Cirkulære om kontanthjælp efter bistandsloven (Kontanthjælpscirkulæret)

Cirkulære om kontanthjælp efter bistandsloven

(Kontanthjælpscirkulæret)

1. Ved lov nr. 620 af 8. december 1982 og lov nr. 581 af 19. december 1983, blev der foretaget en række ændringer i lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand, jfr. lovbekendtgørelse nr. 413 af 5. juli 1984, senest ændret ved lov nr. 250 af 22. maj 1986 § 2.

Ændringerne medførte, at

1) den obligatoriske tilbagebetalingspligt af kontanthjælp til terminsydelser blev udvidet til at gælde såvel afdrag som renter m.v. Det sociale udvalg kan vælge at sikre tilbagebetalingskravet ved tinglysning af ejerpantebrev i stedet for meddelelse eller skadesløsbrev,

2) forbindelsen mellem de sociale pensioner og §§ 37 og 43 blev afskaffet,

3) når der er ydet hjælp efter § 37 i en sammenhængende periode på 9 måneder, kan den samlede hjælp ikke overstige det beløb, der kan ydes efter § 43,

4) personer, der modtager kontanthjælp efter §§ 37, 42 og 43 skal have rådighed over et beløb, der mindst svarer til hjælpen til underhold m.v. efter § 43, stk. 1, 1. pkt., forudsat, at de pågældende har haft et leveniveau over eller svarende til denne hjælp. Det er samtidig en betingelse, at de pågældendes rimelige faste udgifter sammenlagt med underholdsbeløbet i § 37, stk. 2, 1. pkt., mindst svarer til beløbet i § 43, stk. 1, 1. pkt,

5) personer, som modtager hjælp efter § 37, stk. 4, eller efter § 43 kan uden godkendelse fra revaliderings- og pensionsnævnet få forhøjet den løbende hjælp til dækning af boligudgifter, der ikke kan afholdes efter § 43, stk. 1, såfremt en billigere bolig ikke kan fremskaffes. Den forhøjede hjælp skal dække den del af boligudgifterne, der overstiger 25 pct. af hjælpen efter § 43, stk. 1, 1. pkt.

Under hensyn til disse ændringer udsendte Socialministeriet cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven og cirkulære af 19. december 1983 om ændring af Socialministeriets cirkulære af 20. december 1982 om kontanthjælp efter bistandsloven.

DETTE CIRKULÆRE AFLØSER DE OVENNÆVNTE TO CIRKULÆRER. Cirkulæret indeholder ingen nye bestemmelser, men er alene en SAMMENFATNING af indholdet.

Systematik og inddeling fra de tidligere cirkulærer er opretholdt. Punkter, der er forældede, er markeret ved ordet »(udgået)».

BINDENDE er oplysninger om INDHOLDET AF LOVENS BESTEMMELSER, herunder fortolkningsbidrag, der kan udledes af lovens forarbejde. VEJLEDENDE er retningslinier for, hvorledes det sociale udvalg i de konkrete sager, kan vurdere, f.eks. OM enkelte typer af en ansøgers udgifter er rimelige eller nødvendige, OM der bør lægges vægt på hidtidigt eller fremtidigt leveniveau, HVORLEDES ansøgere i specielle situationer bør være stillet etc.

Afsnit med BINDENDE indhold er trykt med almindelige skrift, mens afsnit med VEJLEDENDE indhold er trykt med mindre skrift.

I. Forbigående hjælp (lovens kapitel 9)

A. Hjælp til underhold

I HVILKE SITUATIONER KAN DER YDES HJÆLP?

2. I bistandslovens § 37, stk. 1, beskrives de SITUATIONER, hvor der kan ydes forbigående hjælp til underhold. Det fremgår af bestemmelsen, at den omfatter personer, der kommer ud for ÆNDRINGER I DERES FORHOLD - det være sig uforudsete ændringer eller ændringer af mere forudseelig karakter - og som på grund af disse ændringer i en begrænset tid er afskåret fra at skaffe det fornødne til eget eller familiens underhold. Der er således ikke adgang til at yde hjælp til personer, der har økonomiske problemer, som f.eks. skyldes pågældendes ansættelse i et lavtlønsområde eller, at den pågældende er uddannelsessøgende. Om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp i særlige tilfælde henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 429 af 11. juni 1986.

3. Som EKSEMPLER på ændringer i forholdene nævnes sygdom, svangerskab og fødsel, svigtende arbejdsmuligheder, ophør af samlivet med ægtefællen og aftjening af værnepligt. Sygdom kan begrunde hjælp, ikke alene når ansøgeren selv er syg, men også når pågældende er afskåret fra at passe sit arbejde på grund af sygdom hos et familiemedlem, f.eks. et barn, der ikke kan blive passet på anden måde.

Svangerskab (og fødsel) er nævnt som eksempel ud fra ønsket om at skabe mulighed for at yde hjælp til vanskeligt stillede gravide kvinder, der, hvis de ikke får økonomisk hjælp, er særlig udsat for komplikationer ved svangerskabet, f.eks. for tidlig fødsel.

Med ordene »svigtende arbejdsmuligheder« angives, at reglen omfatter såvel en situation, hvor en person på grund af sine egne forhold, f.eks. sin helbredstilstand, bliver ude af stand til at fortsætte med sin hidtidige beskæftigelse, som tilfælde, hvor det er beskæftigelsesforholdene, der er årsagen til, at arbejdsindtægten bortfalder. Det følger heraf, at også en selvstændig erhvervsdrivende, der står uden indtægter på grund af ændringer i sine forhold, f.eks. sygdom, vejrmæssige problemer, helt eller delvis ophør af virksomheden m.v., kan få hjælp til sit eget og familiens underhold og rimelige, faste udgifter, men ikke til udgifter vedrørende virksomheden og heller ikke, hvis der er tale om generelle problemer for det pågældende erhverv. Det bemærkes, at der kan være grundlag for at yde hjælpen med tilbagebetalingspligt, hvis det må antages, at den pågældende inden for kort tid kan genoptage virksomheden i normalt omfang.

Endvidere kan der ydes hjælp til FAMILIEN, når en person er afskåret fra sine sædvanlige indtjeningsmuligheder på grund af ophold i f.eks. en kriminalforsorgsinstitution, jfr. nærmere under pkt. 18 a.

Ordene »ophør af samlivet med ægtefællen« omfatter såvel samlivets ophør i ægtefællernes levende live - ved skilsmisse, separation eller i øvrigt på grund af uoverensstemmelser - som den ene ægtefælles død.

Efter at der er indført almindelig aflønning af værnepligtige, vil der i almindelighed ikke være grundlag for at yde hjælp til supplering af lønnen efter bistandslovens § 37. Der kan dog blive tale om at yde hjælp inden for rammerne af § 37, hvis lønnen ikke i sig selv er tilstrækkelig til at dække den værnepligtiges udgifter. Der må imidlertid anlægges en kritisk bedømmelse, idet den ændrede sociale situation har kunnet forudses i en længere periode, se pkt. 9 b.

Det fremgår af ordene »andre ændringer i sine forhold«, at enhver ændring i en persons forhold, der bringer muligheden for at skaffe det fornødne underhold i fare, kan give anledning til forbigående hjælp.

Hvis f.eks. to personer (ikke ægtefæller), der bor sammen, gennem længere tid har indrettet sig sådan, at den ene har erhvervsindtægter, mens den anden udelukkende anvender sin arbejdskraft i den fælles husholdning, vil ændringer i den udearbejdendes arbejdsmuligheder og indtægtsforhold have en AFLEDET VIRKNING for den hjemmearbejdende. Pågældende kan ikke længere »tjene« det fornødne til sit underhold gennem sit arbejde i den fælles husholdning, og hjælp efter § 37 kan derfor ydes også til den hjemmearbejdende.

Hjælp ydes således i dette tilfælde på grund af den pågældendes EGNE FORHOLD, ikke som følge af en forsørgelsespligt hos den udearbejdende. Om UDMÅLING af hjælpen, når flere personer, der selvstændigt er berettiget til hjælp, har fælles husholdning, henvises til pkt. 17.

4. Da hjælpen efter § 37, stk. 2, 3. punktum, normalt ikke kan overstige det beløb, modtageren ville kunne opnå i dagpenge efter dagpengelovens eller arbejdsløshedsforsikringslovens højeste sats, vil personer, der får højeste dagpenge, i almindelighed ikke være omfattet af hjælpemulighederne efter § 37. Der kan dog ifølge § 37, stk. 3, blive tale om at yde supplerende hjælp, hvis pågældendes forhold er særligt vanskelige på grund af usædvanlig store forsørgerbyrder eller høje boligudgifter, se pkt. 9.

Hjælp til pensionister efter § 37 vil i almindelighed ikke komme på tale, idet de som hovedregel skal hjælpes over rådighedsbeløbet til personlige tillæg efter pensionslovgivningen.

5. (Udgået).

HVAD ER FORMÅLET MED ET YDE HJÆLP?

6. FORMÅLET med den forbigående hjælp er at modvirke, at pågældendes og familiens hidtidige levevilkår i væsentlig grad forringes. Heri ligger, at det gennem hjælpen skal tilstræbes at undgå, at vanskeligheder af forbigående karakter giver anledning til gældstiftelse, forringelse af boligforhold eller andre indgribende ændringer, der kan vanskeliggøre muligheden for senere at komme til at klare sig selv på det hidtidige niveau. Samtidig er det imidlertid en følge af dette grundprincip, at der ikke kan ydes hjælp, der stiller familien økonomisk bedre, end hvis de aktuelle vanskeligheder ikke var opstået.

Der er således 2 grænser for den hjælp, der kan udmåles som forbigående hjælp - dels et INDIVIDUELT BETINGET maksimum, jfr. § 37, stk. 1, og stk. 2, 2. pkt., som efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde medfører, at der ikke kan ydes hjælp med et beløb, der overstiger det hidtidige eller forventede fremtidige leveniveau, dels et GENERELT maksimum, jfr. § 37, stk. 2, 3. pkt., svarende til den til enhver tid gældende højeste sats for dagpenge efter fradrag af skat.

UDNYTTELSE AF ARBEJDSMULIGHEDER

7. Efter bistandslovens § 38 er det en BETINGELSE for at få kontanthjælp, at ansøgeren og den eventuelle ægtefælle i tilstrækkelig grad har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Der kan således ikke ydes kontanthjælp til personer, der afslår et arbejdstilbud, som pågældende efter en konkret vurdering ikke har nogen rimelig grund til at afvise, og som fortsat står åbent for den pågældende. Hvis arbejdstilbuddet er BORTFALDET, vil der være mulighed for at yde kontanthjælp, men denne bør i så fald ydes med tilbagebetalingspligt efter § 26, stk. 1, nr. 1, jfr. cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser. Betingelsen om, at både ansøgeren og ægtefællen skal have udnyttet sine arbejdsmuligheder fraviges, hvis den ene af ægtefællerne er under uddannelse, jfr. § 38, stk. 3.

I § 38 er angivet en række EKSEMPLER på, hvordan ansøgeren kan opfylde lovens betingelse om at udnytte sine arbejdsmuligheder.

Disse eksempler er ikke udtømmende, og socialforvaltningerne har derfor mulighed for på andre måder at undersøge, hvorvidt pågældende reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. F.eks. vil en selvstændig erhvervsdrivende kunne opfylde betingelsen i § 38 ved i en overgangsperiode at foretage nødvendig reparation og vedligeholdelse af virksomheden.

Ifølge § 38, STK. 2, 1. PKT., kan der ikke ydes hjælp til personer, som er under uddannelse. Der fastsættes dog i medfør af § 38, STK. 2, 2. PKT., nærmere regler for, i hvilke særlige tilfælde der kan ydes kontanthjælp til uddannelsessøgende. Herom henvises til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 429 af 11. juni 1986 om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp i særlige tilfælde.

Der henvises i øvrigt til eksemplerne i § 38, nr. 1-5.

BETYDNINGEN AF FORMUE

8. Ifølge § 39 er det som hovedregel en betingelse for hjælpen, at ansøgeren eller ægtefællen ikke er i besiddelse af formue, som kunne dække formålet med hjælpen.

Ved formue forstås i denne forbindelse først og fremmest værdier, som er umiddelbart omsættelige, idet det dog ikke kan kræves, at genstande med åbenbar affektionsværdi afhændes. Som eksempler på let omsættelige effekter kan nævnes obligationer, aktier og andre værdipapirer, samt ædle metaller m.v., der er erhvervet som investeringsobjekter.

I øvrigt bør der ved skønnet over, om en formue skal søges realiseret, lægges vægt på, hvordan denne er anbragt, således at den ikke kræves realiseret, hvis det kun kan ske med væsentligt tab. Har ansøgeren en større likvid formue, må det undersøges, om der er mulighed for at optage lån på vilkår, som pågældende senere selv skønnes at kunne klare.

Imidlertid kan der efter loven undtagelsesvis bortses fra en MINDRE formue, som det ud fra en konkret vurdering skønnes rimeligt at bevare af hensyn til

a. Boligmæssige forhold - dermed tænkes på, dels at formuen er anbragt i et hus, der tjener til bolig for ansøgeren, dels at de nuværende boligmæssige forhold er utilfredsstillende, og at ansøgeren derfor har sat et beløb til side til erhvervelse af ny bolig eller udvidelse af den bestående.

b. pågældendes og familiens erhvervsmuligheder - der kan være tale om, at formuen er bundet i ansøgerens erhvervsvirksomhed eller om, at et beløb er sparet op med henblik på planer om etablering af virksomhed, som det forekommer realistisk at føre ud i livet.

c. pågældendes og familiens uddannelsesmuligheder - der må først og fremmest ses bort fra beløb, der er sat til side af hensyn til børnenes uddannelse, men også beløb, der er opsparet af hensyn til ansøgerens egne uddannelsesmuligheder, kan det være rimeligt at se bort fra, hvis det drejer sig om realistiske uddannelsesplaner.

Som nævnt i pkt. 15, 5. afsnit, skal indtægter, der hidrører fra erstatningsbeløb af ikke-økonomisk art, som bl.a. kan være ydet efter arbejdsskadeforsikringsloven eller loven om erstatning til ofre for forbrydelser, ikke fradrages i kontanthjælpen. Det følger heraf, at formue, der direkte kan henføres til sådanne indtægter, ikke kan kræves realiseret, forinden hjælp kan ydes.

Der henvises i øvrigt til det under pkt. 15 anførte om erstatningsbeløbets sammensætning.

HVORDAN UDMÅLES HJÆLPEN?

9. De almindelige regler for udmåling af den løbende hjælp er fastlagt i bistandslovens § 37, stk. 2-4.

A. Som hjælp til »rene underholdsudgifter«, dvs. til kost og beklædning, kan i almindelighed højst udbetales et månedligt beløb på 2.319 kr. til enlige og på 4.261 kr. til ægtepar. Om reguleringen henvises til bestemmelsen i § 138 c. Forbindelsen mellem reguleringen af underholdsbeløbet og folkepensionens grundbeløb er hermed afskaffet.

Desuden ydes et beløb for hvert barn, pågældende har forsørgelsespligt overfor, svarende til det særlige børnetilskud efter børnetilskudslovens § 4, stk. 3. Dette gælder, uanset om ansøgeren har børnene hos sig eller bidrager til deres underhold eller en privatretlig bidragsresolution.

B. Herudover ydes der hjælp til dækning af faste udgifter, som efter en individuel vurdering må anses som rimelige.

Skønnet over en udgifts rimelighed må bl.a. bero på en vurdering af, hvad personer med almindelige lønindtægter har realistisk mulighed for at afholde. Forudsætningerne for skønnet kan således ændres under hensyn til den økonomiske udvikling i samfundet som helhed.

I øvrigt kan der i videre omfang være basis for at acceptere foreliggende faste udgifter hos personer, der rammes af uforudseelige vanskeligheder, end hos personer, der udsættes for ændringer i forholdene, der kunne forudses. Det må her iagttages, om ansøgeren eventuelt kan have påtaget sig den faste udgift med henblik på inden for en kortere tid at få offentlig hjælp til dækning af dem.

Vejledende retningslinier for, hvad der er rimelige udgifter er givet nedenfor under pkt. 10.

C. Den samlede hjælp efter § 37 er undergivet følgende begrænsninger

1½ INDIVIDUEL GRÆNSE

Hjælpen kan ikke overstige det HIDTIDIGE LEVENIVEAU, og der må efter § 37, stk. 2, 2. pkt., tillige lægges vægt på det FREMTIDIGE LEVENIVEAU.

Det sociale udvalg kan ved vurderingen heraf tage et vist hensyn til de udgifter, som nedsættes eller bortfalder i forbindelse med udbetaling af forbigående kontanthjælp, jfr. også det under b. anførte om, hvad personer med almindelig lønindtægt kan afholde.

Det fremgår af § 37, stk. 2, 5. punktum, at hjælpen sammen med eventuelle indtægter ikke kan udgøre mindre end det beløb, der er angivet i § 43, stk. 1, 1. punktum, såfremt såvel de hidtidige levevilkår som summen af underholdsbeløbet i § 37, stk. 2, 1. punktum, og de rimelige faste udgifter ligger over eller svarer til dette beløb. Det følger heraf, at den udmålte hjælp efter § 37, stk. 2, til en ansøger, der kan opfylde disse betingelser, ikke under henvisning til det fremtidige leveniveau kan reduceres til et beløb, der er lavere end det beløb, der er angivet i § 43, stk. 1, 1. punktum, på grund af forventninger om udgifter til daginstitution, transport m.v., når pågældende igen kommer i arbejde.

Selve den ændring, der er sket i ansøgerens situation, kan påvirke de fremtidige levevilkår. Hvis ansøgeren f.eks. har mistet ægtefællen, kan der være anledning til at tilskynde pågældende til at aftrappe sine faste udgifter, så de gradvis kommer ned på et niveau, som pågældende vil kunne klare med sine egne indtægter.

For personer, der ikke hidtil har haft indtægter, afpasses hjælpen ifølge § 37, STK. 1, 2. PUNKTUM, efter de forventede fremtidige levevilkår.

Det fremgår af § 37, STK. 1, 3. PUNKTUM, at der ved bedømmelsen af de forventede fremtidige levevilkår for unge - der ikke har haft egentlige indtægter forud for ansøgningen om kontanthjælp ved udøvelsen af det individuelle skøn tages udgangspunkt i, at levevilkårene vil være på samme niveau som ved tildeling af TILSKUD fra Statens Uddannelsesstøtte. For udeboende tages der hensyn til, at hjælpen skal kunne dække rimelige boligudgifter. Da stipendieniveauet alene er et UDGANGSPUNKT for skønnet, kan hjælpen i det enkelte tilfælde reguleres i op- eller nedadgående retning, såfremt individuelle, f.eks. lokale, forhold giver grundlag herfor.

Da der for udeboende unge kan være et særligt behov for at fravige niveauet for tilskud fra Statens Uddannelsesstøtte, er det som nævnt udtrykkeligt i loven fremhævet, at hjælpen må afpasses, så den kan dække rimelige boligudgifter.

Opmærksomheden skal i denne forbindelse henledes på det under pkt. 9a omtalte princip, hvorefter der i almindelighed ikke bør ydes hjælp til dækning af udgifter, der kan være påtaget på et tidspunkt, hvor det er nærliggende at antage, at det kan komme på tale, at de skal dækkes af kontanthjælp.

Det afgørende for vurderingen af boligudgiftens rimelighed vil således være, om den unges flytning til selvstændig bolig har været velbegrundet, f.eks. af hensyn til eventuel uddannelse eller arbejde eller på grund af forholdene i hjemmet.

Bestemmelsen i § 37, stk. 1, 3. punktum, finder IKKE anvendelse på unge med forsørgerbyrder og unge, der modtager hjælp efter § 42.

2½ GENEREL GRÆNSE

Hjælpen kan som hovedregel højst ydes med et beløb, der svarer til det nettobeløb - det vil sige efter skattetræk - som i pågældendes kommune udbetales personer, der får dagpenge efter den til enhver tid gældende højeste sats, og hvis skattetræk er fastsat ALENE på grundlag af dagpengeindtægter, jfr. § 37, stk. 2, 4. pkt.

Særlig for så vidt angår fastlæggelse af den generelle grænse for ÆGTEPAR gælder, at hjælpen skal udbetales under hensyn til TO dagpengebeløb (efter skattetræk), såfremt BEGGE ægtefæller, da ændringen i deres forhold indtrådte, havde haft arbejdsindtægter, eller ydelser, der kan sidestilles hermed.

Til et ægtepar, hvoraf kun den ene ægtefælle har haft arbejdsindtægt eller lignende, og som derfor kun er berettiget til eet nettodagpengebeløb, beregnes dette under hensyn til TO PERSONFRADRAG.

Hvis den hjælp, der er afsat til underhold og rimelige faste udgifter, overstiger disse individuelle og generelle grænser, skal der ske en reduktion af hjælpen, således at det beløb pågældende I ALT har rådighed over, ikke overstiger det hidtidige/ fremtidige leveniveau eller dagpengemaksimum.

Skønt det generelle maksimum i almindelighed må forventes at udgøre et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag, er der dog i visse undtagelsestilfælde mulighed for at yde en højere hjælp.

Dagpengemaksimum vil således kunne overskrides, hvis en families forhold er særlig vanskelige på grund af usædvanlig store forsøgerbyrder eller høje boligudgifter.

Dette vil være tilfældet, hvis forsørgerbyrderne er særlig tyngende som følge af familiens størrelse og sammensætning. Der kan f.eks. være tale om særlige udgifter i forbindelse med ægtefællens eller et barns handicap, som ikke kan dækkes efter andre regler, eller at udgifterne til familiens nødvendige underhold eller rimelige faste udgifter på grund af antallet eller aldersfordelingen af dens medlemmer ikke kan dækkes i tilstrækkeligt omfang inden for dagpengebeløbet.

En overskridelse kan ligeledes komme på tale, hvis udgifterne til en efter familiens forhold rimelig og hensigtsmæssig bolig er særlig høje i forhold til, hvad der i øvrigt gælder på stedet, eller hvis det generelle udgiftsniveau på egnen gør det umuligt at afholde boligudgifterne inden for dagpengebeløbet.

Hensigten med denne undtagelsesbestemmelse er, at der i hvert enkelt tilfælde skal skønnes over, hvor stor en hjælp det er påkrævet at yde ud over dagpengemaksimum for at afhjælpe ansøgerens rimelige behov. Der kan ikke af loven udledes noget om størrelsen af det beløb, hvormed dagpengemaksimum kan overskrides, men hjælpen kan ALDRIG ydes med et højere beløb, end hvad der findes RIMELIGT ud fra det HIDTIDIGE/ FREMTIDIGE LEVENIVEAU.

Særlig for så vidt angår overskridelse af maksimum på grund af særlig høje boligudgifter, har den sociale ankestyrelse truffet afgørelser, der viser, at supplement kan ydes med det beløb, hvormed en families rimelige boligudgifter overstiger det efter dens størrelse sædvanlige boligudgiftsniveau.

Med hensyn til fortolkningen af »usædvanligt store forsørgerbryder« har ankestyrelsen udtalt, at der ud over familiens størrelse og sammensætning kan tages hensyn til, om en familie er omfattet af dagpengeloftet for et ægtepar, der begge bidrager til forsørgelsen ved erhvervsmæssigt arbejde, eller af det lavere dagpengeloft for ægtepar, hvoraf kun den ene bidrager til familiens forsørgelse.

Ankestyrelsen har, i tilfælde hvor der var fundet grundlag for at fravige dagpengeloftet på grund af »usædvanligt store forsørgerbyrder«, udtalt, at hjælpen kunne udmåles således, at der i alt til familiens rådighed var et beløb, svarende til maksimumsbeløbet for hjælp til underhold som angivet i § 37, stk. 2, 1. pkt., med tillæg af familiens boligudgifter efter fradrag af boligsikring.

Det tilføjes, at personer, der får dagpenge efter arbejdsløshedsloven eller sygedagpengeloven, kan være berettiget til supplerende hjælp efter § 37, f.eks. hvis der ikke udbetales maksimale dagpenge, eller hvis der er grundlag for hjælp efter § 37, stk. 3.

3½ GRÆNSEN EFTER 9 MÅNEDERS HJÆLP

Når hjælpen har været ydet i en SAMMENHÆNGENDE periode på 9 måneder, kan den samlede hjælp ifølge § 37, STK. 4, ikke overstige det beløb, der kan ydes efter § 43, stk. 1, med evt. supplerende hjælp efter § 43, stk. 2 og 3, se om betingelserne og fremgangsmåden under pkt. 45. Hjælpen fortsætter dog på det hidtidige niveau, hvis det kan godtgøres, at ansøgeren i den nærmeste fremtid vil være i stand til at klare sig selv.

