Cirkulære om begrænsning af svovlindhold i brændsel til fyrings- og transportformål (Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og Hovedstadsrådet)

Cirkulære om begrænsning af svovlindhold i brændsel til fyrings- og transportformål

(Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og Hovedstadsrådet)

1. Indledning

Dette cirkulære træder i stedet for Miljøstyrelsens cirkulære af 25. oktober 1979 om begrænsning af svovlindhold i olier til fyrings- og transportformål.

Cirkulæret redegør for de ændrede regler om svovl i brændsel.

2. Regelgrundlaget

Reglerne om svovl i brændsel findes nu i bekendtgørelse nr. 317 af 26. juni 1985 om begrænsning af svovlindhold i brændsel til fyrings- og transportformål. Denne bekendtgørelse ophævede de tidligere gældende regler om svovl i olie (bekendtgørelse nr. 436 af 25. august 1976).

De nye regler er udarbejdet på baggrund af en betænkning, som Folketinget har udarbejdet i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 251 af 23. maj 1984 om begrænsning af svovldioxidforurening fra kraftværker; i denne forbindelse besluttedes det, at reglerne om svovl i olieprodukter skulle skærpes, og at der skulle fastsættes en grænse for maksimalt svovlindhold i kul, der ikke anvendes i kraftværker.

3. Formål og anvendelsesområde

Formålet med at skærpe reglerne om svovl i brændsel har været at nedbringe emissionen af svovldioxid fra dansk område.

Der fastsættes regler for det maksimalt tilladelige svovlindhold i fyringsgasolie, fuelolie og kul, herunder cinders og brunkul. Andre typer af brændsel, f.eks. koks og petcoke (økonomikoks), er ikke omfattet af bekendtgørelsen.

For fyringsgasolies vedkommende gælder reglerne for anvendelse såvel til fyring i faste anlæg som til transportformål på landjorden; for fuelolie og kuls vedkommende gælder reglerne derimod kun for fyring i faste anlæg.

For alle 3 brændselstyper gælder det imidlertid, at de fastsatte maksimalgrænser gælder såvel for anvendelsen som for forhandlingen til de af reglerne omfattede formål. Bekendtgørelsen er ikke til hinder for, at SAMME type brændsel med forskelligt svovlindhold blandes forinden afbrænding, når blot det brændsel, der afbrændes, overholder grænseværdien for det pågældende brændsel.

Hvad angår specielt olieraffinaderiernes anvendelse af brændsel er det besluttet, at svovlindholdet i dette skal reguleres i en særlig bekendtgørelse, og at olieraffinaderierne dermed undtages fra de gældende generelle bestemmelser for så vidt angår anvendelse af brændsel.

4. Gældende maksimalgrænser for svovlindhold i olie og kul

GASOLIE: Det maksimalt tilladelige svovlindhold i fyringsgasolie (destillatolie), herunder dieselolie, er nedsat fra 0,5 vægtprocent til 0,3 vægtprocent, jfr. bekendtgørelsens § 1. I modsætning til de tidligere gældende regler omfatter denne grænse nu også gasolie, der anvendes i kraftværker.

FUELOLIE: Det maksimalt tilladelige svovlindhold i fuelolie er nedsat fra 2,5 vægtprocent til 1,5 vægtprocent, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 1. For Storkøbenhavn fastholdes et maksimalt tilladeligt svovlindhold på 1,0 vægtprocent, jfr. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

KUL: Der har ikke tidligere været fastsat generelle regler om svovlindhold i kul. Ifølge bekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 2, er der nu fastsat en grænse for det maksimalt tilladelige svovlindhold i kul på 1,2 vægtprocent ved 8 pct. vand. Ifølge bekendtgørelsens § 3, stk. 3, gælder denne grænse ikke for kul, der anvendes i kraftværker. Ved kraftværker forstås i denne forbindelse kraftværker, som er omfattet af lov om begrænsning af svovldioxidforurening fra kraftværker.

5. Dispensation

I medfør af bekendtgørelsens § 4 kan Miljøstyrelsen meddele dispensation for grænseværdierne for svovl i olie og kul, såfremt ansøgeren kan dokumentere, at der ved den anvendte teknik, ved afsvovlingsanlæg eller lignende opnås en begrænsning af svovldioxidudsendelsen svarende til en anvendelse af olie eller kul med et svovlindhold, der overholder grænseværdierne.

