Cirkulære om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område
Table of Provisions (13)
Statutory Text (13 Articles)
§ 1. Revisionen omfatter regnskaber for de udgifter, som ifølge de ovenfor nævnte love efter den 1. januar 1987 er omfattet af ordninger om procentrefusion, samt tilskuddet fra staten til kommunerne efter bistandslovens § 136.
§ 2. Revisionen udføres af vedkommende kommunes revision.
§ 3. Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m., dvs. at det ved revisionen efterprøves, om regnskabet er rigtigt, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt indgåede aftaler og sædvanlig praksis, samt at der endvidere foretages en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler, der er omfattet af regnskabet.
Stk. 2. Revisionen må tilrettelægges under hensyn til dens betydning for de statslige myndigheder.
§ 4. I forbindelse med den i § 3 nævnte revision må revisor ved revisionsbesøg i løbet af året bl.a. efterprøve, om kommunens forretningsgang og sagsbehandling inden for de berørte områder, herunder for anvendelse af edb-systemer, er hensigtsmæssig og betryggende.
Stk. 2. Revisionen af personsager skal omfatte et antal sager inden for hvert enkelt hovedområde af de sociale ydelser, samt for hver enkelt af bistandslovens konti, for hvilke der skal føres registrant, jfr. § 9 i socialministeriets cirkulære af d.d. om kommunernes regnskabsaflæggelse og statsrefusion m.v. på visse dele af det sociale område.
Stk. 3. Ved udvælgelsen af stikprøver må der lægges særlig vægt på sagsområder og sager, hvor tilkendelse eller beregning af ydelser beror på et skøn.
Stk. 4. Revisor må efterprøve, om der ved sagsbehandlingen er taget hensyn til principielle afgørelser, der træffes af decisionsmyndigheder og ankeinstanser.
Stk. 5. I sager om inddrivelse af underholdsbidrag og om ydelser med tilbagebetalingspligt må revisor påse, at der foretages inddrivelse i overensstemmelse med love, bekendtgørelser og cirkulærer m.v. herom.
§ 5. Kommunalbestyrelsen og det sociale udvalg (magistratsafdelingen) skal give revisionen adgang til at foretage de undersøgelser m.v., som denne finder nødvendige, og sørge for, at revisionen i øvrigt får de oplysninger og den bistand, som revisionen anser for påkrævet for udførelsen af hvervet.
§ 6. Den endelige årlige refusionsopgørelse og opgørelse af tilskud efter bistandslovens § 136 med tilhørende specifikationer skal af revisionen forsynes med påtegning om, at opgørelsen er revideret, og at revisionen er udført i overensstemmelse med reglerne i kommunens revisionsregulativ og dette cirkulære.
Stk. 2. Den i stk. 1 omhandlede påtegning skal indeholde revisors erklæring om, at opgørelsen er foretaget i overensstemmelse med gældende bestemmelser. Der skal i påtegningen henvises til den i § 8 nævnte beretning.
§ 7. Såfremt revisionen har påpeget, at beløb med urette er anmeldt til refusion, eller at der er anvist for store tilskud fra staten efter bistandslovens § 136, må revisor påse, at der foretages tilsvarende fradrag i beløb, der senere anmeldes til refusion, henholdsvis kommer til udbetaling efter bistandslovens § 136.
§ 8. Revisor afgiver hvert år, senest samtidig med afgivelse af beretninger om revisionen af kommunens øvrige regnskaber, beretning om revisionen i henhold til dette cirkulære.
Stk. 2. I denne beretning redegøres for den udførte revision samt for alle væsentlige forhold, der har givet anledning til bemærkninger. Der redegøres endvidere for forhold af principiel eller økonomisk betydning, som revisor finder anledning til at fremdrage, derunder tilfælde, hvor fortolkning af gældende regler giver anledning til tvivl.
§ 9. Senest samtidig med indsendelsen af revisionsberetninger m.v. for kommunens regnskaber til vedkommende kommunale tilsynsmyndighed sender kommunalbestyrelsen den i § 8 nævnte beretning sammen med besvarelsen af eventuelle revisionsbemærkninger, begge dele i 2 eksemplarer, til Socialstyrelsen, Kristineberg 6, 2100 København Ø, Postboks 2555. Samtidig sendes 1 eksemplar af besvarelsen til revisor.
Stk. 2. Socialstyrelsen varetager gennemgangen af revisionsberetninger og besvarelser af revisionsbemærkninger vedrørende de i § 1 nævnte områder og meddeler kommunalbestyrelse og revision de afgørelser af spørgsmål af betydning for statsrefusionen og tilskud efter bistandslovens § 136 samt den vejledning, som gennemgangen måtte give anledning til.
Stk. 3. Socialstyrelsen varetager behandlingen af såvel telefoniske som skriftlige spørgsmål fra kommuner og revision m.v. om refusion af udgifter på de i § 1 nævnte områder og om tilskud efter bistandslovens § 136.
Stk. 4. Styrelsens afgørelser, herunder besvarelser af spørgsmål, kan af vedkommende kommunalbestyrelse indbringes for socialministeriet.
§ 10. Rigsrevisor udøver tilsyn med de i § 1 nævnte områder i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 5 og 6 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.
Stk. 2. Rigsrevisor kan af kommunalbestyrelsen forlange sig meddelt alle sådanne oplysninger, som efter hans skøn er af betydning for tilsynet, jfr. § 12 i nævnte lov.
§ 11. Cirkulæret finder anvendelse fra revisionen af regnskaberne for 1987.
Stk. 2. Samtidig ophæves socialministeriets cirkulære af 27. oktober 1977 om revision af kommunernes regnskaber på det sociale og visse dele af det sundhedsmæssige område samt socialministeriets cirkulære af 25. januar 1984 om ændring af nævnte cirkulære.
Socialministeriet, den 10. december 1986
Mimi Stilling Jakobsen
/Knud Hagensen
Cirkulære om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område
Socialministeriet fastsætter herved bestemmelser om revision af kommunernes regnskaber på visse dele af det sociale område, jfr. § 137, 1. pkt., i lov om social bistand, § 52, stk. 2, i lov om social pension, § 20, stk. 3, i lov om delpension, § 38, stk. 1, i lov om børnetilskud og andre familieydelser, § 25, stk. 2, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og § 42, stk. 2, i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.
Ingen