Hjælp efter § 37, stk. 1-3, kan således som hovedregel højst ydes i en sammenhængende periode på 9 måneder. Det vil sige i en peride uden andre afbrydelser end, at en ydelse, der vedrører tiden før kontanthjælpsperioden, f.eks. tidligere optjent feriegodtgørelse, i nogen tid træder i stedet for hjælpen. 9 måneders-perioden fortsætter herefter, når udbetalingen af kontanthjælpen genoptages.

Hvis der faktisk ikke har fundet udbetaling sted i det tidsrum, for hvilket der normalt udbetales kontanthjælp (som regel 1 måned, da de faste udgifter i almindelighed opgøres månedsvis) afbrydes 9 måneders-perioden. Der er således ikke baggrund for at lægge vægt på årsagen til, at der i den pågældende periode ikke har været ydet hjælp. En konstatering af, at der faktisk i den pågældende periode ikke har fundet udbetaling sted, er i sig selv tilstrækkeligt til, at perioden afbrydes.

Det er alene niveauet for hjælpen, der undergives en ny grænse, medens der ikke i øvrigt sker ændringer med hensyn til det sociale udvalgs forpligtelse til opfølgning af sagen med rådgivning, tilbud om andre støtteforanstaltninger m.v. I denne forbindelse skal opmærksomheden henledes på bestemmelsen i § 41, hvorefter ansøgerens og familiens forhold senest 3 måneder efter hjælpens påbegyndelse skal optages til bedømmelse af, om der er grundlag for at yde andre former for bistand end løbende økonomisk hjælp, herunder rådgivning om afvikling eller nedbringelse af faste udgifter, som pågældende ikke kan forventes at blive i stand til at afholde fremtidig. Samtidg er det af afgørende betydning, navnlig i 9-måneders-perioden, at der foretages en kraftig indsats med henblik på at tilskynde til og bistå med, at følgerne af den begivenhed, der ligger til grund for hjælpen, overvindes.

Bestemmelsen i § 41 må ses i nøje sammenhæng med § 40, stk 1, hvorefter der er mulighed for at sanere tyngende gældsforpligtelser vedrørende de rimelige formål. Det er således væsentligt, at spørgsmålet om gældssanering søges løst, mens der ydes hjælp efter § 37, stk. 2, således at faste udgifter efter udløbet af 9 måneders-perioden i mange tilfælde vil indskrænke sig til udgifter i forbindelse med boligen samt andre hertil nødvendige udgifter. Om gældssanering henvises i øvrigt til det under pkt. 24 anførte.

Det er endvidere væsentligt at påse, at mulighederne for at iværksætte et uddannelsesforløb m.v. i medfør af bistandslovens § 42, undersøges indgående, når der ydes hjælp efter § 37, stk. 2.

Om samspillet mellem § 37, stk. 4, og § 42 henvises til pkt. 33.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, jfr. pkt 45 i slutningen, at hjælpen efter § 37, stk. 4, jfr. § 43, ikke kun overstiger den hidtidige hjælp efter § 37, stk. 1-3.

Hjælpen kan fortsætte ud over 9 måneder, hvis det er klart, at den stedfundne ændring af forholdene vil være overstået inden for kortere tid, f.eks. hvis pågældende har konkret udsigt til arbejde, hvis en sygdomsperiode må antages at ophøre eller, hvis aftjening af værnepligt varer mere end 9 måneder.

Det bemærkes endelig, at hjælpen til de personer, der omfattes af reglen i § 37, stk. 4, først kan placeres under § 43, når det med sikkerhed kan antages, at deres fremtidsmuligheder må vurderes således, at de vedvarende har behov for hjælp, jfr. pkt. 39.

Følgende vejledende retningslinier kan angives ved bedømmelse af en fast udgifts rimelighed

10. Som faste udgifter dækkes først og fremmest udgifter til bolig. Ved længerevarende tilfælde med kontanthjælp må det indgående vurderes, om ansøgeren i fremtiden vil kunne opretholde sin boligstandard.

For så vidt angår ejerbolig, omfatter hjælpen sædvanligvis terminsydelser, ejendomsskatter og ejendomsforsikringer. Hjælpen til terminsydelser kan kun ydes med tilbagebetalingspligt, jfr. § 25 og cirkulæret om bistandslovens almindelige bestemmelser. I lejerbolig ydes der et beløb svarende til lejen efter fradrag af boligsikring. Endvidere ydes hjælp til andre rimelige faste udgifter vedrørende boligen - herunder til opvarmning, idet det dog må påses, om udgiften står i rimeligt forhold til boligens størrelse.

Udgifter vedrørende sommerhuse og lystbåde vil ikke være rimelige. Der kan dog undtagelsesvis være anledning til at give hjælp til dækning af udgifter vedrørende et mindre sommerhus og et kolonihavehus, hvis ansøgeren bor i en mindre hensigtsmæssig og billig lejlighed.

11. Der kan yderligere ydes hjælp til betaling af afdrag på afbetalingskontrakter vedrørende sædvanligt indbo til hjemmet under forudsætning af, at der ikke er tale om kvalitetet, som lønmodtagere med almindelige indtægter har vanskeligt ved at anskaffe eller opretholde.

Afdrag på og leje af farvefjernsyn, videoanlæg, stereoanlæg og andre luksusprægede, ikke nødvendige genstande vil i almindelighed ikke være rimelige udgifter.

For at hjælp i øvrigt kan ydes, bør der være præsteret en udbetaling efter reglerne i afbetalingsloven samtidig med, at der må påses, at afdragsbetingelserne har været rimelige og er blevet overholdt, inden behovet for hjælp opstod.

Det bør tages i betragtning, at hjælpen kan være til fordel for kreditorerne, som i forvejen ved kontraktens indgåelse kan have beregnet sig renter svarende til den forventede risiko ved misligholdelse. Hjælpen bør således ikke have karakter af et ekstra sikkerhedsnet, der udspændes under kreditorerne.

12. Hvis det er kutyme for at få et arbejde, at ansøgeren selv møder med arbejdsredskaber, kan det efter omstændighederne være rimeligt at give hjælp til afdrag herpå.

13. Afdrag på et motorkøretøj bør kun betragtes som rimelige udgifter, hvis det er uomgængeligt nødvendigt for ansøgerens mulighed for beskæftigelse og daglige færden at have et motorkøretøj - navnlig hvis de geografiske forhold tilsiger det.

14. Som andre eksempler på faste udgifter, der kan ydes hjælp til, kan nævnes

Rente af almindelige lån, der er optaget med rimeligt formål, f.eks. studielån.

præmier på sædvanlige forsikringer, men ikke betaling af præmier for forsikringer, der medfører en formueforøgelse,

kontingenter til en anerkendt arbejdsløshedskasse, fagforening eller en privat sygeforsikring under forudsætning af, at medlemskabet ikke kan gøres hvilende i den periode, hvor der skal ydes forbigående hjælp,

udgifter til børnepasning, når der ikke i hjemmet er personer, som børnenes pasning med rimelighed og forsvarlighed kan overlades til. Det bør ikke kræves, at børn udmeldes af daginstitutioner eller lignende, fordi de i en kortere tid, medens der ydes hjælp, kan passes af forældrene.

Spørgsmålet om betaling i DAGINSTITUTIONER OG FORMIDLET DAGPLEJE må som udgangspunkt løses ved en regulering af forældrebetalingen efter bistandslovens § 73, jfr. bekendtgørelse om betaling for ophold i daginstitutioner m.v. for børn, der udtømmende opregner betingelserne for fritagelse for betaling. Da kontanthjælp ikke indgår i den skattepligtige indtægt, må betalingsspørgsmålet løses ved tildeling af en friplads under hensyn til den bortfaldne indtægt. Der bliver således kun tale om hjælp efter § 37 til rimelige udgifter ved privat pleje, samt når der ydes kontanthjælp i en kort periode, og regulering af betalingen efter § 73 derfor ikke finder sted.

betaling for opretholdelse af telefonabonnement, vægtafgift og forsikring af et motorkøretøj, som er absolut nødvendigt for ansøgerens muligheder for beskæftigelse og daglige færden - navnlig hvis de geografiske forhold tilsiger det.

Det er i øvrigt ikke muligt udtømmende af beskrive de faste udgifter, til dækning af hvilke der kan ydes hjælp. Den rimelighedsvurdering, der skal foretages, vil bero på en afvejning af ansøgerens samlede situaton, idet der samtidig bør tages hensyn til de økonomiske muligheder i samfundet som helhed - herunder ikke mindst reallønsudviklingen hos almindelige lønmodtagere.

FRADRAG FOR INDTÆGTER

15. Da begrundelsen for at yde forbigående hjælp er, at ansøgeren befinder sig i en situation med svigtende indtægter, følger heraf, at der ved udmåling af hjælpen opgjort i overensstemmelse med reglerne i pkt. 9 som hovedregel må FORETAGES FRADRAG FOR INDTÆGTER, som tilflyder ansøgeren og de personer, pågældende har forsørgelsespligt over for - det vil sige ægtefælle og børn under 18 år - i den periode, hvori der ydes hjælp.

Såfremt indtægten i skattemæssig henseende er A-indkomst, foretages fradraget med nettobeløbet. Såvel tilbagebetalingen af overskydende skat som udbetalt feriegodtgørelse betragtes som indtægt. Feriegodtgørelse, der efter ferielovgivningen kan udbetales 1 måned før ferien, skal først fradrages i kontanthjælpen, når ferien holdes, og der kan kun foretages fradrag svarende til kontanthjælpen for det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.

Det kan dog være rimeligt i visse tilfælde at bortse fra ydelser, der udbetales til ansøgeren med særligt formål. Det kan f.eks. være rimeligt at bortse fra ydelser på et sælgerpantebrev, der, som et led i et fast arrangement, er en forudsætning for, at ansøgeren kan opretholde sin nuværende bolig. Endvidere bør der bortses fra ydelser til kompensation for invaliditet - herunder invaliditetsydelsen og invaliditetsbeløbet efter lov om social pension.

For så vidt angår invaliditetsbeløbet bemærkes, at dette dels består i et beløb til dækning af merudgiften som følge af invaliditeten dels en vis kompensation for, at den pågældende ikke som andre i en tilsvarende aldersklasse kan have indtægt ved erhvervsarbejde. Ved udmåling af kontanthjælp til en invalidepensionists ægtefælle vil der i visse tilfælde i almindelighed kunne ses bort fra invaliditetsbeløbet. Da bistandslovens bestemmelser om kontanthjælp forudsætter, at der i hvert enkelt tilfælde udøves individuelt skøn, kan det dog ikke udelukkes, at det i enkelte tilfælde kan skønnes rimeligt at lade invaliditetsbeløbet indgå helt eller delvis i kontanthjælpsberegningen på baggrund af oplysninger i den enkelte sag om ansøgerens og familiens økonomiske forhold, herunder f.eks. oplysninger om faktiske eller skønnede udgifter i forbindelse med invaliditeten.

Endvidere bør der ses bort fra en erstatning, i det omfang den er en godtgørelse for skade af ikke-økonomisk art, som ulempe, lyde, vansir, svie, smerte og tort. Derimod bør løbende erstatningsbeløb, der gives som kompensation for tab af erhvervsevne, i fuldt omfang fradrages i kontanthjælpen. For så vidt angår en erstatning efter loven om arbejdsskadeforsikring vil det af afgørelsen herom fremgå, hvor stor en del af erstatningen, der dækker skader af ikke-økonomisk art, d.v.s. menerstatning. Med hensyn til erstatning efter loven om erstatning til ofre for forbrydelser har sekretariatet for erstatningsnævnet erklæret sig villigt til efter anmodning fra socialforvaltningen i det enkelte tilfælde at orientere forvaltningen om, hvilke bestanddele erstatningen består af.

Om formue hidrørende fra erstatningsudbetalinger henvises til pkt. 8, i slutningen.

Da børn ikke har forsørgelsespligt over for deres forældre, kan børnenes indtægter højst fradrages med et beløb svarende til den del af den udmålte hjælp, der er afsat til deres underhold, det vil sige, at fradraget højst kan blive af samme størrelse som det særlige børnetilskud efter børnetilskudslovens § 4, stk. 3.