I forhold til den tidligere gældende bekendtgørelse er der sket en begrænsning i mulighederne for at opnå dispensation, idet Miljøstyrelsen kun har mulighed for at dispensere, når de i § 4 nævnte kriterier er opfyldt.

5.1. SITUATIONER, HVOR DISPENSATION KAN MEDDELES

Dispensation vil således kunne meddeles, såfremt ansøgeren enten har opført eller agter at opføre et afsvovlingsanlæg.

Der vil ligeledes være mulighed for at få dispensation, såfremt der under produktionsprocessen tilsættes stoffer, der binder svovlet, f.eks. kalk.

Endelig vil dispensation kunne meddeles i de tilfælde, hvor produktionsprocessen i sig selv binder svovl; dette vil f.eks. være tilfældet ved fremstilling af cement.

For alle de tre nævnte tilfælde, hvor bekendtgørelsen åbner mulighed for dispensation, vil dispensation dog kun blive meddelt, såfremt det kan dokumenteres, at der opnås en begrænsning af svovldioxidudsendelsen svarende til brug af olie/ kul med et svovlindhold, der overholder grænseværdierne.

I de tilfælde, hvor den dispensationsansøgende virksomhed er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, vil de foranstaltninger, som virksomheden skal udføre for at få dispensation, ofte kræve en miljøgodkendelse, der i 1. instans meddeles af de lokale miljømyndigheder. Dette følger af miljøbeskyttelseslovens § 35, hvorefter en virksomhed, der er omfattet af denne bestemmelse, ikke må udvides eller ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt på en måde, som indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt.

Såfremt et afsvovlingsanlæg skal installeres på en sådan virksomhed, vil det være omfattet af godkendelsespligten. Et afsvovlingsanlæg vil nemlig ganske vist begrænse udsendelsen af svovldioxid, men anlægget kan på andre måder medføre forøget forurening f.eks. med hensyn til støj, spildevand og affaldsprodukter. I forbindelse med godkendelsen vil der blive fastsat vilkår om anlæggets drift.

Også i de tilfælde, hvor den dispensationsansøgende virksomhed skal omlægge produktionsprocessen ved at tilsætte svovlbindende stoffer, vil der i nogle tilfælde være tale om en ændring, der må betragtes som indebærende en forøget forurening bl.a. i form af restprodukter, og dermed som en ændring, der kræver godkendelse.

I de tilfælde, hvor Miljøstyrelsen under behandlingen af en dispensationsansøgning konstaterer, at dispensation efter bekendtgørelsens § 4 kan meddeles, men at dette forudsætter en godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven, vil Miljøstyrelsen meddele dispensation på betingelse af, at miljøgodkendelsen kan opnås.

5.2. SITUATIONER, HVOR DISPENSATION IKKE KAN MEDDELES

Bekendtgørelsen åbner ikke mulighed for at opnå dispensation alene med den begrundelse, at forskellige typer af brændsel med forskelligt svovlindhold anvendes skiftevis eller parallelt. F.eks. vil der ikke kunne meddeles dispensation fra kravene til fuelolie, selv om der ved siden af anvendes naturgas, der har et lavt svovlindhold.

Bekendtgørelsen åbner heller ikke mulighed for at opnå dispensation alene med den begrundelse, at forskellige TYPER af brændsel blandes forinden afbrænding. Som eksempel kan nævnes, at dispensation fra kravene til fuelolie ikke vil kunne meddeles i den situation, hvor fuelolie blandes med et andet brændsel f.eks. spildolie.

Endvidere åbner bekendtgørelsen ikke mulighed for at opnå dispensation i de situationer, hvor en virksomhed består af flere fyringsanlæg, i hvilke der anvendes f.eks. fuelolie med forskelligt svovlindhold. I disse situationer skal det anvendte brændsel i de enkelte anlæg overholde bekendtgørelsens grænseværdier.

5.3. KLAGEADGANG

Miljøstyrelsens afgørelser efter § 4 kan påklages til Miljøankenævnet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

6. Tilsyn og kontrol Ifølge bekendtgørelsens § 5 påser kommunalbestyrelsen, at reglerne overholdes. Kontrollen med de af kommunalbestyrelserne drevne virksomheder, anlæg eller indretninger føres af amtsrådet, i hovedstadsområdet dog af Hovedstadsrådet.

