydes støtte, omfatter dels betjening af vagtcentral, dels medhjælp til de enkelte beboere. Sådan medhjælp kan kun ydes til opgaver, der ikke normalt løses af hjemmehjælpere efter reglerne herom, herunder betalingsreglerne for denne bistand, jfr. cirkulæret om praktisk bistand i hjemmet.
III. OMSORGSARBEJDE M.V.
9. Efter lovens § 60, stk. 1, påhviler det kommunalbestyrelsen i fornødent omfang at iværksætte eller yde støtte til omsorgsarbejde for personer, der modtager social pension bortset fra invaliditetsydelse. Personer, der ikke oppebærer pension, er ikke omfattet af denne bestemmelse.
Det er overladt til kommunalbestyrelsen at træffe bestemmelse om, hvorvidt omsorgsarbejde skal iværksættes ved kommunens egen foranstaltning eller med støtte fra kommunen overlades til foreninger, organisationer eller andre private kredse.
10. I medfør af bestemmelsen i § 60, stk. 2, fastsættes indtil videre følgende retningslinier for de foranstaltninger, hvortil der kan ydes støtte
Der kan ydes tilskud til omsorgsarbejde, der enten tager sigte på, at pensionisten kan forblive i eget hjem, eller
er egnet til at aktivere pensionister.
Som eksempler på omsorgsarbejde, DER TAGER SIGTE PÅ, AT PENSIONISTEN LÆNGST MULIGT KAN FORBLIVE I EGET HJEM, kan nævnes besøgsordninger hos pensionister, der ikke eller kun vanskeligt kan færdes uden for deres eget hjem. Gennem besøgsordninger vil det kunne påses, om der er behov for andre hjælpeforanstaltninger, f.eks. hjemmehjælp, hjælpemidler, boligmæssige ændringer eller bistand i form af madudbringning m.m.
Omsorgsarbejde af denne art omfatter endvidere en række praktiske hjælpeforanstaltninger for hjemmeboende pensionister, f.eks. levering af færdiglavet mad, vaskeriordninger og fodpleje.
Det er en forudsætning for, at der efter § 60 kan ydes en pensionist dækning af udgifter ved levering af måltider og ved vask, at pensionisten ikke - eller kun meget vanskeligt - selv kan sørge for at få disse behov dækket. Dette må godtgøres ved en vurdering af den enkeltes behov. Til andre pensionister kan sådan hjælp - hvis den ikke fuldt ud kan betales af pensionisten selv - derfor fortsat kun ydes som et personligt tillæg.
Som eksempler på omsorgsarbejde af AKTIVERENDE karakter, kan nævnes klubarbejde, undervisning, foredrag, studiekredsarbejde, ergoterapi og pensionistgymnastik.
Omsorgsarbejde af denne art vil kunne foregå på dagcentre, herunder dagcentre, der er forbeholdt personer med behov for særligt omsorgsarbejde efter reglerne i lovens §§ 74-78.
11. Kommunerne kan herudover iværksætte eller yde tilskud til andre foranstaltninger for pensionister, der ikke kan betragtes som direkte »plejehjemsforebyggende« eller aktiverende.
Der tænkes på foranstaltninger med OVERVEJENDE UNDERHOLDNINGSMÆSSIGT ELLER FERIEMÆSSIGT FORMÅL, som f.eks. udflugter, fester, pensionistrejser, herunder udenlandsrejser samt film, teaterbesøg og anden underholdning.
IV. TRANSPORTUDGIFTER
12. Efter lovens § 61 kan der til personer, som modtager social pension bortset fra invaliditetsydelse, ydes tilskud til abonnement til kollektive transportmidler.
Bestemmelsen omfatter tilskud til betaling af kørselsabonnement med kollektive trafikmidler i kommunen og tilgrænsende kommuner. Det er en forudsætning, at der er tale om særlige abonnementsordninger for disse grupper af personer etableret af trafikselskaberne ud fra trafikøkonomiske synspunkter, således at der kun ydes hjælp efter § 61 til den del af abonnementsbetalingen, som de pågældende ikke selv kan betale. Trafikselskabets eventuelle underskud på abonnementsordningerne kan derfor ikke konteres som en hjælp efter § 61, selv om trafikselskabet er kommunalt.
Kommunalbestyrelsen tilrettelægger selv, efter hvilke retningslinier og i hvilket omfang tilskud bør ydes.
13. Det sociale udvalg kan endvidere yde støtte til pensionister til befordring med individuelle transportmidler, når pensionisten af helbredsmæssige grunde ikke kan benytte kollektive befordringsmidler. Støtten ydes efter en vurdering af behovet i det enkelte tilfælde.
V. IKRAFTTRÆDELSESBESTEMMELSER M.M.
14. Cirkulæret træder i kraft den 1. januar 1987. Samtidig ophæves socialministeriets cirkulære af 4. november 1975 om ydelse af hjælpemidler, hjælp til boligindretning og omsorgsarbejde m.v. efter bistandsloven.
Socialministeriet, den 17. december 1986
Mimi Stilling Jakobsen
/I. Langkilde
Særlige note
(* 1) Afsnit III og IV ophæves som følge af vejledning om Social tilbud til ældre m.fl., nr. 124 af 19. juni 1996.