I overensstemmelse med dette princip foretages fradrag for underholdsbidrag til børn og det særlige børnetilskud efter børnetilskudslovens § 4, stk. 3, allerede i hjælpen, INDEN den eventuelt reduceres under hensyn til dagpengemaksimum

Derimod foretages der ikke fradrag for det almindelige, forhøjede og ekstra børnetilskud samt ungdomsydelse.

16. (Udgået).

17. Såfremt to eller flere personer, der ikke har forsørgelsespligt over for hinanden, bor sammen, skal de ved udmåling af hjælp bedømmes hver for sig, således at der for hver af dem kun foretages fradrag for egne indtægter.

Beregningen af hjælpen må derfor tage sit udgangspunkt i det beløb, der kan ydes til en enlig. Herefter skal der imidlertid tages hensyn til de økonomiske fordele, vedkommende har ved fælles husførelse med en anden. Dette vil betyde, at der må foretages en vurdering af, hvor meget de samlede udgifter går ned, ved at der kan købes ind til flere personer under eet.

Dette kan medføre, at den hjælp, der udmåles til underhold, nedsættes fra det beløb, en enlig ville have fået, til f.eks. 1/2 af det beløb, der kan ydes til ægtepar, jfr. § 37, stk. 2, 1. pkt.

Endvidere kan hjælpen til de faste udgifter fastsættes efter forholdet mellem de pågældendes nettoindtægter - eller i mangel af oplysninger herom - til halvdelen af disse udgifter.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det ved ansøgning om hjælp til fællesudgifter vil være rimeligt - i mangel af anden sikker dokumentation for den hidtidige fordeling af disse - at bede om oplysning om begge parters indtægt. Fremskaffes der ikke oplysning om samleverens økonomiske forhold, er der imidlertid ikke i almindelighed grundlag for at nægte at yde hjælp, men denne må i så fald udmåles efter visse gennemsnitsbetragtninger, f.eks. den omtalte halvdelsregel.

Opmærksomheden henledes på reglen i § 37, stk. 2, 5. punktum, hvorefter den udmålte hjælp sammen med eventuelle indtægter ikke kan udgøre mindre end det beløb, der er angivet i § 43, stk. 1, 1. punktum, såfremt såvel de hidtidige levevilkår som summen af underholdsbeløbet i § 37, stk. 2, 1. punktum, og de rimelige faste udgifter ligger over eller svarer til dette beløb.

SPECIELT OM HJÆLP TIL PERSONER, DER AFTJENER VÆRNEPLIGT VED BISTANDSARBEJDE I UDVIKLINGSLANDENE.

18. Personer, der aftjener deres værnepligt ved bistandsarbejde i udviklingslandene, kan opnå hjælp, hvad enten familien har ophold her i landet eller ledsager den værnepligtige til tjenestelandet. Ved udmålingen af hjælpen bortses fra det beløb, den værnepligtige modtager fra Mellemfolkeligt Samvirke. Hvis familien er fulgt med den værnepligtige til tjenestelandet, vil der dog normalt ikke skulle ydes hjælp til boligudgifter og andre faste udgifter i forbindelse hermed, da disse udgifter normalt vil blive dækket af Mellemfolkeligt Samvirke. Hvis hustruen selv er udsendt som frivillig af Mellemfolkeligt Samvirke, ydes der ikke hjælp til hendes personlige underhold.

Der kan normalt ikke ydes hjælp til afholdelse af udgifter til bolig her i landet, når familien er fuldt med den værnepligtige til tjenestelandet.

Der vil normalt ikke være grundlag for at yde hjælp i tiden efter hjemsendelsen, idet det genetableringsbeløb, som den værnepligtige får udbetalt, bevirker, at der ikke er tale om økonomisk behov.

Oplysninger om den værnepligtiges personlige og økonomiske forhold vil efter udstationeringen eventuelt kunne indhentes hos Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 Kbh. K., telefon (01) 32 62 44.

SPECIELT OM HJÆLP TIL PERSONER, DER AFSONER EN FÆNGSELSSTRAF.

18 a. Som nævnt under pkt. 3, kan der ydes hjælp til FAMILIEN, når en person er afskåret fra sine sædvanlige indtjeningsmuligheder f.eks. på grund af ophold i en kriminalforsorgsinstitution.

For så vidt angår de indsatte selv, har Socialministeriet ved flere lejligheder givet udtryk for, at der kun kan ydes hjælp efter den sociale lovgivning til udgifter, som er af betydning for deres tilværelse efter løsladelsen.

Spørgsmålet om den nærmere afgrænsning mellem kriminalforsorgen og den sociale lovgivning har været drøftet mellem Justitministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen og Socialministeriet, og man har herunder fastlagt følgende retningslinier for hjælp til indsatte herunder personer i varetægtsfængsel

Udgifter til værelse, lejlighed eller anden bolig, der bør bevares for den indsatte under ophold i en af Kriminalforsorgens institutioner af hensyn til pågældendes benyttelse heraf under udgang eller efter løsladelsen, kan dækkes efter bistandsloven (såfremt pågældende i øvrigt opfylder lovens betingelser).

Udgifter til beklædning, der som led i den indsattes resocialisering skal benyttes uden for institutionen, kan ligeledes afholdes efter bistandsloven.

Andre faste udgifter af betydning for den indsattes tilværelse efter løsladelsen, f.eks. fagforeningskontingenter, betaling for opbevaring af bohave og afdrag efter afbetalingskontrakter vedrørende sædvanligt indbo (jfr. pkt. 11), kan afholdes efter bistandsloven.

Hjælp til indskud i lejlighed kan ydes efter bistandsloven i forbindelse med løsladelse. Hjælp til uddannelse kan ydes efter reglerne i bistandslovens § 42 til personer, der opholder sig uden for Kriminalforsorgens institutioner, uanset om prøveløsladelse/ endelig løsladelse har fundet sted.

Udgifter til tandbehandling og lignende behandlingsudgifter samt til briller eller andre hjælpemidler under ophold i en kriminalforsorgsinstitution og udgifter til underhold under udgang kan ikke dækkes efter bistandsloven. Såfremt der ydes hjælp efter denne lov til familiens underhold, kan det dog ved hjælpens udmåling tages i betragtning, om den indsatte regelmæssigt aflægger besøg i hjemmet.

SPECIELT OM HJÆLP TIL PERSONER UNDER ARBEJDSKONFLIKTER.

18 b. Den omstændighed, at der, når det drejer sig om en arbejdskonflikt, er tale om en behovssituation af meget begrænset varighed indebærer, at det sociale udvalg må være tilbageholdende med udmålingen af hjælpen. Der vil yderst sjældent kunne blive tale om at yde hjælp til underhold allerede fra det tidspunkt, da konflikten iværksættes, idet der som oftest på dette tidspunkt vil være en arbejdsløn til hel eller delvis rådighed.

Endvidere kan det med hensyn til hjælpen til de faste udgifter lægges til grund, at ansøgeren ved tilrettelæggelsen af sin økonomi må have lagt penge til side til betalingen af dem, således at konflikten skal have strakt sig over en vis periode, før man går ind i en vurdering af, i hvilket omfang der bør ydes hjælp til afholdelse af disse udgifter.

HVOR LÆNGE KAN DER YDES FORBIGÅENDE HJÆLP?

19. Den forbigående hjælp er begrebsmæssigt beregnet på at hjælpe en person eller en familie ud af vanskeligheder, der strækker sig over en bgrænset tid. I den periode, der ydes hjælp, må social- og sundhedsforvaltningen i øvrigt i videst muligt omfang bistå med rådgivning og støtteforanstaltninger, der tager sigte på at afbøde virkningerne af de indtrufne vanskeligheder, og hjælpe pågældende til på ny at kunne klare sig selv.

Da erfaringen viser, at behovet for hjælp i et meget stort antal sager ophører inden for en periode på 3 måneder, bør det sociale udvalg (socialforvaltningen) i dette tidsrum foretage en summarisk gennemgang af ansøgerens faste udgifter ved beregningen af hjælpens størrelse, idet det dog skal påses, at hjælpen ikke overstiger de grænser, der er angivet i § 37, jfr. pkt. 9. Det påhviler imidlertid forvaltningen senest 3 måneder efter hjælpens påbegyndelse at tage sagen op til nærmere vurdering med henblik på eventuel ydelse af andre former for bistand samtidig med, at forvaltningen skal foretage en gennemgang af pågældendes faste udgifter og træde til med rådgivning f.eks. med hensyn til dispositioner, der kan bringe udgifterne i overensstemmelse med det fremtidige leveniveau.

20. Som det er anført under pkt. 9, skal hjælpen efter en sammenhængende periode på 9 måneder som hovedregel begrænses til det beløb, der kan ydes efter § 43, stk. 1-3.

Herudover indeholder bistandsloven ingen tidsterminer med hensyn til varigheden af en forbigående hjælp. Ifølge § 41, stk. 2, kan hjælpen fortsætte, så længe det må anses godtgjort, at pågældende gennem den støtte, der ydes fra social- og sundhedsforvaltningen, kan forventes at blive i stand til selv at klare sit og familiens underhold.

I § 41, stk. 2, nævnes specielt, at hvis hjælpen er begrundet i sygebehandling eller erhvervmæssige foranstaltninger, er det en betingelse for dens forsættelse, at lægens eller de sociale myndigheders anvisninger følges.

B. Hjælp til enkeltudgifter

I HVILKE SITUATIONER KAN DER YDES HJÆLP?

21. Mens reglerne i bistandslovens § 37 giver mulighed for løbende hjælp til underhold og faste udgifter, indeholder § 40. stk. 1, en regel om hjælp til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter. I lighed med, hvad der gælder for § 37, er det en BETINGELSE for hjælp efter § 40, stk. 1, at der er sket ændringer i en persons eller en families forhold, der i en begrænset tid påvirker evnen til at skaffe det fornødne til sædvanligt underhold. Lavtlønsproblemer giver således ikke i sig selv grundlag for at yde hjælp efter § 40, stk. 1, ligesom den omstændighed, at lønnen er opbrugt før tiden, ikke er en sådan ændring af forholdene, at hjælp kan ydes, jfr. § 37, stk. 1. Endvidere er det en BETINGELSE, at det, som angivet i § 38, kan godtgøres, at pågældende og ægtefællen har udnyttet deres arbejdsmuligheder, og at de ikke har formue, jfr. § 39.

Hjælp til enkeltudgifter kan ydes såvel særskilt som i forbindelse med hjælp til underhold.

YDERLIGERE BETINGELSER

22. Det er en betingelse for at få hjælp efter § 40, stk. 1, at der er tale om en udgift, der ikke kan afholdes af den pågældende selv uden risiko for, at pågældendes og den eventuelle families økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig selv i AFGØRENDE GRAD VIL BLIVE VANSKELIGGJORT HERVED.

Hvis der tillige ydes hjælp til underhold efter § 37, vil denne betingelse som oftest være opfyldt. Søges der særskilt hjælp til en enkeltudgift, må det påses, at der foreligger en situation, hvor ansøgerens indtægter anvendes fuldt ud til løbende udgifter, således at afholdelse af netop den foreliggende udgift til det påkrævede formål kan føre til en gældsstiftelse, der bringer pågældendes og familiens økonomiske situation ud af balance.

Det skal fremhæves, at hjælpen efter § 40, stk. 1, ikke kan ydes til dækning af LØBENDE udgifter, som ikke kan afholdes inden for grænsen i § 37, jfr.punkt. 9.

TIL HVILKE FORMÅL YDES HJÆLP?

23. Hjælpen ydes til dækning af rimeligt begrundende enkeltudgifter.

Ved vurderingen heraf bør henses til, om den pågældendes udgift er sædvanlig og nødvendig, samt om personer med lavere indkomst i almindelighed vil kunne afholde en sådan udgift.

Det skal navnlig fremhæves, at en udgift, som der allerede er ydet hjælp til dækning af i forbindelse med den løbende hjælp efter § 37, ikke vil være rimelig, hvis den tidligere ydede hjælp er anvendt til andre formål, og der derfor anvendes en hjælp på ny efter § 40, stk. 1.

Som eksempler på rimelige udgifter kan nævnes beboerindskud, der ikke kan ydes efter boliglovgivningen - herunder også udgifter ved etablering i egen bolig i forbindelse med udskrivning fra institution - og nødvendigt bohave eller andre påkrævede udgifter i forbindelse med indretning af hjemmet. Der bør udvises tilbageholdenhed med hensyn til dækning af beboerindskud for unge som ikke hidtil har haft egen bolig - medmindre pågældende står uden opholdsmuligheder.

Endvidere kan hjælp ydes til udgifter ved særlige lejligheder som barnedåb og konfirmation og til begravelsesudgifter, i det omfang de ikke dækkes gennem reglerne i sygesikringesloven. Der vil også være mulighed for at yde hjælp til udgifter ved et barns ferieophold og ved forældres besøg hos mindre børn under længere tids ophold på et fjerntliggende hospital.

Der bør kun helt undtagelsesvis ydes hjælp til beklædning, f.eks. til arbejdstøj, hvis anskaffelse er nødvendig for, at pågældende kan klare sig selv i fremtiden. Udgifter til tøj forudsættes i øvrigt afholdt af underholdsbeløbet i § 37, stk. 1.

Det skal understreges, at hjælpen efter § 40, stk. 1, ikke kan ydes til formål, som ikke anses som rimelige efter § 37, stk. 2. Dette gælder også reparationer o.lign. af formuegoder, til hvilke der ikke kan gives hjælp efter § 37.

24. Herudover giver reglen i § 40, stk. 1, mulighed for i visse særlige tilfælde at sanere en enlig eller en families økonomi ved at bringe truende gældsposter ud af verden. Inden der ydes hjælp hertil, må det sociale udvalg foretage en bedømmelse af ansøgerens nuværende økonomiske situation og sammenholde denne med muligheden for, at pågældende eller familien efter en sanering vil være i stand til at klare sig selv. Det må være en forudsætning, at det ikke kan anses muligt gennem rådgivning og vejledning i budgetlægning at bringe ansøgerens økonomi i balance. Inden der ydes hjælp til ENKELTE GÆLDSFORPLIGTELSER, må det endvidere undersøges, om kreditor måtte være villig til at give henstand med afviklingen af gælden eller til at gå med til en afdragsordning.

Hjælp til en større sanering af gældsforpligtelser må normalt forudsætte, at der samtidig ydes hjælp efter § 37, og at der optages forhandling med samtlige kreditorer om en frivillig lempelse af kravene samtidig med, at det undersøges, om visse forpligtelser kan bringes ud af verden i forbindelse med, at de ting, som gælden vedrører, returneres. Der kan af denne vej ydes hjælp til dækning af en families mest påtrængende forpligtelser samtidig med, at der i en periode ydes løbende rådgivning med henblik på, at familien fremtidig kan klare sig selv.

Når gældssaneringen overvejes, bør det samtidig tages i betragtning, at hjælpen hertil kan bevirke, at bistandsloven udspændes som et ekstra sikkerhedsnet under kreditorer, der allerede ved indgåelsen af en afbetalingskontrakt kan have beregnet sig renter under hensyn til en vis risiko for debitors manglende betaling. Endvidere bør det påses, at hjælpen ikke ydes i forbindelse med uhensigtsmæssige økonomiske dispositioner, der er foretaget ud fra en forventning om efterfølgende at blive holdt skadesløs af det offentlige. Et afgørende led i overvejelserne bør imidlertid være hensynet til at normalisere ansøgerens fremtidige økonomiske forhold.

Om gældssanering henvises i øvrigt til det under pkt. 9, c, 3½, anførte.

25. Spørgsmålet om afvikling af gæld til det offentlige - f.eks. skatterestancer og bøder falder uden for § 40, stk. 1, og må løses efter de regler, der i øvrigt findes om det pågældende gældsforhold. Med hensyn til tilbagebetalingskrav efter bistandsloven henvises til lovens § 27, og med hensyn til restancer på underholdsbidrag, der er udbetalt forskudsvis af det offentlige, henvises til børnetilskudslovens § 28.

C. Hjælp til foranstaltninger for at undgå børns anbringelse uden for hjemmet

26. Efter bestemmelsen i lovens § 40, STK. 2, kan der under forbigående vanskeligheder ydes en familie med eet eller flere børn hjælp til foranstaltninger, der bevirker, at børnenes anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at deres hjemgivelse kan fremskyndes. Det er dog en forudsætning, at familien (forsørgeren) ikke selv har midler til at afholde udgiften.

Bestemmelserne må ses i sammenhæng med bestemmelserne i bistandslovens afsnit II og VIII om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger for børn og unge. Formålet med disse hjælpeforanstaltninger, der kan iværksættes, når det er påkrævet af hensyn til barnets tarv eller velfærd, er at tilstræbe at bevare barnet i hjemmet, og at søge tilvejebragt muligheder for en tilbagevenden til hjemmet, når anbringelsen uden for hjemmet har vist sig at være påkrævet. Der henvises nærmere til cirkulæret om rådgivning og tilsyn efter bistandslovens afsnit II og cirkulæret om hjælpeforanstaltninger uden samtykke efter bistandslovens afsnit VIII.

Det er en FORUDSÆTNING for at bringe § 40, stk. 2, i anvendelse, at økonomisk hjælp ikke kan ydes efter lovens øvrige bestemmelser, herunder § 40, stk. 1, jfr. pkt. 21-25, og § 46, stk. 2, jfr. pkt. 47.

27. Hovedbetingelsen efter § 40, stk. 2, er, at ydelsen af hjælp BEVIRKER, at barnets anbringelse uden for hjemmet kan undgås, eller at hjemgivelsen kan fremskyndes. Dette betyder, at barnets situation skal være truet i en sådan grad, at ydelse af hjælp fremtræder som et alternativ til barnets anbringelse uden for hjemmet. Der må således foreligge en væsentlig og nærliggende risiko for, at barnet må anbringes uden for hjemmet, såfremt hjælpen ikke ydes. Forbigående vanskeligheder for familien som sådan i form af enkeltudgifter må søges afhjulpet efter § 40, stk. 1.

28. Såfremt den nævnte hovedbetingelse efter § 40, stk. 2, er opfyldt, vil det sociale udvalg kunne yde den hjælp, som er fornøden til at rette situationen op under forudsætning af, at familien ikke selv har økonomisk mulighed for at afholde udgiften.

Ved vurderingen heraf skal der tages hensyn til familiens erhvervsforhold og økonomiske forhold, ligesom der skal tages hensyn til familiens størrelse, sammensætning, alder m.v. Det afgørende for denne vurdering vil således være, om den udgift, sagen drejer sig om, vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance.

Der vil derfor være større sandsynlighed for, at der kan ydes hjælp, jo større udgift der er tale om, men der vil også være mulighed for at yde hjælp til mindre udgifter, hvis familiens økonomi er så anstrengt, at selv forholdsvis beskedne ekstraudgifter vil kunne være afgørende for familiens muligheder for at undgå en anbringelse uden for hjemmet af barnet. Omvendt skal der således ikke ydes hjælp til familier, der ud fra en konkret vurdering af deres økonomiske forhold skulle have tilstrækkelige midler til selv at afholde udgiften.

Følgende vejledende retningslinier kan indgå ved vurderingen af, om der kan ydes hjælp efter § 40, stk. 2

29. Hvis et barn fremviser så betydelige vanskeligheder, at anbringelse uden for hjemmet kan komme på tale, og anbringelsen vil kunne modvirkes ved, at det sociale udvalg stiller en person til rådighed med henblik på at yde en støttende indsats for barnet i hjemmet, eller ved, at barnet optages i en daginstitution, vil der - såfremt forældrenes økonomiske forhold tilsiger det, jfr. pkt. 28 kunne ydes dækning af udgiften hertil efter § 40, stk. 2.

30. Som led i en støttende indsats over for en familie, hvis problemer beror på manglende kendskab til husførelse, børnepasning m.v., kan det sociale udvalg efter § 40, stk. 2, afholde udgifter ved, at der ydes familien bistand af en person med særlig sagkundskab på dette område. Herved sigtes navnlig til en hjemmehjælper, der i øvrigt er knyttet til kommunen med henblik på at yde praktisk bistand efter reglerne i lovens afsnit IV.

31. En egentlig forbedring af familiens og børnenes levevilkår vil kunne forekomme i en situation, hvor dårlige boligforhold er hovedproblemet, og hvor der alene kan rådes bod derpå ved at gøre det muligt for familien at få rådighed over en bedre, først og fremmest større bolig. Hjælpen vil kunne omfatte betaling af beboerindskud ved leje af en større lejlighed eller hjælp i en periode til delvis betaling af den højere husleje. Det er en forudsætning herfor, at hjælpen ikke kan opnås efter boliglovgivningen. Bor familien i egen ejendom, vil der i ganske særlige tilfælde kunne ydes hjælp til mindre ombygning af ejendommen, der gør den mere egnet som bolig for børnene. Hjælpen bør i disse tilfælde ydes som et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til betaling ved ejerskifte. Endvidere bør pantebrev oprettes og tinglyses. Der kan ikke angives nogen beløbsmæssig, øverste grænse for hjælpens størrelse. Afgørelsen heraf må træffes af det sociale uvalg ud fra, hvad der i det enkelte tilfælde må anses for rimeligt af hensyn til børnenes behov. Det må også her understreges, at det er en betingelse for ydelse af hjælp, at problemernes løsning har direkte betydning for børnenes forhold.

32. I en række tilfælde vil der kunne forekomme et akut behov for økonomisk hjælp til en familie med børn, uden at der er tid til at foretage en dyberegående undersøgelse af sagen. I sådanne tilfælde vil det sociale udvalg - såfremt børnene skønnes at befinde sig i en situation med væsentlig risiko for, at anbringelse uden for hjemmet kan komme på tale - som en foreløbig foranstaltning kunne yde den fornødne, øjeblikkelige hjælp. Er der formodning om, at forældrene i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen, jfr. § 26, stk. 1, nr. 3, må der ved hjælpens udbetaling tages udtrykkeligt forbehold herom. Krav om tilbagebetaling vil i øvrigt kunne rejses på grundlag af senere udbetaling af en anden ydelse, der dækker samme formål, jfr. § 26, stk. 1, nr. 4.

D. Hjælp til uddannelse m.v.

33. Om hjælp efter § 42, herunder til arbejdsredskaber, etablering m.v., henvises til Socialministeriets cirkulære om hjælp efter bistandslovens § 42.

Heraf følger, at en person, der får hjælp efter § 37, stk. 1-3, ikke skal overgå til hjælp efter § 37, stk. 4, efter udløbet af 9 måneders-perioden, såfremt der er truffet afgørelse om, at den pågældende på et tidspunkt skal have hjælp efter § 42.

En endelig beslutning må anses for at være truffet, når der er fundet grundlag for, at ansøgeren opfylder betingelserne i § 42, og der er truffet beslutning om iværksættelse af en realistisk uddannelsesplan. Det forudsættes i denne forbindelse, at ansøgeren har erklæret sig villig til at gennemføre revalideringsforløbet.

Overgang til hjælp efter § 37, stk. 4, bør heller ikke ske i tilfælde, hvor der er iværksat en undersøgelse af, om pågældende er berettiget til hjælp i henhold til § 42, og det må anses for overvejende sandsynligt, at undersøgelsen vil resultere i hjælp efter denne bestemmelse.

Hvis en person allerede modtager hjælp efter § 37, stk. 4, bør pågældende overgå til hjælp efter § 37, stk. 1-3, i de tilfælde, hvor der er truffet en endelig beslutning om hjælp efter § 42. Tilsvarende bør pågældende overgå til hjælp efter § 37, stk. 1-3, hvis det efter en undersøgelse af forholdene må anses for overvejende sandsynligt, at der vil blive ydet hjælp efter § 42.

For så vidt angår personer, der har modtaget hjælp efter § 42, og derefter atter overføres til § 37, påbegyndes en ny 9 måneders-periode, idet hjælpen efter § 42, jfr. ovenfor, afbryder 9 måneders-perioden. Det er dog en forudsætning herfor, at § 42-forløbet har været i gang så længe, at der for det tidsrum, for hvilket der nomalt udbetales hjælp, faktisk ikke har fundet udbetaling sted efter § 37, stk. 1-3, jfr. i øvrigt om afbrydelse af 9 månders-perioden, pkt. 9, c, 3½.

Det bemærkes, at den obligatoriske tilbagebetalingspligt af kontanthjælp til terminsydelse, jfr. pkt. 1, 1), også gælder for terminshjælp, der ydes efter § 42. Som anført i pkt 1, 3), gælder reglen i § 37, stk. 4, om nedsættelse af den samlede hjælp efter 9 måneders forløb ikke for hjælp, der ydes efter § 42.

34.-38. (Udgået).

II. Varig hjælp (lovens kap. 10)

I hvilke situationer ydes der varig hjælp?

