Legislator Case Law & Legislation
C19860013160 DK

Ændring af pkt. 73-75 i sikringsstyrelsens vejledning af 5. september 1984 om social pension (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Vejledning 1986 131 Historic

Ændring af pkt. 73-75 i sikringsstyrelsens vejledning af 5. september 1984 om social pension (* 1)

73. Der kan ikke tilkendes førtidspension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 2 og 3, hvis ansøgerens forventede fremtidige forsørgelsesgrundlag sammen med en eventuel ægtefælles indtægter overstiger visse grænser, se punkt 74.

Regler for opgørelse af forsørgelsesgrundlaget findes i § 7, stk. 2-4, i bekendtgørelsen (SM).

Ved opgørelsen af forsørgelsesgrundlaget medregnes de samlede indtægter, som står til rådighed for forsørgelsen.

Ved indtægtsopgørelsen medregnes bl.a. ansøgerens og en eventuel ægtefælles indtægter ved personligt arbejde, efterløn, formueindtægter, pensionsindtægter m.v., underholdsbidrag, formuetillæg efter fradrag for ejerbolig og fiktiv indtægt ved bortgivelse. Der kan ikke tages hensyn til udgifter til fagforenings- og arbejdsløshedskassekontingent eller lønmodtagerfradrag.

Ægtefællens syge- eller arbejdsløshedsdagpenge medregnes også. Ansøgers dagpenge indgår derimod ikke i opgørelsen.

Visse ydelser medregnes ikke, fordi de er ydet med et særligt formål for øje, eller fordi de ikke kan anvendes til forsørgelse. Det gælder f.eks. invaliditetsbeløb, invaliditetsydelse og bistands- eller plejetillæg til ægtefællen, børnebidrag, børnetilskud, boligstøtte, arbejdsgiveradministrerede pensionsbidrag og over- eller underskud af ejerbolig.

Ved indtægtsopgørelsen indgår kun faktisk indtjening. Det er således uden betydning for bedømmelsen af en ansøgers ret til pension, at ægtefællen har en uudnyttet erhvervsmulighed.

Indtægt hos en person, som ansøgeren lever sammen med uden at have indgået ægteskab, kan ikke medregnes ved indtægtsopgørelsen.

74. Den udelukkelsesgrænse, der er nævnt i pkt. 73, er for en gift ansøger fastsat til maksimumsbeløbet, der årligt kan ydes i dagpenge, se § 8 i bekendtgørelsen (SM).

Beløbet udgør pr. 1. oktober 1986 ca. 107.000 kr. årligt.

For enlige er grænsen fastsat til 55 pct. af grænsen for ægtepar, dvs. ca. 59.000 kr. Fra 1. januar 1987 er grænsen 2/3 af grænsen for ægtepar, dvs. ca. 71.000 kr.

Disse grænser forhøjes med et beløb svarende til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3 i børnetilskudsloven, for hvert barn ansøgeren eller dennes ægtefælle har forsørgelsespligt over for. Pr. 1. oktober 1986 udgør særligt børnetilskud 6.984 kr. årligt.

Indførelsen af de nævnte grænser - udelukkelsesgrænserne - betyder, at alene det forhold, at forsørgelsesgrundlaget ligger under grænserne, giver grundlag for at foretage en nærmere vurdering af, om forholdene i øvrigt taler for tilkendelse, jfr. præciseringen heraf i § 7, stk. 1 og 5, i bekendtgørelsen (SM). Det vil sige, om der enten foreligger en varig nedsættelse med mindst halvdelen af erhvervsevnen, se lovens § 14, stk. 3, nr. 2, eller om en samlet bedømmelse af forholdene for en ansøger over 50 år taler for tilkendelse, se lovens § 14, stk. 3, nr. 3.

75. Ved tilkendelse af pension efter lovens § 14, stk. 3, nr. 3, må der foretages en samlet bedømmelse af, om forholdene for en ansøger over 50 år taler for pension, når forsørgelsesgrundlaget er under udelukkelsesgrænserne, se pkt. 73 og 74.

Ved bedømmelsen må der tages hensyn til, om der er tale om en forringelse af det hidtidige leveniveau, samt hvilket omfang forringelsen har haft, og hvornår den er indtrådt.

Når der er sket en forringelse af det hidtidige leveniveau, og forsørgelsesgrundlaget er under udelukkelsesgrænsen, vil betingelsen for tilkendelse af pension ofte være opfyldt. Med den præsicering af udelukkelsesgrænsen som er gennemført ved socialministeriets bekendtgørelse af 7. november 1986, kan det ikke længere kræves, at forsørgelsesgrundlaget er betydeligt under udelukkelsesgrænsen.

Der kan derfor typisk tilkendes pension i tilfælde, hvor ægtefællen er overgået til folkepension, og forsørgelsesgrundlaget består af folkepension plus eventuelt andre indtægter, der tilsammen ligger under udelukkelsesgrænsen for ægtepar.

Det må dog altid indgå i bedømmelsen, om ansøgeren under hensyn til helbredsforhold, alder, uddannelse og tidligere arbejdsforhold m.v. må antages at kunne afhjælpe sine økonomiske problemer, jfr. vejledningens pkt. 54-60. Pension kan kun tilkendes, når der ikke er udsigt til, at en indtægtsnedgang eller andre særlige omstændigheder kan afhjælpes.

Der kan ikke generelt fastlægges nogen grænse for, hvornår indtægten er så lav, at der kan tilkendes pension efter § 14, stk. 3, nr. 3, uanset at der ikke er tale om en forringelse af leveniveauet. Bedømmelsen afhænger af forholdene i det konkrete tilfælde. Det har betydning, om det har været nødvendigt at give supplerende hjælp efter bistandsloven. Hvis ansøgeren lever i et fast samlivsforhold af ægteskabslignende karakter, og samleveren hidtil har forsørget ansøgeren, kan det medføre, at det må fastslås, at der ikke er sket ændringer i forsørgelsessituationen.

Sikringsstyrelsen, den 17. november 1986

F. B. Svarrer

/Gunner Harder Andersen

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →