Cirkulære om visse kvalitetsnormer for beboelsesejendomme m.v., jfr. lov om byfornyelse og boligforbedring
Statutory Text (2 Articles)
Cirkulære om visse kvalitetsnormer for beboelsesejendomme m.v., jfr. lov om byfornyelse og boligforbedring
Indledning
Reglerne om kvalitetsnormer for beboelsesejendomme er indeholdt i byfornyelseslovens § 3, jfr. lovbekendtgørelse nr. 342 af 10. juli 1985. Disse normer er nærmere omtalt i boligstyrelsens cirkulære af 11. maj 1983 om byfornyelsesbeslutningers indhold pkt. 5.
I medfør af byfornyelseslovens § 3, stk. 2, har boligstyrelsen i bekendtgørelse nr. 703 af 7. oktober 1986 om kvalitetsnormer for beboelsesejendomme mv. fastsat supplerende bestemmelser om bl.a. energibegrænsende foranstaltninger, brandsikringsforanstaltninger og bygningers el-installationer.
I dette cirkulære redegøres der for disse bestemmelser.
1. Bygningers energiforbrug
Bygninger, der istandsættes i forbindelse med byfornyelse og boligforbedring, skal søges bragt op på det energimæssige niveau, der kræves, for at der kan udstedes energiattest, jfr. Byggestyrelsens bekendtgørelse nr. 187 af 29. april 1985 om varmesyn, energiattest og energikonsulenter.
Det bemærkes, at der ved rentabilitetsberegningen for de energibesparende foranstaltninger ikke må tages hensyn til, at der ydes rentebidrag til foranstaltningen.
2. Brandsikring af beboelsesbygninger
Ejendommen skal opfylde de krav, der kan stilles i henhold til Byggestyrelsens bekendtgørelse nr. 184 af 6. maj 1983 om brandsikring af beboelsesbygninger opført år 1900 og senere.
Bekendtgørelsen om kvalitetsnormer for beboelsesejendomme mv. åbner herudover mulighed for, at der i forbindelse med byfornyelses~ eller boligforbedringsarbejder på ejendommen kan gennemføres yderligere brandsikringsforanstaltninger som nævnt i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 1)-4), i det omfang, det skønnes hensigtsmæssigt i forhold til de øvrige byggearbejder, der skal gennemføres.
Til belysning af disse yderligere brandsikringsforanstaltninger kan anføres
1) »Hver boligenhed i hver etage har eet redningsvindue, som uhindret kan nås af brandvæsenets redningsstiger«. Bestemmelsen giver mulighed for, at der i forbindelse med udskiftning af vinduer i en ejendom kan etableres eet redningsvindue i hver boligenhed i hver etage. Et redningsvindue er et vindue, som opfylder kravene i bygningsreglement 82, kap. 6.6.1., og vinduet træder i stedet for kravet om eet oplukkeligt vindue i hver boligenhed i hver etage.
2) »Vægge mellem lejligheder (lejlighedsskel) svarer til BD-bygningsdel 60«. Dette krav kan opfyldes hvis arbejderne medfører, at vægkonstruktionen omfattes.
3) »Åbninger i brandvægge og tilsvarende adskillende konstruktioner lukkes med en konstruktion svarende til væggen. For døre dog svarende til BS-dør 60«. Hensigten er, at eventuelle tidligere murgennembrydninger i forbindelse med arbejder, der omfatter vægkonstruktionerne, skal lukkes således, at lukningen opnår samme kvalitet som den eksisterende væg.
4) »Loft i kælder har overflader svarende til beklædning af klasse 1«. Omfatter arbejderne i ejendommen etagedækket mod kælderen, f.eks. isolering mod kælderen, er det hensigten at sikre, at overfladerne svarer til klasse 1-beklædning jfr. BR-82, bilag 4.
Bygningens el-installationer Bygningens el-installationer skal være i forsvarlig stand, hvilket indebærer, at el-installationerne ikke må medføre berørings- eller kortslutningsfare. Der henvises til stærkstrømsreglementets bestemmelser i afsnit 11, § 3.2.1., hvorefter ejeren er ansvarlig for installationens tilstand og vedligeholdelse. Ejeren skal lade fejl og mangler afhjælpe og træffe foranstaltninger for at hindre, at fejl og mangler kan foranledige fare for personer eller gods. Man må herunder være opmærksom på, om ekstra beskyttelsesforanstaltninger som jordforbindelse m.m. er i lovlig stand.
Såfremt der udføres arbejder på ejendommen kan der under hensyntagen til bygningens restlevetid, som udgangspunkt udføres forbedringsarbejder på el-installationerne i et omfang, der svarer til de arbejder der i øvrigt skal udføres på ejendommen. Det skal understreges, at disse forbedringsarbejder kun kan udføres når de ikke isoleret set medfører følgearbejder.
Dette betyder, at der, såfremt der ikke udføres arbejder i selve boligerne, ikke kan udføres forbedringsarbejder på el-installationerne. Der kan dog gennemføres udskiftning af stigstreng og målertavler, hvis der i øvrigt udføres arbejder i det rum, hvor stigstrengen er placeret - normalt trapperummet.
Udføres der el-arbejder i selve boligen, kan der opsættes stikkontakter, således at der findes een stikkontakt pr. rum. Det skal dog påses, at eventuelle følgearbejder i form af retablering af vægge mv. minimeres.
Endvidere kan der udføres el-installationer på niveau med stærkstrømsreglementets krav i de rum, der i forbindelse med ombygningen skifter anvendelse, typisk i forbindelse med indretning af wc og baderum.
Gennemføres der en sammenlægning af boliger eller en tilsvarende omfattende renovering af bygningen, hvorunder boligen som helhed bringes op på et niveau, der svarer til nybyggeri, kan stærkstrømsreglementets bestemmelser søges opfyldt for boligen som helhed. Tilsvarende kan stærkstrømsreglementets krav søges opfyldt for nyindrettede fællesrum.
4. Øvrige krav
Der er ikke i almindelighed adgang til i en byfornyelses- eller boligforbedringsbeslutning at medtage indvendig vedligeholdelse af boliger i området. Imidlertid kan væsentlige vedligeholdelsesmæssige mangler, der f.eks. skyldes misligholdelse gennem en årrække, søges afhjulpet. Bestemmelsen anvendes således kun, hvor det skønnes absolut påkrævet at forlange afhjælpning af helt ekstraordinære og væsentlige vedligeholdelsesmæssige mangler.
Ved gennemførelse af en byfornyelses- eller boligforbedringsbeslutning skal det i henhold til bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 1, altid sikres, at bygningens boliger og opholdsrum ikke efterlades med kondemnable forhold.
Boligstyrelsen, den 7. oktober 1986
H. E. RASMUSSEN
/Søren Kruse
Ingen