39. I bistandslovens § 43, stk. 1, beskrives de SITUATIONER, hvor der kan ydes varig hjælp til underhold. Det fremgår af bestemmelsen, at den omfatter personer, der vedvarende har behov for hjælp til sit eget og familiens underhold, som ikke kan dækkes gennem ydelser efter den sociale pensionslovgivning.

Det vil således være en forudsætning for at dække et behov for økonomisk hjælp efter § 43, at det sociale udvalg forinden har forsøgt at bringe ansøgeren ud af de vanskeligheder, der begrunder ansøgningen om hjælp, igennem tilbud om forbigående hjælp efter lovens kap. 9 kombineret med rådgivning efter afsnit II eller andre støtteforanstaltninger efter den sociale lovgivning. Først når pågældendes FREMTIDSUDSIGTER efter forgæves forsøg med anden støttende indsats må bedømmes således, at det vil være nødvendigt at yde en løbende økonomisk hjælp til underhold, indtil pågældende bliver berettiget til pension efter den sociale pensionslovgivning, må hjælpen ydes efter reglerne i § 43.

UDNYTTELSE AF ARBEJDSMULIGHEDER

40. Det er efter § 44 en forudsætning for at få hjælp efter § 43, at såvel ansøgeren som ægtefællen kan dokumentere, at der IKKE KAN ANVISES DEM ARBEJDE, som de kan påtage sig. Der må i denne forbindelse tages hensyn til såvel deres helbredsmæssige forudsætninger for at udnytte et foreliggende arbejdstilbud som til andre forhold, f.eks. afstanden mellem bopæl og arbejdssted, og arbejdstiden set i forhold til forsvarlige pasningsmuligheder for mindre børn. Kravet om udnyttelse af arbejdsevnen er strengere end det tilsvarende krav i forbindelse med forbigående hjælp efter § 38. Selv om den ene ægtefælle i en længere årrække udelukkende har været beskæftiget i hjemmet, kan det således i almindelighed ikke accepteres, at pågældende undlader at udnytte en arbejdsmulighed, når den anden ægtefælle ikke kan bringes til at klare familiens underhold ved egne indtægter.

Det fremgår af § 44, STK. 2, at reglerne i § 38, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Der kan således ikke ydes hjælp efter § 43 til personer, som er under uddannelse. Der kan dog ydes hjælp i de særlige tilfælde, der er angivet i Socialministeriets bekendtgørelse af 11. juni 1986 om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp i særlige tilfælde.

HJÆLP TIL ÆGTEFÆLLENS UDDANNELSE

41. Det følger af § 44, 2. pkt., at det sociale udvalg ved sin vurdering af familiens situation må have opmærksomheden henledt på, om ansøgerens ægtefælle efter en uddannelse vil kunne yde væsentlige bidrag til familiens underhold. I så fald kan der ydes hjælp til uddannelse herunder forsørgelse - efter reglerne i kapitel 9.

Der åbnes gennem denne bestemmelse mulighed for at yde hjælp til en uddannelse, der ikke - som forudsat efter § 42, stk. 1 - nødvendigvis sigter mod at bringe pågældende i stand til for fremtiden fuldt ud at klare sig selv og sørge for sin familie. Det kræves blot, at ægtefællen efter uddannelsen kan yde VÆSENTLIGT BIDRAG til familiens underhold. Så længe denne uddannelse står på, kan der ydes hjælp til såvel udgifter ved selve uddannelsen som ved familiens forsørgelse efter retningslinierne i § 42, stk. 1.

BETYDNINGEN AF FORMUE

42. Hvis en person, der vedvarende har behov for hjælp til underhold, ejer en mindre formue, kan der ifølge § 45 kun ses bort fra den, hvis den ønskes bevaret til BESTEMT angivne formål, der skønnes rimelige under hensyn til pågældendes forhold. Ansøgeren kan dog normalt ikke henvises til først at opbruge formuen, når et mindre beløb er reserveret til anskaffelse af nødvendigt bohave, reparation af boligen eller lignende, og formue, der alene bstår i en helårsbolig, almindeligt bohave m.v., vil det være rimeligt at se bort fra ved bedømmelsen af behovet for hjælp. Vurderingen af, hvilke formuegenstande ansøgeren bør bevare, må i øvrigt ændres, efter hvad der til enhver tid må anses for rimeligt tilbehør til en bolig og en husholdning.

HVORLEDES UDMÅLES HJÆLPEN?

43. Der kan efter § 43, stk 1, ydes et månedligt beløb på 3.408 kr. for enlige og 5.132 kr. for ægtepar.

Ifølge § 43, stk. 1, 3. pkt., kan hjælpen sammen med eventuelle indtægter ikke udgøre mindre end de beløb, der er angivet i § 43, stk. 1, 1. pkt., under forudsætning af, at pågældende hidtil har haft rådighed over mindst tilsvarende beløb.

Det er hermed angivet, at de personer, der efter § 37, stk. 1-3, har fået en hjælp, der sammen med eventuelle indtægter er lig med eller overstiger de beløb, der er nævnt i § 43, stk. 1, 1. pkt. - som reguleret efter § 43, stk. 4 - ikke efter udløbet af 9 måneders-perioden kan få udbetalt en hjælp med et lavere beløb. Der er herefter under de nævnte forudsætninger angivet et fast minimumsbeløb for hjælpen efter § 43, stk. 1, 1. pkt., der ikke kan fraviges.

Hertil kommer et tillæg for hvert barn svarende til det særlige børnetilskud efter § 4, stk. 3, i lov om børnetilskud og andre familieydelser.

Med hensyn til udmåling af hjælp til personer med fælles husførelse henvises til pkt. 17.

44. I tilfælde, hvor modtageren har arbejdsindtægter og i forbindelse hermed har udgifter til nødvendig transport, kan udgifterne hertil fratrækkes indtægten, forinden denne afkortes i kontanthjælpen.

Om betydningen af ansøgerens egne indtægter m.v. henvises i øvrigt til principperne i pkt. 15.

45. Ud over beløbet i § 43, stk. 1, kan der undtagelsesvis ydes en højere hjælp i følgende tilfælde

1½ DET SOCIALE UDVALG kan ifølge § 43, stk. 2, bevilge yderligere hjælp til rimeligt begrundende ENKELTUDGIFTER, der ikke kan afholdes inden for beløbet i stk. 1.

Som eksempler kan nævnes anskaffelse af nødvendigt bohave eller husholdningsredskaber, udgifter til reparation af bolig og indbo og i særlige tilfælde enkeltstående udgifter ved boligen med henblik på, at ansøgeren kan bevare eller forbedre den. Med hensyn til anvendelsen af denne bestemmelse henvises i øvrigt til det, der er anført om § 40, stk. 1, under pkt. 23. § 43, stk. 2, kan således ikke anvendes i videre omfang end § 40, stk. 1.

2½ Da beløbet i § 43, stk. 1, 1.pkt., ikke i alle tilfælde vil kunne yde fuld dækning af pågældendes udgifter vedrørende boligen, er det i § 43, stk. 3, fastsat, at det sociale udvalg skal forhøje hjælpen til dækning af den del af boligudgifterne m.v., der overstiger 25 pct. af hjælpen efter stk. 1, 1. pkt. Det er dog en forudsætning, at en rimelig og billigere bolig ikke kan skaffes.

Det skal fremhæves, at udgifterne vedrørende boligen - ud over egentlige boligudgifter - også omfatter udgifter til bl.a. varme, vand, gas og elektricitet.

Der er med denne bestemmelse UDTØMMENDE gjort op med, hvilke andel af boligudgifterne m.v., pågældende selv skal afholde.

Hvis den supplerende hjælp til dækning af boligudgifter vedrører terminsydelser på ejerbolig, skal denne del af hjælpen ydes med tilbagebetalingspligt, og tilbagebetalingskravet skal tinglyses som hæftelse på modtagerens ejendom, jfr. § 25, stk. 1, nr. 2, og stk. 2. Det samme gælder for boligformer, f.eks. boligkollektiver, hvorefter de enkelte beboere efter skattelovgivningen har ret til at fratrække renteudgifterne vedrørende terminsudgifterne i den skattepligtige indkomst.

Det fremgår endvidere af § 43, stk. 3, at der undtagelsesvis kan ydes en løbende hjælp, der overstiger beløbene i § 43, stk. 1. Hensigten hermed er at give adgang til en individuel tilpasning af hjælpen i tilfælde, hvor en ansøger i øvrigt har helt nødvendige udgifter, der ikke kan afholdes inden for beløbet i stk. 1.

Der skal være tale om nødvendige udgifter, således at der ikke sker en generel forhøjelse af den pågældendes levestandard ud over, hvad der er forudsat i almindelighed efter § 43, stk. 1, med eventuel supplerende hjælp til dækning af boligudgifter m.v.

Da det som nævnt er en undtagelse, at hjælpen efter § 43, stk. 1, kan forhøjes til andre udgifter end boligudgifter, er det i loven fastsat, at det sociale udvalg skal forelægge indstilling herom til godkendelse i revaliderings- og pensionsnævnet. Det er herefter nævnets opgave at vurdere, om de løbende udgifter, der ligger til grund for en indstilling fra det sociale udvalg, er af en så væsentlig betydning for ansøgeren, at han i fremtiden vil få svært ved at klare sig, hvis der ikke ydes hjælp til dækning heraf.

Ikke mindst en indstilling om at forhøje hjælpen til udgifter, der sigter på at bevare pågældendes tilknytning til arbejdsmarkedet, må anses for rimlig og velbegrundet.

Det skal fremhæves, at en forhøjelse af den LØBENDE hjælp som følge af alle andre udgifter end boligudgifter KUN kan ske efter godkendelse af revaliderings- og pensionsnævnet.

I øvrigt må det påses, at hjælpen efter § 43 afpasses efter, hvad den pågældende har fået udbetalt efter § 37.

45 a. Reglerne for udmåling af hjælp efter § 43 gælder også for beregning af hjælp efter § 37, stk. 4, jfr. punkt 9. Det må antages, at reglen i § 43, stk. 3, sidste punktum, om den forhøjede løbende hjælp alene til boligudgift UDEN forelæggelse for revaliderings- og pensionsnævnet navnlig får betydning for denne personkreds.

III. Hjælp i særlige tilfælde (Lovens kap. 11)

A. Hjælp til sygebehandling, medicin m.v.

46. Efter bistandslovens § 46, stk. 1, kan der ydes hjælp til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende. Dette er betinget af

1½ at udgiften ikke kan dækkes efter lovgivningen om offentlig sygesikring eller arbejdsskadeloven - dvs. at der kan ydes hjælp til betaling af dels en persons egne udgifter, når der kun kan opnås delvis tilskud fra forsikringsordningen, dels udgifter, som sikringsordningen slet ikke yder tilskud til.

2½ at pågældende ikke selv har midler til at afholde udgiften - med egne midler må sidestilles, at ansøgeren kan få udgiften dækket af en privat forsikring.

Det er en betingelse for at yde hjælp, at udgiften efter vurderingen fra læge eller tandlæge må anses for velbegrundet.

Det vil i visse tilfælde være nødvendigt at indhente udtalelse fra kommunens lægekonsultation eller fra amtskommunens socialcenter, om udgiften er nødvendig og velbegrundet - herunder at en forsvarlig behandling ikke kan iværksættes ved hjælp af billigere midler.

For så vidt angår tilskud til medicin, er det en forudsætning, at der er søgt individuelt tilskud i medfør af sygesikringslovens § 7, stk. 1 og 2.

Når der ydes hjælp til behandling efter § 46, stk. 1, kan der endvidere ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter i forbindelse med behandlingen under forudsætning af, at der ikke kan ydes tilskud hertil efter sygesikringslovens regler, jfr. Socialministeriets bekendtgørelse om befordringsgodtgørelse i.h.t. lov om offentlig sygesikring.

Når der ydes hjælp efter bistandslovens § 46, stk. 1, til en person, der har valgt at være gruppe 2-sikret, kan det sociale udvalg i medfør af sygesikringslovens § 2, stk. 5, beslutte, at pågældende overføres til gruppe 1-sikringen og forbliver der, så længe det skønnes påkrævet af hensyn til pågældendes økonomiske forhold og behov for sygehjælp.

Der bør i almindelighed alene ydes hjælp til behandlinger, udført af uddannede læger, tandlæger, tandteknikere eller fysioterapeuter.