Til gennemførelse af kontrollen er såvel producenter, importører, forhandlere som forbrugere af olie og kul forpligtet til efter anmodning at meddele kontrolmyndighederne alle oplysninger, som er af betydning for kontrollen, jfr. bekendtgørelsens § 6, stk. 1. Som nævnt under punkt 7 er der for olieprodukters vedkommende i bekendtgørelsen indsat en overgangsbestemmelse. Det vil derfor f.eks. være af betydning for kontrollen fra producent/ importør at få oplyst lagerbeholdningen pr. 1. januar 1985.

Forhandlerne af olie og kul er forpligtet til efter anmodning fra en forbruger at give skriftlig oplysning om svovlindholdet i det leverede brændsel, jfr. bekendtgørelsens § 6, stk. 2.

Udover denne oplysningspligt, der bør danne hovedgrundlaget for myndighedernes kontrol, kan myndighederne ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 3, lade udtage prøver af olie og kul hos producenter, importører, forhandlere og forbrugere.

Der er således hjemmel til at udtage prøver i alle led; men i de fleste tilfælde vil det ikke være nødvendigt at lade udtage prøver i andre led end i importleddet samt for olies vedkommende ligeledes på olieraffinaderierne.

Ved prøveudtagning skal der udtages to prøver. Den ene prøve indsendes til det af tilsynsmyndigheden udpegede laboratorium. Såfremt analysen af denne prøve viser et for højt svovlindhold, indsendes den anden prøve som kontrol til firmaet dk-Teknik. Prøverne sendes sammen med et udfyldt skema, som kan rekvireres hos dk-Teknik.

En olieprøve skal udtages i overensstemmelse med ISO 3170 og en kulprøve i overensstemmelse med ISO 1988. Referencemetoderne for analyse af svovl i olier er defineret i henholdsvis ISO 2192 (gasolie) og ASTM.D. 129 (fuelolie), samt for kul i ASTM.D. 3177 - method B. Som målemetoder kan anvendes metoder, der giver samme resultat og har samme målenøjagtighed som referencemetoderne.

Oplysninger om disse standarder, nødvendigt apparatur m.v. kan fås ved henvendelse til dk-Teknik, hvortil spørgsmål om prøveudtagning og analyser også kan rettes, idet Miljøstyrelsen har bemyndiget dk-Teknik til at fungere som referencelaboratorium i sager vedrørende bestemmelse af svovlindhold i olier og kul.

En koordineret prøveudtagning i importleddet samt fra raffinaderierne vil medføre, at antallet af prøveudtagninger begrænses, og Miljøstyrelsen anbefaler derfor, at tilsynsmyndigheden træffer aftale med dk-Teknik om at lade firmaet udtage og analysere prøver på tilsynsmyndighedens vegne.

dk-Teknik har i denne forbindelse overfor Miljøstyrelsen tilkendegivet, at man er indforstået med at udarbejde en landsdækkende plan for udtagning af prøver i importleddet og på raffinaderierne, således at tilsynsmyndighedernes udgifter i forbindelse med tilsynet vil blive af beskedent omfang.

Uanset om selve tilsynsarbejdet overdrages til andre, vil det være tilsynsmyndigheden, der i konstaterede tilfælde af for højt svovlindhold træffer beslutning om, hvorvidt forholdet bør anmeldes til politimesteren med anmodning om eventuel tiltalerejsning.

dk-Tekniks adresse er Gladsaxe Møllevej 15, 2860 Søborg, tlf. 01 69 65 11.

7. Ikrafttrædelses- og overgangsregler

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 1985, jfr. bekendtgørelsens § 8.

Der er ikke i bekendtgørelsen indført overgangsbestemmelser for kul. Der må således ikke efter 1. oktober 1985 til fyring i faste anlæg anvendes eller forhandles kul med et højere svovlindhold end 1,2 vægtprocent, medmindre der af Miljøstyrelsen er meddelt dispensation.

Derimod er der i bekendtgørelsens § 9 indført en overgangsbestemmelse for olie. Olie, der opfylder de tidligere gældende regler, dvs. svovlindhold på højst 0,5 vægtprocent for gasolie og 2,5 vægtprocent for fuelolie (udenfor Storkøbenhavn), kan fortsat forhandles til fyrings- og transportformål også efter 1. oktober 1985, når olien er modtaget her i landet inden den 1. januar 1985.

Forbrugerne kan anvende olie, der er indkøbt før den 1. oktober 1985, efter denne dato; også olie, forbrugerne har indkøbt efter 1. oktober 1985, kan anvendes, når olien er modtaget her i landet inden den 1. januar 1985.

MILJØSTYRELSEN, DEN 14. OKTOBER 1986

JENS KAMPMANN

/Per B. Suhr

Ingen