Navnlig for så vidt angår tandbehandlingen, bør det iagttages, at der ikke foretages behandlinger, som går ud over, hvad der er indiceret i hvert enkelt tilfælde. Ligeledes kan der tages hensyn til, om en større tandbehandling nødvendigvis skal foretages på det tidspunkt, hvor den pågældende ikke selv har midler til at afholde udgiften.

Endelig skal henvises til pkt. 22 og 23, hvorefter der ved vurderingen af, om en udgift er rimelig, bør tages hensyn til, om udgiften kan afholdes af en almindelig arbejdsindtægt.

B. Hjælp til udgifter i forbindelse med henstillinger eller pålæg vedrørende børn

47. Efter bistandslovens § 46, stk. 2, kan der ydes hjælp til afholdelse af udgifter, der står i direkte sammenhæng med henstillinger eller pålæg, der meddeles af offentlige myndigheder med hensyn til et barns pleje eller behandling, opdragelse, uddannelse eller arbejde. Det er dog en forudsætning, at forsørgeren ikke selv har midler dertil.

Om de nærmere betingelser for iværksættelse af hjælpeforanstaltninger for børn og unge, herunder henstillinger og pålæg, henvises til cirkulære om rådgivning og tilsyn efter bistandslovens afsnit II. Det skal understreges, at bistand i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser IKKE AUTOMATISK udløser hjælp efter § 46, stk. 2, idet det sociale udvalg må foretage en selvstændig behovsbedømmelse enten samtidig eller på et senere tidspunkt, når der opstår problemer med hensyn til at følge en henstilling eller et pålæg.

Det sociale udvalg skal ved sin vurdering lægge vægt på, om pågældende eller familien må antages selv at have tilstrækkelige midler til at afholde udgiften.

Der skal herved tages hensyn til pågældendes og familiens erhvervsforhold og økonomiske forhold, ligesom der skal tages hensyn til familiens størrelse, sammensætning, alder m.v. Det afgørende for bedømmelsen heraf vil være, om den udgift, sagen drejer sig om, vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance. Der vil derfor være større sandsynlighed for, at der kan ydes hjælp, jo større udgift der er tale om, men der vil også være mulighed for at yde hjælp til mindre udgifter, hvis pågældendes eller familiens økonomi er så anstrengt, at selv forholdsvis beskedne ekstraudgifter vil kunne være afgørende for pågældendes og familiens muligheder for i fremtiden at klare sig uden hjælp fra det offentlige.

Der er ikke adgang til efter denne bestemmelse at yde hjælp til dækning af udgifterne i forbindelse med tilknytning af en bestemt person som særlig støtte for et barn i en daginstitution. I det omfang en sådan støtteordning etableres, inden for rammerne af en daginstitution, SKAL udgiften hertil afholdes som driftsudgift i institutionen. Omvendt vil sådanne støtteordninger kunne oprettes med hjemmel i § 33, jfr. § 46, stk. 2, hvis funktionen skal udøves i hjemmet, se pkt. 29.

Der kan f.eks. være behov for en sådan støtteordning i en periode i forbindelse med et barns udskrivning fra en daginstitution eller til en familie med eet barn med fysisk, psykisk eller socialt handicap som særlig støtte til barnet eller familien eller som aflastning for familien.

Det er en forudsætning, at behovet ikke vil kunne afhjælpes ved, at der ydes hjemmehjælp.

Sådanne støtteordninger bør etableres for en bestemt periode, f.eks. af 3 måneders varighed, således at ordningen tages op til nyvurdering ved periodens udløb. Ordningerne bør løbende følges op med henblik på behovet for anden støtte.

Som eksempel på en udgift, der kan dækkes helt eller delvis efter § 46, stk. 2, kan nævnes betaling for et barns ophold i daginstitution. Men det kan i øvrigt ikke udtømmende angives, til hvilke formål der kan ydes hjælp i det enkelte tilfælde. En henstilling eller et pålæg kan således vedrøre alle de områder, hvor forældrene har forpligtelser over for barnet.

I tilfælde, hvor spørgsmålet om ydelse af hjælp rejses af ANDRE OFFENTLIGE MYNDIGHEDER, f.eks. skolevæsenet, må det understreges, at det er DET SOCIALE UDVALG, der på grundlag af en selvstændig vurdering af sagen træffer beslutning om, hvorvidt hjælpen skal ydes.

C. Hjælp til flytning

48. Der kan efter bistandslovens § 47 ydes HJÆLP TIL FLYTNING. Det er en betingelse herfor,

1½ at flytningen medfører en forbedring af pågældendes eller familiens boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold, dvs. at flytningen sker til en bolig, der er sundere, eller hvis størrelse passer bedre til antallet af familiemedlemmer, eller at boligen har en beliggenhed, der giver nye muligheder for erhvervsmæssig beskæftigelse.

2½ at ansøgeren ikke selv har midler til at bekoste flytningen, dvs. at udgifterne ikke kan afholdes hverken af pågældendes og familiens løbende indtægter eller af midler, der med rimelighed kan anses opsparet til dækning af flytteudgifter.

Hjælpen omfatter først og fremmest udgifter ved transport af indbogenstande, men der kan også ydes hjælp til dækning af rejseudgifter for familiens medlemmer.

49. Hvis flytning sker til EN ANDEN KOMMUNE, følger det af § 47, stk. 2, at det sociale udvalg i fraflytningskommunen skal indhente samtykke fra det sociale udvalg i den anden kommune, inden hjælpen ydes.

Hvis dette samtykke ikke er indhentet, betragtes fraflytningskommunen stadig som opholdskommune med deraf følgende forpligtelse til at bære opholdskommunens andel af fremtidig hjælp til modtageren af flyttehjælp - indtil pågældende i mindst 3 måneder har klaret sig selv. Denne undtagelsesordning fra de almindelige opholdskommuneregler i bistandslovens §§ 10-11 gælder dog længst i 2 år efter flytningen.

Hvis tilflytningskommunen AFSLÅR at give samtykke, er fraflytningskommunen således ikke afskåret fra at yde hjælp til flytningen. Fraflytningskommunen må blot være indstillet på muligheden for fortsat at blive betragtet som opholdskommune, men kan i øvrigt indbringe afslaget for amtsankenævnet og eventuelt derefter for den sociale ankestyrelse efter reglerne i lovens §§ 15 og 16.

50. Søges der hjælp til flytning til UDLANDET, er adgangen til hjælp betinget af,

1½ at pågældende er statsborger i vedkommende land eller

2½ har særlig tilknytning til tilflytningslandet, f.eks. har familie deer eller forbindelse med andre personer, der kan være en støtte for pågældende, eller

3½ at der er sikret pågældende varige arbejdsmuligheder i landet.

Opmærksomheden henledes på de særlige regler for arbejdstagere fra udlandet, hvorefter arbejdsgiveren - eventuelt arbejdsløshedskassen - skal betale udgifterne ved hjemsendelsen, jfr. lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring og arbejdsdirektoratets cirkulære i tilknytning hertil.

Ved ansøgning om flytning til FÆRØERNE OG GRØNLAND finder reglerne i § 47, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

B. (* 1) Hjælp til merudgifter som følge af fysisk eller psykisk handicap under forsørgelse i eget hjem.

AFGRÆNSNING AF PERSONKREDSEN

53. (* 2) Efter lovens § 48, STK. 1, kan personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med et FYSISK eller PSYKISK HANDICAP, som medfører særlige udgifter VED FORSØRGELSEN, få dækket de nødvendige MERUDGIFTER ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet.

Personkredsen i § 48, stk. 1, omfatter alle børn og unge under 18 år med fysiske eller psykiske handicap, også børn og unge med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, herunder børn og unge med psykiske lidelser.

Der skal være tale om et VEDVARENDE handicap.

Om der er tale om et sådant handicap, må om nødvendigt dokumenteres ved lægeerklæring. Det er ikke en forudsætning, at der er tale om en uhelbredelig lidelse, men som udgangspunkt kan der lægges vægt på, om tilstanden skønnes at ville vare længere end 1 år.

Efter § 48, STK. 2, har prsoner med et VIDTGÅENDE fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i eget hjem, ret til at få dækket de nødvendige MERUDGIFTER ved forsørgelsen, der er en følge af handicappet.

Personkredsen i § 48, stk. 2, omfatter alene personer over 18 år (voksne) og omfatter følgende grupper af personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap: åndssvage, epilektikere, vanføre, herunder personer med respirationsinsufficiens, talelidende, blinde og svagtsynede samt døve og tunghøre, jfr. Socialministeriets bekendtgørelse om afgrænsning af personkredsen efter bistandslovens § 48, stk. 2.

Hjælp efter § 48, stk. 1 og 2, ydes UDEN HENSYN TIL DE ØKONOMISKE FORHOLD.

Hjælpens formål og afgrænsning

52. Bestemmelsen i § 48 har til FORMÅL gennem kompensation for særlige merudgifter ved forsørgelsen at tilskynde til, at personer med handicap kan forblive i eget hjem.

Hjælpen omfatter de særlige MERUDGIFTER ved FORSØRGELSEN, der er en følge af handicappet. Dette betyder, at der skal foreligge nødvendige udgifter ud over de udgifter, familien eller den pågældende ville have haft, såfremt der ikke var tale om et af de i bestemmelsen omhandlede handicap. Hjælpen ydes efter en vurdering af merudgiftens omfang i det enkelte tilfælde og kan derfor ikke ydes efter faste takster. Ved bedømmelsen af, om der foreligger en merudgift, vil udgangspunktet være en vurdering af, hvad familien kunne forventes at have afholdt, såfremt der ikke havde foreligget et særligt forsørgelsesproblem som følge af handicappet. Den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, familien selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget særlige forsørgelsesproblemer, skal derfor normalt afholdes af familien, således at det alene er sandsynliggjorte merudgifter i forhold hertil, der kan dækkes efter § 48.

Der kan ofte være behov for at yde rådgivning og vejledning over for familien, og kompensationen for de særlige merudgifter ved barnets forsørgelse bør indgå som et led i en samlet hjælp med henblik på at skabe så normale rammer for familiens tilværelse som muligt.

Ved opgørelsen af merudgifterne fragår værdien af den støtte, der ydes eller tilbydes på anden måde, f.eks. i form af daginstitutionsophold, hjælpemidler eller lignende.

Udgifter til syge- og lægebehandling, herunder hjælp til briller til børn under 16 år, forudsættes afholdt inden for rammerne af den gældende sygesikringsordning eller som hjælpemiddel efter bistandslovens § 58, jfr. dog nedenfor om hjælp af egenandelen af udgifter til særlig tandbehandling, fysioterapi og anden lignende behandling henvises til bistandslovens § 46.

Hjælp til dækning af udgifter til behandlingsredskaber, boligindretning og tekniske hjælpemidler herunder betaling af en eventuel egenandel af udgifterne - kan heller ikke ydes efter § 48.

Hjælp til sådanne udgifter ydes efter bestemmelserne i henholdsvis Indenrigsministeriets cirkulære om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, og Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58 samt Socialministeriets cirkulære om hjælp til boligindretning og omsorgsarbejde m.v. efter bistandsloven.

Hjælp efter § 48 kan kun i særlige tilfælde ydes som supplement til invalidepension, jfr. pkt. 54 om personer med respirationsinsufficiens.

BETINGELSER FOR YDELSE AF HJÆLPEN

53. Det er en betingelse for ydelse af hjælp efter stk. 1, at barnet eller den unge har et fysisk eller psykisk handicap og er UNDER 18 ÅR, samt at det forsørges i EGET HJEM uden for en institution.

For personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap gælder efter stk. 2, at vedkommende har ophold i eget hjem, dvs. har ophold uden for en institution.

54. I det følgende er opregnet nogle EKSEMPLER på merudgifter, hvortil der kan ydes hjælp efter § 48.

a) Merudgifter til særlig kost. Til spæde børn, der ikke kan tåle mælk, kan således f.eks. ydes hjælp til præparater som cystin og soyalac. Til børn og unge under 18 år med fysiske eller psykiske handicap kan endvidere efter § 48, stk. 1, ydes tilskud til merudgifter til diætkost i forbindelse med f.eks. sukkersyge.

b) Merudgifter til særlige diætpræparater i forbindelse med særlige observations- eller undersøgelsesformål (gentagne undersøgelser, der er en direkte følge af handicappet).

Udgiften til særlige diætpræparater til børn med phenylketonuri (Foelings sygdom) vil derimod som hidtil blive afholdt af staten (John F. Kennedy-instituttet). Anmeldelse til instituttet sker gennem landets apoteker, der udleverer de anmeldelses- og rekvisitionsblanketter, der danner grundlag for præparatets udlevering.

c) Merudgifter til den del af tilskudsberettiget medicin, der ikke afholdes af sygesikringen, til børn og unge under 18 år med fysiske eller psykiske handicap og til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

d) Merudgifter til befordring af børn og unge med fysiske og psykiske handicap til almindelige daginstitutioner. Hvor handicappet gør det påkrævet, at et barn eller en ung i videre omfang end normalt befordres til og fra skole eller uddannelsessted, vil der, i det omfang udgifterne hertil ikke dækkes af andre bestemmelser eller ved andre foranstaltninger, kunne ydes hjælp til dækning af de nødvendige befordringsudgifter.

Tilsvarende gælder hjælp til betaling af befordringsudgifter, som er nødvendige ved ledsagelse af et barn til behandling. Normalt vil det være tilstrækkeligt, at kun den ene af forældrene ledsager barnet.

Hvor handicappet medfører, at barnet ikke er i stand til at benytte offentlige transportmidler, vil det endvidere kunne ydes tilskud til merudgifter ved befordring i fritiden. Udgiften hertil bør dog normalt ikke overstige den til enhver tid gældende godtgørelse efter statens regler for 400 kilometers kørsel månedlig i egen vogn efter laveste sats.

Om hjælp til bil til befordring af personer, herunder børn, som på grund af meget svær invaliditet ikke kan færdes uden benyttelse af motorkøretøj, henvises til Socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af støtte til erhvervelse af motorkøretøj efter bistandslovens § 58.

e) Merudgifter ved deltagelse i kursus i totalkommunikation (tegnsprogkursus m.v.) for pårørende til personer med vidtgående hørehandicap eller ved deltagelse i tegnsprogkurser som led i den almindelige aftenskoleundervisning. Der vil herunder kunne ydes hjælp til rejseudgifter med et beløb svarende til billigste offentlige transportmiddel eller laveste kilometertakst. Endvidere kan tilmeldingsgebyr samt eventuelle udgifter til materialer godtgøres, ligesom udgifter til nødvendig børnepasning kan dækkes.

f) Merudgift til særlig beklædning og ekstra beklædning på grund af ekstraordinært slid, herunder af fodtøj. For så vidt angår hjælp til ortopædisk fodtøj, herunder fodtøj, der tilgodeser en foddeformitet, henvises til bekendtgørelsen om ydelse af hjælpemidler.

g) Merudgifter til vask og personlig hygiejne. Der kan således ydes hjælp til vask og andre merudgifter til personer, der f.eks. lider af enuresis (»vådliggere«). Drejer det sig om børn, bør hjælp dog normalt først ydes fra det tidspunkt, hvor barnet ville have været renligt, og merudgifterne, som følger af dette handicap, må i øvrigt klart kunne adskilles fra familiens normale udgifter til vask.

h) Med hensyn til hjælp til aflastning af forældre eller andre på grund af pasning af en person med handicap gælder, at en sådan aflastningsbistand i første række bør ydes i form af lejlighedsvis hjemmehjælp i henhold til § 55, stk. 2, jfr. Socialministeriets cirkulære om praktisk bistand i hjemmet. Når lejlighedsvis hjemmehjælp ikke kan skaffes, typisk i weekender og om aftenen, kan der ydes tilskud til dækning af udgifter ved hjælp, som familien selv antager, efter § 56, jfr. § 55, stk. 2. Herudover bør aflastning i videst muligt omfang ske ved anbringelse i daginstitution eller i dagpleje. For så vidt angår aflastningsplads på daginstitution henvises til Socialministeriets cirkulære om institutioner under amtskommuerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, pkt. 43 og 58. Til aflastning ved pasningen af stærkt handicappede kan i ganske særlige tilfælde tilbydes et tilskud, såfremt andre former for aflastning ikke må anses for tilstrækkelige i det konkrete tilfælde. Dette tilskud bør normalt ikke overstige et beløb svarende til plejetillægget til invalidepensionister, hvis invaliditet fordrer vedvarende pleje eller tilsyn, der nødvendiggør andres stadige nærværelse.

i) Merudgifter ved forsørgelsen i eget hjem af personer med respirationsinsufficiens, der ofte har et ekstraordinært stort plejebehov, afholdes eller § 48, i det omfang udgifterne ikke dækkes af plejetillægget til invalidepensionen. Hjælpen ydes, når der er behov for vedvarende overvågning, efter § 48, uanset om en del af hjælpen ud fra en isoleret betragtning eventuel kan have karakter af varig hjemmehjælp.

Såfremt sygehusvæsenet finder det nødvendigt, at benyttelse af respirator i eget hjem finder sted under særligt sygehusmæssigt tilsyn, afholdes udgifterne hertil (aflønning af en ventilatør) af sygehusvæsenet, jfr. Indenrigsministeriets cirkulære om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet. Tilskud ydes efter § 48 bl.a. til nødvendigt plejepersonale i hjemmet, også selv om den respirationslammede tilbringer natten på plejeafdeling i en institution.

j) Der kan i særlige tilfælde ydes et tilskud i form af hel eller delvis erstatning for tabt arbejdsfortjenste, når forsørgeren har måttet ophøre med sin beskæftigelse for at passe et barn med svært handicap i hjemmet. En forudsætning vil være, at det efter en samlet bedømmelse i det enkelte tilfælde af handicappet, plejebehovet og forholdene i øvrigt må anses for godtgjort, at barnets tilstand og pleje kræver en persons vedvarende tilstedeværelse, og at forsørgeren som følge af overtagelsen af denne opgave må opgive sin tilknytning til arbejdsmarkedet. I særlige tilfælde vil sådan erstatning tillige kunne ydes, hvor det med overvejende sandsynlighed må anses for godtgjort, at forsørgeren på grund af overtagelsen af den nævnte opgave er afskåret fra at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Ved erstatningens udmåling skal der tages hensyn såvel til de besparelser, som arbejdsophøret medfører, som til den skattemæssige fordel. Når forsørgeren endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, må som et udgangspunkt for beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste tages den indtægt, forsørgeren efter sine forhold i øvrigt ville have kunnet opnå. For familier med flere børn vil erstatningen til den af forældrene, der bliver i hjemmet, derfor ofte kun kunne gives i forhold til en indtægt ved deltidsarbejde. Erstatningen må dog sættes i forhold til, hvad pasningen af barnet normalt ville koste.

Da hjælpen kun tager sigte på indtægstab i tilfælde, hvor plejebehovet i hjemmet indebærer vedvarende overvågning, kan der ikke ydes kompensation for tabt arbejdsfortjeneste under et midlertidigt arbejdsophør på grund af en særlig situation - f.eks. hospitalsindlæggelse.

Nødvendig hjælp under hospitalsindlæggelse i tilfælde, hvor hospitalet finder forældrenes tilstedeværelse nødvendig, herunder i tilfælde, hvor der er fare for barnets liv, vil derimod, når betingelserne herfor er opfyldt, kunne ydes efter bestemmelserne i § 37, § 40, stk. 1, og § 46, stk. 2, jfr. § 33. Når særlig pasning ikke er nødvendig, kan der ikke ydes tilskud i form af hel eller delvis erstatning for mistet arbejdsfortjenete til den forsørger, der af personlige grunde ønsker at tage sig af et handicappet børn.

Der kan til enlige forsørgere, som af økonomiske grunde er henvist til at have arbejde på fuld tid, ydes et tilskud i form af hel eller delvis erstatning for indtægtsnedgang som følge af fravær fra arbejdet under nødvendig ledsagelse af et barn til ambulant undersøgelse, behandling og vejledning på sygehus eller på institution for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap.

Der kan ikke ydes hjælp til dækning af udgifter til ekstraundervisning og uddannelse, selv om familien afholder sådanne udgifter særlig af hensyn til et barns handicap.

Hjælp til BEHANDLING I UDLANDET eller rejser til sådan behandling kan heller ikke ydes.

Også hjælp til dækning af ALMINDELIG KURSUS- OG OPLYSNINGSVIRKSOMHED for forældre med handicappede børn falder uden for bestemmelsen.

55. Det påhviler det sociale udvalg at sørge for, at der i fornødent omfang inddrages sagkyndig bistand, inden afgørelse om hjælp efter § 48 træffes.

I forbindelse med ydelse af hjælp til dækning af merudgifter ved forsørgelsen i eget hjem af prsoner med vidtgående fysiske og psykiske handicap vil det således normalt være nødvendigt at inddrage sagkyndig bistand, herunder i fornødent omfang lægelig sagkundskab, fra socialcentret eller vedkommende specialinstitution, således at der herved sikres, at ordningen såvel lægeligt som socialt er forsvarlig.

Behovet for at indhente sagkyndig bistand vil være særlig udtalt, når en person med vidtgående fysisk eller psykisk handicap udskrives fra en institution, eller når det drejer sig om særligt belastende plejebehov, f.eks. på grund af respirationsinsufficiens. Man henleder herved opmærksomheden på institutionen for respirationspatienter og muskelsvindfondens vejlednings- og behandlingscenter.

Hjælp efter § 48 kan ydes enten som engangshjælp til dækning af sandsynliggjorte merudgifter i det enkelte tilfælde eller som løbende hjælp fastsat indtil videre på grundlag af forholdene på fastsættelsestidspunktet.

I sidstnævnte tilfælde bør det sociale udvalg med passende mellemrum optage familiens eller den pågældendes forhold til bedømmelse af, om der er grundlag for forhøjelse eller nedsættelse af hjælpen.

Ved indlæggelse på en af de i lovens kapitel 17 nævnte døgninstitutioner eller på sygehus bortfalder hjælpen senest ved udløbet af den måned, der følger efter indlæggelsesmåneden.

IV. NATURALHJÆLP

56. Hjælp efter bistandslovens afsnit III skal som hovedregel ydes i form af udbetaling af kontante beløb. Ifølge § 49 kan det sociale udvalg dog UNDTAGELSESVIS beslutte at yde hjælp som naturalhjælp, dvs. ved udlevering af en naturalydelse eller en rekvisition eller ved at dække rimelige faste udgifter ved at sende beløbene direkte til kreditorerne. Det er en forudsætning, at den, der søger hjælp, ikke skønnes i stand til ved bistand fra socialforvaltningen at administrere kontante beløb. Reglen kan anvendes, når der i en periode forgæves har været ydet bistand til administrationen af kontanthjælp, eller omstændighederne i øvrigt viser, at ansøgeren ikke vil anvende hjælpen i overensstemmelse med det formål, den er ydet til.

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at der kan være grundlag for at give afslag på en anmodning om hjælp til dækning af en udgift, til hvilken der tidligere er ydet hjælp, jfr. det under pkt. 23 anførte. Udgiften kan i sådanne tilfælde ikke længere betragtes som rimelig, hvorfor betingelserne for at yde hjælp ikke er opfyldt, jfr. § 37, stk. 2, 2. punktum.

I øvrigt kan det være hensigtsmæssigt at udbetale hjælpen med kortere terminer, i det omfang ansøgeren har udvist tendens til at bruge underholdsbeløbet på kortere tid end tilsigtet.

V. SKAT AF KONTANTHJÆLP

57. Efter bestemmelsen i ligningslovens § 7 j skal behovsbestemte ydelser efter bistandsloven ikke mdregnes til den skattepligtige indkomst.

Derimod nedsættes personfradraget efter kildeskattelovens § 37 c, stk. 1, når en skattepligtig har modtaget ydelser efter bistandslovens kap. 9 og 10, medmindre der er truffet afgørelse om tilbagebetaling. De nærmere regler herom findes i Skattedepartementets cirkulære om skattefrihed for trangsbestemte sociale ydelser, jfr. cirkulære om ændring af forskellige skattemæssige forhold (skattemæssig ligestilling af ægtefæller).

Der kan ikke ydes kontanthjælp til dækning af restskat, der er opstået som følge af nedsættelse af personfradraget i forbindelse med tidligere ydet kontanthjælp, jfr. foran under pkt. 25.

Det sociale udvalg bør imidlertid vejlede ansøgeren om de skattemæssige konsekvenser af kontanthjælpen og om mulighederne for at få ændret den skattemæssige forskudsregistrering, således at restskat som følge af kontanthjælpen så vidt muligt undgås.

Socialministeriet, den 16. december 1986

Mimi Stilling Jakobsen

/Birthe Frederiksen